For kronisk syge patienter som 68-årige Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen er det altafgørende at kunne få fat i lægen, når akutte situationer opstår.

- Jeg er kronisk syg med KOL. Det betyder, at når jeg skal snakke med en læge, så skal det ofte være nu og her, siger han.

Men ofte oplever Thorvald og mange andre danske patienter, at det kan være tæt på umuligt at få fat i deres praktiserende læge, når klokken har passeret 12 på almindelige hverdage.

Faktisk viser en ny undersøgelse fra Region Sjælland, at 84 procent af patienterne oplever problemer med at oprette kontakt efter middag.

Som KOL-patient gennem mere end 15 år har Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen utallige gange oplevet at møde en telefonsvarer hos sin praktiserende læge, der har ledt ham videre til lægevagten, der åbner efter klokken 16.

- Vi kan ikke vente, os der har kroniske sygdomme. Jeg står i angst, hvor jeg er bange for at dø. Jeg står og ikke kan få luft og med lægens telefonsvarer i hånden, siger han.

Ud over at være lungepatient er Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen også lokal formand for Lungeforeningen i Dianalund på Sydvestsjælland, hvor han bor.

Hos Danske Regioner ser man med alvorlige øjne på patienternes problemer med at komme i kontakt med deres praktiserende læge.

For det første stiller det patienten i en vanskelig situation.

- Hvis man er kronisk syg og modtager behandling, så er det helt afgørende, at man kan komme i kontakt, når der er behov for det i løbet af dagen, siger Heino Knudsen (S), formand for Løn- og Praksisudvalget hos Danske Regioner og regionsformand i Region Sjælland.

Og for det andet ender det i mange tilfælde med, at patienterne i stedet ringer til lægevagt-telefonen, med opgaver som deres praktiserende læge i virkeligheden bør tage sig af.

- Det betyder, at nogen borgere vælger at ringe til lægevagten, og det skaber et meget stort pres på lægevagtsystemet. Vi kan se, at der er rigtig mange opkald lige omkring, den åbner klokken 16. Det gør, at lægevagten bliver unødvendigt belastet.

- Det er ikke meningen, at man så skal ringe til lægevagten, fordi man ikke kan få fat i sin praktiserede læge i løbet af dagtimerne. Lægevagten skal bruges, hvis der opstår et behov om aftenen eller om natten. På den anden måde lægges der er unødvendigt pres på det øvrige sundhedsvæsen. Det er én af de helt store udfordringer, vi kan se i analysen her.

Heino Knudsen fortæller herudover, at der ikke er tale om en ny problematik, men at patienters manglende tilgængelighed hos lægen har været et tilbagevendende problem gennem mange år.

Som kronisk KOL-patient med en lungekapacitet på kun 25 procent er Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen udfordret på stort set alting.

Han kan ikke arbejde, række op efter det på de øverste hylderne, tage tøj på eller svinge støvsugeren.

Og fordi han er så skrøbelig, er Thorvald også én af de danskere, der har brug for at komme i kontakt med sin læge lidt oftere.

- Jeg synes, det er for dårligt, at man ikke kan ringe til et nummer og få fat i en læge. Det er dybt frustrerende som patient, siger han og tilføjer:

- Tanken er der hver gang. Nu skal jeg dø. Man aner ikke om man kommer igennem det eller ej.

Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen har tidligere i sit liv røget i mange år og arbejdet med både epoxy, asbest, maling og bilos, hvilket formentlig er årsagen til hans KOL-sygdom i dag.

I følge Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen bør der kunne findes en løsning på den frustrerende situation, han ofte oplever, når han ikke kan få fat i lægen.

- Jeg tror, at meget af ventetiden og de mange telefonsvarere kunne løses ved at lave et online-tilbud af en slags.

Også hos Danske Regioner mener man, at der bør kigges og gøres noget ved praktiserende lægers manglende tilgængelighed.

- Vi skal eksempelvis forhandle om, hvordan vi skal bruge nye digitale løsninger. Dét, mener vi, ikke er nødvendigt at tage i forhandlinger. Det skal være myndighederne, der siger, hvad det er, vi gerne vil have lavet til vores borgere, og så kan man indgå en kontrakt med en privatleverandør som praktiserende læge, siger Heino Knudsen (S), der er formand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Sjælland.

Og han tilføjer:

- Vi oplever, at over halvdelen af alle patienter svarer, at de gerne vil have digitale løsninger - eksempelvis digitale konklusioner hos deres praktiserende læge - men det er stadigvæk under én procent af konsultationerne, der er digitale. Det handler også om tilgængelighed.

Hos Danske Regioner peger man ligeledes på ønsket om et mere aftalebaseret-system.

- Alle borgere i Danmark skal være sikre på at få den samme tilgængelighed hos deres praktiserende læge. Det er lidt det modsatte, vi ser i dag. Vi mener, at der bør være et mere aftalebaseret-system, hvor vi indgår kontakten med de praktiserende læger, siger Heino Knudsen.

Formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, fortæller, at alle læger i Danmark er forpligtet til at leve op til krav om tilgængelighed.

- Der er nogle ret detaljerede krav om tilgængelighed i vores overenskomst. Dem er alle praktiserende læger forpligtet til at leve op til. Hvis regionerne får kendskab til konkrete klinikker, der ikke lever op til kraverne om tilgængelighed, vil jeg forvente, at de henvender sig til de pågældende klinikker og anmoder dem om at rette ind. PLO bakker 100 procent op om, at kravene i overenskomsten vedrørende tilgængelighed skal overholdes, skriver han i et skriftligt svar.

Jørgen Skadborg opfordrer herudover regionerne til at tage mere ansvar og se sig selv i spejlet.

- Generelt så jeg gerne, at patienternes tilgængelighed til egen læge blev bedre. Men regionerne må også se sig selv i spejlet. Siden regionerne blev oprettet i 2007, har de været ansvarlige for en politik, der har ført til, at antallet af praktiserende læger er faldet, samtidig med at vi er blevet flere danskere, flere lever med alvorlig sygdom, og hospitalerne udskriver patienterne hurtigere.

- Så arbejdspresset er steget voldsomt i almen praksis, og det er derfor, at tilgængeligheden mange steder godt kunne være bedre. Det gælder ikke mindst i en region som Sjælland, hvor der er meget store problemer med lægemangel.

PLO's formand peger herudover på, at alle danske patienter skal kunne komme i kontakt eller blive sendt videre til en stedfortræder mellem klokken 8 og 16.

- I mange klinikker er det organiseret således, at patienterne naturligvis kan ringe om akutte emner hele dagen mellem 8 og 16, men de skal ringe om morgenen, f.eks. mellem 8 og 9, hvis de vil have direkte telefonisk kontakt med lægen uden filter og uanset emne. Dette er fuldstændigt i overensstemmelse med, hvad der står i vores overenskomst.

Jørgen Skadborg fortæller herudover, at han er helt enig i, at digitale løsninger som f.eks. videokonsultationer skal udbredes endnu mere i almen praksis.

Solen bager ned over os, og kun blæsten og den summende lyd fra dronen bryder stilheden, imens vi kigger nærmere på omgivelser, der for tre år siden var præget af alt andet end ro.

Gården er forladt. Nærmest faldefærdig. Et skilt, der på hollandsk advarer om videoovervågning, er revet midt over, og det er tydeligt, at ingen har været her længe. Faktisk er de sidste mennesker, der har sat fod på grunden, fra det hollandske politi. Det skete den 30. april 2021.

- Den dag fik vi et anonymt tip fra en person i området. Vedkommende havde lagt mærke til en stærk, kemisk lugt fra stedet, da han gik forbi, og han så på samme tid nogle mistænkelige mænd med en hvid varevogn foran laden. Der fik han en følelse af, at noget var helt galt, forklarer Freek Pecht, som er enhedskoordinator for syntetiske stoffer ved det hollandske politi.

Den lokale betjent i området satte straks herefter gang i en efterforskning. Da han ankom til gården, var mændene i varevognen forsvundet, men han var ikke gået forgæves.

Gården viste sig at have dannet ramme om produktion af enorme mængder syntetiske stoffer.

Grønne trækroner. En majsmark, der svajer i vinden. Det er svært at forestille sig, at man står få meter fra et ulovligt laboratorie, men sådan ser virkeligheden ud for en række hollandske landmænd. Og ofte går de ikke frivilligt ind i forbrydelserne.

Flere hollandske journalister og politiet oplyser, at de kriminelle i mange tilfælde presser landmændene til at lade dem opholde sig på gårdene. Enten ved at true dem eller deres familier på livet.

- Andre gange er det nok at bestikke gårdejerne, lyder det fra koordinatoren.

Men hvorfor er det lige landmændene, der så ofte ender som ofre for de kriminelles behov for et sted at producere? Her er svaret enkelt. Det handler kort sagt om, at de kriminelle har brug for et sted med masser af plads, som samtidig ligger langt væk fra naboer, der kan fatte mistanke.

På den gård, avisen besøgte, blev landmanden arresteret i forbindelse med fundet af laboratoriet på hans grund. Senere blev to yderligere personer anholdt, og retssagen venter stadig forude.

Ved den dansk-tyske grænse ses hvert år sager om indsmugling af store mængder amfetamin. Og langt størstedelen af amfetaminen i disse sager bliver produceret i Holland.

- Sidste år fandt vi mere end 100 ulovlige produktionslokationer. De fleste blev brugt til at fremstille amfetamin, men et par stykker var blevet brugt til MDMA og metamfetamin, forklarer Freek Pecht.

Han oplyser videre, at en lille del af den amfetamin, der produceres i Europa, kommer fra Polen, men at der her er tale om langt mindre mængder fra mindre professionelle laboratorier.

Noget tyder på, at laboratorierne begynder at sprede sig. Fra 80'erne til 00'erne var det udelukkende den sydlige del af Holland, der havde problemer med amfetaminproduktionen. Men i dag har noget ændret sig.

- I dag ser vi det her ske i både den nordlige og den østlige del af landet, og det er noget nyt. For bare fem år siden havde de aldrig haft et laboratorie i det nordlige Holland, og det samme var tilfældet i Belgien, som tidligere kun oplevede problemer omkring grænsen, men i dag finder man også der laboratorier længere inde i landet, siger enhedskoordinatoren.

Indsatsen imod produktionen af de syntetiske stoffer prioriteres højt i det hollandske, og en stor del af arbejdet handler om forebyggelse.

- Stofferne har en meget kemisk lugt, som man ikke kan undgå at lægge mærke til, hvis man er nabo til et laboratorie. Så vi deler en slags kort ud til borgerne, som de kan skrabe på for at få lugten frem. Og så beder vi dem om at tage fat i os, hvis de lugter noget i den retning. Det handler om samarbejde, lyder det fra Freek Pecht.

Der findes ikke et tal for, hvor mange kilo og liter amfetamin der bliver til i Holland, men i 2018 blev det estimeret, at der blev produceret og eksporteret amfetamin for 18,9 milliarder euro - altså 140,9 milliarder kroner - på et enkelt år.

Kun omkring 15 procent af de hollandske stoffer bliver i Holland.

Venstre-formand Troels Lund Poulsen havde en garanti fra regeringen med til partilederdebatten ved De Radikales nytårsstævne søndag.

Det omstridte klimamål for 2025 når Danmark i mål med.

Og planen for, hvordan det sker, kommer i denne måned, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

- Jeg forstår godt den frustration, der har været, i forhold til om vi leverer på 2025-målet. Det kommer vi til at levere på, siger han under debatten med De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, og SF-formand Pia Olsen Dyhr.

SF og De Radikale var blandt fem oppositionspartier, der i slutningen af november truede med at forlade forhandlingerne om 2025-målet.

Partierne var skeptiske over for regeringens udspil til at nå målet på mindst 50 procents reduktion af drivhusgasudledning.

Troels Lund Poulsen siger videre under debatten, at regeringen "skal" træffe de politiske beslutninger, så målet nås.

- Og det løfte vil jeg gerne give i dag. Det skylder vi, siger han.

Martin Lidegaard og Pia Olsen Dyhr kvitterede begge for garantien fra regeringen. Men de er stadig bekymrede.

- Problemet er bare, at det er lige om lidt. Det er al for sent. Og derfor kan det blive svært og dyrt at nå det. Men det håber jeg da, vi kan, siger Pia Olsen Dyhr.

Inden meldingen fra Troels Lund Poulsen lød det fra Martin Lidegaard, at han ikke "tror, vi når 2025-målet, fordi regeringen ikke har gjort sit hjemmearbejde".

Ifølge Klimarådet er der stor risiko for, at Danmark misser målet om, at udledningen i 2025 er 50-54 procent lavere end i 1990. Sådan lød advarslen til regeringen i oktober.

Regeringen regner med, at der for at nå den lave ende af målet mangler aftaler, der sænker udledningen med 0,5 millioner ton.

Klimarådet er dog tidligere kommet frem til, at der er god sandsynlighed for, at afstanden er mere end fire gange så stor.

/ritzau/

Så gik den ikke længere.

Efter mere end et år med politisk "dobbeltjob" som Moderaternes gruppeformand på Christiansborg og medlem kommunalbestyrelsen i Tønder for Tønder Listen er Henrik Frandsen nået frem til en erkendelse af, at han ikke kan være begge steder.

- Jeg må erkende, at jeg ikke kan være to steder på samme tid. Derfor har jeg truffet beslutning om, at jeg stopper i kommunalpolitik, og at jeg ikke stiller op til næste kommunalvalg og dermed altså heller ikke er borgmesterkandidat for Tønder Listen. Jeg har på et tidligere tidspunkt meddelt, at jeg ikke stiller op for Moderaterne til kommunalvalget. Det står ved magt.

Sådan lyder meldingen fra tidligere Tønder-borgmester Henrik Frandsen. Formelt skal hans udtræden af kommunalpolitik godkendes i byrådssalen i Tønder. Det vil ske i slutningen af januar. På det tidspunkt kan han se tilbage på 10 år og en måned i kommunalpolitik.

Henrik Frandsen blev valgt i efteråret 2013 som kandidat for Venstre og overtog borgmesterposten i 2016, da partifællen Laurids Rudebeck døde pludseligt. Henrik Frandsen blev efterfølgende genvalgt som borgmester ved valget i 2017.

Op til valget i 2021 blev Venstre i Tønder splittet i en bitter intern strid, der resulterede i, at Henrik Frandsen dannede sit eget parti, Tønder Listen. Den nye liste blev med Frandsen som den store stemmesluger kommunalvalgets helt store vinder. Men sejren rakte ikke til, at Henrik Frandsen kunne fortsætte på borgmesterstolen. Den gik i stedet til Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Op til Folketingsvalget i 2022 blev den i dag 62-årige tidligere svineavler Henrik Frandsen opstillet og valgt som folketingskandidat for Moderaterne. Et stort personligt stemmetal og hans politiske erfaring var baggrund for, at han både blev gruppeformand og siden også overtog en lang række ordførerposter, ligesom han blandt andet er blevet medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

Henrik Frandsen siger, at det er med blødende hjerte, at han nu siger farvel til det daglige politiske arbejde i Tønder Listen, der om noget er hans barn.

- Det sker i erkendelse af, at jeg blandt andet med kort varsel har måttet melde afbud til de seneste to kommunalbestyrelsesmøder. Jeg træder ud af kommunalbestyrelsen, men fortsætter som medlem i Tønder Listen. Jeg har fået nogle tunge poster på Christiansborg og må bare erkende, at jeg vil være for lidt til stede i kommunalpolitik, lyder det fra Henrik Frandsen.

Da han i 2022 stillede op for Moderaterne skete det med fuld opbakning fra Tønder Listens ledelse. At han nu trækker sig fra det kommunalpolitiske arbejde, sker ligeledes efter samråd med bestyrelsen og byrådsgruppen og i fuld gensidig forståelse.

-  Vi havde valgt at se det an i et års tid, fordi Henrik havde de bedste intentioner med at passe begge opgaver. Men som alle andre mennesker har også han måtte indse, at han kun kan være et sted ad gangen. Der er også rigtig meget transport, og vi har opgivet at rykke Folketinget tættere på Tønder. Men Tønder og Tønder Listen har stadigvæk en repræsentant i Folketinget, understreger Tønder Listens formand og gruppeformand i byrådssalen, Anita Uggerholt Eriksen.

Selv om han altså nu efter mere end 10 år siger farvel til kommunalpolitik og altså går "all in" på Christiansborg, agter Henrik Frandsen og hustruen Jette at blive boende egnen.

- Vi flytter ikke fra Tønder Kommune. Det er her, jeg er valgt, det er her, vi har vores omgangskreds, og det er her, vi befinder os godt, siger han.

Efterladte familiemedlemmer har i årevis advokeret for, at der er behov for bedre værn mod selvmord på San Fransiscos berømte vartegn, Golden Gate-broen.

Nu har de endelig fået deres ønske opfyldt, da myndighederne onsdag meddelte, at arbejdet med at opsætte et stålnet på begge sider af den 2,7 kilometer lange bro, nu er færdiggjort. Det skriver AP.

Nettet har ifølge myndighederne allerede haft en effekt. Normalt er der omkring 30 personer, der begår selvmord ved at springe ud fra broen, om året, men sidste år, mens nettet var under løbende opførelse, har der kun været 14 tilfælde, oplyser bromyndighederne på broens hjemmeside.

De fleste af de 14 tilfælde fandt sted, hvor der endnu ikke var sat net op. Der har dog også været personer, der har hoppet ned i nettet. De fleste af dem er efterfølgende blevet reddet op, men det er desværre ikke lykkedes at redde alle, skriver myndighederne.

En af dem, der har været fortaler for bedre selvmordsbeskyttelse på broen, er Kevin Hines. Han overlevede, da han selv som 19-årig sprang i havet fra broen. Han fortrød sit valg i det øjeblik, han slap gelænderet, fortæller han.

Han glæder sig over, at hans ønske om bedre beskyttelse nu er blevet opfyldt.

- Havde nettet været der, ville jeg være blevet stoppet af politiet og fået den hjælp, jeg havde brug for med det samme, og aldrig have brækket min ryg, aldrig have knust tre ryghvirvler, og aldrig endt nede ad den sti, jeg var på vej ind på, siger Kevin Hines til AP.

Opførelsen af nettet blev vedtaget og godkendt i 2014, og anlægsarbejdet begyndte i 2018, men er flere gange blevet ramt af udskydelser. Budgettet, der oprindelig var på omkring en halv milliard kroner, er også blevet overskredet flere gange, så den samlede regning for projektet nu i stedet lyder på omkring 1,5 milliarder kroner.

Stålnettet er seks meter bredt, og det er placeret seks meter under broens kørebane og gangsti.

Nettet er designet til at gøre ondt, og det kan give betydelige skader, hvis man hopper ned på det, skriver bromyndighederne.

Dennis Mulligan, der er øverste ansvarlig for Golden Gate-broen, håber, at det vil afskrække folk fra at hoppe ud.

- Det er et net lavet af reb af rustfrit stål, så det er som at hoppe ned på et rivejern. Det er ikke blødt. Det er ikke gummi. Det bøjer sig ikke, siger han til AP.

Projektet har mødt modstand fra mange kritikere, der mener, at nettet skænder det arkitektoniske udtryk af det ikoniske bygningsværk. Flere mener også, at folk, der vil begå selvmord, blot vil finde en anden metode. Tilhængerne har peget på, at forskning tyder på, at det nedbringer antallet af selvmord, hvis man fjerner let adgang til mulige selvmordsmetoder.

Golden Gate-broen blev opført i 1937, og siden dengang har knap 2000 personer begået selvmord ved at springe ud fra broen. Omkring 40 personer har overlevet selvmordsforsøg fra broen.

På en af septembers sidste dage i 1811 går en kvinde rundt i sit hus i Paris og gør sig klar til at få fjernet sit højre bryst.

Kvinden hedder Frances Burney og er en anerkendt engelsk forfatter. Hun er gift med en fransk mand og tilhører den absolutte overklasse med stærke forbindelser til de kongelige. Og så er hun alvorligt syg af brystkræft.

Måneder forinden er Fanny, som hun bliver kaldt, blevet undersøgt af to af kejserens læger. Begge har de anbefalet hende at få fjernet brystet, men det er først nu, hun har ladet sig overtale. Hun ved, at kun en operation kan redde hendes liv. Hun ved også, at samme operation er risikabel og ekstremt smertefuld. For her i 1811 ved man stadig ikke, hvordan man bedøver folk.

Denne dag har Fanny sendt sin mand og søn væk, så de ikke skal høre hende skrige af smerte under operationen, der skal foregå i soveværelset. Mens hun venter på de fem læger og to studerende, som skal forestå indgrebet, finder hun hvidt linned frem til operationslejet.

Det tager 20 minutter for lægerne at skære det syge bryst væk. Undervejs besvimer Fanny to gange. Bagefter husker hun følelsen af knive, der skraber mod hendes brystben, og det rystede blik fra kirurgen, da de to får øjenkontakt efter operationen.

De hjerteskærende detaljer deler hun et halvt år senere i et 12 sider langt brev til sin søster i England. Det er et vidnesbyrd om en stærk kvinde og om en tid, hvor lægerne i nogle tilfælde kunne operere kræft væk, men ikke smertelindre imens.

I dag er det også et vidnesbyrd om, at vi hele tiden bliver bedre til at forstå og behandle den sygdom, der rammer hver tredje dansker. 36 år efter Fannys operation nåede man for eksempel en milepæl med æterens indtog, der gjorde det muligt at bedøve patienter.

Og det er blandt andet derfor, at den både rørende og rædselsvækkende beretning er med i arkæolog og forfatter Jeanette Varbergs nye bog, ”Onkos”, hvor hun dykker ned i kræftens historie og samtidig fortæller om det kræftforløb, hun selv har gennemgået det seneste år.

- Jeg kan jo se, hvor meget vi har rykket os. For bare 40 år siden havde jeg været helt anderledes stillet end i dag, siger hun.

Det er formiddag og en af de dage, hvor solen aldrig rigtig står op, da Jeanette Varberg byder indenfor i familiens hus på en villavej i Stensballe lidt uden for Horsens.

For et år siden havde kvinden i døråbningen måske allerede været ude at løbe eller vinterbade. Måske var hun kommet sent hjem dagen forinden efter et af sine mange foredrag om vikingetiden, sine bøger eller sine ekspeditioner. Eller hun var ved at pakke til endnu en tur til København og jobbet som museumsinspektør ved Nationalmuseet.

Men meget er forandret i løbet af det seneste år. Det er formiddag, og Jeanette Varberg er træt.

I slutningen af oktober fik hun sin sidste forebyggende strålebehandling, der skal forhindre kræften i at vende tilbage. Før strålingen var hun igennem 21 ugers kemoterapi. Før kemoterapien fik hun fjernet brystet.

- Mange andre kræftpatienter vil nok genkende, at der er et før og et efter sådan et forløb. Det seneste lille års tid har jeg været i kamp, og det er først nu, jeg kan slappe lidt mere af og se røgen lette fra slagmarken, så jeg kan begynde at få et overblik over, hvad der er tabt. Det er der, jeg er nu, siger hun, mens hun bærer fyldte kaffekopper fra køkkenet og ind til spisebordet i stuen.

Opremsningen af alle symptomerne på en forandret krop foregår nøgternt og endda med et smil undervejs. Efter et år, hvor hendes ordforråd ufrivilligt er blevet udvidet med ord som veneport og mælkekirtelkræft, og behandlingsplanerne har været små romaner med højt lixtal, er der også en lettelse over at være nået så langt.

Hun er forandret, og når hun ser sig selv i spejlet, kan hun knap nok genkende sig selv. Det er en udfordring, der ikke kan gradbøjes, ligesom smerterne og trætheden ikke kan.

- Men jeg tænker, at jeg er ovre det værste, så jeg er mest glad og lettet. Nogle oplever, at der efter behandlingen følger en nedtur. Men der er jeg slet ikke. Jeg er bare så taknemmelig for, at jeg sidder her i dag.

I januar sidste år var Jeanette Varberg på skiferie med sin familie i Sverige, da hendes venstre bryst pludselig hævede op.

Først troede hun, at årsagen måske var en af de mindre vellykkede ture ned ad de svenske pister. Måske havde hun slået det? Men der var noget ved brystets skævhed og det lille nedfaldshul mellem hævelse og brystvorte, der plantede et frø af usikkerhed i hende.

Hjemme igen konstaterede hendes egen læge, at det nok bare var en vandfyldt cyste, men sendte hende alligevel i et kræftpakkeforløb. 14 dage efter lå hun på briksen på et privathospital i Aarhus og mærkede den kølige ultralydsscanner blive ført på kryds og tværs af brystet, inden overlægen stillede sin diagnose.

I bogen beskriver hun det sådan her:

”Du har en temmelig stor kræftknude i brystet,” sagde han så og kiggede på mig bag tykke brilleglas, der trængte til at blive pudset.

”Nå.”

Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle sige.

”Så det er ikke en cyste?”

”Nej.”

En summende fornemmelse bredte sig i min krop. Den opbyggede en byge af panik. Men jeg ignorerede den. Fastholdt en hvid normalitet i kroppen. Det her skal nok gå over, tænkte jeg hurtigt. Forholdt mig helt roligt. Kontrolleret skrækslagen. Spurgte i stedet: ”Hvad så nu?”

”Så tager vi et par prøver.”

I bogen fortæller hun videre, hvordan et par prøver blev til flere prøver og til flere undersøgelser for at kortlægge kræftens omfang. Og her ved spisebordet uddyber hun, hvordan en knude på leveren nærede frygten for, at kræften havde spredt sig.

- Jeg vidste, at hvis det var tilfældet, ville sygdommen nok være uhelbredelig. Der var jeg virkelig bange, siger hun og genkalder sig ventetidens tunge og angstfyldte mørke, inden det endelige svar kom.

- Det var den værste weekend i mit liv. Når man er i sådan et forløb, er det svært at abstrahere fra risikoen. Den er der jo, og lægerne maler den op for dig, og det er det, dine øjne stirrer på. Det var virkelig tre dage i helvede.

”I morgen tidlig skal jeg have fjernet mit bryst og alle lymfer i armhulen. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det her, men jeg glæder mig til at få mit bryst af og kræften skåret ud. Målet er at blive rask. Hvad de fleste nok ikke ved er, at verdenshistoriens første brystoperation også ændrede verdenshistorien …”

Sådan indledte Jeanette Varberg et opslag på Instagram den 20. marts.

Ugen forinden havde en dør ud af helvede vist sig, da hun fik besked om, at kræften ikke have spredt sig. Nu gjorde hun sig klar til operationen, der skulle fjerne den aktive kræft i hendes krop.

Imens delte hun den foreløbige status på Instagram sammen med en fortælling om Atossa, der var dronning i det persiske rige for 2400 år siden - og ramt af en tumor i det ene bryst.

Det var ikke første gang, Jeanette Varberg trak sine følgere med tilbage i kræftens historie. Allerede inden hun selv var helt udredt, gik hun på jagt efter historiske kilder i et forsøg på at forstå den sygdom, som så mange bliver ramt af hvert år. Sådan har hun altid gjort. Når verden ikke giver mening, vender hun sig mod historien.

- Det gik op for mig, at jeg ikke vidste meget om kræft, men jeg kunne huske, at jeg engang stod på Moesgaard Museum med nogle knogler fra bronzealderen og fik udpeget spor efter en kræftknude i rygraden. Så jeg gik på jagt hos kolleger og grundbøger og obskure medicinske journaler for at blive klogere på historien.

Gravearbejdet var også et forsøg på at finde en modgift til den skyld, der var flyttet ind i kroppen sammen med diagnosen. En bivirkning ved de senere års stærke fokus på kræft, mener hun er en forestilling om, at vi til en vis grad selv kan styre, om vi får kræft eller ej. Får du kræft, er det måske, fordi du ikke har dyrket nok motion, spist tilstrækkeligt mange grøntsager, og er der ikke noget med, at du er festryger?

- Og jeg kunne mærke, hvordan jeg selv gik på jagt efter årsager til, at jeg var blevet syg. Havde jeg været udsat for sprøjtegift, eller havde jeg drukket for mange gin og tonic? På den anden side havde jeg jo dyrket motion, og jeg har eddermame ammet meget. Jeg ammede den yngste, til han vejede 9,5 kilo. Så kan man jo selv regne ud, hvor meget mælk der skal til, siger hun og smiler.

I den formålsløse jagt på forklaringer på en klangbund af selvbebrejdelse var det velgørende at kaste et blik tilbage i historien og opdage, at hun havde en af de ældst beskrevne sygdomme.

- Det ændrede jo ikke på, at jeg havde kræft, men det gav mig en forståelse og et sted at plante de tanker, der kørte rundt. Da jeg så delte det på Instagram, væltede det ind med beskeder, og det holdt mig i gang.

Jeanette Varberg var ikke i tvivl om sit ja til overlægens plan for efterbehandling. I princippet var hun kræftfri efter operationen, der befriede hende for tre knuder og fem lymfer med metastaser i brystregionen.

Men 21 ugers kemoterapi efterfulgt af stråler og antihormonbehandling ville bringe hende endnu mere sikkert om på den anden side. Eller som hun skriver i bogen: ”Det næste halve år skulle jeg gøres syg for at forblive rask. Kræftbehandlingens store paradoks.”

Jeanette Varberg havde håbet, at hun var en af dem, der slap for de slemme bivirkninger.

- Men jeg blev virkelig, virkelig syg og fik så meget vand i kroppen, at ansigtsgenkendelsen på min iPhone ikke virkede. Der sparkede Apple lige til en, der i forvejen lå ned: ”Vi kan ikke kende dig. Du er skaldet og ligner en bold i hovedet.” Men jeg skulle jo bruge mit kreditkort alligevel, griner hun.

Teknologigigantens manglende fleksibilitet i forhold til kræftpatienter var selvfølgelig til at klare. Værre var det intense ubehag, der flyttede ind i hendes krop sammen med giften. En kemisk uro, en voldsom hovedpine, så frøs hun, så svedte hun, og det var umuligt at sove.

- Jeg har aldrig været så kemisk syg i hele mit liv og balancerede på et tidspunkt på kanten af en psykose. De første gange kunne jeg ikke gøre andet end at ligge i fosterstilling i min seng og kigge op i loftet eller sortere billeder på min telefon, indtil det værste klingede af, siger hun og kalder det ”sit livs bedrift”, at hun alligevel formåede at vende tilbage til kemostolen igen og igen.

Og ved siden af kemoterapiens brutale bivirkninger var der en familie, der skulle fungere, og to børn på 11 og 13 år, der skulle komme så godt igennem som muligt.

- Jeg kan godt mærke, at det har sat sig i mine børn som en ekstra opmærksomhed på mig, men der har også været en lille gave i alt det sorte, nemlig at jeg har været meget mere hjemme hos dem. Normalt har jeg været den, der har været mest væk, men nu var jeg der jo til at høre om deres dag, når de kom hjem fra skole.

Under første verdenskrig blev sennepsgassen introduceret som et nyt effektivt våben, der endte med at slå 91.198 soldater og civile ihjel. Gassen blev senere erklæret som et forbudt våben i Genèvekonventionen, men fik alligevel afgørende betydning for, at så mange kræftpatienter i dag overlever.

Det var nemlig en syntetisk variant af giftgassen, der blev den første form for kemoterapi. Dén historie er også med i Jeanette Varbergs bog.

Mens kemoen arbejdede i hendes krop, læste hun blandt andet om den giftgrønne gas, der smøg sig over slagmarken og trængte sig ind på de udmattede soldater.

- Når jeg får noget ind i min krop, der gør mig så syg, vil jeg gerne kunne hilse på det og vide, hvor det kommer fra. Det hjalp mig at vide, at det, der nu var et våben i min krop, engang havde været et våben under første verdenskrig.

Efterhånden som Jeanette Varberg fik lagt flere brikker i kræftens historie og mærkede interessen fra de mennesker, hun delte sin nye viden med, stod det klart, at her var stof til en bog.

- Jeg har altid haft det sådan, at hvis der mangler en bog om et emne, så skriver jeg den selv, og det var meningsfuldt for mig at kunne bruge mit fag, mens jeg var syg. Jeg tror også, det var med til at fastholde en eller anden form for normalitet i et liv, der ellers på mange måder var kaos.

Hendes første tanke var, at bogen var til kræftramte og deres pårørende. Hendes næste tanke var, at hun jo dermed skrev til alle, for de færreste går gennem et liv uden på den ene eller anden måde at komme i berøring med kræft.

- Der er så mange andre, der har gået eller går den samme vej som mig, og hvis der skal være en mening med min sygdom, må det være at gøre noget for dem. Det hjalp mig selv så meget, at andre før mig havde sat ord på noget af det, jeg skulle igennem. Man kan aldrig vide, hvor en bog ender, men jeg håber, at min kan hjælpe andre.

Der er et før og et efter Jeanette Varbergs kræftsygdom. Før gik hun optimistisk gennem livet med en grundlæggende tro på lykkelige slutninger. Nu har den pludselige indsigt i, at alting kan ændre sig på et splitsekund, tilføjet en mørkere tone til det lyse sind.

Før var hendes liv fyldt med bevægelse, og kroppen var stærk. Nu foregår alting i et langsommere tempo, og hun ved, at det kommer til at tage tid at komme op i fart, for der dukker stadig senfølger op.

Men hun har også lært noget nyt om tempo. Før var hun her og der og allevegne - inderligt optændt af at undersøge og formidle sin viden. Nu slubrer hun hverdagens rutiner og små lysende lommer af nærvær i sig.

- Jeg er så heldig, at jeg er kommet forholdsvis godt igennem behandlingen, og lægerne siger, at om 5-10 år er min risiko for at få kræft igen lige så lille som andres, men bevidstheden om, at livet kan være slut hurtigere, end man tror, er meget stærkt til stede. Det er her og nu, der gælder, og det har betydning for nogle af de valg, vi har truffet.

Før sygdommen var Jeanette Varberg for eksempel et menneske, der tænkte, at hun skulle arbejde hårdt og spare op og så nyde senere. I dag vil hun nyde nu.

Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da hun og hendes mand opdagede, at huset lidt længere oppe ad vejen var til salg. Ungerne ønskede sig større værelser. De ønskede sig en havudsigt. Det får de her. Så nu har de solgt deres eget og flytter snart ind i det nye.

Men først skal familien til Mexico. Hendes datter er i gang med at tegne verdens syv vidundere og er nået til ruinbyen Chichen Itza på den nordlige del af Yucatán-halvøen.

- Derfor tager vi ned og kigger på det, og planen er, at vi på et tidspunkt skal rundt til de andre vidundere.

2024 byder desuden på to operationer. En utilsigtet bivirkning ved behandlingen betyder, at hun skal have fjernet sine æggestokke. Desuden skal hun have rekonstrueret sit venstre bryst.

- Plus det løse, men jeg er i de bedste hænder, så jeg skal ikke brokke mig, siger hun.

Og flytter mismodet og frygten alligevel midlertidigt ind, så ved hun, at det hjælper at vende blikket mod dem, der før hende er blevet ramt af verdens ældste sygdom. Som dronning Atossa. Og som Fanny. For de minder hende om, at mennesket kan klare ubegribelige ting. De minder hende også om, at der er håb.