I løbet af interviewets første time har han fortalt, hvordan han har stiftet bekendtskab med nogle af de hårdeste narkokriminelle i Danmark. Hvordan han har set sin ven blive trampet i hovedet midt på en parkeringsplads. Og hvordan han i løbet af et år har hjulpet til med at tjene millioner af kroner på salg af narkotika på Fyn. Men det er først nu, at stemmen knækker.

Det er ikke tankerne om livet i det kriminelle miljø, der gør det svært at tale videre, men derimod tankerne om vejen ud af det. En vej, der var tæt på at koste ham livet.

- Det er ikke velset at ville ud af miljøet, og da jeg først havde gjort det klart, at det var min intention, gik det helt galt. De andre skulle markere sig. Jeg blev kidnappet, jeg fik en kniv stukket i lysken, og jeg er sikker på, at var jeg ikke blevet anholdt nogle måneder senere, så havde jeg ikke været her i dag, fortæller 24-årige Martin, som af hensyn til sin sikkerhed har fået et dæknavn i denne artikel.

Og han er ikke alene om at mærke konsekvenserne af den narkotika, der flyder ind over de danske grænser.

Hvert år mister flere hundrede danskere livet til stofferne, og i 2018 estimerede den tidligere socialoverlæge Peter Ege, at der på et år blev brugt mellem tre og fire milliarder på politiets, toldens, og fængslernes narkotikaindsats, imens der blev brugt en milliard på misbrugsbehandling.

Ser man på de enkelte sager og på den viden, man i dag har om narkoens rejse igennem Europa, står det klart, at en stor del af den narkotika, vi ser i Danmark, kommer fra Holland.

For Martin startede det med situationer, som mange nok har fundet sig selv i. Han begyndte at ryge lidt hash med sine kammerater i hjembyen på Fyn, men lige så stille begyndte der at komme hårdere ting på bordet.

- Nogle folk sad en aften og tog amfetamin til en fest, og da jeg så, hvor høje de blev af det, skulle jeg også prøve. Så kørte det ligesom derfra, og på et tidspunkt begyndte jeg at lege med tanken om, om man måske også kunne tjene nogle penge på det, fortæller han.

Og det kan man. Hvert år beslaglægger politiet flere hundrede kilo amfetamin og kokain, men det er langt fra det hele, der bliver fanget.

- Det er umuligt at give et præcist svar på, hvor stor en andel af de illegale rusmidler der bliver beslaglagt, men skønnet er fem til ti procent, og det lyder ikke urimeligt, hvis man spørger mig, lyder det fra lektor Thomas Friis Søgaard fra Psykologisk Institut, Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

En stor del af den narkotika, der omtales i de store sager, bliver aldrig fundet. Her er mængdeangivelserne i stedet baseret på vidneforklaringer, beskeder mellem de kriminelle og lignende.

En dag sluttede det hele brat for Martin. Politiet stoppede ham og sigtede ham for forbrydelser, der endte med at koste ham et år bag tremmer.

- Det blev min redning. Det kan lyde underligt, men fængslet blev min vej ud, og derinde mødte jeg en person fra Kriminalforsorgen, der troede på mig, når jeg sagde, at jeg ønskede et normalt liv. Han hjalp mig med at skifte identitet, og jeg har ikke set mig tilbage siden, forklarer han.

Men mange sidder fast i kriminaliteten, og omkring grænsen til Tyskland ser man ofte sager, der ender ud i fængselsstraffe på op til 16 år. De seneste år er en række unge sønderjyder fra en enkelt sag blevet idømt fængsel i samlet 125 år for gennem en periode på fire år at smugle narkotika fra Holland til Danmark.

- Indsatsen koster sindssygt mange penge. Det er en type af kriminalitet, som straffes helt exceptionelt hårdt. Mange sidder inde virkelig længe, og fængselspladser er dyre, forklarer lektor Thomas Friis Søgaard.

Martins historie fra en side af samfundet, de færreste af os ser, og meget mere vil vi i den kommende tid dykke dybere ned i, når vi tager dig med på narkoens rejse fra Holland til Danmark.

Politik: Det er stort set uden undtagelse, at man det seneste lange stykke tid har kunnet skrive: "Det har været endnu en vild uge i dansk politik".

Men faktisk er årets første uge gået rimelig stille for sig rent politisk. Til gengæld har det været en begivenhedsrig uge på så mange andre fronter.

Dronningens historiske melding nytårsaften om, at hun vil overlade tronen til sin søn, og den kraftige snestorm har taget stort set alt fokus.

Der er dog alligevel sket en smule på Christiansborg, som måske kan være gået hen over hovedet på nogle i den noget udsædvanelige nyhedsuge.

Ida Meyer, politisk reporter på Avisen Danmark, giver dig overblikket her:

Parforhold: Den tidligere elitesvømmer Jeanette Ottesen er lidt af et unikum. Hun er den mest vindende af alle Team Danmarks atleter med over 50 vundne internationale medaljer. Men hun har også umiddelbart oplevet noget helt almindeligt, som næsten hvert andet ægtepar går igennem herhjemme: Nemlig at blive skilt.

Det forliste ægteskab har dog ifølge Jeanette Ottesen vist sig at have flere hemmeligheder og løgne end de fleste.

Som offentligt kendt ansigt blev det en skilsmisse, som hurtigt i tabloidpressen blev kædet sammen med utroskab. I første omgang var ordene fra 35-årige Ottesen i forbindelse med bruddet med den to år yngre Marco Loughran dog mere nedtonede.

- Nogle gange forløber livet ikke, som man havde drømt om. Marco og jeg skal skilles, da vi ikke længere deler de samme værdier og ønsker til dét at være i et ægteskab, skrev hun på sin Instragram-profil.

Nu sætter Jeanette Ottesen flere ord på, hvad der gjorde hende og eksmanden til en del af statistikken og giver sin version af skilsmissen.

Det gør hun som deltager i en ny programrække på Radio4, hvor vært Marie Sloma Qvortrup sætter fokus på skilsmisser og det virvar af følelser, som en proces med splittelse, ensomhed, delebørn og knuste drømme kan føre med sig.

Hun inviterer gæsterne ud i sin kolonihave, hvor hun selv har bearbejdet sin egen skilsmisse fra mediemanden Henrik Qvortrup i 2020 efter 18 års ægteskab.

Britiskfødte Marco Loughran er også tidligere elitesvømmer og har repræsenteret Storbritannien ved blandt andet OL. Det var også gennem svømningen, de lærte hinanden at kende, blev hurtigt forelskede og var uadskillelige i ti år.

Udadtil var Jeanette Ottesen og Marco Loughran et "powercouple", som både var roomies, ægtefæller, forældre og kolleger. De er ofte blevet set sammen på røde løbere og har delt gavmildt ud af deres liv på sociale medier.

Kun to uger efter, at Jeanette Ottesen har født parrets andet barn i 2022, ringer hendes telefon. Marco er i den anden ende af røret. De to har haft knas i forholdet et stykke tid, og manden har givet udtryk for, at han føler sig deprimeret.

Jeanette er ked af det og arbejder på at gøre sit til at give ægtemanden plads og ro til at få det bedre, fortæller hun. Men dét, han fortæller i telefonen, havde hun ikke forberedt sig på.

For Marco har en anden kvinde. Det er beskeden, hun får, mens hun sidder med deres lille baby i armene.

- Jeg er i chok. Men jeg begynder hurtigt at ringe og skrive til mennesker, der kender ham. Og jeg finder ud af, at han faktisk er blevet taget på fersk gerning aftenen før. Men det var med en anden kvinde end hende, han nævnte i telefonen.

Jeanette Ottesen går i detektiv-mode og får i tiden derefter vished om "en masse andre" kvinder, som eksmanden har haft sidespring med. Også Jeanettes venner og bekendte.

- Der er simpelthen så mange mennesker involveret i det her, at det er klamt. Og det værste ved det er, at han har gjort det, mens jeg har været gravid. Han har gjort det, mens vi har været gift, siger hun.

Hun konfronterer Marco med de nye oplysninger, og i en længere samtale lader han masken falde og kryber til korset om utroskaben.

- Han har aldrig været mig tro i de ti år, vi var sammen. Det har han indrømmet. Det har været en hobby for ham - jagten på at få bekræftelse, siger hun.

Jeanette Ottesen har selvsagt svært ved at begribe svigtet, men hun fortæller også i programmet, at hun var fuldstændig "forgabt" i Marco. Hun kalder forholdet for meget stormfuldt, og det var tilmed præget af ugentlige skænderier, hvor han ofte fik hende til at græde.

- Set i bakspejlet var det et usundt forhold. Når det var godt, var det virkelig godt. Vi var gode, når vi var ude og skulle noget socialt, men når vi var derhjemme ændrede stemningen sig. Vi blev altid uvenner, siger hun.

Svømmestjernen forklarer, at eksmanden talte grimt til hende, og at hun havde svært ved at forstå, hvorfor hun skulle have skæld ud.

- Men han var ekstrem god til at sige undskyld. De fløj ud af ærmerne på ham. Problemet var bare, at der aldrig blev ændret på de ting, han undskyldte for.

For Jeanette Ottesen har det sværeste været, at hun har levet et liv med en person, som "hun slet ikke kender".

- Det gør mest ondt, siger hun.

Og så blev hun endda advaret for over ti år siden om, at der måske var noget uldent ved denne mand.

- Da vi begyndte at date, sagde nogle piger fra hans vennekreds faktisk til mig: Pas på med ham der. Men dengang jeg var skråsikker og oplevede det som misundelse.

I dag har Jeanette Ottesen en ny kæreste, men det tidligere ægtepar samarbejder om deres to fælles børn.

- Det er jeg fast besluttet på, at vi skal, uanset hvor meget han har ødelagt i mit liv. For det skal vi resten af vores liv, fortæller hun til Radio4.

Radio4 har i forbindelse med udsendelsen kontaktet Jeanette Ottesens eksmand Marco Loughran, som ikke har vendt tilbage.

Avisen Danmark har ligeledes forsøgt at indhente en kommentar fra Marco Loughran.

POLITIK: - Jeg kommer fra Aarhus. Jeg voksede op i Christiansgade dernede omkring, hvor Aros ligger nu, fortæller Torsten Gejl.

Vi møder det 59-årige folketingsmedlem for Alternativet en fredag eftermiddag i en gammel herskabslejlighed på Frederiks Allé i Aarhus. Her bor han sammen med sin kæreste.

- Det er første gang, jeg fortæller det her til nogen på den her måde, siger han.

- Men min mor var psykisk syg. Hun sprang ud ad vinduet og døde, da jeg var otte år. Min søster, Trisse Gejl, har lige skrevet en bog om det, og jeg tror, min mors død er relevant i forhold til meget af det, der er sket for mig siden.

Torsten Gejl var med til at starte Alternativet. Han er valgt i Østjyllands Storkreds og blev senere kendt som enmandshæren. I marts 2020 havde alle Alternativets andre folketingsmedlemmer forladt partiet, og så sad Torsten Gejl alene med 52 ordførerskaber. I august sidste år gik han ned med stress.

Nu vender han tilbage til Folketinget som en forandret mand. For at forstå hvorfor skal vi tilbage til barndomshjemmet i Christiansgade 8.

- Mine forældre kom fra Vestjylland, og de var mønsterbrydere og havde cuttet forbindelsen til deres familie. De var flyttet til Aarhus for at få en uddannelse og et andet liv. De fik børn, og så blev min far historiker, og da det var min mors tur til at uddanne sig, blev hun syg. I nogle år levede vi et liv, hvor hun bare blev mere og mere syg. Hun begyndte at drikke, og så fik hun psykofarmaka. Den type, man fik dengang, gjorde en totalt oppustet. Så hun sad der oppustet, fuld og ked af det.

Morens psykiske sygdom begyndte, da Torsten Gejl var omkring fire år gammel.

- Hun var depressiv og røg ind og ud af Risskov Sindssygehospital, som det hed dengang. Det var en overlevelseskamp at være barn, for jeg oplevede min mor blive alkoholisk og dårligere. Hun blev voldsom. Ikke sådan så hun slog mig, men hun var voldsom især overfor min far. Så det var en ubehagelig tid for min søster og mig, og jeg kom ligesom i en slags overlevelsesmode, fortæller han.

Hvordan havde du det, da hun døde?

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, uden at det kommer til at lyde mærkeligt. Men det var faktisk en slags lettelse. For der var så meget voldsomhed og støj. Det var ikke min mor, der sprang ud ad det vindue. Det var en, som var blevet til alt andet, end det jeg kendte hende for.

- Når man er en lille dreng, prøver man at skærme sig for. Femte gang hun skulle ud på Risskov, der tror jeg, jeg opgav håbet om, at det skulle blive godt. Så jeg havde nok taget 'afsked' med hende i mit hoved et halvt år før, hun døde. Jeg tror, det var en slags psykologisk forsvarsmekanisme, for jeg var jo ikke glad, for at min mor døde.

Torsten Gejl gik på Kochs Skole, der lå på Åboulevarden, og han husker, han blev drillet og småmobbet. Efter morens død blev det værre. Skolen blev et utrygt sted.

- Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at jeg siden da har været en overlever. Det gennemsyrer nærmest hele min karriere og mit liv. For jeg har altid forsøgt at forudse det værste, der kan ske og så forbedrede mig på det. Det har givet mig noget angst gennem livet, fordi jeg altid frygter det værste.

Torsten Gejl blev uddannet kaospilot i begyndelsen af halvfemserne og kastede sig hovedkulds ud i at være leder for Frontløberne, der er et iværksættermiljø i Aarhus.

- Det var fantastisk, for vi lavede en masse fede ting. Men vi var også hele tiden ved at gå fallit. Så det blev igen overlevelse.

Senere startede han virksomheden OCN, der giver folk papir på de færdigheder, folk lærer uden for skole og uddannelse

- Jeg brugte ti år på at bygge OCN op. Det er jo iværksætteri, som du kender det fra Løvens Hule, hvor det også er konstant overlevelse.

Og i 2013 gik han ind i politik og var med til at starte Alternativet.

- Det var om noget overlevelse.

Alternativet fik et strålende folketingsvalg i 2015 og med ni mandater. Torten Gejl fik et af dem, og succesen var 'CRAZY,' som partiets daværende politiske leder Uffe Elbæk udtalte.

Den varede dog ikke ved. Til folketingsvalget i 2019 faldt antallet af mandater til fem, og interne kriser begyndte at slide partiet op.

I marts 2020 gik det galt. Uffe Elbæk og tre andre folketingsmedlemmer meldte sig ud af Alternativet.

- Pludselig skred alle de andre, men jeg blev, siger Torsten Gejl.

Alle sagde, Alternativet var færdig som parti. Hvorfor blev du?

- Jeg tog tilbage til min kreds i Aarhus og spurgte mit bagland: Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive løsgænger? De sagde: 'Du skal blive, du skal fortælle alle de tusindvis af Alternativet-medlemmer, der sidder og venter på, hvad der skal ske, at du og vi starter forfra og genopbygger.'

- Det var nok for mig. Jeg kom tilbage og blev en enmandshær, eller det var i hvert fald det, man kaldte mig. Men jeg fik masser af hjælp af vores ansatte og medlemmer i partiet.

I knap to år var Torsten Gejl Alternativets eneste folketingsmedlem. Han besad 52 ordførerskaber og satte sig ind i alt, hvad han kunne. De fleste dage knoklede han omkring 15 timer for at holde partiet oven vande.

- Jeg skød på alt og alle, jeg kunne komme af sted med. Vi fik adskillige meningsmålinger, hvor vi stod til at få 0,0 procent, så det handlede bare om at overleve, siger han.

Indsatsen gav pote. Da der var folketingsvalg i slutningen af 2022, fik Alternativet seks mandater.

- Jeg blev meget rørt. Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på det. Vi græd af glæde. Alle havde dømt os ude – igen. Så vandt vi valget, eller det var i hver fald sådan det føltes, da vi stod der den aften.

Nu kunne Torsten Gejl sænke skuldrene. Han havde reddet sit parti.

- Inden valget havde jeg sagt til mig selv, at hvis det her lykkedes, så skulle jeg have et halvt år på toppen af et bjerg i Nepal, hvor jeg bare skulle sidde og meditere.

Men Torsten Gejl gjorde det modsatte.

Efter folketingsvalget fortsatte han i samme spor. Godt nok havde han nu langt færre ordførerskaber, for han havde fået fem nye kolleger i Alternativets folketingsgruppe, men det ændrede ikke noget for ham.

- Jeg glemte det totalt. Jeg kørte bare på. Jeg blev ved med 15 timers arbejdsdage, og så var der nye folketingsmedlemmer, der skulle oplæres, nye politikker der skulle udvikles og ting, der skulle i samråd. Jeg blev ved med samme desperation og psykiske tilstand af overlevelse.

Men hans krop begyndte at sige stop.

- Lige pludselig fik jeg ondt i skuldrene og helt vildt ondt i benene. Jeg kunne knapt nok stå og gå. Skuldrene gjorde, at jeg ikke kunne skrive, og jeg sov dårligt. Jeg tog smertestillende piller i to-tre måneder og tænkte, det går nok over.

I sommeren 2023 prøvede en partikollega at få Torsten Gejl til at skrue ned.

- Men jeg var helt i den overlevelsesmode, som jeg på mange måder har været i hele mit liv.

Da det var tid til Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023, havde Torsten Gejl tilmeldt sig 15 debatter på fire dage.

- Jeg kunne ikke gå, pillerne virkede ikke så godt længere, men jeg kunne tale og glædede mig til at debattere.

Torsten Gejl kunne ikke se, at den var gal. Men det så alle omkring ham.

- Franciska Rosenkilde (Alternativets politiske leder red.) sagde til mig: 'Du skal ikke til Bornholm.' Jeg forlangte det, men hun nægtede at bøje sig. Pludselig forstod jeg, at jeg var ved at ødelægge mit helbred.

Torsten Gejl tog en lang ferie, men da han skulle i gang igen, var den stadig gal.

- Og så sygemeldte jeg mig 8. august.

Vi sidder i et lille, rustikt rum bag køkkenet i den gamle herskabslejlighed på Frederiks Allé. Engang var det her tjenestefolkene boede, men i dag er der spisebord og udsigt over de gamle tagrykke på Frederiksbjerg. I dag virker Torsten Gejl rolig.

-I begyndelsen af min sygemelding regnede jeg med at vende tilbage i løbet af en måned eller to, siger han.

Han følte skyld over, at de andre skulle tage slæbet i Folketinget. Men hans kæreste sagde, at han skulle slippe tøjlerne.

- Så det gjorde jeg til sidst. Jeg tog til Samsø og gik 100 lange ture. Når jeg var færdig med at gå en tur, gik jeg hjem i vores fritidshus på øen og så 'Nak og Æd'. Da jeg havde set alle afsnit, så jeg 'Alene i vildmarken'. Altså det var bare mig og natur i en måned.

Naturen har altid været Torsten Gejls helle. Lige så stille fik han det bedre. Han gik til terapi, yoga, træning og alt imellem.

Nu vender Torsten Gejl tilbage til Folketinget.

- Jeg vil ikke være enmandshær og skyde på alt længere. Jeg vil fordybe mig. For eksempel lovede jeg i valgkampen, at jeg fortsat kæmper imod udvidelsen af Aarhus Havn. Det kan godt være, der er taget en beslutning om at udvide, men den kan ændres. Eller vi kan sørge for, at den ikke ødelægger naturen så meget, siger han.

- Men det har været en kæmpe erkendelse at komme væk fra det overlevelsesinstinkt. Angst er fantastisk drivkraft, og du kan skabe meget godt, fordi du hele tiden forudser, hvad der kan gå galt. Men ni ud af ti gange går det jo ikke galt, og så har du spildt en masse alarmenergi på at forbedrede dig.

30. januar bliver han 60 år. Det er ikke helt den samme Torsten Gejl, der skal fejre sin fødselsdag, som ham, der oplevede sin mor gå til af psykisk sygdom.

- Jeg vil ikke være en overlever længere. Jeg vælger desperationen fra, og jeg gør alt for at komme tilbage som en sundere politiker.

Metervis af tunge, hvide indkøbsposer fylder bådebroen i lystbådehavnen i Colón i Panama.

Under den lune himmel med spredte skyer er familien, Jesper og Anni med børnene Mia og Andreas, klar til at fylde deres 12 meter lange katamaran med madvarer.

Ris, mel og slik lastes sammen med 200 kilo kød og 500 dåser med blandt andet tomat, majs og champignon. Sammenlagt er der over et ton mad, som skal forsyne familien i den første tid på deres lange rejse.

Det er oktober 2023. For få dage siden vinkede familien endnu engang farvel til venner og familie efter et besøg i Kolding for igen at sejle ud i verden - gennem Panama-kanalen mod Marquesasøerne i Fransk Polynesien i det centrale Stillehav.

Endestationen er ikke fast. De ved heller ikke, hvornår rejsen slutter. Om to, tre eller måske fire år, gætter de på. Foruden familie og venner er der heller ikke meget, der holder dem i Danmark mere. Båden er deres hjem nu, og børnene er ikke indskrevet i den danske folkeskole. De undervises af forældrene.

For få år siden så familiens hverdag - og deres værdier - dog helt anderledes ud.

Dengang havde Jesper Riber travlt som den succesfulde iværksætter bag marketingbureauet River Online. Da han gik af som direktør, varede det ikke længe, inden familien tog på sin første, længere sejlads, og siden er flere kommet til.

Men dengang løftede han aldrig sløret for, hvorfor han egentlig forlod sin virksomhed og gjorde båden til hjem. Kun de allernærmeste forstod hvorfor.

Fire år senere er han nu klar til at fortælle sin og familiens historie.

Det gør han i håbet om, at andre måske kan nå at bremse op, inden det er for sent. For at fortælle, at der er alternativer til hamsterhjulet og vanvittig hjertebanken, og for at lade folk vide, at man ikke nødvendigvis er alene, hvis det hele ramler.

Spoler vi tiden nogle år tilbage, var familiens hjem i et stort hus i et af de populære nybygger-kvarterer i Dalby ved Kolding. En lille sø prydede baghaven, og i garagen var en Mercedes parkeret.

Det var pænt. Men nok en smule poleret på ydersiden, tænker Jesper, når han i dag husker tilbage.

Succesen, der banede vejen for statussymbolerne, var tæt knyttet til Jespers virksomhed.

I 2012 startede han det digitale marketingbureau River Online, som i løbet af få år vækstede vildt fra én til 30 medarbejdere, udvidede i flere byer og tjente flot, mens navnet Jesper Riber var kendt blandt langt de fleste i erhvervslivet i området.

I 2016 dukkede flere konkurrenter op på markedet, og Jesper indså hurtigt, at han måtte gøre noget, for at virksomheden ikke skulle tabe kampen. Over tre år arbejdede han derfor - ved siden af arbejdet som administrerende direktør i River Online - på at udvikle et system med kunstig intelligens til at udføre automatiseret SEO-arbejde - det, der også kaldes søgemaskineoptimering, og som er en stor del af digital markedsføring.

Arbejdet gav pote, men det havde også en stor pris.

I dag husker Jesper ikke meget fra de år.

- Jeg arbejdede hele tiden. Jeg havde ingen tid til hobbyer. Jeg havde ikke særligt meget tid til familien og heller ikke til mange venner. Jeg husker, at min datter en morgen hev fat i min arm, da jeg var på vej ud ad døren og spurgte mig "hvornår kommer du hjem igen, far?". Jeg arbejdede 70-80 timer i ugen, så hun vidste ikke, hvornår hun ville se mig igen, fortæller han.

Symptomerne kom snigende. Det altoverskyggende var trætheden, der blev værre og værre.

- Jeg var helt energiforladt. Jeg sov 10 timer om natten, og på et tidspunkt blev det så slemt, at jeg måtte køre hjem for at sove middagslur, og der kunne jeg nemt sove to timer. Det var pinligt, syntes jeg dengang, men jeg kunne ikke gøre andet. Jeg var så træt, siger Jesper.

Tanken om, at det kunne være stressrelateret, var ikke utænkelig, og Jesper opsøgte derfor sin læge, som dog afviste dén teori. I stedet blev han henvist til diverse søvneksperter rundt om i landet.

Endelig, efter flere undersøgelser og en overnatning med overvågningsudstyr på, slog en anden læge dog fast: Jesper havde ingen problemer med sin søvnrytme. Alt tydede på "burn out": Han var brændt ud.

- Jeg sov jo lang tid, men ikke dybt. Min hjerne kunne ikke slappe af. Selv ikke om natten. Det var mængden af arbejde og udfordringer over alt, der fyldte det hele. Og så var det jo heller ikke nemt på hjemmefronten, når jeg arbejdede så meget.

Alligevel fortsatte han med at køre på. Lige indtil efteråret 2019.

Så ramlede det hele.

Jesper kunne ikke se på en computerskærm. Han kunne ikke rejse sig fra sin stol. Til sidst lå han mest i sengen. Han stoppede derfor fra den ene dag til den anden med at møde ind på arbejde.

- Det hele faldt sammen. Jeg gik fra 100 til nul. Jeg lå i min seng og på sofaen i tre måneder. Måske mere. Jeg kunne ikke engang rejse mig op for at hænge et billede op. Min kone gjorde alt. Hun sagde sit arbejde op for at kunne få det til at hænge sammen.

Efter nogle måneder snakkede Jesper og Anni om, at det var på tide at gøre noget - et eller andet - og de blev enige om at tage på en fem måneders sejltur i Middelhavet med deres båd.

I marts 2020 gik de ombord i en lille havneby i Italien. Kort efter blev hele verden vendt på hovedet af coronapandemien, og familien var bundet til båden og den lille havn, de ikke måtte forlade i månedsvis.

For Jesper betød det dog, at verden igen blev i farver.

- Det var hårdt for alle i den periode, tror jeg. Men det var rart for mig. Jeg skulle ikke forholde mig til noget, jeg kunne kun være dér, og så var der plads til at restituere, siger Jesper og fortsætter:

- Stress er jo en overbelastning af dit system. For mange input. På båden får du kun input fra båden. Der er ikke vennebesøg, familier eller 28 ting på to do-listen. Der er langt færre ting at tage stilling til. Der er vand, så langt øjet rækker. Kommer der en delfin? Du kan bruge timevis på bare at se ud på vandet. Det er virkelig meditativt for sjælen.

Da restriktionerne ophørte, satte familien sejl mod flere dele af Italien, så Kroatien og Grækenland. De levede helt tæt sammen, mærkede hinanden igen, og Jesper følte, at han igen kunne trække vejret - sådan helt rigtigt, dybt ned i maven.

Altså måtte han være ved at være rask, tænkte han.

Familien besluttede derfor at vende næserne hjemad. Jesper mærkede kontoret trække i sig, så han gjorde sig klar - og følte sig klar - til endnu engang at hoppe tilbage til arbejdet.

Men inden den første dag var overstået, var stolen brast under ham.

Jesper var på ingen måder klar til at arbejde igen.

Men hvad skulle de så gøre? Endnu engang satte Jesper og Anni sig tæt sammen og besluttede, at hverdagen - deres liv - måtte ændres.

De hoppede igen ombord på båden, mærkede freden og friheden indfinde sig, og sådan gik der seks måneder mere i Middelhavet, inden de vendte hjem til Kolding. Men kun for en stund.

- I vinteren 2021-2022 solgte vi alt. Bilen, huset og alt vores indbo. Vi sagde farvel til det hele, siger Jesper.

Båden blev også solgt, og i stedet erhvervede familien sig en katamaran, som de siden har kaldt hjem.

Efter halvandet år i Caribien og Europa har familien så nu taget hul på den indtil videre længste rejse ud i Stillehavet, og det er stadig uvist, hvornår de igen lander i Kolding.

- Men sandheden er jo, at vi er hjemme, når vi rejser. Vores hjem er på båden, siger Jesper.

Planen er dog, at de igen om nogle år vil bosætte sig i Danmark. Men det er primært for børnenes skyld, forklarer Jesper, for man anbefaler ikke at rejse på længere bådture med teenagere, der som oftest har brug for at kunne trække sig fra forældrene og i stedet danne bånd til jævnaldrende.

Men livet bliver aldrig, som det var engang.

Jesper regner ikke med nogensinde at skulle være direktør igen.

Han er fortsat medejer og bestyrelsesmedlem i sine virksomheder, og han arbejder omkring 10 timer ugentligt fra båden, hvor han via en satellitforbindelse kan tjekke ind og hjælpe til.

- Men jeg skal aldrig sidde som direktør igen. Og jeg kommer aldrig til at arbejde over 37 timer om ugen eller under et stort arbejdstryk. Det er livet for kort til, siger han.

Og når de igen bosætter sig på fastlandet, bliver det heller ikke med stor villa og dyr Volvo.

- Resten af vores liv vil vi bo billigt. Jeg forestiller mig, at vi kan leje et rækkehus, og det gør mig slet ikke noget, hvis vi kommer til at køre i en lille, gammel bil. Den skal bare kunne tage os fra a til b. Jeg bliver hverken mere eller mindre lykkelig af penge og store ting. Det ved jeg nu, siger han og fortsætter:

- Man kan selvfølgelig aldrig vide, hvad der sker i fremtiden. Så meget har vi dog lært. Og er vi en dag heldige at vinde i Lotto, så kan det da godt være, vi køber et hus. Men det bliver aldrig med store lån fra banken, der skal afdrages.

Han erkender, at han er heldig at have sine virksomheder, men han mener, at langt de fleste danskere - i hvert fald de, der ejer et hus eller har sparret op - vil kunne følge familiens eksempel.

- Man kan jo sælge sit hus og rejse for det. Vi lever af at have gaster ombord på båden, der betaler husleje. Men vi ejer selvfølgelig intet, når vi kommer hjem. Men hvad betyder det?

Han frygter, at for mange familier hænger fast i hamsterhjulet og aldrig når at standse op og tage stilling til, om de egentlig lever livet på den måde, de faktisk ønsker.

- Jeg ser alt for mange, der lader sig styre af, at de tror, de skal nå alt muligt, og at de skal have alle mulige ting. Sådan havde jeg det også engang, men jeg forstår det egentlig ikke. Det er da frygteligt at have det sådan, siger han og fortsætter:

- Tidligere havde jeg den her stræben, som jeg tror, mange har. Det er den her succes udadtil, man stræber efter. Et glansbillede. Jeg synes, det er tydeligt at se, at mange lever sådan. Folk venter på at kunne få den næste udsigt, den næste dyre bil. Men prisen er for mange rigtig høj.