Utallige er de timer Dorthe og Jørgen Pedersen har brugt på at sætte det gamle hus fra 1923 i stand, men et sørgeligt syn møder dem, da de træder ind på gårdspladsen ved deres tidligere hjem tæt på Fynske Motorvej ved Vissenbjerg.

Ukrudtet boltrer sig, maling er skallet af den rødbrune facade, og gennem vinduerne kan de se, at lågen halvvejs er revet af opvaskemaskinen. I fyrrummet er pillefyret fjernet - formentlig af tyvagtige sjæle. Alt virker forsømt og forladt.

- Hvor er det trist, udbryder Dorthe Pedersen.

Forklaringen skal findes tilbage i januar 2014, da S-SF-R-regeringen stolt præsenterede Togfonden, der skulle sikre en historisk modernisering af det danske jernbanenet. Herunder hurtigtog mellem landets største byer, så det for eksempel kun ville tage en time at køre i tog mellem Odense og Aarhus. Derfor skulle der bygges en ny fynsk højhastighedsbane mellem Odense og Middelfart og en togforbindelse over Vejle Fjord.

Togbroen ved Vejle har i realiteten længe været dødsdømt og blev endeligt skrinlagt af den nuværende regering. Tilbage står staten med 37 opkøbte ejendomme, som Vejdirektoratet i sommer fik besked på at afhænde. I sin tid gav staten 111 millioner for dem.

Anderledes ser det ud på Fyn, hvor anlægget af den 5,2 milliarder dyre højhastighedsbane begynder næste år, så passagererne fra slutningen af 2028 kan spare fire minutter og regional- og godstog få bedre plads på den eksisterende bane.

Den nye bane kommer til at løbe nord for motorvejen, hvor 74 ejendomme skal lade livet. Men som i Vejle står staten også på Fyn med 19 opkøbte ejendomme, hvor der aldrig kommer en jernbane. Da planerne i sin tid blev præsenteret, anbefalede Vejdirektoratet nemlig, at den nye bane skulle anlægges syd om motorvejen.

- Vi kunne se, at den ville komme til at gå på vores mark tæt på huset, så det var noget lort, siger Jørgen Pedersen bramfrit om landejendommen ved Vissenbjerg.

I sidste ende valgte landspolitikerne så linjeføringen nord for motorvejen, men på det tidspunkt i 2017 havde staten allerede opkøbt de 19 ejendomme syd for. Herunder Dorthe og Jørgens hus, som staten havde købt for knap to millioner kroner. Nu skal det, og mange af de øvrige huse, rives ned.

- Det er skalten og valten med skattepengene. Det er noget svineri. Linjeføringen skulle have været vedtaget fra start, mener det fynske par.

I sin tid udnyttede Dorthe og Jørgen Pedersen en mulighed i loven, der skal sikre, at borgere ikke stavnsbindes til usælgelige huse på grund af planer om ny infrastruktur. Derfor kan staten efter ansøgning fra lodsejere forlods købe ejendomme ved offentliggjorte forslag til linjeføringer, hvis ejerne har tungtvejende grunde til at flytte.

- Og vi var jublende lykkelige for at kunne udnytte den mulighed. Vi havde tidligere forgæves forsøgt at få huset solgt. Børnene var blevet større, og vi havde fået smag for campinglivet, men havde svært ved at finde tiden. Der var hele tiden noget, der skulle vedligeholdes ved vores ejendom med stuehus, lade, lille staldbygning og 6,5 hektar jord, forklarer 58-årige Dorthe Pedersen, der arbejder på kontor, mens ægtefællen på 73 er gået på pension.

Første gang parret forsøgte at sælge huset var i 2009, men da gik boligmarkedet i stå på grund af finanskrisen. Desuden blev interesserede købere skræmt af lyden fra motorvejen, hvor trafikken er vokset år for år og også var en af årsagerne til, at parret ville flytte.

- Så snart mulige købere nåede til vores gårdsplads og hørte larmen fra motorvejen, trak de sig, bemærker Jørgen Pedersen.

Første udbudspris på ejendommen var 2,3 millioner. Siden satte parret prisen ned til 1,9 millioner, og efterhånden havde Dorthe og Jørgen erkendt, at de ikke kunne komme af med ejendommen i fri handel, hvis de ikke solgte latterligt billigt, som Jørgen udtrykker det.

Så var det, at planerne om den nye jernbane kom, og med den i baghaven troede de, at de nu for evigt var stavnsbundet til deres hus.  Ansøgningen om statslig overtagelse af huset gav dog kort efter pote.

- Vi brugte så sommeren 2015 på at male og på anden vis gøre huset lækkert, så alt kunne se ekstra indbydende ud, da ekspropriationskommissionen kom på besøg og endte med at give næsten samme beløb for ejendommen, som vi sidst havde sat den til salg for, fortæller Dorthe.

De i alt 19 ejendomme ved den vragede sydlige linjeføring af jernbanen har staten opkøbt for sammenlagt godt 30 millioner kroner. Kun tre af husene er igen blevet solgt, og de to af dem til det halve af statens købspris. Fire er revet ned og yderligere fire følger i næste nedrivningsrunde i det nye år. Herunder Dorthe og Jørgens hus.

En nedrivning koster typisk mellem 150.000 og 600.000 kroner afhængig af ejendommenes størrelse, fortæller specialkonsulent i Vejdirektoratet Lone Klærke-Hansen.

Dorthe Pedersen forstår godt, at ejendommen skal rives ned.

- Den er ikke længere egnet til menneskebolig, bemærker hun.

Spørgsmålet er så, hvorfor staten ikke med det samme satte alle de 19 fynske opkøbte ejendomme til salg, da landspolitikerne i 2017 skrottede linjeføringen og valgte den dyrere nordlige linjeføring, som blandt andet byrådene i de berørte kommuner foretrak.

- Vi vil aldrig sætte så mange ejendomme til salg på én gang, fordi vi så vil påvirke det lokale boligmarked med risiko for lavere pris for både os selv og for private, der vil sælge deres ejendom, forklarer afdelingsleder i Vejdirektoratet Hanne Øster.

I stedet har mange af ejendommene været lejet ud til skiftende lejere.

- Det har været forholdsvis let, fordi det ofte er billige lejemål, forklarer hun.

Det er dog ikke meningen, at staten skal fortsætte med at være storudlejer. Derfor kan det ende med nedrivning af mange af ejendommene syd for motorvejen.

- Fælles for mange af husene er, at de kan blive meget svære at sælge. De er belastet af støjen fra motorvejen, og mange af ejendommene er nu i en dårlig stand. Som statsejede huse vil købere heller ikke kunne få en ejerskifteforsikring, og det er også med til at bringe prisen ned. Derfor kan den bedste løsning være at rive dem ned, forklarer Hanne Øster.

Hun håber til gengæld, at det bliver lettere at sælge husene ved den droppede jernbane ved Vejle Fjord.

- De har en anderledes attraktiv beliggenhed end dem på Fyn, bemærker hun.

Rasmus Prehn (S) er den eneste trafikpolitiker tilbage fra opkøbene af husene i årene op mod 2017, der stadig er beskæftiget med trafikpolitik. Han er formand for Transportudvalget og var i sin tid transportordfører for Socialdemokratiet.

Han ærgrer sig over, at staten nu er tvunget til at rive mange af husene ned.

- Men det ville være værre, hvis vi ikke havde en lov, der beskytter borgerne mod stavnsbinding til usælgelige huse. Ellers risiker mange at komme i klemme, når flere linjeføringer er i spil, siger han.

Samme holdning har transportminister Thomas Danielsen (V).

- Det vigtigste er, at vi behandler folk ordentligt. Det vil være forfærdeligt på ubestemt tid ikke at kunne komme af med sit hus, fordi der er planer om ny infrastruktur. Denne sag får mig imidlertid til at skærpe fokus på en hurtig proces, når vi lancerer nye veje og skinner. Desuden har det fyldt alt for lidt, at det både har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, når flere linjeføringer er i spil. For hver gang et parti lige vil have en ekstra linjeføring tegnet ind på et kort, har det store konsekvenser, påpeger ministeren.

Fyens Stiftstidende og avisendanmark.dk vil de kommende dage fortsætte turen til huse, der skal rives ned. Det gælder blandt andet naboejendommen til Dorthe og Jørgen Pedersen hus. Her er den sidste beboer bitter over at have ladet staten opkøbe ejendommen i den tro, at der ville komme en jernbane.

At miste sit barn er den største frygt for enhver forælder. Og for Thomas Helmig blev den til virkelighed 23. november 2022. Da døde hans søn, Hugo Helmig. 24 år gammel.

TV Glad, der er en tv-station for mennesker med funktions-nedsættelser, har inviteret Thomas Helmig i studiet i programmet "En særlig samtale". Ikke blot for at tale om sorg, men for at stille mange forskellige spørgsmål til musikeren. De handler for eksempel om Thomas Helmigs forældre, om hans musik, om livet som popstjerne, om kvinder og kærlighed og om at være alkoholiker.

Lokalet er stort, men stemningen er intim. Den er også ligefrem på en meget, meget kærlig måde. Og måske er det derfor, at Helmig i denne samtale er langt mere "bare" et menneske end en stjerne.

Et menneske, der har mistet det dyrebareste - i en sorg, der her får plads til at fylde. En sorg, som er tydelig hos en rørt Thomas Helmig og hos interviewerne, der som det naturligste i verden deler tårene og smerten.

Hvordan er det at tale om det, indleder en spørger.

- Det er svært, svarer Helmig og siger, at han ikke er sikker på i hvor stort et omfang, han er i stand til at tale om det.

- Hugos død var helt forkert og dybt, dybt ulykkelig.

Hvordan var det at miste ham?

- Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive det, svarer Helmig.

- For den sorg og det chok det gav, er så dyb, at den har jeg ikke ord for. Vi har været i sorggrupper og man siger, at det at miste et barn er den største smerte og lidelse, du kan opleve i et liv. Det er nok rigtigt. Det er meget svært at håndtere. Unaturligt ... Det er en sorg, som kommer til at være hos mig altid. Jeg skal leve et liv side om side med den sorg. Og det er vanskeligt.

Hvad savner du mest ved Hugo?

- Alt. Jeg savner alt ved Hugo. Alt.

Thomas Helmig fortæller, at Hugos død har vist ham, hvor brutalt livet kan være. Og at han og familien fik en klar fornemmelse af at skulle passe på hinanden, stå sammen og støtte hinanden.

Thomas Helmig er gift med Renée Toft Simonsen, psykolog og forfatter, og tilsammen har de tre andre børn. Hugo var deres fælles barn.

- Når man engang ligger på sit dødsleje, er det ikke hvor mange penge, du har haft, der gælder. Det er faktisk de relationer, du har været i, der tæller. Det har vi kunnet mærke meget tydeligt, da Hugo gik bort. At det eneste, vi rent faktisk havde, der betød noget, det var hinanden, fortæller han.

Efter Hugo Helmigs død gennemførte Thomas Helmig sine planlagte koncerter og spillede en af Hugos sange "Wild". En af spørgerne takker ham for at være med til at give en fest til Hugos ære og vil vide, om det har hjulpet på sorgen.

- Jeg vidste ikke, om jeg var i stand til at gennemføre koncerterne. Men var der en ting, der ikke måtte stoppe, var det musikken. Hugo elskede musik lige så højt, som jeg gør. For at det overhovedet skulle give mening for mig, var jeg nødt til at forholde mig til, at Hugo ikke var her mere, og det kunne jeg blandt andet gøre ved at ære ham ved at spille en af hans sange, forklarer Thomas Helmig.

Han kalder det for et forløsende øjeblik for både sig selv og for publikum, for alle har prøvet enten at miste eller at være frygtelig bange for det.

- Jeg var glad for at spille en af hans sange, fordi jeg gerne ville ære ham. Fordi jeg synes, han var så dygtig.

Må jeg give dig et kram?

Det må intervieweren gerne.

Thomas Helmig får også et så rørende digt, at det kalder på musik. Hvem ved? Måske det kan inspirere.

"En særlig samtale" med Thomas Helmig handler som nævnt ikke "kun" om sorg. Det handler også om glæde, sjov og skøre oplevelser. Om udfordringer og erfaringer. 

TV Glads tilgang er den naturlige og umiddelbare nysgerrighed, vi alle har i os. Spørgerne møder deres gæst med respekt, indlevelse og stor rummelighed - måske fordi alle her selv er udfordret.

Mødet med Helmig er kort fortalt julens kærligste tv.

"En særlig samtale". TV Glad. DR 25. december kl. 21. Kan streames på DRTV. Næste særlige samtale bliver med Statsminister Mette Frederiksen. DR 27. december kl. 21.15. Kan også streames på DRTV.

Cirka 50.000 danskere lider af lungesygdommen kol i svær eller meget svær grad.

Og hos Lungeforeningen mener man, at det er en god idé, at de får et løbebånd eller motionscykel hjem til sig.

- Alt, der kan motivere til, at mennesker med kol dyrker mere motion, synes vi, er fantastisk, siger Lungeforeningens direktør, Ann Leistiko.

Kol er en kronisk sygdom, hvor luftvejene indsnævres gradvist, og lungevævet bliver ødelagt over tid.

Som Avisen Danmark beskrev lørdag, viser et nyt studie, at mennesker med svær eller meget svær kol har stor gavn af at få et løbebånd hjem til sig.

Efter to år med træning i hjemmet var genindlæggelsesprocenten faldet med over 40 procent.

Forsøget viste også, at der ikke var behov for tæt kontakt med en fysioterapeut for at klare træningen. Hvis bare patienterne fik en individuel træningsplan, kunne de fint klare træningen selv.

En af deltagerne, Leif Fogh Jakobsen, der har omkring en fjerdedel af sin lungekapacitet tilbage, fortalte, at han var glad for at være med i forsøget.

- Det kom på det helt rigtige tidspunkt for mig, siger han.

Bag studiet står blandt andre Birthe Dinesen, professor ved Aalborg Universitet.

Hun forklarede til Avisen Danmark, at kolpatienter har svært ved at gå en tur udenfor, fordi forskellige vejrforhold forværrer deres muligheder for at få luft.

Men træning er altafgørende for at holde sygdommen i skak, fortalte hun.

- Når de har så svær en grad af kol, er træning nærmest det eneste, der er tilbage at gøre, hvis man vil have det bedre med sin sygdom.

Skal vi så sende løbebånd ud til alle med svær kol?

- Ja, eller en motionscykel. Fordi så kan vi hjælpe patienterne meget mere. Vi kan holde dem ude af sygehusene, og de får en højere livskvalitet i den sidste del af livet og kan flere ting.

- Det burde simpelthen være et standard hjælpemiddel på lager på hjælpemiddelcentralerne. Der, hvor man også kan få rollatorer og alt sådan noget. Så skulle man på samme måde kunne låne et gangbånd (løbebånd, red.) ud til de her patienter, lød det fra professor Birthe Dinesen.

Hos Lungeforeningen bakker man op om alle muligheder for at få mere træning i hjemmet, fortæller direktøren.

- Det giver rigtig god mening for patienter med svær kol, at man har mulighed for at træne derhjemme – også når det som i dag blæser udenfor og er koldt, siger direktør Ann Leistiko.

Hun mener, at succesfaktoren især handler om, at man kan træne, når man selv er motiveret.

- Hvis man har en slem kol, kan det jo være problematisk at gå ned ad trapperne og komme ud ad døren. Det kræver en kraftanstrengelse. Så hvis man bare kan træne derhjemme, får man det lettere gjort, siger hun.

Ann Leistiko påpeger, at det giver god mening at tage højde for, hvor meget et løbebånd fylder derhjemme sammenlignet med for eksempel en motionscykel.

- Et løbebånd fylder jo en del. Så det er jo ikke alle, der kan have et løbebånd stående hjemme i en lejlighed. Men alt, der kan understøtte, at man dyrker mere motion, synes vi, er en god idé, siger hun.

Lungeforeningen udgav tidligere på året en analyse, der viste, at kol er den sygdom, der forårsagede flest dødsfald i Danmark i 2021. Det kostede 3.570 mennesker livet svarende til cirka ti dødsfald om dagen.

Cirka 320.000 danskere har KOL, men kun halvdelen ved, at de har sygdommen. Der var over 10.000 akutte indlæggelser sidste år som følge af kol.

Løbebåndet forebygger genindlæggelser med op til 40 procent. Hvor meget værdi, tror du, det har for den enkelte patient?

- At man kan mindske risikoen for forværringer og derigennem forebygge genindlæggelser, er med til at øge livskvaliteten hos den enkelte patient i dagligdagen, hvilket er meget værdifuldt, siger Ann Leistiko.

Film: Der findes ikke noget andet tidspunkt på året, hvor man uden dårlig samvittighed over, at solen skinner udenfor, bare kan smide sig på sofaen og forsvinde ind i et fiktivt univers.

Jeg elsker at fylde juledagene med film og serier, og de må gerne være ekstra eventyrlige og fulde af magi og orker. Uanset om det er "Alene Hjemme", "The Nightmare Before Christmas" eller "Ringenes Herre", så falder der en særlig ro i det lille hjem, når filmene sættes på. En ro, der giver tid til at dvæle og forsumpe. To ting jeg elsker meget højt og i særdeleshed, hvis de kombineres med skønne, sjove og uhyggelige filmoplevelser.

Her kommer en liste over de film, jeg vil fortære i juledagene. Måske du har lyst til at se med?

"Die Hard": Det er ikke jul i mit hjem, før Jesper Fårekylling synger til et lys og Hans Gruber falder ud af Nakatomi-bygningen. Jeg SKAL bare se Bruce Willis uddele bøllebank til tyske terrorister i "Die Hard" hvert eneste år til jul. Det er ikke bare en god julefilm (jo, det ER en julefilm). Det er i mine øjne også verdens bedste actionfilm.

Filmen foregår en eksplosiv juleaften i Los Angeles, hvor Bruce Willis som New Yorker-betjenten John McClane skal forsøge at klinke skårene og redde ægteskabet til sin karriere-ambitiøse kone Holly. Men en gruppe banditter anført af en mageløs Alan Rickman som den tyske terrorist Hans Gruber begår den fejl at komme i vejen for McClanes forsoningsprojekt.

Og derpå følger en indædt kamp mellem de grådige kapitalist-slyngler på den ene side og familie-værdier og julefred på den anden. Yippie-Kay-Yeah-jeg elsker "Die Hard".

"Die Hard" kan streames på Disney+

"Gremlins": Jeg er klar over, at en del nok vil rynke på næsen over min definition af juleklassikere. Først en actionfilm og nu en gyserkomedie med fjollede dukker, der eksploderer i en mikro-ovn? Jeg indrømmer min filmsmag tenderer til det obskure, men jeg vil til hver en tid stå inde for både "Die Hard" og "Gremlins" som vidunderlige bud på julefilm. Prøv dem!

Joe Dantes mesterværk fra 1984 er både opfindsom, sjov og ja også uhyggelig på sin egen lidt 80’er-ramte facon.

Randall Peltzer er på jagt efter den perfekte julegave til sin søn Billy. Han finder den i Chinatown i form af et nuttet lille væsen, en mogwai.

Der følger imidlertid strenge regler med til pasningen af den lille fyr, som Billy kalder Gizmo. Den må ikke få vand på sig, kan ikke tåle skarpt lys og må aldrig fodres efter midnat. Billy finder hurtigt ud af konsekvensen for brud på reglerne.

Pludselig har den lille pelsede fidus formeret sig til mange knap så nuttede væsener, de festglade ballade-monstre kaldet Gremlins. Hver gang jer ser den her film, morer jeg mig med at forestille mig, hvilke pinlige onkler og tanter de forskellige gremlins minder om.

I bund og grund er det her en vanvittig film om en julefest i en dysfunktionel familie. I ved de der lejligheder, hvor det hele går amok, fordi mad- og drikkerestriktionerne ikke overholdes til punkt og prikke, så Onkel Børge bliver så pinlig, at man har lyst til at proppe ham i blenderen.

Gremlins findes på Viaplay.

"Det er herligt at leve": Her kommer så klassikeren over dem alle. Forhåbentlig kan "Det er herligt at leve" fra 1946 også tilfredsstille alle jer julefilm-purister derude, som har været ved at give op over mine blasfemiske julefilmvalg.

Det er den legendariske filminstruktør Frank Capra, der står bag "Det er herligt at leve". Filmen er et kærlighedsbrev til fællesskabets kraft og en påmindelse om ikke at måle livets succes i kroner og ører, men derimod i det aftryk, man har efterladt på sine omgivelser.

Vi følger George, spillet af James Stewart, der er depressiv og suicidal. Han synes ikke, han har udrettet nok i livet på trods af de fire rollinger, som hans kone passer, mens han går rundt og surmuler. En engel forbarmer sig over ham, og viser ham, hvor meget han har betydet for andre gennem sit liv. Heldigvis kan George vende tilbage til kone og børn med en større taknemmelighed for, hvad familien betyder.

Jeg kan ikke se den her film uden at heppe allermest på Georges kone, der vitterligt er en "jeg-fikser-det-skat-type". Men mangler du at komme i julestemning, så er "Det er herligt at leve" verdens bedste medicin.

"Det er herligt at leve" findes på tjenesterne SkyShowtime og Grand Hjemmebio.

"Tangerine": Filminstruktøren Sean Baker er én af de mest interessante i branchen lige nu. "Tangerine" er fra 2015 og er optaget 100 procent på en iphone 5. Så tænker du måske, at det kan der ikke komme noget særligt ud af, men det kan der.

Filmen foregår en julenat i Los Angeles, ganske som "Die Hard", om end paletten af karakterer er noget mere mangfoldig end i McTiernans action-basker.

Sin-Dee er en sort sexarbejder og transperson. Hun er netop kommet ud af fængslet, da hun hører nogle rygter om, at hendes alfons-kæreste er utro. Så hun drager med veninden Alexandra ud på et rasende hævntogt for at finde ud af, hvad der er sket.

Det er en film med store temperamenter, masser af attitude og hjertet på det helt rette sted. "Tangerine" er fuld af elskelige tosser og har ligesom de fleste andre julefilm et budskab om, at man kommer længst med venskab og fællesskab.

Tangerine kan streames helt gratis på Filmstriben.dk

"Anna and the Apocalypse": Forestil dig Zac Efron og kompagni i "High School Musical" blive overrendt af zombier. Det er nogenlunde præmissen for filmen "Anna and the Apocalypse", som ikke er et mesterværk (langt fra), men som alligevel fortjener at blive nævnt og set, fordi den er så gakket og skamløs.

Anna er teenager og drømmer om at frigøre sig og rejse langt væk fra både far og hjemby. Men det bliver en kende sværere, da en zombie-pandemi bryder ud, og hun må smaske sig vej gennem byen med sine venner for at finde sin far igen. Undervejs må alle lige bryde ud i sang en gang imellem. Det virker komplet kontraproduktivt i en apokalypse, men også virkelig sjovt som filmgreb.

"Anna and the Apocalypse" er en ret konventionel teen-film om at finde sig selv i en brutal virkelighed - metafor eller ej. Sangene er drivende poppede, men ørehængere, og man skal ikke være alt for sart, for der kommer hjernesnask på linsen. Jeg forestiller mig, at den kunne være sjov at se med sine store børn, hvis de er til den slags.

"Anna and the Apocalypse" kan lejes eller købes som VOD.

Wonka: Ligesom Disneys juleshow altid har et lille klip med fra deres nyeste biograf-film, så skal I da heller ikke snydes for en anbefaling af en hel splinterny film, der kan nydes af hele familien i biograferne netop nu.

Okay, man kan argumentere for, at det måske nok er mere mageligt at sætte én af de gamle installationer af "Charlie og Chokolade-fabrikken" på skærmen derhjemme, så man ikke behøver bevæge sig uden for matriklen. Men jeg vil gerne sende alle mine anbefalinger af sted efter denne hjertevarme film. Den foregår godt nok ikke i julen, men er til gengæld gennemsyret af en bimlende hyggelig stemning, som kun kan gøre dig glad i låget.

Timothée Chalamet spiller en ung Willy Wonka, inden han får bygget den famøse chokoladefabrik. Han forsøger med stædig sødme at slå igennem som chokolademager i byen. Men det er svært, når et kartel sidder hårdt på salget. Filmen er fuld af skønne karakterer, hvor jeg bliver nødt til at fremhæve Hugh Grants lakonisk gnavne Oompa Loompa som et af filmens højdepunkter.

Ses vi mon i sofaen eller på sofarækken? Jeg ønsker jer alle en g-g-g-g-glædelig juuul!

Det er udråbt som det absolut vigtigste politiske emne af statsminister Mette Frederiksen (S), der frygter, at mindre arbejdstid vil skade velfærdssamfundet.

Historisk set har Socialdemokratiet været drivende for oprettelsen af velfærdssamfundet, og nu handler det for regeringspartiet om at opretholde det.

Derfor bliver der talt dunder fra regeringstoppen.

- Glem det, venner, har statsministeren sagt til dem, der drømmer om at arbejde mindre for i stedet at prioritere familie eller fritid.

Dermed har det traditionelle arbejderparti skiftet syn på arbejde og fritid i forhold til tidligere.

Det mener historiker og dr.phil. med speciale i arbejderbevægelsens og industrisamfundets historie Lars Kjølhede Christensen.

- Socialdemokratiets syn på arbejde er blevet meget kvantitativt. Hvis arbejde er godt, så er endnu mere arbejde endnu bedre. Og mindre arbejde er dårligt.

- Hvorimod Socialdemokratiet historisk set har haft et bredere syn på arbejde, som har været mere kvalitativt anlagt, siger han.

Mette Frederiksen er bekymret for, at borgernes arbejdstid er på vej ned, hvis flere og flere ønsker at gå på deltid. Hvis færre arbejder og betaler skat, mangler der penge og hænder til velfærd, lyder argumentet.

I september skosede hun på et topmøde i Dansk Industri den holdning, at "øget velstand skal veksles til mere fritid".

I forsøget på at forankre tankerne i det socialdemokratiske kompas holdt Mette Frederiksen den socialdemokratiske landsfader, Thorvald Stauning, frem for sig og citerede ham på partiets årsmøde i september:

- Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem, citerede hun.

Men netop Stauning kæmpede for mere fritid til arbejderne og kritiserede dem, som med hans ord mente, at en kortere arbejdsdag blev en "kilde til værtshusbesøg".

Dermed undlod Mette Frederiksen afgørende dele af den socialdemokratiske historie, lyder det.

- Det var under Stauning i 1938, at vi fik en ferielov, og arbejderne for første gang fik mulighed for at holde ferie. Så en del af den rigdom, som blev skabt, skulle også bruges til, at arbejderne kunne få noget mere fritid for eksempel, siger Lars Kjølhede Christensen.

Den første linje i det allerførste partiprogram for Socialdemokratiet lyder, at "arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og bør hele udbyttet tilfalde dem, som arbejder", hvilket illustrerer det.

- Den gamle parole i arbejderbevægelsen er "gør din pligt og kræv din ret". Arbejderne skabte værdierne og mødte på arbejde hver dag. Så de ville have indflydelse, et ordentligt liv og velfærd, siger han.

Sammen med arbejderbevægelsen har Socialdemokratiet op gennem det 20. århundrede haft en kortere arbejdsdag og mere fritid allerøverst på dagsordenen.

De fik gennemført reglen om otte timers hvile, otte timers arbejde og otte timers søvn i 1920 samt andre goder som den første ferielov og en gradvis sænkelse af arbejdstiden til 37 timer.

En del af forklaringen på forskellen mellem Stauning og Frederiksen er dermed velfærdsstaten.

Men det ligger i den socialdemokratiske selvforståelse, at øget velstand ikke kun skal bruges på offentlig velfærd, men at den også kan bruges på fritid.

Mere fritid advarer regeringen dog om i sidste kapitel i sin økonomiske plan frem mod 2030. En indførelse af 32 timers arbejdsuge frem mod 2040 vil forværre de offentlige finanser med cirka 60 milliarder kroner.

Det er dog kun "illustrativt" for at vise de potentielle problemer, fremgår det.

Journalist og samfundsdebattør Lars Olsen følger Socialdemokratiet tæt.

Han giver partiet ret i analysen om arbejdstid, men ser tegn på, at samfundskontrakten er blevet brudt, fordi folk er utilfredse med kvaliteten i ældreplejen eller daginstitutionerne.

- Jeg mener ikke, at politikerne og Socialdemokratiet overholder deres del af samfundskontrakten.

- De burde kigge mere indad i stedet for bare at kritisere en tendens i tiden, men se på, om de har et medansvar for, at folk er nødt til at tage sig af deres børn, fordi samfundet ikke gør det godt nok, siger han. /ritzau/