Danskerne er i øjeblikket hårdt ramt af flere infektionssygdomme.

Alene i de første 14 dage af november oplevede man en fordobling af antallet af influenzatilfælde.

Det kan særligt mærkes hos de ældre, som oplever hårde sygdomsforløb, og hos plejepersonalet, der ofte må melde sig syge som en direkte konsekvens af smitten.

Det fortæller, Torben K. Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune, der kalder situationen for ''kritisk.''

Ifølge ham bør kritikken primært rettes mod sundhedsmyndighedernes 'fejlslagne strategi' på influenzavaccinerne

For Sundhedsstyrelsen har ikke anbefalet at give de ældre en forstærket vaccine, fordi den blev anset for at være for dyr.

- Det rammer os virkelig hårdt. Lige nu er sygefraværet kæmpe højt, og det rammer borgere, og det koster en masse økonomi på ældreplejen. Når jeg så hører, at man ikke giver den bedst mulige vaccine, så bliver jeg altså bekymret, siger Torben K. Hollmann.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet vaccination af børn i aldersgruppen 2-6 år som en strategi til at forebygge smittespredning i samfundet.

Problemet med strategien er dog, at kun 14,9 procent af børnene faktisk er blevet vaccineret mod influenza.

Samtidig har Sundhedsstyrelsen fravalgt at tilbyde den forstærkede influenzavaccine til ældre over 65 år på grund af dens højere pris.

Ifølge Torben K. Hollmann er den højere pris for vaccinen et ''piv dårligt argument.''

- Fordi prisen for det her betales ude i kommunerne. Hver eneste gang en af vores ansatte bliver syg, er det kommunen, der står for regningen. Intet af dette er gratis, og vi oplever både et kæmpe sygefravær og mange syge borgere, siger Torben K. Hollmann og forsætter:

- Det kan godt være, at vi andre bare lægger os ned og ser Netflix, men sådan fungerer det ikke herude med de ældre. De har brug for mere og hyppigere hjælp, og i nogle tilfælde ender det med indlæggelse.

Strategien med at prioritere vaccination af børn frem for at tilbyde ældre en forstærket vaccine vækker undren flere steder.

En af dem er Lone Graff Stensballe, overlæge på Rigshospitalet og professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionsepidemiologi på Københavns Universitet.

Hun vil gerne udfordre præmissen om, at børnene i høj grad bærer smitten videre til de ældre.

- Jeg mangler simpelthen at se det videnskabelige bevis for, at børn i alderen 2-6 år spiller en afgørende rolle i smittespredningen blandt ældre i vores samfund, siger hun.

Hun påpeger samtidig, at det var forventeligt, at vaccinationsraten blandt børn ville være lav.

- Vi vidste det allerede fra corona: Forældrene ser ikke ud til at være særligt motiverede for at lade deres børn vaccinere med vacciner, som primært har til formål – eller bygger på antagelsen om – at hvis man vaccinerer børn, så kan det måske hjælpe til at reducere smitten i samfundet, siger Lone Graff Stensballe.

For Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, er det heller ikke nogen overraskelse, at få forældre får deres børn vaccineret.

- Jeg tror, at det handler om, at det kan være svært at argumentere for effekten af vaccinen på børnene. Det er ikke en sygdom, der slår dem ihjel. På den måde kan man sige, at det er svært at forklare, hvorfor forældre skal lade deres børn vaccinere, siger han.

Derfor mener Allan Randrup Thomsen, at man bør ændre strategi.

- Ud fra den situation vi har nu, hvor det er svært at overbevise småbørnsforældrene, så vil jeg sige, at så må strategien primært være at beskytte de ældre, og det vil sige, at vi skal give dem så god en vaccine som muligt.

Lone Graff Stensballe vil ikke vurdere, om Sundhedsstyrelsens strategi er den rigtige, og hun erkender også de økonomiske overvejelser bag prisen på vaccinerne.

- Men hvis jeg selv skulle satse mine penge på det, så synes jeg, det giver god mening at fokusere på dem, der er meget motiverede for at modtage et forebyggende tilbud. Det er især de ældre, som er i høj risiko. For mig giver det rigtig god mening, siger hun.

Hos Sundhedsstyrelsen har man i et skriftligt svar forklaret, at man ikke er ”tilfredse med tilslutningen” af børn, der har fået influenzavaccinen. Nu vil man undersøge, hvorfor flere forældre har fravalgt vaccinen.

Sundhedsstyrelsen svarer ikke direkte på, om strategien var en fejl.

Men styrelsen skriver, at strategien har potentiale til at mindske smittespredningen af influenza i samfundet og dermed indirekte beskytte de ældre og andre sårbare.

Styrelsen skriver også, at det ud fra en ''overordnet samfundsmæssigt betragtning'' og den ''økonomiske ramme,'' er bedre at tilbyde flest mulig en vaccine, fremfor færre end vaccine, der er lidt bedre.

I et 100 sider langt søgsmål, der er indgivet til en amerikansk domstol, beskylder den kinesiske netbutik Temu konkurrenten Shein for at benytte sig af "ulovlige metoder" i et forsøg på at få leverandører, der sælger produkter på begge platforme, til at droppe deres forretning på den nye, fremadstormende netbutik.

Temu anklager Shein for at bruge "mafiametoder", der ifølge Temu blandt andet skulle dreje sig om, at forhandlere er blevet kaldt til møder hos Shein under "falske forudsætninger" og "frihedsberøvet" i op mod ti timer, hvor deres telefoner er blevet  "beslaglagt" og "gennemgået" for chathistorik, oplysninger om salg og loginoplysninger til Temu.

Ifølge Temu skulle deres leverandører have været bekymret for deres "fysiske sikkerhed", mens de blev "tilbageholdt" på Sheins kontorer.

Shein mener dog ikke, der er noget at komme efter i søgsmålet.

- Vi mener, denne retssag er uden berettigelse, og vil vil forsvare os selv energisk, lyder det i en meddelelse fra Shein ifølge The Guardian.

Mens Shein blev etableret i 2012 og i dag er en gigant på markedet for billige varer fra Kina, blev netbutikken Temu først lanceret i USA i efteråret 2022.

Siden er Temu blevet en stor succes i USA, og i november kunne Avisen Danmark så fortælle, at Temus app pludseligt var blevet den mest populære på både Appstore og Google Play.

Udvalget på Temu er en blandet landhandel. Man kan købe alt fra sportssko til køkkenudstyr og elløbehjul. Fællesnævneren er, at produkterne stammer fra ukendte kinesiske mærker - og så er de voldsomt billige.

Mange af varerne koster under en tier, og hvis man handler for 140 kroner, er fragten fra Kina til Danmark gratis.

Den italienske forbrugerorganisation, Altroconsumo, har undersøgt, hvad man så får for pengene. Og det er ikke imponerende.

Samtlige 28 indkøbte varer havde større eller mindre fejl og konklusionen var, at produkterne ikke lever op til EU's standarder.

- Vi værdsætter og glæder os over feedback og tilsyn fra alle sektorer i samfundet, og vi mener, at det er afgørende for vores vækst og for at blive bedre. Vi er en relativt ny platform, der kun er et år gammel, men stadig forpligter os til at overholde alle relevante regler og bestemmelser, lød det i den forbindelse fra en talsperson hos Temu.

Aldrig før har Danmark eksporteret så mange millioner sko til Rusland, som vi gør lige nu.

Siden 2020 er der sket en firedobling af den samlede skoeksport til det russiske marked. Sidste år lød eksporten på 108 millioner kroner - og det tyder på, at 2023 bliver et endnu bedre år.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, fortæller Radio4 Morgen.

Ecco har - modsat store skomærker som Nike, Adidas og Puma - ikke trukket sig ud af Rusland, siden landet invaderede Ukraine.

Den danske skoproducent har således beholdt sine 250 butikker i landet.

Formand for brancheorganisationen Skobranchen Jørgen Krebs kender ifølge Radio4 Morgen ikke til andre skovirksomheder, som fortsat eksporterer varer til Rusland.

Ecco har løbende modtaget kritik for at fortsætte salget af sko i landet.

Men selvom det ikke er ulovligt, mener professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet Jacob Dahl Rendtorff, at det er moralsk forkert.

- Rusland er en diktaturstat, som fører en kæmpe krig og bruger op mod 30 procent af deres BNP (bruttonationalprodukt, red.) på at føre krig. De andre trækker sig pænt, imens Ecco gør det modsatte, og det tjener de penge på. Det er jo amoralsk, siger han til Radio4 Morgen.

Ecco har tidligere udtalt, at de bliver i Rusland for at beskytte de knap 2000 ansatte og deres familier.

I 2020, da virksomheden for alvor fik fat i det russiske marked, var det en investering på mere end 1 milliard kroner.

Det store spørgsmål er ifølge Jacob Dahl Rendtorff, om det er retfærdigt, at Ecco skal yde så meget for at stoppe krigen i Ukraine.

- Men i dag skal virksomheder tænke politisk, og de bliver udfordret på deres politiske synspunkter og deres etiske og moralske ansvar. Ecco har lidt et kæmpe tab af omdømme og legitimitet ved de her handlinger, så det kan være, det i fremtiden bliver et problem for Ecco, siger han.

Spørger man erhvervsredaktør på Avisen Danmark Jens Bertelsen er der "mange, der undrer sig over, at Ecco går imod strømmen og holder fast i det russiske marked".

- Men her har vi forklaringen. Ecco tjener styrtende med penge i Rusland, og profitmulighederne er kun blevet større i takt med, at de vestlige konkurrenter er forsvundet fra hylderne, siger han.

Han tilføjer, at Ecco helt har opgivet at forsøge at forklare offentligheden, hvorfor virksomheden helhjertet fastholder sine aktiviteter i Rusland.

Modsat andre virksomheder, herunder isoleringsgiganten Rockwool, nægter Ecco-ledelsen at stille op til interviews i danske medier, uanset om emnet er Rusland eller andre temaer.

Det har i dette tilfælde heller ikke været muligt at få en kommentar fra Ecco.

Bedrageri eller en simpel fejl, fordi reglerne er svære at forstå? Det er spørgsmålet, som Udbetaling Danmark lige nu tager stilling til hos 6.000 pensionister, der tidligere i år har modtaget en ældrecheck.

Ældrechecken er en økonomisk håndsrækning til pensionister med lav indkomst og formue, så de kan opretholde en rimelig levestandard.

Men ordningen med ældrechecken er designet, så det er muligt at snyde for at få adgang til checken.

I 2023 har 290.000 pensionister modtaget en normal ældrecheck på op til 19.200 kroner, som der skal betales skat af. Oveni kommer en ekstra check på 5.000 kroner, som er skattefri. Den blev vedtaget af Folketinget for at hjælpe pensionisterne igennem en tid med høj inflation.

Sagen er, at ældrechecken kun udbetales til pensionister med en formue på maksimalt 95.800 kroner. Formuegrænsen er den samme for enlige og ægtepar. Et ægtepar kan altså opnå ældrechecks til en værdi af i alt 48.400 kroner, hvoraf de 10.000 kroner er skattefri. Men kun hvis de holder sig under formuegrænsen og i øvrigt opnår de højeste satser for ældrechecken.

Når formuen kontrolleres, har Udbetaling Danmark adgang til oplysninger fra pensionisternes årsopgørelser fra Skattestyrelsen. Alt fra bankkonti til værdipapirer og kontanter – for eksempel pengesedler – tæller med, men det sidste er nærmest umuligt at kontrollere. Til gengæld falder hammeren, hvis det alligevel bliver opdaget.

- Borgere, der modtager ældrecheck, er forpligtet til at oplyse om deres kontante beløb, uanset om disse befinder sig i pengeinstitut eller andre steder. Såfremt borgerne ikke overholder deres oplysningspligt, kan de bl.a. risikere at blive tiltalt for bedrageri, advarer Lene Hougaard-Enevoldsen, centerdirektør i ATP, der står bag Udbetaling Danmark.

Ældrechecken udbetales i januar, men først omkring maj har Udbetaling Danmark adgang til den seneste årsopgørelse. Hvis oplysningerne tyder på, at der er udbetalt en ældrecheck til pensionister med en formue, der overstiger loftet, bliver de afkrævet en forklaring af Udbetaling Danmark.

De kan stadig være berettiget til en ældrecheck til trods for, at de er faldet ud til kontrol. Det kan skyldes, at de har penge stående på en deponeringskonto, eller at pengene stammer fra en erstatning. Men hvis der ikke kan fremvises dokumentation, vil Udbetaling Danmark frakende ældrechecken og kræve den tilbagebetalt.

Det er her, at 6.000 pensionister lige nu er ved at få gransket deres økonomi for at se, om de har modtaget ældrechecks i 2023, de ikke havde krav på.

Udbetaling Danmark, der har ansvaret for at betale en stribe offentlige ydelser, har flere værktøjer i værktøjskassen, når udbetalingerne skal tjekkes.

- Udbetaling Danmark foretager både stikprøvekontrol og kontrol rettet mod konkrete borgere, når der opstår en mistanke om snyd med sociale ydelser, herunder med ældrecheck. I forbindelse med kontrolarbejdet indhenter Udbetaling Danmark bl.a. oplysninger fra pengeinstitutter om bevægelser på borgernes bankkonti, oplysninger fra evt. arbejdsgiver med videre, siger Lene Hougaard-Enevoldsen fra ATP.

Staten har tidligere brugt pensionisternes renteindtægter som et pejlemærke for, om der har været store beløb på bankkontoen, som bliver hævet inden nytår for at snyde sig under formuegrænsen. Det har ikke givet mening i den periode, hvor renten har ligget omkring nul procent eller været negativ, men det ser anderledes ud i dag.

- Da renterne de seneste år er steget, vil Udbetaling Danmark også se på mulighederne for at sammenholde renteindtægter med formuen i kontroløjemed, skriver myndigheden til Avisen Danmark.

Karsten Engmann Jensen, der er privatøkonomisk rådgiver og driver virksomheden Pengeministeriet, undrer sig over, hvis pensionister spekulerer i at få adgang til en ældrecheck.

- Når folk ringer til os om den slags, så siger vi altså bare, at hos os betaler vi skat, så det kan vi ikke rådgive om, siger Karsten Engmann Jensen.

Han mener, at mange pensionister forholdsvist nemt vil kunne opnå et større afkast ved at indrette deres økonomi fornuftigt.

- Vi går ind for, at folk skal planlægge deres formue i stedet for at tænke i sociale overførsler. Du får en meget mere positiv effekt, hvis du belåner dit hus ordentligt og investerer dine penge ved siden af, siger Karsten Engmann Jensen.

Men har du ikke et råd til pensionister, der synes, at de har lidt for mange penge på kontoen?

- Vi siger altid, at man skal få lavet en beregning af pensionsformuen, og så skal man sørge for at give nogle gaver og rejse med sine børn og børnebørn. Det er da meget bedre end at gå og trække dem ind og ud af banken, siger Karsten Engmann Jensen.

Tidligt torsdag morgen blev to mænd og en kvinde anholdt af PET og flere politikredse, mistænkt for at planlægge terrorangreb i Danmark.

Siden da er seks personer blevet varetægtsfængslet – heraf fire in absentia, da de angiveligt befinder sig i udlandet.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) reagerer nu på det formodede terrorangreb og har et klart budskab til danskerne, der står over for at fejre julen.

- Danskerne skal fortsætte med at leve deres liv, som de plejer. De skal nyde julen og glæde sig over den. De skal vide, at vi har en af verdens mest kompetente efterretningstjenester og politistyrker. Men man skal også vide, at trusselsniveauet er alvorligt, siger Peter Hummelgaard.

Men særligt én detalje har fået Peter Hummelgaards vrede til at vokse.

For under pressemødet afslørede politiet, at sagen har forbindelser til bandemiljøet og specifikt til den ulovlige bande Loyal To Familia (LTF).

Denne forbindelse til bandemiljøet og LTF bekymrer Peter Hummelgaard utrolig meget.

- Jeg har i min tid som justitsminister efterhånden lært LTF rigtig godt at kende, og det har udelukkende været i forbindelse med grimme og modbydelige ting, siger han.

Derfor har justitsministeren gjort det til et af sine primære fokuspunkter i den kommende tid.

- Det er en gruppering, der bærer ansvaret for mange drab, lemlæstelser og utallige ofre. De er ekstremt voldsparate, og derfor skal enhver indikation på, at organiserede bandekriminelle er involveret i politisk eller ideologisk motiveret terror, tages meget alvorligt, siger Peter Hummelgaard.

Politiet er meget forsigtige med at udlevere informationer om det formodede terrorangreb.

Det blev dog offentliggjort, at der i den kommende tid vil være et øget sikkerhedsfokus omkring de jødiske institutioner.

Kan man som jøde føle sig tryg i Danmark?

- Desværre må man konstatere, at mange danske jøder føler sig utrygge, og det med god grund. De udgør den eneste gruppe, hvor det er nødvendigt at politibevogte deres synagoge og skole. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre tryghed og sikkerhed for de danske jøder, siger Peter Hummelgaard.

Men er det acceptabelt i et land som Danmark, at der er en minoritet, der går rundt og ikke kan føle sig trygge?

- Det er dybt deprimerende og vækker både vrede og foragt i mig over for dem, der mener, at danske jøder skal gøres til syndebukke for konflikten i Mellemøsten. Vi gør alt for at beskytte de danske jøder og tager hårdt fat, når vi støder på antisemitisme.

Var jødiske institutioner målet for det formodede angreb?

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Generelt kan jeg sige, at der har været øget opmærksomhed på jødiske steder siden terrorangrebet i Israel den 7. oktober. Denne opmærksomhed er kun blevet stærkere efter gårsdagens anholdelser.

Kan du sige, om der har været tråde til krigen mellem Hamas og Israel?

- Det er noget efterforskning, der er i gang, så jeg tror, det er for tidligt at konkludere noget skarpt på, hvad de politiske eller ideologiske motiver måtte have været for de mistænkte bag det her.

Selvom politiet var tilbageholdende med at give detaljer, blev det alligevel bekræftet, at de handlede tidligt i processen for at imødegå det formodede angreb.

Ifølge Peter Hummelgaard er dette et tegn på en ’'kompetent efterretningstjeneste og et dygtigt politikorps.’’

Siden da er en 57-årig mand i Holland blevet løsladt i sagen, og ligeledes er en 29-årig mand blevet løsladt i Danmark, hvis løsladelse siden er blevet kæret til landsretten.

Er efterretningstjenesten gået for tidligt ind i sagen?

- Jeg kan ikke udtale mig konkret om den igangværende efterforskning. Men det er vigtigt at huske på, at politiets efterretningstjeneste både fungerer som en efterretnings- og en sikkerhedstjeneste. Derfor, med tanke på sikkerhedstjenestens rolle, kan der nogle gange være et behov for at handle tidligt.

Så det er ikke et udtryk for, at man er gået for tidligt ind i den her sag?

- Nej, det mener jeg ikke, man kan konkludere.

ABBAs udødelige hit Voulez-Vous skratter ud af megafonlignende højtalere foran et supermarked, mens Heidi gearer op til overlevelse.

En skudsikker vest spændes om hendes spinkle krop. En hjelm trykkes ned over hendes lange sorte hår.

- Sluk mobiltelefonerne, så vi ikke kan spores, lyder beskeden fra en stor, skaldet dansker, mens ukrainere med fyldte indkøbsvogne sender lange, forundrede blikke.

“Voulez-Vous, aha, take it now or leave it, aha, now is all we get, aha, northing promised, no regrets (aha).”

Vi står på en parkeringsplads i Kharkiv, Ukraines næststørste by. Asfalt, etagebygninger og vejr har samme grå nuancer, som den cigaretrøg Heidi puster ud af sin mund.

50 kilometer herfra ligger Rusland, men for halvandet år siden var Rusland her.

Kharkiv-regionen i Ukraines nordøstlige hjørne blev tabt til russerne i krigens begyndelse, men generobret i en ukrainsk lynoffensiv tilbage i september 2022.

Nu foregår kampene et par timers kørsel sydøst fra her. Blandt andet nær byen Sloviansk.

Det er der, Heidi skal hen.

Sammen med Bellator Danie - et selvvalgt latinsk dæknavn for en anonym krigsveteran fra Sjælland - skal hun køre en kassebil på danske nummerplader gennem mineland, sønderbombede byer og frem til fronten. Frem til en ukrainsk enhed, som hun har fundet gennem sit netværk i landet.

“And here we go again, we know the start, we know the end.”

“Master of the scene.”

Hovedpersonen i denne historie - Heidi - er næstformand i Together We Are Stronger, en dansk forening, der kører pendulkørsel mellem Jylland og Ukraine.

Ruteplanen på 6.000 kilometer og kontakten med ukrainske soldater, felthospitaler og NGO’er har den 51-årige kvinde stået for.

Seks frivillige og tre små lastbiler er under hendes kommando. Donationer for millioner af kroner er i lasten. Liv på spil.

Men Heidi er ikke som nødhjælpschefer er flest. Heidis er - sagt med sine egne ord - “bare et gadebarn.”

Engang var Istedgade hendes hjem, og det var ikke på den Peter Belli-agtige måde med diskodanseskrud, musik og rabalder.

Heidi var hjemløs.

Hun solgte stoffer for at få råd til at tage stoffer. Stikkere bankede hun, og banker røvede hun. En kæreste døde for øjnene af hende.

Før hun blev 18, var hun dømt for tre røverier og afhængig af heroin. Senere blev hun sigtet for salg af 3,5 kilo heroin. Heidis liv bouncede rundt mellem fængsel, institutioner og gaden.

Det var i 1980’erne på Vesterbro i København.

I dag bor hun i en lejlighed i Søborg. Da jeg første gang besøger hende - nogle måneder før Ukraine-turen - ligner hendes hjem et kontor for opklarende politiarbejde. Avisudklip, domfældelser, breve og dagbogsnotater ligger spredt ud på både spise- og skrivebord, og Heidi har købt berliner-basser til os.

- Det er hele mit liv. Dokumenteret sort på hvidt, siger hun med en hæs stemme, der virker hård og skrøbelig på samme tid.

Hun har ikke fundet det frem til mig. Heidi er i gang med at skrive en bog om sit liv kaldet “Bare et gadebarn”.

Jeg får lov til at læse starten:

“Skal vi lave et bankrøveri?

Vi sad på græsplænen foran den lille kinagrill, som lå i forlængelse af centret. Indimellem sneg lugten af friture sig ud ad døren. Det var forår, så solens stråler var begyndt at varme og græsset havde nu fået en lysegrøn farve. Jeg løftede hovedet og så over på Anja der havde kastet det spørgsmål ud, som gjorde at jeg nu skulle tage en beslutning, der kunne sætte rammen om resten af livet. En beslutning der gjorde at man kunne være fastlåst til skinnerne som en sporvogn, der bare kørte den forkerte vej.”

Lyden af en nøgle i hoveddøren afbryder os. Ind i lejligheden træder nødsporet i Heidis liv, forklaringen på, hvordan hun fik tilværelsen tilbage på skinner.

Hendes søn. Casper.

Den 18-årige dreng kysser sin mor på kinden og hilser på mig, mens han smiler til gulvet.

Da Heidi var i slut-20’erne, og hendes kæreste døde, flygtede hun væk fra det belastede Vesterbro-miljø. Hun kom til Fyn, fik børn, kæmpede sig ud af sit misbrug og tog en pædagoguddannelse.

- Jeg har altid været skrækslagen for, at mine børn skulle opleve dét, som jeg har oplevet, siger Heidi om hendes åbne krig med familiens sociale arv.

En krig, som hun ikke selv er sluppet uskadt fra.

- Jeg vil hellere dø oprejst her, end jeg vil ligge hjemme på sofaen og dø mentalt, siger hun, mens vi befinder os i en anden krig.

Ukraine-krigen.

Vi er på vej fra Kyiv til Dnipro af store motorveje med foruroligende få biler. Det regner så meget, at vinduesviskere på fuld styrke dårligt kan skabe sigtbarhed, mens Heidi åbner op om noget, der også er svært at gennemskue.

Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

- Det er som om, at alle dine sanser er på overarbejde. Og bang. Så lukker de ned. Og så kan jeg ingenting. Som i ingenting.

Som en landmine af traumer eksploderede det hele i hovedet på hende for to år siden. Hun var kommet til at køre forbi sit barndomshjem i Værløse, og pludselig var det som om, at hun kunne høre skrigene, mærke angsten og genkalde politiets bank på døren.

Efterfølgende stoppede Heidi med at spise og komme ud ad sin egen dør. Hendes søn levede af fryseretter og pizza.

Mareridt stjal hendes nattesøvn, og når hun vågnede med sved og hjertebanken, følte hun ingen lettelse.

- Det var ikke kun en ond drøm, at min ekskæreste døde. Det skete jo i virkeligheden, siger hun.

Fantasi, minder og virkelighed begyndte at flyde sammen, men så skete der noget, som stjal Heidis fokus: Uskyldige familier på flugt ud af et krigsramt, snedækket Ukraine.

- Der var et eller andet, som triggede mig, da jeg så den strøm af mennesker. Måske fordi jeg selv har sovet i opgange i frostvejr. Det mindede for meget om noget, jeg har prøvet.

De første gang kørte hun selv til Ukraine. Siden har hun under forskellige foreningers faner været på 10 ture. Tættere og tættere på krigens front. Jo varmere det bliver, des mere roligt føles det i Heidis hoved, forklarer hun.

- Under ekstreme situationer slår min autopilot til. Jeg tænker mere i køen i Netto, end jeg gør, når jeg kører til Sloviansk, siger hun.

En sirenelyd hyler i lommerne på både Heidi og rejsemakkeren Bellator Danie, da vi er i Dnipro. Det er en ukrainsk forsvars-app på deres mobiltelefoner.

“Opmærksomhed. Søg mod den nærmeste shelter. Dit overmod er din svaghed,” lyder advarslen på engelsk.

Russiske raketter er på vej ind over Dnipro-regionen, men på gader og stræder er der ingen panik at spore.

Ukrainerne er vant til luftalarmer.

- Prøv at tænk på at leve i det her hver dag. Vi andre kan bare lige holde vejret, og så er vi hjemme igen, siger Heidi.

Hun og resten af gruppen ankommer til et felthospital, hvor nødhjælp skal læsses af.

Heidi er på fornavn og kram med de fleste. En ukrainsk mand med trætte øjne, en smøg mellem læberne og militærmærker på skuldrene tager hun en selfie med.

Han hedder Rostyslav Vynar og er hospitalsdirektør på stedet.

- I Krim-krigen fra 2014 og frem var jeg soldat. Nu er jeg for gammel, så nu behandler jeg soldaterne, siger den 61-årige mand.

På spørgsmål om krigens gang svarer han først med et dybt suk.

- Det er meget svært. Vores folk er trætte, siger han, før han finder gloserne fra drejebogen frem:

- Men vi er spydspidsen for hele den vestlige civilisation. Vi forstår, at vi er nødt til at kæmpe, siger Rostyslav Vynar.

Imens svinger Heidi pisken over de seks frivillige fra organisationen "Together We Are Stronger". En fyldt liftbil med hospitalsudstyr bliver tømt over i indgangshallen, flere billeder knipses, og Heidi udspørger hospitalsdirektøren om, hvad de ellers mangler.

- Til næste gang vi kommer, siger hun.

I morgen kører hun og Bellator Danie alene videre.

Turen til Sloviansk er for farlig til at hun vil risikere nogle af de andre frivillige.

Med hjelme og skudsikre veste på - og Voulez-Vous på hovedet - er vi på vej fra Kharkiv til Sloviansk. Flere broer er sprængt i stykker, så enkelte stræk går igennem plørede skove og over improviserede tømmerflådelignende broer.

- I det mindste er det så tåget, at det nærmest ser ud som om, at nogen har smidt en røggranat, siger Bellator.

Hvorfor er det godt?

- Fordi så kan russerne ikke rigtig flyve med droner.

Med få kilometers mellemrum passerer vi advarselsskilte med dødningehoveder, der minder alle gennemkørende om, hvad det er, russerne har efterladt i det tilbageerobrede område: Landminer.

Ukraine er i dag det land i verden med flest nedgravede miner, og det er ifølge ukrainerne selv en af forklaringerne på, hvorfor modoffensiven går så trægt. Så længe man bliver på vejene, er man sikker, så da vi stopper for at lade vandet, tordner Heidi:

- Du pisser bag bilen.

Med samme bestemthed siger hun “humanitarian” med danskeraccent, og checkpoint efter checkpoint vifter os videre mod fronten.

- De tænker, ‘hvis I skal den vej, så er I sgu selv udenom det’, siger Heidi og griner en anelse forceret.

25 kilometer til Sloviansk. Et omstridt sted.

Tilbage i 2014 erobrede pro-russiske separatister den 100.000-indbyggere store by i Donetsk-regionen og holdt den i næsten tre måneder. Den ukrainske hær generobrede Sloviansk, men splittelsen forblev.

I juli sidste år evakuerede Ukraine byen før et forventet russisk angreb, men en fjerdedel af befolkningen nægtede at flytte sig. Nogle af dem bød en russisk invasion velkommen med åbne arme.

Åbne arme møder også Heidi, da hun ankommer til det aftalte mødested i Sloviansk: En rundkørsel med en guldbelagt ortodoks kirke.

- Hello, are you the soldiers, spørger hun og krammer en mand med fuldskæg og camouflagefarvet bøllehat.

Ingen har hverken hjelme eller veste på, og det er ikke til at mærke, at vi kun er 20 kilometer fra fronten.

Folk går rundt med kaffe og bagværk i hånden og sender lange, men venlige blikke mod de udefrakommende danskere.

Seks ukrainske mænd i militærtøj hjælper med at tømme lasten og smiler flere gange indforstået til hinanden over papkasserne, mens Heidi dirigerer dem.

"Together We Are Stronger" har pakket både tøj, pulvermad, energidrikke, tæpper, medicinsk udstyr og hundefoder til enheden.

Det hele tager en time, og så er vi på vej mod Kharkiv igen - med et helt andet humør i bilen.

Heidi siger med begejstring i stemmen, “det er derfor vi gør det”, før hun sender bunker af hjerter til sin søn Casper.

Dagen efter skal hun og Bellator Danie videre til Kherson. Så Odesa for at hente en urne fra en falden dansk ukrainekriger.

Vi taler lidt om hendes bogprojekt.

Har du overvejet at ændre lidt i vinklen og titlen på bogen? spørger jeg.

- Hvordan?

Måske du skulle kalde den “Mere end bare et gadebarn”.

Heidi svarer med stemmen, der både er hård og skrøbelig.

- Ahh det ved jeg ikke helt.