Nick Zimmermann blev ramt af en mavepuster, da han hørte nyheden.

Overfaldsmanden, der angreb hans partikollega og nære ven, Kenneth Kristensen Berth, viste sig at være på listen over borgere, der ansøgte om dansk statsborgerskab.

- Hele diskussionen om udlændingepolitik blev virkeliggjort. Jeg kæmper for Danmark og danskerne, men langt de fleste kender jeg ikke eller har noget forhold til. Men pludselig blev det meget personligt, fordi det handlede om en mand, jeg har kendt i halvdelen af mit liv, siger Nick Zimmermann og uddyber:

- Det ramte mig fandme personligt. Kenneth blev udsat for et groft overfald, og gerningsmanden endte i fængsel for det. Det sidder stadigvæk i ham i dag: De ville slå og stikke ham med en flaske, hvis ikke overfaldet var blevet stoppet, lyder det.

Et anonymt tip førte Dansk Folkeparti på sporet af gerningsmanden, der 21 år efter overfaldet var nævnt i et forslag, der skulle tildele ham og flere andre dansk indfødsret. Da det kom frem, blev det afvist.

Nick Zimmermann er dog ikke i tvivl om, at det er det værste, han har oplevet i sit første år på Christiansborg.

Og den nyvalgte DF’er har også en opsang med til de politiske kommentatorer og meningsdannere i en anden opsigtvækkende sag. Den kommer vi til.

- Nu skal de bare holde deres kæft, lyder det kontant fra Nick Zimmermann.

Hvad var din første målsætning, da du blev valgt ind?

- Det første var at rive noget asfalt hjem til Østjylland, fordi Østjylland har været forbigået i mange år.

- Og så er jeg sgu stolt af aftalen om arbejdspligt for arbejdsløse udlændinge. Jeg betragter det som en bekæmpelse af en dovenskabsepidemi, der har bredt sig i ghettoerne. Det politiske spor har jeg fulgt siden min tid i byrådet i Randers, siger Nick Zimmermann.

Hvad har du så ikke opnået endnu?

- Jeg har endnu ikke formået at ændre den store urimelighed, som findes i kommunerne og i det offentlige generelt. For mine tidligere kollegaer på Skejby sygehus, der arbejder som gaffeltruckførere og logistikoperatører, er det næsten umuligt at få lønforhøjelse på bare 500 kroner. Men når man rykker op i hierarkiet og bliver chef eller direktør, så åbnes der bogstaveligt talt en ladeport af bonusser, fratrædelsesordninger og kaviar. Det er simpelthen dybt urimeligt, siger Nick Zimmermann.

Den 4. december annoncerede regeringen og arbejdsmarkedets parter et lønloft for offentligt ansatte på 6,8 milliarder til udvalgte grupper.

Finansminister Nicolai Wammen gjorde det samtidig klart, at det var tale om en engangsforestilling.

Men ifølge Nick Zimmermann bør det ikke være tilfældet. Og det er noget, han agter at kæmpe for i de kommende år.

- Jeg havde gerne set det var med i aftalen. Der er over 1600 mennesker i kommunerne, der tjener en million kroner om året. I mellemtiden kan andre ikke engang få del i kommunernes massageordning. Der er altså noget fuldstændig pilskævt, og der er simpelthen blevet for stor forskel på ganske almindelige medarbejdere og på chefer og direktører i det offentlige, siger Nick Zimmermann.

Ligesom der er én dag, der skiller sig ud i hukommelsen som den værste, er der også en dag, der står klart som den bedste på Christiansborg.

Nick Zimmermann havde ikke lukket et øje natten før, og var mødt tidligt op på sin kollega Alex Ahrendtsens kontor for at følge med på TV 2 News.

Som tiden gik, og det afgørende øjeblik nærmede sig, voksede nervøsiteten, selvom han følte sig sikker på, at det ønskede resultat ville indfinde sig.

Og endelig, da uret viste 11.02, kom forløsningen.

- Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, der gik igennem mig. Det var simpelthen fantastisk, fortæller Nick Zimmermann.

Det var dagen, hvor Morten Messerschmidt blev frikendt i Meld- og Feld-sagen, en sag hvor han stod anklaget for svindel med EU-midler.

- Jeg mærkede en bølge gå gennem hele min krop. I det øjeblik tænkte jeg virkelig 'F.U.C.K' – nu kan Dansk Folkeparti for alvor komme ud over rampen.

Selvom glædesrusen var stor, sidder Nick Zimmermann stadig tilbage med ubesvarede spørgsmål og en følelse af, at der er behov for selvransagelse blandt meningsdannere og politiske kommentatorer.

- Alle de såkaldte eksperter og kloge hoveder har gjort alt, hvad de overhovedet kunne, for at mejsle Morten ned i alle de år. Mange politiske kommentatorer og meningsdannere havde allerede dømt Morten, nu skal de bare holde deres kæft, fortæller Nick Zimmermann og uddyber:

- Jeg forventer ikke, at de ringer og undskylder til ham. Men det ville da være rart, hvis nogen ville stå frem og indrømme, at de var for hurtige på aftrækkeren, siger Nick Zimmermann.

Men var du selv overrasket over han blev frikendt, nu hvor den første dom i byretten dømte ham skyldig, inden dommeren blev erklæret inhabil?

- I dagene op til var jeg ikke nervøs, for jeg har hele vejen igennem haft en stærk tro på, at Morten ville blive frikendt. Men jeg må indrømme, at i minutterne lige inden domsafsigelsen, der bankede mit hjerte altså ret hurtigt, indrømmer Nick Zimmermann.

Der er som regel høje seertal i vente, hvis man som skuespiller bliver en del af en tv-julekalender, som fylder skærmene i bedste sendetid i december. Avisen Danmark har plukket nogle af de største julestjerner ud og set nærmere på, hvad der siden skete i deres liv i og udenfor rampelyset.

Hvis du næste år skal betale penge tilbage i skat, er der nu kommet en endnu bedre grund til at sørge for at få den betalt hurtigt.

Skat har nemlig netop fastsat rentesatserne for næste år, og de byder på en markant stigning i renten for restskat.

Hvis man skylder penge til staten, når skatteregnskabet for 2023 bliver gjort op ved årsopgørelsen, skal man næste år betale en dag-til-dag rente på 5,5 procent om året. Den stiger fra 1,7 procent. Hvis man ikke får betalt sin restskat inden den 1. juni stiger renten til 7,5 procent.

- Det, man skal betale for den skat, man skylder, er steget noget betydeligt. Så det er bare om at komme af med den, siger Ida Moesby, som er forbrugerøkonom hos Nordea til TV2.

Renteudgiften kan ikke som ved for eksempel de fleste lån trækkes fra i skat.

Skat sætter til gengæld også renten op på de penge, du får tilbage, hvis du eventuelt har betalt for meget i skat. Her er renten dog fortsat noget mere beskeden - den stiger til 0,8 procent, efter den i en periode har ligget på nul.

Renten skal betales løbende fra 1. januar 2024, så det kan være en god idé at kigge sit skatteregnskab igennem inden nytår.

Ifølge revisionsfirmaet PwC bør man overveje at betale med det samme i stedet for at vente på årsopgørelsen, der normalt kommer i marts, hvis man forventer at skulle betale restskat for 2023.

- Selvom det kun kan blive et skøn over indkomst og fradrag for 2023, da året ikke er afsluttet, er det for de fleste bedre at indbetale den forventede restskat og dermed undgå rentetillæg. Senere kan det eventuelt være relevant at følge op med en yderligere indbetaling, når restskatten mere præcist kan opgøres i begyndelsen af 2024, udtaler Søren William Bech, der er skatteekspert i PwC, i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at langt de fleste vil kunne spare penge ved at betale sin skat hurtigt.

- Står der penge på en bankkonto til for eksempel én i rente, og får du en restskat for 2023, kan det betale sig at indbetale restskatten så hurtigt som muligt, da dag-til-dag-renten er højere end for eksempel bankrenten. Betaler du restskatten inden den 31. december, sparer du rentetillægget. Omvendt hvis restskatten skal finansieres ved træk på kreditten, så er det ikke sikkert, at det er den bedste løsning, udtaler Søren William Bech.

Sidste år fik 3,8 millioner borgere penge tilbage i skat, mens 800.000 skulle betale restskat.

Om natten er Trine Gadeberg vågnet med en stærk følelse af sorg indeni. Få dage forinden er hendes datter fyldt 25 år, og det har været en lykkelig fejring. Alt er egentlig godt.

Men her i nattens mørke med de tidlige, søvndrukne timers evne til at rive alle forsvarsværker ned mærker hun sorgen over det tabte. Alt det, der ikke længere er og ikke kommer igen. Længslen efter bare fem minutter med en toårig i armene.

- Det er også en del af at være det sted i livet, som jeg er nået til, fortæller hun i telefonen, mens bilens GPS kommer med de første anvisninger om ruten fra hjemmet på Amager til gymnasiet i Hobro, hvor hun senere om aftenen skal give koncert.

Timerne på små og store veje, hvor hun bevæger sig fra landsdel til landsdel for at optræde, er efter mange år blevet så meget en vane, at hun savner at sidde i en bil, når der er pause i opgaverne, fortæller hun og griner, så man selv over en lidt ustabil mobilforbindelse fornemmer det sprudlende væsen, der også bor i den snart 55-årige sanger og skuespiller.

Her godt og vel halvvejs i hendes liv går sorg og sårbarhed og sydgående bryster nemlig hånd i hånd med legesyge, kampgejst og løsgående livsappetit, og det er en kompleks størrelse at være rykket ind i 50’erne og ind i overgangsalderen, forklarer hun.

Netop derfor takkede hun ja, da hun blev bedt om at være med i DR’s nye miniserie ”Velkommen til overgangsalderen”. Her sætter en række kendte kvinder ord på det særlige sted i livet, hvor en god portion kvindelige kønshormoner siger tak for nu og efterlader mange med en perlerække af symptomer, der strækker sig fra det småirriterende til det næsten invaliderende.

Det er også derfor, at hun tager sig tid til samtalen, mens bilen skærer sig tværs gennem landet.

- Jeg synes jo, at hvis man har en stemme, skal man bruge den. I mange år brugte jeg den ikke, men i dag tænker jeg: ”Hvad er det værste, der kan ske?” Nogle synes måske, jeg er irriterende, og hvad så? Andre synes forhåbentlig, at det, jeg deler, kan hjælpe dem, og jeg vil gerne fortælle om alt det, alderen og overgangsalderen kommer med. Det svære og udfordrende, men også dagene med buldrende lykke.

Et bagholdsangreb i slowmotion. Sådan kan man måske bedst beskrive Trine Gadebergs oplevelse af at blive ældre og komme i overgangsalderen.

De små, næsten umærkelige ændringer i starten blev knap nok registreret og i hvert fald ignoreret, husker hun.

- I en del år forsøgte jeg nok at snyde mig selv og skubbede ubevidst de første tegn på, at jeg var blevet ældre, væk, og længe forklarede jeg symptomerne på overgangsalder med alt muligt andet. Både da menstruationen stoppede, og hedeturene startede. Der har været undskyldninger nok, erkender hun og forklarer den indledende fornægtelse med både sit eget og samfundets blik på alder og modne kvindekroppe.

- I vores samfund må vi ikke blive gamle. Specielt i mit erhverv jagter man ret konsekvent ungdommen, og det har uden tvivl smittet af på min egen opfattelse af alder.

Hun husker, hvordan hun, der ellers altid har nydt den legende flirt fra scenen, begyndte at pakke den del af sig selv væk, for kan ældre kvinder flirte? Hun husker også, hvordan hun i en periode satte nogle billeder op af sig selv, som ikke var alderssvarende. Alt det rynkede blev sorteret fra.

Overgangsalderens ankomst var knap så konkret som rynkernes.

- For hvad er hvad? Når man når en vis alder, kan man selvfølgelig godt regne ud, at man sandsynligvis er på vej ind i overgangsalderen, men du kan ikke se, at nu daler østrogenniveauet. Samtidig ved du så lidt om det, for mange af os er elendige til at tale med vores relationer om det, siger Trine Gadeberg, der til sidst måtte erkende, at strategien med at fornægte alt det, der skete indeni og udenpå, ikke var videre bæredygtig.

- I stedet besluttede jeg mig for at omfavne det. Rynkerne. Den slappe hud. Knæene, der driller, og kroppen, der har brug for mere søvn. Bevidstheden om, at nogle døre er lukkede. Og det har bragt vigtige erkendelser med sig.

For nylig var Trine Gadeberg ude for at købe tøj, og den unge kvinde i butikken fandt en trøje, som hun mente ville passe hende. Trøjen var fin, men den gik op i halsen.

- Og så gik jeg ellers i gang med at forklare hende, hvordan dét virkelig ikke går, når man har hedeture, siger Trine Gadeberg, der tog sig selv i at drible en større samtale om overgangsalderen i gang og toppe den med et ”det kommer også til dig en dag”.

Hun nævner hverdagshændelsen som et eksempel på den ambivalens, der følger med den samtale om overgangsalderen, som hun finder så vigtig.

- For hvornår skal vi egentlig starte den? Sådan en ung kvinde skal jo ikke gå og tænke på den dag, hun - måske - får hedeture. Og jeg ved heller ikke, om det giver mening med en forberedende samtale hos lægen, der kan fortælle, at ”nu er du der nok snart”. Det er virkelig ikke fedt at gå og vente på, at det begynder at gå den anden vej, siger hun og er altså endnu ikke landet på en færdig holdning til, hvornår vi skal begynde samtalen.

Men at samtalen skal tages på et tidspunkt, er hun ikke i tvivl om. Ikke mindst fordi hun i dag selv har stor glæde af at spejle sig i andre og lade sig inspirere af andre kvinder.

- Jeg løber for eksempel på stranden, så ofte jeg kan, og her møder jeg en gang imellem nogle ældre kvinder, der også løber. Og hvis de kan, så kan jeg også. Men jeg presser den ikke så meget, som jeg har gjort tidligere. Nu sætter jeg mig nogle andre mål. Det handler ikke om, hvor langt jeg løber, men om, at jeg løber og nyder naturen omkring, siger hun og understreger, at man godt kan omfavne sin alder og samtidig stræbe efter at være den bedst mulige udgave af sig selv. Også fysisk.

- Og hvis jeg ikke kan løbe mere, må jeg finde en anden form for sport, jeg kan. Jeg gider ikke sidde i et hjørne og forfalde.

Det er efterhånden en del år siden, at Trine Gadeberg forelskede sig i Kasper Le Fevre, og det er ni år siden, de blev gift. I dag har de ikke bare fælles adresse, men er i lange perioder også tætte kolleger. Det er blandt andet ham, der skriver teksterne til hendes populære figur Pelle - en lille fiktiv dreng på fem et halvt år, der har et skarpt blik for verden omkring sig.

Der er tryghed, fortrolighed og kærlighed i deres relation, men alligevel sneg der sig til Trine Gadebergs store overraskelse en følelse af skam ind i forholdet til hendes mand.

- Kasper er 12 år yngre end mig, og jeg blev pludselig bevidst om, hvor langt der er til 54 år, når man er 42. Der har været en sorg forbundet med følelsen af, at han måske ville begynde at se anderledes på mig og tænke, at det er ufedt med sådan en gammel kvinde som mig, der har brug for at sove i et iskoldt soveværelse, og som i øvrigt bare gerne vil sove eller sidde og hygge sig med en rejemad.

Den slags tanker ”bøvlede” hun en del med, som hun udtrykker det. Lidt af frygt for, hvad der ville komme frem, hvis hun tog samtalen. Lidt fordi hun stadig selv famlede og forsøgte at finde ud af, hvad der var op og ned på den forandring, der var ankommet til hendes liv.

Men en dag kunne hun ikke længere forsvare tavsheden.

- Og så satte jeg mig ned og sagde det, som det var: ”Jeg tror, jeg er i overgangsalderen.” Det føltes helt enormt sårbart, men det viste sig at være så godt … og det har været rørende at opleve den omsorg, han er gået til det med. For eksempel er han god til at se, hvornår jeg har brug for, at altandøren lige bliver åbnet lidt, fordi jeg er ved at blive blæst omkuld af varme indefra.

I det hele taget er det, som om de senere år har bragt parret endnu tættere sammen, siger hun.

For en håndfuld år siden mistede de begge med få måneders mellemrum deres mødre, og i sommer blev Trine Gadeberg ramt af symptomer, der inden den endelige diagnose åbnede en sprække ind til et frygtsomt ”hvad nu, hvis det er livstruende”. Det var det ikke, men forløbet og tabet af deres mødre har fået dem til at rykke endnu tættere sammen i bussen, fortæller hun.

- Der er flyttet en sårbarhed ind, fordi vi så inderligt ønsker at blive gamle sammen, men det betyder også, at vi virkelig værdsætter alt den tid, vi har. Det er det, vi har, der betyder noget. Ikke, hvordan andre ser på mig.

Man kan ikke trække en lyserød fortælling ud af hedeture, knirkende knæ og følelsen af tab.

- Jeg ville virkelig gerne være overgangsalderen foruden, understreger Trine Gadeberg.

- Men, tilføjer hun og lægger trykkene i den efterfølgende sætning, så man forstår, at det er vigtigt:

- Jeg vil fandeme ikke være livet foruden, og hvis overgangsalderen er et vilkår, må jeg tage det med i kufferten - og huske at kigge op og ud og ind og hen.

For ja, det er smerteligt at flytte ind i en alder, hvor tab er et vilkår. Forældre dør, børn flytter hjemmefra, og drømmen om en hovedrolle i ”Chicago” forbliver måske kun en drøm.

- Og jeg får tanker som, ”hvor mange hunde kan jeg nå at have?”

Men inden følelsen af konstant afvikling flytter permanent ind, løfter hun blikket og ser sin far i øjnene og finder inspiration i dét blik, der altid har spejdet efter mulighederne. Selv her i en alder af 81 år lægger han jævnligt nye slagplaner, for hvis man ikke længere kan køre bil og ikke engang en scooter, så kan man vel anskaffe sig et rejsekort og tage på eventyr med den offentlige transport.

- Det er jeg meget inspireret af. Vel er der ting, jeg ikke kan mere, men hvad kan jeg så, og hvordan kommer vi videre, siger hun og fortæller, hvordan de jævnlige optrædener rundtomkring på landets plejehjem også fungerer som en vigtig påmindelse om, hvor privilegeret hun er.

- Her står jeg foran mennesker, der måske har ganske få år eller kortere tid tilbage af livet, og de kan ikke længere tænke på alt det, de gerne vil nå. For dem vil det på mange områder være for sent, og de må i stedet glæde sig over alt det, de har opnået. Jeg har derimod stadig mulighed for at gøre en masse ting, som jeg, når jeg bliver lige så gammel som dem, kan se tilbage på med glæde.

Så med rynkerne og hedeturene og bevidstheden om en kortere tidshorisont er der kommet små gaver i form af livsforandrende indsigter, siger hun.

- Jeg tror aldrig, jeg før har tænkt så meget over, at jeg er her lige nu og her. Og det er rigtigt, at tiden går hurtigt og er kostbar, men ved du hvad? Man kan dæleme også få meget ud af hver eneste dag.

Sammen med kollegerne Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch har Trine Gadeberg podcasten ”Mens vi strikker”. Hver uge mødes de tre og strikker, mens de taler om alt fra garn og teknikker til vinterbadning og venskaber.

For nylig rundede samtalen det, der flytter ind i livet, når man er blevet 50 år. Mere fordybelse og nye indsigter for eksempel. Og en velgørende fandenivoldskhed.

- Alt det, man ikke turde, da man var yngre - af alle mulige årsager og måske mest af alt på grund af frygten for at fejle - vover man nu at springe ud i. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg ikke vil bruge de næste 30 år på at være stejl, siger Trine Gadeberg.

Derfor har hun bid for bid begivet sig ud i hjørner af livet, som hun i årtier har tænkt ikke var noget for hende.

- For eksempel brød min mor sig ikke om katte, og det blev til sådan en fortælling om, at ”vi er ikke kattemennesker”, men tænk sig, det var jo min mor og ikke mig. Så jeg har fået en kat, og jeg elsker den over alt på jorden.

Engang var hun flyskræk - og er det egentlig stadig. Men sitrende uro bliver overtrumfet af ønsket om at opleve verden med dem, hun elsker.

Samme ”fandeme om det skal stoppe mig” fik hende for få år siden til at vove sig ud i havet. I første omgang bare til anklerne.

- I 9. klasse blev jeg holdt under vandet af en, der syntes, det var sjovt, og jeg havde ikke badet siden, ikke engang et lille dyk, fordi jeg var så bange for det. Men så en dag i 2019 tænkte jeg, at det jo ikke gik. Så jeg startede med at gå ud til anklerne, så knæene og så maven, og i dag bader jeg året rundt og laver hovedspring. Alt det, jeg ikke tør, ser jeg i dag nærmest som en opfordring til at prøve, og det forunderlige er, at det trækker mig væk fra den tristhed, jeg ellers kan gå rundt med en gang imellem, siger Trine Gadeberg, der også har opdaget, at hendes grænser har flyttet sig.

- Jeg har aldrig brugt kræfter på at være sur, men jeg er blevet endnu hurtigere til at flytte mig fra ting eller mennesker, der trækker mig i en dum retning.

I 2017 kom en lille dreng ved navn Pelle til verden. Han var fem et halvt år ved ankomsten og var i virkeligheden en slags bror til figuren Svend-Bent, som Trine Gadeberg fandt på i slutningen af 1980’erne, da hun arbejdede som pædagogmedhjælper og opsnappede guldkorn fra børnene i institutionen.

Siden ankomsten har Pelle været en populær og vigtig følgesvend for Trine Gadeberg, der finder ham frem til alt fra julefrokoster til revyer og også har givet ham en Youtube-kanal, hvor han i øjeblikket har sin helt egen julekalender.

Hun kalder det ”en gave” at få lov til at lave Pelle, der ufiltreret fortæller, hvordan han oplever verden omkring sig, og med sin barnlige appetit på alle goder i livet minder os om, at goderne findes.

- Pelle er en gave, fordi han er med til at holde mit eget indre barn levende, og det er ikke givet, for ofte mister vi kontakten til barnet, i takt med at vi bliver voksne og får mere ansvar, siger Trine Gadeberg, der også lader sig inspirere af den lethed, som Pelle går til alle problemer med.

For eksempel kan man i julekalenderen den 1. december se ham sidde med en chokoladejulekalender og minde sig selv om, at man kun må åbne én låge om dagen.

”Så må man ikke åbne flere,” siger han, da første stykke chokolade er spist, og åbner endnu en låge … og en til, indtil alle låger er åbnet og 24 stykker chokolade ligger i maven - bortset fra det, der sidder om munden.

For Trine Gadeberg er det et godt billede på, hvordan man som voksen kan tænke, at det skal man da ikke og ”hvad så med i morgen?”, mens Pelle formår at gribe nuet og nyde det.

- Og måske er det sådan, vi skal huske at leve vores liv en gang imellem. Det ligger så dybt i os, at man skal yde, før man kan nyde, og gem nu det bedste til sidst. Men hvorfor egentlig? Nogle gange skal vi tage det bedste først.

- Prøv at se det her.

Et pegerfingertryk på play starter en video filmet med rystende hånd. Den viser mænd på rad og række i militærtøj, som gør honnør. Men de ligner ikke soldater. Håret er for gråt og tyndt, maverne for runde.

- Jeg optog det i dag, fordi jeg var rasende, siger manden med telefonen.

Han er dansker og kalder sig for “Micha”.

Blikket er gennemborende, tænderne sammenklemte, og ryggen rank som et bræt. Han ligner en Action Man-figur.

Omkring os suser biler forbi.

Vi står på en rasteplads et sted mellem Kharkiv og Dnipro, på tærsklen til den ukrainsk vinter, men midt i en krig, som længe har været fastfrossen.

Vi er her for at give Micha en skudsikker hjelm.

Together We Are Stronger - den danske forening, som avisen har fulgt til den ukrainske front - har skaffet ham den 3.000 kroner-dyre hovedbeklædning.

“76 bekræftede kills i Ukraine” har Micha under bæltet, fortæller han. Endnu flere i Sydamerika og Afrika, hvor han har arbejdet “for karteller og alt muligt andet dumt”.

Nu hjælper han den ukrainske hær med at træne nye rekrutter. “For sin egen frelse”.

- Men det er op ad bakke, siger han, mens videoen på hans iPhone kører.

- Se nogle små flødeboller! Det er sørgeligt. De gør det, så godt de kan, men de er overhovedet ikke motiverede til krig.

Han speedsnakker, ryger aggressivt og bladrer i sit fotoalbum.

- Første, anden og tredje bølge var ‘fitness-ukrainerne’. De var klar på krig. Men nu er vi kommet til fjerde, femte og sjette bølge.

Han tager en hård indånding med næsen, som et suk uden at åbne munden.

- Forestil dig at træne traktormekanikere op til krig.

Hans personlige drabstal, træningsanekdoter og baggrund er vanskelige ting at verificere, men hans billeder og video efterlader ingen tvivl om, at han spiller en aktiv rolle i krigen.

Historierne om den ukrainske rekrutteringskrise er heller ingen hemmelighed.

Landet er ved at løbe tør for krigsvillige mænd.

I ugerne efter Vladimir Putins invasion meldte hundredetusindevis af ukrainere sig til hæren. Kendisser og jævne folk, der havde en ting til fælles: Bankende patriotisme.

Landmænd, borgmestre, stjerneadvokater og akademikere stod skulder ved skulder, klar til at forsvare deres land mod russerne, mens en hel befolkning syntes at gå i gang med at producere hjemmelavede molotovcocktails af flasker og gamle klude.

Nu er fortællingen en anden. Tusindvis af de unge og friske er faldne eller sårede, og ukrainske hustruer demonstrerer for, at deres mænd kan komme tilbage fra fronten efter 18 måneder.

Familier betaler angiveligt halve og hele livsopsparinger for falske lægeerklæringer, der fritager deres mænd for militærtjeneste.

Internettet er fyldt med eksempler på hårdhændede metoder, som tilsyneladende benyttes til at tvinge mænd i krig - fx er hele indkøbscentre blevet spærret af for at mobilisere ukrainere på handleture.

På Telegram - et krypteret, socialt medie - er der chatgrupper for forskellige ukrainske byer, hvor folk advarer hinanden, når “olivenerne” kommer. Ukrainsk slang for rekrutteringsofficerer i armygrønne uniformer.

Ifølge Financial Times er gennemsnitsalderen i den ukrainske hær nu 43 år, mens den lå på mellem 30 og 35 i krigens begyndelse.

- Vi har ikke mændene til at bruge alle de våben, sagde en af præsident Volodymyr Zelenskys nærmeste allierede til en journalist fra Time Magazine i november.

Ifølge den samme artikel føler den ukrainske præsident sig forrådt af Vesten. USA og dets allierede forsyner Ukraine med våben nok til at overleve - ikke nok til at vinde krigen, mener Zelensky.

Frontlinjerne rykker sig hvert fald ikke. Faktisk har Rusland erobret mere territorium end Ukraine i 2023.

I Sloviansk - 20 kilometer fra krigens front - møder vi ukrainerne, som kæmper i forreste geled.

- Mange brødre er døde, siger 25-årige Max via Google Translate.

“Brødre” er Max’ betegnelse for soldaterkammerater. Han har drengede, runde kinder med skægstumper, der ikke rigtig vokser sammen, men poserne under øjnene ligner nogen, som tilhører en, der er meget ældre end ham.

Mens de andre fra hans enhed tømmer den danske varevogn med nødhjælp fra Together We Are Stronger, viser Max mig øjebliksstumper af sit liv på sin iPhone.

Feriebilleder fra Cuba, Tyrkiet og Ægypten. Dimission som færdiguddannet tandlæge. Fester. En video af hans egen TV-redning som målmand på det lokale fodboldhold. En smuk kæreste.

Max lever et liv, som mange unge mennesker i Danmark kan spejle sig i.

Eller rettere sagt: Levede.

For efter den 24. februar 2022 skifter billederne karakter, som om et uhyggeligt krigsfilter trækkes ned over dem.

Nu er han ikke tandlæge, men paramediciner i hæren. Der er fotos af blodige og lemlæstede kammerater, som han lapper sammen. En video, hvor han kaster sig ned i en skyttegrav, mens det brager omkring ham. En bil fyldt med skudhuller.

- Min bil, siger han og viser mig så en sammenklippet actionfilm af hans enhed.

Med blitzende videoeffekt og techno-musik i baggrunden krydsklippes mellem rullende tanks, maskingeværsalver, ukrainske flag og bombeeksplosioner.

Max står og smiler - også da han bladrer over på et billede af en tilsyneladende død mand med en lyserød grise-emoji over ansigtet. Ved siden af sidder Max på hug.

- Russer, siger han til mig.

At det ligner en krigsforbrydelse, konfronterer jeg ham ikke med, men via oversættelses-app’en spørger jeg, hvordan han nogensinde vil vende tilbage til det gamle liv med ferier og fodbold og kæreste.

- Det bliver svært, medgiver han og skribler nogle flere ting ned på telefonen.

- Nu er det her mit liv. Min kæreste har forladt landet. Jeg slås med mine brødre.

Vi ved ikke, hvor mange mænd Ukraine har mistet i krigen. I det første års tid gav myndighederne sporadiske opdateringer på hærens tabstal, men sidenhen er de stoppet.

Antallet af dræbte og sårede er en krigshemmelighed.

Men med tanke på Max i Sloviansk melder sig også et andet spørgsmål: Hvor mange af de ukrainske mænd, som ikke bliver slået ihjel af krudt og kugler, overlever mentalt?

- Der vil være sindssygt mange, som ikke kommer tilbage til et normalt liv. Simpelthen fordi de får PTSD, depression og andre traumer, siger Lennart Schou Jeppesen.

Han er major ved Forsvarsakademiet i Danmark og specialist i soldaters motivation og psyke i krig. Han understreger, at han ikke taler ud fra undersøgelser af den ukrainske hær, men al erfaring med mennesker, som har været i krig i årevis, peger på, at efterregningen bliver dyr.

- Man snakker i den sammenhæng om nationale traumer. Det er så markant en krise, at det kan gå i arv i generationer og påvirke både opdragelse og selvforståelse, siger han.

Ifølge Lennart Schou er forråelse blandt soldater også et grundlæggende fænomen i alle krige, hvor døden bliver ens følgesvend - enten fordi man slår ihjel eller ser venner blive slået ihjel.

- Helt tilbage fra ruder konges tid er der eksempler på soldater, som går over gevind og overskrider de gængse regler, siger han og forklarer det som et gruppepsykologisk fænomen.

Følelser af vrede, frygt, angst og had til fjenden kan føre til en dehumanisering af “de andre” og selvbestaltede spilleregler for god moral. Krydret med en dårlig ledelse har det ført til at nogle af verdens bedst uddannede soldater - fx amerikanske og australske - har begået krigsforbrydelser, forklarer majoren.

- Det er også den slags handlinger, som ødelægger soldater mentalt, når krige er slut, hvis de ikke får talt ud om det. Nogle mister troen på, at de kan blive ‘rigtige mennesker’ igen.

Micha - den danske soldat, som vi mødte i starten af artiklen - lyder ikke som en, der skal tilbage til en leverpostejsfarvet dagligdag lige foreløbig.

På rastepladsen mellem Kharkiv og Dinipro viser han mig videoer af sine egne kampsituationer, som ligner noget fra Counter Strike eller Call of Duty.

Men det er ikke et computerspil. Det er rigtige mennesker. Levende og døde.

- Jeg har et par jobtilbud på hånden, når krigen slutter, siger han.

- Fra Afrika og Israel.

Et ægteskab igennem 15 år endte brat, da han drog til Ukraine.

Og han viser mig også en optaget videohilsen, hvor han ligger i en skyttegrav og siger farvel til sin 14-årige søn hjemme i Danmark.

- Der er droner i luften og kampvogne på vej der, siger han og griner.

Griner, fordi han på en eller anden måde overlevede den situation.

Hvilken forskel føler du, at du gør?

- Ikke en skid. Du kunne sende 100 danskere herned, og de kunne dræbe 100 hver, og det ville ikke hjælpe en skid. Russerne bliver ved med at sende folk.