Carsten Lind Pedersen holder en lille plasticbakke fyldt med en sortbrun masse, der mest af alt ligner kaffegrums, i sin ene hånd. Han kører sin anden hånd gennem grumset, og pludselig bliver det hele levende. Hundredvis af små, hvidlige larver kommer til syne, mens de vrider sig rundt mellem hinanden og grumset.

Faktisk er der i alt 70.000 larver i kassen, og grumset i massen er fras, den korrekte betegnelse for larvernes afføring. Larverne er klar til at blive rystet fri af frasen og efterfølgende blive "devitaliseret" eller "høstet", som er betegnelserne, der bruges om at slagte insekter.

Vi er på insektfarmen Enorm Biofactory, der ligger på en tidligere kyllingegård ved Hvirring vest for Horsens. Her bliver Nordeuropas og et af verdens største anlæg til opdræt af insekter onsdag officielt indviet. Det er også det første projekt i stor skala med insektopdræt i Danmark.

Med en samlet investering på godt en halv milliard kroner har virksomheden bygget en 22.000 kvadratmeter stor insektfabrik, der skal opdrætte 100 ton larver om dagen, når den er oppe at køre i fulde omdrejninger.

- Hvis man skulle sammenligne det her med en almindelig husdyrproduktion, så svarer det i biomasse til at producere 365.000 slagtesvin på ét sted, siger Carsten Lind Pedersen, der er direktør for Enorm Biofactory - og tidligere svinebonde.

Han står sammen med sin datter, Jane Lind Sam, i spidsen for det ambitiøse projekt, og han fortæller, at de helt bevidst har tænkt meget stort fra starten af.

- Vores vurdering er, at hvis vi for alvor skal gøre en forskel i forhold til at flytte nogle næringsstoffer og være en del af den cirkulære tanke, så skulle der noget volumen på som det, vi har her, siger Carsten Lind Pedersen.

På en blåtlysende skærm, der er koblet til det omfattende ventilationsanlæg, står der 33,7 grader og 46 procents luftfugtighed. Samtidig er der en ubehagelig, ram lugt i de dele af fabrikken, hvor der allerede er larver, der opfostres med organisk affald fra landbruget som foder. Med andre ord lugter der af bondegård - i et tropisk klima.

Ikke ligefrem et behageligt indeklima med menneskeøjne, men for lige præcis den sorte soldaterflue og dens larver er det helt optimalt. Den sorte soldaterflue lever nemlig normalt kun i tropiske egne, og derfor skal den have varme, fugtige forhold, og det er blandt andet derfor, at Enorm har valgt netop denne art. Det er nemlig lettere at varme lokaler op end at køle dem ned, og der bliver naturligt udviklet en masse varme i larvekasserne.

Larveæggene lægges i kasser med foder. Her klækker æggene, og de bittesmå larver spiser og vokser i syv dage. Så hældes de over i en ny kasse med et nyt læs foder. Her spiser og vokser de igen i fem dage, til de er fuldt udvokset. På dette tidspunkt har larverne mangedoblet deres størrelse, så hvad der begyndte som 25 gram æg er blevet til 100 ton larver.

Langt de fleste af larverne skal derefter høstes, mens en lille procentdel får lov til at forpuppe sig og omdanne sig til fluer, som så skal lægge nye æg, der skal sikre næste larvebestand.

De høstede larver skal omdannes til insektmel og -olie direkte på fabrikken. I første omgang skal produkterne bruges i foder i landbruget og i fiskeopdræt, hvor det kan erstatte importeret foder som for eksempel sojabønner, som er meget klimabelastende.

Enorm Biofactory blev stiftet i 2017 af Carsten Lind Pedersen, Jane Lind Sam og Lasse Hinrichsen, som siden har forladt projektet.

De første fire år gik med at etablere et forsøgsanlæg i mindre skala. Her er det lykkedes at lave et stabilt opdræt med 10 ton fluelarver om ugen, og herefter blev målet at etablere en kommerciel produktion i stor skala.

Det var Jane Lind Sam, der i dag er vicedirektør i Enorm, der i første omgang fik sin far med på projektet. For hende er målet at ændre verden.

- Jeg er jo en stop world hunger-pige, svarer hun uden tøven på spørgsmålet om, hvad hendes drivkraft er.

- Jeg kan ikke leve med, at der er børn, der lever i fattigdom og er sultne. Det er så uretfærdigt, og det er ikke okay.

Jane Lind Sam er overbevist om, at insektindustrien er et af svarene på verdens fødevare- og klimaproblemer.

- Jeg siger ikke, at Enorm Biofactory her på Hedelundvej kan lave om på det alene, men vi kan være med i en transformation, hvor man udnytter ressourcerne bedre, og hvor man gentænker vores fødevaresystem på en måde, som jeg tror på, kan gøre en forskel. Men det skal jo være én brik blandt rigtig, rigtig mange. Jeg tror på, at det kan gøre en forskel, siger Jane Lind Sam.

For hendes far er den umiddelbare motivation mere jordnær.

- Det er Jane, der har haft passionen og tanken helt fra starten af, men som gammel industriel svinebonde, var det mere ideen med at finde noget billig foder og lave et dyrt produkt - det må man kunne lave en forretning ud af. Men jeg må indrømme, at når man så begynder at arbejde med insekter og finder ud af, hvad man rent faktisk kan gøre med dem, så er det en helt ny verden, siger han.

Den gode forretning forventer Enorm fortsat at kunne lave. Målet er, at insektfabrikken skal levere en årlig omsætning på 200 millioner kroner og et overskud før skat på 50 millioner kroner.

Målet er på længere sigt at bygge flere tilsvarende fabrikker både i Danmark og udlandet.

Da Enorm startede op, var en væsentlig del af firmaets koncept at købe melorme i Holland og sælge dem som snacks med forskelligt krydderi.

Det var ifølge Jane Lind Sam "en helt forfærdelig forretning", og Enorm er nu gået væk fra tanken om, at vi alle sammen skal begynde at spise insekter som snacks til aftenkaffen eller som topping på salaten.

I den vestlige verden er det simpelthen bare for fremmedartet for de fleste at spise hele insekter.

- Det bliver ikke hverdagskost, siger Carsten Lind Pedersen, der betegner insektsnacksene som en gimmick, der var god til at skabe opmærksomhed om insekter som fødevarer.

Enorm har dog ikke opgivet ambitionen om, at deres larver skal ende på middagsbordet. Det bliver bare ikke som hele dyr, som for de fleste nærmere udløser et "ad" end et "uhm".

- Nu har vi en stor mængde. Den kan videreraffineres og udvikles. Så du skal ikke tænke på, at du spiser insekter. Du skal tænke på, at du spiser bæredygtigt, sundt protein eller fedt - og så vil du nok ikke tænke ret meget på, hvor det kommer fra.

- Vi kommer til at lave ingredienser. Det gør vi både til mennesker og til dyr.

Enorm Biofactory har allerede kig på flere mulige lokationer i udlandet til at bygge nye insektfabrikker.

Der er ikke så mange, der bruger ordet kvababbelse længere. Men her passer det perfekt.

Kvababbelse kan blandt andet betyde at have det skidt med noget. At have samvittighedskvaler og moralske anfægtelser.

Og præcis sådan har jeg det med "Breinholts julekalender", hvor værten Anders Breinholt, øl-eksperten Carsten Berthelsen og musikeren Søren Rasted i løbet af små seks timer smager på 24 forskellige øl og diverse snaps. Og naturligvis bliver fuldere og fuldere.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 860.000 danskere et overforbrug af alkohol. 585.000 har et skadeligt forbrug af alkohol, og 140.000 er afhængige af alkohol. Og så er der alle de pårørende, der også ufrivilligt rammes af misbruget.

Hvad hvis det var 24 forskellige slags cigaretter og cigarer, de tre herrer i studiet skulle vurdere? Ville vi også synes, at det var sjovt - velvidende, at røgen ligesom sprutten slår ihjel og ødelægger liv?

Nej, vel? For røg er umoderne, og nok kan man blive svimmel af den, men ikke fuld.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at se Breinholts julekalender". Deraf kvababbelsen.

Jeg har det med kalenderen som med julens store slikskåle. Jeg burde ikke kaste mere chokolade og marcipan indenbords, for det gør mig ikke noget godt på den lange bane. Men jeg gør det alligevel.

Skældsordene haglede over mig sidste år, da jeg skrev om "Breinholts julekalender" og argumenterede for, at det var forkert med et tv-program, der understøtter den danske drukkultur.

Jeg var for korrekt, for hysterisk, for adfærdsregulerende, for alt muligt.

Nu kan jeg selv tilføje et ord: Dobbeltmoralsk.

For det endte selvfølgelig med, at jeg så kalenderen færdig og ovenikøbet følger flittigt med i år.

Så er det indrømmet.

Jeg har dog stadig ret. Vi skal ikke hylde druk, blandt andet også fordi vi slet ikke tåler at drikke så meget - højst 10 genstande om ugen, siger Sundhedsstyrelsen. Og højst fire på én gang. 

Men realiteten er altså, at jeg ikke kan lade være med at grine af de tre herrer og deres festlige og underholdende kalender, som jeg kommer i godt humør af.

Jeg lærer retfærdigvis også lidt om øl.

Det er sjette gang, at vi kan se kalenderen. De fire første år var det under navnet "Natholdets julekalender" på TV 2. Siden sidste år har den boet hos Viaplay.

Her er masser af ritualer som samtidig øl-oplukning. Berthelsens ekstremt mobile øjenbryn og forsøg på at komme til orde. Breinholts rappe bemærkninger og småmobberier og Rasteds vittigheder og meget smittende grin. Men hvert år byder også på nyt.

I år får kalenderen for eksempel besøg af flere kendte, der har overraskende gaver med. Som Mick Øgendahl, der dukker op med en "Aqua vit" til Rasted (der jo var en del af bandet Aqua). Eller Preben Elkjær, der dukker op med en mistænkeligt udseende, italiensk julekage.

Der er bagvedliggende planlægning, men alligevel virker det hele så tilfældigt og skabt på stedet, hvilket i sig selv er en kunst.

Og ja, de drikker, de bander, de afbryder hinanden, og de bevæger sig ofte under bæltestedet. De er så  ukorrekte og skrupforkerte, og måske er det netop det, jeg modvilligt falder for.

Der kan være stor morskab i upassende opførsel.

"Breinholts julekalender". 24 afsnit af ca. 10 min. Viaplay.

Tog- og busselskabet Arriva Danmark blev i foråret solgt fra Deutsche Bahn til den tyske kapitalfond Murates. Nu kommer der til at ske en anden stor forandring i virksomheden.

Arriva skifter nemlig navn til Gocollective.

- Vi er meget stolte af vores nye navn. Gocollective fortæller i sin essens, hvad vi laver, og hvem vi er: En kollektiv trafikoperatør. Samtidig udstikker det en ny retning, mens det stadig bevarer det stærke DNA, vi har opbygget gennem årene, udtaler direktør Marianne Bøttger i en pressemeddelelse om navneskiftet.

Det kommer til at tage et stykke tid at udskifte logoer på tog, busser og uniformer, og derfor forventer Arriva først, at det nye navn bliver rullet ud i foråret 2024.

Arriva har omkring 2300 medarbejdere i Danmark.

Selskabet står for togdriften på en række regionale ruter i Jylland og på Fyn med 10 millioner passagerer om året, mens der kører Arriva-busser i hele landet. Arriva driver også de sejlende havnebusser i København.

Arriva drev i en årrække også delebiltjenesten Share Now i København, men for omkring to uger siden meldte Arriva ud, at man lukker Share Now. Det skete, fordi Arriva ikke ønskede at investere flere penge i delebiltjenesten, men i stedet ville fokusere på kerneforretningen, bus- og togdrift.

84-årige Ostap Susval er utilfreds med stort set alting ved tilværelsen lige nu, hvor vinteren er ved at bide sig fast på familiens lille landsted i Vestukraine. Ukraine nærmer sig to års-jubilæet for den fulde russiske invasion, og Ostap Susval er ved at have fået nok.

Nok af krig, nok af død og nok af, at hans familie altid skal hives i en militæruniform.

- I dag er Ukraine et testområde for alle store nationer. Hele verden er involveret her og tester deres våben her, men det er ikke dem, der dør her. Det er kun os ukrainere. Vores børn, børnebørn, oldebørn. Vi har brug for fred, fred, siger Ostap Susval, der påpeger, at Ukraine og landsbyen har været slagmark for utallige krige i de seneste 200 år.

Han viser Avisen Danmark rundt på den lille gård, hvor der er flere høns og en ko. To hunde står lænket ved gårdspladsen nær en blå traktor, der er familiens mest kostbare ejendom. Den er købt med de penge, som Ostap Susval fik af staten, da en af sønnerne faldt ved fronten tilbage i 2014, efter krigen brød ud i Østukraine i kølvandet på Maidan Revolutionen.

Ostap Susval vralter afsted på gårdspladsen, da han er født med for korte ben. Han siger, at det nok er den eneste grund til, at han ikke selv har været tvunget i krig i løbet af sit lange liv. Det er en beskyttelse, som ingen andre i familien har haft gennem generationer.

- Min farfar tjente i 1. verdenskrig, min far i 2. verdenskrig, min bror var i den sovjetiske hær under den kolde krig, og jeg har børn og børnebørn, som er eller har været i den ukrainske hær. Hele min families historie handler om krig, siger Ostap Susval.

- Jeg er ved at være godt træt af det hele, siger han.

Den russiske invasion af Ukraine har kostet tusindvis af soldater og civile livet. Der er ikke præcise tal for, hvor mange der er omkommet, men amerikanske embedsmænd har tidligere fortalt The New York Times, at USA anslår det samlede antal faldne og sårede russiske og ukrainske soldater til omkring en halv million. Embedsmændene tilføjede, at 18 måneders krig havde resulteret i omkring 120.000 døde russiske soldater og 70.000 ukrainske.

Dertil kommer et ukendt antal døde civile. Ostap Susval har endnu ikke mistet nogen af børnebørnene ved fronten, men han ved, at oddsene er ringe for, at de alle vil klare sig gennem krigen med livet i behold.

- Jeg elsker Ukraine. Jeg elsker Ukraine rigtig højt, men jeg mener, at vi kæmper alle andres krige. At prisen for vores land er rigtig, rigtig høj, forklarer Ostap Susval, der tilføjer, at Ukraine er fanget i midten af en storkrig mellem to supermagter.

For ham handler krigen meget lidt om Ukraine, men i stedet om et opgør mellem Rusland og USA. Han mener, at amerikanerne også har en rolle i krigen på grund af Natos udvidelser.

Han byder Avisen Danmark indenfor, hvor han serverer hjemmebagt brød, som svigerdatteren har bagt. Ostap Susval tager pølse, marmelade og dåsemakrel frem fra et lille skab ved køleskabet. En næsten tom flaske vodka finder også vej til bordet, for det hører med til en ukrainsk frokost, forklarer Ostap Susval med et smil.

Ostap Susval har boet i landsbyen hele livet, hvor der løbende er sket store omvæltninger fra velmagtsdagene under Sovjetunionen i 1960’erne til landets fald og fattigdommen, der fulgte i 1990'erne, indtil et nyt økonomisk opsving startede i Ukraine. I 2016 skiftede landsbyen navn fra Zhovtneve til Susval, opkaldt efter Ostaps faldne søn. Det er Ostap en stor modstander af. Han mener, at alle tager ejerskab over sønnens død.

- Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan gøre det uden først at spørge om lov, siger Ostap Susval, der har meget svært ved at se, hvorfor en persons død skal hyldes.

- Hæren ville ikke engang bringe hans lig hjem til os efter hans død. Vi skulle selv hente det. Han er en helt, men vi skal selv hente hans lig. Jeg har meget svært ved at forstå det med at kæmpe. Krig er forfærdelig. Det er aldrig kønt, siger Ostap Susval, der passer på med sine ord, da han er klar over, at folk kan blive vrede over hans holdninger.

På væggen i Ostap Susvals lille værelse hænger et billede af ham selv og hustruen, som døde for fem år siden. Han er siden flyttet ind hos en af sine sønner i et lille hus på deres landejendom. Han sover på en lille seng og fordriver tiden med at hugge brænde og sørge for dyrene. I garagen har han også en trehjulet scooter, så han kan komme rundt i byen.

Ostaps farfar blev født i 1883, da landsbyen var en del af det russiske imperium. I 1905 blev han mobiliseret til den russiske hær, som kæmpede mod Japan, og farfaren blev sendt til Manchuria, nutidens Kina, for at forsøge at stoppe japanerne. Det endte med et russisk nederlag. Farfaren kom aldrig i kamp, da krigen stoppede kort efter hans ankomst.

I 1. verdenskrig blev farfaren igen indkaldt til krig. Denne gang mod det Østrig-Ungarske Rige og Tyskland. Han blev taget til fange og tilbragte syv år i fangenskab.

- Min mor fortalte altid, at han kom hjem mere tyk, end han tog afsted. Så hans fangenskab har nok ikke været så slem. Men ellers ved jeg ikke meget, for han talte ikke om krigen, forklarer Ostap Susval, der siger, at alle billeder af farfaren er gået bort.

Landsbyen skiftede hænder flere gange under 1. verdenskrig. Først var den russisk, så under Østrig-Ungarsk kontrol og dernæst kortvarigt tysk. Da Ostap Susval blev født i 1939, var landsbyen polsk. Faderen var i den polske hær, da Sovjetunionen og Nazityskland senere samme år invaderede Polen og landsbyen Susval. Den kom på sovjetiske hænder, og faderen skiftede den polske uniform ud med den sovjetiske.

Ostap Susval fortæller, at faderen først blev taget til fange af tyskerne i starten af krigen. Dernæst blev han løsladt fra en tysk koncentrationslejr og fandt vej tilbage til den sovjetiske hær, hvor han faldt i slutningen af krigen nær den polske by Poznan. Ostap Susval har derfor aldrig rigtigt kendt sin far og voksede i stedet op med farfaren som forbillede.

- Jeg kan godt huske tyskerne, da de var her. De gjorde grin med mig. De sagde: “Kleiner, kleiner Junge mit den kleinen Beinchen”, siger Ostap Susval på klingende tysk.

Han siger, at tyskerne samlede jøderne og alle militærfolk omkring landsbyen og tvang dem til at grave deres egen grav, før de skød dem. Det er tyskernes brutalitet, der har formet Ostap Susvals kærlighed for et selvstændigt Ukraine, men også vreden mod Vesten, som ifølge ham er med til at skabe stor ustabilitet på verdensplan.

- Det ene øjeblik er vi russiske. Det næste øjeblik er vi polske, så tyske og så igen russiske. Så er vi ukrainske. Det hele skifter hele tiden. Vi er altid i skudlinjen, siger han og tilføjer, at familien også har måttet ændre stavemåden på deres efternavn gennem årene på grund af de skiftende besættelsesmagter og familiens skiftende nationaliteter.

Ostap Susval er glad for, at Ukraine fik sin selvstændighed i 1991, men han mener, at landet er blevet presset af Vesten til at provokere Rusland. Han er klar over, at hans holdning er kontroversiel i et Ukraine, der lige nu kæmper for dets overlevelse, men han slår fast, at Ukraine altid er kampplads for alle mulige internationale interesser. Det er landets skæbne, og det er bedre at acceptere udenlandsk indflydelse end at være i en uendelig krig.

- Og nu kæmper vi så igen mod Rusland. Min søn er død i denne krig, og fire af mine børnebørn kæmper lige nu i krigen. Jeg vil bare gerne have en fred. Vi skulle være i stand til at lave en fredsaftale, men jeg tror ikke, at vi får lov, siger Ostap Susval, der er imod, at børnebørnene kæmper, da han har fået nok af krig og mener, at det ingen nytte gør.

Han er enig i, at Ruslands invasion er forfærdelig. Krig er altid forfærdelig, forklarer Ostap Susval, der peger på sin egen familiehistorie som et eksempel. Han siger, at militæret nu vil have en af hans sønner ind i hæren på trods af, at han har brok. Den ukrainske hær afviser ellers, at de hiver syge ind i hæren, men det tror Ostap Susval ikke på.

- Nu vil de så også have ham i hæren, selv om det ikke giver nogen mening. Beskeden fra vores politikere er, at vi kæmper for fred, men jeg har svært ved at se freden, siger Ostap Susval, der mener, at det kan ende med, at alle dør for en fred, som måske ikke kommer.

- Jeg vil bare have fred. Jeg vil bare have fred, slår Ostap Susval fast.

- Vesten giver os våben, men de vil ikke selv komme og kæmpe for os. Jeres folk, jeres soldater kæmper ikke her. Vi kæmper. Vi bløder. Vores sønner, vores døtre, vores børnebørn bløder på slagmarken, og vi ved ikke, om de kommer hjem igen. Det er tid til fred, siger Ostap Susval, der er klar over, at det vil betyde et kompromis med Rusland.

En ny meningsmåling lavet af Gallup peger på, at 60 procent af ukrainerne støtter, at Ukraine kæmper, indtil sejren er i hus, mens 31 procent vil have forhandlinger. De sidste ni procent er hverken i den ene eller anden lejr. Da Gallup lavede en lignende måling sidste år, var det 70 procent af ukrainerne, der ville fortsætte kampen, indtil sejren er en realitet.

Det er muligt, at den ukrainske modoffensiv i år, som ikke har været i stand til at møde ukrainernes forventninger, har påvirket ukrainernes tro på sejren.

Den danske Hollywood-kendis Brigitte Nielsen begyndte sin karriere på podiet, som senere førte hende til filmlærredet og tv-skærmen.

Nu er hun tilbage, hvor Hollywood-eventyret i sin tid begyndte: på catwalken.

Brigitte Nielsen har netop gået show for det eksklusive franske modehus Balenciaga.

- Jeg starter forfra, siger Brigitte Nielsen i et interview med modemagasinet Vogue.

- Jeg er 60 år og er begyndt som model igen – hvem skulle have troet det. Det er et nyt kapitel i mit liv, og jeg omfavner det, lyder det fra den danske stjerne.

Brigitte Nielsens catwalkkarriere begyndte for alvor i 80'erne.

Her arbejdede hun som model for store mærker som Armani, Versace og Mugler. Hun stod også foran kameraet for berømte modefotografer som Greg Gorman og Helmut Newton, inden hun fik Hollywood-debut på biograflærredet i 1985 i "De frygtløse" over for Arnold Schwarzenegger og i "Rocky IV" over for Sylvester Stallone, som hun senere var gift med.

- I 80'erne skulle modeller være unge og slanke. I dag kan du være en kvinde i 60'erne og stadig være på catwalken. Mangfoldigheden af aldre og størrelser er så vidunderlig. Jeg tror virkelig, at det er det nye, siger hun.

- Jeg gik med selvtillid. Det er i bund og grund mit mellemnavn. Livet handler om at gå med selvtillid og mod.

Til Balenciaga-showet var Brigitte Nielsen iført sort rullekrave, sorte jeans og lårlange støvler. Et klassisk Brigitte Nielsen-look, konstaterer hun selv.

- Jeg elsker alt, der er strækbart og smyger sig om kroppen. Jeg vil gerne føle, jeg bliver krammet. Men jeg vil lige sige, at som 60-årig skulle jeg lige et øjeblik vænne mig til de 17 centimeter høje hæle, siger hun videre til Vogue.

- Helmut Newton har altid sagt, at man aldrig kan være høj nok. Plus, at der er ikke noget bedre end at få folk til at se op på dig, lyder det fra Brigitte Nielsen.

Balenciaga-showet var en stjernespækket affære.

Blandt tilskuerne, som overværede Brigitte Nielsen, var realitysuperstjernen Kim Kardashian og hendes modelsøster, Kendall Jenner, den oscarvindende skuespiller Nicole Kidman og andre velkendte celebrities som Salma Hayek og Eva Longoria.

Den er stadig rivende gal med forståelsen af, at med den nye ferielov slutter ferieåret 31. december, viser en undersøgelse, analyseinstituttet Norstat har lavet for fagforeningen Business Danmark. Den viser, når året om tre uger rinder ud, har hver tredje lønmodtager ikke nået at holde den ferie, de havde adgang til.

- Det er bekymrende, at mange ikke tager den ferie, de har ret til. Ferie er essentiel for at afstresse og genoplade, især set i lyset af at stress blandt danskerne ifølge "den nationale sundhedsprofil" har været stigende de sidste ni år. Dette burde være en klar indikation for både ansatte og arbejdsgivere om vigtigheden af at afvikle al optjent ferie, siger landsformand i Business Danmark Jens Neustrup Simonsen i  en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at 21 procent af dem, der ikke får afviklet ferie inden 31. december, når ferieåret slutter, ikke forventer at afvikle fire ugers ferie. Bare ærgerligt Sonny-Boy, så er der ikke meget at gøre, for risikoen er stor for, at pengene ender i Arbejdsmarkedets Feriefond.

Her vokser og vokser pengebeholdningen. I 2021 var den på 57 millioner kroner, året efter var den næsten fordoblet til 110 millioner kroner. Disse penge går til velgørende formål, så helt spildt er de ifølge Jens Neustrup Simonsen ikke, men:

- Ferieloven naturligvis sat i verden med det formål, at man får afviklet sin ferie, siger han.

Undersøgelsen er gennemført 14-24 november blandt et panel af 1266 lønmodtagere over 18 år.