På den gamle Skelby Præstegaard ved Gedser står Bella Hessellund og kigger ud over hele sin ejendom, de mange marker og heste, hvor hun sammen med sin mand har boet i årevis.

De seneste tre år har de drevet præstegården som en bed and breakfast, hvor de fleste af deres mange gæster har fundet vej til deres refugie via bookingportalen Booking.com.

Men i disse dage er Bella ked af det, fordi hun og manden netop har besluttet at sætte deres smukke landsted til salg. Ikke fordi de ikke vil bo der længere, men fordi de ikke orker at blive ved med at kæmpe mod Booking.com.

- Vi har haft en sommer, der på mange måder har knækket mig. Vi har haft mange gæster, som vi skulle tage os af og se glade ud over for, samtidig med at vi har skullet slås med Booking.com og kæmpe for vores penge, siger hun.

Bella og hendes mand er en af de mindre erhvervsdrivende, der fortsat er i klemme, efter Booking.com i løbet af sommeren lukkede ned for udbetalinger til en stor del af deres kunder.

Ifølge bookingportalen skyldtes det dengang "tekniske problemer".

I en periode omkring september i år betød det, at Booking.com skyldte deres danske kunder, hovedsageligt mindre overnatningssteder, flere millioner.

De 150.0000 af dem tilhørte Bella Hessellund og hendes mand.

Bella har derfor fulgt nøje med i ind- og udbetalingerne fra Booking.com, siden problemerne opstod i begyndelsen af sommeren 2023.

Ifølge hendes beregninger mangler hun stadig at få ca. 50.000 kroner.

Avisen Danmark har set alle fakturaer og korrespondancer, Bella Hessellund og hendes mand har haft med Booking.com. Dokumenterne indikerer en uoverensstemmelse mellem de beløb, Bella Hessellund har fået udbetalt, og de beløb, hun ifølge diverse oversigter burde havde fået udbetalt.

Oven i det er Booking.com nu begyndt at sende Bella og hendes mand opkrævninger på skyldige beløb, som ingen af dem kan forstå hvor kommer fra.

- Booking.com sender mig opkrævninger, fordi de mener, at de har udbetalt for mange penge til mig. Men det er det modsatte, der er tilfældet, og når jeg skriver eller ringer, hører jeg enten ingenting, eller også bliver jeg mødt af en arrogance uden lige, fortæller hun.

Senest har Bella opdaget, at de oprindelige fakturaer, hun online havde liggende på sin egen Booking.com-side, som beviser hendes tilgodehavender, er forsvundet.

- Jeg har heldigvis taget billeder af samtlige fakturaer løbende, så selvom Booking.com ændrer det hele, har jeg stadig beviserne på, at de skylder mig penge. Men da jeg ikke kan få fat i dem, er det jo ligegyldigt, lyder det frustreret fra Bella:

- Jeg forstår ikke, de kan finde på det. Det her er jo bedrageri.

Avisen Danmark har taget kontakt til Booking.com og forelagt virksomheden de påstande, som Bella Hessellund fremfører mod bookinggiganten.

Booking.com afviser dog at medvirke i et interview med Avisen Danmark, men har i stedet sendt et skriftligt svar.

- Vi har arbejdet ihærdigt på at løse de uventede problemer med forsinkede betalinger, der berørte nogle af vores partnere. Vi har forsøgt at kompensere partnere for den påvirkning, dette tekniske problem havde for dem og deres virksomheder - det var bestemt ikke den oplevelse, vi ønskede for vores partnere, skriver Booking.com og fortsætter;

- Med hensyn til partneren, du nævner, så har vi svaret dem, da de kontaktede os på vores e-mail for betalinger, og har siden talt med dem i telefonen, og vi kan bekræfte, at alle skyldige beløb nu er blevet betalt. Vi er dog i kontakt med partneren for at sikre, at disse betalinger også rent faktisk er modtaget - og vi vil fortsætte med at tale direkte med partneren, indtil sagen er helt løst.

Det forløb kan Bella Hessellund ikke genkende.

Booking.com har, ifølge hende, ringet til hende og lovet, at der nu vil komme styr på det hele. Efterfølgende har hun modtaget to fakturaer, som er identiske med to andre, hun tidligere har modtaget. Men hun har ikke modtaget nogen af de penge, som hun mener, at Booking.com skylder hende.

- Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket over det her. De lover hele tiden bod og bedring, men der sker intet.

Hele forløbet har taget hårdt på Bella Hessellund, der nu skal til at forberede et salg af hele præstegården i stedet for at gøre sig klar til en ny sæson med glade gæster.

- Når jeg slukker lyset kl. 23 om aftenen for at gå i seng, så rammer det hele mig. Alle bekymringerne og kampene. Og så er det ellers bare op igen kl. 5.30 næste morgen og agere, som om intet er hændt. Det er bare blevet for hårdt, siger hun og fortsætter:

- Vi kan godt klare os uden de 50.000 kroner, Booking.com skylder os, men jeg er nødt til at give op, for nu kan det ikke længere betale sig for os at drive en bed and breakfast, siger Bella Hessellund og påpeger, at hun og manden ikke bare kan vælge en anden bookingportal, fordi Booking.com sidder på det meste af markedet i Danmark.

Hele forløbet med Booking.com har fået EU-parlamentarikeren Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet op i det røde felt.

Hun har ad flere omgange forholdt sig til sagerne om Booking.com, og hun er også bekendt med Bella Hessellunds historie.

- Jeg bliver virkelig harm på de her menneskers vegne. Det her har stået på i månedsvis, og nu begynder jeg ærligt talt at tvivle på, om det kun skyldes tekniske problemer. Mangler de (Booking.com, red) penge, eller hvad er årsagen til, at der har været det her kaos, spørger hun.

Christel Schaldemose skal mødes med Booking.com om få uger, og hun vil nu også gå videre til EU-kommissionen for at få den til at kigge på, om Booking.com skal rammes af en mere restriktiv lovgivning.

Vil du begraves eller brændes? Og hvem skal være din værge, hvis du en dag ikke kan tage vare på dig selv?

Det kan være svært at få taget hul på en samtale om døden og den sidste tid. Men det kan også ramme hårdt ikke at have taget stilling, før det er for sent.

49-årige Trine Juul Axelsen fra Hobro har oplevet bagsiden af ikke at have taget den svære samtale med sin storesøster, inden hun døde.

Derfor satte Trine for nylig sine forældre stævne til en snak om døden. Sammen brugte de en formiddag på at udfylde adskillige formularer.

Hendes forældre er begge over 80 år, men de er friske både fysisk og mentalt. Derfor synes Trine, at det var vigtigt at få det gjort nu.

- De er ved at være oppe i årene, så jeg syntes, det var på tide. Det er vigtigt at få taget snakken nu, inden én af dem måske skulle blive syg eller dø, siger Trine Juul Axelsen.

- Min søster døde af kræft for ni år siden, og vi havde ikke taget en snak om døden, og heller ikke om hendes begravelse eller andet. Da vi skulle i gang med at lukke hendes konti og profiler ned - for eksempel Facebook og løbeapp - gav det bare kæmpestore problemer, fordi vi ikke havde hendes koder. Vi havde ingenting. Så derfor har jeg presset lidt på hos mine forældre for at få den snak, fortæller Trine Juul Axelsen.

For hendes mor, Birgit Vangsgaard Axelsen, var snakken også en lettelse. Det vender vi tilbage til.

I Landsforeningen Liv & Død mener sekretariatschef Vibeke Sonntag Larsen, at Trines snak med sine forældre er en rigtig god idé.

- Det lyder, som om det er til UG i karakterbogen. Det er de ting, vi anbefaler herindefra, siger hun.

Men det er ikke det normale at gøre.

En undersøgelse sidste år viste, at selvom 78 procent af danskerne mener, at det er vigtigt at tale om døden, var det et mindretal, der faktisk havde fået talt med deres pårørende og fået skrevet deres ønsker ned.

Ifølge Vibeke Sonntag Larsen er døden ikke decideret tabubelagt at snakke om, men der er en vis berøringsangst, fordi vi ikke vil gøre hinanden kede af det.

- Vi får det ikke gjort, fordi vi har svært ved at få taget hul på emnet. Altså, forældre vil ikke tale med deres børn om det, fordi børnene måske bliver kede af det ved tanken. Og børn har også svært ved at bringe det op, fordi hvordan griber man det lige an?

Det har Trine måske en formel på.

Hun tog sin computer med hjem til sine forældre en torsdag morgen i oktober. De satte sig ned omkring spisebordet, og så udfyldte de sammen adskillige formularer. Det tog omkring fire timer.

Først udfyldte de "Min Sidste Vilje", som er en formular om, hvilke ønsker man har til sin begravelse eller bisættelse. Det er brancheforeningen Danske Bedemænd, der blandt andet står bag den, og den indeholder spørgsmål om alt fra, hvilken kiste, man ønsker, til hvilket tøj man vil have på.

For det andet udarbejdede Trine og hendes forældre fremtidsfuldmagter, så Trine bliver deres værge, hvis de for eksempel bliver syge med demens.

Deres fremtidsfuldmagter mangler dog lige at komme forbi en notar for at være juridisk gældende.

For det tredje udfyldte Trine og hendes forældre også behandlingstestamenter på hjemmesiden Sundhed.dk.

Her tager man stilling til, om man ønsker livsforlængende behandling, hvis man bliver dødeligt syg og ikke selv kan tage stilling.

Også spørgsmål om organdonation fik de besvaret. Og så fik Trine og hendes forældre udvekslet kodeord med hinanden til blandt andet telefon, MitID og Facebook.

- Jeg har fået deres koder, og de har fået mine, og så ligger de gemt et sted, som kun vi er klar over, hvor er. Det skal bruges til at lukke konti og profiler ned, når de er væk engang, siger Trine.

Hvordan var det at tage den samtale?

- Det var faktisk okay. Der er mange, der har spurgt mig efterfølgende: ”Ej, hvordan kunne du gøre det? Og var det ikke forfærdeligt?” Men vi var egentlig helt rolige. Ikke, fordi vi sad og grinte af det, men det var ikke en trist samtale.

Trine fortæller dog, at det satte nogle tanker i gang - særligt om hendes søster, der døde af kræft.

- På et tidspunkt fældede vi også en tåre, da vi kom til at tale om hende, og fordi der var mange af tingene, som mindede os om hendes død. Det blev vi selvfølgelig berørte af.

Trine fortæller også, at hun blev berørt af tanken om en dag ikke at have sine forældre mere.

- Jeg fik tanken om, at jeg sandsynligvis ikke har dem 10-20 år endnu, så det var da en ubehagelig tanke at sidde med. Men selve samtalen synes jeg ikke var trist at tage, siger Trine Juul Axelsen.

Avisen Danmark har også talt med Trines mor, 81-årige Birgit Vangsgaard Axelsen, der ligeledes bor i Hobro. Hun fortæller, at det også for hende var en lettelse at få taget snakken.

- Jeg ved godt, at det er svært for mange at tale om, men det syntes jeg ikke, det var. Det var helt normalt, siger Birgit Vangsgaard Axelsen.

- Det var beroligende at få det ordnet. Nu ved Trine det hele. Så har hun også nemmere ved at kunne klare det, når den tid kommer, siger Birgit Vangsgaard Axelsen.

Hendes ældste datters død for ni år siden har gjort det lettere for hende at forholde sig til, hvorfor det hele skal være på plads.

- Vi kan jo se, hvor meget vi skulle igennem dengang. Det var ikke godt. Man skal få ordnet det, imens man kan. Så ja, det har vi fået gjort nu. Det er dejligt, siger Birgit Vangsgaard Axelsen.

Birgit Vangsgaard Axelsen har siden anbefalet andre at gøre det samme, fortæller hun.

- Vi har sagt det til alle vores venner og bekendte. For det er bare noget, man skal have i orden, siger hun.

Den samme opfordring har datteren Trine.

- Jeg synes, det er så vigtigt, at man ikke skal stå med alle de ting i sit hoved efter et dødsfald.

- Man skylder sig selv og sine forældre, at man får sat sig ned og taget stilling. Så de får det, som de gerne vil have det omkring deres død. Det er ret væsentligt. Det er det for mig i hvert fald, siger Trine Juul Axelsen.

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er bevidst om og oprørt over, at handicappede på bosteder har en markant højere risiko for at blive voldtaget end andre danskere.

- Vi er for ringe til som samfund at tage fat om seksualitet og de problemer, det kan give for særligt udsatte borgere som for eksempel handicappede, siger hun som reaktion på en artikel i Avisen Danmark onsdag.

I den indgik beretningen om en 37-årig psykisk handicappet kvinde, der har oplevet at blive voldtaget af sin kæreste, en ligeledes psykisk udviklingshæmmet mand.

- Han er ikke en seksualforbryder af den grund, for han er nok slet ikke bevidst om, at det er sket mod hendes vilje, men det skete, og det ødelagde meget for hende, sagde hendes mor i artiklen onsdag

Det skete på et bosted, hvor både kvinden og manden boede. Dermed blev de del af en kedelig statistik, som Institut for Menneskerettigheder tog afsæt i en rapport december sidste år, og den fortæller, at handicappede på bosteder har syv gange så høj risiko for at blive voldtaget som andre.

Menneskerettighedsinstituttet afsendte i den forbindelse nogle anbefalinger til, hvordan problemet kan mindskes, bl. a. et større forebyggende arbejde både rettet mod beboerne på bostederne og personalet, der står med den daglige vedledningsopgave.

Netop den anbefaling blev fulgt, da Folketinget i begyndelsen af november i år afsatte fire millioner kroner til en indsats på området. Pengene er en mindre del af fordelingen 885 millioner kroner til befolkningsgrupper med særligt store udfordringer.

I artiklen gav såvel instituttets direktør Louise Holck og Mads Roke Clausen, der er direktør for Landsorganisationen for sociale tilbud, udtryk for, at det på den ene side er positivt, at problemet tages alvorligt, men at den økonomiske satsning på at løse det ikke forekommer prangende.

Pernille Rosenkrabntz-Theil siger, at hun er hundrede procent enig i, at problemet skal tages alvorligt, men at hun ikke ser beløbet som helt ringe endda. Det er der to grunde til.

- De fire millioner kroner skal bruges til at klæde fagpersonale på til at tackle opgaven med seksuelle spørgsmål, og i den sammenhæng er det et pænt beløb. Desuden er det ikke det eneste område, hvor der sættes ind med en indsats, siger hun.

Dermed henviser hun blandt andet til, at der i børne- og undervisningsmisterens regi så sent som tirsdag aften blev afsat midler til at styrke seksualvejledningen på de forberedende grunduddannelser, FGU. Det er uddannelser for sårbare unge under 25 år, for eksempel handicappede, der ikke kan gå i gang med et gymnasieforløb eller en anden ungdomsuddannelse.

I sidste uge blev det besluttet at investere syv millioner kroner i en rådgivningstelefonlinje, som Red Barnet skal drive med og børn og unge med bekymrende seksuelle tanker som målgruppe. Og fra skoleåret, der begyndte i 2023, har seksualundervisning været obligatorisk på de gymnasiale uddannelser, herunder STU, den særligt tilrettelagte undervisning for unge med særlige behov, bl. a. handicappede.

Pernille Rosenkrantz-Theil betoner, at alt det ikke alene handler om handicappede, men i høj grad også dem.

- Det er meget vigtige områder, som ikke må ignorers, siger hun.

Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder, udtrykte i Avisen Danmark onsdag fortørnelse over, at handicappede på bostederne, og dermed under statens beskyttelse, skal leve med en sådan risiko,

- De seneste år har der været fokuseret meget på de ansattes sikkerhed. Man har i den forbindelse glemt beboernes sikkerhed, det er et svigt, sagde hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at i så fald, er det ikke politikerne, der har glemt beboernes sikkerhed.

- Det er noget, vi har kredset rundt om i mange sammenhænge. Seksualvejledning har fået et meget større fokus de senere år, og det skal fortsætte, siger hun.

Da socialministeren læste artiklen om den 37-årige kvindes oplevelse med voldtægter, blev hun bekræftet i, at vejledning er et område, der skal styrkes.

- Ud fra artiklen i Avisen Danmark, ser det ud til, at her har vi to, som blev kærester, men uden at nogen af dem har fået nok vejledning om seksualitet, om hvordan det foregår, og om hvor andre menneskers grænser går.

- Det er vigtigt, det sker, og det er vigtigt, f.eks. via en rådgivningstelefon, som nu oprettes, at både de handicappede selv og deres pårørende og personalet har et sted at søge hen, hvis et svært problem af den karakter opstår, siger Pernille Rosenkrantz Theil.

Sandsækkene er fjernet fra vinduerne, og skyttegravene ved legepladsen er dækket til. Den russiske snigskytte, der holdt til på skolen under den russiske besættelse sidste år, er også fortid. Over et år efter, at russerne trak sig væk fra landsbyen Katyuzhanka, nord for den ukrainske hovedstad Kyiv, er traumerne presset i baggrunden, og skolen er igen fuld af børn.

- Jeg tror, at det er naturligt, at mennesker tilpasser sig situationen og på en eller anden måde overlever, og finder en vej. Vi kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at de begravede en mand ved legepladsen, og at russerne torturerede folk i klasselokalerne, siger Mikola Mikitchik, der har været rektor på skolen i 39 år.

Han tager Avisen Danmark rundt på skolen og viser billeder af, hvordan der så ud, da russerne trak sig tilbage i slutningen af marts sidste år. Der er nu klasseundervisning i et af de lokaler, som russerne brugte til tortur. Skolen var et russisk hovedkvarter i lokalområdet.

- Jeg tænker selvfølgelig hver dag på, hvad der skete. Især om morgenen, når vi holder et minuts stilhed. Minderne myldrer også frem, når alarmen hyler, og vi skal i beskyttelsesrum, men for at være ærlig, så går livet videre, siger Mikola Mikitchik.

- Intet er dog glemt. Intet af det her vil nogensinde blive glemt og tilgivet, siger han.

Skolen gik fri for russiske og ukrainske bomber under kampene omkring byen. Byerne Irpin og Butja, som ligger få kilometer væk, var i stedet centrum for kampene. Det mest synlige tegn på besættelsen er nu de manglende computere på landsbyskolen i Katyuzhanka.

- Russerne tog alting, der havde værdi. Alt, hvad de kunne slæbe. Det var frygteligt at komme her efter besættelsen og se, hvordan alt var taget. Alt var ødelagt, siger rektoren, og forklarer, at de langt fra har været i stand til at erstatte alting. Det er der ikke økonomi til.

Den ukrainske hovedstad Kyiv var et af de primære mål for russerne, da de væltede over den ukrainske grænse i februar sidste år. Håbet var at nå den ukrainske hovedstad og tvinge den ukrainske præsident til at kapitulere, før krigen rigtig var startet.

Katyuzhanka, der ligger 50 kilometer nord for Kyiv og 60 kilometer fra den russiske grænse, fik hurtigt russiske soldater i gaderne. Kampene var minimale. Russerne mødte først hård modstand tættere på den ukrainske hovedstad, hvor ødelæggelserne var enorme.

Mikola Mikitchik havde ikke i sin vildeste fantasi troet på, at russerne rent faktisk ville invadere. Han befandt sig hjemme, da de russiske soldater pludselig stod i byen og sendte bud efter ham. De var nået til skolen, der var låst.

- Jeg fik at vide af en ven, at russerne ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke kom, siger Mikola Mikitchik, der blev mødt af maskerede russere på skolen.

De havde brudt vinduer og døre op og var allerede inde på skolen.

Russerne ledte efter overvågningskameraer, forklarer Mikola Mikitchik. I første omgang var Mikola Mikitchik bange, men frygten blev hurtigt afløst af vrede.

- Jeg spurgte dem: Hvorfor ødelægger I alting? Men ingen svarede. Lederen kiggede bare på mig. De opførte sig, som om vi var terrorister eller sådan noget, siger Mikola Mikitchik, der har en datter og barnebarn i Kyiv. Datterens mand døde i krigens første dage.

Mikola Mikitchik brugte resten af besættelsen på at gemme sig hjemme i landsbyhuset. Det var farligt at gå rundt på gaden, hvor der var russiske kontrolposter overalt. Ingen vidste præcist, hvad der kunne provokere russerne og sende en til afhøring på skolen.

I midten af marts sidste år fik Mikola Mikitchik nys om, at russerne ville genåbne skolen i en ny udgave med fokus på russernes fortolkning af historien og med russisk på skoleskemaet i stedet for ukrainsk. De sendte bud efter Mikola Mikitchik, men denne gang blev han væk.

- Det ville være at forråde vores land. Alt det, som jeg har arbejdet for siden Sovjetunionens fald, siger Mikola Mikitchik, der har arbejdet på skolen siden 1985.

Russerne kom aldrig og hentede Mikola Mikitchik, og planerne blev aldrig til noget. To uger efter forlod russerne byen i al hast. Mikola Mikitchik og andre medarbejdere brugte flere dage på at rydde op efter russerne og ugevis på at sætte nye døre og vinduer i.

- Før invasionen nåede vi efter årtiers kamp endeligt vores potentiale her på skolen og blev en moderne skole på trods af, at vi er en landsbyskole. Langt størstedelen af vores studerende fik en videregående uddannelse (i 2021). Invasionen har ødelagt meget.

- Vi er nok smidt fem eller ti år tilbage i tiden, siger Mikola Mikitchik, der tilføjer, at skolen i Katyuzhanka var den 16. bedste skole ud af 500 i hans del af Kyiv-regionen.

Mikola Mikitchik kan tydeligt huske, da han blev ansat på skolen i 1985. Dengang var Ukraine stadig en del af Sovjetunionen, og russisk var sproget på skolen. Der var ikke penge til noget som helst, og undervisningsmaterialet var præget af den sovjetiske tankegang med kommunismens åbenbaring og nødvendigheden af at kende sin plads og ofre sig for sit land.

Kort efter brød Sovjetunionen sammen. Ukraine blev et selvstændigt land i 1991, men blev kastet ud i stor fattigdom gennem 1990'erne som de andre tidligere sovjetlande. Mikola Mikitchik forklarer, at skolen og børnenes tankegang langsomt forandrede sig, som de begyndte at snuse til større frihed og en bedre fremtid med flere muligheder i et frit Ukraine.

Men de reelle forandringer i børnenes tankegang kom efter 2014, siger han. Titusindvis af ukrainere gik dengang på gaden i Kyiv og væltede den daværende præsident Viktor Janukovitj, der havde afvist en associeringsaftale med EU for i stedet at vende sig mod Rusland. Kort efter annekterede Rusland Krim-halvøen, og krigen brød ud i Østukraine. Mange ukrainere ser invasionen i 2022 som en del af krigen, der startede i 2014.

- Det ændrede vores børns syn på Rusland. Vi forstod den imperialistiske undertrykkelse, som Rusland havde kastet os under i generationer. Ruslands ønske om at ødelægge vores uafhængighed. Mange blev patrioter. Den yngre generation blev aktiv, siger rektoren.

Han kan tydeligt mærke, at eleverne i dag er meget anderledes efter opvågningen i 2014, og forandringerne efter Sovjetunionen. Han har svært ved at sammenligne børnene, da han først startede på skolen i 1985, med dem efter 2014. De er vidt forskellige.

- I dag er de mere frie, uden disse lænker, som Sovjetunionen satte på folks tankegang. Eleverne forstår bedre deres rettigheder, deres drømme, siger Mikola Mikitchik.

- Og efter den fulde invasion i 2022 er det blevet klart for enhver af mine elever, at nutidens Rusland repræsenterer det onde, og der ikke kan være noget kompromis med dem, da der ikke vil være noget demokratisk Ukraine, frit Ukraine, hvis russerne får deres vilje.

Mikola Mikitchik forklarer, at Rusland har skudt sig selv i foden ved at invadere Ukraine, da det har skabt et stort had og ødelagt forholdet mellem det, som mange tidligere kaldte for “brødrefolk”. Han er slet ikke i tvivl om, at forholdet til Rusland aldrig vil blive det samme igen. I uddannelsessektoren skal meget også ændre sig, forklarer han.

Mikola Mikitchik viser et klasselokale, hvor de russiske soldater havde efterladt en besked til børnene, da de forlod skolen:

“Børn, vi er kede af sådan et rod, vi forsøgte at redde skolen, men der var beskydning. Lev i fred, pas på jer selv og gentag ikke de fejl, som jeres ældre begik. Ukraine og Rusland er ét folk!!! Fred være med jer, brødre og søstre!”

Mikola Mikitchik siger, at det er nødvendigt, at den russiske påvirkning presses helt ud af samfundet. Det gælder også i klasselokalet, hvor der skal mere fokus på ukrainsk historie, russernes forbrydelser og det ukrainske sprog. Der skal læses flere tekster af ukrainske og vestlige forfattere og mindre russisk. Det skal være med til at samle nationen, siger han.

- Jeg mener ikke, at vi har brug for noget fra Rusland. Deres historie og deres tankegang bringer ikke noget nyt og godt til os. Russernes historie har været på bekostning af andre nationer såsom Ukraine, og det er den historie, som vi vil fortælle, siger Mikola Mikitchik, der ikke ser det som problematisk at fravælge den russiske fortolkning af historien.

Mikola Mikitchik er sikker på, at alting nok skal blive godt igen. At Ukraine vil vokse sig stærkere efter krigen, selv om store dele af landet er ødelagt og sat årtier tilbage på samme måde som skolen i Katyuzhanka.

- Mange andre lande har kæmpet for deres frihed, og vi gør nu det samme. Et forandret Ukraine vil vokse ud af murbrokkerne. Før invasionen var der 30 procent, som stemte på et pro-russisk parti. Det vil der aldrig være igen. Vi vil videregive et helt andet Ukraine til de næste generationer, og det vil vi undervise om her på skolen, siger han.

I en kæmpe aktion i oktober i år blev adskillige motorcykelforhandlere over hele landet ransaget. Nu viser det sig, at sagerne handler om en prisfinte, der har været bragt frem i medierne flere gange tidligere. Her er fem korte punkter, der klæder dig på til at forstå sagen.

Inden for et år har Moderaterne mistet tre folketingsmedlemmer, der blev stemt ind 1. november sidste år. Kristian Klarskov, Jon Stephensen og Mike Villa Fonseca som den seneste - alle som følge af personsager.

Men det er en risiko, der er for et parti som Moderaterne, mener Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark.

- Det er jo noget, mange havde set komme. At det er den risiko, der er, når man hiver uprøvede kræfter ind, siger han i podcasten ”Christiansborg” og tilføjer:

- Med de fordele, der selvfølgelig også ligger i det, når man skal politikudvikle. Man kan få nye ideer, ny inspiration og nye erfaringer ind, men der er også bare den risiko, at man ikke kender hinanden så godt eller ved, hvilke tilbøjeligheder man kan have.

Med Mike Villa Fonsecas afgang smuldrer regeringens flertal så småt, hvilket Casper Dall og Mikkel Vie, politisk reporter, også drøfter, mens de taler om den ministerrokade, der er på trapperne. Du kan lytte til podcasten der, hvor du normalt lytter til podcasts eller i Avisen Danmarks app. Du kan også lytte til den øverst i denne artikel.