Han er vild på album. Vanvittig på en scene. Og yderst uortodoks i en samtale. Vores interview varer en time. Undervejs når jeg at stille seks spørgsmål.

Benjamin Hav og den efterhånden ret store musikalske familie har placeret deres prøver på deres kommende turné på Østerbro i København. I lokalerne ved siden af hvor ”Vild med dans” optages. Forrige fredag påvirkede dansekonkurrencen Benjamin Havs og bandmedlemmernes præstation. Fordi deltagerne var elektriske.

- Man kunne tydeligt mærke den der sitren i luften over, at det foregik live. Lige nu og her. Hvis det går galt, kan man ikke lave det om. Det kan jeg godt lide. Man kan sige de mest sindssyge ting, uden at nogen kan klippe det væk. Der er noget på spil. Ligesom når man spiller en koncert, siger Benjamin Hav.

Han har i den grad noget på spil her på tærsklen til sin og bandet Familiens største turné til dato. ”Big Show!” er titlen på koncertrækken med indtil videre 15 stop, og inde i Studie 2 fornemmer man, hvor stort ”Big Show!” er. Ud over det i forvejen store band er 7-8 mand involveret i alt fra lyd og lyd til koreografi samt sceneopbygning.

Midt i de hektiske øvedage op til ”Big Show!” har Benjamin Hav optrådt til prins Christians 18-års fødselsdag og givet en talk på arkitektskolen. Han har svært ved at sige nej.

- Man kan godt sige, at jeg er spidsbelastet for tiden. Men sådan er det, når man siger ja på afstand til alle mulige syge ting. Det er familien, mine døtre og min kone, som får hullerne, der står tilbage. Luften mellem alle aftalerne. Den er der ikke meget af lige nu, siger Benjamin Hav.

Han håber – og tror – der er forståelse for, at den kommende turné kræver en ekstraordinær indsats.

- Jeg vil nødigt slide på det essentielle grundvand, så jeg løber tør. Men man er nødt til at mose igennem i nogle perioder. For at kunne holde til det, skal det være sjovt. Og det her er fandeme sjovt, konstaterer Benjamin Hav.

Alle, der har været til en koncert med Benjamin Hav & Familien de seneste år ved, at det er et show ud over det sædvanlige. Men måske ved publikum ikke, hvem showene er tiltænkt.

- I sidste ende handler det mere om at lave et show til mig selv. Publikum er statister i mit cirkus, siger Benjamin Hav knastørt.

Han befinder sig konstant på en line, hvor ironien befinder sig på den ene side og fantasien på den anden. Nogle gange med et ben på begge sider.

Han er som en pokerspiller, hvor man ikke aner, om han bluffer eller sidder med en straight flush. Man aner heller ikke, hvilken retning samtalen bevæger sig i. Det er fantastisk at være vidne til.

- Det tænder mig at være kommentator på livet og være til stede i alle mulige sammenhænge. Jeg lader mig ikke afgrænse af musikken, men vil gerne arbejde med alle mulige former for kommunikation. Alt er kommunikation. Min YouTube-kanal er kommunikation. Vores samtale er kommunikation. Det tøj, du har på, er kommunikation. Det er vildt spændende.

Benjamin Hav har for nylig meldt sig ind i Dansk Journalistforbund. Målet er blandt andet at kunne komme med til pressemøder på Christiansborg.

- Det er ikke, fordi jeg vil dække politik. Min mission er at komme ud og mærke folk alle mulige steder i Danmark. Skubbe til folk. En ting er at lave en sang, noget andet er at få den fuldbragt. I dag er det en raffineret proces fordelt på en milliard platforme. Derfor er træfiguren først snittet færdig, når publikum møder sangene live. Der fuldbringes sangens fortælling, forklarer Benjamin Hav og snitter en usynlig figur i luften.

Han kalder musik på album og live to forskellige sportsgrene. Billard og dart er det første, der falder ham ind.

- Det kan godt være, man kan drikke en pint til begge dele og have skjorte på, mens man lytter. Men ellers er det fuldstændig forskellige verdener. Jeg vil gerne forene de to verdener i mit i show og har heldigvis et kæmpe hold af gode mennesker omkring mig, som drømmer om det samme. Derfor kan man mærke, hvordan det kribler af forventning i alle.

Der er kun tre dage til premieren. Det store scenetæppe fungerer ikke optimalt og skal byttes ud. Det bliver presset med tæppet. Benjamin Hav griner af situationen. Med sit efterhånden velkendte næsten dæmoniske grin.

Mange af Benjamin Havs svar er som hans sangtekster. Kryptiske, tankevækkende, krøllede, morsomme, fabulerende og aldeles unikke. Jeg når at spørge, om han ikke stresser over, at det store scenetæppe ikke virker som planlagt tre dage før premieren.

- Jeg kan godt lide, at noget går galt. Jeg arbejder bedst med et vist pres. Det er kedeligt, når man rammer målet. Men hvad er målet, kan man også spørge? Det er bare noget, man sætter op på forhånd. Det er en klamrian af en sætning, men det er rejsen, jeg kan lide. At udpege en retning. At gøre en forskel for dem, der skal se showet. Jeg har ikke et finkulturelt mål. At give en god oplevelse er ambitionen. At gøre sig umage er ambitionen. At skabe sådan et show her er et uendelighedshorn af muligheder. Ting udvikler sig så hurtigt, at AI nærmest allerede er forældet, når turnéen starter. Min datter har lige drillet min kone med, at memes er gammeldags. Gammeldags som sort-hvidt fjernsyn er for andre. Det kan være, at alt, vi har talt om, er forældet om 26 minutter. Derfor betragter jeg mig selv som en form for forsker, som skal prøve at aflure, hvad man kan gøre. Der er en kæmpe læring i nysgerrigheden. Kan det her være en pendant til Nomas køkken, hvor man prøver alle mulige ting af? Hvad sker der med retten, hvis den bliver serveret af en mand med ulvehat på? Hvad sker der, hvis man serverer en ret på 86 grader? Hvordan kan man ændre på rammerne på en restaurant eller til en koncert? Eller til ”Vild med dans”. Kig dig omkring her på gangen. Det er pissegrimt. Hvad ville der ske, hvis man lavede en flod her? Eller havde en til at sidde og spille på harpe? Det ville give en helt anden stemning og måske få alle til ”Vild med dans” til at præstere endnu bedre. Det er altid mit mål. At få alle til at præstere bedre.

Bum. Så meget kan Benjamin Hav sige på tre minutter og 30 sekunder. Eller nogenlunde lige så lang tid som hittet ”Den dejligste boy”.

Benjamin Hav er fascineret af mennesker som Elon Musk og Steve Jobs, der prøver ting af og flytter grænserne for, hvad man kan. Hvad man må.

- Jeg prøver på min egen totalt neandertalske idiot-måde at skabe en ny fortælling og flytte grænserne. Men det handler måske i virkeligheden mere om at opbygge en stemning, hvor det grandiose og det skrøbelige smelter sammen. Hvor humoren er med til at etablere en varme, som sjovt nok får mig til at tænke på det jordnære, jeg kommer fra. Mine forældre er fra Vestjylland, og duften af gran på kirkegården, hvor mine bedsteforældre var gravere, repræsenterer en særlig varme. Det er en del af min egen fortælling. Min koncertfortælling er ikke et eventyr med en klar kronologi, den er mere en farvepalet af følelser. Ej, for helvede, det lyder også klamt. Men masser af varme, temperaturer og farver, det er der, siger Benjamin Hav.

Han og familien er blevet kaldt Danmarks bedste liveband. Det er ikke en titel, man kan tage patent på, da forskellige anmeldere bruger den i flæng om The Minds of 99, Hugorm og netop Benjamin Hav & Familien. Men man kan trygt konkludere, at det er ét af de bedste danske livebands. Så hvordan bygger man videre på det? Trumfer det, man allerede har opnået.

- Så er jeg igen nødt til at bruge en sportsmetafor. Denne gang fra Formel 1, hvor man hele tiden optimerer bittesmå ting. Vi har i min optik hyret de bedste folk på alle pladser, så vi netop kan forbedre nuancerne. Deres mål er identisk med mit. At påvirke den enkelte tilskuer så meget som muligt.

Han kalder Studie 2 for en gigantisk sandkasse, hvor alle er med på at lege. Præcis som da de var drenge.

- Kan du huske, dengang man kunne bruge en hel dag på at bygge tunneler og veje i en sandkasse? Det var jo ikke det at lege med bilerne, som var det sjove. Det var at grave en tunnel UNDER tunnelen og ramme hinandens hænder under sandet. Hvis det havde regnet, var det helt fantastisk. Intet slår vådt sand, konstaterer Benjamin Hav og får et saligt blik.

Det er umuligt ikke at le, når man taler med Benjamin Hav. Ikke af ham. Med ham. Hans hjerne har foden på speederen, og hvis man vil følge med, er det bare at tage sikkerhedsselen på og læne sig tilbage. Så kommer man uden tvivl til omkørsler, rundkørsler og blinde veje. Der alle sammen fører et spændende sted hen.

- Ligesom i sandkassen er vores mål med ”Big Show!” at lave det mest fucking sindssyge show. Det gamle show var fedt. Men det her skal stå i skærende kontrast. Posen skal rystes. Folk skal gå hjem og være glade. Dem på 16 år skal være glade. Dem på 80 år skal være glade. Og der KOMMER mange folk på 80 år. Det lyder som en løgnehistorie. Men de kommer fandeme med deres rollator. De tager hjem og siger til deres venner på 80 år: ”Det der show, det var fucking vildt”. Det gør de, fordi vi kommer langt ind på deres banehalvdel. Vi vil fiske folk ud fra ”Vild med dans”-sumpen i Herning. Vi vil fange dem, der ikke giver et flyvende fuck for hiphop eller moderne musik. Eller mig som person. Det ville være helt fantastisk, hvis nogen konstaterede: ”Benjamin, jeg hader dig. Men det her show var fucking godt”, siger Benjamin Hav.

Målet er, at bandet skal nå helt ud i afkrogene af spillestederne og arenaerne. Endda helt ud til andre dimensioner. Ingen må stå uberørte.

- Alle skal med. Uanset alder, hudfarve, sociale klasser, politiske ståsteder og hårfarve. Og vægt. Jeg vil fange de mest sindssyge mennesker, som jeg intet har til fælles med. Jeg vil have folk med fra alle mulige jordhuler og ekkokamre. Fordi vi alle sammen er ekstremt ens, når alt kommer til alt. Vi kan alle sammen lide de samme fire ting. Vi hader alle sammen de samme fire ting. Vi er overhovedet ikke så unikke, som vi alle går og tror. Jeg har lige hørt, at hvis man giver 150 likes på Instagram til forskellige billeder, så kender appen dig bedre end din partner. Hvis der er tale om 300 likes, kender den dig bedre, end du kender dig selv. Kan du bedst lige en panda eller en hund, der jonglerer? Appen kender dine valg bedre end dig. Derfor vil vi give dig noget, du ikke vidste, du havde brug for.

Jeg skal lige til at stille mit tredje spørgsmål efter 31 minutters interview. Men Benjamin Hav overhaler mig indenom.

- Er det så ikke psykopatisk dyrt at lave sådan et show? Jo, det er det. Jeg kommer ikke til at tjene en krone. Hvis jeg går i nul, bliver jeg glad. Fordi jeg tror på filantropi og Mr. Beast. Den største valuta for mig er at turde gå i søen med noget, som ikke handler om at tjene penge. Men at have det sjovt. Selv hvis det bliver et gigantisk flystyrt, har det været en raketopsendelse, jeg kan stå ved. Og tage ved lære af. Vi er så heldige, at vi ikke er voldsomt påvirkede af krig og sult i Danmark. Så jo længere tid, vi kan blive ved med at lege, jo bedre. Når først krigen eller sulten kommer, er vi primale.

At arbejde – eller mose på – som Benjamin Hav konsekvent kalder det, er den eneste vej frem. Det der med at tjene en masse penge og læne sig tilbage, tror han ikke på.

- Jeg kender ingen, der er blevet glade ved at stoppe med at arbejde. Til gengæld bliver man glad, når man finder et meningsfuldt arbejde. Når man har fundet det, finder man meningen med at mose sig selv. Det er en balance at mose sig selv og ikke hakke sig helt i hegnet. Jeg vil kalde det ”The art of being most”. Den har jeg fundet. Jeg ved, hvornår jeg når grænsen. Man kan mere, end man tror, siger Benjamin Hav.

Selv om han ikke kommer til så mange koncerter som publikummer længere, sker det stadig. Denne sommer blev han inspireret af både et dansk og udenlandsk band.

- The Minds of 99 gav en exceptionelt fed koncert på Nibe Festival i sommer. Jeg så den sammen med min nevø, Wille, og vi var enige om, at det var fucking fedt. Coldplay i Parken tog også fusen på mig. Jeg har aldrig dyrket deres musik, men hold nu kæft et show, mand. Det var kommunikation på allerøverste hylde. Der var tegnsprog, konfetti og hånddukker. Jeg indledte koncerten med en ironisk distance, men den lærte mig noget om mig selv. Det var ret vildt at opleve. Sådan vil jeg gerne have, at publikum siger efter vores koncerter, siger Benjamin Hav.

Det er ved at være tid til dagens første af to øvekoncerter. Kaptajnen på scenen virker fokuseret men rolig.

- Jeg tænker bare på, hvor heldig jeg er at få lov til at lege med de bedste kammerater, mens verden er i krig. Jeg er faktisk taknemmelig for, at det er muligt. Da jeg havde et kontoragtigt arbejde bag et skrivebord, var det vanvittigt at gå i Netto i arbejdstiden, siger Benjamin Hav og ler.

Nu gør han fuldstændig, som det passer ham.

- Jeg har optrådt med menstruationsblod på tøjet og i ansigtet, hvor det gik op for mig, hvor let det er at provokere. Hvis jeg bare ville vække opsigt med ”Big Show!”, kunne jeg bolle en ged på scenen. Det ville være dyrt i geder, men det kunne være spændende. Men målet med ”Big Show!” er at sende folk hjem med en god følelse. Der hjælper det måske ikke med gede-idéen. Selvom jeg faktisk godt kan lide idéen om, at showet bliver en gigantisk lorte-nedtur. Jeg ville elske det. Fordi fiaskoen rummer noget humor.

Siden 2014 har den 54-årige Kim Guhle samlet 11 millioner kroner ind til patienter med kræft ved at lade store erhvervsfolk og kendisser træde i pedalerne på en spinningcykel.

Men i år har Facebook sat en brat stopper for en stor del af glæden og formodentlig en kæmpe sum penge, fordi Kim Guhle og hundredvis af deltageres opslag på Facebook er blevet slettet.

Og dermed kommer budskabet og synligheden af indsamlingen ikke lige så bredt ud som ønsket.

- Jeg knokler røven ud af bukserne for at samle penge ind til Knæk Cancer. Dét, der irriterer mig, det er, at jeg samler ind til en god sags tjeneste. Det er ikke et scam, det er ikke tiggeri, uddyber han.

Når Kim Guhle ikke arbejder frivilligt med at planlægge arrangementet, der løber af stablen hvert år i Knæk Cancer-ugen, så arbejder han som netværksfacilitator og bor i Charlottenlund i Nordsjælland med sin 17-årige søn.

I 2021 blev der samlet mere end 2,6 millioner kroner ind og sidste år cirka 2,4 millioner.

I år havde Kim Guhle regnet med at slå sin rekord ved at indsamle omkring 3 millioner kroner, men efter de slettede opslag på Facebook regner han nu med at gå glip af cirka halvdelen.

Kim Guhles event hedder Cycling4cancer og foregår ved, at virksomheder betaler minimum 10.000 kroner for rettigheden over en spinningcykel i 24 timer, som kendte og almindelige danskere skiftes til at holde kørende samtlige timer.

Pengene samles derefter ind ved at almindelige danskere, virksomheder og andre aktører byder ind og donerer penge per cyklet kilometer.

Tidligere har kendisser som nuværende landsholdstræner Kasper Hjulmand, komiker Uffe Holm, cykelrytter Michael Mørkøv, sportsjournalist Morten Ankerdal, håndboldspiller Daniel Svensson, afdøde cykelrytter Chris Anker og fitnessdronningen Charlotte Bircow deltaget og samlet penge ind til det gode formål.

- Da han (Chris Anker, red.) døde, ringede journalist Dennis Ritter og tilbød mig at sælge noget cykeltøj fra Chris Anker, som der kun findes ét sæt af. Så lavede jeg en auktion og solgte det for 37.500 kroner. Manden, der købte det, kunne ikke bære at tage imod det, så det ender med, at jeg sælger det to gange - og tjener 37.500 gange to ind til Kræftens Bekæmpelse, fortæller Kim Guhle.

Udover at lave aftaler med kendte danskere på cyklen, så laver Kim Guhle aftaler med kendte DJ's, som spiller musik gennem arrangementets 24 timer. Yderligere laver han aftaler med en lang række virksomheder, som leverer blandt andet spinning-cykler, mad og lys under arrangementet.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse får hver tredje dansker kræft, inden de fylder 75 år. Sagt med andre ord bliver vi alle sammen berørt af sygdommen på et eller andet tidspunkt gennem livet.

Og 54-årige Kim Guhle er ingen en undtagelse.

Hele idéen og motivationen til eventet opstod, fordi han selv har haft kræft helt inde på livet ad to omgange. Både da han mistede sin mor i 2000, da hun var blot 67 år, og da han sidste år mistede sin kæreste kun 51 år gammel.

Begge gange overværede Kim Guhle sine kære forsvinde. Hvad der begyndte med ondt i ryggen, skulle vise sig at være kræftsvulster, som efter kort tid tog livet af dem begge.

- Det, der er værst, det er, at jeg oplevede det mest besynderlige tilfælde. Den stue på Rigshospitalet, hvor jeg skulle besøge min syge kæreste sidste år, var den præcis samme stue, som min mor var indlagt på for 23 år tilbage. Cancer-afdeling 5043, seng nummer 17. Det var surrealistisk, fortæller han.

I år skal cirka 3500 mennesker deltage i arrangementet, som løber af stablen denne lørdag på et af Scandics hoteller i København.

Størstedelen af deltagerne i år og de tidligere år har spredt budskabet gennem flere forskellige sociale platforme, hvor Facebook genererer størstedelen af synligheden og derved også størstedelen af omsætningen, som bliver sendt videre til Kræftens Bekæmpelse.

Indtil videre har Kim Guhle fået henvendelser fra mange hundrede deltagere, som oplever, at deres Facebook-opslag er blevet fjernet lige så hurtigt, som det er blevet lagt op.

Facebook kvitterer ved at skrive, at en teknologi har fjernet opslaget, fordi det overtræder fællesskabsregler. Dette uddyber de ved at skrive: "Vi tillader ikke, at folk forsøger at få Synes godt om, følgere, delinger eller videooplysninger på en vildledende måde".

- Det handler om ganske uskyldige opslag, som har et Knæk Cancer-logo på sig. Det er ren og skær velgørenhed. Jeg tør ikke at prøve igen, fordi så blokerer de min profil, og det vil jeg ikke risikere for eventets skyld fremadrettet, siger Kim Guhle og uddyber:

- Min største frustration går på, at 1,5 million kroner er mange penge i cancerbilledet. Det er synd, at der ikke kommer penge til Kræftens Bekæmpelse, fordi det er en lortesygdom.

Kim Guhle fortæller herudover, at han nu står med overvejelsen, om han næste år skal kaste penge efter betalte annoncer på Facebook, selvom det vil komme til at gå fra den samlede indsamling.

- Jeg vil hvert fald tænke over, hvordan jeg kan blive mere uafhængig af Facebook, tilføjer han.

Hos Kræftens Bekæmpelse ærgrer man sig over Kim Guhles oplevelse med Facebook.

Det fortæller Karin Ramstad, der er seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelses afdeling for strategiske partnerskaber.

- Vi sætter stor pris på de fantastiske indsamlinger, som folk fra hele landet laver på blandt andet Facebook under Knæk Cancer. Bidragene gør en kæmpe forskel for kræftsagen, og tabte beløb er vi naturligvis ærgerlige over, siger hun og tilføjer:

- Vi forstår godt, at Kim Guhle er frustreret over de udfordringer, som han oplever med Meta. Vi kender Kim som en yderst energisk og helt utrolig dedikeret ildsjæl, der igennem mange år har bidraget på fornemste vis til Knæk Cancer.

Kræftens Bekæmpelse fortæller herudover, at de forsøger at indhente svar fra Meta, som er virksomheden bag Facebook.

- Som forening har vi på mange områder et godt samarbejde med Meta, og der er plads til dialog om forbedringsmuligheder. Vi er ikke tidligere stødt på det problem, som Kim har, så derfor har vi svært ved at identificere årsagen. Men vi prøver i øjeblikket at hjælpe ham med at etablere en dialog med Meta, som vi afventer svar fra.

Både Kim Guhle og Kræftens Bekæmpelse oplyser, at der er forsøgt taget kontakt til Meta ad flere omgange for at få svar på, hvorfor de mange opslag bliver fjernet.

Avisen Danmark har ligeledes forsøgt at få Meta i tale både mundtligt og skriftligt. De er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

Man kunne lige så godt sætte en modeekspert, en musicalanmelder eller en scenograf til at skrive om Madonnas første af tre danske koncerter.

For udklædninger en masse, mindblowing scenografi, vanvittige visuelle virkemidler og kompromisløs koreografi fylder mindst lige så meget som musikken. Og i mange passager desværre mere.

Jeg er nødt til at indlede med en disclaimer. Jeg går på ingen måde går op i mode. Jeg har kun set en enkelt musical og er generelt ikke voldsomt interesseret i dans som et bærende element til koncerter. Jeg er heller ikke hard core-fan af Madonna og har ikke brudt mig voldsomt om hendes udgivelser siden årtusindskiftet. Så har vi ligesom på det rene.

Men jeg kan også nævne, at jeg ser omkring 100 koncerter om året. Og har gjort det i 20 år. Og jeg har aldrig set noget, der matcher Madonnas 13. verdensturné på det visuelle, koreografiske og scenografiske plan.

Scenen er bygget efter inspiration fra Manhattans Uptown, Downtown, Midtown, East og West. Den strækker sig nærmest ud i midten af Royal Arena. Og hver en centimeter af scenen kommer i brug gennem de 27 numre, hvoraf jeg ubetinget er størst tilhænger af sangene fra 80’erne og 90’erne. Formodentlig fordi de fyldte en stor del af min barn- og ungdom.

Da Madonna efter alt for lang tids venten – mere end en time senere end annonceret showstart - kommer på scenen, er det med en lysende tornekrans på hovedet og en gigantisk lysekrone formet som selvsamme.

Allerede fra første sang, ”Nothing Really Matters” fra ”Ray of Light” fra 1998, konstaterer jeg, at jeg har svært ved at holde fokus på musikken, fordi mine øjne er på overarbejde.

Lærreder kører op og ned og viser et væld af fotografier, portrætter og malerier. Jeg konstaterer, at jeg simpelthen ikke fanger referencerne til de enkelte sange, men alligevel bliver fascineret.

Der sker noget overalt konstant. Drejende karruseller med halvnøgne dansere. Madonna svævende over publikum i et bur. Gigantiske kors og laserlys ad libitum.

De 25 dansere – hvoraf Madonna er mor til fire – spurter konstant rundt på scenen. De agerer både boksere i tre ringe under ”Erotic”, de dyrker gruppesex (med gennemsigtigt tøj på) midt på scenen under ”Justify My Love”, som indledes med en hånd i skridtet på Madonna. Seks kvinder med bare bryster jagter Madonna i ”Hung Up”, hvilket er opsigtsvækkende - selv for Madonna.

Men det understreger, at Madonna alle dage været en rebel, og der er ubetinget noget befriende og modigt i det ekstravagante show. Men jeg har det også som om, at jeg befinder mig i en kombination af et Las Vegas-show, en New York-musical og en Berlin-kabaret fra 30’erne.

Samt en Milano-modeopvisning under ”Vogue”.

Sidstnævnte er alt for langtrukkent og bliver et af mange øjeblikke undervejs, hvor Madonna mister grebet om mig. Præcis som det sker under de mange scene- og kostumeskift.

Det er et paradoks, at den sang som rører mig mest hele aftenen, er et covernummer. Gloria Gaynors ”I Will Survive”, som Diana Ross sjovt nok sang i Royal Arena sidste uge, spiller Madonna på akustisk guitar uden den enerverende diskoteksbas, som ødelægger mange sange undervejs.

Det er ufatteligt, at nogen ikke har taget affære og skruet ned i hvert fald i nogle sange. ”Burning Up”, hvor Madonna spiller elektrisk guitar, skamferes af en pumpende basrytme, som både ligger skævt i forhold til melodien og er grotesk dyb.

Selv om det er billige point, hun scorer på at fremhæve, hvor forfærdeligt det er for børn i Israel og Palæstina, scorer hun et vigtigt point. Med ”I Will Survive” er det faktisk en touchdown.

Fordi det efter halvanden times koncert er første gang, jeg noterer, at hun faktisk stadig synger godt. Hun blæser mig ikke omkuld, men jeg kan mærke hende. Hun virker ægte og levende som sanger. Det er ikke tilfældet på flertallet af sangene denne aften.

For ærkefans kan det være en sjov gimmick, at der er vævet et utal af bidder ind fra andre af hendes egne eller andres sange i sangene. Jeg kender ikke hendes udgivelser indgående nok til at aflure referencerne, og derfor fremstår flere sange en smule rodede. Det er nærmest kun Michael Jacksons ”Billie Jean”, jeg ikke er i tvivl om.

Jeg er dog ikke i tvivl om den nostalgiske værdi i at høre ”Everybody”, ”Into the Groove”, ”Holiday” og ”La Isla Bonita” som sender mig tilbage til mit værelse og talrige timer med lokalradioen på ghettoblasteren. Det er også de sange, som skaber den fællessang, jeg havde forventet lidt mere af undervejs.

Madonna er et af de mennesker, man med rette kan kalde en legende. Men onsdag aften var det især stilikonet, provokatøren og foregangskvinden, der stjal rampelyset. Knap så meget sangeren og sangskriveren. Det, synes jeg, var en skam.

Royal Arena, København 25. oktober 2023: Madonna – ”The Celebration Tour”.

To ud af tre danskere med realkreditlån har en variabel rente, og man skulle tro, at det ville ramme hårdt, at renten siden sidste år er steget med raketfart.

Masser af boligejere har oplevet, at renten på deres boliglån er gået fra ingenting til 3-4 procent. Det betyder ofte en ekstraregning på tusindvis af kroner hver eneste måned.

Men det har ikke ramt os hårdt. Kun 0,15 procent af afdragene på boliglånene er i restance - altså terminer, der ikke er betalt til tiden. Antallet af tvangsauktioner ligger stadig lavt.

Nu har den første bankdirektør indrømmet, at det skyldes skrappe regler, der har afholdt banker og realkredit fra at udstede risikable boliglån til familier, der ikke er robuste nok til at klare en rentestigning.

- Det er jo sjældent, at vi i banksektoren gør det. Men jeg mener, at vi bør rose Finanstilsynet, sagde John Fisker, direktør i Ringkjøbing Landbobank, onsdag til erhvervsmediet Finans.

Roserne skyldes regler, der blev indført i 2016. Reglerne, der nærmest har været glemt i mellemtiden, har tvunget finanssektoren til at forlange en meget stærk økonomi hos de kunder, der gerne ville finansiere drømmeboligen med et flekslån - altså lån med variable renter, som i årevis har været superbillige.

Finanstilsynet frygtede, at de billige lån fik danskerne til at gå amok i dyre huse og lejligheder, særligt i de store byer. Det betød helt konkret, at kunder skulle være i stand til at betale en rente på 4 procent, hvis de skulle godkendes til et lån. Også selvom den variable rente lå omkring nul procent.

Det kunne virke fuldstændigt urimeligt, når en ung familie med boligdrømme og to faste indtægter igen og igen blev nægtet at købe en villa eller lejlighed, som de sagtens kunne sidde i med et flekslån. Men som i dag havde haft alvorlige problemer med at betale terminerne med det nye, høje renteniveau.

- Tilsynet sagde derfor, at vi var nødt til at smide grus i maskineriet og stille krav til udbetaling og til, at folk faktisk havde råd til at betale et fastforrentet 4 procent-lån. Det har gjort, at der er kommet en voldsom robusthed i privatøkonomien. Det vil jeg gerne kvittere for, meddelte John Fisker til Finans.

Avisen Danmark har spurgt bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark, om den er enig i, at Finanstilsynet i dag skal have ros for kravet om at kunne betale en rente på 4 procent. Det har Finans Danmark ingen kommentarer til, lyder svaret.

Måske fordi bankerne har været aldeles sure over de skrappe regler fra Finanstilsynet.

I august 2019 gav flere bankdirektører over for onlinemediet InsideBusiness udtryk for, at reglerne om en kreditvurdering ud fra 4 procent var ude af trit med renteudviklingen. Det var forældet, som det hed.

Hos Arbejdernes Landsbank sagde den daværende direktør, Gert Jonassen, at de 4 procent ”eddermame er et højt tal”. Konsekvensen var, at bankerne måtte ”mase” kunderne over i lån med en fast rente, lød det.

Og det er muligvis et ”maseri”, som disse bankkunder kan være taknemmelige for i dag. Og som gør, at de faktisk er i stand til at blive siddende i de huse og lejligheder, som de købte på toppen.

Kører du elbil?

Hvis svaret er ja, er der også en god chance for, at du bor i parcelhus, har en høj indkomst og måske er du også topleder.

I hvert fald viser tal fra Danmarks Statistik, at disse grupper i langt højere grad end andre befolkningsgrupper anskaffer sig elbiler.

For mens salget af elbiler er steget kraftigt over de seneste år, er de nye elbilsejere langt fra ligeligt fordelt i befolkningen.

For eksempel står de 10 procent af befolkningen med de højeste familieindkomster for cirka 40 procent af de solgte eller leasede elbiler over de seneste tre år.

Derudover er køberne af elbiler også i høj grad topledere og personer med længere uddannelser, der er bosat i parcelhuse.

Tallene fra Danmarks Statistik kommer ikke bag på Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM.

- At elbiler er for folk med højere indkomst, har vi haft nogle indikationer på tidligere, men nu er det slået fast af Danmarks Statistik, udtaler han i en kommentar til tallene.

Han peger på, at de fleste elbilmodeller hører til i de større og dyrere bilklasser. Han regner dog med, at det kommer til at ændre sig i de kommende år.

- Hvis udviklingen går som forventet, kommer der mange billigere elbiler, dermed får flere råd til at køre i elbil. Men spørgsmålet er hvornår, og om de helt billige modeller kan dække danskernes efterspørgsel, siger Ilyas Dogru.

Mens der er store forskelle på, hvilke indkomst- og uddannelsesgrupper, der køber elbiler, er den geografiske fordeling noget mere jævn.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik køber folk omtrent i lige høj grad elbiler, uanset om de bor i større byer eller i landdistrikter.

Nogle kommuner skiller sig dog stadig ud.

Det gælder blandt andet en række nordsjællandske kommuner med Rudersdal i spidsen, hvor der er en klar overrepræsentation af familier, der anskaffer sig en elbil.

Modsat er der en klar underrepræsentation af elbil-købere i for eksempel Københavns Kommune.

Trods stigningen i antallet af elbiler udgør de fortsat kun omkring seks procent af den samlede danske bilpark.