Forestil dig, at du arbejder i ældreplejen. En ældre herre har brug for din hjælp, men du har ikke mere tid, så du er nødt til at gå.

Du skynder dig videre til en ældre kvinde med store plejebehov. Men også hun har brug for mere hjælp, end du kan nå at tilbyde hende.

Igen er du nødt til at gå videre.

I din pause oplever du som så mange gange før, at der er en hård tone blandt dine kollegaer. Du får kommentarer, som sårer dig, og som du har svært ved at forsvare dig imod.

Ifølge seniorforsker Thomas Clausen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er det ikke et unormalt scenarie.

Ældreplejen er ifølge ham én af de brancher, hvor flest oplever mobning på arbejdspladsen, og det kommer typisk fra kollegaer eller ledere.

- Hvis man ikke har tid til at levere den pleje og omsorg, som man gerne ville, så kan det føre til forråelse. Ikke kun overfor borgerne, men også overfor kollegaerne. Det er der, hvor mobningen kan opstå, siger Thomas Clausen.

- Man får en kortere lunte, og man kan have brug for at finde en syndebuk, siger han.

Mobning defineres som gentagne krænkende ord eller handlinger, som man har svært ved at forsvare sig imod. Og det kan have store konsekvenser for dem, det går ud over.

Velkendt er det, at mobning kan føre til langvarige sygemeldinger, jobskifte og psykisk sygdom.

Thomas Clausen står bag et nyt forskningsprojekt, som viser, at medarbejdere i ældreplejen, der er udsat for mobning, også er i større risiko for at ende på førtidspension.

Det er ikke godt i en branche, der i forvejen mangler medarbejdere, påpeger han.

- Mobning er noget, som betyder rigtig meget for medarbejdernes trivsel, arbejdsglæde og på lang sigt også tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at gøre noget ved, siger Thomas Clausen.

Omfanget af mobningen i ældreplejen ser ud til at være steget de seneste år.

En stor undersøgelse fra 2005 blandt knap 9000 ansatte i ældreplejen viste, at hvert ottende havde oplevet mobning. Tretten år senere, i 2018, svarede knap hver femte sosu-medarbejder, at de var blevet mobbet. Det var næsten dobbelt så mange som landsgennemsnittet.

Ifølge Thomas Clausen kan mobning være et symptom på andre og mere grundlæggende problemer med arbejdsmiljøet. Eksempelvis travlhed og for høje følelsesmæssige krav.

- Der er rigtig mange, der synes, at det er meningsfuldt at arbejde i ældreplejen, fordi de kan gøre en forskel for andre mennesker. Men det kan også være meget krævende at arbejde med borgere, der har det svært.

- Hvis der er travlt og ikke er hænder nok, så er man måske den person, der er nødt til at gå fra en borger, selvom man ikke føler, at man har gjort plejen færdig. Man er ansigtet på den, der siger: ”Jeg er nødt til at gå nu. Beklager”. Det kan være svært at være i, siger Thomas Clausen.

Hos fagforeningen FOA kommer problemerne med mobning ikke bag på sektorformand for Social- og Sundhedssektoren, Tanja Nielsen. Desværre, tilføjer hun.

- Vi har haft fokus på det i rigtig lang tid, og vi ved godt, at det er en udfordring. Vi hører jo også vores medlemmer fortælle om det. Og vi har jo kunnet se det både på sygemeldinger og i arbejdsskader.

- Det (mobningen, red.) er taget til i forhold til de grelle tilfælde, efter at sundhedsvæsenet er blevet mere og mere presset. Og især vores faggrupper er blevet presset, siger Tanja Nielsen.

Hun er helt enig med Thomas Clausen i, at forråelse og mobning kan opstå i et arbejdsmiljø, hvor man for eksempel oplever at skulle gå fra en borger, der har brug for mere hjælp.

- Det her med, at du hele tiden skal gå på kompromis med din faglighed, det dræner én psykisk. At du hele tiden synes, at du ikke gør dit arbejde godt nok. Det er et kæmpe psykisk pres, siger Tanja Nielsen.

- Det gør jo, at ens tærskel og ens overskud bliver mindre. Og så er det en forsvarsmekanisme, som man i en presset situation kan bruge, at man lader det gå ud over nogle syndebukke, siger hun.

Tanja Nielsen understreger, at "voksenmobning er uklædeligt".

Heldigvis er der ifølge seniorforsker Thomas Clausen "mange ting at gøre ved det".

Vigtigst er det at tage en dialog om arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Der er pjecer og andre materialer, som man kan læne sig op ad, påpeger han. Og der findes også tilbud om at få konsulenter ud til at hjælpe.

- Selvom det kan være svært nogle gange at have en dialog om arbejdsmiljø, så ser jeg ikke nogen vej uden om, hvis man vil forebygge mobning og fastholde medarbejderne.

Thomas Clausen understreger, at det er en opgave, som medarbejdere og ledere skal være fælles om.

- Hvis man som medarbejder sidder og venter på, at ledelsen skaber et godt arbejdsmiljø, så kan man komme til at vente længe. Medarbejderne skal også byde ind, så man kan få en god og fordomsfri dialog om, hvor arbejdsmiljøproblemerne og løsningerne er, siger han.

FOA's sektorformand Tanja Nielsen mener ligesom Thomas Clausen, at det er vigtigt at få en åben dialog om, hvordan arbejdsmiljøet kan blive bedre. Det kræver en kulturændring, mener hun.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke hele tiden blot tager fat i den enkelte sag. Men at vi går ind og laver en forebyggende tilgang til velfærdsområdet.

- Vi skal også have italesat de problemer, der er. Medarbejderne tør ikke sige det højt. De går og putter med det.

Hvorfor?

- Det er den her forråelse. Hvis man føler sig trådt på, så går der længere tid, får man åbner sin mund overfor sin leder.

Som fagforening er det jo jer, der skal kæmpe for et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Har I løst jeres opgave godt nok?

- Altså, det synes jeg da. Vi kæmper rigtig, rigtig meget. Vi prøver at klæde vores arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter på, sådan at de kan italesætte udfordringerne ude på den enkelte arbejdsplads. Det er en stor rolle og en stor opgave, siger hun.

- Problemet er jo, at man ikke taler om det. Det fejes ind under gulvtæppet. Og det er det rum, vi gerne skal skabe. At kunne se sine kollegaer i øjnene, når man går på arbejde, og sige tingene højt i stedet for at gå og putte med det, siger Tanja Nielsen.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra kommunernes landsforening, KL. Det var ikke muligt inden for redaktionens deadline.

En håndfuld kilometer uden for Aarhus, hvor motorvejens støj kan høres i det fjerne, ligger Vårkjærparken med de karakteristisk forskelligt farvede boligblokke.

Det er en kold og våd oktoberdag, og Thomas Tranberg og resten af Social Drive Out-holdet kommer cyklende ind i boligkvarteret på deres ladcykler pakket med kaffe og kage.

De er klar til at hjælpe beboere i området, der er udsatte og ensomme.

Det er bidende koldt, så pop-up-cafeen, der plejer at blive stillet op ved den blå multibane, er flyttet ned i et kælderlokale.

En af dem, der står for Social Drive Out i Viby, er 51-årige Thomas Tranberg, som faktisk selv er vokset op lige her i kvarteret. Deraf den tykke Aarhus-dialekt, hvor et d bliver til j, og sort bliver til sårt.

Han har altid engageret sig i forenings- og fritidsliv, og endda haft arbejde i fritidsklubber, men under coronapandemien gik det galt for ham.

Han blev ramt af en depression. Han fortæller, at han sagde sit job op og blev hjemme. Alt kunne være lige meget, og tankerne kørte rundt. Han kom på sygedagpenge og stoppede med at se nyheder. Han lukkede af for omverdenen.

Han fortæller, at det stod så slemt til, at han fik ordineret piller af lægen.

Udvejen var Social Drive Out.

Thomas havde en kammerat, der kendte til Social Drive Out gennem sit arbejde og anbefalede Thomas at tage derhen.

Det gjorde en stor forskel for ham at møde andre mennesker igen.

Efter nogle hårde måneder gik det fremad, og Thomas blev raskmeldt og frivillig i Social Drive Out.

Men han kunne stadig mærke eftervirkningerne. Det kan han stadig den dag i dag.

- Jeg kan stadig have tungsindige øjeblikke, når jeg kommer hjem i den tomme lejlighed efter at have været sammen med andre mennesker i lang tid. Det er underligt, siger han.

Fra 1. november i år var han ikke længere frivillig, men derimod fastansat ved Social Drive Out.

- Hvis jeg selv skal sige det, så er det en vaskeægte succeshistorie, siger han.

Lørdag aften modtog succeshistorien royal hæder, da Social Drive Out modtog Den Sociale Pris ved Kronprinsparrets Priser 2023 i Esbjerg.

Prisen er gået til Social Drive Out, fordi den ifølge Kronprinsparret er et eksempel på en modig og innovativ omstilling i socialt arbejde.

- De viser, at vi kan nå mennesker i ensomhed og udsatte positioner ved at styrke lokale fællesskaber og insistere på at møde mennesker der, hvor de er og lever. De viser, at der er en vej tilbage i fællesskabet, skriver kronprinsparret i sin motivation for, at Social Drive Out skulle vinde prisen.

Og netop vejen tilbage til fællesskabet er Thomas et bevis på, når han i kælderen i Viby med sine store armbevægelser, høje stemmeføring og lattermilde væsen underholder ved langbordet.

I den anden ende af bordet sidder John og Per. De ønsker ikke deres efternavne i avisen. Men når Social Drive Out kommer forbi om tirsdagen, forpasser de ikke muligheden for at mødes til en hyggesnak.

De fortæller, at de værdsætter muligheden for at kunne tale om andre ting end det, der fylder i hverdagen. Per har fået konstateret kræft, men han bringer hellere andre samtaleemner på banen.

Så de taler om fodbold, om AGF, selvfølgelig. De spillede aftenen før mod Randers FC.

- Det fjols, han får jo en hjerneblødning. Han har lige lavet frispark, og så sparker han bolden væk, så skal der være rødt kort, siger Per.

John replicerer med, at han syntes, straffesparket til Randers FC var tyndt dømt. Til det svarer Per:

- Han hænger jo på ryggen af ham, John, jeg har lige set det.

Enige når de ikke at blive, før snakken falder på de oversvømmelser, der for nylig ramte Aarhus. Og sådan fortsætter det.

En anden, der sidder ved bordet, er 76-årige Karsten Frøhlich. Han har i flere årtier været typograf på Århus Stiftstidende. Det er det sociale, der trækker ham til Social Drive Out. Han har boet i kvarteret i 40 år og har i mange år boet alene, fortæller han.

- Jeg har brug for at være her og have nogen at tale med. Både om det, der trykker, og om de små ting, siger han og understreger, hvor vigtigt et projekt Social Drive Out er - både for ham selv, men især for dem, der er sygdomsramte eller på anden måde har haft "ondt i livet", som han kalder det.

I alt var 17 forskellige beboere fra området forbi denne dag. Også en håndfuld børn kom ned for at få et stykke kage. Et par stykker blev og snakkede, mens andre forduftede med et stykke Mars-bar-kage i hånden.

Ifølge Henriette Gylling, der er tovholder i Social Drive Out i området, kommer der endnu flere, når pop-up-cafeen slås op udenfor, fordi mange slår et kort smut forbi til en kop kaffe.

Social Drive Out laver også hjemmebesøg hos de borgere, der har et større behov for nærvær eller har sværere ved at komme hen til pop-up-cafeen.

Ifølge den seneste Fællesskabsmåling fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - betegnes fem procent af den danske befolkning som udsatte, hvoraf 85 procent af disse føler sig ensomme, mens 30 procent af dem ikke tror på, at sundhedssystemet kan hjælpe dem.

Efter halvanden times kaffe, kage og knevren er ugens besøg fra Social Drive Out slut. Nogle er smuttet, men de tilbageværende hjælper med at tømme kaffekander og smide skrald ud.

Thomas, Henriette og de andre frivillige hopper igen på ladcyklen. Til de fremmødte lyder det:

- Vi ses.

"Forkasteligt" og "bindegalt".

Det skorter ikke på forargelsen, når Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti taler om de tal, han har fået som svar på et spørgsmål han som folketingsmedlem har stillet indenrigs- og sundhedsministeren om antallet af ansatte i kommuner og regioner med en løn på ken million kroner eller mere om året.

Tallene viser, at kommunerne tilsammen har 1635 ansatte der tjener over en million kroner om året.

I Randers Kommune, hvor Nick Zimmermann selv bor, er tallet 30, og det han slet ikke tilfreds med.

- Det hænger simpelthen ikke sammen, at så mange får tårnhøje lønninger samtidig med, at der skæres i velfærden. Christiansborg må sætte et loft for, hvor mange højtlønnede der må være i kommunerne, siger Nick Zimmermann til Randers Amtsavis.

Han ønsker at sætte fokus på de høje lønninger på baggrund af en række tilfælde, hvor kommunalt ansatte topembedsfolk fratræder efter kort tid og får en stor sum penge med. Det bør ifølge ham medføre en debat om, hvad der er ret og rimeligt.

- Der er jo skabt en kommunal adel, hvor Djøf'ere sidder og forgylder hinanden.

Københavns Kommune ligger suverænt i toppen af listen, mens Aarhus Kommune med 75 millionlønninger ligger på andenpladsen. For fem år siden var der blot halvt så mange ansatte i kommunen med millionhyre, viser tal, Århus Stiftstidende har fået.

I den anden ende af listen finder man kommuner som Rebild, Langeland og Samsø, der alle har under fem ansatte på millionhyre.

Der er i det hele taget - som man kan se på kortet ovenfor - markante forskelle i antallet af millionlønninger mellem kommunerne, og forskellene stemmer ikke overens med forskellen i størrelsen på kommunerne i alle tilfælde.

Berlingske har lavet en opgørelse af antallet af ansatte med millionlønninger i forhold til antallet af indbyggere.

Her skiller især mange kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland sig ud med mange høje lønninger i forhold til indbyggertallet.

I Ishøj, Hørsholm og Rudersdal er der for eksempel en kommunalt ansat med millionløn for hver 2000 borgere. Helt anderledes ser det ud i Viborg, Favrskov og Assens, hvor det tilsvarende tal er omkring 8000 borgere per millionlønning.

Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh kan dog ikke se nogen problemer i tallene. Han vurderer over for Berlingske, at tallene ligger på "et fornuftigt leje".

Han mener heller ikke, at der er noget alarmerende i, at der forskelle imellem, hvor mange højtlønnede medarbejdere kommunerne har.

- Den ene del af forklaringen er, at man i nogle kommuner vælger at have en stærk og dygtig ledelseskraft. Det kræver flere chefer, og så bruger man flere penge på det.

Den anden del af forklaringen er, at man har råd til det, siger professoren til Berlingske.

I Randers Kommune syntes borgmester Torben Hansen (S) lige umiddelbart, at 30 ansatte i kommunen med millionløn lød af meget, men efter lidt overvejelse kommer han frem til en anden konklusion.

- Når man ser på kommunens størrelse, passer det meget godt med, at vi ligger som nummer otte eller ni på listen, siger han til Randers Amtsavis.

Han peger på, at Randers er en stor kommune med mere end 7000 ansatte. Det betyder, at man som chef har ansvaret for et stort antal medarbejdere. Lønnen er afstemt efter dette, i overensstemmelse med de gældende regler og overenskomster.

Samme melding, lyder der fra Christian Mølgaard, som er juridisk chef i Aarhus Kommune. I et skriftligt svar til Århus Stiftstidende skriver han, at stigningen i mængden af kommunale medarbejdere med en løn på over en million kroner er udtryk for den generelle lønudvikling i det private erhvervsliv og samfundet som helhed.

- Heraf følger, at et vist antal medarbejdere – helt overvejende med ledelsesansvar – vil opnå en årsløn (inklusiv pension) over 1 millioner kroner årligt – og at det antal naturligvis vil være stigende henover årene og vil være det fremadrettet i takt med den generelle lønudvikling, skriver han.

Det er dog heller ikke i kommunerne, at man finder det største antal millionlønninger i det offentlige. I tallene fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet er der også en opgørelse for regionerne, og her er der i alt 6928 personer, der tjener over en million om året. Det er omtrent fire gange så mange som i kommunerne.

Katrine Daugaard, folketingsmedlem for Liberal Alliance, har selv oplevet, hvordan det var for de børn, som blev hentet som de sidste i vuggestuen eller børnehaven.

I mange år, før hun kom i Folketinget, har hun arbejdet i flere forskellige daginstitutioner i både Køge og flere steder på Fyn.

Og er det en af årsagerne til, at hun har reageret stærkt på den debat, som den socialdemokratiske minister Kaare Dybvad Bek har startet med en udtalelse om, at forældre skal være stolte og ranke ryggen, hvis de henter deres børn sent.

- Jeg har selv arbejdet i en daginstitution, og jeg ved godt, at det ikke er sjovt at være den, der bliver afleveret først og hentet sidst, siger Katrine Daugaard og fortsætter:

- Jeg tror, at hvis forældre står med dårlig samvittighed, når de henter deres børn, så er det ikke, fordi andre mennesker moraliserer. Jeg tænker, at der er tale om helt almindelig omsorg og indlevelse i sine børn. Den dårlige samvittighed synes jeg ikke, at man som politiker skal sige til folk, at de skal lægge væk. Det bliver jo afstumpet på en eller anden måde, siger hun.

I forbindelse med at Kaare Dybvad Bek udgiver sin debatbog ”Arbejdets land” gav han i denne uge et interview med Jyllands-Posten, hvor én særlig udtalelse er faldet mange for brystet.

- Lad være med at kigge ned i jorden, når du henter dine børn, lige før børnehaven lukker. Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet, lød det fra Kaare Dybvad Bek, der til daglig er udlændinge- og integrationsminister.

I sin bog skriver han, at det ifølge ham er en trussel mod velfærdssamfundet, hvis danskerne i bred forstand begynder at arbejde mindre, og han stempler dermed fuldtonet ind i debatten om danskernes arbejdsmoral.

Statsminister Mette Frederiksen (S) startede den for alvor, da hun i marts sagde, at danskerne kan glemme alt om at komme til at arbejde mindre. Det var, kort tid efter Folketinget havde afskaffet store bededag fra næste år.

Diskussion om mere eller mindre arbejde har igennem lang tid affødt hidsige diskussioner i samfundet.

Det har det også i Folketinget, hvor Socialdemokratiet står på den ene side, mens partier som SF og Enhedslisten sammen med borgerlige partier – særligt De Konservative og Liberal Alliance – står på den anden.

- Vi har ikke noget imod det arbejdende folk overhovedet. Jeg stejler over, at Socialdemokratiet gerne vil bestemme over, hvad danskerne skal, fordi de ikke tør lave de reformer, der skal til, for at få et stort nok arbejdsudbud, siger Katrine Daugaard

- Det ligger meget langt fra vores politik. Vi forsøger med gulerod at få det til at bedre kunne betale sig at arbejde, men vi vil også give folk frihed til at vælge i en periode. Vi ser intet galt i, at folk passer deres barn selv, eller at man skruer op og ned for, hvor meget man arbejder.

I vil f.eks. give skattefradrag til familier, der gerne vil hjemmepasse. Forsøger LA ikke omvendt med gulerod at gøre det mere attraktivt at blive hjemme med sine børn i stedet for at arbejde?

- Det er jo slet ikke alle, der har lyst til det, men det er der nogle, der har. Det er vigtigt, at hver enkelt familie har friheden til at vælge det, der er bedst for dem, siger Katrine Daugaard.

- Så længe man forsørger sig selv, og man klarer sig selv, så mener jeg ikke, at politikere skal blande sig i, hvordan folk indretter sig.

Kaare Dybvad Bek mener, at der er en tendens til at forherlige livet uden for arbejdsmarkedet.

Han mener også, at det vil være en dårlig samfundsudvikling, hvis partierne på Christiansborg er med til at skubbe på for den udvikling.

Den kritik kan Liberal Alliances Katrine Daugaard ikke genkende.

- Der er ikke et parti, som øger arbejdsudbuddet så meget, som LA gør med vores politik, og det er altså selvom danske familier får en langt større frihed til at indrette sig, som de gerne vil, og at de i en periode kan gå hjemme og passe sit barn selv, siger hun.

- Det er jo ikke sådan, at vi siger, at folk bare skal sætte sig hjemme og hygge sig foran Netflix hele livet.

Men er du så ikke enig med Socialdemokratiet i, at dem, der kan arbejde, skal arbejde?

- Jo, det er jeg. Men jeg er også enig i, at det er meget forskelligt, hvad folk arbejder med, hvor meget de arbejder, og hvor hårdt deres arbejde er. Derfor er det familierne selv, der skal bestemme og indrette sig, som de ønsker.

Men er det ikke rigtigt, at manglen på arbejdskraft vil blive forstærket, hvis danskerne bredt set vælger at arbejde mindre?

- Jo, jo. Men vi får jo også et lavere arbejdsudbud ved at indføre en Arne-pension. Vi har også lige justeret kontanthjælpssystemet, så en enlig mor får 2000 mere om måneden. Du rykker jo på arbejdsudbuddet i forhold til næsten alle politiske tiltag.

Er der en grænse for, hvor meget man kan tillade sig at trække sig ud af arbejdsmarkedet i et velfærdssamfund, hvor der er mange services, som vi får betalt over skatten?

- Jeg har intet problem med, hvis folk har brug for at gå lidt ned i tid og i en kort periode og passe sit eget barn hjemme. Det skal vores system kunne rumme, for familierne er vigtige, siger Katrine Daugaard.

- Det nytter ikke noget, at S gerne vil fortsætte med et system, som er så hårdt skruet sammen, at folk ikke længere føler mening med deres liv eller føler, at de kan tillade sig at prioritere deres børn uden at føle sig som en dårlig borger. Jeg synes simpelthen, at det er helt langt ude, siger hun og tilføjer:

- Jeg synes, at Kaare Dybvads udtalelse viser, hvor desperat Socialdemokratiet må være for ordentlige løsninger, der skaber arbejdsudbud.