Troels Lund Poulsen bliver lørdag kronet som Venstres nye formand, eller høvding, som mange Venstre-folk ynder at kalde det.

Det sker, når Venstre-medlemmer samles til landsmøde på den jyske hede i Herning. Her skal Christiansborg-Venstre møde partiets medlemmer i det magtfulde og efterhånden berygtede bagland.

Det er dem, formanden kan slå sig på. Dem, det er farligt at lægge sig ud med. Men det er også dem, der arrangerer vælgermøder, virksomhedsbesøg, hænger plakater op og tager en måned ud af kalenderen hvert fjerde år for frivilligt at hjælpe deres parti på gader og stræder.

Der er blevet sagt og skrevet meget om Venstres bagland. Om interne stridigheder, utilfredshed, hvad Venstre er og hvor partiet nu skal hen og om tiltagende sprækker mellem land-Venstre og by-Venstre. Især efter partiet er blevet splittet i tre og Moderaterne og Liberal Alliance har tiltrukket mange storbyvælgere, mens Danmarksdemokraterne har tiltrukket mange landvælgere.

Men hvad og hvem er Venstres bagland? Hvad skiller dem? Og hvad samler dem?

Avisen Danmark har mødt to Venstremænd fra baglandet. En fra land-Venstre og en fra by-Venstre.

I Lindeballe, en lille landsby mellem Billund og Give, byder 69-årige Leif Søndergaard på morgenbrød og kaffe. Der er grønblomstret dug på køkkenbordet, og der er dækket op med musselmalede kaffekrus med hank på. Her drikkes kaffen sort.

Leif Søndergaard er formand for Venstres vælgerforening på Give-egnen og tilhører land-Venstre. Han meldte sig ind i partiet i 1978. Dengang Henning Christophersen var formand, og han har aldrig havde stemt på andet end Venstre.

Hans mantra om "ikke at rende af gårde fordi det går skidt" indfanger ham godt.

Dels fordi han ikke kunne drømme om at stemme på andet end Venstre, endsige forlade partiet. Dels fordi han er landmand. Fjerde generations landmand.

Han er født i Lindeballe og opvokset på selvsamme gård, som han ejer i dag. Her arbejder han 12 timer om dagen fra klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen. Han driver et konventionelt landbrug med både grise, køer og dyrkning af korn, raps og græsfrø.

Han er iført mørkegrøn striksweater, og de mørkegrønne gummistøvler står i bryggerset. For selvom han har sat timer af til interview, er han reelt stadig på arbejde. Interviewet afbrydes også af et tocifret antal af telefonopkald. Gården skal jo passes.

Som 21-årig fik han muligheden for at arbejde som landmand i det kommunistiske Zambia, og selvom han elskede Zambia, måtte udlandsopholdet stoppe.

- Jeg fik brev fra min far om, at nu syntes han jeg skulle hjem og overtage gården. Og så tænkte jeg 'det må jeg jo nok hellere,' og jeg har været her lige siden.

Leifs far var selv aktiv i Venstre, og i familien talte de generelt meget om politik.

Udlandsopholdet var med til at forme hans politiske ståsted. I Zambia oplevede han, hvad kommunismen førte med sig. Så også her fulgte han i sin fars fodspor, da han købte sit første medlemskort i Venstre, og han har været medlem lige siden.

Som vælgerforeningsformand har han oplevet et markant fald i antallet af medlemmer gennem de seneste år, og det huer ham ikke.

- Man bør ikke rende af gårde fordi det går skidt, siger han og tilføjer:

- Venstre er jo gået ind og har taget et ansvar og jeg håber, at vælgerne på et tidspunkt indser, at det har værdi at deltage i lovgivningsprocessen.

På en villavej i den gamle Venstre-bastion, Højbjerg på Aarhus-egnen, bor Stig Mosebo, som ligeledes er 69 år gammel. Han har pudsede sorte sko på, og der er dækket op med kaffe og franske scones på glasstuebordet. I den anden ende af rummet prydes bogreolen med alt fra bøger om møbeldesign til politiske biografier.

Stig Mosebo er i dag pensioneret, men var i mange år salgschef i firmaer i forskellige brancher. Blandt andet i møbelbranchen. I dag er han formand for Venstre i Aarhus Syd. Jakob Ellemann-Jensens opstillingskreds gennem mange år.

Med andre ord: Vi befinder os i storby-Venstre.

Sig Mosebo er vokset op i Odense by i et middelklassekvarter. Ligesom Leif har han arbejdet nogle år i udlandet. Ikke som landmand, men som møbelsælger i Hamborg.

Hans forældre var ikke synderligt politisk interesserede, men i en ung alder blev Stig Mosebo præget af amerikansk kultur. Det var 60'erne og nøgleordene var opgangstid, vækst, frihed og personligt ansvar.

I 1988 meldte han sig ind i Venstre. Dengang var Uffe Ellemann-Jensen formand, og Stig havde ikke troet, at han 35 år senere skulle samarbejde tæt med Uffes søn, Jakob.

Det var liberalismen og det globale udsyn, der tiltalte ham.

- Jeg var meget præget af USA. Der var muligheder og konkurrence, siger Stig Mosebo og retter på sit ur.

Fra lædersofaen i stuen fyldt med diverse malerier udtrykker han stor tilfredshed med Venstres nuværende politiske ståsted.

- Kunne man ønske sig nogle flere liberale ideer? Ja, men vi bør også se på den politiske situation. Vi befinder os i en omskiftelig verden med klimakrise og krig, så jeg tror den nuværende situation kalder på en samlingsregering, siger han.

Ligesom Leif, ser Stig slet ikke for sig at skulle melde sig ud eller stemme på andet end Venstre.

- Det er vigtigt med et parti, der er blåt og liberalt, men tager ansvar og bruger mandaterne til at ændre noget, siger Stig og lægger sig dermed på linje med Leif, når snakken falder på Venstres nuværende position på det politiske landkort.

Ved køkkenbordet i Lindeballe ærgrer Leif sig over flere af de fodfejl som Jakob Ellemann-Jensen begik som Venstres formand.

- Han skulle såmænd nok være blevet en god formand, men det var for tidligt, siger han.

Stig mener til gengæld, at den nu tidligere formand havde så svære vilkår, at det næsten var umuligt.

- Nu kender jeg Jakob personligt og har kun rosende ord tilovers for ham, men han overtog formandsposten på et tidspunkt, hvor ingen andre bød sig til. Jakob tog ansvar.

Og netop ansvar er et ord, der går igen, når snakken falder på Venstres historiske regeringsdeltagelse med arvefjenden, Socialdemokratiet.

Leif og Stig er helt enige. Det var godt, at Venstre tog ansvar og gik i regering.

Leif har altid ment, at en regering hen over midten var en god idé.

- Jeg tror generelt ikke, at man æder større kameler ved at sidde i denne regering, end man vil skulle gøre sammen med yderfløjene, siger han.

Stig stemmer i.

- Hvis ikke Venstre var gået i regering, havde vi haft en rød regering med skattestigninger, nu får vi skattelettelser. Vi havde haft en regering, der ville lægge landbruget ned, nu sidder vi med ved bordet, siger han.

En ting skiller dog de to garvede Venstremænd ad. Nemlig co2-afgiften.

By-Stig mener, at tiden er den rette til, at også landbruget tager sin del af ansvaret for det samlede klimaftryk.

- Det skal selvfølgelig gøres på en afbalanceret måde, men det er en nødvendighed, at vi får lavet en co2-afgift, siger han og tilføjer, at selvom det er en svær diskussion i netop Venstre, så håndterede Jakob Ellemann-Jensen sagen på en tilfredsstillende måde.

Land-Leifs holdning er noget anderledes.

- Der er overhovedet ikke behov for en co2-afgift. Det er total misforstået, siger Leif og tilføjer:

- Så nu står vi med håret i postkassen. Og det er et problem, for nu fanger bordet, da Venstre har skudt sig selv i foden.

Leif og Stig kommer begge to til landsmødet. Naturligvis, hvis man spørger dem. Og nu glæder de sig til at se fremad med Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose som et nyt makkerpar, der skal kunne samle Venstre og vise resultaterne af at sidde i regering.

De er enige om Venstres politiske ståsted. De er enige om, at Venstres bør søge indflydelse, hvad enten det er over midten eller i en ren blå regering. De er enige om, at det var den rigtige beslutning af Venstre at gå i regering. De er sikre på, at Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose er det rigtige makkerpar for Venstre.

Og selvom co2-afgiften deler vandene, og selvom der er forskel på pudsede sorte sko og grønne gummistøvler, er forskellen i de fleste politiske diskussioner måske mindre, end forskellen er i dialekt, tøj og facon.

Spørgsmålet er nu, om splittelsen om co2-afgiften trumfer Troels Lund Poulsen forsøg på at forsone partiet om de ting, de trods alt er enige om, når han lørdag krones som Venstres nye formand.

Meget tyder på, at danskerne snart skal vænne sig til en ny rentevirkelighed.

En faldende inflation i USA har rokket ved de lange danske realkreditobligationer og udsigten til rentefald herhjemme

Kort fortalt betyder det, at 4-procentslånet er meget tæt på at åbne og dermed blive arvtageren efter 5-procentslånet i Danmark.

Det er godt nyt for de fleste, bare ikke alle.

Undtaget er nemlig de boligejere, der går og pønser på at omlægge deres lån med det formål at skære noget af deres restgæld.

Det samme gælder de boligejere, der står over for at sælge deres bolig og dermed indfri deres boliglån med en lav rente.

- De faldende renter er ikke nødvendigvis godt nyt for de låntagere, der fortsat går med en overvejelse om at indfri deres nuværende lån med lav kuponrente på 1 procent. Det vil også gælde for boligejere, der via boligsalg indfrier deres lån derigennem, fortæller Frederik Romedahl, chefanalytiker i Danske Bank, og giver et eksempel.

- Tager man udgangspunkt i et 30-årigt fastforrentet 1 procent-lån (med afdrag) på 1 million kroner, så har den seneste tids udvikling betydet, at restgældsreduktionen ved indfrielse i dag vil være ca. 280.000 kroner mod omtrent 330.000 for blot en måned siden, forklarer han og fortsætter:

- Restgældsreduktionen er fortsat betydelig, men det kraftige rentefald over den seneste måned understreger med al tydelighed, at det kan være farligt at sidde for længe på hænderne, hvis ens intention er at benytte sig af fordelene ved at købe det nuværende lån tilbage til "spotpris" i markedet, siger han.

De danske renteniveauer er i høj grad styret af, hvad den amerikanske centralbank Federal Reserve beslutter sig for at stille op med renten.

Her tror en anden analytiker fra Danske Bank på, at 2024 bliver helt anderledes sammenlignet med 2023.

- Efter markedet i lang tid har fokuseret på rentestigninger, bliver 2024 et år med fokus på, hvor langt renten skal ned igen, siger Frank Øland, global chefstrateg i Danske Bank til Børsen.

Ifølge ham forventer Danske Bank tre rentesænkninger fra den amerikanske centralbank, mens de forventer to fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den udvikling kan få stor betydning for de danske boligejere. Og selvom det for en del af boligejere ikke længere vil være nær så favorabelt at omlægge deres lavrentelån til en højere rente, så er der andre fordele, som boligejerne skal tage med i deres overvejelse, lyder det fra Frederik Romedahl.

- For boligejere, der overvejer at konvertere op (til en højere rente, red.) eller skråt (fra en fast til en variabel rente, red.), så skal det selvfølgelig holdes op mod, at et rentefald også vil betyde lavere månedlige rentebetalinger fremadrettet. Derved bliver restgældsreduktionen mindre, men til gengæld får man potentielt også en lavere månedlig ydelse, forklarer han og fortsætter:

- Så ja, ser man det som et "gevinst-vindue", så kan det meget vel være ved at lukke, selvom man fortsat får en ganske pæn restgældsreduktion på lange realkreditlån med 0,5 procent eller 1 procent i rente.

Frederik Romedahl understreger dog at der er mange ting i spil, hvis du kaster dig ud i at spekulere i, om renterne falder eller stiger.

- Generelt anbefaler vi altid stor forsigtighed i forhold til at spekulere i renteudsigterne, da de fortsat er ganske usikre – selv på den korte bane. Alt efter ens risikovillighed, så kan man overveje en skrå konvertering over i lån med helt kort rentebinding (for eksempel F1) eller alternativt et nyt 30-årigt 5 procent-lån med mulighed for senere hen at konvertere ned. Det rigtige valg er sidste ende et spørgsmål om ens privatøkonomi, risikovillighed og tidshorisont i boligen, siger han.

Ifølge Realkredit Danmarks hjemmeside så lyder deres tommelfingerregel, at du skal kunne reducere din gæld med mindst 8-10 procent, før de mener, det kan betale sig at lægge lånet om med en restgældsreduktion for øje.

Tv-programmer, podcasts, bøger og apps om fænomenet dating og drømmen om at finde den store kærlighed, lever i bedste velgående. Senest har både TV 2 og DR sendt nye programmer på gaden, der sætter fokus på en overfladisk dating-kultur, og i efteråret stillede en influencer sig frem med et stort papskilt med teksten "Kæreste søges. #fucknetdating".

Men hvad er grunden til dette mekka af tilbud, og er det svaret på at finde den store kærlighed? Avisen Danmark har sat to eksperter stævne til en snak om jagten på kærligheden anno 2023.

Er kærligheden under pres?

- Selv om vi lever i et skilsmissesamfund, er kærligheden en moderne religion, som vi bliver ved med at tro på. Og vi er mere end nogensinde optaget af, hvad der egentlig skal til for at bygge et godt forhold op, siger Poul Poder, lektor i sociologi på Københavns Universitet.

Samtidig er der sociologer, som taler om, at kærligheden er under opløsning, indskyder han.

-  Fordi vi ikke længere giver kærligheden plads til at udfolde sig, og fordi vi ikke orker forpligtelser, siger Poul Poder.

Gert Martin Hald, professor i psykologi på Københavns Universitet, mener, at vores forventninger til kærligheden kan presse os.

-  Hos de såkaldte ufrivillige singler ser vi, at de ofte kan have nogle urealistiske forventninger til, hvad et forhold skal kunne, eller hvad de selv eller deres partner skal kunne i et forhold, siger han.

Poul Poder remser gerne forventningerne op:

- Vi søger en livspartner, vi kan få børn med, der både kan hjælpe en med selvudvikling, støtte ens karriere, og som man også har et spændende fritidsliv og erotisk liv med, siger han.

Hvorfor har vi skabt alle de forventninger? 

Poul Poder svarer, at kærligheden er blevet frisat.

Det vil sige, at man kan klare sig selv i det danske velfærdssamfund, og det altså er blevet sjældnere, at man er tvunget til partnerskab af økonomiske eller kulturelle årsager.

Gert Martin Hald mener, at frisættelsen har givet os nogle anderledes forventninger til kærligheden end tidligere. Det er blandt andet blevet vigtigere for os at være intimt forbundet og føle os følelsesmæssigt forstået af en partner, lyder det.

- Det er en stor gevinst, at man ikke er dømt til at være sammen med én, der eksempelvis slår dig. Men det gør også, at vi ikke længere er tvunget til at acceptere eller at lære af det forhold, vi er i. Vi kan i højere grad vælge og vrage, som vi vil, siger Gert Martin Hald.

Har vi brug for hjælp til kærlighed?

- Der er i hvert fald flere valgmuligheder end nogensinde, og det skaber nogle andre krav til kærligheden end tidligere, siger Gert Martin Hald.

- Ja, det kan man sige. Vi er forvirrede over, hvad kærlighed indebærer. Vi har mange popsange og fortællinger om ulykkelig kærlighed, men den positive kærlighed har vi svært ved at forstå, hvad kræver, siger Poul Poder.

Hvorfor er det svært at forstå?

- Fordi vores romantiske opfattelse af kærlighed gør, at vi er tilbøjelige til at tænke, at kærligheden kommer af sig selv. Så vi er ikke trænet til at forstå, hvad kærlighedsforhold består af ud over, at følelserne er knyttet til forelskelse, siger Poul Poder.

Hvad er det, vi ikke forstår?

- Spørgsmålet er snarere, om vi kan omsætte den forståelse i praksis lige fra vores valg af partner til dét at være i forhold med vedkommende. Her kan mange af os nok blive bedre til at bruge vores erfaringer fra tidligere forhold, så vi ikke laver samme fejl igen og igen, siger Gert Martin Hald.

I bund og grund skal vi forstå, at et forhold også er en beslutning om at være villig til at lære noget om sig selv, påpeger han.

Poul Poder mener, vi skal blive bedre til at formulere, hvad vi ønsker os, på en konstruktiv måde, fordi de færreste er i stand til at læse tanker.

- Og så skal vi være bedre til at tilgive, for vi kommer uden tvivl til at såre hinanden, siger han.

Hvis vi ikke lykkes med at forbedre os, kan vi så ikke leve fint uden kærligheden?

- Jo, det kan vi. Og det er vigtigt at understrege, at ikke alle ønsker et parforhold. Men vi ved også, at det kan reducere livskvalitet og glæde i hverdagen for dem, der ikke kan finde kærligheden eller fastholde et parforhold, siger Gert Martin Hald.

Poul Poder hæfter sig ved, hvor mange der fortsat drømmer om kærligheden trods højere forventninger og større frisættelse.

- Det kan godt være, man har venner, og det kan godt være, man har et succesfuldt liv, men hvis du aldrig har oplevet den store kærlighed eller dyb intimitet med et andet menneske, så er vores liv trods alt lidt fattigt, siger Poul Poder.

Men de nye tider for kærligheden kan også tolkes positivt, forklarer han.

Han nævner nemlig Helen Fisher, en amerikansk antropolog, som ikke tror på, at kærligheden er i krise.

- Hun kalder det i stedet for "slow love" (langsom kærlighed, red.), hvor vi indsamler erfaringer og eksperimenterer ved at have forskellige typer af relationer, inden vi senere i livet beslutter os for at finde kærligheden og etablere os, siger Poul Poder.

Denne artikel er tredje del af en serie om danskernes forhold til dating og kærlighed.

En ministerrokade er som juleaften for politiske analytikere og redaktører. Også for Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, der i denne uges udgave af ”Christiansborg” ser frem mod den ministerrokade, der ventes at komme i næste uge.

Han har også allerede styr på, hvilken rokade der kunne være attraktiv for Venstre.

- Det kunne godt være, Troels Lund Poulsen var interesseret i den store kabale. Det tvivler jeg på, de to andre er. Dels fordi det går fint for Løkke med de ministerposter, Moderaterne har, og Mette Frederiksen har allerede de tunge ministerposter til Socialdemokratiet.

Han nævner blandt andet Ligestillingsministeriet som et ministerium, der kunne indgå i en rokade, da Venstre, der har ministeriet, har et andet syn på området end de andre borgerlige, som Troels Lund Poulsen virker mere imødekommende overfor.

Casper Dall taler desuden med Ida Meyer, politisk reporter, om debatten om arbejdsmoral, som Kaare Dybvad (S) har sat gang i, efter han udgav en bog for nyligt. Du kan lytte til podcasten der, hvor du normalt lytter til podcasts eller i Avisen Danmarks app. Du kan også lytte til den øverst i denne artikel.

Det har været nogle hårde år for filmbranchen, både herhjemme og i Hollywood.

Først covid-nedlukninger, derefter nedskæringer hos mange af de store streamingtjenester og i foråret indledte de amerikanske manuskriptforfattere (Writers Guild of America) en strejke i forbindelse med en ny overenskomst med de store produktionsselskaber og streamingtjenesterne.

Skuespillernes fagforening (SAG-AFTRA) fulgte trop hen over sommeren. Hollywood har været en soveby lige siden.

Kardinalpunkterne i begge faggruppers overenskomstforhandlinger var at sikre sig rettigheder især i forbindelse med streamingtjenesternes tilsyneladende frie brug af de kreatives værker i al evighed. Og i måske endnu højere grad var de kreative bange for, om tjenesterne i fremtiden kunne finde på at lade kunstig intelligens skrive serier og film, ligesom man vil kunne scanne en skuespiller og bruge denne i et kartotek for fremtiden.

Begge dele er, om ikke blevet fikset, så i hvert fald italesat med en højere minimumsløn, en bonusordning og særlige klausuler om brug af digitale udgaver af mennesker.

Det danske sundhedsvæsen er under pres. Vi lever længere og længere, og medicin og behandlingsmuligheder stiger i både pris og kompleksitet. Selvom vi investerer milliarder af kroner i sundhedssektoren, så rækker det ikke rigtigt.

Har vi som skatteborgere for høje forventninger til effektiv behandling, som systemet ikke kan leve op til? Eller bruger vi ikke de mange milliarder på den rigtige måde? Jeg tror mest på det sidste - at der rent faktisk er noget, vi kan og skal gøre bedre.

Overfor DR har flere ledende overlæger udfordret den automatiske behandling af kræftpatienter, der er bygget ind i de kræftpakker, som mange politikere ellers stolt vil fremhæve som en af grundpillerne i det danske sundhedsvæsen.

Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år. Hvert år får 47.000 danskere en kræftdiagnose. Derfor er behandlingsgarantien og kræftpakkeforløb en kæmpe tryghed for en meget stor del af befolkningen.

Skal vi virkelig pille ved den?

Kritikken af den nuværende ordning går på, at der ikke tages højde for, at kræftpatienter er meget forskellige, men bliver behandlet på samme måde.

De vise ord om, at behandler man alle ens, så behandler man folk forskelligt, kommer her på spil. De kritiske læger, der modigt kaster lys på et økonomisk og sundhedsfagligt dilemma, påstår således, at kræftpatienters rettigheder i virkeligheden skaber ulighed i sundhedsvæsenet. Det giver nogle skæve prioriteter, hvor andre patientgrupper står tilbage som de store tabere.

Og det er næsten en gordisk knude. For politikerne kan ikke tillade sig ikke at lytte til fagfolk, der konkluderer, at det ikke er et fagligt skøn, som definerer en behandling i det danske sundhedsvæsen. Samtidig føler de sig forståeligt nok presset til at stå på mål for den politiske vilje og den kontrakt med danskerne, som er bygget ind i de populære kræftpakker.

Diskussionen er startet. Og det er altid en god start, når der er et stort problem, der skal løses, at der er en fælles erkendelse af, at der er noget galt. Men hvad er den salomoniske løsning?