Over 80.000 danskere har i år fået det populære slankelægemiddel Wegovy, men som alt andet medicin kan Wegovy medføre bivirkninger. Kvalme, opkast, forstoppelse og diarré er blandt de mest hyppige. En bivirkning, der måske kan overraske, er hårtab.

Hårtab forekommer hos op til 1 ud af 10 brugere af Wegovy, fremgår det af indlægssedlen.

Og det er noget, som 29-årige Jeanette Carøe Frahm fra Odder har oplevet i høj grad.

Værst er det ifølge Jeanette, når hun går i bad, og håret er vådt.

- Det er kæmpestore totter, jeg kan stå og trække ud, når jeg er i bad, siger Jeanette Carøe Frahm.

- Det er meget voldsomt.

Jeanette har siden februar taget slankelægemidlet Wegovy, der virker ved, at det aktive stof semaglutid øger mæthedsfornemmelsen. Det kræver recept at få medicinen, og ved hjælp af Wegovy er Jeanette lykkes med at tabe sig 29 kg.

I starten mærkede hun ikke noget til hårtab. Men især i de seneste fire måneder har hun oplevet, at det er blevet værre og værre, fortæller hun.

- Jeg har heldigvis kraftigt hår, så der er masser at tage af. Men jeg kan da godt være bekymret for, om jeg risikerer at stå tilbage med meget tyndt hår eller skaldede pletter.

Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor ved Århus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus, fortæller, at hårtab er forholdsvist normalt at opleve, når man gennemgår et stort vægttab.

Hårtab ses for eksempel også hos nogle patienter efter en fedmeoperation.

- Typisk er det kvinderne, der beskriver, at når de går i bad eller friserer sig, så sidder der meget hår i børsten, siger han.

Hårtabet forårsages dermed ikke direkte af Wegovy, men af det vægttab, som Wegovy bidrager til, forklarer Jens Meldgaard Bruun.

- I vægttabsfasen går du i en katabolsk tilstand, hvor du nedbryder væv, for eksempel fedtvæv. Og så risikerer man også hårtab.

Hårtabet er midlertidigt, men Jens Meldgaard Bruun har som læge oplevet, hvor hårdt det kan ramme især de kvindelige patienter at miste deres tykke hår, fortæller han.

- Det kan være meget generende og frustrerende. Nogle bliver jo kede af det og bange for, at alt håret er tabt, og at det er en permanent tilstand, siger han.

Mens udtynding af håret er forholdsvist normalt at opleve under vægttab, er pletskaldethed ikke normalt ved vægttab, siger han.

- Det er to forskellige tilstande. Pletskaldethed ses som områder, hvor der slet ikke er hår, mens det mere almindelige hårtab ved vægttab typisk betyder en generel udtynding af håret, siger han.

Der er ikke nogen "rigtig god behandling" for det tyndere hår, siger Jens Meldgaard Bruun. Man kan spise ekstra mineraler og vitaminer, der stimulerer hårvæksten. Men ellers må man væbne sig med tålmodighed.  Han fortæller, at hårtabet vil forekomme, mens man er i gang med sit vægttab, og herefter kan der gå noget tid, før håret vender tilbage.

- Det er noget, som typisk går over, når man kommer i en mere stabil fase igen. Problemet er, at når håret først er faldet af, så skal hårsækkene jo lige i gang igen. På den måde er det noget, der tager tid, siger han.

Hvorfor er det, at vægttab kan gå ud over håret?

- Fordi du er i generelt energiunderskud og dermed i risiko for at komme i vitamin- og mineralunderskud, og så gør kroppen alt for at forsvare sig. Og så er der selvfølgelig nogle kropsfunktioner, som "kroppen" fokuserer på, og andre, som den ikke fokuserer så meget på. Forsimplet sagt er det måske lidt mindre vigtigt, om man har hår på hovedet, siger han.

Er det et tegn på, at man taber sig for hurtigt?

- Nej. Det hænger sammen med størrelsen og hastigheden af vægttabet, men der er også folk, der taber sig hurtigt eller taber sig meget, uden at de får problemer med hårtab, siger Jens Meldgaard Bruun.

Hårtab er også noget, som Lægemiddelstyrelsen har fået indberetninger om fra danske Wegovy-brugere.

Det fremgår af et svar, som Avisen Danmark har fået fra Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen har modtaget i alt 488 indberetninger om mulige Wegovy-bivirkninger, og blandt dem er "alopecia" den niende mest hyppige. Der har været 22 indberetninger om det.

Alopecia "en beskrivende diagnose, der slet og ret betyder hårtab", fortæller Christian Vestergaard, som er klinisk lærestolsprofessor ved Århus Universitet og overlæge på afdelingen for Hud og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital, i en email til Avisen Danmark.

Alopecia kan dække over mange former for hårtab, herunder udtynding af håret, at man mister alt håret, eller at man bliver pletskaldet. Hårtab ses også i mange forskellige medicinske sammenhænge, fortæller han.

- Man kan se det ved kræftbehandlinger, hvor det er en meget almindelig bivirkning. Det kan også forekomme ved almindelige sygdomme som infektionssygdomme – særligt hvis det har et alvorligt og langvarigt forløb, for eksempel lungebetændelser. Mange kvinder oplever det også efter graviditet og fødsel, siger han.

- Og så er der en tilstand, vi kalder "alopecia areata" eller pletskaldethed. Den optræder ofte i forbindelse med eksem eller uden andre sygdomme.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt det undrer professoren, at hårtab er en bivirkning af Wegovy, svarer han:

- Mange lægemidler kan give hårtab/alopecia. Umiddelbart synes jeg bare, vi må konstatere, at det er en bivirkning ved Wegovy, hvilket man skal informere om, hvis man udskriver det.

Tilbage hos Jeanette Carøe Frahm i Odder er der glæde over, at hendes hårtab er normalt, og at hun ikke umiddelbart skal frygte pletskaldethed.

Men idet hun mister så meget hår i øjeblikket, overvejer hun alligevel, om det er bedre for hende at stoppe på Wegovy. Ikke mindst fordi hun samtidig er tæt på at have nået sit mål for vægttabet.

- Der ligger hår overalt i mit hjem, og kører jeg hånden igennem mit hår, kan jeg også trække en masse med ud. Hvis det fortsætter på den måde, kan jeg godt overveje, om jeg snart burde stoppe med medicinen, siger hun.

Det føles ikke som en voldsom stor udskrivning, når du fredag efter fredag fylder slikposen op med salte fisk og chokofanter.

Det føles også fortjent, når du hiver to flasker rødvin på tilbud med ned i indkøbsvognen sammen med den lille buket af blomster til konen.

Ved siden af blomsterne ligger bøfferne, nå ja, og så selvfølgelig desserten - delikatessens hjemmelavede tiramisu.

Men prøv at tage et kig på bonen, når du har betalt og gang beløbet med antallet af fredage og lørdage de næste 30-40 år.

Hver eneste år bruger du, hvis du ellers er, som folk er flest, en stor portion penge på såkaldte tomme kalorier, som slik, is, øl, vin og anden luksus.

Hvor mange vender vi tilbage til, men allerede nu kan skribenten her godt afsløre, at beløbet er anseeligt.

I princippet er det harmløst, hvis ikke du går og mangler penge, men sagen er bare den, af en del af os risikerer at miste muligheden for, at få det liv vi drømmer om, når vi rammer livets efterår.

Sådan lyder det fra Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.

- Når vi spørger danskerne om, hvordan de ønsker, at deres økonomi bliver, når de går på pension, er svaret krystalklart. Danskerne vil leve som de gør nu eller endnu bedre. Det gælder tre ud af fire, forklarer Ann Lehmann Erichsen og henviser til en  ny måling, som YouGov har gennemført for Sydbank.

- Lige over halvdelen vil leve, som de plejer uden at skulle sælge f.eks. bil, sommerhus eller i det hele taget undvære noget af det, de har i dag, og hver femte vil leve bedre end nu, når de får mere tid til familie og interesser. Det gælder over hele landet fra nord til syd og fra vest til øst. Og det gælder uanset indkomst. siger forbrugerøkonomen.

Kun få vil skrue ned for forbruget
På trods af drømme der stiller store krav til din pengepung, så det kun 12 procent, der vil skrue ned for forbruget ved at indskrænke og f.eks. sælge bil, båd, sommerhus eller andet.

Og det er her dit forbrug af slik, vin og luksus bliver et problem. For det er de for få af os, der har tjek på, om vi får drømmeøkonomien som pensionister, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

- Kun hver tredje kvinde og knap halvdelen af mændene har tjekket op på, om de får den ønskede økonomi i seniortilværelsen. Er man 55 år eller ældre er tallene noget anderledes, for så har seks af ti tjekket pensionen. Det er lige lovlig sent at skrue op for pensionsinteressen en ti-års tid, før det er alvor. Selvom det naturligvis aldrig er for sent at forkæle sin pensionsopsparing med ekstra indskud, forklarer hun.

Find lommetyvene i dit budget og brug dem på ekstra pensionsopsparing.

Ann Lehmann Erichsen tøver derfor ikke, når det kommer til at udpege de områder i din private økonomi, hvor du oftest vil kunne finde de ekstra penge til at øge din pensionsopsparing.

- En børnefamilie bruger 18.000 kr. om året på tomme kalorier dvs. slik, kager, vin, øl osv. To voksne uden børn bruger 11.000 kr. om året på tøj og sko, og næsten 20.000 kroner om år på restaurant cafe og kantine, samt 16.000 kr. om året på rejser, siger hun og fortsætter:

- Det er luksus, som vi har vænnet os til. Kan vi nøjes med mindre og lægge resten til pensionen, spørger hun.

Ann Lehmann Erichsen kan dog godt forstå, hvis vi helt almindelige danskere også gerne vil bruge en del af vores lønkroner på de såkaldte tomme kalorier.

Derfor er der heldigvis også andre måder at sikre sig, at pensionisttilværelsen bliver, som man drømmer om.

- Når man ser på sit budget, kan man måske ikke lige finde de ekstra penge til at skyde ind på sin pensionsopsparing. Derfor skal man beslutte sig for, at alle de ekstra penge man får, næste gang man får lønforhøjelse til foråret, skal øremærkes til pension, siger hun og fortsætter:

- Her i år fik en typisk medarbejder inden for handel eller transport 1.515 kr. ekstra hver måned før skat. Til foråret får man noget i samme stil.

Gør man som Ann Lehmann Erichsen foreslår, så kan det virkelig rykke noget. Er du eksempelvis 40 år med en folkepensionsalder på 69 år i 2052, kan den ekstra lønportion på 1.515 kr. sat ind på en privat ratepension med en konservativ risiko ende som en ekstra udbetaling på 48.000 kr. om året i 10 år.

- Hver gang man får en bonus eller en lønforhøjelse, kan man overveje om dele af beløbet skal øremærkes til at forkæle sit ældre jeg, lyder rådet fra Ann Lehmann Erichsen.

Tjek pensionsinfo.dk

De fleste af os kan på bare få minutter finde ud af om vi sparer tilstrækkeligt op til vores pension. Men det er de færreste af os, der får det gjort.

- Så længe jeg kan huske, har man talt om, at pension er et emne de færreste bruger tilstrækkeligt med tid på. Det er desværre stadig sandt, siger hun og uddyber.

- Vi gør det ikke, selvom der nu heldigvis findes et værktøj – pensionsinfo.dk – hvor man på få minutter, kan skaffe sig et overblik over, hvor meget eller hvor lidt, man har sparet op til pension, så er hjemmesiden vist aldrig blevet lagt ned pga. for meget trafik, sådan som skat oplever det hvert eneste år i marts, når danskerne skal se den foreløbige årsopgørelse, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Morten Dahlin griber ud efter sin mobiltelefon. Interviewet er egentlig i gang, men han er nødt til at finde en dato.

Han åbner en app. Fingeren kører lidt op og ned.

- Den 3. september 2019, udbryder han så.

Det kunne være en fuldstændig tilfældig dato et par måneder efter, at Morten Dahlin første gang blev valgt til Folketinget i juni samme år. Men det er ikke en tilfældig dato.

For den 3. september 2019 møder Morten Dahlin Venstres tidligere formand og mangeårige statsminister Anders Fogh Rasmussen på trappen ind til Christiansborg. Her falder den ældre V-generation i snak med den yngre generation af Venstre-politikere, og samtalen kommer ind på den manglende borgerlige-liberale debat i offentligheden.

- Han gav os skubbet, siger Morten Dahlin om Anders Fogh Rasmussen, der ellers med hård hånd slog 10 liberale teser en række yngre Venstre-folk med Søren Pind i spidsen ned tilbage i 2003, fordi de var alt for liberale efter den daværende Venstre-formands smag.

Skubbet satte gang i Morten Dahlin, som hurtigt fandt sammen med Marie Bjerre, der også i 2019 var nyvalgt folketingsmedlem. Sammen fandt de ud af, at der var andre fra deres generation af Venstre-politikere, som også havde tanker om at skrive en bog. Og pludselig var de fem politikere - Linea Søgaard-Lidell, Christoffer Lilleholt og Mads Duedahl kom til - rundt om bordet, når Venstres ideologiske ståsted anno 2019 skulle diskuteres.

Og diskuteret blev der. Men hurtigt fandt de fem ud af, at én ting var de enige om: Staten griber ind i alt for meget. Et eksempel på det er ifølge forfatterne et pludseligt behov fra staten til at kræve solpolitikker i landets institutioner, der sætter retningslinjer for, hvornår pædagoger skal påføre solcreme på børnene:

- Kommunerne er jo til for borgerne, og hvis der så pludselig bliver udtrykt et enkelt ønske om en solpolitik eller en duftpolitik, så skal der pludselig laves alverdens nye politikker, fordi kommunerne forsøger at finde løsninger til borgerne, som de ikke efterspørger, fordi der jo ikke et reelt problem, siger Christoffer Lilleholt, der som rådmand i Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning på nærmeste hold har oplevet, hvordan der i hans optik er kommet politikker for alt muligt.

- Det er jo et problem, at der bliver betalt en akademiker for at sidde og udvikle noget så tosset som en solpolitik. De penge kunne være brugt på meget andet. En solpolitik er ikke nødvendig, og det er den ikke, fordi vi bliver nødt til at have en højere grad af tillid til vores ansatte rundt om i velfærdsinstitutionerne. Med solpolitikken siger man til de mennesker, der elsker børn så meget, at de har valgt at uddanne sig til det, og valgt at passe på alle vores andres børn, at de ikke er i stand til at kigge op på himlen, se om solen skinner, og så påføre den rigtige mængde solcreme på et barn. Det er spild af skatteborgernes penge, siger Morten Dahlin.

Solpolitikker, duftpolitikker eller lignende initiativer fra det offentlige vælger de fem forfattere at samle under en fælles betegnelse. De kalder det "volumensyge".

- Der er en tendens i samfundet til, at staten siger, det kan vi ikke overlade til os selv. Vi bliver nødt til at beskytte jer. Vi bliver nødt til at lægge et beskyttende lag af lovgivning ned over jer. Her handler om pædagoger, der skal putte solcreme på børn. Det kan de godt selv finde ud af. Det er et eksempel på politik, der bliver skabt af systemet. Altså, solpolitikken var ikke noget, der var efterspurgt politisk. Det var ikke noget, forældrene efterspurgte. Det var ikke noget, pædagogerne efterspurgte. Det var noget, der var skabt af systemet. Og det er sådan set det, vi også vender os imod, siger Marie Bjerre, digitaliserings- og ligestillingsminister for Venstre.

- Og hvad er så det næste, bryder Morten Dahlin retorisk ind.

- Er det så, vi skal have en regnpolitik? Er det så, vi skal have en politik for, hvor koldt det må være, når børnene skal lege uden for, og hvor meget tøj, man skal have på? Det tror jeg, sådan set godt, man kan finde ud af i samarbejde mellem forældre og dem, der uddanner sig til det, siger han.

En konsekvens af den såkaldte "volumensyge", er ifølge forfatterne, at administration - bureaukratiet - har grebet om sig.

- Hvis vi insisterer på, at der for alle dele af vores liv skal laves politikker, så er 100.000 ekstra administrative ansatte ikke nok. Hvis hele livet skal lægges ind i politikker, der skal laves af administrative ansatte, som bagefter så også skal administreres, og så finder man ud af nogle problemer med at administrere det, så skal vi nok ansætte nogle endnu flere til at kunne administrere det. Vi bliver nødt til at sætte nogle grænser, siger Morten Dahlin.

Hvad er så statens og kommunernes opgave?

- Det er jo et stort spørgsmål. Der er nogle naturlige opgaver for en stat og kommune, men det handler jo om, at systemstaten ikke må blive så stor, at den tager ansvaret fra den enkelte, så systemstaten bliver løsningen på alt, som der desværre er en udbredt tendens til. Men i stedet skal man tænke, hvad kan jeg selv gøre for at løse situationen eller hjælpe mine nærmeste? Hvordan kan jeg selv tage ansvar? Det, tror vi, sådan set er bedre for den enkelte og bedre for os som samfund, forklarer Marie Bjerre.

Gennem utallige Teams-møder, skriveweekender og rundbordssnakke fandt de fem forfattere ikke kun ud af, hvordan de mener, at det borgerligt-liberalt parti som Venstre bør se ud anno 2023. De opdagede også, hvordan de havde en fælles oplevelse af den kritik, de som borgerlige mødes af.

- Vi er alle sammen hamrende trætte af at blive stemplet som at være antifællesskab. Vi er bare tilhængere af de frivillige forpligtende fællesskaber, ikke de statslige tvungne fællesskaber. Altså, hvis der er et parti af Danmarks historie, der har stået for frihed og fællesskab, så er det Venstre, siger Morten Dahlin.

For Marie Bjerre har det også handlet om at aflive en række myter, som hun sammen med de øvrige forfattere oplever, at venstrefløjen bygger op om velfærdssamfundet.

- Der er så mange ting, systemstaten tilbyder i dag, som faktisk ikke hjælper en social mobilitet. Hvor vi har sat systemer ind, der overhovedet ikke hjælper det, det egentlig var tiltænkt for. For det er ikke bunden af samfundet, der får gavn af, at der for eksempel er SU på kandidatuddannelserne. Eller at der bliver bygget så mange almene boliger, så der skal gives boligstøtte til folk, der ikke har behov for det. Vi har glemt, hvad det egentlig var, systemstaten var til for, når vi ikke formår at løfte den sociale mobilitet bedre, siger Marie Bjerre.

Christoffer Lilleholt istemmer:

- Alt det her har jo ikke forbedret den sociale mobilitet, men det har bare givet en større omfordeling, og faktisk gjort endnu værre ved at tage ansvaret fra folk.

En klassisk debat mellem borgerlige og venstrefløjen er forholdet mellem lejeboliger og ejerboliger. Mens venstrefløjen gerne vil have almene boliger, slår borgerlige et slag for den private ejendomsret og behovet for at eje sin egen bolig.

For de fem forfattere er lige præcis retten til "at være herre i dit hus" en rigtig kamp i 2023.

- Vores grundholdning er, at det er rigtig sundt, at man ejer sin egen bolig. Ejer man sin egen bolig, betyder det, at man tager et ansvar, både lokalt, for sin egen grund og for det samfund, man lever i. Og det giver en anden ansvarsfølelse, der er større, siger Morten Dahlin.

- Der er for få ejerboliger, og der er mange mennesker, der gerne vil eje deres ejerboliger, men har svært ved at komme ind på markedet, fordi der er for få ejerboliger. I byrådene sidder man og laver politikker for, at man vil have flere og flere lejeboliger og almene boliger, men man burde i virkeligheden meget hellere fokusere på at skabe de rigtige rammer for flere private boliger, siger Christoffer Lilleholt.

Derfor foreslår de fem forfattere også, at det i nye boligområder skal være muligt at bygge ejerboliger på helt op til 50 procent af området.

- Det gør vi, fordi vi vil ikke have sorte pletter på landkortet, hvor der ikke er privat ejerskab. Det er usundt for et samfund, og det er usundt for et lokalmiljø, hvis der ikke er privat ejerskab, siger Morten Dahlin.

Mens venstrefløjspolitikere og socialdemokrater har været flittige ved tastaturet de seneste år og udgivet en lang række bøger, har der været længere mellem borgerlige politikere med trang til at folde sig ud i et længere format med lim i ryggen. Men for de fem Venstre-politikere er det altafgørende for et parti, at der foregår en offentlig debat om partiets ideologiske ståsted.

- Man bliver nødt til også at løfte blikket, kigge fremad og sige, hvor skal det her samfund være om 10, 15, 20 år? Fordi det er sundt at have sådan en debat i et parti. Det er sundt at have sådan en debat i et folkestyre. Og det er endnu mere vigtigt, når man har travlt i hverdagen med at sidde og administrere. Og det er meget vigtigt. Det er ikke for at negligere, opgaven med at administrere og lede et land, for det er vanvittigt vigtigt i hverdagen. Men hvis man også skal have nogle guidende principper og administrere et land efter, kan det ikke kun blive administration, siger Morten Dahlin.

- Et parti må aldrig kun blive den nuværende politiske situation. Det må aldrig kun være næste forhandling, næste forlig, eller næste lovforslag fra ministeren i folketingssalen, siger Marie Bjerre.

At skabe en dansk tv-serie på baggrund af Jens Henrik Jensens fremragende krimithrillers om en tidligere jægersoldat, Niels Oxen, er modigt.

Bøgerne er enormt populære - i Danmark solgt i over 500.000 eksemplarer. Det betyder, at mange har deres egne indre billeder af både hovedpersoner, steder og begivenheder.

Derfor er det heller ikke underligt at netop det - sammen med intensiv markedsføring - har bygget nogle tårnhøje forventninger op.

Lever "Oxen" op til dem? Både ja og nej.

De to manuskriptforfattere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, kunne have lagt sig klods på bøgerne, så alle fans fik, hvad de forventede.

Eller - stik modsat - have forholdt sig så frit til historien, at den føltes ny.

I stedet giver de os lidt af hvert, hvor de har pillet ved blandt andet begivenhedernes rækkefølge og forvandlet en mand til kvinde, men ellers stort set behandlet forlægget loyalt.

Niels Oxen spilles af Jacob Lohmann, og det er et godt valg. Han ligner ikke "min" senede og magre Oxen, men han udstråler flot og overbevisende hans smerte, gennemslagskraft og uperfekthed.

Den tidligere og højt dekorerede jægersoldat har været i krig og mistet sin kammerat undervejs. Han har klaget over forløbet, men munden bliver lukket på ham med noget plantet narko. Efter afsoning flygter han ud i Rold Skov.

Men Oxen får ikke ro i skoven, for snart er han - blandt andet gennem PET (Politiets Efterretningstjeneste) - rodet ind i en farlig historie om magt. Der går ikke længe, før der er adskillige døde - også hunde.

Hos PET møder Oxen den etbenede agent Margrethe Frank, som spilles af Josefine Park. Hun er en stjerne i rollen. Fokuseret, skarp og direkte med et drys af følsomhed. Kemien mellem Park og Lohmann er højdepunkter.

PET-chefen Mossman har forvandlet sig fra fedladen snu mand til slank snu kvinde i Ellen Hillingsøs skikkelse. Det gør hun prof. I bogen er der lige så mange lag i Mossman som i en butterdej i bagedysten. Men her i tv-serien er PET-chefen desværre knap så facetteret.

Række af kendte skuespillere er lang - også i mindre roller, hvor de ret hurtigt dør. Det er en overskudsagtig tilgang til "guldet".

"Oxen" er lækkert filmet med sans for både det storladne og de små detaljer. Glat, pæn og uden håndholdt "snavs". Der er noget koldt over farverne, som passer godt til historien.

Men som tv-serie-historie er "Oxen" ujævn.

I nogle perioder har den et internationalt snit med rapt og passende tempo. Det glider bare.

I andre lægges der så mange snore ud på så kort tid, at den bliver forvirrende.

Og nogle gange er historien træg og overforklarende. Hvor mange gange skal en kujon være kujon, før vi fatter, at vedkommende er kujon?  Og når Oxen vidner en beskydning og først kaster sig fladt efter andet skud, bliver han lidt gumpet at se på.

Denne anmeldelse baserer sig på de tre første afsnit, så der er ikke tale om en endelig dom. "Oxen" kan stadig nå at blive mere gribende, intens og måske nervepirrende - som bøgerne.

Det samme kan desværre ikke siges om titelnummeret, "From Whom the Bell Tolls", der her fortolkes så mumlende depressivt af det danske band Baby in Vain, at man bliver grå i ørene.

Oxen

Tv-serie i seks afsnit a 42 min. Nye afsnit hver søndag på TV2 Play og TV 2. Manuskript: Mai Brostrøm og Peter Thorsboe baseret på Jens Henrik Jensens romaner. Instruktør: Jannik Johansen. Medvirkende bl.a.: Jacob Hauberg Lohmann, Josephine Park, Ellen Hillingsø, Birgitte Hjort Sørensen, Henrik Birch og Claus Riis Østergaard.

Det aalborgensiske politi arbejder på højtryk for at fange den mand, der overfaldt og voldtog to kvinder for nyligt. Ved højlys dag. Den ene var ude at gå, den anden ude at løbe. Og det minder mig om noget jeg for nogle år siden læste hos forfatteren Mathilde Walter Clark i den tankevækkende essaysamling "Huset uden Ende".

Her fortæller Clark om sine rejser til Indien, hvor mænd aggressivt dominerer det offentlige rum i en grad, så kvinder simpelthen bliver indendørs. Bevæger de sig udenfor, skal de finde sig i, ja nærmest regne med at blive gramset på. Det offentlige rum tilhører simpelthen ene og alene manden. Og uden sammenligning i øvrigt, så sker der også herhjemme det, når kvinder overfaldes af voldtægtsmænd, at vi reduceres til vores køn. Vi er ikke længere Maria M. eller Pia K. eller Birgithe med th. Vi er kød. En umenneskeliggjort ting, der er til for den pågældende voldtægtsforbryders lyster. Det offentlige rum er ikke vores at indtage på lige fod med mænd. Vi er der, fordi de fleste mænd heldigvis ikke er kriminelle.

Og vi ved det godt. Måske vi ikke tænker over det i dagslys blandt mange mennesker. Men det øjeblik et sted bliver øde opstår tanken. Idéen om risikoen, der kan gøre det svært at nyde et øjebliks alenetid. "Hvad nu hvis.. dér bag busken..?" 

Og så kommer hånden i lommen og exit-strategierne oprulles for det indre øje: En nøgle placeres mellem knoerne, man tjekker sit fodtøj, om det er skridt-sparks-parat, om der er en flugtrute, og måske ringer man nogen op. Og så er det magiske øjeblik af stilhed væk, for tankerne har taget magten og overdøver et potentielt smukt øjeblik helt alene. Og man er ikke længere sig selv, men en fristelse, der skal usynliggøres for sultne øjne.

Nu sidder der måske en del kvinder derude og tænker: sådan har jeg det slet ikke. Og der vil jeg bare sige, hvor må det være befriende, og hvor jeg både under og misunder jer det.

Jeg er selv, og de fleste kvinder jeg kender, blevet forsøgt overfaldet. For mit eget vedkommende var det en mand, der fulgte efter mig i en bus en aften. Først den ene bus, og da jeg skulle skifte, fulgte han efter. Og han blev siddende længere og længere ud på Amager, hvor jeg boede dengang. Mens han stirrede intenst på mig og slikkede sig om munden. Helt klichéagtigt for en overfaldsmand.

Da jeg stod af, troede jeg han blev siddende. Jeg havde jo siddet i næsten en time og skiftevis haft panik-tanker det ene øjeblik, og syntes jeg var latterlig og paranoid det næste. Selvfølgelig foregik det hele i min fantasi. Men i sidste øjeblik maste han dørene op, og hoppede ud. Og så stod vi der, bare os to på Amager Landevej. Jeg har aldrig følt mig så alene. Så tog jeg min telefon og lod som om jeg talte med min kæreste og sagde: "hvorfor er du her ikke? Nå, okay du er her om et par minutter". Det fik simpelthen manden til at tage benene på nakken. Og så gjorde jeg det samme, bare den modsatte vej.

Den øde gade er aldrig min, når jeg er alene. Heller ikke tog- og busstoppesteder, stisystemer, passager mellem højhuse, parker og kælderskakter. Det er frygten til gengæld. Den er min. Og de fleste andre kvinders.

Jeg befinder mig jo øde steder alligevel - i og på trods. Jeg nægter at lade syge mænd begrænse min færden. Men jeg kan ikke stoppe min krop og min hjerne fra at reagere. Den forbereder sig på det værste, og på den front har voldtægtsforbryderen alligevel vundet. For nok bevæger jeg mig fysisk ud, men mine tanker er ufri. Statistikkerne viser desværre, at bekymringen er berettiget.

Så alle jer derude med nøgler mellem knoerne, med hårspray parat, med 112 på "speed dial" eller aftaler om at sms’e, når I er hjemme: I er ikke alene, vi er mange, og det er fandenfisemig på tide, at det ikke er os, der alene skal tage alle forholdsreglerne. Der ligger en kollektiv opgave foran os. Vi bliver alle sammen nødt til at tage en aktiv rolle i at skabe et tryggere offentligt rum for alle. Fra politisk niveau til den enkelte mand og kvinde, skole, hjem og arbejdsplads. Kun med samtaler, opdragelse, lovgivning og en anerkendelse af det fælles ansvar, kan vi løfte byrden fra den enkelte kvinde på den øde gade.