Han stod som forstenet. Mens pressekorpset og Stephanie Lose højlydt grinede af den nu tidligere formands sidste vittighed som formand for Venstre, kiggede Troels Lund Poulsen op mod uret på 2. sal på Christiansborg. Han fortrak ikke en mine.

Der var gået næsten en halv time, siden Jakob Ellemann-Jensen havde annonceret, at han ikke længere er hverken formand for Venstre, vicestatsminister, økonomiminister endsige medlem af Folketinget. Han er ude af dansk politik. Helt ude.

- Som I måske ved, har jeg været i forsvaret, spøgte Jakob Ellemann-Jensen, da spørgsmålene fra journalisterne begyndte at kredse om fremtiden uden for Christiansborg for det sidste folkevalgte medlem af familiedynastiet Ellemann-Jensen.

Troels Lund Poulsen fandt det tydeligvis ikke morsomt. Måske fordi han har hørt vittigheden om eks-formandens tidligere karriere i forsvaret før, måske fik han allerede er tynget af ansvaret for at løfte Venstre ud af de pinsler, som Ellemann efterlader partiet med.

- Jeg må konstatere, at min person skygger for Venstres resultater i regeringen. Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen. Det er derfor, at jeg tager konsekvensen nu og træder tilbage som formand, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen mandag formiddag på Christiansborg.

Den analyse deles af store dele af Venstres bagland, som i de seneste uger har pustet hårdere og hårdere til de gløder, der har ulmet, og i sidste uge virkede det til, at store dele af den jyske vestkyst har stået i brand.

Jakob Ellemann-Jensens person er blevet billedet på det løftebrud, som Ellemann-Jensen og partiet begik, da de efter at have kørt månedlange kampagner sidste år mod Mette Frederiksen som ny statsminister, i midten af december sidste år lagde mandater til, at Socialdemokratiets formand kunne fortsætte i Statsministeriet - endda med Venstre-ministre i sin regering. Venstres næste formand vil ikke have skrevet "løftebrud" i panden med samme stærke sprittusch som Ellemann. Det kan styrke den kommende formands troværdighed - både overfor baglandet og overfor vælgerne. Det får næppe målingerne til at vende med det samme. Det kræver mere ro og stabilitet. Men det er altafgørende for det lange genopretningsprojekt, en ny formand bliver nødt til at sætte sig i spidsen for. "Venstre, ved du, hvor du har" lød Uffe Ellemann-Jensens slogan for partiet tilbage i 1998. Troværdigheden skal tilbage, hvis Venstre skal vende skuden.

Men den manglende er troværdighed er umiddelbart også det eneste problem, som det kommende formandsskifte løser for Venstre. For alle de øvrige udfordringer findes stadig:

• CO2-afgiften vil stadig ramme dansk landbrug på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, uagtet om Venstres formand hedder Jakob Ellemann-Jensen eller noget helt andet.
• Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne vil stadig være attraktive alternativer til Venstre-vælgere, uagtet om Venstres formand hedder Jakob Ellemann-Jensen eller noget helt andet. Det samme gælder i øvrigt for Liberal Alliance og Alex Vanopslagh. Partierne står i kø for at kaste sig over resterne af Danmarks liberale parti.
• Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vil stadig være i en liga for sig, og dermed vil Venstres formand de facto altid være nummer tre i regeringen, selv om partiets størrelse og statsrådsrækkefølgen siger noget andet.
• Ligesom i fodbold er det sjældent, at resultaterne bliver markant forbedret, når man skifter træneren ud. Det samme gælder politiske partier. Valgforsker Kasper Møller Hansen undersøgte for 10 år siden sammen med den nuværende rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringmose, formandsskiftene i fire partier -  Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre - i perioden 1953-2005. Ifølge forskerne stod partierne i mere end halvdelen af tilfældene tilbage uden ministerbiler og med dårligere meningsmålinger under den nye formand.

Hvem der vil forsøge at redde Venstre i partiets skæbnestund og fylde magtens tomrum ud, ved vi lørdag den 18. november. Her vælger Venstres landsråd formelt den nye formand. En ting er dog sikkert: Jakob Ellemann-Jensen kommer og holder en afskedstale. Ligesom Lars Løkke Rasmussen også gjorde på præcis den samme talerstol. For kun fire år siden.

Hvis du vil have dig en ven i politik, må du købe en hund, som flere folkevalgte og en tidligere amerikansk præsident angiveligt engang har sagt.

Undtagen, når du skal forlade politik. Det er i hvert fald sjældent, at politikere får så meget ros, som når de stopper.

Der var også sympati og ros fra både politiske medspillere og modstandere, efter Jakob Ellemann-Jensen mandag formiddag trak sig fra alle sine poster i dansk politik.

Det var Jakob Ellemann-Jensens egen person, som skyggede for Venstres politik og fremgang, sagde en tydeligt berørt Jakob Ellemann-Jensen på et pressemøde, hvor han flere gange måtte trække vejret dybt, inden han kunne fortsætte.

- Hvad fremtiden bringer for mit vedkommende, det må tiden vise. De næste måneder vil jeg bruge sammen med min familie. For det skylder jeg dem, sagde Jakob Ellemann-Jensen, mens hans overlæbe dirrede.

På Christiansborg taler flere af hans tidligere kolleger nu om, at Ellemann-Jensens afgang er et bevis på, hvor brutal og voldsom politik kan være.

Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Mette Abildgaard, blev overrasket, da hun så Ellemann-Jensens farvel i TV.

Et par timer efter sidder hun med sin frokost på sit kontor og reflekterer over dagens største politiske historie.

- Politik bliver ofte gjort til strategi, spin og taktik, men når man skræller alt det væk, består det af politikere, som er mennesker, og som gør det her, fordi vi tror på, at vi gør en forskel, siger Mette Abildgaard.

Hun har tidligere arbejdet tæt sammen med Jakob Ellemann-Jensen, da de begge var politisk ordfører for henholdsvis Venstre og Konservative under VLAK-regeringen.

- Det blev på pressemødet tydeligt, at han har betalt en høj pris. Jeg tror, at det er en vigtig reminder til os alle sammen om, at selv om vi kæmper om forskellig politik, så gør vi det jo alle sammen, fordi vi tror på, at vi trækker Danmark i den rigtige retning, siger hun.

Det er jo typisk først, når folk stopper, at de rosende ord kommer. Hvorfor?

- Hvis du havde ringet til mig for en uge siden og fortalt, at du var ved at skrive et portræt af Jakob Ellemann, så ville jeg også have givet dig de positive historier, men det er klart, at jeg ville også have delt med dig, hvor jeg synes, at han har truffet forkerte valg, og hvor han har trukket sit parti et forkert sted hen. De synspunkter har jeg stadig. Men jeg synes ikke, at dagen i dag er er tidspunktet, hvor man skal fortælle ham de ting, han har gjort forkert, siger Mette Abildgaard.

Martin Lidegaard, partileder for Det Radikale Venstre, var hurtig til at reagere på Jakob Ellemann-Jensens afgang.

Syv minutter inde i pressemødet skrev han på det sociale medie X, det som tidligere hed Twitter: ”Retfærdighed i politik eksisterer ikke. Det viser dagen i dag igen”.

Over telefonen uddyber han sine tanker:

- Jeg opfatter Jakob Ellemann som en dygtig og ordholden politiker, der har truffet en række ekstremt svære valg i nogle svære situationer. Han har stillet op for sit parti og for landet, og han har taget utroligt mange tæsk. Så det er det, jeg mener med, at retfærdighed ikke eksisterer, for jeg kunne godt have undt ham en mere gunstig politisk skæbne. Men sådan er politik også, og derfor har jeg også stor respekt for hans beslutning.

Men hvorfor er det ikke retfærdigt, hvis han ikke har kunnet løfte den opgave, han har fået?

- Han har jo banet vejen for et samarbejde hen over midten, som vi har efterlyst i årtier. Det er Venstre, som har taget et meget stort ansvar her med Jakob Ellemann i spidsen, og det har jeg meget stor respekt for. Men det er ikke altid, at man bliver belønnet for at træffe de rigtige beslutninger, og det er ikke altid, man formår at omsætte sådan et lederskab til opbakning hos vælgerne.

Martin Lidegaard er ikke i tvivl om, at politik er blevet hårdere at være i.

- Dels fordi hastigheden er gået op. Både i lovgivningsprocessen og i mediearbejdet. Den offentlige eksponering er også hårdere. Især for partiledere. Det er der ingen tvivl om for mig. Derfor bærer det omkostninger at være på det niveau, og det må vi alle sammen forholde os til.

Jakob Ellemann-Jensen afviste flere gange på pressemødet, at han var blevet opfordret eller presset til at forlade posten som formand.

Den skelsættende beslutning traf han dog efter et voldsomt stigende pres fra baglandet, interne diskussioner i partiet om CO2-afgift og historisk dårlige meningsmålinger for Venstre.

Også i partiets øverste ledelse har der været offentlig kritik.

Blandt andre tog Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen i sidste uge bladet fra munden i et opsigtsvækkende interview med Avisen Danmark.

Pelle Dragsted, som er ny politisk ordfører for Enhedslisten, mener ligesom flere andre, at politik sommetider er "et alt for hårdt sted at være".

Og det er særligt hårdt, når kritikken kommer fra ”ens egne”.

- Når man ser sådan noget udefra, er det voldsomt, og man kunne godt ønske sig, at man var sødere ved hinanden. Det, tror jeg, kan gå på tværs af alle partier, siger Pelle Dragsted, som sidder bag sit skrivebord på sit kontor i Proviantgården, der ligger som en forlængelse af Christiansborg.

- Nogle gange kan det godt være, at man glemmer den menneskelige faktor i alt det her. Noget af det, jeg selv synes er hårdest, er, når det er ens egne og ikke politiske modstandere, som man ikke længere kan regne med, siger Pelle Dragsted.

Formiddagens pressemøde var knap nok slut, før centrale Venstre-folk begyndte at pege på Jakob Ellemann-Jensens afløser.

Faktisk var pressemødet stadig i fuld gang, da Folketingets formand, Søren Gade (V), i et opslag på Facebook som den første skrev, at han ser næstformand Stephanie Lose (V) og forsvarsminister og fungerende økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) som et godt makkerpar.

Flere andre har også hurtigt været på banen med deres ønske til en ny formand.

Blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, som begge peger på Troels Lund Poulsen.

Spørger man Jan E. Jørgensen, en af Venstres profiler i Folketinget, er det alt for hurtigt.

- Det forstår jeg ikke, at der er behov for, må jeg indrømme. Pressemødet er knap nok overstået, før hans afløser bliver udråbt. Jeg synes ikke, at det er klogt, siger han.

For ham er det symptomet på noget af det, der er galt med arbejdsklimaet i politik: Alting skal gå stærkt.

- Regeringen er ikke engang et år gammel, og ja, jeg er med på, at Jakob kom med nogle ret kategoriske udmeldinger i valgkampen, men omvendt bør man jo også give os og ham tid til at bevise, at det var den rigtige beslutning, trods det at det var det stik modsatte af, hvad vi sagde i valgkampen, siger Jan E. Jørgensen, som også håber på, at de dele af baglandet, som de sidste uger er fremturet med hård kritik af den nu tidligere formand, nu tænker sig om.

- Jeg håber da, at der er lidt selvransagelse rundt omkring i de små stuer i medlemskredsene, siger han.

Selv kæmpede Jakob Ellemann-Jensen med en journalist på pressemødet om at få det sidste ord.

Da han fik det, lød det sådan her:

- Tak fordi I troppede op. Tak for kampen undervejs. Pas godt på jer selv. Pas godt på Danmark og pas lidt bedre på hinanden.

Jakob Ellemann-Jensen kunne ikke have gjort meget anderledes som formand. Det mener Søren Pind i hvert fald ikke.

Søren Pind har været borgmester i København, været minister fire gange og er en af de Venstre-løver, der ofte har markeret sig i debatten omkring Venstres nu tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Allerede inden Jakob-Ellemann Jensen blev formand, var Søren Pind fortaler for ham som Venstres næste formand.

- Han er, om jeg så må sige, ren, sagde Søren Pind dengang på baggrund af den fløjkrig, der længe martrede Venstre frem mod, at Jakob Ellemann-Jensen blev formand.

Svære omstændigheder har nu gjort, at Jakob Ellemann-Jensen er færdig i dansk politik, og det skyldes blandt andet de fløjkrige, der i dag har splittet Venstre i tre dele.

Ifølge Søren Pind skal vi dog længere tilbage end fløjkrigene under Lars Løkke Rasmussens formandsperiode for at kunne udpege den, som er skyld i, at det ikke gik med Jakob Ellemann-Jensen som formand.

Det gik galt allerede efter Venstres store valgsejr i 2001, hvor Claus Hjort Frederiksen - der dengang var Anders Fogh Rasmussens højre hånd - "smadrede enhver selvstændig tankevirksomhed i Venstre".

Blandt andet fordi den såkaldte Hjort-doktrin blev en fast del af Venstres strategi.

Hjort-doktrinen går i grove træk ud på, at de borgerlige partier altid vil tabe et valg, hvis vælgerne ikke føler sig betrygget i, at velfærden er sikret, når de blå regerer.

Med andre ord bør man ligne Socialdemokratiet mere under valgkampene.

Ifølge Søren Pind er det dén strategi, der er skyld i, at Venstre i mange år ikke har turdet åbne for de klare liberale idéer, som Jakob Ellemann-Jensen for nyligt har præsenteret og nu bliver et offer for.

- Det er i enestående grad Claus Hjorts skyld og ansvar, at Venstre i dag står overfor et stærkt veletableret parti som LA, skrev han for nylig på X efterfulgt af en besked om, at Claus Hjort burde "holde sin kæft".

At holde sin kæft gjorde Claus Hjort ikke. Den tirsdag 10. oktober hævede Hjort-doktrinens fader sin stemme. Jakob Ellemann-Jensens kritik af Anders Fogh - og Claus Hjort - er ifølge sidstnævnte både "søgt og helt forkert", hvilket han tidligere har uddybet her i Avisen Danmark.

Alt imens Venstre - ifølge Søren Pind - havde en forkert politisk strategi, opstod den fløjkrig, der red Venstre som en mare, mens Claus Hjort Frederiksen havde stor indflydelse i partiet.

- Der har jo i mange år været fløjkrige i Venstre, og det hele kulminerede jo ved, at Claus Hjort efter et sommergruppemøde nærmest fik afsat både Lars Løkke og Kristian Jensen efter mange års intern kamp mellem de to, siger han og tilføjer, at det ikke blev nemmere af, at Inger Støjbergs udlændingepolitiske linje løb løbsk.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen i artiklen. Venstre skulle have en ny formand, og Søren Pind pegede - sammen med et samlet Venstre - på Jakob Ellemann-Jensen.

Søren Pind påpeger, at de svære vilkår gjorde, at Jakob Ellemann-Jensen blev et offer for en svær tid. En tid, hvor vælgerne gerne vil kunne identificere sig med formanden i partiet.

Og det kunne Jakob Ellemann-Jensen ifølge Søren Pind. Men det fik han aldrig lov til.

- Ikke nok med, at Lars Løkke startede sit eget parti, så blev Jakob Ellemann også et offer for Inger Støjbergs ulovligheder. Det gjorde, at Jakob Ellemann konstant stod i et dilemma om, hvorvidt Venstre skulle være et opportunistisk parti eller et parti, der stod på retsstatens side, siger Søren Pind og tilføjer:

- Og så blev det ikke bedre af, at Claus Hjort også fik rodet sig ud i noget med mulige lovovertrædelser.

Søren Pind er på linje med flere af sine partifæller, når han skal pege på Venstres næste formand.

Hvem synes du, bør være ny formand i Venstre?

Troels Lund Poulsen er det mest oplagte valg.

Synes du også, at Troels Lund Poulsen er det bedste valg?

- Lige nu ser jeg kun for mig, at Troels Lund Poulsen overtager, og jeg vil sige, at jeg er glad for, at Venstre bliver i regeringen.

Venstre holder landsmøde 18. og 19. november og her skal der vælges en ny formand og næstformand for partiet.

- De ville fange os med det samme. Så vi gemte en overraskelse til orkerne. Han laver spøgelser af de russiske banditter. Bayraktar. Bayraktar, lyder et af versene i musikeren Taras Borovoks populære sang om de tyrkiske Bayraktar-droner, som Ukraine bruger i krigen.

Sangen er morbid og gør grin med de russiske soldater. Den blev udgivet i starten af den russiske invasion, da Taras Borovok i et forsøg på at samle nationen greb sin guitar og skrev megahittet om dronerne, der var med til at stoppe russernes fremmarch.

Sangen er blevet allemandseje i Ukraine og er umulig at undgå på de ukrainske radiokanaler. Den er en af et væld af musikalske bidrag, som piblede frem efter Ruslands invasion. I stedet for at drage til fronten greb Taras Borovok sin guitar ligesom mange andre musikanter og forsøger at bidrage til Ukraines overlevelse uden et våben i hånden.

- Jeg forsøger at levere gode sange om nogle narrativer, som vores samfund har brug for lige nu for at hjælpe vores samfund. Samle os som land og holde moralen høj. Det handler om at inspirere os til at kæmpe videre, forklarer Taras Borovok til Avisen Danmark.

Taras Borovoks sange er ofte fulde af humor, mens andre musikere laver popmusik, folkemusik eller rock. I alt har Taras Borovok skrevet 36 sange siden invasionen.

- Jeg tror på, at når jeg har skrevet 50, så vinder vi krigen. Det kommer tættere på, forklarer Taras Borovok med et lille smil.

Avisen Danmark møder Taras Borovok i den ukrainske hovedstad Kyiv, hvor han har et lille studie. Han er officielt en del af den ukrainske hær, men i stedet for at ende ved fronten er han i stedet en lille del af den store informationskrig mod russerne.

Han bruger langt størstedelen af sin tid i studiet i jagten på det næste hit. Taras Borovoks sange adskiller sig fra andre, da han meget nøje planlægger efter, hvad der virker.

- I starten af invasionen lavede jeg mange sange, der lagde vægt på, at vi skulle have tillid til vores militær. Det var for at skabe en ro i vores samfund, efter panikken bredte sig. Men min musik har ændret sig nu, da vi er i en anden fase, forklarer Taras Borovok.

- Nu handler det ikke for os om at få folk til at blive rolige og se militæret som noget separat. Den type musik skaber en distance mellem hæren og folket. Nu skriver jeg i stedet musik, der får folk til at føle sig selv som en del af kampen mod russerne. At hæren er en del af samfundet, og at du derfor også er en del af hæren, siger Taras Borovok.

Han har blandt andet skrevet sangen “АРМІЯ - ЦЕТИ”, der kan oversættes til “Hæren - det er dig”. Sangen handler om, at de, der kæmper i skyttegravene, er almindelige borgere. I musikvideoen tager Taras Borovok sit civile tøj af og tager en militæruniform på.

- Det handler om at få folk til at se på militæret anderledes og få alle til at bidrage. Blandt andet at få pensionister til at donere penge eller lave camouflagenet til hæren, siger han.

Taras Borovoks sange fokuserer ofte på et element i de forskellige sange. Megahittet “Bayraktar” er et eksempel på det, men Taras Borovok har også skrevet sange om jagerfly og infanteriets kampvogne. Det har en tendens til at skabe opmærksomhed, især hvis sangene udkommer på et tidspunkt, hvor netop den type militære køretøjer er i fokus, forklarer han.

Et andet kendetegn er, at sangene ofte laver sjov med russerne. I sangen “Bayraktar” bliver russerne udstillet som dumme. Det er en måde at få fat i ukrainernes opmærksomhed.

- Humor er vigtigt. For det at smile giver os mod og håb, siger han.

- Jeg havde aldrig troet, at mine sange ville få så stor opmærksomhed. Og jeg kan se, at det har en effekt på folk og vores kamp mod russerne, siger Taras Borovok.

Taras Borovok tror på, at Ukraine vinder krigen, og at der ud af murbrokkerne vil vokse en endnu stærkere nation frem, når den russiske indflydelse er fjernet. En situation, hvor Ukraines militær vokser sig stærkt nok til at forhindre et nyt angreb, og hvor korruptionen bliver bekæmpet. Et land med en stærk nationalfølelse og sammenhold.

Det er dog ikke sikkert, at Taras Borovok selv kommer til at opleve det. Han fortæller Avisen Danmark, at han har fået konstateret kræft og ifølge lægerne allerede skulle være død.

- Jeg vil ikke stoppe med at skrive nye sange og arbejde for Ukraines sejr. Det er svært at tale om, men krigen har også bidraget med noget positivt, siger Taras Borovok.

- Den har samlet os som land. Gjort os til en stor familie. Vi forstår vores nationale identitet. Vi er en stor familie, siger Taras Borovok.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Boliger og sommerhuse blev hærget af en storm i fredags, men midt i ødelæggelsen lærte jeg et nyt ord.

Det er nok en temmelig ringe trøst for de trængte, der nu rydder op i deres havvandshærgede habengut, men måske lærte de samme ord som mig.

Fyns Politi brugte fredag betegnelsen ”stormturister” på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter. Et ord, der ikke kun præcist forklarer, hvad det er for typer, man hentyder til, men også straks skaber de samme trælse billeder i ens hoved som ordet ”kiggekø”: Nemlig af mennesker, der nyder at stikke deres lange næser ned i andre folks lidelser.

Når det lige er Fyns Politi, der lufter formuleringen, er det fordi, det mest er ordensmagten, den nederen nysgerrighed går ud over. Ja, snagerne er også i vejen for folk, der prøver at redde deres ejendom fra elementernes rasen, men det er politiet, der skal tage diskussionen med dem.

Det må være afsindigt frustrerende: Man står midt i en naturkatastrofe, og så vil tilfældige fremmede lige kigge med. Og når en betjent så påpeger, at de gerne må fortrække, helst til et sted som Hekkenfeldt eller Pommern, så opstår der ikke en form for skam i de her beskueres samvittighed, men et diskussionsforum, som jeg maksimalt havde levet med i en håndfuld sekunder, hvis der var sket det for samfundet så ulykkelige, at jeg var blevet betjent.

Nu er jeg fuldkommen ukvalificeret til at varetage det tunge og vigtige job som politiperson, men derfor er jeg så meget desto mere taknemmelig for, at vi har mennesker, der kan og vil.

Og jeg forstår sagtens, at en betjents lunte kan blive kort efter få år og tusind tilfælde af ”jeg kan da godt lige…” eller ”jeg har faktisk ret til…” og lignende kværulantisk lal, som de bliver udsat for, mens de forsøger at holde styr på det inferno, der opstår, når naturen går amok. Enten i form af stormen Storm (som jeg synes, den burde have heddet) eller en fredag nat i midtbyen, hvor alkohol får folks mangelfulde opdragelse til helt at forsvinde.

Nu skal jeg ikke spille hellig, for jeg har selv været der: Jeg husker, engang jeg var på bytur med min fætter, og vi måtte kaste os ind til husmuren, fordi en bil kørte forbi med to hjul oppe på fortovet, og jeg optændt af selvretfærdighed gav føreren fingeren, hvilket han kvitterede for ved at stige ud og give mig en knytter på kæben.

Det fortalte jeg en betjent, vi tilfældigt stødte på ti minutter senere, og jeg kan stadig huske, hans opgivende blik, da han stilfærdigt fortalte mig, jeg nok bare skulle afstå fra at provokere folk, der var potentielt voldeligere end fætter og mig.

I dag kan jeg fuldkommen forstå hans synspunkt: Jeg stod helt uskadt og brokkede mig til en ensom betjent, mens bylivet omkring os mindede om stadiet, før en borgerkrig bryder ud.

Der har bestemt været sager på det seneste, hvor politiet ikke har virket alt for heldige, men fælles for sagerne er, at de kunne være undgået, hvis alle vi andre ikke tidligere havde gjort betjentene så trætte af kævl og kværulanteri.

Hvis alle bare gjorde, som der blev sagt fra ordensmagtens side, så ville betjentenes lunte være noget længere, hvis de undtagelsesvis stødte på en diskussionslysten borger. Og hvis kommunikationen med alle de kødhoveder ikke havde gjort jobbet som betjent så irriterende, ville det være meget lettere at fyre de få brodne kar og kopper, fordi køen af interesserede afløsere ville blive meget længere.

Hvis vi bare som udgangspunkt gjorde præcis, som politiet sagde, ville det være så godt, at det ikke var skidt for noget.

Der er cirka 147.485 gode grunde til, at Venstre til landsmødet i Herning 18. november skal vælge en kvinde med rødder i Sønderjylland til partiets næste formand. For to år siden var det nemlig dét antal personlige stemmer, som Stephanie Lose fik til regionalvalget i Region Syddanmark.

Succes i politik handler ikke kun om håndværket, hvor de fleste med indblik i dansk politik kan bekræfte, at Troels Lund Poulsens håndelag er et pænt stykke bedre end gennemsnittets. Politik er også en popularitetskonkurrence, som Avisen Danmarks politiske redaktør pointerer, og her kniber det altså gevaldigt for den enormt erfarne og utrolig driftssikre Lund Poulsen.

Til sammenligning med Stephanie Loses rekordvalg i 2021, så fik Troels Lund Poulsen blot 4.584 personlige stemmer til folketingsvalget i november sidste år. Her fik Venstres nu afgåede partiformand Jakob Ellemann-Jensen 20.945 personlige stemmer. Begge stemmetal blegner ved siden af Stephanie Loses.

Nu kan stemmetal fra et regionsvalg naturligvis ikke sammenlignes med et folketingsvalg, hvor blandt andet konkurrencen er markant større. Men der var ydermere 19 politikere fra Venstre, som ved folketingsvalget i 2022 fik flere personlige stemmer end Troels Lund Poulsen. 

Da man for cirka ti år siden gav tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) prædikatet "Kongen af Sønderjylland", fordi han ved regionsvalget i 2013 fik 94.000 personlige stemmer, så giver det et godt billede af Stephanie Loses vælgerappel med over 53.000 flere personlige stemmer end Holst.

En Gallupmåling i Berlingske fra juni i år bekræfter, at Troels Lund Poulsens manglende vælgertække ér en udfordring, som det næsten er umuligt for Venstre at vende ryggen til. Mens Jakob Ellemann-Jensen fortsat var sygemeldt, blev Troels Lund Poulsen af fem mulige kandidater, kun foretrukket hos fem procent af respondenterne.

Tager Venstres bagland kuglerammen alvorligt, så hedder den kommende partiformand ikke Troels Lund Poulsen, hvilket han også ved flere lejligheder har konkluderet, at han ikke skal være. Pilen peger på Stephanie Lose - hvis hun altså vil?