Han har et fornavn, der er ret almindeligt, i hvert fald for en mand på 64 år: Jens.

Efternavnet har heller ikke noget opsigtsvækkende svirp over sig: Møller Jensen.

Da han var ung, var han også ret gennemsnitlig for sin generation at være: Meget langhåret.

Men ambitionerne var lige så høje, som håret var langt: Han ville være bygningsingeniør lige som sin far. Men noget kom på tværs: Han var god til hækkeløb og blev dansk mester.

Han troede, han kunne bruge al sin tid på det og behandlede sit ophold på Søborg Gymnasium som om, det var en skolefritidsordning.

Den gik ikke. Han forlod gymnasiet, inden han var færdig med 1. g. Dermed forlod han også ideen om at blive ingeniør.

I stedet gik det ud over militæret med ophold på både sergentskolen og løjtnantskolen. Men af uddannelsesmæssige grunde lå fremtiden heller ikke i forsvaret.

Så blev det politiet. Det havde han en ikke særlig prangende grund til:

- Noget skulle man jo lave, siger han.

På politiskolen fortsatte almindelighederne.

- Jeg var hverken den bedste eller den dummeste. Jeg var gennemsnittet, siger han i dag, da han kan se tilbage på en politikarriere, som nok er slut, men som absolut ikke blev gennemsnitlig.

Som han selv formulerer det, her i dette interview og i sin anden bog, "Efterforsket - Drabschefens sager," han netop har udgivet sammen med journalisten Stine Bolther:

- Det var ikke et drømmejob. Men det blev en drøm af et job.

Det siger han, fordi Avisen Danmark har bedt ham sige noget. Det har vi, netop fordi han er bogaktuel, og fordi han de seneste år er blevet en hyppig gæst i danske tv-stuer.

Som efterforskningsleder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet blev han landskendt på baggrund af især to store sager: Terrorangrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i 2015 og ubådsdrabet på svenske Kim Wall i 2018.

Ubådsdrabet blev omtalt i hans første bog "Opklaret - Drabschefens erindringer." Det og andre af bogens sager sendte ham i realiteten ud af politiet og ind i retssalen. Som tiltalt i en straffelovssag.

Han blev anklaget for at misbruge sin tavshedspligt og for uberettiget at slå informationer op i politiets interne sagssystem. I byretten blev han kendt skyldig i en mindre del af anklagerne, men blev frifundet for det hele i landsretten.

Da var han allerede færdig i politiet. Det blev ikke accepteret, at han som efterforskningschef i afdelingen udgav en bog om denne afdelings sager og slet ikke, at han lod sig hyre som konsulent på en film-serie om ubådsdrabet. Nul putte, fingrene væk fra det filmprojekt, lød beskeden fra politiledelsen.

- Jeg var 59 år på det tidspunkt, lige tidligt nok til en pensionering, jeg havde 62 år i tankerne. Men så gik jeg en tre dage og overvejede det. Jo, filmserien gav jo arbejde i 10 måneder, så jeg tog beslutningen og sagde op.

Der er i dette forløb især to refleksioner om konsekvenserne, der fæstnede sig:

Da han blev tiltalt - ham! Jens Møller Jensen, der havde kastet sin lasso rundt om så mange slubberter og ikke sluppet dem, før de sad på rettens anklagebænk.

Og da det rigtigt gik op for ham, at nu var hans tid som politimand uigenkaldeligt slut.

Men det var en glidende proces efter udgivelsen af den første bog. Den udkom lige efter tidligere PET-chef Jakob Scharf havde rodet sig ud i en straffesagsanklage for at røbe efterretningshemmeligheder i journalist Morten Skjoldagers bog "Syv år for PET."

Det blev med ét definerende for Jens Møller Jensens fremtid:

Han gav 21 interviews i anledning af bogudgivelsen, først det ene, så det andet, så ... det gik faktisk helt udramatisk. Lige indtil journalist nummer 19 ankom. Det var Sebastian Stryhn Kjeldtoft fra Politiken.

Han spurgte, hvorfor Jens Møller Jensen mente, at han måtte udgive en bog med politioplysninger af en karakter, som hans egen afdeling samtidig efterforskede Jakob Scharf for ulovligt at have bidraget med i den bog, der handlede om hans år i PET.

- Da han stillede spørgsmålet, vidste jeg med det samme, at det ville der komme en sag ud af. Han skrev en pæn og sober artikel, men da den udkom, vidste jeg også godt, at Københavns Politi ikke kunne gøre andet end at bede anklagemyndigheden undersøge det, siger Jens Møller Jensen.

Det endte i ikke bare en sigtelse, men i en tiltale, sågar i en dom. Godt nok blev dén omstødt ved ankesagen i landsretten, men den dag i det tidlige februar 2021, da tiltalen blev rejst, gik sandheden for alvor op for ham:

- Det er først, da der rejses tiltale, jeg tænkte, at - så, nu skal du i retten. Jeg har været i retten masser af gange for at vidne som politimand. Men lige pludselig at skulle, så at sige, stå på den anden side … den var svær at forstå.

Her gik det meget konkret op for ham, at der er pokker til forskel på at komme som politiefterforsker og vidne i en sag og så at sidde i retten som den, sagen er rettet mod.

- Det er lærerigt at opleve systemet, når man selv sidder for enden af pegepinden … lære hvor ene man kan føle sig.

Han omtaler opholdet på anklagebænkene i byretten og landsretten som en ahaoplevelse.

- Jeg blev svinet og sværtet til af anklagerne, som de jo godt må i deres procedurer, hvor de ridser sagen op set fra deres side. Jeg blev beskrevet som løgnagtig og sidestillet med en butikstyv i den ene af procedurerne. Da tænkte jeg:  Det er fanme mærkeligt at sidde og høre på, meget, meget surrealistisk.

På den anden side, siger han selv, er der ikke noget at være bitter over:

- Jeg er ikke blevet udsat for noget, jeg ikke selv har været med til at udsætte andre for. Jeg må jo af alle kunne forstå systemet og måden, det virker på.

Da han sagde op i politiet, fæstnede det sig ikke lige med det samme, at hans politiliv dermed var fortid.

- Jeg gik jo fra ét meningsfyldt arbejde i politiet til - i mit hoved i hvert fald - et andet meningsfyldt arbejde som konsulent på filmserien.

Optagelserne af den blev færdige lige inden jul i 2019, og i det nye år gik han i gang med foredragsvirksomhed om politilivet. Så han var stadig aktiv. Men han husker tydeligt perioden omkring maj og juni 2020, da foredragssæsonen døde ud:

- Da gik det op for mig: Hold da op, nu er du ramt af et nyt liv, du er på egen boldgade, uden arbejde. Kan du nu klare det? Men efter en tre måneders tid kom den nye sæson, og det blev også en rutine at være selvstændig.

Til dét hører også, at han siden er blevet ansat på TV2 som krimi-ekspert.

På den måde er hans hverdag stadig lidt i familie med fortiden, men han mener ikke, at hans identitet er, eller har været, hængt op på politijobbet. Fordi han er inkarneret naturelsker, lystfisker og jæger. Naturen er et frirum for ham, mener han.

Meeen ... lidt havde han alligevel identificeret sig med politijobbet, opdagede han, da det var forbi:

- Der var det der med politiskiltet. Jeg havde været vant til, lige meget hvor jeg tog hen, altid at putte det i baglommen og tage det med. Men hov, lige pludselig var det der ikke mere. Det skulle jeg lige vænne mig til.

Her og nu har han vænnet sig til at være forfatter.

Hvor hans første bog havde fokus på den tryghed i samfundet, det giver, at kriminelle handlinger opklares af politiet, har den aktuelle bog "Efterforsket," der også omtaler uopklarede sager, som grundelement at beskrive de forskellige typer af arbejde og arbejdsmetoder, der er i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Dybest set risikerer han igen af få en sag på halsen for at bringe oplysninger videre, som nogen måtte mene, han ikke er berettiget til at bringe.

- Ja, det risikerer jeg, for enhver kan jo melde hvem som helst for hvad som helst. Men da jeg ikke længere er i politiet, kan det i hvert fald ikke blive noget for Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- Jeg tror heller ikke, hvis der kommer sådan en anmeldelsessag, at den vil ende i retten. Anklageren vil jo kunne se, at der ikke er sket andet denne gang end det, der skete sidst, da jeg jo blev frikendt, siger Jens Møller Jensen.

Hans og Stine Bolthers nye bog "Efterforsket" udkom 12. oktober på Politikens Forlag.

For Bent Jensen er det vigtigste i verden at beskytte danske arbejdspladser. At passe på de over 1000 job, han har skabt i Sønderjylland gennem sin virksomhed, Linak.

Alligevel kunne han ikke modstå fristelsen, da muligheden opstod for at åbne en fabrik i Kina. Det skete i 2006, da Linak startede produktion i industrimekkaet Shenzhen ud til det Sydkinesiske Hav.

Fabrikken med over 200 ansatte skulle levere komponenter til en amerikansk kunde.

Men i dag er Bent Jensen alvorligt bekymret over, hvor meget Kina fylder.

- Verden er blevet dybt afhængig af Kina. Det er dumt, dumt, dumt. De sidder på de vigtigste råvarer til elbiler og meget andet. De sidder på de vigtigste teknologier. Det er skræmmende. Og hvem har lært dem det? Det har vi selv, siger Bent Jensen.

Han er hovedperson i en ny bog, ”Den bedste idé”, der fortæller historien om, hvordan Bent Jensen overtog sin fars værksted og gjorde en opfindelse, der tog verden med storm: En lineær aktuator, som bruges i alt fra hæve-sænke-skriveborde til sygehussenge og en række landbrugsmaskiner.

Åbningen af en fabrik i Kina gav mening, fordi Linaks underleverandører i stigende grad var kinesiske og boede i det samme område. Men nu vækker det bekymring at handle med et kommunistisk land, der bidrager til geopolitisk uro og mistænkes for at ville invadere Taiwan.

- Det er mange år siden, at jeg sagde til min ledergruppe, at vi ikke må blive afhængige af Kina, siger Bent Jensen, der helst ville have, at Kina-fabrikken kun fremstiller varer til det kinesiske hjemmemarked.

I 2021 åbnede han derfor en fabrik i Thailand, der skulle forsyne det øvrige asiatiske marked og skabe en uafhængighed af Kina. Men det viser sig, at mange af komponenterne stadig hentes ind fra kinesiske leverandører.

- Det nytter ikke noget, at vi har ét land i verden, der producerer alting for os. Der står "Made in China" overalt. Det er ikke fair konkurrence, for det er den kinesiske stat, du konkurrerer med, siger Bent Jensen.

Han peger på, at den kinesiske regering yder statsstøtte til virksomheder, der udvikler nye produkter og patenter.

- Det gør vi selv. Vi har en udviklingsafdeling i Kina, og den får vi betalt. Vi udnytter det så godt, som vi kan, siger den sønderjyske fabrikant.

Hos Dansk Industri kender man bekymringerne fra danske virksomheder. Særligt efter at mange virksomheder har lidt store tab ved akut at trække sig ud af Rusland. Konsekvensen af lynhurtigt at rømme i Kina vil være langt større.

Peter Bøgh Hansen, chef på DI’s kontor i Shanghai, genkender det dilemma, som Linak-direktøren står med.

- Du kan sagtens overveje at flytte din produktion til Vietnam, Thailand eller Indien, men Kina vil stadig være en meget stor del af din forsyningskæde. De landes handel med Kina falder ikke, og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ske, siger Peter Bøgh Hansen.

Af samme grund ser han ikke, at danske virksomheder reelt skruer ned for aktiviteterne i Kina.

- Vi ved, at en del virksomheder med betydelige investeringer herude (i Kina, red.) påtænker at investere mere. Du kan sige, at de er gået ind på den bane og har truffet en beslutning om, at Kina er værd at satse på. Men nye virksomheder ser ud til at søge andre veje. Der står Kina ikke så højt på listen længere, siger Peter Bøgh Hansen.

Bent Jensen fortæller, at han især er afhængig af små elektromotorer, som produceres godt og billigt i Kina. Nu har han fundet en leverandør i Italien, men det løser næppe hans problem. Og kollegerne i danske industrivirksomheder står med den samme hovedpine.

- Mange har lavet regnestykket og set, at det godt nok bliver dyrt (at forlade Kina, red.). Kina har nogle unikke konkurrencefordele på forsyningssiden, og man har et stort attraktivt marked, som mange danske virksomheder gerne vil have fat i, siger Peter Bøgh Hansen fra DI.

Det vakte opmærksomhed, da Anja Mørk i august sidste år trådte frem og fortalte, at hun havde valgt at leve uden strøm i sit hus på Ravnekærvej i Ebberup.

Beslutningen havde Anja Mørk taget i kølvandet på de hastigt stigende elpriser i månederne efter, Rusland sidste år indledte krigen mod Ukraine.

15 måneder efter er Anja Mørk stadig uden strøm i sit hus. Men nu er det ikke længere et spørgsmål om penge for Anja Mørk, der i øjeblikket er arbejdssøgende og modtager dagpenge.

- Det er gået hen og blevet en livsstil for mig. Jeg kan måske godt finde pengene til at lave en ny el-aftale, men nu har jeg efterhånden vænnet mig til at leve uden strøm, fortæller Anja Mørk.

Hun indrømmer gerne, at der findes dage, hvor hun kan længes efter, at der sker noget, når hun trykker på en stikkontakt i sit hjem.

- Jeg savner det selvfølgelig en gang imellem, men de fleste dage tænker jeg slet ikke over, at jeg ingen strøm har, siger Anja Mørk.

Der er stor forskel på at undvære strøm om sommeren og om vinteren, tilføjer hun.

- Hvis jeg for eksempel skal noget tidligt om morgenen, så tager det lige lidt længere tid at gå i bad, fordi det nu er bælgravende mørkt. Til gengæld er det meget nemmere at opbevare mad om vinteren. På det punkt er vi på vej ind i den gode periode, forklarer Anja Mørk.

Hun investerede i foråret nogle få hundrede kroner i et lille gasblus, så hun kan få en kop kaffe om morgenen, og til jul klarer hun sig med batterilys.

Den manglende strøm har i mere end en forstand forbedret Anja Mørks økonomi.

- Jeg sparer faktisk ret mange penge på indkøb af mad, fordi jeg kun handler det mest nødvendige, så jeg har til to dage ad gangen, siger Anja Mørk, og anslår at hun kan holde sit månedlige madbudget på 800 kroner.

- Jeg har altid kun spist to gange om dagen.

Når Anja Mørk vil følge med i en tv-serie eller se nyheder, foregår ved hjælp af en mobiltelefon, som Anja Mørk har placeret på en holder på stuebordet. Hun er helt afhængig af en mobiltelefon i sin dagligdag, og derfor ejer hun også to såkaldte powerbanker til opladning, således at hun altid har adgang til en telefon med strøm på.

Opladningerne af powerbankerne foregår i hendes papfars bil, eller når hun er på besøg hos andre.

Da Anja Mørk i slutningen af oktober deltog i Red Barnets landsmøde på Hotel Nyborg Strand, var det med overnatning på hotellet.

- Det første, jeg gjorde, da jeg kom ind på værelset, var at tænde samtlige lys. Der lå også en hårtørrer på værelset, så sådan en benyttede jeg for kun anden gang, siden jeg slukkede for strømmen sidste år, fortæller Anja Mørk.

Hun oplever stadig, at folk henvender sig til hende for at høre, om hun stadig ingen strøm har.

- Mange mennesker vil gerne høre mig om, hvordan jeg overhovedet kan holde det ud, siger Anja Mørk.

Hun har hørt om flere, der ligesom hende har valgt at gøre det til en livsstil at føre en tilværelse uden at have adgang til strøm, men Anja Mørk forestiller sig ikke, at afsavnet af strøm er noget, hun skal leve med resten af livet.

- En dag ender jeg nok med at blive så træt af det, at jeg betaler de omkring 5000 kroner, det koster at komme på elnet igen. Men lige nu er det blevet et projekt for mig, siger Anja Mørk.

Inflationen i Danmark er dykket gevaldigt fra det rekordhøje niveau på 10,1 procent, vi ramte i oktober sidste år.

Men mens priserne er blevet holdt i ro eller ligefrem er faldet på mange dagligvarer, er det ikke tilfældet på de hylder, der typisk ligger lige før kassebåndet.

Inflationen på søde sager ligger nemlig fortsat meget højt.

Sidste måned var inflationen ifølge Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks på 8,8 procent på chokolade og 13,3 procent på slik. Den generelle inflation i samme måned var blot 0,9 procent.

Med julen lige om hjørnet er der altså udsigt til væsentligt dyrere chokoladekalendere og julekonfekt, end tilfældet var den seneste jul.

Ifølge The New York Times var priserne på slik og chokolade i de amerikanske supermarkeder også rekordhøje forud for den slikfyldte amerikanske højtid halloween.

Ifølge avisen skyldes det, at råvarepriserne på verdensmarkedet på både kakao og sukker er på de højeste niveauer i over ti år.

Høsten af kakaobønner i Vestafrika, der står for to tredjedele af verdens kakaoproduktion, har i år været historisk ringe. Det skyldes blandt andet hård regn og sygdom, der har fået afgrøderne til at rådne, har Bloomberg tidligere rapporteret.

Det fik en analytiker til at forudse højere priser og måske også skrumpende størrelser på chokoladeprodukter.

Den globale sukkerproduktion er ligesom kakaohøsten også ramt af en række forhold, der skubber prisen op. Det drejer sig blandt andet om tørke i både dele af Asien og i Mexico, som har påvirket høsten af sukkerrør negativt. Derudover presser høje priser på gødning også sukkerpriserne op.

Ifølge Danmarks Statistik har inflationen på priserne i butikkerne på rent sukker de seneste måneder ligget på over 40 procent.

Der er dog håb for sliksultne forbrugere. For slik-inflationen er faktisk faldet en smule siden kurven toppede tidligere i år med inflation på henholdsvis 18 og 12 procent på slik og chokolade.

Stemmen rammer dig før udseendet, fordi den er så genkendelig. Den er en ufravigelig del af din ungdom, måske barndom, og nu er den dukket frem igen, om end den aldrig har været væk. Selv uden musikken ved du, at det er Birthe Kjærs stemme. Rolig, flydende og kontinuerlig i sit flow. Som hun sidder der på bænken i solen med ryggen mod cafeen i sin turkisgrønne, let strikkede sweater, er hun genkendelig og alligevel blot en del af os andre. Birthe Kjær hviler i sin eksistens, og det smitter af.

- Jeg er altid bare mig, siger hun og smiler, men selvfølgelig er der flere sider af mig, men jeg er bevidst om, hvornår jeg er den ene side eller den anden, som når jeg er på arbejde eller bare derhjemme. Når jeg sidder her sammen med dig, føler jeg, at jeg er mig selv, om end jeg godt ved, at det her også er en form for arbejde. Men jeg skifter ikke bevidst mellem mine personlige sider, og egentlig tror jeg heller ikke, at man kan det, når man er et kendt ansigt. Det hele flyder sammen. Når jeg handler, er jeg også på arbejde. Det er blevet mit liv.

Flere af Birthe Kjærs hit er blevet til klassikere, de unge har taget hende og sangene til sig, og især i løbet af sommeren på festivalerne er hendes musik blevet uundgåelig. Hun hører hjemme der.

- Jeg er blevet en del af en strømning, som er blevet en renæssance for mange ting. Tresserdesign og tressermusik er kommet tilbage. Og det er mit held, at jeg er her endnu og kan synge mine sange. Jeg kan glæde folk med stadig at være ”originalen”, der synger ”Sommer og sol”. Jeg har stor glæde af det, og det samme har mit publikum. Og jeg vil gerne blive ved.”

Birthe har det mest sødmefulde smil, meget ægte og ligetil. Hendes make-up er ulastelig, ingen mascarapletter, tøjet er afstemt og neglene lakerede. Der er en gennemgående linje af ydmyghed, når hun fortæller om festivalerne og livet.

- Jeg nyder til fulde den virkning, der er hos dem, når jeg ser ud over unge mennesker med studenterhuer til festivaler, der skråler med på ”Den knaldrøde gummibåd”. Og det er så sjovt at se ud på et hoppende hav af unge, der synger med.

Det kan være svært at beskrive dansktoppens renæssance eller rettere, hvordan den opleves, for Birthe Kjærs karriere er ikke genoplivet, hun har ikke været væk, men har i stedet været til stede hele tiden på sine egne vilkår. For to år siden fik hun Emil Holms Mindelegat, som gives til de største kunstnere inden for deres genre. Birthe Kjær har stået på scenen i over 60 år, hun fik sit store gennembrud i 1968 med sangen ”Arrivederci Franz”, der landede direkte på førstepladsen på Dansktoppen. Og siden da har hun været flyvende. Mindelegatet betød en endelig accept af dansktopgenren, men accepten og kærligheden har hun længe fået fra sit publikum, og især fra sit nye publikum:

- Musikken bryder rammer ned, og det får den lov til, fordi de unge i dag er så rummelige. De siger ikke nej til en popsang. De vil gerne høre det gamle, og de står ved det. Det er tiden, vi lever i, der er rummelig, det var den ikke engang. I gamle dage var jeg flasket op med, at genrer var afgrænsende, og man rynkede på næsen ad andre genrer, især vores. Jeg føler, at det er et kæmpe kompliment fra publikum til musikken, når de giver os den store modtagelse og derefter bevæger sig videre til en anden genre. Det siger bare noget om deres rummelighed. Det er en stor gave, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, ikke engang da jeg vandt melodi-grandprix.

På mange måder minder hun om en åkande. Fuldstændig rodfæstet og alligevel flydende. Det gælder på mange måder hendes menneskesyn, hendes karriere og hendes standpunkt i livet.

- Man kan ikke forkrampe noget, men man kan da lige så godt være en ældre kvinde, der holder sig godt. Og jeg har nu lært, at mit publikum er ligeglade, de står gerne og hylder en på alder med deres bedstemor, så længe man bare kan sit kram.

I døren ind til cafeen har en kvinde demonstrativt stillet sig op med sin bjæffende hund. Der er noget skingert over begges eksistens og måden, de gør sig til på. Birthe er modsat, de jyske rødder holder fast i hende og giver hende en tydelig robusthed trods de mange år væk. I 1999 stoppede Birthe Kjær op, ikke fordi der var et ophold i karrieren, men fordi hun personligt havde brug for luft. Hun valgte at tage et sabbatår.

- Jeg var fyldt 50 og tænkte ved mig selv, om jeg havde nået det, jeg ville. Var der noget andet, som jeg skulle? Jeg ville finde ud af, hvad Birthe kunne udover at være et kendt ansigt, der sang. Jeg overvejede mange ting, men landede i et børnehjem i Thailand i tre måneder. Det var meget givende, men jeg vidste også derefter, at jeg skulle hjem og synge igen. Men det blev et år, der efterlod mange indtryk og mange flere oplevelser end dem, jeg hidtil havde drømt om. Det skabte en ny bevidsthed hos mig med hensyn til, hvad der var vigtigt. Var det vigtigt at huske en tekst eller at synge rent? Det var det ikke i forhold til det liv, jeg mødte blandt de hjemløse børn. Her var deres liv langt vigtigere end mit eget.

Det egentlige ønske var at agere anonym for en stund i Thailand, men selv der kan det være svært at skjule sig, når man hedder Birthe Kjær. Larsens Busrejser arrangerede nemlig ture ud til børnehjemmet, og selv om Birthe forsøgte at gemme sig, når de ankom, rygtedes det alligevel, at hun var der. 11 år senere tog hun endnu en pause, denne gang var det for at skrive på sin biografi og lave en ny musikudgivelse med engelske evergreens. I 2012 dannede hun bandet Feel Good Band, som hun stadig rejser rundt med.

Metaforen med åkanden dækker også Birthe Kjærs indstilling til køn, for også her flyder hun ovenpå. Selv om hun var ung kvinde i en meget patriarkalsk verden, har hun ikke følt, at hun kæmpede på sit køns vegne. De kampe, hun tog, tog hun for selvstændighed og frihed.

Det var essentielt for Birthe at gøre sig selv økonomisk uafhængig. Inden karrieren blev flyvende, stod hun i lære i en sparekasse, så budgetter var ikke et ukendt fænomen. Og den jyske snusfornuft kom hende til gode, og der blev derfor altid lagt penge til side.

- Som barn sang jeg i Sunshine Trioen, og da kom jeg også hjem med penge, men jeg sparede altid op, og en dag havde jeg penge nok til at købe et klaver.

Der er sider af det offentlige liv, som Birthe indimellem irriteres over, herunder spørgsmålet om, hvorfor hun aldrig er blevet gift og fik børn. Det var ikke et aktivt valg, men hun valgte musikken og erkender da også, at hun måske i mange henseender har levet i en musikalsk boble.

- Jeg sætter min frihed og selvstændighed højt. Jeg kan ikke have, hvis nogen forsøger at bestemme over mig, så bliver jeg nok lidt skrap. Jeg bliver aldrig den blide medløber. Selvfølgelig skal man indrette sig efter andre, men det må ikke blive afgrænsende for mig, for jeg er i bund og grund en fri fugl. Livet har gjort mig selvstændig. Og det har styrket mig. Jeg har ikke valgt, at jeg ikke fik børn. Det var ikke en aktiv beslutning, men livet førte mig blot ikke ned ad den vej. Og derfor irriterer spørgsmålet mig, for det var ikke min beslutning, det var livet.

Hendes smil er forløsende. Birthe er hjemmevant i samtalen om de normer, andre har villet sætte for hende.

På Cafe Jorden Rundt, hvor vi er midt i efterårssolen, sidder der mange på Birthes alder. Men på mange af dem sidder fødselsåret uden på tøjet. Det er ikke gældende for Birthe - om end hun ikke fornægter sin alder, dyrker hun den heller ikke, hverken til det positive eller det negative. Hun er rodfæstet.

- At tænke sig gammel før tid ser jeg ingen grund til. Jeg står der i livet, hvor jeg holder fast i livet, for jeg føler ikke, at de tal, der beskriver min alder, har noget med mig at gøre, derfor bliver jeg ved. Men jeg ved godt, at fem år mere nok sætter sine spor, derfor tager jeg et år ad gangen, fordi jeg vil mærke efter, om det bliver for hårdt, og jeg vil ikke have to års optrædende frem i tiden hængende over mig. Men jeg er god til at passe på mig selv, jeg mærker virkelig efter. Og jeg værdsætter stadig alt ved mit liv, og jeg insisterer på at skabe det selv. Jeg er ikke bange for at blive ensom, for det er op til mig at gøre noget ved ensomheden, og jeg har været god til at investere i mennesker.

Egentlig er det ikke oplagt at tale om jul, for vi sidder midt i indian summer, drikker kaffe og spiser croissanter, og derfor pointerer Birthe også med et smilende drag om munden, at jeg nu sniger mig til at spørge ind til hendes juleforberedelser.

- Du har altså lagt det i munden på mig! Men jo, julen betyder da noget. Det er der, hvor jeg er sammen med familien, og optakten til julen er lang med hygge og kærlighed. Og i år holder jeg fri. Til gengæld har jeg lovet at pynte et juletræ for Ungdommens Røde Kors, så jeg sad ude hos en ven i går og klippede julehjerter.

Birthe viser billedet frem på sin telefon. Julehjerterne er flettet af gamle plakater, man kan se hendes ansigt i dem. Vennen, der har hjulpet hende, er manuskriptforfatteren Flemming Klem. Hjerterne bliver solgt på auktion hos Bruun Rasmussen, og så går pengene til Ungdommens Røde Kors.

Åkanderne er hjerteformede med let buede bladplader, der flyder rundt på overfladen, men bliver stående i vandet med deres kraftige rødder. Den findes i søer eller langsomt flydende åer. Den har en svag, behagelig duft og er selvbestøvende. Når den engang afblomstrer, trækker den sig ned i vandet og lader sig flyde bort med strømmen. Birthe Kjær er langtfra afblomstret. Hun står stadig rank og blomstrende med hovedet over vandet.