Regeringen vil stå sammen om at gennemføre regeringsgrundlaget.

Selv når det stormer.

Det sagde i hvert fald statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde den 14. december sidste år.

- Jeg har tillid til, at vi kan sætte en ny retning for Danmark. At vi vil stå sammen, når det bliver svært. Når det stormer, og det kommer det til. At vi vil holde ord. At vi vil gennemføre det ambitiøse reformprogram, som vi har lagt frem i dag, sagde statsministeren den kolde decemberdag på et pressemøde på Marienborg.

Udtalelserne står i skærende kontrast til, at regeringen med sin 2030-plan tirsdag har streget de planlagte ændringer i Arne-pensionen og seniorpensionen.

Det var ellers en del af regeringsgrundlaget.

Ifølge finansminister Nicolai Wammens (S) var modstanden mod ændringerne for stor og har skabt for meget utryghed og uro.

Det sagde han på et pressemøde tirsdag, hvor han som eneste repræsentant for regeringen fremlagde 2030-planen med regeringens langsigtede politiske og økonomiske prioriteter.

- Vi må tage ned, at det har givet en usikkerhed, som ikke står mål med det initiativs kvaliteter, og derfor har vi besluttet, at vi ikke kommer til at lægge op til forringelser i seniorpensionen, sagde Nicolai Wammen om regeringens u-vending.

Nu er det beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensens (S) opgave at forklare, hvorfor regeringens egen politik pludselig ikke er en god idé.

- Jeg er lettet over, at vi i fremtiden både har Arne-pensionen og seniorpensionen. Og at vi kan få skabt ro på det her område, siger hun.

Det var også Ane Halsboe-Jørgensen, der fik til opgave at "sikre ro" om danskernes mulighed for tidlig tilbagetrækning, da regeringsgrundlaget blev underskrevet.

Planen var, at seniorpensionen skulle afskaffes og er erstattes af en udvidelse af Arne-pensionen. Den ordning blev døbt "Arne-Plus".

Men det blev det mødt af hård kritik fra både fagbevægelsen og partier i oppositionen, fordi det det samlet  blev betragtet som en forringelse af vilkårene for de nedslidte.

Din formand lovede, at flertalsregeringen ville gennemføre regeringsgrundlaget. Men blev "Arne Plus"-ordningen alligevel for dyr for Socialdemokratiet?

- Det er sundt engang imellem som politiker at tage bestik af, hvordan ens udmeldinger bliver taget imod, og hvilken utryghed denne udmelding har skabt. Det er tilladt for en politiker at blive klogere, og det mener jeg, at vi er blevet her, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Argumentet for at indføre "Arne Plus" var, at man ville sikre ro om tilbagetrækningsmulighederne. Nu skal det skabe ro, at man ikke laver ordningen. Hvordan giver det mening?

- Fordi vi oprindeligt mente, at fordi det har været genstand for meget politisk debat og skiftende regeringers forskellige positioner, så ville vi samle det til én stor ordning. Men det har skabt utryghed, at de to ordninger skulle lægges sammen og kaldes noget andet. Derfor siger vi nu tydeligt til de berørte, at der både vil være en Arne-pension og en seniorpension i fremtiden.

Men risikerer man ikke, at det nu igen bliver en politisk kampplads, hvilket kan skabe usikkerhed?

- Nu har vi i hvert fald de store partier både til højre og venstre i Folketinget, der siger, at vi gerne vil have både Arne-pensionen og seniorpensionen.

Men nu, hvor der ikke kommer nogen ændringer på området, risikerer man så ikke, at det igen bliver en politisk kampplads?

- Det kan jeg ikke spå om. Men nu har vi i hvert fald Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som alle melder ud, at de ønsker både en rettighedsbaseret og en visitationsbaseret indgang til tidlig tilbagetrækning.

- Og ja, der har været rigtig meget diskussion om det blandt de forskellige partier, og det vil der sandsynligvis fortsat være. Men nu melder regeringen klart ud, at vi ikke ønsker denne utryghed på området.

Men hvad er det for en utryghed, I havde jo meldt klart ud sort på hvidt, hvad I ville gøre?

- Området var forligsbelagt.

Det vidste I også for et år siden, da I skrev regeringsgrundlaget?

- Ja

Hvorfor var der så utryghed om ordningerne, når I havde skrevet sort på hvidt, hvad der skulle ske med dem?

- Jeg mener, at det har været omgærdet af politisk diskussion år efter år. Nu slår vi ring om seniorpensionen og Arne-pensionen og sikrer, at de to ordninger bevares i fremtiden.

Hvorfor ville I ikke give denne tryghed for et år siden?

- Der var et ønske om at lave et mere simpelt tilbagetrækningssystem. Men vi må konstatere, at der har skabt utryghed, og det var en utryghed, vi ikke ønskede. Derfor har vi taget konsekvensen og lyttet.

Er det et svaghedstegn, at man har måttet droppe et forslag, som er nedskrevet i regeringsgrundlaget?

- Nej, det mener jeg ikke.

Er det et udtryk for, at andre dele af regeringsgrundlaget også står til genforhandling?

- Ikke mig bekendt.

Hos Venstre er man tilfreds med, at seniorpensionen ikke bliver afskaffet. Den blev oprindeligt indført, da Venstre sad i regering.

- Ambitionen omkring Arne-plus var at forenkle systemet, men regeringen har kunnet konstatere, at det har skabt en masse uro, og derfor opgiver regeringen nu at justere på tilbagetrækningsmulighederne. Det betyder dog ikke, at der er andre ting i regeringsgrundlaget, der kan ændres på, skriver finansordfører Torsten Schack i et skriftligt svar.

Hos Moderaterne lyder det, at man ikke har valgt at gå videre med reformen, da det ikke har været muligt at lave en bred aftale på tværs af Folketinget.

- Men nej, der er ikke lagt op til, at andre dele af regeringsgrundlaget skal genforhandles. SVM-regeringen har flere gange vist, at regeringen er villig til at træffe svære, men nødvendige beslutninger. Det så vi f.eks. med afskaffelsen af store bededag, som ikke ligefrem var en populær beslutning, men som øger arbejdsudbuddet, skriver politisk ordfører i Moderaterne, Monika Rubin i et skriftligt svar.

Krisen er nu åbenlys i danske industrivirksomheder.

På et år er industriproduktionen faldet med 13,8 procent, hvis man ser bort fra medicinalindustrien og især Novo Nordisks salg af diabetes- og slankemedicin, der opvejer store dele af faldet.

Det viser helt friske tal fra Danmarks Statistik, der har målt industriproduktionen i årets tredje kvartal.

Men selvom aktiviteten falder kraftigt, har det ikke ført til omfattende fyringsrunder. Det er få uger siden, at vi fejrede, at antallet af lønmodtagere i Danmark for første gang rundede tre millioner mennesker, og industrivirksomhederne har fortsat en meget høj beskæftigelse.

Hos Sydbank har man svært ved at se, at det kan fortsætte, hvis situationen for industrien ikke snart ændres til det bedre.

- I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at industrivirksomhederne på trods af så udtalt en tilbagegang ikke for alvor har fundet fyresedlerne frem endnu. Det vidner om, hvor travlt mange virksomheder havde i 2021 og 2022, skriver Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, i en kommentar.

Ifølge Dansk Erhverv beskæftiger fremstillingsindustrien herhjemme ca. 300.000 personer, hvilket udgør knap 10 procent af de danske arbejdspladser.

Erhvervsorganisationen forventer, at de sløje tal nu kan sende hele Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) i bakgear. Det lugter af recession, som kan trække dansk økonomi ud i et langstrakt dødvande.

Det skyldes, at selv medicinalindustrien lige nu oplever tilbagegang. Sammenlignet med det forrige kvartal faldt produktionen af medicinalvarer med 10,6 procent i tredje kvartal. Produktionen ligger dog stadig markant højere end for et år siden.

- Hidtil har høj vækst i medicinalindustrien skjult de store udfordringer, som store dele af industrien har, men med tilbagegangen i medicinalindustrien i tredje kvartal er problemerne kommet frem i lyset, skriver Dansk Erhvervs seniorøkonom, Kristian Skriver, i en kommentar tirsdag morgen.

Han advarer om, at de kommende måneder kan blive endnu sværere for industrien. Risikoen for recession på nærmarkederne i Sverige, Tyskland og Storbritannien er betydelig, og det vil ramme de danske industrivirksomheder, da 70 procent af industriens omsætning bliver solgt til udlandet.

Sydbanks Søren Kristensen hæfter sig ved, at krisen ikke bare er et dansk fænomen. Over det meste af verden ser man industrivirksomhederne have det svært og være udfordrede af en global afmatning. I Danmark er vi bare heldige at have en stærk medicinalsektor, der rider på en bølge af succes.

- Overordnet set er der ingen tvivl om, at medicinalindustrien har løftet den danske industriproduktion helt enormt. Det er selvfølgelig godt nyt og betyder en masse for de danske eksporttal og sågar også de samlede BNP-tal. Men for en maskinvirksomhed i Kolding, så er det en ringe trøst, at der sælges meget medicin hos Novo Nordisk, mener Søren Kristensen.

Det er en uge, der står i de store milliardbeløbs tegn i dansk politik. For mandag præsenterede regeringen sit udspil til en ny skattereform, mens tirsdagen blev brugt på kigge i krystalkuglen og fremlægge en økonomisk 2030-plan.

Men hvilken betydning får disse store økonomiske planer fra regeringen egentlig for dig, din hverdag og din økonomi? Og hvem vandt den interne armlægning i regeringen om de mange milliarder kroner?

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her et analytisk overblik:

Det er ikke sjovt at være den sidste, som henter sit barn i børnehaven.

Det prøvede jeg nogle gange, og jeg brød mig især ikke om det, når pædagogen i den anden ende af afkommets arm havde taget den stramme mine på, fordi jeg kom på slaget lukketid.

Så stod jeg der og var én stor undskyldning for mig selv, mens jeg forsøgte at få blodtrykket ned. Det havde været højt, siden jeg havde smidt mit ufærdige arbejde for ikke at komme alt for sent ud ad arbejdsdøren. Og den dårlige samvittighed over for både arbejde og afkom havde for længst manifesteret sig ildelugtende under armene.

"Man skal ikke have det dårligt over, at man engang imellem henter som den sidste, fordi man passer et arbejde, og måske også er et forbillede for sine børn på den måde", sagde Socialdemokratiets Udlændinge-og integrationsminister Kaare Dybvad for nylig.

Så blev der ballade.

For Dybvads udtalelse blev opfattet som en ideologi. Og det er det måske også. Der mangler arbejdskraft, og derfor vil regeringen have, at vi arbejder meget og længe. I den sammenhæng kan det synes logisk at opmuntre forældre til at være stolte "sen-hentere".

Når mine børn nogle gange var de sidste, der blev hentet, var det ikke fordi, det var en stolt ideologi for mig. Det var, fordi den slags kunne ske som en følge af den måde, jeg havde skruet vores liv sammen på. 

Det var mit ansvar, og det står jeg ved, og jeg vil ikke argumentere for mine valg. Hverken dengang eller nu.

For hvorfor skulle jeg - og hvorfor skal alle andre forældre - retfærdiggøre den måde, vi vælger at være forældre og familie på? Når ellers vi er normalt fungerende og elskende forældre, der vil vores afkom det bedste.

Der er forældre, der påberåber sig retten til krævende karrierer og børnefri ferier. Og der er forældre, der næsten ophører med egen-eksistens, fordi den eneste måde for dem at være mor eller far på er at opgive karrieren og hellige sig afkommet 100 procent med hjemmeundervisning og meget andet.

Det kan de - og vi - godt have mange meninger om. Og dem skal vi kunne drøfte i god ro og orden. Men kan vi ikke godt lade være med at udskamme hinanden og være hidsige bannerførere for den ene eller anden forældresandhed.

Hvad der er rigtigt for dig og din familie er ikke nødvendigvis det rigtige for min. Og omvendt. Derfor rager det ikke andre, hvornår du henter dit barn. Og det rager ikke dig, hvornår andre henter deres.

Man kan godt få brug for et råd eller flere, men gode råd er noget, man får og giver hinanden i et tillidsbaseret rum. Det kan være sammen med familie, venner og med mennesker, der betyder noget for os og vores børn - som pædagoger og dagplejere.

Gode råd er ikke at kæfte op om det ene og det andet i det offentlige rum - som Facebook - fordi man mener, at man har patent på det gode forældreskab. Hvorfor skal vi absolut påføre hinanden dårlige samvittigheder?

I bund og grund er der kun ét spørgsmål, alle forældre skal stille sig selv og gerne ofte, og det er ikke, hvad gør andre? Det er i stedet: Hvordan har mit barn det?

Streaming: Det er bestemt ikke titlen på serien, der lokker. "Special Ops: Lioness" lyder mest som endnu én i en lang række af middelmådige glansbillede-krimier a la Navy CIS eller lignende.

Men allerede i seriens første scene, er der smæk for skillingen. En helt anden energi, end den sædvanlige generiske action-serie. "Special Ops: Lioness" er lige, hvad jeg trængte til. Hurtige kalorier og masser af adrenalin. En mere overfladisk, men underholdende kusine til "G.I. Jane" og "Homeland".

"Special Ops: Lioness" foregår i et hæsblæsende tempo, hvor agenter flyver på tværs af kontinenter i jagt på terrornetværk. Serien udspiller sig med fokus på en særlig enhed ved det amerikanske efterretningsvæsen. CIA har valgt at iværksætte et særligt program, hvor kvindelige agenter indsættes undercover for at blive fortrolige med terror-mistænktes koner, døtre og kærester og derved infiltrere og afdække de fjendtliges planer.

Vi følger Joe, spillet af Zoë Saldana, der er CIA officer og chef for "lioness"-programmet. Undercover-agenten Cruz spilles af Laysla de Oliveira, som nogen måske vil huske fra serien "Locke and Key". Længere oppe i hierarkiet findes Kaitlyn Meade, spillet af Nicole Kidman.

Serien starter med en operation, der går galt og Cruz, der ringer og fortæller, at hendes dække er brudt. Joe ender med at måtte tilkalde bombefly, og Cruz’ skæbne er uvis. Herefter følger vi Cruz’ fortid og dagene op til det dramatiske serie-anslag.

Lioness har et cast med kvinder i de fleste bærende roller. Og det fungerer virkelig godt. Cruz er den indestængte eks-voldsramte, der selv er en tikkende bombe. Hendes overordnede Joe kæmper hjemmefronten.

Det lyder måske trivielt, men de mange hverdagsproblemer er faktisk med til at højne seriens intensitet, fordi Joe-karakteren på minutter må skifte rolle fra bad-ass CIA-officer til bekymret mor eller hjertesorgsramt kone. Det menneskelige dilemma i at stå splittet mellem familie-udfordringer og nationale sikkerhedsrisici, er godt formidlet.

Manuskriptforfatteren og arbejdsnarkomanen Taylor Sheridan er både serieskaber, manusforfatter og producer på serien. Inden for de seneste par år har den flittige herre også stået bag serier som "Yellowstone", "The Mayor of Kingstown" og "Tulsa King". Han er enehersker på de serier, han involverer sig i. Han vil have 100 procent kontrol over vision og udførelse.

Det har resulteret i en del konflikter mellem ham, hyrede forfattere og pengemændene bag serierne. Også på denne serie har der været drama. Sheridan fyrede ret kort inde i processen alle tilknyttede forfattere, og har selv skrevet alt.

Sheridan har udtalt, at han ofte vælger et meget simpelt plot, for at lade dramaet ligge hos karaktererne. Sheridan er selv skuespiller, og har gennem sin karriere, fortæller han, selv skullet sige så mange tumpede replikker, der skulle forklare et indviklet plot, at han nu er helt allergisk.

I forhold til "Special Ops: Lioness" er det også gældende. Og det efterlader os i åndenød over, hvad i alverden der foregår. Alle i serien har deres egen agenda, både én, vi kender til og mindst én, der er skjult for os. Som seere er vi dem, der ved mindst. Til gengæld bliver man ved med at være sulten efter at se plottets knuder løsne sig til sidst.

"Special Ops: Lioness" er ikke en serie, der kommer til at vinde priser eller forandre dit liv. Men der findes simpelthen så mange halvdårlige action-serier, så når der endelig kommer én, som er velspillet og intens, så er det værd at råbe højt om. Så sæt dig godt til rette i sofaen og hop med på rutsjebaneturen.

"Special Ops: Lioness", krimi/action, amerikansk, 8 afsnit, kan ses på streamingtjenesten SkyShowtime. Premiere 30. oktober.