Marie har efter al sandsynlighed været udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb på et bosted for handicappede, hvor hun havde sit hjem. Hun er 37 år, er diagnosticeret med infantil autisme og har ifølge sine forældre et intellektuelt på niveau med en fem-årig.

Ordet "sandsynligvis" skyldes, at hendes handicap forhindrer hende i at fortælle, hvad der er sket, på en måde, som andre end forældrene forstår.

Da hun var yngre, fik hun en jævnaldrende kæreste på samme bosted. Han var flink og sød ved hende, fortæller forældrene, men det var der ifølge forældrene i sig selv ikke noget galt i.

Men han havde, fortæller de, et stort fokus på det seksuelle, så pornofilm i stakkevis og havde nu engang en ung mands drifter.

- Han havde sex med hende, selv om hun intet ved om den slags og ikke ville have det. Han er ikke en seksualforbryder af den grund, for han er nok slet ikke bevidst om, at det er sket mod hendes vilje, men det skete, og det ødelagde meget for hende, siger hendes mor.

Marie er en blandt mange. Institut for Menneskerettigheder slog sidste år alarm, fordi handicappede på bosteder er særligt udsatte for seksuelle overgreb. Handicappede på bosteder har næsten syv gange så stor risiko for at blive voldtaget som andre.

- Det er et foruroligende stort tal, siger direktør i Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck.

I året, der er gået, siden rapporten udkom, er intet konkret sket. Før nu. Fra 2024 og fire år frem er der afsat i alt fire millioner kroner til en indsats på området.

Beløbet blev afsat i begyndelsen af november som en mindre del af den aftale, regeringen og Folketingets partier indgik om at fordele 885 millioner kroner til befolkningsgrupper med særligt store udfordringer.

Ifølge loven må der i eksempelvis artikler som denne ikke indgå oplysninger, der på nogen måde kan identificere et seksualoffer. Derfor er Marie et opdigtet navn, og derfor er også hendes forældre, der bor i Holstebro, og hendes ekskæreste anonymiserede. Forældrene kalder vi Else og Birger, ekskæresten Holger. Avisen Danmark kender deres rigtige navne.

Else har givetvis ret i sin antagelse af, at Holger ikke har været bevidst om, at han begik overgreb. Sådan forholder det sig ofte i den type sager, oplyser Mads Roke Clausen, der er direktør i LOS, Landsorganisationen for sociale tilbud.

- Nogle af disse mennesker har svært ved at drage grænser og har svært ved at aflæse andres signaler og dermed også svært ved at aflæse, om andre har lyst til det samme, som de selv har. Derfor er det ekstra vigtigt, at personalet har en viden om seksuelle overgreb samt en stor opmærksomhed på det og aktivt forholder sig til det, siger Mads Roke Clausen.

For direktør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck er det ekstra alarmerende, at der er tale om en gruppe i forvejen udsatte borgere.

- Dem har staten en pligt til at beskytte mod misbrug og overgreb. De seneste år har der været fokuseret meget på de ansattes sikkerhed. Man har i den forbindelse glemt beboernes sikkerhed, det er et svigt, siger hun.

Overgrebene begås ifølge rapporten af andre beboere og af personale. Fordelingen mellem disse to grupper er ikke opgjort. Mads Roke Clausen tror ikke, at personalet tegner sig for ret mange.

- De fleste steder er der faguddannede medarbejdere, der ved, at deres arbejde er helt uforeneligt med den slags. Men det er noget, der forekommer, det er helt uacceptabelt, og der må ikke herske tvivl om, at de pågældende i så tilfælde skal politianmeldes og fyres øjeblikkeligt, siger han.

Holger var og er også beboer på Maries bosted. Det er Marie ikke længere. Hun passede ikke ind på grund af den ændrede adfærd og bor nu et andet sted i landet.

- Det er en sideeffekt af en i forvejen svær problemstilling: Offeret påvirkes og ændrer adfærd i en grad, så det må flytte, gerningsmanden kan blive, siger Birger.

Den ændrede adfærd, der forårsagede Maris flytning, kom til udtryk ved, at hun blev stærkt udadreagerende, bl.a. i form af vrede og råberi, hvortil kommer depression og søvnproblemer. Hun har sideløbende med den markant ændrede adfærd pådraget sig PTSD.

Det er alt det, som sammen med Maries egne ord og forskellige afslørende observationer på hendes bosted og på hendes krop, der får forældrene til at være sikre på, at Marie har været udsat for voldtægter.

Første gang Maries forældre var sikre på, der var sket noget, der ikke skulle være sket, var lige efter, hun var blevet kæreste med Holger.

- Under et besøg så vi, at hendes sengetøj, efter Holger havde været der, var voldsomt smurt ind i blod, fortæller Else.

Hun er uddannet sygeplejerske og vidste, at der ikke var nogen naturlig forklaring på forekomsten af blodet, f.eks. menstruation eller sprængt jomfruhinde.

- Der har siden været mange tilfælde med tegn på seksuel karakter af voldsom karakter, f.eks. blå mærker, siger Birger.

Forældrenes vurdering tillægges så stor værdi, at den indgår i Maries sundhedsjournal og i en psykologisk udredning af hende. Avisen Danmark har set dem begge.

Institut for Menneskerettigheder sendte i forbindelse med rapporten for knap et år siden nogle anbefalinger til Social- og Ældreministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet om at tage initiativer til bl.a. at skærpe sikkerhedskravene og forebyggelsen af seksuelle overgreb på de forskellige botilbud landet over og sikre en bedre traumebehandling, når der sker overgreb.

Det er især forebyggelsesdelen af anbefalingen, der blev lyttet til, da den særlige pulje på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet blev fordelt tidligere på måneden.

Af den politiske aftale fremgår det, at de fire millioner kroner de næste fire år skal bruges på "forebyggelse af seksuelle overgreb mod voksne med handicap med særligt fokus på beboere på botilbud. Den forebyggende indsats skal udmøntes via formidling og kurser med virksomme metoder, kerneelementer og lovende praksis til fagprofessionelle på botilbud."

Ansvaret for, at det sker, ligger i Social- og Boligstyrelsen

- Man kan diskutere, om det er meget eller lidt. Man kunne godt ønske en virkelig stor satsning fra politisk side. Men de initiativer, der nu bevilges penge til, er vigtige at få sat i søen, for vi står med nogle alvorlige udfordringer, som går ud over den velfærd og tryghed, som mennesker med fysisk og psykisk handicap har krav på, siger Mads Roke Clausen fra LOS.

Louise Holck fra Institut fra Menneskerettigheder siger, at efter de chokerende forhold, rapporten sidste afdækkede, er det positivt, at problemstillingen "i en eller anden udstrækning" tages alvorligt.

- Det vigtigste er, at man gør noget, så disse beboere kan føle sig sikre i eget hjem, siger hun.

Det undersøgelsesmateriale, der ligger til grund for rapporten, tager afsæt i en opgørelse af politianmeldte sager og selvrapporterede sager. Sproglige og udtryksmæssige vanskeligheder og andre barrierer kan betyde, at mange anmeldelser ikke foretages.

Marie er et eksempel på, at problemet rummer mange mørketal. Holger blev ikke politianmeldt. Det havde været meningsløst, mener Maries forældre.

- Politiet havde fået absolut intet ud af at afhøre dem. Den ene, Marie, har svært ved at udtrykke sig præcist og har i øvrigt tilkendegivet, at hun ikke vil tale om det, fordi det er ubehageligt, og den anden, Holger, har næsten ikke noget sprog overhovedet, siger Birger.

- Det ville heller ikke gøre Marie noget godt at skulle igennem politiafhøringer. I sig selv havde det fået hende til at gå i baglås. Og det havde ikke gjort hende rask, siger Else.

Hendes bekymring i den henseende hænger sammen med, at Marie i flere år har været i behandling med psykofarmaka for den adfærdsændring, der fulgte oplevelserne. En behandling, hun nu er kommet ud af.

Dét er Else og Birger glade for, eftersom psykofarmakaen havde mange alvorlige sygdomme samt overvægt som bivirkninger.

- Hun var ved at dø af det, men nu er hun vendt tilbage til livet, siger Else.

Der er noget andet, hun også er glad for, nemlig bevillingen til det forebyggende arbejde.

- Det kommer bag på mig, for i mange år har det været umuligt at skabe interesse for dette alvorlige problem. Det kan godt være, det ikke er et gigantisk beløb, men det er godt, der endelig sker noget. Det er en positiv overraskelse, siger Else.

Mandag den 6. november modtog politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, Susie Jessen, et uventet svar, der fik hende til at "stejle"

Afsenderen var Louise Schack Elholm (V), minister for landdistrikterne, som kortfattet afviste, at Danmarksdemokraterne kunne blive en del af en aftale om landdistrikterne.

Årsagen var, at partierne bag aftalen ikke kunne nå til "enstemmighed" om det.

Nu kalder Danmarksdemokraterne afvisningen for et "børnehavespil," og rejser spørgsmålet om nogle partier aktivt modarbejder dem på grund af "historiske årsager".

- Jeg kan ikke se, at der står noget politisk i vejen. Vi er ikke ude på at lave ravage, vi er én til én enige i indholdet. Så må det være andre ting, der er i spil, og så begynder jeg at stejle. Fordi det er ikke derfor, at jeg er stillet op til Folketinget, siger Susie Jessen.

Og ifølge Susie Jessen er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde.

For den politiske ordfører fortæller, at partiet gentagne gange har oplevet at blive "holdt udenfor" det politiske arbejde på Christiansborg.

En fortælling som flere af de politiske ordførere i Danmarksdemokraterne bakker op om.

- Det er underligt, at man skal tage den her aftale som gidsel i et eller andet børnehavespil, lyder det fra Susie Jessen.

Egentlig troede Susie Jessen, at det blot var en formssag, da hun tilbage i april ansøgte om adgang til aftalen "Mere liv i bymidter og landdistrikter."

Alle partier i Folketinget var en del af aftalen, da den blev vedtaget i 2021. Moderaterne er som regeringsparti også blevet en del af aftalen, hvilket betyder, at kun Danmarksdemokraterne står udenfor.

Idéen med ansøgningen fra Danmarksdemokraterne var, at partiet ville følge evalueringerne af de politiske tiltag, som aftalen igangsatte i 2021.

Det får partiet nu ikke lov til.

- Det er dybt frustrerende, at vi bliver holdt ude af forhandlingslokalet. Især fordi det her er vores mærkesag nummer et, siger Susie Jessen.

Du siger, at du "stejler" over afslaget. Men er det ikke bare en del af politik, hvor partierne, inklusive jeres, forsøger at varetage deres egne mærkesager?

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man holder nogen ude, fordi man føler sig truet eller simpelthen ikke kan lide dem. Hvis det er det politiske spil, så vil jeg gerne lave det om. Det gavner ikke noget som helst, lyder det fra Susie Jessen.

Du har kraftigt kritiseret ministeren på dette område over det seneste år. Er det ikke naturligt, at de måske ikke ønsker at inkludere jer i aftalen?

- Vi kritiserer konkret politik, som bliver udformet nu og her. Jeg håber da ikke, at ministeren mener, at vi skal holdes ude af aftaler, bare fordi jeg kritiserer nogle af de ting, hun gør, siger Susie Jessen.

Den politiske ordfører er dog ikke det eneste folketingsmedlem fra Danmarksdemokraterne, der opfatter det sådan, at andre partier forsøger at bremse partiets indflydelse.

Siden februar har partiets undervisningsordfører, Karina Adsbøl, rykket folkeskoleforligskredsen for svar på, om Danmarksdemokraterne fremover må være en del af forliget.

Som reglerne er aftalt for forlig, kan blot et enkelt parti blokere for optagelse.

Det endelige afslag landede i Karina Adsbøls mailindbakke fredag eftermiddag.

- Jeg er meget uforstående overfor, at der er nogle partier, der kan finde på at blokere. Det må jeg sige. Det kan jeg ikke forstå, for jeg synes jo, at det er rigtig fint, at der er mange rundt om bordet, der kan være med til at forhandle, siger Karina Adsbøl.

Vil du ligefrem sige, at der er partier, som spænder ben for jeres indflydelse?

- Nu ved jeg jo ikke, hvem der har et stort ønske om at holde os udenfor. Man må jo næsten spørge de andre partier om, hvem der har sådan et stort ønske om at holde os udenfor. Jeg synes jo i hvert fald, at det er brandærgerligt, siger Karina Adsbøl.

Danmarksdemokraterne blev også holdt ude af politiforliget, da Enhedslisten og Det Radikale Venstre afviste, at partiet kunne være med.

Det var ellers partiets første mærkesag at tilslutte sig netop det forlig, og det var ifølge Inger Støjberg meget skuffende, at der var partier, som blokerede for hendes partis indflydelse.

- Jeg er dybt forundret over, at der er partier, som ønsker at holde os uden for indflydelse, når vi netop vil tage et ansvar. Det er ikke sådan, man normalvis fører politik i Danmark, sagde Inger Støjberg til Ritzau i september sidste år, da det stod klart, at hendes parti ikke måtte være med.

Susie Jessen understreger, at hun ikke vil nævne nogen partier ved navn. Men hun antyder, at gammelt nag kan være en faktor bag den konkrete afvisning i forhold til landdistriktsområdet.

- Jeg vil ikke engang kalde det politisk drilleri, det er jo nærmest en børnehave. Og det kan jo ikke være rigtigt, at man holder nogen ude, fordi man har en historie sammen eller andet. Det er for mærkeligt, lyder det.

Danmarksdemokraterne har i høj grad en historie sammen med Dansk Folkeparti.

9 ud af ud 15 medlemmer af Danmarksdemokraterne er tidligere folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Og også politisk ordfører Susie Jessen har tidligere været ansat i Dansk Folkeparti.

Selv har Morten Messerschmidt fortalt til Avisen Danmark, at han aldrig har oplevet noget lignende i politik. Og personer han tidligere var tæt knyttet pludselig viste sig som "forrædere".

- Enten har de løjet over for DF’s medlemmer i årevis, ellers lyver de nu for Danmarksdemokraterne, sagde Morten Messerschmidt.

Men Susie Jessen mener ikke, at historiske årsager skal spænde ben for arbejdet i blå blok.

- Jeg ønsker ikke at puste konflikter op eller hænge nogen ud. Jeg håber inderligt, at de partier, som af historiske årsager har et anstrengt forhold til Danmarksdemokraterne, kan samles om at vælte Mette Frederiksen, siger Susie Jessen og forsætter:

- Så jeg vil ikke kritisere nogen partier, men jeg håber blot, at der ikke findes partier, der har det som fast procedure at holde os ude af ting. Lad mig sige det på den måde, siger hun.

Fra Dansk Folkeparti er det Nick Zimmermann, der blandt andet er boligordfører og landdistriktsordfører, der stiller op for at svare på kritikken.

Han mener, at det er helt rigtigt, at det ikke er alle partier, som kan blive optaget i aftaler og forlig.

- Det er virkelig vigtigt for mig at pointere, at vi rigtig gerne vil have et godt samarbejde med Danmarksdemokraterne, men at optage alle partier, lister og løsgængere, og hvad ved jeg i alle de aftalekredse og forligskredse, der er, giver jo ikke nogen mening, for så udvander man jo de aftaler, der er, siger han.

Alle partier undtagen Danmarksdemokraterne er med i aftalen. Hvilken forskel ville det gøre, hvis de også fik lov til at deltage?

- Jamen, så tror jeg bare, at jeg skal forstå, hvad Danmarksdemokraterne tænker. Tænker de så, at alle nye partier og alle løsgængere, der kommer, skal have mulighed for at komme ind i alle aftaler og forlig, spørger Nick Zimmermann retorisk og fortsætter:

- Det ville jeg da synes var noget mærkeligt i hvert fald. Og jeg ved, at der er en håndfuld partier, der synes, at aftalen omkring landdistrikter er stor nok nu.

Hos minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm (V) kan man godt forstå Danmarksdemokraternes ærgrelse over afslaget.

- Vi har lavet en rigtig god aftale som er med til at skabe liv og udvikling i vores små byer og landdistrikter, så jeg kan godt forstå, at det er ærgerligt at stå udenfor.

- Som minister ønsker jeg også brede aftaler, men der var desværre ikke enighed blandt hele kredsen af partier om at udvide aftalekredsen, lyder det fra Louise Schack Elholm i et skriftligt svar.

Kent Pedersen kan ikke mere.

I seks år er han blevet forfulgt og overvåget af den kriminelle underverden, fordi han har en gammel narkogæld, han ikke kan slippe af med. Engang skyldte han 350.000 kroner. Nu mangler han at betale 35.000 kroner.

Han får tilsendt billeder, der viser, at han kommer gående ud af Lidl med to bæreposer. Eller billeder af hans lille hund Charlie, der "kunne blive til et par gode vinterhandsker", som de skriver til ham. De spørger ham, hvilke fingre han helst vil undvære. Og om natten ringer de systematisk på hans dørklokke to til tre gange, men når han åbner døren, står der ingen udenfor.

Kent Pedersen er i panik. Han ryster og sveder, fordi han er blevet så bange og paranoid. Til sidst er han kommet så langt ud, at han har et baseballbat og en skarpladt pistol liggende oven på et klædeskab.

Selv om han nu "kun" skylder 35.000 kroner, ser han ikke længere nogen udvej.

Onsdag den 15. februar 2023 bliver en skelsættende dag. Midt på eftermiddagen beslutter han at tage sit eget liv i sin lejlighed i Vejle. Han tager en overdosis og tjekker ud med et opslag på Facebook:

"Et sidste farvel. En hilsen skal lyde til alle, som har elsket mig eller min musik. Jeg er beæret over jer. Vi elsker, og vi lever kun en gang. Nogen gange for kort," skriver Kent Pedersen til sine 5.300 følgere.

Da politiet og ambulanceredderne ankommer til hans lejlighed, trækker han stadig vejret. Men da de hjælper ham ud til ambulancen, falder han sammen ned ad trapperne i opgangen.

Han har fået hjertestop.

Og sådan kunne historien om Kent Pedersens liv være endt. Fra en opvækst i en kernefamilie på Lolland til en tilværelse som succesfuld musiker i duoen Djämes Braun, der stod bag kæmpehits som "Fugle" og optrådte foran 30.000 mennesker i Tivoli og på Smukfest, inden mørke kræfter tog over og sendte ham så langt ned i dybet, at han ikke længere magtede at leve.

Det er i dag ni måneder siden, at Kent Pedersen blev udskrevet fra sygehuset.

Vi møder ham på den samme café, hvor avisen sidste år lavede et interview med ham om den store nedtur fra at være millionær på Nørrebro til at være på kontanthjælp i Vejle. Dengang gav han udtryk for, at han havde lagt stofferne, alkoholen og det hårde liv bag sig.

Det var ikke helt sandt. For der var noget, der blev ved med at forfølge ham.

- Jeg havde ikke lyst til at fortælle om min narkogæld. Jeg var ikke færdig med at afdrage den, og det var ikke en sag, som offentligheden skulle indvies i. Det var en sag mellem mig og den kriminelle gruppering, jeg skyldte pengene til. I løbet af vinteren begyndte de at intensivere deres overvågning og chikane mod mig. De ville statuere et eksempel, og hvis jeg ikke betalte dem, ville de straffe mig og mine nærmeste, fortæller Kent Pedersen.

Under sin tid i Djämes Braun opbyggede han et kokainmisbrug. Selv om han i en periode tjente godt, brugte han hurtigt pengene på at leve i overhalingsbanen med fester, alkohol, stoffer, dyre biler og en lejlighed på en af Københavns dyreste adresser.

Da vi talte sammen for et år siden, sagde du, at du forlod Djämes Braun helt udramatisk i 2017, og fordi du følte, at du havde opnået alt det, du kunne opnå. Var det den rigtige årsag til din exit?

- Nej, ikke helt. Jeg havde ikke lyst til at smække med døren, og af respekt for min makker (Lasse "Pilfinger" Kramhøft, red.), der valgte at fortsætte projektet og stadig optræder som Djämes Braun i dag, valgte jeg en anden forklaring. Årsagen til min exit bundede i mit kokainmisbrug. Det endte med, at jeg var skyld i, at vi aflyste tre koncerter, fordi jeg ikke var i stand til at være med - hverken fysisk eller mentalt. Og det gik jo ikke. Det var kontraktbrud, siger Kent Pedersen.

Hvad skete der efterfølgende?

- Det var her den store nedtur for alvor begyndte. Jeg havde næsten lige været millionær. Nu skyldte jeg 350.000 kroner til den kriminelle underverden. Jeg var nødt til at komme væk fra København, og i de efterfølgende år boede jeg forskellige steder i landet.

- Stofferne rørte jeg ikke længere. Jeg havde ganske enkelt ikke råd til det med den gæld, jeg slæbte rundt på. Men jeg havde brug for noget andet, og så blev jeg afhængig af alkohol i stedet for. Jeg har været i behandling mange gange, men hver gang faldt jeg tilbage i de dårlige vaner - også efter jeg var flyttet til Vejle. Flere gange troede jeg, at jeg havde nået bunden, men alligevel blev jeg ved med at synke endnu dybere.

- Jeg var nødt til at sælge ud af alt, hvad jeg ejede. Mine møbler, mit tøj, mine sko, min cykel. Jeg kunne ikke bare bede dem om at skrotte den sidste del af narkogælden. Sådan fungerer det ikke i den verden. Men til sidst kunne jeg ikke skaffe flere penge. Jeg kunne ikke mere. Jeg var fuldstændig slidt ned fysisk og mentalt, og derfor tog jeg beslutningen at gøre en ende på mit liv, fortæller han.

Tilbage til den skæbnesvangre februardag for ni måneder siden.

Kent Pedersens hjerte er holdt med at slå. Endelig er han på vej ud af det mareridt, der har plaget ham i seks år.

Men han er kun død i fire minutter.

Ude i ambulancen formår ambulanceredderne nemlig at genoplive Kent Pedersen. Han vender tilbage til livet og bliver kørt til Vejle Sygehus.

Da han vågner op på intensiv afdeling dagen efter, sidder hans forældre ved siden af ham. De er i chok. Godt nok har de vidst, at han i flere år har været afhængig af alkohol. Et misbrug, de har forsøgt at hjælpe ham med ved blandt andet at betale for forskellige behandlingstilbud. Men det er ny viden for dem, at deres 45-årige søn i flere år har haft en narkogæld, som har kørt ham så langt ud, at han har forsøgt at tage sit eget liv.

Mens Kent Pedersen sidder i sit hospitalstøj med et æble og en brikjuice, lægger han alle kortene på bordet. Hans mor bryder sammen i gråd. Faren reagerer med vrede. Ikke rettet mod sin søn, men imod rockergruppen.

Det værste er, at mareridtet ikke er slut endnu. Gælden er ikke slettet.

Den dag, Kent bliver udskrevet, modtager han endnu et billede på sin telefon. Billedet viser, at han er på vej ud af hospitalet sammen med sine forældre. Selvom han har været indlagt under diskretion, har nogen alligevel fundet ud af, hvor han har været.

"Så kører vi igen. Vi kan jo se, du igen er på benene," skriver de til ham.

Fra det øjeblik går der ikke lang tid, før Kent - med hjælp fra sine forældre - får lavet en straksoverførsel på de sidste 35.000 kroner. Efterfølgende taler han i telefon med en højtstående person fra grupperingen. Her får Kent lovning på, at de ikke vil forfølge ham mere.

Få dage efter bliver Kent ringet op af en kammerat. Han er først og fremmest glad for, at Kent er overlevet, men dernæst giver han ham en ordentlig skideballe.

"Vil du blive ved med at være selvmedlidende, drikke din whiskey og falde tilbage i de dårlige vaner? Det løser ingenting. Du valgte at dø. Det er snotegoistisk det, du har gjort. Du har altså et ansvar over for unge mennesker, din familie og venner, dine fans og alle dem, der så dig i 'Toppen af poppen' i 2016. Du har et ansvar for at fortælle din historie, så vi undgår, at andre havner i samme situation," lyder det fra kammeraten.

Først her begynder Kent at fatte, hvordan han kommer videre i sit liv.

Så det er det, Kent Pedersen gør nu. Fortæller den fulde historie. Denne gang råt for usødet. Han har ikke længere noget at skjule.

- Jeg vil ikke stå og pege fingre ad andre. Jeg tager det fulde ansvar for alle de fejl, jeg har begået, og nu har jeg ikke noget at tabe, siger han og fortsætter:

- Det kan godt være, at jeg lyder som en vestjysk, indremissionsk kristen, men jeg har fået et kald. Jeg er på en mission om at prøve at hjælpe og redde unge fra at havne i noget så forfærdeligt, som jeg har været ude i. Mit budskab retter sig ikke kun til unge, men også til forældre af børn og unge, siger han.

Det første foredrag er allerede eksekveret, og næste år er det planen, at han vil udkomme med både en selvbiografi og et nyt album.

- Hele vores ungdomskultur er præget af alkohol. Mange kan styre det, men slet ikke alle. Endnu værre er det, at vi ser en alvorlig udvikling, hvor flere unge kommer i berøring med stoffer og piller. Det begynder blandt andet på gymnasierne, hvor flere elever tager ritalin (præstationsfremmende medicin, red.), inden de skal til eksamen, hvorefter de tager morfin for at kunne slappe af og sove efter eksamensforløbet. Det eksisterede altså ikke i min generation.

- Og hvor får de pillerne fra? Dem kan de ikke bare lige skaffe i kiosken eller på apoteket. Uanset om det er hårde stoffer eller mere "uskyldige" piller, så skal de have kontakt til den kriminelle underverden. Om det er en fodsoldat, en mellemmand eller en fra øverste hylde, de render ind i, er lige slemt - de er allerede blevet forbundet med dem. Og så er de allerede ude på en glidebane, der kan føre dem ud i store problemer, siger han.

Hvordan kan vi være sikre på, at du ikke vender tilbage til flasken eller stofferne, når du igen møder modgang i dit liv?

- Jeg skal ikke kigge mig over skulderen, og det gør en kæmpe forskel. Selv om jeg til tider kan føle, at jeg er ramt af posttraumatisk stress, fordi jeg kan blive negativt påvirket af alt fra en spruttende moccamaster eller en gruppe råbende fodboldfans, så føler jeg generelt, at der er ro og fred i mit liv.

- Jeg er fri og bliver ikke jagtet længere. Det er 100 kilo, der er forsvundet fra mine skuldre. Ja, jeg har ødelagt det hele for mig selv. Ja, jeg har begået en masse fejl, men jeg har også lært en masse af dem. Og nu står jeg her med bukserne nede. Jeg har vitterligt ikke noget at tabe længere.

I en rystet verden står en dag i november 2021 alt for syleskarp.

Det var den dag, Malous liv med et slag blev vendt totalt op og ned.

Hun var i færd med at hjælpe sin søster med at flytte, og så var det, at hun slog hovedet.

Ved at falde ned ad trappen?

Nej.

Ved at få en malerspand tabt ned over sig?

Nej, nej.

Ved at blive torpederet af en cyklist, fordi hun ikke så sig for?

Nej, nej, nej.

Malou Fabricius Engelstoft slog hovedet på den mest gængse vis af alle. Hun kom til skade på en måde, vi alle - hver og en - har prøvet.

Hun skulle bare stille en papkasse, og da hun skulle rejse sig, var hun ikke opmærksom på de uvante omgivelser og gokkede baghovedet mod en betontrappe over hende.

Hun så stjerner. Følte sig tummelumsk. Så forvirret faktisk, at da hun havde sundet sig og ville løfte papkassen igen, så fejlbedømte hun igen trappen bag sig og hamrede tindingen mod betonen.

Hun fortsatte ikke desto mindre flyttearbejdet.

- Jeg tænkte ikke videre over det, men jeg havde det, som om jeg gik i en osteklokke. Da vi senere skulle have mad sammen, var der ligesom en klingen i mit hoved. Næste dag tog jeg i skole, men måtte bede læreren om at skrue ned for lyden på powerpointen.

Malou var dengang godt i gang med sit liv på niende år i København.

Hun var taget til hovedstaden for at studere teologi og hoppede siden over på socialrådgiver-studiet. Ved siden af arbejdede hun i en boghandel på Nørrebrogade for at få råd til storbyens fristelser.

Hun havde en kæreste. Hun var lige, hvor hun skulle være i livet - indtil den betontrappe kom i vejen.

Lydfølsomheden og smerterne ville ikke gå væk.

- Så de næste fem måneder gik på den klassiske vis, man tit hører om: Når det gjorde for ondt, stoppede jeg op, og når smerterne fortog sig, begyndte jeg igen, fortæller Malou.

Hun blev sygemeldt fra sit studie, men gradvist fik hun det bedre, og efter sommerferien genoptog hun studiet.

Tiden gik. Hendes normale liv vendte langsomt tilbage.

Og så kom endnu en helt almindelig dag, denne gang i september 2022. Hun væltede end ikke på cyklen den dag.

Hun var på vej mod en basar på Nørrebro. De skulle have gæster, og hun skulle hente mad.

- Min cykel havde lige fået nyt sæde, var blevet malet og gjort lækker. Da jeg tidligere havde cyklet hen over nogle brosten, havde jeg godt nok tænkt, at sædet føltes hårdt, men alligevel...

Alligevel burde et hårdt sæde ikke være nok til det, der nu skulle ske:

På vej mod basaren tog hun en genvej ned over en kantsten. Igen noget, enhver har prøvet i sit liv. Men hun fejlbedømte afstanden fra kant til vejbane. Den københavnske kantsten var usædvanlig høj, og mødet med asfalten sendte et stød og smæld gennem Malous krop.

- Men jeg cyklede videre, og da jeg kom hen til basaren, huskede jeg ikke, hvad jeg kom efter. Det endte med, at jeg kom hjem med noget soja, som jeg ikke skulle bruge. Og så kollapsede jeg. Rystede. Mit alarmberedskab gik i gang, for jeg kunne mærke, den var gal... igen.

Hun følte i den efterfølgende tid sig ikke i stand til at arbejde, men arbejdspladsen pressede på, og hun overgav sig. Det gjaldt jo tilværelsen i København.

- Men så røg jeg ned igen. Og så var det, at jeg måtte transporteres hjem til Vestjylland.

Hun kunne ikke komme længere væk. Både hvad angår geografi og sit normale liv.

Malou sidder ved køkkenbordet i forældrenes hus i Thorsminde. 29 år ung, imødekommende og virker helt frisk.

Hvordan har du det lige nu, Malou?

Hun mærker efter, og det er - desværre - ikke svært.

- Jeg har ondt i hovedet - over det hele. Jeg har ondt i øjnene. Ondt i nakken. Det er, som om mine kæber på begge sider svier. Jeg har en kimen for ørerne. Og så er jeg træt.

Og så går det endda bedre, end det har gjort.

Hun er heldig, siger hun, om sine forældre og familie og deres uopslidelige hjælp, men sandheden er også, at Malou er særdeles uheldig.

Pist væk er de 10 år i København. Uddannelse med. Venner. Det gamle liv.

- Jeg har mistet rigtig meget på grund af det her. Jeg havde en kæreste, men vi måtte gå fra hinanden.

"Det her" er en barsk omgang. Malou havde nervesmerter i hovedet og en følelse af, at kroppen er helt skæv. To døre måtte lukkes ind til hendes rum - enhver lyd føltes som en syl i hjernen.

To hjernerystelser og et piskesmæld findes der ingen mirakelkur for. Faktisk har der ikke været en kur. De har været ved vagtlæge og lægen ofte, men har kun fået et par sørgmodige blikke og noget let smertestillende med hjem, forklarer Malou. Intet af det hjalp.

Der skulle gå syv måneder, før hun fik et præparat, der alene hjalp hende op af sengen og i gang med at bevæge sig igen.

Præparater har hjulpet; intet har dog ført til helbredelse.

- Præparater har gjort, at jeg kan stå op igen. Kommunen hjælper også ved at tilbyde psykologhjælp, nogle øvelser og ergoterapi på Sundhedshuset i Holstebro.

En så brutal indgriben og bortførelse af sit normale liv er ikke kun kommet til udtryk gennem kroniske smerter og kronisk spændingshovedpine. Det har uundgåeligt også ramt humøret. Det smerter psykisk at være sengeliggende i månedsvis med beskeden om, at ens redning er "meget kompliceret".

- Jeg er ret glad for livet - sådan set - men jeg tror, enhver vil kunne genkende, at når de har været sengeliggende med influenza i bare syv dage, så kan man blive helt trist til mode. Jeg har været tilbagetrukket fra virkeligheden i lidt over et år. Det kan gøre én deprimeret - og især når man ikke kan få den rette hjælp, fordi man lider af sådan noget som mig, siger Malou.

Malou er oppe på at kunne se tv én time om dagen. Det er gode nyheder.

For ni måneder siden magtede hun ikke at se et eneste minut.

Alt skal genoptrænes i et langsomt tempo.

- Når man har prøvet ikke at kunne andet end at ligge ned i syv dage om ugen, så bliver man grå indeni. Man bliver afkræftet. Og man føler, at man går glip af en masse ting.

I dag forsøger hun af samme grund kun at sove otte timer om natten. Hun kunne sagtens sove mere, men ved også, at det ikke hjælper på hendes energi. Hun må ikke falde hen, fordi det er for nemt og en uholdbar løsning.

Den øvrige del af hendes hverdag er også sat i system: Hun står op klokken 6.30 og lufter sin nye hund Sonja Bombadine Wimsy Houston. Så morgenmad med sin far, før en ny gåtur går op i klitterne. Dernæst et hvil eller yoga. Måske bager hun. Så frokost.

- Jeg er kantinedamen herhjemme, siger hun med et smil.

Nyt hvil. Så et opkald til en ven eller familie, før en ny gåtur måske venter. Aften, tv-tid i en time og godnat.

- Mit liv er jo helt pensionist-agtigt, konkluderer hun med et nyt smil.

Det går bedre.

Men vejen til et normalt liv er stadig lang. Af samme grund har hendes tre søskende startet en privat indsamling til fordel for hende.

Indsamlingen er blevet til i afmagt. I takt med at Malou har kunnet konstatere, at viden om hendes lidelse er sparsom herhjemme, er hun begyndt at undersøge andre muligheder. Hun har søgt og benytter andre behandlere. Hun er begyndt på yoga. Og det hjælper i små bidder.

Det er bare ikke USA.

- Jeg skal til Amerika, hvis der skal gøres noget. De har "recovery centers" og har, særligt gennem deres sportsstjernes helbred, forsket langt mere i min sygdom. Jeg følger én på sociale medier, hvis situation minder om min, og han oplevede mere bedring på tre uger i USA, end han havde oplevet på 2,5 år, siger hun.

De indsamlede penge skal gå til et ophold i USA. Hun vurderer, at det helhedstjek og efterfølgende hjælp, man kan tilbyde i USA, vil koste i omegnen af 50.000-100.000 kroner. Det indsamlede beløb må også gerne hjælpe til, at Malou kan begynde på en ny uddannelse. Hun vil gerne hjælpe andre i hendes situation, som rådgiver eller body sense-terapeut.

- Jeg har et håb om at kunne begynde næste år, lyder det forsigtigt.

- Før var jeg vant til at have 1000 bolde i luften. Nu kan jeg ikke tømme opvaskemaskinen - lyd og klirren af tallerkener gør, at jeg må have ørepropper i. At køre bil går slet ikke - der er for mange indtryk. Jeg har svært ved at se folk i øjnene og at være til sociale sammenkomster. Næsten alt dræner mig, siger Malou.

Og så har det endda været endnu værre.

På sin Instagram-side fortæller hun åbent om sin situation. "Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå," lyder Winston Churchills citat, som hun med en elektronisk knappenål har fasttømret i toppen af sin profil.

Helvede kan også være en tur igennem Ikea, forklarer hun om en tur i begyndelsen af måneden:

"Jeg væbnede mig med pebermynteolie på nakken, ørepropper og tanken om, at der er en sengeafdeling et sted, hvor jeg kan lægge mig og hvile... og det virkede. Selvom jeg halvvejs igennem butikken var ved at græde af at være max presset, så kom jeg helskindet igennem og kunne endda hygge mig i et afsides hjørne med en hurtig frokost med min kære søster. Det havde været UMULIGT for et halvt år siden. Så når jeg har en off-day herhjemme og ikke synes, jeg rykker mig, er det her et bevis på, at der langsomt sker noget både i det små, men også i det store hele. Den lange køretur hjem blev dog med en popcornhjerne, der skulle bearbejde de mange indtryk. Masser af vand, natbriller, ørepropper og dybe vejrtrækninger. Hjem kom vi og uden nogen vilde reaktioner dagen efter. Mission complete," skriver hun i Instagram-opslaget.

Hun har også formået at have overskud til at lave en selvhjælpsgruppe for andre med hjernerystelse i Holstebro. De mødes to gange om måneden. Forleden gik turen til en café i Holstebro.

- De var så søde at slukke for musikken og finde et bord til os, som var trukket lidt væk fra det hele, siger Malou og udbryder med et stille smil:

- Så kom jeg også på café.

Engang var café-besøg en del af hverdagen, hun tog for givet. Pludselig befinder hun sig i Thorsminde, hvor familien bor i Nissum Fjords vandkant.

- Jeg kan mærke, at det har været helende at opholde mig i Thorsminde. Naturen og de åbne vidder kontra storbyens larm. Det har gjort mig godt. Jeg vælger at sige, at fremtiden er lys, og jeg forsøger at finde glæden i de små ting: Bare det at gå en tur gør mig glad. Da jeg kunne klare 80-100 meter, blev jeg helt taknemmelig, husker hun.

- Hvis jeg kommer til at sammenligne mig med Malou før ulykken og den, jeg er nu, bliver jeg ked af det. Så det forsøger jeg at lade være med, og i stedet finde ud af, hvad nye Malou kan med et nyt livsvilkår, siger hun

Hun har været vred over sin situation. Og mere end det. Inden hun startede på præparatet, der fik hende oprejst igen, var smerterne ved at fratage hende livslysten, indrømmer hun. Hun får hjælp til at bearbejde de svære følelser.

Yogaens ro og udstrækninger hjælper også med at jage noget af alt det trælse på afstand. Sundhedshusets assistance ligeså. Sonja - en goldendoodle-hvalp - er kommet ind i hendes liv med humør og et krav om gåture uanset vind, vejr og energi. Den har en terapeutisk effekt.

Bemærkninger og slet skjulte tanker som "du ser godt ud, så du kan ikke være syg" eller "det kan Malou bare lige gøre" hjælper til gengæld ikke.

Prøv heller ikke med medlidenhed. Det er synd for hende, får man lyst til at sige, men den slags medynk vil Malou ikke høre på. Så hellere sig, at hun er stærk. Trods alt.

Men det ændrer ikke ved, at det alt sammen er så banalt. At det, vi alle har prøvet, de fleste af os har rystet af os igen, har rusket Malou til uigenkendelighed.

- Det er livet, konkluderer Malou efter en times samtale, der har efterladt hende træt.

- Det kan vende på en tallerken. Livet går op og ned. Lige nu er det nede, men så er der jo kun én vej, og det er op.

I 2023 er der indtil videre faldet 857,3 mm regn på landsplan. Særligt i november har danskerne mærket til vandmængderne, idet 16. november blev den vådeste novemberdag - målt lokalt på Tårnby Renseanlæg med 62,8 mm på under et døgn - i DMI's statistiks historie. Den går tilbage til 1874.

Alligevel ser det ikke ud til, at regnen stopper her. Ifølge Martin Lindberg, meteorolog og vagtchef hos DMI, siger prognoserne, at der vil falde yderligere 15-20 mm gennemsnitligt på landsplan i november.

Og det vil være "usandsynligt", hvis der falder under 30 mm i december. Den gennemsnitlige nedbørsmængde for julens måned er 71 mm.

- Det vil være et spørgsmål om, hvor langt vi skal ind i december, før vi slår rekordåret fra 2019 med 905,3 mm regn for hele landet, siger Martin Lindberg til Avisen Danmark.

Siden 1874 er deler 1999 og 2019 førstepladsen som det vådeste år i statistikkens historie, som Avisen Danmark har fået indsigt i.

Med andre ord er 2023 i stor risiko for at dele eller at kapre denne førsteplads som det vådeste år i næsten 150 år, hvis prognoserne altså holder.