Nu kommer der pant på dåser ved den tyske grænsehandel. Det oplyser Miljøministeriet, efter EU-landenes miljøministre har besluttet det som sin generelle indstilling mandag.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger til Avisen Danmark, at han er glad, selvom det holdt hårdt.

- Vi har fra dansk side arbejdet intensivt, og mødet har været udsat og vi har haft timeouts, men et stort flertal er endt med at bakke op, siger han.

Pant ved den tyske grænsehandel er en del af det kommende emballagedirektiv, som blandt andre ting adresserer emballage på takeawayprodukter og dåser.

Aftalen betyder også, at der fremover skal være pant på dåser ved den tyske grænsehandel. Grænsehandlen har ellers i mange år været undtaget pant, hvorfor mange danskere er kørt til Tyskland for at handle øl og sodavand.

I Tyskland er der i forvejen et fungerende pantsystem ligesom i Danmark. På en almindelig 33 centiliter dåse er der pant på 0,25 cent. Det svarer til 1,9 kroner.

Dén pant kommer nu også på grænsehandlen.

- Grænsehandlen vil ikke længere være undtaget, og der kommer pant, og det er uhyre vigtigt for vores natur, fordi vi ved, at langt størstedelen af de dåser, der bliver smidt i den danske natur, er tyske dåser uden pant, siger Magnus Heunicke.

Samlet set har Danmarks Naturfredningsforening i perioden fra 2018 og frem til i år alene i Syd- og Sønderjylland til sin årlige affaldsindsamling fundet 75.000 dåser i naturen.

Op mod 80 procent uden pant.

Det betyder dog også rent praktisk, at danskerne fremover skal køre til Tyskland med deres pant, når de skal til grænsen for at handle ind.

- Det er selvfølgelig lidt besværligt, at man må til at gemme alle sine pantdåser i carporten og køre dem til Tyskland, det er jeg med på. Det er bare vigtigt for vores natur, siger Magnus Heunicke og understreger, at han er sikker på, at danskerne både kan og vil køre pantdåserne til Tyskland.

Magnus Heunicke er ked af, at der har måttet være undtagelser i aftalen. Blandt andet, at nogle af de store lande stemte imod dele af forslaget, som indebar pant på vinflasker.

- Du kan nok gætte dig til, hvilke vinproducerende lande, der stemte imod det, siger han.

Aftalen skal først træde endeligt i kraft i 2029, fordi selve EU-Direktivet, hvori pant på tyske dåser indgår, er et fælles EU-Direktiv, der overordnet pålægger alle medlemsstater at indføre pantsystem.

- Desværre er det først i 2029. Vi så gerne, at det allerede var indført, men det er sådan, det er, siger Magnus Heunicke.

Magnus Heunicke understreger, at han håber, at landende i EU vil indføre pantsystemet hurtigst muligt.

Aftalen er også med til at sikre mere lige konkurrencevilkår for danske virksomheder og forhandlere.

Konkurrencevilkårene vil derfor også have en indvirkning på grænsehandlen for butikkerne på den tyske side af den dansk-tyske grænse.

Fleggaard-koncernen, som er den største aktør i grænsehandlen vil dog ikke svare på, hvad det betyder for dem. I hvert fald ikke endnu.

Det oplyser Lars Mose Iversen, som er direktør for Fleggaard- og Calle-butikkerne ved grænsen, mandag i et skriftligt svar til JydskeVestkysten. et vil Fleggaard-koncernen, som er den største aktør i grænsehandlen, ikke at svare på. I hvert fald ikke endnu.

- Det er et forslag, som i givet fald skal implementeres i 2029, altså om mere end 5 år. Vi afventer den nærmere beskrivelse af forslaget, og om det overhovedet bliver vedtaget i Europa-Parlamentet, inden vi forholder os til, hvad det betyder for vores salg, skriver direktøren.

Da tidshorisonten for den mulige bandlysning af pantfri dåser endnu er ukendt, sender han en klar besked til kunderne:

- Det er med andre ord vigtigt at understrege, at forslaget langt fra er vedtaget endnu - og dermed kan man fortsat købe pantfrie dåser i grænsehandlen, udtaler han.

- Jeg kan godt pjatte med det, men jeg har det nok svært med det stadigvæk...

Lille pause.

Entertaineren Søren Østergaard kæmper indimellem med påtrængende tårer i den fine portrætudsendelse "Søren Østergaard - manden i manegen".

Og det er der ikke noget af sige til. Han har fået et stort bespænd i form af sygdommen Parkinson, der blandt andet medfører en ukontrollabel rysten.

Parkinson kan også udmatte, begrænse bevægeligheden, give stive muskler, svække balancen og stemmen. Og som Østergaard siger: "Man bliver mere grådlabil".

Han taler om "dødemandshuller" i hverdagen, fordi der pludselig kan være noget, han ikke kan. Som at tage småpenge op af en pung, når han skal betale i en dagligvarebutik.

Det hele begyndte med, at højre hånd rystede. Hvorefter en neurolog konstaterede, at han havde Parkinson.

- Hvad betyder det, spurgte Østergaard.

- At du kan blive kropsdement, svarede neurologen.

- Det er det triste ved den her sygdom. Man bliver kropsgammel før tid. Man bliver som en gammel mand, og det gør mig ked af det, fortæller Søren Østergaard, der er 66 år.

Han har haft sygdommen i snart otte år, men det var først for nylig, at han lod den store offentlighed få kendskab til situationen. Ikke fordi, det var nødvendigt, men fordi så mange efterhånden alligevel vidste det.

Portrætudsendelsen handler også om hans liv og karriere, arbejdsmetoder og ikke mindst om hans Cirkus Nemo.

Man kan godt spørge sig selv, hvorfor det er særlig interessant, når kendte deler, hvad livet byder dem af svære udfordringer. Det er vel ikke værre for dem end for "almindelige danskere" at blive ramt af alvorlig sygdom?

Det er naturligvis ikke værre for dem. Og det er heller ikke givet, at de er er interessante at høre på.

Men de reflekterende af dem som Søren Østergaard kan bruge sin platform til at bidrage med en større forståelse - her om Parkinson - hos et stort og bredt publikum.

Et publikum, som gerne vil vide, hvordan han har det. Vi føler jo, at vi kender ham i forvejen, og da det er for det gode, er vi naturligt interesseret i hans ve og vel.

Mange har i årenes løb været i Cirkus Nemo og moret sig over ham og hans skæve figurer. Eller oplevet ham improvisere på TV i "Når hatten passer". Og sågar til fest hos dronning Margrethe, hvor hans "Smadremanden" som en moderne hofnar under en livetransmission slap afsted med at sige til de folkevalgte og royale, at de lignede lort alle sammen.

Offentlige personer er også ofte bedre til netop at være offentlige end den ramte nabo, kusinen eller en selv. Kendte lider som regel ikke af kamera-stress, og mange af dem er vant til at formulere sig.

Derfor er det kun godt, når Søren Østergaard bidrager til en bredere forståelse af sin kroniske sygdom - og inviterer andre ramte ind i et rum af genkendelighed.

Ifølge Parkinsonforeningen lever op mod 12.000 danskere med Parkinsons sygdom. De fleste er 60-62 år, når de bliver ramt. Sygdommen bliver gradvist værre. Generne bekæmpes med medicin, som kan give flere bivirkninger, og eventuelt operation.

"Søren Østergaard - manden i manegen" kan ses 19. december på TV 2 Play og TV 2 Charlie.

Da Saddam Hussein i august 1990 invaderede Kuwait, kom 103 danskere - udstationeret i den lille oliestat - mildt sagt i vanskeligheder. De kunne ikke få lov til at rejse hjem. De var fanget.

Situationen udviklede sig til et langt og kompliceret drama for Danmark - og for den enkelte. For nogle af gidslerne stod mareridtet på i månedsvis. Andre slap hurtigere ud. Og undervejs forvandlede nogle af dem sig til modige mennesker - helte om man vil.

En af dem var 30-årige Wicki, som arbejdede for British Airways. I begyndelsen sad hun skrækslagen i en lejlighed og forsøgte at se så grim ud som muligt, hvis irakiske soldater pludselig skulle bryde ind: "Jeg ville ikke voldtages, og jeg ville ikke dø". Hun dulmede nerverne med masser af alkohol.

Senere kom modet og trangen til at slå igen, og hun kørte mad ud til andre vestlige gidsler, der ikke turde gå ud. Og flyttede rundt på dem ved at fragte dem i sit bagagerum. Saddam havde nemlig fået den vane at placere tilfangetagne briter, amerikanere og tyskere på oplagte bombemål - for at beskytte sig mod angreb.

Også 39-årige Mogens Pedersen fra Middelfart, som var attaché på ambassaden i Kuwait, fik en trang til at "slå igen". Han stod med ansvaret for danskerne, fordi ambassadøren var bortrejst. Mogens begyndte at udstede danske pas til briter for at beskytte dem.

Det kom til at koste ham dyrt, for den irakiske sikkerhedstjeneste havde øje på ham. Mogens endte derfor som det sidste gidsel og blev - få dage inden Golfkrigen brød ud - smuglet ud gennem ørkenen - gemt i en sæk.

En livsfarlig aktion for alle involverede.

DR har foldet hele den lange og dramatiske historie ud i en dokumentarie i tre afsnit: "Saddams danske gidsler". Og den er værd at se, for den er godt og enkelt fortalt, selv om begivenhederne udfoldede sig på stigende kringlede måder.

Vi får et indblik i dansk udenrigspolitik i moderne tid - inden vi blev til en krigsførende nation. Men også i de indenrigspolitiske stridigheder, der opstod, da forhenværende statsminister Anker Jørgensen rejste til Irak og lod sig bruge af Saddams propagandamaskine for at få nogle af danskerne med hjem.

Man lever sig ind i dramaet, især fordi gidslernes beretninger afføder tanker som "godt, det ikke var mig". Eller "hvad ville jeg selv have gjort i situationen".

Dokumentarserien benytter gamle videoer og billeder, men også dramatiseringer med skuespillere. Det er gjort elegant og føles naturligt. Det er til gengæld ikke elegant, at der er divergerende angivelser af hvor mange danske gidsler, der var tilbage på givne tidspunkter. Det forstyrrer.

DR lægger sig tæt op af den glimrende bog "Det sidste gidsel - danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen." Bogen er oplagt læsning for alle, der vil have flere nuancer og historier og et større persongalleri.

Man kan også på avisendanmark.dk læse artiklen "Undslap Saddam: Mogens blev gemt i en sæk og smuglet ud af Irak". 

"Saddams danske gidsler". Dokumentar i tre afsnit a ca. 45 min. DR 2. Første afsnit 19. december kl. 20.05. De følgende sendes 27. december og 2. januar. Kan også ses på DRTV.

Bogen "Det sidste gidsel - danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen" er skrevet af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. 430 sider, illustreret. Udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Da 46-årige Martin endelig frier til sin kæreste, griner hun højlydt af ham og udvandrer fra restauranten. Senere kommer hun vredt marcherende ind igen og bebrejder ham, at han ikke er fulgt efter hende.

Deres forhold er slut.

Martin, der er reklamemand og går med solbriller indendøre, er "helt forkert". Og det er han ikke ene om i den danske komedie "Højst besynderlige typer".  Han deler skæbne med barndomskammeraten Knud, som han tilfældigt møder næste dag efter flere års venskabspause.

Knud bor i København Nordvest, men lyder stadig som den overklasse, han kommer fra. Som når han konstaterer: "Jeg kan ikke sætte en hylde op, så ingen tillægger mig nogen betydning."

Sammen begiver Martin og Knud - der spilles af Brian Lykke og Rasmus Bjerg - sig nu ud på, hvad der skal vise sig at blive en dagsvandring til København K. "Derinde, hvor folk vil sælge deres sjæl for ussel mammon." Og undervejs slutter den unge kvinde Freja (Thit Aaberg) sig til dem.

Det er tre musketerer med ar på sjælen og et møde mellem to generationer.

Filmen er skrevet og instrueret af Mikael Wulff, som vi kender fra Wulffmorgenthaler, tv, comedy med mere. Den er hans debut som solo-instruktør, og den er blevet til på blot 16 dage. En såkaldt lavbudget-film.

Det tænker man dog ikke over. Komediedramaet savner ikke flere kameravikler, kulisser, statister og udstyr.

Wulff lykkes med sin ambition om at skabe en underspillet og mild komedie. Den ér sjov. Både i tekst og i skuespil, hvor Lykke, Bjerg og Aaberg er gode til at ramme tone og timing.

Det er særligt den underspillede humor, der lykkes for filmen - ovenikøbet også i følsomme passager, som da Knud fortæller en tragikomisk historie om sin stendøde sædkvalitet.

Når det kommer til meningen med det hele, vil Wulff tage et kærligt livtag med sin egen generation, der var ung i 1990'erne. Hans konklusion er, at det dengang handlede meget om at være sjov. Ironi og sarkasme lå øverst i værktøjskassen, og man skulle hellere performe end krænge sit inderste ud.

I Wulff's fortolkning bor alvoren i den unge generation, der går op i store emner som klima og mentalt helbred.

Som da Knud undskylder en upassende bemærkning med endnu en om, at han må have fået en hjerneblødning. Og ungdommen svarer igen med et "Men det er jo ikke sjovt. Jeg kender en..."

Vi får alle smæk i livet. I "Højst besynderlige typer" møder vi tre, der håndterer deres blå mærker vidt forskelligt. Men som gennem deres fælles møde hver især bevæger sig hen imod en form for forløsning, så de kan komme forandrede videre i livet.

Et klassisk setup. Mennesker mødes, og noget sker.

Dette noget kredser her om generations-forskelle. Om modne mænds modvilje mod at slippe deres panser over for de unges "føleri" og "rigtigheder".

Desværre skærer Wulff lige rigeligt i det overforklarende pap. Og der er for mange ord.

Samtidig drysser han henimod slutningen et par forudsigeligheder ud over det hele. Og ja, de er hyggelige og passer godt til julestemningen, men det løfter ikke filmen, der ellers en del af vejen føles forfriskende ny.

Instruktion og manuskript: Mikael Wulff. Varighed: 84 min. Medvirkende bl.a.: Brian Lykke, Rasmus Bjerg og Thit Aaberg. Premiere 18. december på forskellige streamingtjenester som Blockbuster, SF Anytime, Viaplay, Google Play, iTunes, Apple, Microsoft X-box, Altibox og Rakuten TV.

Analyse: "Fremover skal det være slut med dåser uden pant, der ligger og flyder i den danske natur. Regeringen er med opbakning fra SF og Enhedslisten klar til at underskrive den aftale med Tyskland om pant i grænsehandlen, som lige nu ligger på bordet."

Hvis ovenstående lyder bekendt, er forklaringen, at teksten stammer fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og blev sendt ud i 2015.

Nu afleverer miljøminister Magnus Heunicke så nogenlunde samme besked. Denne gang er en aftale med EU om pant på dåser i grænsehandlen angiveligt på plads.

Nu kan det ikke afvises, at EU faktisk vil overtrumfe tysk lovgivning. Men slet så nemt, som den danske miljøminister tror, er det bare ikke.

Emballagepant er blot ét af de mange forhold, der helt og aldeles er et anliggende for de 16 tyske delstater. Regeringen i Berlin har ingen indflydelse i den sammenhæng. Bilaterale aftaler mellem Danmark og Tyskland er således ikke en mulighed. Og det er et uhyre åbent spørgsmål, om en EU-aftale så vil vise sig mere effektiv.

Tysklands miljøminister, Steffi Lemke, fra De Grønne er givetvis aldeles enig med sin danske kollega om, at dåser i naturen er noget skidt, og derfor bør bremses i grænsehandlen. Udfordringen er blot, at holdningen hos henholdsvis den slesvig-holstenske regering og hos naboerne i Mecklenburg-Vorpommern kan være en ganske anden.

I begge delstater afhænger tusinder af arbejdspladser af grænsehandlen.

Den slesvig-holstenske regering under ministerpræsident Daniel Günther fra det konservative CDU er som regel en fremkommelig forhandlingspartner for Danmark. Båndene er tætte - folkeligt, kulturelt og i forbavsende grad også sprogligt.

Til gengæld har Mecklenburg-Vorpommerns socialdemokratiske ministerpræsident, Manuela Schwesig, næppe nogen speciel veneration over for naboen mod nord. Det gælder så meget desto mere, som den østlige delstat ser frem mod en lys fremtid - også for grænsehandlen - når Femern-forbindelsen efter planen reducerer rejsetiden mellem Lolland og Mecklenburg-Vorpommern fra timer til minutter.

Takket være færgeruterne er der allerede en omfattende grænsehandel i Mecklenburg-Vorpommerns havnebyer. Den vil formentlig eksplodere, når danskere sammen med svenskere og nordmænd bekvemt kan trille gennem tunnellen til det nærmeste tyske supermarked.

Som de øvrige delstater i det tidligere DDR hører Mecklenburg-Vorpommern til i den svage ende af tysk økonomi. Regeringen i Schwerin har derfor ikke den fjerneste interesse i at sige nej til en guldåre som grænsehandel.

Tyskland er i modsætning til Danmark ikke en centralstat, men en sammenslutning af forbundslande, der har vidtgående suverænitet. Den vogter de 16 delstatsregeringer nøje over, ligesom de i praksis kan blokere for de fleste af forbundsdagens beslutninger. De skal nemlig godkendes i forbundsrådet, der består af repræsentanter for delstaterne.

Det ligner en lang og vanskelig rejse, som Heunicke har foran sig.