Manglen på kvalificerede medarbejdere i ældreplejen bliver mange steder betragtet som en af velfærdsstatens største udfordringer.

Nu løfter ældreminister Mette Kierkgaard (M) sløret for ét af regeringens bud på, hvordan ældreplejen i fremtiden skal være værdig og tryg.

I dag arbejder der i omegnen af 9.000 ufaglærte i ældreplejen. De medarbejdere har mulighed for at opkvalificere sig til SOSU-medarbejdere, hvis de deltager i et såkaldt AMU-kursus. Men fordi de allerede har et arbejde i ældreplejen, skal de selv betale for kurset.

Det gælder også, hvis en sygeplejerske gerne vil uddanne sig til SOSU-medarbejder. Så skal pengepungen også frem, fordi vedkommende allerede er faglært.

I 2023 var prisen pr. dag mellem 134 - 200 kroner.

- En af de største problemer i ældreplejen er, hvordan vi fastholder og rekrutterer dygtige medarbejdere. Så går det ikke, at det er så svært og besværligt at blive faglært eller ændre spor i livet, siger Mette Kierkgaard.

Selv fortæller ministeren om mødet med en ukrainsk sygeplejerske, der selv måtte finde pengepungen frem for at blive udannet SOSU-hjælper.

- Hun kunne ikke få et tilskud, fordi hun allerede var uddannet sygeplejerske, og det har påvirket mange udlændinge, der er kommet hertil. Men ingen skal betale af egen lomme for at blive faglært i ældreplejen, siger Mette Kierkgaard.

Derfor planlægger regeringen nu at ændre reglerne, så det bliver gratis for både ufaglærte og faglærte at tage en SOSU-uddannelse gennem AMU-kurser.

Derudover vil det blive muligt at gennemføre hele SOSU-uddannelsen som et AMU-kursus.

Det indgår i et stort regeringsudspil, der tirsdag bliver præsenteret under navnet. 'Flere faglærte til vores sundhedsvæsen og ældrepleje.'

Problemet med SOSU-manglen i Danmark er betydeligt. Finansministeriet forudser en mangel på over 17.000 SOSU’er inden 2030.

På trods af dette tal kan ældreminister Mette Kierkegaard dog ikke garantere, at det nye tiltag vil føre til et øget antal SOSU’er.

- Men alt andet lige gør det mere attraktivt at uddanne sig. Og vi kommer til at lægge mange æg i den kurv, der handler om at have kompetente medarbejdere ude i ældreplejen.

- For hvis de ældre skal have mere selvbestemmelse, så kræver det mere beslutningskraft og tillid til medarbejderne på området, hvilket igen forudsætter dygtige medarbejdere, siger Mette Kierkgaard.

Samtidig håber ældreministeren, at forslaget kan få stor betydning for udlændinge i Danmark.

For mange udlændinge kan ikke anvende deres uddannelse fra hjemlandet på det danske arbejdsmarked, men de skal samtidig betale fuld pris for et AMU-kursus.

- Vi skal skabe en attraktiv ældrepleje, hvor vi har dygtige medarbejdere. Derfor skal vi passe på de medarbejdere, der allerede er der, og sikre, at de nye medarbejdere, der kommer til, har de rette kompetencer, siger Mette Kierkgaard.

28. august 1993 er en smuk aften - her nord for Nuuk i Grønland. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen befinder sig på en kirkegård. Inviteret af landsstyreformand Lars-Emil Johansen, der efter grønlandsk skik vil vise sin gæst sine forældres grav.

Et kor af grønlandske kvinder synger inderligt og smukt med en undertone af mol, og Poul Nyrup nyder både sangen og kigget ud over fjorden, da han pludselig kan mærke, at der er sket noget.

Han ved ikke, hvad det er, men han kan mærke noget. Han får en presserende trang til at ringe hjem.

Desværre er vejret blevet dårligt, da han når tilbage til skibet, så han kan ikke få kontakt.

Da det lykkes dagen efter, får han en hjerteknusende besked. Han eneste barn - datteren Signe - har begået selvmord - om aftenen den 28. august, 24 år gammel.

Turen hjem fra Grønland til København føles uendelig. Han har meget ondt i hele kroppen - særligt i maven. Og han føler, at han befinder sig i et tunnelrør. Lydene føles langt væk. Som ekkoer.

- På det tidspunkt er der kun én ting inde i mig og sammen med mig, og det er min datter, som jeg krampagtigt forsøger at holde fast på uden at kunne, erindrer han.

- Hun var det skønneste, der findes.

...

Der er gået 30 år, og Poul Nyrup Rasmussen er ikke længere statsminister. Men han er stadig Signes far og på en måde alle sårbare unges far. For siden han forlod Europa-Parlamentet i 2009, har han lagt sine kræfter i at hjælpe psykisk sårbare unge.

Derfor levede og døde Signe ikke forgæves, føler han. Hun er ikke alene et kært minde om glade og kærlige stunder for ham selv og de mennesker, som elskede hende. Hendes sygdom og død har klædt hendes far på til at kæmpe for andre sårbare unge. Forsøge at redde dem.

Derfor sagde Poul Nyrup også ja, da DR spurgte ham, om ville fortælle om Signe i to dokumentarprogrammer: "Poul Nyrup - Signes far", som nu kan ses på DRTV.

Nyrup har mange budskaber, han gerne vil dele, og erfaringer, andre måske kan finde nytte og trøst i.

- Når jeg har smidt de sidste af mine lænker - næsten - i den her dokumentar om min datter og mig, er det jo også i håbet om at kunne bidrage til, hvordan vi skal indrette os fremover. Så køen til psykiatrien bliver kortere. Så mindst ni ud af ti unge, der trives dårligt, kan komme op på sporet igen - før de ender i psykiatrien, siger han.

Poul Nyrup Rasmussen er blevet 80 år. Han vinterbader, nynner for sig selv, som han plejer. Bor stadig på Frederiksberg, nyder sit sommerhus i Tisvildeleje. Og så arbejder han ikke mindst. Med de sårbare unge.

Denne dag sidder han ved et mødebord i organisationen Headspace's hovedkvarter på Strøget i København og ligner og lyder som sig selv: Kraftfuld.

Headspace, som han i dag arbejder som protektor for, er hans opfindelse. Navnet favner 31 centre rundt om i landet, hvor unge - uden venteliste - kan møde et menneske, der har tid til at tale med dem. Enten personligt eller over chat. Om både store og små problemer.

Sidste år blev det til 19.500 samtaler.

Ingen lyttede til Signe, føler Poul Nyrup. Han lyttede også selv for lidt og spurgte for lidt.

Som pårørende til en psykisk syg - levende som død - bliver selvbebrejdelser til en livsledsager. Hvad har jeg gjort forkert? Hvad kunne jeg have gjort?

- Med Headspace kompenserer jeg. Det, jeg kunne have gjort, gør jeg nu. Jeg gør noget for andre, som jeg gerne ville have gjort for Signe, siger Poul Nyrup.

Signe kom formentlig til at lide af paranoid skizofreni. Men inden hun, med sin fars ord, blev en svingdørspatient, der røg ind og ud af det psykiatriske center Sct. Hans, var der andre og lettere håndterbare symptomer.

Måske kunne hun have været hjulpet, reddet, ved en tidligere indsats - om ikke andet til at få gode perioder mellem de svære.  Og det er her, hans visioner med Headspace kommer ind i billedet: Tidlig indsats og tilgængelighed.

-  Man skal eddermame være syg, før man kan få hjælp. Vi er kommet helt galt af sporet ved at vente med at tage os af de unge, der mistrives indtil de er så syge, at der kun er psykiatrien tilbage. Der er gået 30 år, siden Signe døde, men psykiatrien i Danmark er ikke blevet nævneværdigt bedre. Samtidig vokser ventelisterne, for der er mangel på ressourcer, og antallet af diagnoser stiger, måske fordi de skal stilles for hurtigt på grund af ventelisterne. Og man lytter stadig ikke til hverken forældrene eller de unge, siger Poul Nyrup.

Han mener, vi skal begynde forfra. Bygge psykiatrien om. Lave en slags "arkitektkonkurrence", der skal besvare spørgsmålet: "Hvad ville du gøre, hvis vi skulle begynde forfra?"

- Halvdelen af den danske befolkning er på en eller anden måde i kontakt med psykiatrien i løbet af et år. Det er den største folkesygdom, vi har i Danmark. Og når man sammenligner med, hvor mange penge vi bruger på fysiske sygdomme, er psykiatrien mildt sagt bagud. Når jeg rejser rundt og taler om det her og holder foredrag. møder jeg så meget ubearbejdet og uhjulpet sorg, nød, tvivl og skyldfølelse.

Men hvorfor bliver så mange unge angste, deprimerede, usikre, ensomme og i værste fald psykisk syge? 

Spørgsmålet "hvorfor?" tumler Poul Nyrup hele tiden med. Han giver seks bud:

- Vi har glemt, at livet rummer både sorg og glæde. Mørke og lyse stunder. Glemt at fortælle ungdommen, at livet ikke alene er en perlekæde af lykkelige øjeblikke. Der er for mange unge, der ikke har fået ind fra starten, at det er okay at være ked af det indimellem. At det er lige så normalt som at være glad.  Jeg har lyst til at tage hver eneste ung, som har det dårligt, om skulderen og fortælle, at det bliver godt igen. At jeg også har prøvet det. Og at jeg er her, når vedkommende tvivler. Og det er mit andet bud:

- At vi skal forstå, hvad en relation er. Tidligere havde de fleste unge en voksen, som betød noget for dem. Som stillede krav, men også bekræftede dem i, at de var gode nok. En mester, en lærer. En at spejle sig i og hænge sin tvivl op på. Det går igen i Headspace. De frivillige skal vide, hvad en relation er, så når et ungt menneske kommer ind ad døren, så skal de kende pausen. Det er de unge, der skal sige noget. I kommunen siger sagsbehandleren "Nå, der er du så igen. De første to tilbud du fik, de gik jo ikke så godt. Her er to andre tilbud." I kommunen får de unge at vide, hvad de skal. I Headspace finder de sammen med en voksen ud af, hvad de er gode til.

Poul Nyrups tredje punkt handler om, at diagnoser desværre stadig er et stempel - især når det er noget med skizofreni. At nok har den ramte de samme formelle rettigheder som os andre, men ikke den samme mulighed for at komme videre i samfundet som før diagnosen.

- Jeg vil også nævne, at den væsentligste kanal til at finde ud af, "hvem er jeg egentlig", er blevet de dygtigste i skolen og influencere - de smarteste og smukkeste, som industrien kunstigt pålægger os at efterligne, og som de unge spejler sig i. Men det er jo ikke rollemodeller, de kan bruge til noget.

Han mener desuden, at mange forældre har glemt, at verden ikke går under, når en datter er ked af det.

- Vi må forstå, hvad teenageårene er, hvor sammensatte de er, og hvad en kærestesorg kan betyde. De moderne forældrepar er stressede, fordi karrieren betyder meget. Og de har en tilbøjelighed til, når deres teenager får det dårligt, hurtigt at spørge lægen, psykiateren, eksperten: Kan vi ikke få en diagnose på, hvad der er galt her? Selvfølgelig må en ung ikke være ked af det længe, og selvfølgelig skal man stille diagnoser - mange har brug for dem - men når vi forsøger at besvare spørgsmålet om, hvordan tallene kan blive ved med at vokse, er vi også nødt til at se på disse strukturelle forandringer, siger Poul Nyrup.

Endelig påpeger han, at normalitetsbegrebet er blevet snævrere. Førhen var over to tredjedele i en klasse såkaldt normale børn. Nogle få stykker var ekstra skarpe og nogle få stykker udenfor. I dag er det omvendt. De normale er indsnævret til en tredjedel. Flere falder uden for, og det har en lang række konsekvenser.

Poul Nyrup vil bruge resten af sit liv på at gøre noget ved alt det, han netop har været inde på.

- Det er det lykkeligste job, jeg har haft i mit lange liv. Når man har hjulpet et ungt menneske og kan se, at flammen i øjet på ham bliver lidt større, så svæver man derfra. Den, der giver meget, får meget.

Kan man forenklet sige, at vi har brug for mere nærvær?

- Ja. Øjeblikkets betydning, siger Poul Nyrup og fortæller som eksempel, at da hans kone, Lone Dybkjær, blev erklæret terminalt syg af sin lungekræft, flyttede parret op i sommerhuset.

Når Lone vågnede om morgenen, spurgte hun, om citronsommerfuglen var kommet. Den var det vævre yndlingsvæsen i parrets sidste måneder sammen. Hun efterlyste også kaffe, fløde og avis.

- Så sad vi der og læste aviser, snakkede og havde tyve minutters nærvær. Lone glemte sine smerter, og jeg glemte min bekymring for, om Lone igen havde skarpe smerter. Det kunne vi, fordi vi oplevede et intenst nærvær, fortæller Poul Nyrup.

Han mener, at nærværet for mange mennesker er røget sig en tur. Og at vi skal indlede en samfundskulturel værdidebat om, hvad det er, vi skal passe på i vores relationer mellem hinanden. Droppe overflade og møde hinandens blikke.

Poul Nyrup genkender fortvivlelsen og selvbebrejdelserne hos andre, hvis unge har valgt livet fra. Genkender spørgsmålene, man stiller sig selv, om hvad man kunne have sagt og gjort. Han kan for eksempel tænke over, hvorfor han aldrig ringede til Statsministeriet og sagde: "Jeg kommer ikke i dag. Min datter har brug for mig."

- Man er slået ud, og det er nærliggende at blive knust af afmægtigheden, der vil tage dig, hvis du ikke er opmærksom på den. Men der er altid en vej videre.

- Det er ikke ensbetydende med, at du skal glemme din sorg eller dine spørgsmål til dig selv, om hvad du kunne have gjort. Eller isolere dig og nægte at tale om det. Du skal sørge for at tage den afdøde indenfor i dit sind. Tag imod de erindringsøjeblikke, der opstår, for så er hun stadig hos dig.

- Du skal bruge din sorg og din livserfaring til at spørge dig selv: Hvad kan jeg nu gøre i det liv, der er foran mig. Jeg ved personligt, hvad det vil sige at have mistet, og jeg vil gerne hjælpe. Det holder mig på sporet. Magtesløsheden skal aldrig få tag i mig.

Der er nervøsitet at spore hos familien Kushnarov i landsbyen Volokhiv Yar i Østukraine, der efter seks måneders besættelse kom tilbage på ukrainske hænder sidste år.

På væggen i stuen hænger billeder af deres sønner og børnebørn. To sønner kæmper ved fronten i Donbas sammen med det ene af børnebørnene. Hver dag er familien bange for dårligt nyt.

- Vi håber bare, at det her snart slutter, men det virker, som om sejren er langt væk, siger 66-årige Vera Kushnarov, der selv blev såret under den russiske besættelse sidste år.

Hun blev ramt af fragmenter i højre fod, da russerne indtog landsbyen, der er fuld af miner. Ukrainerne pressede russerne væk igen i efteråret 2022 efter seks måneders besættelse. Vera kan kun gå korte ture, og hun har svært ved at bevæge foden. Et af børnebørnene blev også såret under besættelsen, da russerne skød ham i det ene ben.

Sidste år var familien fuld af håb om en hurtig sejr, men nu er håbet afløst af bekymringer over den ukrainske modoffensivs manglende succes og Vestens tøven. Traumerne fra besættelsen sidder stadig i dem, krydret med frygten for russernes tilbagevenden.

- Vi har været så meget igennem, og jeg frygter, at vores lidelse vil trække yderligere ud, men jeg ser ikke, at vi har noget alternativ til at kæmpe, siger Vera, der forklarer, at russerne tog alting i landsbyen og var hårde ved alle, der vovede sig ud på gaden.

Hendes mand Sergei tilføjer, at de har svært ved at få enderne til at nå sammen. Han plejede at arbejde på et stort landbrug i landsbyen, men der er meget lidt arbejde nu på grund af krigen. Familien har brugt opsparingen og lever nu af hans pension og Veras invalidehjælp. Det er omkring 1200 kroner til sammen. De er dybt afhængige af frivilliges hjælp.

- Der skal snart til at ske noget. Vi skal snart have gang i vores egen produktion og økonomi, for jeg er ikke sikker på, at vi klarer det her i to, tre eller fem år yderligere, siger Sergei.

Sergeis frustration er delt af mange ukrainere. Den bunder blandt andet i store forventninger til den ukrainske modoffensiv i år, som var for optimistisk. Ukraine havde målet om at nå Azovhavet i Sydukraine og splitte de besatte områder i to, men endte med blot at genvinde kontrol med få landsbyer nær fronten uden et egentligt gennembrud.

De russiske forsvarsværker med minefelter viste sig at være svære at komme igennem. Den ukrainske offensiv er nu afløst af russiske angreb flere steder ved fronten, hvor det igen er russerne, som har taget initiativet. For nylig har den russiske præsident Vladimir Putin virket i godt humør og gentaget, at russerne vil fortsætte krigen med appetit på mere:

- Hele den sydøstlige del af Ukraine har altid været pro-russisk, fordi det historisk er russiske territorier. Tyrkiet ved det godt, hele Sortehavskysten gik til Rusland som følge af de russisk-tyrkiske krige. Hvad har Ukraine med det at gøre? Det har intet med det at gøre... Odessa er en russisk by. Det ved vi. Alle ved dette, sagde Vladimir Putin i december.

En anden grund til ukrainsk bekymring er problemerne med at få godkendt militærhjælp i den amerikanske kongres, hvor republikanerne blokerer. Ukrainerne har kun en begrænset produktion af militært udstyr og er afhængige af Nato. Tidligere plejede den amerikanske præsident Joe Biden at sige, at USA vil støtte Ukraine så lang tid, som det kræver. Det er nu ændret til “så lang tid, som vi kan,” og det har resulteret i nervøse trækninger i Ukraine.

I landsbyhuset i Volokhiv Yar frygter familien Kushnarov, at den tidligere amerikanske præsident Donald Trump vinder det amerikanske valg næste år og stopper støtten helt.

- Vi har brug for at fikse vores egen produktion. Vi må gøre noget, siger Sergei, der er sikker på, at Rusland vil udgøre en stor trussel mod Nato, hvis landet vinder i Ukraine.

Vera nikker ved siden af med billederne af sønnerne i baggrunden. Hun føler, at familien allerede har mistet så meget, at der ingen vej er tilbage. Hun kan ikke se, at der kan være nogen fred med Rusland, som hun kalder "fascister", da de så bare angriber igen senere. Vera ved, at sønnerne og barnebarnet måske ikke overlever krigen, hvis den trækker ud. Men det kan ikke være anderledes. Alternativet er langt værre, siger hun.

- Jeg var bange, da russerne var her i byen, men nu er jeg ikke længere bange. Hvad skal jeg være bange for? At de vil dræbe os? Hvis de kommer her igen, så vil de slå os ihjel. Det ved jeg. Jeg nægter at falde på knæ for dem. Jeg vil hellere dø, siger hun.

Sergei tilføjer, at freden er umulig. Skrækscenariet er, at Vesten stopper hjælpen, og det ukrainske militær kollapser ved fronten, så den russiske bjørn sluger hele landet. Hans sønner og børnebørn vil så blive sendt til Sibirien, slår han fast.

- Jeg er mere bange for det end for døden, siger Sergei.

Tættere på fronten i sneklædte Bohorodychne giver en gruppe frivillige fra Moldova træbriketter og vintertøj til de blot 11 beboere, som bor i den sønderbombede landsby. Ikke et eneste hus er intakt i landsbyen, der før krigen husede omkring 700. Mange huse er reduceret til murbrokker, og der er ingen varme og elektricitet i landsbyen, der siges at have skiftet hænder 14 gange sidste år under de hårde kampe, hvor byen til sidst blev besat.

Der er ingen åbne butikker i Bohorodychne, der plages af miner. Der er ukendte grave i folks baghaver, og sandsække står foran landsbyens ødelagte skole, som russerne brugte som hovedkvarter under besættelsen, inden de blev smidt ud i slutningen af sidste år.

Gadehunde løber rundt, mens borgerne tager for sig af nødhjælpen. En af de frivillige spiller pro-ukrainske sange, mens hundene gør.

- Vi har ingenting her. Der er ingen fremtid her. Se på landsbyen. Den er væk. Hvilken fremtid kan der være her? Utroligt at jeg skulle opleve det her i mit liv, siger 74-årige Volodymyr, der ikke vil opgive sit efternavn, da han er bange for, at russerne kommer tilbage.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi før invasionen sidste år troet på, at russerne kunne finde på at invadere hele landet. Det virker stadig surrealistisk, og Volodymyr har det, som om han er i gang med et mareridt, som bare aldrig vil stoppe. Han kan ikke vågne.

Han tilføjer, at han ikke længere lever, men bare eksisterer. Der er ingen busser længere og næsten ingen naboer. Volodymyr kan ikke engang se tv for at fordrive tiden.

- Vi skulle have lavet fred for lang tid siden, så denne krig kunne stoppe. Vi skulle have løst det her på en fredelig måde. I stedet har vi nu en situation, hvor over 1000 landsbyer i Ukraine ligger i ruiner. Mange liv er ødelagt, siger Volodymyr, der mener, at politikere i både Ukraine og Rusland har skyld i, at Bohorodychne burde blive omtalt i datid.

Før invasionen var Bohorodychne en rig landsby. Den ligger ved Siverskyi Donets-floden, der var et trækplaster for folk i de store nabobyer Kramatorsk og Sloviansk. De kom til Bohorodychne for at slappe af, og det fik lokaløkonomien til at blomstre.

- Vores regering har ingen penge til at hjælpe os med genopbygningen, og selv hvis de havde, så ville det tage 100 års arbejde, siger Volodymyr.

- Det er så pissesørgeligt. Jeg kan ikke fatte det. Jeg håber på fred, men jeg tror ikke, at det er muligt. Vi kan ikke længere blive enige, og vi kan ikke vinde krigen, siger Volodymyr.

Tæt derved er Anatoly, der ikke vil opgive sit efternavn eller alder, i gang med at lede efter en vinterjakke i nødhjælpskasserne med sin hustru Lila. De flygtede under de hårde kampe sidste år, men er kommet retur efter russernes retræte. De kan ikke finde ro andre steder.

- Vi lever uden lys. Lige nu er vores sjæl den eneste lyskilde, siger Anatoly, der mener, at de ukrainske myndigheder har opgivet “håbløse” Bohorodychne, der er efterladt til sig selv.

Han har ingen forhåbninger om, at situationen bliver bedre. Anatoly drømmer om ukrainsk sejr, men nyhederne om især USA's tøven med militærhjælp er også nået den lange vej til landsbyen. Håbet om en succesfuld ukrainsk offensiv er slukket.

- Jeg tror, at vores største problem er, at der intet sammenhold er i militæret. Vi virker splittet uden retning. Det virker for mig, som om vores ledere sidder og drikker vodka, mens de, der kæmper for vores frihed ved fronten, bare dør hele tiden, siger Anatoly.

- Og hvis det er sådan. Så er det svært at vinde, siger Anatoly.

Anatoly slår dog fast, at han på trods af problemerne med støtten fra nogle af Ukraines partnere er meget imod en fredsaftale med Rusland. Han har hørt, at nogle vestlige politikere presser på, men han kan ikke forestille sig en fredsfuld løsning på krigen.

I Ukraine er de ukrainske politikere begyndt at pege fingre ad hinanden og militæret, da problemerne i Ukraine er begyndt at hobe sig op. Det samme er borgerne, som Avisen Danmark møder i Østukraine. Nogle mener, at problemerne skyldes den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, mens andre peger på militærets ledere eller de ukrainske oligarker, som anklages for at have tappet Ukraine for velstand i årtier.

56-årige Nadezhda i byen Izium, der før invasionen havde omkring 50.000 indbyggere, vil bare have, at folk holder op med at mundhugges. Izium var under russiske kontrol i seks måneder sidste år. Der er store ødelæggelser i byen, der virker tom.

Nadezhda, der ikke vil opgive sit efternavn, levede under besættelsen i en kælder i skjul for bomberne. Hendes hud var helt hvid, og hun lignede et spøgelse, da hun først kom ud igen, fortæller Nadezhda. Izium ligger 50 kilometer fra fronten og er et af russernes store mål i området, hvor de lige nu presser på for at genvinde kontrol med byen.

- Jeg er stadig optimist. Jeg tror stadig på mit land, på mit militær. Jeg tror på, at vores drenge nok skal afslutte arbejdet. Sådan har jeg det indeni, siger Nadezhda.

Hun har levet uden elektricitet siden marts sidste år. Det er forståeligt, hvis det får nogle naboer til at blive møre, men Nadezhda vil ikke give op.

- Jeg vil forsvare mit hjem. I Ukraine har vi et ordsprog: Det er bedre at dø stående end at leve på knæ. Sådan ser jeg det.

Den tidligere tyske fodboldspiller og træner Franz Beckenbauer er død, 78 år gammel. Det oplyser Beckenbauers familie til nyhedsbureauet dpa.

Tyskeren blev op gennem sin aktive karriere af flere betragtet som en af verdens bedste fodboldspillere.

Beckenbauer havde et stort overblik og var en alsidig fodboldspiller, der indledte karrieren på midtbanen, men senere blev rykket ned i midterforsvaret, hvor han udviklede libero-positionen.

Han blev født i München, hvor han fik sin fodboldopdragelse og blev anfører for Bayern München. Her var han med til at vinde fire tyske mesterskaber fra 1968 til 1974. Derudover blev det til fire tyske pokalsejre.

Med Bayern München blev det også til tre sejre i Europa Cup'en - det, der i dag svarer til Champions League - for mesterhold og en sejr i Europa Cup'en for pokalvindere.

Efter årene i Bayern München tørnede han i perioden 1977-1980 ud for New York Cosmos, hvor det blev det til tre amerikanske mesterskaber. Her spillede han blandt andet sammen med den navnkundige og nu også afdøde brasilianer Pele. Han døde 29. december 2022 - og Beckenbauer måtte på grund af din sygdom melde afbud til begravelsen.

Beckenbauers klubkarriere sluttede i Hamburger SV, hvor han var med til at vinde det tyske mesterskab i 1982.

Som aktiv spillede han 103 landskampe for Vesttyskland og scorede 14 mål.

Som helt ung var han med på det vesttyske landshold, der tabte VM-finalen til England på Wembley i 1966. Senere var han med til at vinde EM-guld i 1972 og EM-bronze 1976 og VM-guld på hjemmebane i 1974 og VM-bronze i 1970.

Fra 1984 til 1990 var han landstræner for Vesttyskland. Med ham som træner vandt Vesttyskland VM-guld i 1990 og VM-sølv fire forinden.

I 1994 førte han som træner sin gamle klub Bayern München til det tyske mesterskab. Her er har han nærmest guddommelig status, og her tronede han som klubpræsident i en periode på 15 år fra 1994 til 2009.

Streaming: Jeg stiftede første gang bekendtskab med Nathan Fielder i hans mærkværdige reality-serie, "The Rehearsal", hvor han brugte sin egen trang til at øve alle scenarier igennem til at hjælpe almindelige mennesker med problemer. En virkelig gakket præmis, der gav vidunderligt akavet fjernsyn.

Han er en canadisk komiker og er kendt især for tv-serien "Nathan for You", hvor han som "Klovn" eller "Curb your Enthusiasm" spiller en fiktionaliseret udgave af sig selv. Serien er fra 2013, men jeg selv fangede den først forrige år, efter at have set "The Rehearsal".

I "The Curse" spiller Fielder over for Emma Stone. De er et meget hvidt, venstreorienteret og velmenende ægtepar, der har besluttet sig for at hjælpe et latino-nabolag, mens de bliver optaget til et realityshow.

Deres idealer clasher dog ofte med deres selvretfærdighed og narcissisme. Emma Stones figur, Whitney, har designet nogle topmoderne spejlhuse, der er CO2-neutrale, som hun gerne vil placere i nabolaget. Men de beboere, der har råd til at købe husene synes ikke umiddelbart at passe ind i nabolaget. Og sådan møder parrets velmenende gentrificeringstiltag gang på gang den barske virkelighed.

Både Fielder og Stone spiller helt fantastisk. Fielder har en akavet, tøvende forsinkelse i sine reaktioner og derpå en syleskarp selvretfærdighed, som vi også kender fra Frank Hvams figur i "Klovn".

Emma Stones Whitney er anderledes kalkulerende i alt, hun foretager sig. Fra diskrete sideblikke for at notere om kameraet har opfanget alt, til pinagtigt falske instagram-opdateringer og selvgod entusiasme rundt om de lokale især dem med aner i oprindelige amerikanske stammer.

Seriens styrke ligger i de fantastisk akavede og grusomt tå-krøllende scener, som da Fielders karakter Asher til ære for tv-programmet giver en lille pige 100 dollars.

Han fortryder imidlertid og vender tilbage, da han tror, kameraet er slukket for at overtale hende til at tage imod 20 dollars i stedet. Herhjemme måtte min kære (og meget pinligheds-følsomme) mand løbe væk fra skærmen. Jeg selv sidder og labber det i mig, mens jeg føler mig slemt udstillet og afsløret. Grufuldt og vidunderligt på én gang.

Der er ingen tvivl om, at serien ønsker at gøre grin med lige præcis sådan nogen som mig mig og mit selvgode segment. I ved, os der træder os selv over tæerne for at gøre alting rigtig og godt og bæredygtigt, men ofte kommer til at gøre det modsatte i vores iver.

Whitney og Asher er perfekte repræsentanter for de kulturradikale privilegieblinde, hvor idealismen lige præcis rækker så langt som den positive selvfremstilling tillader – og ikke en centimeter længere. Jeg siger ikke, jeg følte mig truffet, men.

Hvis man sammenligner "The Curse" med andet pinlighedskomik, så har denne serie noget som meget få andre serier af denne type har. Både Asher, Whitney og den tredje hovedrolle, som er tv-produceren Dougie, der står bag det show, som skal omhandle ægteparret, er nuancerede flerdimensionelle karakterer.

Selvom de alle er notorisk egoistiske, så ligger der en menneskelig smerte bag alle handlinger, som giver serien en dybde og resonans. Der er scener, som gør ægte ondt i hjertet.

"The Curse" kommenterer på misforstået hensynsfuldhed, men har også en del at sige om tv-industriens skamløse fokus på konflikt og "What the fuck"-moments. Whitney og Asher konfronteres konstant med, at det indhold, de gerne vil have med i showet er for kedeligt, at fokusgruppen som vurderer showet, synes, de skal være enten lækre eller sjove, og at det hele helst skal være noget, man kan blive forarget over.

"The Curse" er ikke for alle. Man skal kunne holde til alverdens pinagtigheder i mavsen. Men er du til pinlighedskomik, så får du her en serie, der er både dybere og har mere at sige om vores samfund end det meste andet, der arbejder i feltet mellem virkelighed og fiktion.

"The Curse”, komedie, amerikansk, 8 afsnit. Premiere fredag den 5. januar. Kan ses på streamingtjenesten SkyShowtime.