Jordvejen til vikingeborgen Ravnsborg tæt ved Faaborg er oversvømmet. Forude blinker en lille nyfødt sø i solen.

- Bare kør igennem. Det er ikke ret dybt, siger "borgherren" Jim Lyngvild i telefonen.

Øh, kan jeg stole på det? Lyngvild er både mere modig og fandenivoldsk end mig.

Det viser sig, at det kan jeg godt. Og det viser sig også, at der er en forklaring på Lyngvilds væsen. En forklaring, han har fundet ved igennem fire år at grave i sin slægt.

- Man giver jo værdier, viden og holdninger videre til sine børn, og måske er der også genetik på spil. Nu ved jeg i hvert fald, hvorfor jeg altid gør tingene omvendt. Hvorfor jeg altid har lyst til, hvis jeg ser en lort, at stikke en pind ned i den og røre rundt, siger han og griner højt.

-  Hvorfor kan jeg ikke bare lade lorten ligge? Fordi det har familien aldrig kunnet. Jeg kan også se det på mine fætre og kusiner. Vi er ens. Både min kusine og jeg har været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling og gået i specialskole. Vi kunne ikke finde ud af, hvorfor vi var mærkelige, adfærdsvanskelige og altid lavede problemer, fortæller han.

Lyngvilds familie på fars side - familien Hansen - var konstant i problemer. Ofte selvskabte problemer på kanten og den anden side af loven. Vanvittige, underholdende og kulørte problemer. Men det var også en familie optaget af musik og kultur, svømning, akrobatik, politik, fremmedsprog (de fleste talte en håndfuld sprog) og uddannelse.

Familiens hjem gennem 60 år på Nørrebro var småt, pænt og borgerligt på overfladen, men billedligt talt med usædvanligt højt til loftet. Det rummede en broget samling af kunstnere, kriminelle, hemmelige kommunister, cirkusartister og livsnydere. Med deres efterkommers ord var det en familie, der tænkte ud af kassen.

Alt det kan man læse om i en ny roman - researchet af Jim Lyngvild og skrevet af journalist og forfatter Pernille Redder. Den første af fire i en serie, som hedder "Uden skam". I første bind "Det geniale kup" befinder vi os tidsmæssigt mellem 1909 og 1915.

For at forstå noget af Jim skal vi kende hans familie. Som tipoldefar Julius. En lettere fordrukken trykkeriejer, der ikke veg tilbage for en forsikringssum eller to ved at brænde sit trykkeri ned. Og som også havde et mord i Sverige på sin samvittighed, hvorfor familien måtte flygte til Danmark. Stakkels hans svenske kone - et uægte barn af en baron. Emilie, som hun hed, var dog ikke uden evner. Hun åbnede en butik med varer, som sønnerne skaffede ved at stjæle fra diverse lagre om natten.

En af sønnerne var Jims oldefar Martin. Og netop ham har Jim haft svært ved at fortælle om.

- Han udviklede sig til en bidsk mand. Voldsparat. Antisocial. Personforstyrret. Psykopat. I fængselspapirerne står der, at det eneste, han er ked af, da et kup mislykkes, er, at det blev opdaget. Han tror om sig selv, at han er Guds gave til menneskeheden, og når man samtidig er skamløs, ender det i forfærdelige situationer. Han bedrev fosterfordrivelser - en af gangene på sin unge kone, som var i sjette-syvende måned. Han kunne charmere og bestikke sig til alt, men nu kommer hans modbydeligheder frem - 70 år efter. Der vil nok være afdøde familiemedlemmer, der kigger ned fra deres sky og tænker, hvorfor skulle du fortælle det?

Martins søster Angelica vil derimod juble fra sin sky, mener Jim Lyngvild.

- Det er som om, at den her historie har ventet i 115 år på at blive fortalt. Angelica har beskrevet familien og lavet et enormt forarbejde. I 1972 skriver hun: "Husk at følge op på familien, vi må aldrig glemme, hvor vi kommer fra".

- Nogle af de ting, Pernille Redder og jeg har været nødt til at finde på for at binde historien sammen, vil hun grine af og sige: "Det er løgn og latin hele lortet, men det er skidesjovt". For sådan var Angelica. Hun elskede en god historie. Hun er vores heltinde hele vejen igennem.

Stort set alle begivenheder i bogen er - som personerne - virkelige, siger Lyngvild. Men indimellem har det været nødvendigt at gribe til fiktion for at få romanen til at hænge sammen, forklarer han.

Jims farfar hed også Jim - opkaldt efter et smuglerskib, familien på et tidspunkt havde. Han røg som Julius og Martin også af og til i fængsel.

Og Jims egen far, Finn, gjorde det samme.

- Min far mindede desværre om Martin. Men som en klog mand engang sagde til mig: "Men den far og den opvækst og den familie, har du kun to veje at gå. Enten kan du blive som din far, eller også kan du blive homoseksuel designer med hang til pelse og lyserødt og alting. Du kan ikke blive suppedansker, helt almindelig kakkelbordsdansker."

- Jeg prøver at leve et skamløst liv på en anden måde. Jeg taler for højt, jeg er for højtråbende. Jeg mener for meget, jeg mener, som vinden blæser. Det ene øjeblik er jeg bange for flygtninge, det næste inviterer jeg syriske flygtningebørn i Den fynske Landsby. Så der er også mange følelser i alle mulige retninger. Jeg lever ikke som andre gør. Jeg ligner bare min far, farfar, oldefar og tipoldefar.

- Men den, jeg ligner mest, er Angelica. For hun var moralsk, kreativ, udfarende, gjorde vanvittige ting. Hjalp jøder, brændte for de svage i samfundet, var kvindesagsforkæmper og meget andet.

Angelica, der var til både mænd og kvinder, blev uddannet bogtrykker og rejste i blandt andet England, Tyskland og Holland. Også hun talte mange sprog.

- Det var ikke så almindeligt på den tid. I en artikel i 1919 i Aalborg Stiftstidende skrev hun, at hun ville gå på tårnhøje hæle i florlette kjoler, arbejde på fabrik og bruge alle sine penge på biograf. Hun ville ikke ligge under for en mand.

Er du stolt af dine forfædre? 

- Jeg er vanvittig stolt.

Hvorfor?

- Der er så mange udygtige og ubegavede mennesker, som intet kan, men som alligevel er ikoner og får opmærksomhed. For eksempel familiens Kardashian, der ikke kan andet end at have mange penge og få lavet plastikoperationer.

- Min familie iscenesatte også sig selv, men den kunne noget. Noget af det var amoralsk og ulovligt, men man gjorde i det mindste noget. Især Angelica kæmpede hele livet - ikke for sig selv, men for andre.

Jim Lyngvild er stolt af, at hans familie var mennesker, som tog sagen i egen hånd og som levede uden for normerne.

- Det er vidunderligt. Så kan man spørge: Er du ikke mindre stolt af de kriminelle ting, de gjorde? Nej, for det er jo ikke mig, der har gjort dem. Jeg synes altid, at det er sjovt, når folk gør noget anderledes. Nogle, der bryder rammerne. Nogle, der ikke lever som alle andre.

Hvorfor?

- Fordi jeg hader alt konformt. Jeg er ikke et politisk menneske, men nogle gange basunerer jeg et eller andet politisk ud, fordi rammerne er blevet for små. Når vi kollektivt i lille andedams-Danmark har besluttet os for, hvad der er pænt og godt, så gør jeg noget andet. For jeg kan simpelthen ikke have det pæne, det borgerlige, det etablerede.

Hvorfor har du det sådan?

- Jamen, det er jo mit blod. Jeg kan ikke gøre for det. Det er genetik, svarer Jim Lyngvild og ler højt igen.

Jims mand, Morten, kalder Jims arbejde med sin slægt for gaven, der bliver ved med at give. Hver gang, Jim stikker poten i de gamle sager, dukker der nye utrolige historier op. Som denne dag, hvor han i morgentimen op til mit besøg har fundet en artikel, der humoristisk beskriver, hvordan Martin er stukket af fra et fængsel ved at læne en dør op ad fængselsmuren.

Eller da Jim på sociale medier efterlyste en tikroneseddel fra 1917, for at Pernille Redder kunne beskrive den. Op dukkede en forfalsket seddel, som hans familie havde trykt, da den begav sig af med falskmøntneri.

- Hver gang, jeg har tænkt, at nu kan det ikke blive værre, så jo jo, det kan det. Og det mest fantastiske er, at man kan slet ikke digte alt det, der er sket. Her overgår virkeligheden fantasien, siger Jim Lyngvild, som har lavet en lille videofilm om sit arbejde med familien.

For Jim, der på forhånd kun havde hørt de lovlydige og sjove historier, begyndte det hele med almindelig slægtsforskning. Jim meldte sig ind i særlige Facebookgrupper, hvor der er kyndige mennesker, som kan hjælpe. Og pludselig blev han kontaktet af Peter Wodskou, som er vagtmester på Rigsarkivet.

- Ved du godt, hvad din familie lavede, spurgte han mig. Nej, svarede jeg. Og så begyndte han at grave. Det er nåle i høstakke at finde tingene, så uden ham ingen historie.

Lyngvild har også benyttet sig af Mediestreams gamle artikler, retsdokumenter og gemte sager i familien, hvilket har bragt ham til så forskellige steder som New York, Malmø og Greve.

Det er kun din fars side, du graver i?

- Det er mit store held, at min mors side er hjertegode bønder rundet af den danske muld og højskolebevægelse. Min fars side er det stikmodsatte. Arrogante, snobber, kriminelle, højkulturelle i én pærevælling. Så jeg er nok landet lige midt imellem: Ekstremt moralsk, ekstremt rundet af højskoletanken, men altid klar til at udfordre normer.

Selv om Jim er glad for sin familiehistorie er han mest stolt af, at bøgerne - og de planlagte film - bidrager til Danmarkshistorien. Med denne første bog fra en periode, han ikke finder særlig godt beskrevet.

- Fra den nyere Danmarkshistorie ved vi noget fra 1929 og frem, fordi her begynder "Matador". Men tiden inden er vanvittig spændende. Her er spirende kommunisme, en verdenskrig, vi ikke deltager i, men tjener tykt på, kvinderne får stemmeret, og så kommer de brølende 1920'ere. Alt det, min familie bruger til det yderste. Og vi er ikke i de riges fine stuer, men hos Nørrebros kriminelle underklasse.

I bog nummer ét "Det geniale kup" er der endnu noget uskyldigt og tilforladeligt over familien.  I nummer to, som foregår mellem 1916 og 1923, rykker kriminaliteten op på en højere hylde, siger Jim. Mens treeren er planlagt til at handle om Jims oldemor Gerda og den undertrykkelse, hun var udsat for i årene 1923 til 1932. Bog nummer fire kommer til at foregå under Anden Verdenskrig.

Filmrettighederne til alle fire bøger er solgt til Zentropa, og Jim Lyngvild har betinget sig, at han kan være med til at style filmen, fortæller han. Måske med moderne musik.

- Fordi det er en familie, der ikke er samtidsorienteret. Den stræber fremefter i tid. Hvis jeg ikke får lov til at style filmen, får Zentropa ikke lov til at lave den. Jeg har allerede sagt nej til et andet produktionsselskab. De ville lave et lystspil, og det er det ikke.

- Jeg ønsker mig også, at den svenske skuespiller Alicia Vikander spiller Angelica - eller Josephine Højbjerg.

Hans håb er, at familiehistorien kan få folk til at blive lidt mere modige.

- At gøre lidt mere, som er uden for normen. Og det behøver ikke være en butik med stjålne varer, siger Jim Lyngvild og smiler.

- Det kan lige så godt være at springe ud på isen, hvor den knager allermest.

Hvad er den største drøm med det her projekt?

- At Angelica bliver verdens største stjerne her 40 år efter sin død. At et af mine AI-billeder af hende kommer på forsiden af Vogue. For både hendes stil og menneskelige egenskaber er til det. I dag ville hun have været en kæmpe influencer.

AI betyder kort sagt, at Jim Lyngvild har moderniseret nogle af de gamle billeder ved hjælp af kunstig intelligens. Sat ansigterne ind i en nærmest filmisk, fantasifuld og moderniseret sammenhæng.

- Nej, ved du hvad? Min største drøm lige nu er, at hun kommer på forsiden af Avisen Danmark.

"Uden skam - Det geniale kup". Af Pernille Redder efter idé af Jim W. Lyngvild. 434 sider. Udkommer 30. januar på forlaget Falco.

Det var januar 2020, og kontrakten om at flytte fra Danfoss i Chennai i den sydøstlige del af Indien og til koncernens hovedsæde på Nordals var underskrevet. Men så kom coronaen, og det hele blev forsinket omkring et års tid.

- I familien havde vi drøftet det gennem længere tid. For det er en stor beslutning at rejse så langt væk fra specielt ens forældre, som man i Indien føler en særlig forpligtelse og ansvar over for, forklarer Manoj Kumar Karthikeyan, der forud gennem tre år var ansat hos Danfoss i hjemlandet.

- Men nu vi havde forberedt os sådan på flytningen, var både min kone og jeg ret opsatte på at komme til Danmark og for alvor opleve landet. Under min ansættelse i Indien var jeg vel et par gange om året i Nordborg, tilføjer Manoj Kumar Karthikeyan, der arbejder med omkostningsstyring og budgetlægning i produktionen.

- Vi fik rigtig god hjælp af Danfoss til at etablere os og bor i dag i en lejlighed centralt i Sønderborg. Min kone er blevet bedre til dansk end jeg og været heldig at få arbejde hos virksomheden SwipBox i Sønderborg (fremstiller pakkebokse red.), fortæller han.

Manoj Kumar Karthikeyan er en af de mange indiske statsborgere, som de seneste år er rejst til Danmark for at arbejde.

En helt ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at antallet er indiske lønmodtagere i Danmark er mere end syvdoblet på 15 år fra 1038 fuldtidsbeskæftigede til 7507 sidste år.

Både Manoj og konen har følt sig velkomne i Danmark, som de har rejst en del rundt i.

- Vi har været i flere af de større byer. Det er ret påfaldende, hvordan mange cykler alle steder. Og så er jeg blevet lidt vild med sne, som vi har sendt flere videoer hjem med. Jeg har ikke noget problem med hverken gråvejr eller kulden. I Indien er det enten varmt eller bare varmere, tilføjer han med et stort grin.

Blandt de lidt mere bøvlede ting herhjemme nævner Manoj en del administrative ting som udlænding. Men også det med skatten, som svær at gennemskue. Her er han dog blevet beroliger af danske kolleger, der fortæller, at det også gælder dem.

Manoj og hans kone bruger både byen og naturen med gåture, restaurantbesøg og kulturlivet med biografbesøg og koncerter.

- Men vi savner selvfølgelig også vores egen kultur ind i mellem. Så én gang om året i august mødes vi knap 100 herboende fra Indien og spiser, fester og hygger med vores egen mad, musik og dans. Det er en rar og god dag, selv om vi elsker området her, understreger han.

Men når snakken falder på fremtiden er der dog stadig én ting, som nager - savnet til og forpligtelserne  over for forældrene, som man i Indien føler et særligt ansvar for.

- Jeg er meget bekymret for mine forældre i takt med, at de bliver ældre. Derfor snakker jeg også med dem hver dag over Face Time (videotelefon red.). Vi planlægger, at de snart skal besøge os, og så tager vi ellers selv et år ad gangen og ser, hvad der skal ske. Det gælder også, hvor vi planlægger at få børn, siger Manoj Kumar Karthikeyan.

Blandt de positive ting i Sønderborg tæller imidlertid også, at man har en international skole og gymnasium. Førstnævnte i øvrigt en ting, som Danfoss oprindelig har været bærende kraft i at få etableret - netop på grund af behovet for nemmere at kunne tiltrække den udenlandske arbejdskraft.

Troels Lund Poulsen kalder det selv et 'stort blåt aftryk på ældreområdet'.

Regeringen vil nu gøre det nemmere for private virksomheder at oprette friplejehjem.

Det vil regeringen gøre ved at give 100 procent statsgaranteret lån til etablering af friplejehjem, i modsætning til de 75 procent, som staten tilbyder i dag.

Regeringen mener nemlig ikke, at det er muligt at etablere plejeboliger på lige markedsvilkår i alle dele af landet, idet ejendomsvurderingerne i landdistrikterne er relativt lave sammenlignet med, hvad det koster at oprette et friplejehjem.

- Det handler i bund og grund om at sikre, at du ikke bliver fanget i en situation, hvor dem, der skal give dig et lån, ikke tør gøre det, fordi vi befinder os i en økonomisk vanskelig situation, eller fordi det er i landdistrikterne, hvor det er sværere at låne penge, siger Troels Lund Poulsen.

Samtidig vil regeringen forhøje den årlige kvote for, hvor mange støttede friplejehjem, der må opføres fra 225 til 300.

Venstre gik dog til valg på, at der skulle etableres friplejehjem i alle landets kommuner. Men det løfte bliver nu ikke indfriet.

- Det har vi haft et ønske om, og det har vi også tidligere foreslået i Venstre. Men nu bliver der langt bedre muligheder for at få flere friplejehjem. Så må markedet også bevise, at det er en god idé at vælge et friplejehjem frem for et offentligt plejehjem, siger Troels Lund Poulsen.

Og så kommer Troels Lund Poulsen med en stikpille til blå blok.

- Så vil jeg bare gerne sige, at det her er et udspil, kunne vi ikke have båret igennem, hvis vi havde siddet med de blå partier, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Et af spørgsmålene er, hvilken risiko der er forbundet med disse statslån. Men ifølge Troels Lund Poulsen kender regeringen endnu ikke de præcise tal.

- Men det er ikke sådan, at vi taler om millioner af milliarder. Jeg tror, det er et tocifret millionbeløb, vi taler om. Det er det niveau, siger Troels Lund Poulsen.

Hvis et friplejehjem, der er oprettet på et 100 procent statsgaranteret lån går konkurs, hvem ender så med regningen?

- Det er dem, der har lavet lånet, der kommer til at betale regningen. Det vil jo sige, at staten kommer til at have et tab, men det vil realkreditinstituttet også have, siger Troels Lund Poulsen.

Samtidig vil regeringen sætte nogle begrænsningerne på lånene, så boligerne ikke kan opføres med et statsgaranteret lån, for derefter at blive videresolgt.

Derfor kan boligerne kun videresælges til en anden friplejeboligleverandør eller til en almen boligorganisation.

- Det er jo også for at sige, at når vi nu med den ene hånd giver bedre rammevilkår, så må vi også med den anden hånd stille nogle krav. Så man ikke barer laver om fra den ene dag til den anden, siger Troels Lund Poulsen.

Der er nu kommet så mange detaljer om ældreloven, at man næsten kan skimte hele aftalen.

Spørgsmålet er så, om der virkelig er tale om det ''paradigmeskifte'' i ældreplejen, som regeringen lovede.

F.eks. har ældreordfører i Danmarksdemokraterne, Marlene Harpsøe, kaldt udspillet for ''en tynd kop te" til Ekstra Bladet.

Troels Lund Poulsen fastholder dog, at der er tale om en omvæltning af ældreplejen.

- Nu får vi lavet en fundamental anderledes ældrepolitik i Danmark, der ikke baserer sig på kæmpe diskussioner om minimumsrettigheder og lovgivning ned i detaljen. Så noterer jeg mig også, at flere partier taget pænt imod det, siger han.

I har foreslået en helhedspleje, hvor man kan vælge mellem ydelser inden for den samme pose penge, private der kan tilbyde genoptræning og så omlægning af tilsynene. Er det virkelig et paradigmeskifte?

- Ja, det synes jeg bestemt. Vi har også udviklet en ny afregningsmodel, der tilbyder en langt mere gennemsigtig model, så både private og offentlige aktører kan konkurrere på lige vilkår. Jeg mener, det som er præsenteret, er en strukturel forandring, der kommer til at stå i mange år

Hvilke af disse forslag havde I ikke kunne fuldføre må blå blok?

- Hele tanken om, at der skal være mere lokal selvbestemmelse, er noget, som Dansk Folkeparti har været lodret imod. De har jo argumenteret for minimumsrettigheder og for at måle pengene helt præcist efter udvalgte tilskudsmodeller. Så det er i hvert fald et rigtig godt eksempel på noget, som bestemt ikke kunne lade sig gøre, hvis vi skulle samarbejde med Dansk Folkeparti, siger Troels Lund Poulsen.

Samtidig løfter Venstres formand lidt af sløret for, hvor partiet har måttet gå på kompromis med de øvrige regeringspartier, Moderaterne og Socialdemokratiet.

Det gælder særligt på forslaget om ''helhedsplejen.''

Helhedsplejen betyder, at de ældre fremadrettet selv kan vælge, om de vil have et bad, rengøring eller hjælp til indkøb, når hjemmehjælpen kommer forbi. Og det står dem frit for, om det er en privat eller offentlig leverandør.

Udfordringen for de private virksomheder er, at det skal kunne leve hele ydelsen og plejen, og ikke blot enkeltdele om rengøring og indkøb

Det kan potentielt gøre det svære for private virksomheder, da det kræver en stor kapacitet at kunne tilbyde alle ydelser, hvorimod kommunerne på mange måder allerede er rustet til det.

- Der er vi jo gået på kompromis og sagt, okay, så må vi også acceptere, at der skal indføres nogle begrænsninger. Jeg må også indrømme, at vi har set nogle triste eksempler, hvor mindre virksomheder er gået konkurs og har efterladt kommunerne med nogle meget store udfordringer. Her skal helhedsplejen også sikre en mere robust virksomhedskultur, siger Troels Lund Poulsen.

Er det ikke en ret stor kamel for jer at sluge, at private virksomheder skal kunne levere hele plejen, før de kan komme ind på markedet?

- Nej, det er i hvert fald ikke nogen stor kamel. Altså jeg ved ikke engang, hvad det er. Det er heller ikke en tidsel, det er en lille blomst. Sandheden er, at lagkagen for de private virksomheder nu bliver langt større, end den har været tidligere. Og det, synes jeg, er noget, man skal være glad for.

Det er dog ikke alene Venstre, der har måttet spise nogle ''blomster.'' Derfor har Venstres formand også en form for ros til sine regeringskollegaer i Socialdemokratiet.

- Jeg noterer mig også med glæde, at Socialdemokratiet nu har rykket sig i en anden retning, hvor man går mindre op i en-til-en-rettigheder og mere på, hvad der faktisk skal til for, at den ældre får det bedre, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Selv hvis vejene er dækkede af sne eller ispanser, er der i Danmark ikke krav om, at biler skal have vinterdæk på.

Men helt så afslappet en lovgivning har man ikke alle steder.

For en uges tid siden klappede fælden over en dansker i Norge.

Vedkommende kom kørende på den snedækkede motorvej E6, da bilen snurrede rundt.

Ingen kom til skade, men da det norske politi konstaterede, at bilen havde sommerdæk på, blev danskerens kørekort beslaglagt. Bilen er også tilbageholdt, indtil der er monteret vinterdæk på det.

Modsat herhjemme er det nemlig i Norge bilisternes ansvar at sørge for, at bilerne har de rette dæk på til vinterføre.

Hvis du skal køre på skiferie i en ikke så fjern fremtid, har Avisen Danmark her samlet et overblik over, hvilke regler der gælder rundt omkring i Europa:

I Norge er det ikke et decideret krav, at man skal have vinterdæk på. Men er der nok sne og is på vejene, er det ikke tilladt at bruge sit motorkøretøj, hvis hjulene ikke er sikret tilstrækkeligt vejgreb ved hjælp af vinterdæk med mindst 3 mm. mønster eller pigge og eventuelt snekæder.

I Sverige er det lovpligtigt at køre med vinterdæk eller noget tilsvarende - for eksempel pigdæk - mellem 1. december og 31. marts, når der er vinterføre. Det er politiet, der afgør, om der er tale om vinterføre, men det betyder som regel sne, is eller sjap på vejen eller våd vej ved temperaturer omkring 0 grader.

I Tyskland skal man have monteret vinter- eller helårsdæk på bilen, når der er vinterføre på vejen. Dækkene skal enten være mærket med M+S, bjerg- og snefnugssymbol eller begge dele. Pigdæk er ikke tilladt.

I Østrig er det også lovpligtigt at have vinterdæk i perioden fra 1. november til 15. april, når der er sne, slud eller is på vejene. De skal være mærket M+S og have mindst 4 mm. mønsterdybde. Snekæder er også tilladt, når det er vinterføre.

I Schweiz er det ikke lovpligtigt at have vinterdæk på bilen, men hvis man havner i en situation, hvor man hindrer trafikken, kan man få en bøde.

Kilder: FDM, Udenrigsministeriet

- Jeg talte med en kvinde, der bor tæt på en familie til en narkokriminel. En dag var der en eksplosion tæt på hendes lejlighed, og den næste dag blev der skudt ind igennem hendes dør, imens hun lå i sengen, forklarer Chiel Timmermanns, der gennem syv år har arbejdet som krimijournalist på det hollandske medie AD.

At narkoen har skabt en kriminel underverden præget af vold kommer nok ikke som en overraskelse for nogen. Men vi skal ikke kigge længere end Holland for at finde et sted, hvor den underverden er blevet en del af helt almindelige menneskers hverdag.

- Et par gange om ugen er der noget, der eksploderer. Og ofte er det ikke engang i nærheden af en person med relation til narkomiljøet. De går eksempelvis efter familiemedlemmer. Vi har også haft en del likvideringer, forklarer Sander van der Werff, som er journalist ved AD Rotterdams Dagblad.

Ifølge journalisterne er det et problem, der er eskaleret markant siden for blot ti år siden, hvor der var omkring 10 eksplosioner om året.

En af de mest omtalte episoder skete i 2022, hvor en kendt krimijournalist blev skudt i hovedet på åben gade i Amsterdam. Det skete i forbindelse med en mordsag, hvor han fungerede som rådgiver for hovedvidnet.

- Tre personer omkring det vidne blev dræbt i forbindelse med sagen. Det fik hele landet til at gå i chok. Specielt fordi der var tale om en journalist og en advokat. Det er trist at erkende. Det er som om, landet er blevet til et narkoland, hvor de kriminelle har magten i stedet for myndighederne, siger Chiel Timmermanns.

Og det er ikke kun i storbyerne, at narkomiljøet blander sig med almindelige menneskers virkelighed. Ude på landet presses og trues landmænd til at lade kriminelle bruge deres lader til produktion af syntetiske stoffer.

Og intet tyder på, at det kommer til at ændre sig foreløbigt.

- Der er ikke rigtig nogen grund til at have en debat om det lige nu. Vi er bare blevet vant til det, lyder det fra Sander van der Werff.

Hjemme i Danmark er vold i narkomiljøet også et velkendt fænomen. Avisen har talt med Martin, som tidligere opererede i miljøet, og det kan han nikke genkendende til.

- Det er en voldelig verden. Volden sker selvfølgelig indbyrdes, fordi der er et tydeligt hierarki, men det sker også mellem andre grupper eller grundet konflikter med eksempelvis købere. Folk bliver grådige, og så handler det pludselig om, hvem der er mest brutal, fortæller han.

Det har han også mærket på egen krop.

- Da jeg ville ud af miljøet blev jeg bortført og stukket i lysken med en kniv. Og for min gamle kammerat skete det, da han begik en fejl i forbindelse med et salg. Her blev han trampet i hovedet på en parkeringsplads, lyder det.

Martin er ikke længere en del af det kriminelle miljø. Dengang han var, befandt han sig et sted i midten af hierarkiet.

Ifølge Thomas Friis, som er lektor på Center for Rusmiddelforskning på AU, er der flere ting, der peger på, at der lige nu kommer en stor mængde narkotika ind over de danske grænser.

Det er svært at sige præcis hvor meget, da det skønnes, at kun fem til 10 procent af narkoen beslaglægges.

Men ifølge ham er der trods de store mængder narko lige nu ikke noget, der tyder på, at vi i Danmark skal være bekymrede for at opleve et scenarie, der ligner det, man ser i Holland.

- Narkomarkeder er superlokale ment på den måde, at konflikter, der udspiller sig i Holland, ikke nødvendigvis får en afsmitning i Danmark. Lokalt er de fleste narkotikamarkeder også inddelt i forskellige niveauer og det meste vold udspiller sig ofte i det nederste gadeplansniveau. Jo tættere på gaden man kommer i hierarkiet, jo mere vold kan man også se. Der er ikke noget, der peger på, at vi vil se de rigtig store konflikter. Dermed ikke sagt, at det ikke kan ske, siger han.

Og faktisk tyder noget på, at politiets indsatser kan have stor indvirkning på mængden af vold forbundet med narkotika.

- Det interessante er, at der ikke er noget der tilsiger, at narkotikamarkedet per definition behøver at være voldeligt. Det er klart mest velfungerende, så længe der er fred. Når politiindsatsen skærpes, så kan problemerne opstå. Politiets indsats kan destabilisere markedet. Og så kan vi se konflikter. Når nogen mister grebet om et lokalt marked, så bliver chancen for vold også større, forklarer lektoren.

I Danmark sidder over en fjerdedel af alle indsatte i fængslerne grundet kriminalitet, der primært drejer sig om narkotika.

Det omfattende jordskred ved landsbyen Ølst, hvor Nordic Waste ligger, fik i denne uge statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) til at iføre sig gummistøvler og besøge den jyske by lidt uden for Randers.

Og meget af politikernes - og særligt regeringens tid - går fortsat med at håndtere jordskredet, hvor der har været holdt flere pressemøder og er lavet mange avisforsider, mens situationen udvikler sig, og et ansvar bliver forsøgt placeret.

Der har også været flere ministre på banen med drypvise detaljer om det kommende udspil til en ældrereform, som bliver præsenteret i næste uge

Men der er også været flere andre politiske historier i ugens løb, som kan være gået under radaren. Avisen Danmarks politiske reporter Ida Meyer giver overblikket her.