De lokker intetanende kunder i fælden ved at bruge danske bynavne og tårevædede tekster om et ophørsudsalg med "uovertrufne priser", og det virker.

- Der skal sikkert ikke mere end 10 kunder til, før de har fået en god forretning ud af det, siger Jette Julius Kristiansen.

Hun er én ud af mange kunder fra hele landet, der har købt tøj og sko fra webshoppen i den tro, at de handler med en butik i Esbjerg. Men Esbjerg-modehus.com har lige så lidt med Esbjerg at gøre, som Odense-stil.com har med Odense og Aarhus-modehus.com har med Aarhus at gøre.

Mange kunder modtager aldrig de varer, de betaler for. Andre modtager varer, som slet ikke matcher foto eller beskrivelse.

På hjemmesiden bliver de bliver lovet bæredygtige kvalitetsmaterialer. I virkeligheden er der tale om kopiprodukter af billige materialer fra en fabrik i Hong Kong.

Butikkerne er skjult bag falske adresser i for eksempel Canada og Holland, men noget kan tyde på, at bagmændene befinder sig i Bangladesh.

Fremgangsmåden, hjemmesiderne og varesortimentet er stort set identisk, og fidusen med at bruge danske bynavne er meget udspekuleret, fordi det får onlinebutikkerne til at virke mere troværdige.

- Det her er et meget typisk eksempel på den nye generation af svindelshops på nettet, og vi ser flere og flere af dem. De er blevet meget mere sofistikerede og sværere at gennemskue, siger Martin Paludan, public relations-manager hos e-mærket.

Bagmændene er også blevet dygtigere til at markedsføre siderne med personlige historier om for eksempel ophørsudsalg. Derfor når de lynhurtigt ud til at stort publikum på sociale medier.

Det var også sådan, Jette Julius Kristiansen fra Kliplev ved Aabenraa opdagede Esbjerg-modehus.com.

Hun bladrede forbi en reklame på Facebook, og et ophørsudsalg var en god anledning til at gøre en god handel, tænkte hun. Der var intet, der fik hendes alarmklokker til at ringe.

Jette Julius Kristiansen var derfor også helt sikker på, at hun gjorde en god handel, da hun købte en kjole, der var sat ned fra 500 til 295 kroner.

Da hun tre uger senere modtog en pakke fra Hong Kong, blev hun dog skuffet.

- Det er noget billigt Kina-bras. Størrelsen er forkert, pasformen er forkert, farven er forkert, og kjolen er syet af et mærkeligt, glat og syntetisk materiale, siger Jette Julius Kristiansen.

Det er langtfra alle kunder, der ligesom Jette Julius Kristiansen modtager deres bestilling, men hvorfor bruger bagmændene overhovedet penge på at sende produkter fra Kina til nogle af kunderne?

- Det er langt sværere for dig at bruge din indsigelsesmulighed i banken, hvis du rent faktisk har modtaget en vare. Derfor kan det sagtens give mening for webshoppen at sende dig et billigt produkt. De har alligevel en god fortjeneste, fordi der er tale om varer, som næppe koster ret meget mere end en flad 5'er at producere, forklarer Martin Paludan fra e-mærket.

Han mener godt, at man kan kalde Esbjerg-Modehus' metode for svindel.

- Man kan altid diskutere, hvornår noget er svindel, hvis der rent faktisk bliver sendt et produkt, for så kan det jo også falde ind under ”billigt skrammel”. Men med Esbjerg-Modehus har vi også modtaget henvendelser fra folk, som slet ikke har modtaget noget. Og når man så også helt overordnet på siden bliver lokket til at købe noget på falske forudsætninger, vil vi i e-mærket godt stemple det her som svindel og advare imod det, siger Martin Paludan.

Returret og klagemuligheder kan du som udgangspunkt glemme alt om, fordi bagmændene sandsynligvis opholder sig uden for EU. Hvis din vare ikke dukker op, er din bedste mulighed at søge din bank om at få pengene tilbageført. Modtager du ligesom Jette Julius Kristiansen fra Aabenraa en vare, du er utilfreds med, og vil webshoppen ikke godtage klagen, er det dog svært at stille noget op.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er man desuden mere tilbageholdende med at kalde metoden svindel, oplyser lederen af sektionen for økonomisk efterforskning Michael Henriksen.

- Jeg kan sagtens forstå, at folk føler sig snydt. Jeg vil heller ikke sige, at de ikke er blevet det, men det er ikke helt så enkelt i forhold til den danske lovgivning. Hvis man er uenig i kvaliteten af en vare, er der normalt tale om et civilt søgsmål. Det er altså ikke noget, vi som myndighed går ind og blander os i, med mindre der åbenlyst er tale om et strafbart forhold efter dansk lovgivning, siger Michael Henriksen.

Han understreger dog, at man altid gerne må ringe til politiet og spørge, hvis man er i tvivl.

- Hvis man mener, at der er foregået noget strafbart, så skal man angive det. Borgerne skal ikke bare som udgangspunkt tænke, at det her er nok ikke ulovligt, så det gør politiet nok ikke noget ved, siger Michael Henriksen.

Jette Julius Kristiansen kunne godt få lov til at returnere kjolen til Esbjerg-Modehus.com, men hun skulle selv betale for returfragten til Kina, og det ville koste hende mere end kjolen. Hun afskriver i stedet sine 295 kroner som ærgerlige lærepenge.

- Det er noget udspekuleret svineri, men jeg har lært min lektie. Næste gang vil jeg tjekke hjemmesiden mere grundigt, og jeg vil også kigge på Trustpilot, inden jeg gennemfører et køb, siger Jette Julius Kristiansen.

Avisen har flere gange forsøgte at få et interview eller en kommentar fra en af de omtalte webshops, men de har ikke svaret på vores henvendelser.

Findes den ægte kærlighed? Og hvad består den af? Hvordan bærer man sig ad med at leve det meste af sit liv sammen med en anden? Og er man så lykkelig til sine dages ende?

Mange søger den eneste ene, og tv-branchen jager med i utallige datingprogrammer.

Vi spørger os selv, hinanden og eksperterne om "den eneste ene findes til netop mig og mine behov", men det er en bedre idé at spørge de ægte eksperter: De gamle. Den gruppe, som vi ikke lytter så meget til, fordi de betragtes som noget overstået.

Billedligt talt håndterer vi de ældste som et knudret og krøllet garnnøgle. Et lidt støvet et, som ikke mange orker at trevle op for at se hvilke livslinjer, det er viklet af.

Men det gør dokumentarfilmen "Ekko af kærlighed" heldigvis, og resultatet er en berigende og rørende film.

Vi møder ni mænd og kvinder mellem 80 og 100 år, som fortæller om deres livs kærlighed, livet sammen med vedkommende og om ensomheden, da partneren gik bort.

Vi hører om forelskelsen, ægteskabet, døden, sorgen og livet her og nu. Fokus er kærlighed og eksistens - ikke karriere og materielle goder.

Der er livsvisdom og erfaringer at hente hos de gamle, der ikke at forglemme er lige så forskellige som alle andre.

For nogen kom kærligheden langsomt. Blandt andet fordi ægteskabet var en nødvendighed på grund af en graviditet. For andre var det kærlighed ved første blik.

Der var glæder og lykke, men også kriser, utroskab og skænderier. Og for dem alle kom til sidst døden - eller demensen - og tog deres livsledsager fra dem og efterlod dem i et sorgfyldt tomrum. For hvad nu?

De gamle har ikke et samlet og hurtigt svar på, hvordan man finder en livsledsager og bliver hos vedkommende til "døden os skiller". Der er heller ikke et hurtigt og endegyldigt svar på, hvordan man lever med stor sorg.

Selv om vi så gerne vil have det, findes der ikke quickfix og nemme løsninger, når det kommer til kærlighed og død.

Men de gamles livserfaringer, som de øser frimodigt af, er en guldgrube af inspiration.

Selvfølgelig skal man sortere lidt, fordi vi i dag for eksempel har fri abort, og kvinder kan forsørge sig selv. Men nødvendigheden af samtale og tilgivelse kan vi bære med ind i vores relationer.

Det er også godt at blive mindet om, at ingen mennesker kan forvente at være lykkelige hele tiden. At livet også er svært og hårdt og med fortrydelse - ingen af os slipper for smerte. Men at vi mennesker også kan tåle og overkomme meget. Og at glæde og nye oplevelser godt kan bo i os side om side med stor sorg.

Alderdom er heller ikke kun forfald. Det er også god tid. For nogle for meget. For andre en mulighed for at fordybe sig i interesser. Måske en ny kæreste, der vækker foråret i en, så man igen føler sig værdifuld og får den berøring, mange af dem savner.

"Ekko af kærlighed" dvæler, så der er tid til at tænke. Og den skaber stemninger omkring sine hovedpersoner, så deres erindringer og erfaringer ikke blot fortælles med ord, men også med billeder. Som når en af de ældre mænd fortæller om sin elskede, mens en gammel smalfilm med hende og børnene udspiller sig på væggen bag ham. Eller en kvinde ser en film, der fører hende og os til hendes gamle hus på Tåsinge.

Den visuelle side er så vellykket, at man tilgiver, at billedsproget et par gange bliver lidt for kunstnerisk eller gentagende.

Dokumentarfilmen, der er støttet af FilmFyn, DR og Det Danske Filminstitut, er instrueret af Zara Zerny og produceret af Manna Film. Ved International Documentary Film Festival sidste år vandt den en andenplads som publikums favorit. Filmen har premiere 23. februar i biografer i Kerteminde, Århus, Ålborg,  Halsnæs,  Brønderslev, Helsingør, Haderslev, Guldborgsund, Næstved, Mariagerfjord, Horsens, Faxe, Silkeborg, Holbæk, Favrskov, Fredericia, Ikast-Brande, Kolding, Nordfyn og Thy/Thisted

Antallet af elbiler på de danske veje stiger og stiger.

De kræver strøm - og derfor etableres der også flere og flere ladestandere rundt omkring i landet.

I 2023 steg antallet af ladepunkter i Danmark med 88 procent i forhold til året før.

Og i 2024 er der flere offentlige ladepunkter på vej.

Blandt andet åbner Vejdirektoratet senere på året en ny ladepark med 30 lynladere ved Langeskov på Fyn - tæt på motorvejen tværs over Fyn.

I løbet af året åbner otte ladepladser i Aalborg Ø, fire ved Grevinge i det nordvestlige Sjælland, to pladser ved Væggerløse på det sydlige Falster og i alt 12 ladere langs Helsingørmotorvejen.

Og frem mod udgangen af 2026 vil yderligere 22 ladeparker med i alt 288 lynladepladser stå klar, hvis alt går efter planen.

- Antallet af grønne biler på vejene stiger, og omkring halvdelen af alle nyregistrerede biler er i dag elbiler. Det stiller krav til vores ladeinfrastruktur, og det er derfor en glædelig nyhed for elbilejerne, hver gang Vejdirektoratet eller andre aktører på markedet sætter en ny ladestander op. Det gør det endnu lettere at krydse landet på en grøn og bæredygtig måde, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.

For at sikre ordentlig priskonkurrence skal de 30 ladepladser på den kommende ladepark på Fyn drives af to forskellige ladeoperatører: Fastned og EDF Danmark.

Valget falder på to udbydere, efter der har været konflikt mellem Vejdirektoratet og Clever - landets største ladeoperatør - omkring den store ladepark ved rastepladserne Lillebælt Syd og Nord langs motorvejen på Fyn.

Clever vandt et udbud, der gav virksomheden mulighed for at etablere 60 lynladepladser på det ganske lille område.

Men da en lækket rapport om konkurrencen på markedet for opladning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i maj 2023 slog fast, at danske elbilejere betaler tusindvis af kroner mere, end de egentlig behøver, for at lade deres biler op, stemplede transportminister Thomas Danielsen (V) ind i debatten.

- Er der mere end 12-14 ladepunkter, så skal man ikke sidde mere på den samme rasteplads. Så skal der være andre aktører, så man sikrer konkurrencen, sagde ministeren til Avisen Danmark.

Kort tid efter meddelte Clever, at man var villig til at afgive halvdelen af pladserne ved Lillebælt Syd og Nord.

Det kom dog ikke til at ske, for i december besluttede Vejdirektoratet sig for helt at smide Clever på porten og sende de to ladestationer ved Lillebælt ud i et nyt udbud, fordi Clever havde givet deres kunder en væsentlig større rabat end de 10 procent, der var aftalen med Vejdirektoratet.

Det er grundlæggende ikke respektfuldt at bruge en mærkedag til at kritisere det, som skal fejres. Men i Ruslands tilfælde er der absolut ingen grund til at holde sig tilbage. Afskyen og fordømmelsen af Vladimir Putins korrupte og autokratiske udgave af en nation skal være grænseløs - ikke mindst denne dag.

23. februar er nemlig dagen, hvor man i Rusland fejrer den russiske hær. Mærkedagen har historiske rødder tilbage til Lenin, og den forsvandt i første omgang i kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1991. Men den blev genindført - af Putin naturligvis - i 2002, og den har siden været en national russisk fridag.

Det var tragisk samme dag for præcis to år siden, som blev Ukraines sidste som en fri nation. Ukraine og hele verden fik desværre en ny mærkedag, som vi aldrig nogensinde må glemme - og aldrig nogensinde fejre: Den 24. februar 2022.

Putins påståede "særlige militære operation" var fra første færd et brutal og forbryderisk angreb på et land, hvis befolkning siden løsrivelsen i 1991 har stræbt efter at blive en del af et demokratisk Europa.

Hvorfor Putin må bekæmpes med alle tænkelige midler, og hvorfor den ukrainske befolkning fortjener vestens uforbeholdne støtte, det kan man finde svar på i "Millionernes march" i vinteren 2013-14. Den rystende Netflix-dokumentar "Winter on Fire" beskriver forbilledligt den folkelige opstand, hvor ukrainere på tværs af religion, sprog og geografi forenede sig på Maidan-pladsen i Kiev og vendte deres daværende præsident Janukovitj ryggen.

Foran en forsamling, der får Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident i 2017 til at ligne en forkølet havefest, taler den ukrainske sanger Svyatoslov Vakarchuk til de mange fremmødte: "Jeg vil gerne huske alle på de to europæiske værdier: Frihed og menneskelig værdighed. Ingen kan tage dem fra os. De er grundlæggende rettigheder, som vi må kæmpe for."

Den ukrainske befolkning kæmper fortsat. Og lider. De er i vores hjerter.  

Ukrainerne fortjener en fremtid med frihed og menneskelig værdighed. Derfor skal de vestlige demokratier, som anført af den danske regering, støtte vores ligesindede med den ultimative militære, økonomiske og moralske støtte.

Vindmøller, solcellepakker og nu en CO2-afgift på landbruget.

Yderområderne oplever direkte konsekvenser af den grønne omstilling, men politisk ordfører i SF, Signe Munk, afviser, at den grønne omstilling er en ulempe for borgerne på landet.

Onsdag blev den længe ventede Svarer-rapport offentliggjort, hvori eksperterne fremlagde forslag til en CO2-afgift på landbruget.

Rapporten præsenterede tre forskellige afgiftsmodeller: én på 750 kroner, en anden på 375 kroner, og en tredje på 125 kroner pr. udledt ton CO2.

Hos SF hælder man mod den første model på 750 kroner, som er den højeste afgift for landbruget.

- Jeg hælder mest til det, som skaber størst sikkerhed for, at vi får bragt CO2-udledningen for landbruget ned. Og der er en rimelighed i, at når vi beder resten af samfundet om at levere, jamen så skal landbruget også, siger Signe Munk.

Men den model som SF foretrækker, er også den model, der kan få størst konsekvenserne for beskæftigelsen i landbruget.

For eksperter vurderer, at en CO2-afgift på 750 kroner per ton vil koste landbruget omkring 6 milliarder kroner. Det kan potentielt resultere i tab af op til 8.000 jobs.

Trods disse udfordringer mener SF's politiske ordfører Signe Munk ikke, at den grønne omstilling samlet set vil skade beskæftigelsesmulighederne i yderområderne.

- Ser du på de jobs, der bliver skabt i den grønne omstilling, så kommer de ude i provinsen. Og så er der heldigvis rigtig mange landmænd, der kan lave en grøn omstilling i deres produktion, der har jeg stor tillid til. Men når der vil være jobtab, så er det rigtig nok, at den jobforandring vil være, hvor produktionen er i dag.

Betyder det ikke færre jobs i yderområderne?

- Hvis man tager de rene modeller, som ekspertgruppen har lagt frem, så rammer det selvfølgelig beskæftigelsen der, hvor landbruget ligger. Og det ligger ikke inde på stenbroen i København, det ligger hovedsageligt i Jylland. Så jo, det er rigtigt, siger Signe Munk og fortsætter:

- Men grunden til, at jeg er sådan lidt varsom, er, at der skal bygges politik ved siden af. Og ser man overordnet på den grønne omstilling, så er det vejen frem ude i provinsen, og det synes jeg også, at vi har gode eksempler på, siger Signe Munk.

SF foreslog selv i valgkampen en CO2-afgift allerede gældende fra 2025. Men det forslag bakker den politiske ordfører nu på.

- Det er vi villige til at diskutere. For i virkelighedens verden er det også sådan, at vi skal være sikre på, at systemerne er oppe at køre.

Er det af hensyn til systemet eller til landbruget?

- Begge dele. Vi kan ikke være bekendt at lave noget, der ikke virker ude i virkeligheden. Men det er selvfølgelig også med det perspektiv, at man ude i landbruget har tid til at omstille sig, siger hun.

Gennem årene har der været højlydte protester over, at det ofte er yderområderne, der bærer en stor del af byrden ved den grønne omstilling.

Det gælder især ved opsætning af vindmøller og solcelleparker, og tendensen ser ud til at fortsætte med den kommende CO2-afgift, som primært vil påvirke beskæftigelsen i provinsen.

Går storbyerne ikke fri for de egentlige konsekvenser af den grønne omstilling?

- Jeg synes ikke, man kan opdele det så sort-hvidt. Det at producere grøn energi skaber også arbejdspladser. Og for mange mennesker er det også forbundet med en følelse af stolthed, at man ikke kun taler om den grønne omstilling ude i landdistrikterne, men faktisk gennemfører den, siger Signe Munk.

Men vindmøllerne og solcellepakkerne bliver sat op ude på landet, og nu laver man en Co2-afgift på landbruget, som rammer særligt yderområderne. Betaler menneskerne i landdistrikterne ikke en høj pris i forhold til byerne?

- Jeg synes stadigvæk, at det bliver skåret for hårdt op, hvis det er sådan, man ser det. Jeg mener i bund og grund, at det er en kæmpe stolthed, at landdistrikterne er dem, der kan drive den grønne omstilling, siger Signe Munk og forsætter:

- Jeg synes bare ikke, det er en løsning for landdistrikterne at sige, at vi ikke skal have grønne ambitioner derude. Vi kommer ikke til at løse de klima-, miljø- og naturproblemer, vi har, hvis vi ikke beder landbruget om at tage deres del af ansvaret, lyder det.

Eksperterne vurderer, at en CO2-afgift generelt ikke vil påvirke beskæftigelsen nævneværdigt. For de personer der eventuelt måtte miste jobbet vil finde et nyt.

Anderledes ser det ud, når man kigger specifikt på landbruget. Her vil en CO2-afgift betyde mindre produktion af f.eks. oksekød og dermed færre arbejdspladser.

I et interview med TV 2 News udtalte Jais Valeur, direktør for Danish Crown, at den foreslåede afgift på 750 kroner per ton CO2 potentielt kunne føre til, at hver femte medarbejder i virksomheden ville miste sit arbejde.

Er det fair nok bare at sige til en masse landmænd, at så må I gå konkurs og finde på noget andet at lave?

- Jeg synes, det er noget af det sværeste i disse diskussioner, at der er nogle mennesker for hvem det ikke bliver en mulighed at producere på den måde. Og hvor de kommer til at se sig selv gå ud af erhvervet.

Derfor ønsker Signe Munk og SF ikke at binde sig fuldstændig til eksperternes model, som den er præsenteret.

- Jeg mener ikke, man bare kan sige, at 'jamen, i økonomernes regneark jævner det sig ud.' På den ene side har de ret, men det er stadigvæk nogle menneskers arbejde, der vil ændre sig.

Men hvis I siger, at afgiften skal være 750 kroner, så kommer der til at lukke landbrug?

- Når vi har et landbrug, der dækker 60 procent af vores areal, og vi står over for klima-, miljø- og naturproblemer, så kan man ikke komme udenom, at vi ikke løser disse problemer uden at landbruget fylder lidt mindre, siger Signe Munk og fortsætter:

- Jeg siger ikke, at nogle landbrug ikke må omdannes til noget andet. Jeg forsøger at anerkende, at det er en del af løsningen. Jeg er bare enormt optaget af at hjælpe disse mennesker på vej. Derfor synes jeg også, det er ret rimeligt, at vi fører penge tilbage til erhvervet og den grønne omstilling.

Det går for langsomt med elbilerne. Danmark er godt med, men det europæiske marked for rene elbiler er i slæbegear.

Blandt mange producenter nåede Tesla sine salgsmål for 2023 med massive rabatter, BMW har pænt gang i salget og har til gengæld ikke sat nogle håndfaste mål om antal elbiler, mens Mercedes torsdag måtte erkende, er det er nødvendigt med "et mere realistisk blik på elektromobilitet" og skrottede i samme åndedrag målet om, at hver anden nye Mercedes er eldrevet i løbet af 2025. Det mål er nu udskudt til 2030, og kun, hvis kunderne er med.

Torsdag fremlagde Mercedes regnskab, og koncernen solgte 2.044.051 biler. Heraf var 240.668 rene el-biler, men kunderne er også glade for hybrid-biler, som mange eksperter ellers kalder en overgangsteknologi, som bør droppes til fordel for ren eldrift. Inklusiv hybrid-biler solgte Mercedes lidt flere end 400.000 biler med eldrift.

Dog venter Mercedes, at batterierne bliver bedre og billigere, hvilket forhåbentlig kan lokke nye kunder til. Koncernen forventer, at det bliver 30 procent billigere at rumme en kilowattime i de nye batterier.