Kasper Roug (S) har længe haft noget på hjerte, en såkaldt sandhed om de danske kommuner.

Kommunerne beklager sig over manglende arbejdspladser, mens de statslige arbejdspladser fortsætter med at koncentrere sig i hovedstaden. Ofte får han spørgsmålet: Hvad har politikerne på Christiansborg tænkt sig at gøre ved det?

- Det er alt sammen fair kritik, lyder det fra Kasper Roug, men der følger et stort men.

For Ifølge ham har kommunerne det helt forkerte fokus.

I stedet for at tænke over, hvilke arbejdspladser man kan tiltrække til byen, bør man i langt højere grad fokusere på at tiltrække borgere, så flere folk bosætter sig og stifter familie.

For lige nu, ifølge Socialdemokratiet, er der en historisk chance for, at flere vil bosætte sig uden for de store byer.

- Det er nu, vi har en historisk mulighed for at gøre det. Hvor vi kan få flere folk til at flytte ud af de større byer, og få et land i bedre balance, siger Kasper Roug, der er landdistriktsordfører i Socialdemokratiet.

Analysen bygger på to nøgletal: Hvor villige danskerne er til at pendle, og hvor mange der for tiden flytter væk fra København.

Knap 30 procent af danskerne er villige til at pendle 45 minutter hver vej. Og for tredje år i træk flytter flere mennesker ud af København end der flytter ind.

Samtidig er antallet af pendlere steget med 21 procent, hvilket svarer til 221.000 flere danske pendlere.

For Socialdemokratiet viser disse tal, at der lige nu er en villighed til at bosætte sig uden for storbyerne. Og det kan skabe en større balance mellem land og by.

Men ifølge Kasper Roug gør kommunerne slet ikke nok for at få flere til at slå sig ned i deres byer.

- Der er jo mange mennesker, som er villige til at flytte ud af byerne, hvilket står i fuldstændig kontrast til det, vi har set i de sidste mange år, siger han.

Sammensat med den øgede mulighed for hjemmearbejde i kølvandet på corona, udgør det ingredienserne på den perfekte cocktail for livet på landet:

Villigheden til at pendle, ønsket om at bo uden for storbyerne, og den større fleksibilitet i hjemmearbejdsdage.

- Kommunerne mangler at komme ud over stepperne. Hvorfor står de ikke i kø for at fortælle, hvad de har brug for, for at kunne tiltrække flere borgere? Borgerne er kommunen, og det er nu engang ligegyldigt, om der er én arbejdsplads eller en million, lyder det fra Kasper Roug.

Ifølge Kasper Roug er der et alt for enøjet fokus i kommunerne på at tiltrække arbejdspladser. Mange kommunale medarbejdere er ansat med netop det fokus, mens der halter på andre områder.

- Mange kommuner har måske en eller to ansatte til at forsøge at tiltrække borgere eller servicere de borgere, der overvejer at flytte til kommunen. Hvorimod de har rigtig mange ansatte til at trække erhverv. Det er ligesom om det ene ben er dobbelt så langt som det andet. Og det er en ærgerlig underprioritering fra kommunernes side, specielt i yderkommunerne, siger Kasper Roug.

I øjeblikket er arbejdsløsheden historisk lav. Og den ene beskæftigelsesrekord bliver slået efter den anden.

Derfor ser Socialdemokratiet et "kæmpe potentiale" i at tiltrække flere borgere til yderkommunerne.

Men så siger du også, at danskerne skal acceptere, at jobs bliver skabet i byerne, og så må de pendle 45 minnutter til arbejdet?

- Hovedsagelig ligger en del jobs jo i de store byer, det er jo tydeligt. Og det er et vilkår, der også vil gælde fremadrettet, siger Kasper Roug.

Af den grund efterspørger han gode ideer fra kommunerne om, hvordan man kan lokke flere borgere til yderkommunerne.

Skubber du ikke ansvaret fra dig?

- Jeg tager netop ansvaret og påtager mig at ændre nogle mekanismer her på Christiansborg. Men jeg mangler et meget større engagement og fokus fra kommunernes side, så vi kan komme i gang. Fordi det er jo kommunerne, der kender sig selv og deres egen befolkning bedst, siger han.

Kasper Roug anerkender betydningen af arbejdspladser og afviser ikke, at regeringen også er villig til at overveje udflytning af statslige arbejdspladser.

For Socialdemokratiet deler bekymringen om, at der etableres langt flere statslige arbejdspladser i Aarhus og København end i resten af landet.

Fra 2015 til 2022 var der et markant politisk fokus på at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet. I løbet af den periode blev der flyttet 5.750 statslige arbejdspladser ud af hovedstaden.

Men trods denne udflytning endte København og omegn alligevel med et plus på cirka 4.200 statslige arbejdspladser.

- Men altså, skal vi være helt ærlige, så er 5.750 udflyttede arbejdspladser rigtig, rigtig godt. Men der bor over en million danskere i de 25 yderkommuner. Det er jo ikke lige det, der rykker det store. Det er kommunernes villighed, evne og interesse for at tiltrække nye borgere. Det har vi lige nu en historisk mulighed for, siger Kasper Roug.

Regeringen har sammen med resten af folkeskoleforligskredsen fremlagt en aftaletekst for fremtidens folkeskole med hele 33 punkter.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har understreget, at det hele skal føres ud i livet stille og roligt over de kommende år. Vi har allerede hørt om kortere skoledage til de mindste, juniormesterlære og færre eksamener for de store. Men hvordan forandrer den kommende lovændring egentlig folkeskolen?

Det har avisen spurgt Andreas Rasch-Christensen om. Han er forskningschef på VIA University College og har mange års erfaring med at rådgive magthaverne om skoleområdet. Da vi fanger ham på telefon, har han netop talt med journalister fra Japan og Norge, som vil høre, hvad Danmark nu vil gøre ved den folkeskole, som ude i verden har ry for at være "verdens bedste".

Det kan vi godt regne med, den stadig kan kaldes, mener Andreas Rasch-Christensen. Men det første, man skal have øje for, er, at aftalen netop er bred og vidtrækkende.

- Når der så mange forskellige initiativer, kommer de til at forløbe i forskellige tempi, og det hele bliver ikke ændret på én gang. Ligesom de midler, der faktisk er afsat, bliver strukket lidt ud, siger Andreas Rasch-Christensen.

Ida Laurberg byder indenfor i sin toværelses lejlighed på Frederiksberg og undskylder, at hendes spisebord i køkkenet er fyldt med vasketøj, som hun har brugt formiddagen på at lægge sammen.

Hun bærer det ind på sit soveværelse, mens hun konstaterer, at hun stadig er i gang med at vænne sig til alle de voksenting, der følger med, når man bor alene.

Det er fem år siden, hun flyttede fra stationsbyen Helsinge i Nordsjælland til København. Men det er først nu – efter flere år i lejlighed med en ekskæreste og et pitstop tilbage hos forældrene – at hun for alvor står på egne ben. I sin egen lejlighed. Uden nogen at stå til ansvar for ud over sig selv.

Hun er et radikalt andet sted end for bare et år siden. Dengang led hun under, at alle følelser blev sendt gennem en forstærker, så vrede blev til raseri. Dårligt humør blev til bundløs bedrøvelse. Og spirende glæde til manisk eufori.

- For et år siden fandt jeg ud af, at jeg led temmelig meget af ADHD. Jeg har kæmpet hele min opvækst, fordi jeg ikke passede ind i mine omgivelser eller i mig selv. Mine følelser var altid for store og bragte mig konstant i konflikter, uden at jeg forstod, hvorfor jeg altid gik skævt af andre, siger Ida Laurberg.

Det var en befrielse for hende at modtage diagnosen. Fordi det betød, at den kroniske skyldfølelse forsvandt. Og at hun ikke længere reagerede så fysisk, som hun har gjort, så længe hun kan huske.

- Især min vrede har været svær at tøjle. Når først den boblede i mig, skulle den lukkes ud. Jeg har både sagt og gjort nogle ting, som ikke afspejler, hvem jeg er. Jeg har virkelig gjort mange fucking dumme ting, siger Ida Laurberg og indikerer med en rysten på hovedet, at hun ikke kommer til at remse dem op.

I den modsatte ende af humørskalaen har hun været alt for omklamrende, når hun var glad.

- Så elskede jeg alle højt og delte krammere ud på tidspunkter, hvor det måske ikke passede ind. Hele tiden lidt for meget. Det var først, da jeg begyndte at få amfetamin hver morgen, at jeg kunne være i mine egne følelser og selvforståelse.

ADHD’en har ikke udelukkende været negativ. For det er på grund af den, at Ida Laurberg har rykket sig som sanger og sangskriver.

- Den har været årsagen til, at jeg har kunnet hyperfokusere og hellige mig musikken. Jeg har ofte sat mig ned for at spille på klaver og er først røget ud af boblen efter fem timer, som har føltes som fem minutter. Musikken har været min måde at trøste mig selv på og få afløb for de store følelser. Og et frikvarter fra dem, siger Ida Laurberg.

Selv om medicinen har været livsændrende, tror hun ikke, at hun nogensinde bliver helt strømlinet emotionelt.

- Jeg tror aldrig, jeg får et afbalanceret og roligt følelsesliv. Men jeg handler ikke så meget på det, som jeg har gjort indtil for et år siden. Der er kommet en smule filter på, hvilket er dejligt.

Som sangskriver nytter det ikke, hvis filteret betyder, at ingen følelser slipper igennem.

- Nogle føler, at de befinder sig i en tyk tåge, når de får medicin. Sådan har jeg det slet ikke. Det slukker bare for de mest negative tanker, siger Ida Laurberg.

Hun har selv har stor glæde af musik, hvor følelserne nærmest slår gnister. Hun nævner Nirvana, hvor forsanger Kurt Cobain skreg sin smerte ud.

- Da jeg var teenager, fandt jeg blandt andet trøst hos Nirvana. Jeg kunne spejle mig i Kurt Cobains voldsomme følelser. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg til sommer skal stå på Orange Scene, hvor Nirvana optrådte i 1992. Otte år inden jeg blev født, siger Ida Laurberg.

Tanken om at optræde på Orange Scene er svær at sætte ord på, når man selv har stået foran den mange gange.

- Det er den største og mest ikoniske scene i Danmark. Når man stiller sig op på den, skal man levere noget helt særligt. Jeg har stået på den, da jeg optrådte med Tobias Rahim sidste år.

At være den, der skal bære koncerten, er svært at fatte for hende. Hun havde forventet, at hun skulle bruge mange år på at arbejde sig hen mod den scene.

- Det er uvirkeligt, at der sker allerede. Det virker som en drøm, der ikke burde gå i opfyldelse. Det er både skræmmende og surrealistisk. Men jeg fornemmede under min sang med Tobias Rahim, at man blev fyldt med kærlighed og båret af publikum. Det er vist første gang, at nogen går direkte fra en upcoming-scene til Orange.

Ida Laurberg udsendte for et par uger siden singlen ”Mellem mor og far”. Hendes mor og far er stadig sammen. Hun fortæller det, som om, at det er usædvanligt. Hvilket hun måske har en pointe i.

- Jeg har to storebrødre, som er noget ældre end mig. Vi har samme mor, men ikke samme far. Så på den måde er jeg både en del af en skilsmissefamilie og en kernefamilie. Man kan kalde det en sammenbragt kernefamilie, siger Ida Laurberg.

Det er ikke det eneste paradoks i hendes opvækst. Hun gik på en kristen privatskole, selv om hendes familie ikke er særligt troende.

- Jeg kan sige for mit eget vedkommende, at jeg slet ikke er troende efter min tid på den skole. Jeg følte mig meget begrænset i forhold til at være mig selv. Hvilket var svært nok i forvejen.

Hun følte ikke, hun passede ind på hverken sin skole eller i Helsinge og havde længe et ønske om at komme væk. Hun gætter på, at det er derfor, at musikken kom ind i hendes liv. Samt grunden til at hun havde travlt med at komme til København.

- Jeg ville gerne væk fra alt, så jeg kunne være mig. Hvem mig er, er jeg stadig i færd med at finde ud af. Uanset hvem det er, har det seneste år bekræftet mig i, at der er plads til mig.

Ida Laurberg har boet i sin lejlighed et halvt år. En af de sidste sange på ”Bænkevarmer” er skrevet, kort tid efter hun flyttede ind. Den hedder ”Tak for det”.

- Det er første gang i mit liv, at jeg har et sted, der er helt mit eget. Ingen kan smide mig ud. Sangen er både en tak for det og for, at livet har vist mig, at jeg kan stå på egne ben. At mit liv har mening, siger Ida Laurberg.

Hun har altid været ekstremt ærlig i sine sange. Nogle vil sikkert mene, at hun balancerer på kanten, når hun fx synger, at hun håber ”at din kæreste dør”.

- ”Håber din kæreste dør” har været den sværeste sang på albummet. Fordi både teksten og produktionen har voldt problemer, siden idéen blev født på et klaver i Andreas Odbjergs sommerhus. Den er omarrangeret og skrevet om så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Den var svær at knække, men nu er den endt som det centrale nummer på albummet, siger Ida Laurberg.

Hendes ultimative mål med sine sange er at fortælle noget om sig selv, andre kan genkende.

- Præcis som jeg kunne genkende mig selv i Nirvanas sange, håber jeg, at andre kan genkende sig selv i mine. Både i de fjollede og de mere alvorlige. Jeg synes faktisk, at der er flere sange, hvor jeg virkelig graver dybt, siger Ida Laurberg.

Én af de sange, som bestemt ikke er fjollet, hedder ”Det’ bare sådan, det ser ud”. Da hun spillede en demoversion af sangen på sit pladeselskab, fik flere granvoksne mænd støv i øjnene.

- Det er den mest grænseoverskridende sang, jeg nogensinde har skrevet. Jeg havde i lang tid haft nogle noter på min mobil, som jeg havde behov for at dele i en sang. Ikke nødvendigvis fordi den skulle udgives. Men fordi nogen skulle høre den.

Sangen blev født på det tidspunkt, hun begyndte at tage medicin. På en opsparet følelse af ikke at være god nok.

- Jeg gik rundt med en kæmpeknude i maven af skam. Det eneste sted, jeg kunne putte den skam hen, var i den sang. En sang som også lærte mig at være sødere ved mig selv. At føle omsorg for mig selv.

Det er ubetinget den sang, hvor Ida Laurberg er mest selvudleverende og selvkritisk. Derfor krævede det en del at skulle sige og synge det højt.

- Nu, hvor sangen er ude, føles det befriende. Jeg siger det værste om mig selv, og så kan ingen såre mig med det. Forhåbentlig er der nogen, som tænker: ”Hun er lige så fucking stor en psykopat som mig”, siger Ida Laurberg og griner.

Man må også gerne grine, når man hører nogle af hendes sange. For humor er vigtig. Bare lyt til gennembrudssinglen ”Terrier” og duetten ”Jeg ka’ rigtig godt lide dig” med Andreas Odbjerg. Det er svært ikke at smile. Især førstnævnte har betydet mange kommentarer og beskeder.

- Jeg har fået beskeder fra mænd på to meter, som kan genkende det med at føle sig lille og utilstrækkelig. Jeg håber, at mange af mine nye sange kan skabe en lignende connection. Kommerciel succes er naturligvis vigtigt, hvis man skal leve af musikken. Men tanken om, at nogen har det på samme måde med mine sange, som jeg har haft det med Nirvanas og Demi Lovatos sange, vejer tungere, siger Ida Laurberg.

I hendes optik skal man både huske gråden og grinene, hvis man stræber efter at udgive et album, der handler om et helt menneske. ”Bænkevarmer” er netop et forsøg på at favne de første 24 år af hendes liv. Hvis hun skal fremhæve én sang, som bedst favner hele Ida, falder valget på ”Hjørnetand”.

- Den sang rummer både humoren og alvoren. Den fortæller, hvordan jeg var som barn, og hvordan det har formet mig som menneske. Den skildrer den grundlæggende skam, mange bærer rundt på. Den sang har alle dele af rejsen fra begyndelsen til det sted, jeg befinder mig i dag, siger Ida Laurberg.

Hvis man konkluderer, at den skæve hjørnetand er en metafor, er man ikke på afveje. Ida Laurberg reciterer en bid af omkvædet med et smil med helt lige tænder.

- Skæve lille hjørnetand, hvordan er du mon blevet sådan?

Det startede allerede på hendes første arbejdsdag, og det sluttede på hendes sidste.

Over en periode på knap to år, har en 30-årig kvinde som kassemedarbejder i Billigblomst nuppet 1,6 millioner kroner fra kassen. Det skal hun nu i fængsel for.

Det fremgik under grundlovsforhøret i Retten i Aarhus, at kvinden udnyttede sin stilling som kassemedarbejder til at manipulere med salgstransaktionerne. Hun havde nemlig fundet ud af, at hvis kunden betalte med kontanter, så kunne hun 'parkere' salget, og på den måde tage imod kontanterne, uden det blev registreret nogen steder.

Hun lagde rigtigt nok pengene tilbage i kassen for en stund, men holdt nøje styr på, hvor mange af dem, hun skulle have med sig fra kassen igen.

Denne snedige metode lykkedes hun med under sin ansættelse fra juli 2022 til marts i år, hvor hun blev opdaget af en kunde, der efterfølgende hev fat i hendes chef.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at hendes handling var drevet af et misbrug, som hun desperat manglede penge til at finansiere. Hun fortalte selv, at hun var bange for at søge hjælp til at komme ud af sit misbrug, fordi hun frygtede, at hendes to børn så ville blive taget fra hende.

Derfor så hun ingen anden vej, end at at fortsætte med at begå forbrydelserne, så hun havde penge til at vedligeholde misbruget.

Men det er ikke første gang, at hun har luret, hvordan hun på kriminel vis kan nuppe penge fra kassen. Hun blev nemlig under sin ansættelse i Billigblomst dømt for at have foretaget sig noget lignende tidligere i en anden virksomhed sammen med sin kæreste.

Og dette blev der også lagt vægt på, da dommen skulle gives.

Hun ender med en straf på et år og tre måneders ubetinget fængsel, og herudover skal hun tilbagebetale de 1,3 millioner, som hun skylder sin gamle arbejdsplads.

Skuespiller Mille Dinesen har i mange år klaret det hele selv.

Hun har balanceret familieliv og karriere, madpakker og optagelser stort set på egen hånd.

Hvis det handlede om hende selv eller karrieren, havde hun svært ved at række ud. Indtil det gik op for hende, at hun gjorde sig selv en bjørnetjeneste.

- Det er egentlig en svaghed ikke at kunne bede om hjælp. Ubevidst har jeg nok tænkt det mere som en styrke at være så stærk, som jeg var, og at jeg kunne fikse det hele selv, siger Mille Dinesen, der før i tiden kun formåede at bede om en hjælpende hånd, hvis det omhandlede hendes søn.

Mille Dinesen er biografaktuel i komedien "Jagtsæson 2: I medgang og modgang", hvor hun spiller karakteren Eva, der om nogen har svært ved at bede om hjælp og roder sig ud i den ene løgn efter den anden for ikke at tabe ansigt.

I efterfølgeren til publikumssuccesen "Jagtsæson" fra 2019 får seerne et gensyn med venindetrioen Eva, Marlene og Bella. De to andre roller spilles af henholdsvis Lærke Winther og Stephania Potalivo.

Eva har mistet sit job, og da veninden Bella skal giftes, øjner Eva muligheden for at kombinere polterabend med jobsøgning. Det ender selvfølgelig med misforståelser, sjov og ballade.

Omend der i filmen er skruet på knapperne, kan Mille Dinesen, der nok er bedst kendt for sin hovedrolle i tv-serien "Rita", genkende udfordringen.

- Det er jo fint at ville klare sine problemer selv, men det kan også være hårdt. Jeg har selv fået utroligt meget ud af at bede om hjælp, siger hun.

For Mille Dinesen har det tidligere handlet om ikke at se sårbar ud, og at andre ikke skal tro, at hun ikke kan klare tingene selv.

Men det er ærgerligt, synes skuespilleren, for vores relationer til andre mennesker er en stor del af at være menneske.

- Man får egentlig meget mere ud af tilværelsen, hinanden og kærligheden, hvis man åbner op og rækker ud efter en hjælpende hånd i stedet for at have en stolthed, der handler om ikke at ville knækkes eller se sårbar ud.

Skuespillerens egen stolthed stammer fra at skulle leve op til andres billeder af hende.

- Folk har tænkt, at jeg var den her stærke, sjove kvinde, der altid lige klarer det hele. Men ligesom alle andre er jeg også bare lille og sårbar, samtidig med at jeg jo er et nuanceret menneske med alle mulige forskellige sider, siger hun.

Som den 50-årige skuespiller er blevet ældre, har fået erfaring og lært sig selv bedre at kende, er det blevet nemmere for hende at sige fra og udtrykke følelser, uden at det bliver et tabu eller rammer stoltheden, fortæller hun.

- Det er måske noget, der kommer med alderen, men jeg ved i højere grad, hvem jeg er, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil, end da jeg var yngre, siger hun og tilføjer:

- Jeg føler ikke, at jeg skal behage alle mulige mennesker, hvor tidligere kunne det hænge sammen med, at jeg gerne ville indordne mig alle de sammenhænge, jeg var i.

I privaten bor Mille Dinesen alene med sønnen Eddie fra sit tidligere forhold. Forældreparret gik fra hinanden, da Eddie var ganske lille, og de har i dag en deleordning på ti dage hos mor og fire hos far.

- Da han var helt lille, var det megahårdt, og jeg bad da også om hjælp fra min familie. Men jeg kunne sagtens have gjort det meget mere, siger hun og fortsætter:

- Når jeg beder om hjælp, så oplever jeg bare, hvor pissedejligt det er for alle. Jeg bliver aflastet, folk vil vildt gerne hjælpe, og Eddie synes, det er toppen - what's not to like, siger hun.

Derfor er det godt at kunne trække på familie eller venner, mener Mille Dinesen, for hun oplever, at folk hjertens gerne giver en hånd med, hvis der er brug for det.

- Jeg tror, at man tænker, at det er en byrde, og at man ikke kan tillade sig at bede om hjælp, fordi andre har nok at se til. Men jeg oplever, at folk virkelig gerne vil hjælpe, siger hun og fortsætter:

- Jeg elsker selv at hjælpe. Hvis der er nogle, der kommer og beder om hjælp, så er der ikke det i verden, jeg ikke vil gøre, siger hun.

"Jagtsæson 2: I medgang og modgang" kan ses i biografer landet over.

Frederikshavns socialdemokratiske borgmester gennem 12 år Birgit S. Hansen annoncerede i kølvandet på Søren Papes bisættelse, at hun ikke genopstiller ved næste valg. Uagtet, at der ikke er en dokumenteret sammenhæng mellem Papes pludselige død og et stresset liv som toppolitiker, så gav dødsfaldet den nordjyske stemmesluger det sidste rygstød til beslutningen om at sige stop.

Ingen tvivl om, at hvervet som politiker er krævende, og listen af stresssygemeldte politikere de seneste år er lang: Jakob Ellemann-Jensen (V), Jacob Mark (SF) og Torsten Gejl (AL) er blot et lille udvalg på tværs af partier på Christiansborg.

Tonen særligt på sociale medier og den digitale udvikling generelt har ramt danske politikere, hvor det gør ondt. Det gælder også politikerne i kommuner og regioner. Derfor skaber det også stor forundring, når travle politikere putter flere opgaver og nye roller på deres i forvejen fyldte tallerken.

For to uger siden afslørede Lars Boje Mathiesen, at han har bygget et studie på sit kontor på Christiansborg, og han forventeligt til april vil lancere sit eget medie. Torsdag lancerede EU-politiker Anders Vistisen (DF) en ny podcastserie, mens skatteminister Jeppe Bruus fredag har lanceret sin podcast "Et glas med Bruus". Her vil han ifølge præsentationen "undersøge relevante skattepolitiske emner".

Flere åbenlyse spørgsmål banker på: Burde en skatteminister ikke bruge al sin energi på at forebygge den næste skandale i Skat? Kan der være den mindste tvivl om, at når nu skatteministeriet 13 år i træk har fået kritik af Statsrevisorerne, så er skatteministerens fornemmeste rolle ikke at udgive en podcast? Det er vel ikke et deltidsjob at være skatteminister, medlem af EU-parlamentet eller folketingsmedlem?

Ja, politik handler også om at kommunikere sine budskaber, men det handler først og fremmest om at udvikle politik, der løser problemer. Det er et skråplan, når politikere bruger deres trods alt begrænsede tid og ressourcer på at iscenesætte sig selv som en nysgerrig vært og interviewer, når man af samfundet er blevet betroet rollen som den, der skal komme med svar på spørgsmålene.