180.000 kroner.

Så meget mener Dansk Folkeparti en børnefamilie skal have i beskæftigelsesfradrag. Vel og mærke, hvis familien får et tredje barn.

Ved et fjerde barn foreslår partiet, at fradraget skal være 240.000 kroner. For et femte barn foreslås et fradrag på 300.000 kroner.

Det skyldes, at fødselsraten i Danmark er for lav. I gennemsnit føder hver kvinde i Danmark 1,5 børn. Men for at opretholde befolkningsstørrelsen på status quo kræves der et gennemsnit på 2,1 børn pr. kvinde.

- Rigtig mange børnefamilier har en presset økonomi. Derfor bør man få en klækkelig skatterabat, hvis man får tre børn eller flere, siger Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.

De op til 300.000 kroner i skatterabat skal dog ikke være en mulighed for alle. For at kvalificere sig skal man først opfylde bestemte betingelser.

Først og fremmest er det et beskæftigelsesfradrag. Det betyder, at forældrene skal være i arbejde, før de kan gøre krav på skatterabatten.

Desuden er det et krav, at man har dansk statsborgerskab.

Ifølge Dansk Folkeparti skyldes det, at det ikke er ligegyldigt, hvem der får de ekstra børn.

- Danmark er jo ikke bare en virksomhed, hvor hjulene skal løbe rundt. Hvis Danmark bliver et indvandrerland, hvor vi mangler SOSU-medarbejdere, og så tager vi nogle ind fra Filippinerne, og nu mangler vi nogle læger, og så tager vi nogle fra Indien, så er det jo ikke længere et fædreland, så er det jo en fabrik, siger Morten Messerschmidt.

Men de mennesker kan også lære det danske sprog, kultur og normer?

-Ja, men man må sige, at erfaringerne fra de seneste 40 år med at tage indvandrere ind og så tro, at de bliver danske, har været dårlige. Ikke for at sige, at der ikke er nogen, der gør det, siger Morten Messerschmidt.

Spørgsmålet er så, om det er den rigtige vej at gå at give folk en økonomisk bonus for at få flere børn.

Er det ikke bekymrende hvis folk får børn for at opnå en økonomisk bonus?

- Jamen, jeg tror egentlig mere, at det vil gå den anden vej. At man vil opleve en kulturændring, hvor man gradvist vil sige, 'Okay, nu er det i hvert fald ikke økonomien, der skal afholde os.

I er et islamkritisk parti, risikerer der ikke at komme større familier med muslimsk baggrund, som vel ikke er jeres hensigt?

- Altså, vi har meget øje for, hvordan vi kan indrette det sådan, at det netop bliver den traditionelle danske familie, som får gavn af det. Og jeg er ikke sikker på, at vi er helt i mål, men vi har valgt at ramme det ind ved at kræve statsborgerskab og kræve, at man er i arbejde. Der kommer vi i hvert fald langt, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

- Men vi kan sagtens befinde os i en situation, hvor vi bliver nødt til også at kigge på nogle andre værktøjer, fordi det er jo helt åbenlyst ikke det, der er intentionen.

Der klippes, bukkes, valses og svejses. Maskinfabrikken Thyregod Ukraine er dansk-ejet, og direktøren er Jakob Hansen fra Sønderborg. Fabrikken boede først i lejede lokaler i Lviv, en smuk storby i det  vestlige Ukraine - men nu er de flyttet til egne lokaler i den lidt grå, triste og slidte by Sambir, der er på størrelse med Sønderborg eller Svendborg. Den ligger sydvest for Lviv - tæt på grænsen til Polen.

Her i en gammel Sovjet-fabrik fra 1960'erne, der i sin tid byggede og reparerede store maskiner til vejvæsnet, bygger de landbrugsmaskiner - helt fra små håndkværne til kæmpestore gyllevogne.

Jakob Hansen er 37 år - og han har i nu fem år været i Ukraine. Han har arbejdet på landbrug i landet og taget et grundkursus på Gråsten Landbrugsskole, men er ellers uddannet HA i entreprenørskab og innovation fra Syddansk Universitet.

I begyndelsen af krigen boede Jakob Hansen på fabrikken, hvor han holdt varmen på kontoret ved at pakke sig ind i dyner. Han skulle nemlig igennem så mange vejspærringer, at det tog ham små to timer at komme på arbejde. Samtidig steg huslejen voldsomt i Lviv på grund af mange flygtninge fra den østlige del af landet.

Jakob Hansens far hedder Peter Hansen, der sammen med andre ejer fabrikken i Sambir, hvor der er 55 medarbejdere - foruden flere landbrug i Ukraine.

24. februar 2022 blev Jakob Hansen vækket af medarbejdere, der fortalte, at russerne var gået over grænsen til Ukraine. Han sendte alle medarbejdere hjem med besked om at købe rigeligt med mad og hæve penge i banken. Han tog selv ud til fabrikken for at fotografere og dokumentere alt.

- Ukraine havde ikke en chance, tænkte jeg. Der ville nok kun gå tre-fire dage, før russerne havde besat hele landet, og så var det vigtigt, at jeg havde dokumenteret vores værdier, fortalte han for et år siden til JydskeVestkysten.

Derfor satte han kursen mod den polske grænse og flygtede ud af landet. Men han vendte tilbage, for russerne løb ikke landet over ende. Flere gange har han og medarbejderne oplevet missiler slå ned tæt på fabrikken, og det var så kraftigt, at porte rystede. Der er indrettet beskyttelsesrum, men risikoen for at blive bombet, anser direktøren for minimal.

Til gengæld frygter Jakob Hansen for sine medarbejdere. At de skal blive taget af militæret til fronten - men også for virksomhedens fremtid. Uden medarbejdere ingen virksomhed.

Pludselig en dag stod militæret ved fabrikken og ville ind. De stod ved fordøren og bagdøren. Men den danske direktør nægtede dem adgang. For at blive indkaldt til fronten, skal borgerne have udleveret en indkaldelsesseddel fysisk. Mand til mand. Men militæret har ikke ret til at forcere porten til fabrikken. Så de stod udenfor. Overalt i landet er der checkpoints, der er frygtet af alle.

- Hvis vi ved, militæret er i området, så pendler folk ikke til arbejde. De bliver måske hjemme, eller også sover og bor de her på fabrikken. Vi har indrettet soverum og køkken til dem, fortæller Jakob Hansen.

- Der er medarbejdere, som gerne vil melde sig til krig. Men de fleste vil helst ikke. Men jeg kan heller ikke tåle at miste 30 medarbejdere på én gang. Reelt er det at lukke fabrikken, og det er heller ikke i Ukraines interesse. Der skal tjenes penge og betales skat til at finansiere krigen, sygehuse og udbetale pensioner. Vi lever hele tiden med en frygt for, at militæret tager vores folk. Men vi er selvfølgelig i krig, og derfor skal de bruge folk. Men de kunne måske også tage nogen af alle dem, der er flygtet fra det østlige Ukraine og sidder og drikker kaffe på caféerne inde i Lviv, siger Jakob Hansen.

- Vi vil gerne i gang med at træne kvinder op til produktionen her. For det bliver kun værre og værre. Militæret vil skulle hente flere og flere folk, siger han.

- Vi har især nogle nøglemedarbejdere, vi nødigt vil miste. Fabrikschefen er en ung og dygtig fyr, og ham har vi sat til at læse en Ph.d (en forskeruddannelse, red.). For når du tager en høj uddannelse og har en høj løn, så er du reserveret. Så bliver du ikke kaldt ind til fronten. I hver fald ikke endnu. Vi ved aldrig, hvad der kan ske i fremtiden, siger Jakob Hansen.

- Det er utrolig hårdt. På grund af krigen er det efterhånden også meget vanskeligt at skaffe nye medarbejdere. Så derfor vil vi naturligvis også gerne holde på dem, vi har.

Peter Hansen havde under et besøg her i marts et møde med en ukrainsk kollega fra Kharkiv, der ligger ude østpå. Mødet blev holdt i lobbyen på Hotel Rus i hovedstaden Kyiv.

- Hans fabrik er blevet bombet i stykker, så vi drøfter et eventuelt samarbejde. Han producerer til militæret, men jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Men det vil være noget, vi også kan producere på vores fabrik i Sambir. Vi er ikke så langt, men det kan også ende med, han lejer sig ind - delvis lejer sig ind, at vi producerer noget af det og de selv en anden del. Vi må se, fortæller Peter Hansen.

Jakob Hansen kan godt se perspektiver i et samarbejde og blive en del af militærindustrien.

- Det er klart, at så vil vores medarbejdere være bedre beskyttet i forhold til at blive kaldt til fronten, siger han.

At være direktør for en maskinfabrik i Ukraine er nærmest døgnarbejde - og man må hele tiden sno sig. Være fleksibel og opfindsom. Jakob Hansen arbejder ekstremt meget, og han kan og vil ikke blive ved med at føre det liv. Det er mindst en måned i Ukraine og en uge hjemme. Han vil gerne ind i en anden rytme, hvor han er mere hjemme i Danmark end i Ukraine.

- Jeg vil jo også gerne have et andet liv end bare arbejde. Et socialt liv. På grund af udgangsforbuddet går man heller ikke meget ud her om aftenen. Men på mange måder går livet videre, og så mærker vi ikke krigen så meget. Vi var jo også vant til corona gav os en masse udfordringer lige før krigen brød ud, siger Jakob Hansen.

Et anderledes syn fik en af avisens læsere til at undre sig, da han var på indkøb i den lokale Coop 365 i Egebjerg forleden.

Blandt pålægschokolade og jordnøddesmør var det klassiske Nutella-glas med hvidt skruelåg nemlig ingen steder at se. I stedet var det brune guld erstattet af et skilt med skriften:

"Spørg efter varen i kasse 1".

Fra nu af er det nemlig ikke længere muligt selv at hapse glasset ned i indkøbskurven. Nu skal alle henvende sig ved kasse 1 og spørge en medarbejder efter varen, hvis man vil have Nutella fra Coop 365 på brødet. Det gælder butikker i hele landet.

Det fortæller Jacob Lassen, kommunikationsrådgiver hos Coop Danmark.

Det skyldes, at kæden har oplevet et stigende antal tyverier af Nutella de seneste tre år siden inflationskrisens start, forklarer Jacob Lassen.

- Når vi oplever, at det her er en vare, som der er en del tyveri på, har man har fra kædens side informeret butikkerne om at fjerne varen fra hylden og i stedet hænge et skilt op med et billede af varen og teksten. Det er den løsning, vi tester lige nu, siger han.

Enkelte butikker i kæden har prøvet en løsning med at aflåse Nutella-glassene ind i en plexiglasboks, som man typisk gør med oksekød. Det er slut nu.

- Vores salgschef har netop talt med de pågældende butikker, og de kommer fremover til at benytte sig af løsningen med et skilt, siger Jacob Lassen.

Den populære kaffe Nescafé Gold har også været blandt de stigende tyvekoster de seneste år. Derfor er et lignende testforsøg med den frysetørrede kaffe også trådt i kraft, forklarer kommunikationsrådgiveren.

- Vi kører en test med Nescafé Gold også. Det er fuldstændig samme princip med, at vi sætter et skilt op, hvor der står, at man skal henvende sig ved kasse 1.

Indtil videre har det nye testforsøg kørt i et par uger, og det er stadig for tidligt at sige noget om effekterne, oplyser Jacob Lassen.

Faktisk har mere end 4000 danskere de seneste otte måneder allerede købt sig et fritidshus til en lavere pris end et gennemsnitligt sommerhus.

Men var du også klar over, at der kan være mange penge at spare, hvis du bytter sommerhusdrømmen ud med en fleksbolig?

En fleksbolig er en helårsbolig uden bopælspligt, hvilket betyder, at den ligesom sommerhus kan bruges som fritidsbolig.

Ifølge tal fra Boligsiden, som Berlingske har fået indsigt i, kostede en solgt fleksbolig i 2023 i gennemsnit 610.000 kroner for 75 kvadratmeter. Altså noget billigere end et sommerhus som i samme periode gennemsnitligt kostede knap halvanden million kroner.

Men hvad er forskellen på et sommerhus og en fleksbolig, tænker du formentlig?

Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, fortæller til Berlingske, at forskellen skal findes ved at kigge på boligens karakteristika.

Dette uddyber hun ved at pege på, at sommerhuse ofte ligger tæt på strand, restauranter eller by. Modsat er fleksboliger ikke opført med tanke på at tilbyde den bedste ferieoplevelse og ligger ofte placeret i landsbyer eller på landet.

De forgangne fem års tid har den tyske skuespiller Anton Rubtsov taget turen til Danmark, hvor han har fået en fremtrædende rolle i seersuccesen "Badehotellet".

Og han er naturligvis også med i finalesæsonen, som netop nu stryger over skærmen og lukker dørene på "Badehotellet" efter mere end ti år og et tilsvarende antal sæsoner.

- Jeg er så glad for at være her. Jeg nyder det virkelig, virkelig meget. Jeg er meget beæret over at være med i serien - en international serie og en historisk serie, som betyder meget for mange danskere, lyder det på engelsk fra Anton Rubtsov, der er blevet fløjet ind fra Berlin, hvor han bor, til pressemødet i Danmark forud for premieren.

- Jeg var lidt nervøs inden i dag, fordi det er mit første pressemøde i Danmark - hvor cool er det ikke? Men alle er så venlige, høflige og imødekommende, og når jeg møder åbne mennesker, bliver jeg selv åben, så nervøsiteten var væk med det samme.

Anton Rubtsov entrerede "Badehotellets" syvende sæson i 2020 i rollen som den tyske løjtnant Uwe Kiessling, der som en del af værnemagten har besat Danmark og er udstationeret i det nordjyske område, hvor seriens badehotel ligger.

- Jeg prøver stadig at gøre det bedste, jeg kan, og gøre alt for at forberede mig. Men i de første afsnit var jeg lidt nervøs for det internationale, fordi jeg ikke forstod et eneste ord, de sagde på settet. Kun når instruktøren sagde: "Action!", vidste jeg, at jeg skulle i gang. Det var mit nøgleord, fortæller Anton Rubtsov.

- Så jeg var lidt stiv i det, men det var godt i rollen. Men nu har jeg lært at være mere flydende, stille og rolig og mere afslappet, lyder det fra den 37-årige skuespiller.

Som sæsonerne har udviklet sig, har det vist sig, at Uwe Kiessling ikke sympatiserer med nazismen, men nødtvungent er blevet hvervet.

Han og hotellets bestyrerinde, Amanda - spillet af Amalie Dollerup - forelsker sig i hinanden og får kærlighedsbarnet Frida, der blev undfanget, inden krigen, som bragte dem sammen, skilte dem ad igen.

Anton Rubtsov er ikke så aktiv på de sociale medier, men han fornemmer, at mange seere virkelig hepper på Amanda og Uwe Kiessling.

- Alle på produktionen fortæller mig, at Amanda og Uwe er så skønne, og at mange danskere er forelsket i dem, siger Anton Rubtsov og smiler.

Det rører skuespilleren. Især set i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

For der er lignende skæbner i hans egen familie. Hans oldemor var en jødisk kvinde fra Ukraine. Hun flygtede til Tyskland og mødte hans oldefar. Selv er Anton Rubtsov født i Rusland af russiske forældre og opvokset der, indtil familien flyttede til Tyskland.

Om Uwe Kiessling, Amanda og lille Frida bliver genforenet, er et af finalesæsonens store spørgsmål. For nu må de mødes i smug.

Her kaster Anton Rubtsov sig ud i dansk - noget, han faktisk selv har ønsket - da han i rollen som Uwe Kiessling for første gang hilser på sin og Amandas lille datter, Frida, spillet af femårige Lara Azimi-Busekist.

- Replikkerne er meget søde, siger Anton Rubstov og gentager sin replik til lille Frida i rollen som hendes far:

- "Du er den sødeste pige, jeg nogensinde har mødt", siger Anton Rubstov på dansk.

- Jeg har øvet det meget og kan stadig huske det, fortsætter han på engelsk, inden han igen slår over i "Badehotellets" modersmål:

- Jeg snakker en lille smule dansk, siger Anton Rubtsov med et smil og vender igen tilbage på engelsk.

- En fra produktionen sendte mig nogle lydfiler, og så prøvede jeg at lære replikkerne fonetisk, for det var umuligt for mig at udtale, da jeg læste dem.

Anton Rubtsov er blevet bedre og bedre til at udtale "Badehotellet". Og han blev nødt til at udtale det, da han under coronapandemien rejste frem og tilbage.

Her undrede personalet i Københavns Lufthavn sig over, hvorfor han skulle til Danmark for at arbejde, mens det meste af verden skulle holde sig for sig selv for at isolere smitterisikoen.

Men så blev han genkendt, da han fortalte, at han skulle til Risby-studierne i Albertslund for at optage "Badehotellet":

- Du er skurken!, lød det pludseligt. Og så blev han lukket ind.

- Det sker stadig ude i lufthavnen, fortæller Anton Rubtsov og griner.

- Måske er det anderledes i Tyskland, men min oplevelse er, at danskerne er så høflige. De ville aldrig stirre eller gå hen og sige noget, siger han og fortsætter:

- Men på et julemarked for nogle år siden kom der dog nogle hen og sagde: "Tusind tak for at give os en god oplevelse". Det rører mit hjerte, for det er sådan et rart kompliment, når nogle siger: "Tak for dit arbejde" og ikke bedømmer en og siger: "Det var godt". Eller: "Det var dårligt". De var bare taknemmelige.

Selv om rollen i "Badehotellet" er Anton Rubtsovs første store internationale, er det faktisk ikke første gang, at han arbejder i Danmark. Han havde en lille rolle i kortfilmen "Halvmand" fra 2016.

Og han tager gerne turen nordpå igen.

- Jeg ville helt bestemt være klar på en anden rolle, hvis der er brug for en tysk skuespiller eller en engelsktalende tysker. Jeg ville elske det, siger Anton Rubtsov.

- Jeg nyder at arbejde i Tyskland, men det er bare endnu en oplevelse til det at arbejde i udlandet og lave internationale ting. Det er altid sjovt at rejse andre steder hen og at møde nye mennesker.

Henning Jørgensen sidder i sin stue og ser rundt.

Rundt på alt det, der for ham ikke er konkrete ting, men derimod alt sammen noget, der har slået rod i ham. Men det hele flyder sammen for ham i disse dage. Gården. Dyrene. Miljøet. Naturen. Sjælen.

Så Henning sidder i sin stue og ser rundt.

Det er blot få dage siden, han fik at vide, at familiens hjem, den over 100 år gamle slægtsgård, nu skal jævnes med jorden. Fjernes fra jordens overflade. Total-eksproprieres, som det hedder på fagsprog.

Og mens Henning ser rundt på møbler, fotografier i rammer og andet, der minder ham om et levet liv gennem generationer, overvældes han.

Af vrede. Af afmagt.

Følelser, der ellers ikke tidligere har været på spil for Henning.

- Hidtil har jeg jo mest af alt været trist og haft en knude i maven over at tænke på, hvad der kunne ske. Nu er det afløst af de andre følelser. Eller - de har i hvert fald taget over som dem, der fylder mest lige nu, siger Henning.

Årsagen er Rute 11, som en bred politisk forligskreds netop har besluttet, skal udvides til en 2+1 vej med cykelsti og en samlet pris på svimlende 511 millioner kroner.

Vejen skal gå lige igennem den gård på Lifstrup Hovedvej, som Hennings bedstefar byggede på den egn, hvor Hennings rødder går tilbage til 1650.

Projektet har været undervejs i årevis, og i Varde, hvor man har lobbyet for udvidelsen i årtier, vakte nyheden forleden jubel hos borgmester Mads Sørensen (V). I en pressemeddelelse boblede borgmesteren af begejstring og kalde udvidelsen for en "kæmpe sejr".

Dét selvom både vardensere, esbjergensere og mange andre har påpeget, at de helt essentielle trafikale udfordringer ikke bliver løst med en udvidelse Rute 11, da det derimod primært er ved omkørslerne syd og nord om Varde By, at kødannelserne opstår.

Henning Jørgensen bobler selvsagt heller ikke over af begejstring.

Sammen med 78 andre havde han indsendt et gennemarbejdet høringssvar til Vejdirektoratet, hvor man netop nu er ved at samle op på det omfattende materiale, så man kan udarbejde et såkaldt høringsnotat.

Et notat, som Henning og mange andre havde forventet, skulle danne grundlag for politikernes beslutning om, hvilket af de tre mulige udvidelsesscenarier, de ville vælge.

Det ventede forligskredsen imidlertid ikke på, og derfor var det gennem medierne, at Henning i sidste uge fik at vide, at han kommer til at forlade hus og hjem.

Som for Henning er så meget end det.

- Forestil dig at få sådan noget at vide på den måde. Jeg er i det her forløb vågnet flere gange om natten, fordi det har fyldt så meget. Jeg havde ellers lovet mig selv, at det måtte det ikke, men det kan ikke være anderledes, når noget er så betydningsfuldt for en, som det her sted er for mig. Jeg føler jo, jeg kender hver en krog, hver en sten, hver en gren. Og skal jeg have det at vide på den måde, siger Henning Jørgensen opgivende og afmægtig.

Han lægger ikke skjul på, at hans tro på det etablerede demokrati har lidt et gevaldigt knæk med processen, hvor han mener, der er udvist "en arrogance uden lige", som han siger.

- Det har jo ikke været noget som helst andet end skinproces. Når politikerne så hurtigt efter både borgermøder og høringsprocessen træffer en så afgørende beslutning, så fortæller det mig, at de er helt og aldeles ligeglade med den del. De har jo ikke engang gidet vente på vejdirektoratets arbejde med at bearbejde alt det, som vi andre har brugt tid, energi og kræfter på at skrive, siger Henning Jørgensen og tilføjer:

- Måske var de endt med at tage beslutningen alligevel. Men de kunne da i det mindste vise borgerne det hensyn at vente og få os til at tro på tro på, at de trods alt gad læse det, som vi både føler og argumenterer for. Jeg oplever i hvert fald ingen empati fra hverken transportministeren eller forligskredsen, siger Henning Jørgensen, der heller ikke er imponeret over de lokale politikere.

For selv om flere af dem er mødt frem til borgermøderne, har de, ifølge Henning, hele vejen igennem forholdt sig passive og uden lyst til at indgå i nogen form for dialog.

- Ingen lokalpolitikere, hverken fra Varde eller Esbjerg, har turdet møde os til en debat. Det er, som om de bare ikke ville have nogen offentlig diskussion om det her. De ville bare have fat i de statspenge, der nu var i udsigt, og det får mig helt grundlæggende til at tvivle på demokratiet. Det har simpelthen været en helt grotesk proces.

Henning Jørgensen påpeger, at Vejdirektoratet selv skriver, at det ikke samfundsmæssigt er rentabelt at udbygge Rute 11 til en 2+1 vej, hvorfor han mener, at situationen efterhånden har taget en barnagtig karakter.

- Det minder mig om børn i børnehaven, som bare bliver ved med at råbe og hyle. Til sidst gider de voksne, i det her tilfælde folketingspolitikerne, ikke længere høre på dem, og så ender de med at få deres vilje. Men det løser jo sjældent problemet.

Henning Jørgensen tager luft ind.

Han kan godt selv høre, at frustrationerne har fået overtaget. Han mener hvert et ord, men han kan godt høre det. Men som han siger:

- Jeg har så stærke bånd til det her sted og område, at jeg har vanskeligt ved at forstå, at det er virkelighed. Min søster og niece bor også lige her i nærheden, og de sad og græd hele eftermiddagen, hvor vi fik beskeden. Min kone og mine børn er selvfølgelig også meget berørte, siger Henning.

I familien har de endnu ikke snakket om, hvad der nu skal ske.

Det kan Henning slet ikke overskue, selv om han godt ved, at de er nødt til det en dag. Før bulldozerne kommer.

- Vi bliver i området. Så meget ved jeg. Mine rødder er for dybe til andet. Men om det bliver her i sognet eller et andet sted, det ved jeg ikke. Men jeg får svært ved at benytte Rute 11 i fremtiden. Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan få mig selv til at køre hen over mit eget hjem, siger Henning, inden han må trække luft ind igen og holde en pause.

Han er frustreret. Vred. Afmægtig. Trist. Ked af det. Han er helt igennem ked af det.

- Men altså livet og hverdagen skal jo gå videre. Så jeg fortsætter med at kalke mine mure, selv om jeg nu ved, at min gård skal jævnes med jorden, siger Henning og ser igen ud af vinduet mod de åbne vidder.

- Tagrenseren ringede i dag og spurgte, om jeg skulle have renset mit tag. Jeg forklarede ham situationen, og så var der stille mellem os. Så sagde jeg; "kom du bare". Jeg vil ikke se på, at min gård forfalder, indtil vi skal herfra. Den skal dø, men den skal dø med værdighed. Og jeg vil gå herfra med værdighed. Den skal de ikke også få lov at tage fra mig.