Der hænger skydeskiver på flere træer, og der ligger stumper fra granater på jorden fra de seneste træninger i en park i den ukrainske hovedstad Kyiv. En gruppe kvinder, der er ivrige efter at lære at forsvare byen, skal trænes i brugen af skydevåben og førstehjælp.

Hver eneste uge tilbyder organisationen Ukrainian Valkiriya kvinder mulighed for at lære at forsvare sig selv. Uden for en nedlagt bygning står fire soldater klar i deres uniformer og deler kvinderne op i to grupper. De får udleveret camouflageveste, som skal uden på de store vinterjakker.

Alderen svinger fra lige over 18 år og op til 44-årige Ekaterina, der har ladt sin 15-årige søn være alene hjemme. Situationen ved fronten bliver mere og mere kritisk, og hun vil ikke blive taget på sengen, hvis russerne vil forsøge at tage Kyiv.

Hun står med et stålsat blik, da hun får udleveret et automatvåben af en soldat.

- Ingen ved, hvad der vil ske. Ingen ved, hvad det næste bliver. Jeg har været i Kyiv fra begyndelsen, og hvis russerne kommer tilbage her, skal jeg være i stand til at forsvare min familie. Hvis ikke mig, hvem vil så forsvare dem, siger Ekaterina, der ikke vil oplyse sit efternavn af sikkerhedshensyn, da hendes mand er i hæren.

Manden meldte sig frivilligt, da invasionen begyndte, og derigennem får Ekaterina løbende beskrivelser om rædslerne ved fronten.

- Der kan ikke være noget kompromis med Rusland. Nej, det kan der bare ikke. Vi kan ikke give dem vores land, og jeg er slet ikke sikker på, at det vil være nok for Putin. Derfor må vi forsvare os. Vi har ikke noget andet valg, siger Ekaterina, der arbejder i en neglesalon.

I øjeblikket er det kun mænd mellem 18 og 60 år, der skal stå til rådighed for hæren. Kvinder, der har en speciel uddannelse, såsom læger eller sygeplejersker, kan også blive indkaldt, men ellers kan kvinder kun melde sig frivilligt. Det er der tusindvis, der har gjort siden den russiske invasion, og Ukrainian Valkiriya hjælper med at gøre dem klar.

Organisationen har haft mere end 5000 kvinder gennem træningsforløbet siden invasionens begyndelse, og 400 har sidenhen meldt sig til hæren. Andre er blevet del af et netværk, som kan aktiveres som et civilforsvar i Kyiv, hvis russerne kommer igen.

Før den russiske invasion var der ifølge det ukrainske forsvarsministerium omkring 29.000 kvinder i militæret. I januar 2024 var antallet 45.587. Mange af dem har traditionelt været i støtteroller for de mandlige soldater, f.eks. med administrative opgaver.

Siden invasionen er flere kvinder dog kommet i kamp, da der er hårdt brug for flere soldater. Ifølge militæret er 13.487 kvinder i forskellige kamproller ved fronten.

Selv om kvinder endnu er fritaget fra mobilisering, kan det ændre sig i fremtiden. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har meldt ud, at det kan blive nødvendigt at mobilisere yderligere 500.000 soldater på grund af tabene ved fronten og udbygge hærens størrelse. Det er endnu ikke planen, at kvinder skal mobiliseres på lige fod med mænd.

- Kvinderne kommer her for at være klar, hvis der sker noget. Mange har familiemedlemmer i hæren, og de vil være klar, så de ikke som sidste gang, Kyiv blev angrebet, ikke anede, hvad de skulle gøre, siger lederen af Ukrainian Valkiriya, Daria Trebukh, til Avisen Danmark.

Der kommer en broget flok til træningerne, forklarer Daria Trebukh. Det er alt fra kvinder, der arbejder som frisører og lærere, til sygeplejersker og læger.

- Vi giver dem den helt basale træning, så kan de senere lære noget mere dybdegående, hvis de kommer igen, eller hvis de tager i hæren. De lærer, hvordan de kan forsvare sig selv i nærkontakt med fjenden. Skyde mellem huse og så videre, siger Daria Trebukh.

- Mange kommer her bekymrede, men alle ved, hvorfor de er her. De kommer herfra med nogle blå mærker og nogle flækkede negle, men de er klar, siger hun.

I første led af træningen lærer Ekaterina at holde og derefter lade et automatvåben. Ved næste station viser en soldat med to ukrainske flag og et dødningehoved på fragmentationsvesten hende, hvordan hun skiller våbnet ad.

Nogle har prøvet at samle et våben før, og andre er helt grønne. Soldaten tager sin tid og påpeger, at det kan virke svært, men at det hele handler om gentagelser.

Ekaterina er en af dem, der hurtigt får styr på det. Hendes fingre med de polerede negle og vielsesringen holder et fast tag om automatvåbnet og skiller det ad i et snuptag.

Ved siden af hende står 26-årige Anna Goncharenko, der er til sin anden træning. Hun har taget militærfarvede bukser og jakke på, da hun vil være godt forberedt. Hendes far er i hæren, og mange af hendes venner er også trukket i militæruniformen.

- Jeg vil bare være klar som de andre, der er her. Jeg vil være selvsikker, hvis der sker noget igen her i byen, for jeg mener grundlæggende, at alle kvinder skal være i stand til at beskytte sig selv. For soldaterne ved fronten har brug for hjælp her i baglandet, siger Anna.

- Da den fulde invasion begyndte i 2022, havde jeg det skidt med bare at sidde hjemme. Det gjorde intet godt. Det skal ikke ske igen, slår Anna fast.

Daria Trebukh forklarer, at der er begyndt at komme flere kvinder til træningerne, da situationen ved fronten er forværret. Den ustabile situation hænger sammen med, at Vestens våbenleverancer er faldet i takt med, at de vestlige våbenlagre er blevet udtømt.

Dertil har den amerikanske præsident Joe Biden vanskeligheder ved at få en ny militær hjælpepakke igennem. Den bliver blokeret af republikanerne i den amerikanske kongres.

I Ukraine har politikerne kaldt situationen for kritisk, og det har fået optimismen i det ukrainske samfund til at kollapse. Den er i stedet erstattet af frygt for et russisk gennembrud.

Det er også den primære grund til, at Ekaterina står i det kolde forårsvejr med de andre kvinder. Hun lærer også at kaste dummy-granater og søge skjul. De eksploderer som rigtige granater, men er ufarlige. Flere af kvinderne kaster ikke granaterne langt nok væk og smider sig for sent i dække nede på jorden. Soldaterne påpeger med et grin, at de ville være døde.

- Jeg er generelt taknemmelig for Vestens hjælp, men det virker, som om at de europæiske lande er begyndt at blive trætte af at høre om krigen. Måske er de bange for at spilde penge på et land, som de tror ingen fremtid har, siger Ekaterina.

- Derfor må vi vise mere for at fastholde Vestens støtte, men lige nu er situationen sådan, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, siger hun.

Nær hende forsøger 21-årige Angelina også at kaste en granat. Hun smider sig på jorden og et højt knald suser gennem parken. En røgsky svæver med vinden omkring træerne.

- Da den fulde invasion begyndte, overvejede jeg at melde mig til hæren, men jeg følte ikke, at jeg var klar. Jeg havde min tvivl, og jeg troede måske også, at det ville slutte hurtigt. Så måske havde de ikke brug for mig, siger Angelina, der har mange venner i hæren.

Historierne om de hårde kampe ved fronten og manglen på soldater har dog fået Angelina på andre tanker. Hun har været til flere træninger for at gøre sig klar til at melde sig til hæren. Nogle af hendes venner i hæren er feltlæger og andre normale soldater.

- Mine veninder siger, at det er svært at være kvinde i hæren. At der er nogle udfordringer, som man skal være mentalt forberedt på i den verden. Jeg gør mig derfor klar til at kunne stå ved mig selv, siger Angelina, der ikke har fortalt sin familie om tankerne.

Hun vil derfor heller ikke have sit efternavn i avisen. Angelina siger, at hun er klar til at ofre sit liv for et frit Ukraine, da hun ikke vil leve noget andet sted.

- Jeg ved, at jeg kan miste mit liv, miste mit gode helbred og have en masse helbredsmæssige problemer, hvis jeg bliver såret. Men hvis det er det, som det kræver for vores sejr, så må det være sådan, siger Angelina.

Der er stor forskel på, hvor stor en formue den enkelte dansker har. Det viser sig tydeligt, når man ser på danskernes gæld og aktiver som bolig, bil, aktier og pensionsopsparinger.

Eksempelvis har de mindst velstillede danskere i aldersgruppen 21-42 år så stor en gæld, at de ikke ville kunne betale den af, selv hvis de solgte rub og stub.

Men jo ældre du bliver, jo bedre bliver det typisk. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Avisen Danmark giver dig her et dybere indblik i, hvordan formuerne fordeler sig blandt danskerne, og hvor du selv står i forhold til resten af befolkningen i din aldersgruppe.

Og drømmer du at blive blandt Danmarks top 1 rigeste, så kræver det en formue på 16,5 millioner kroner.

Uh, har du haft fødselsdag. Ja, nu må man jo ikke spørge om en kvindes alder ...

- Jo. Det må du godt. Jeg blev 60!

- Jamen, det er jo ingenting. Der er mange gode år i dig endnu.

- Det ved du da ikke. Hvis jeg ligner min fars familie, dratter jeg snart og pludseligt om. Hvis jeg ligner min mors, hænger verden på mig 40 år mere.

- Man kan ikke se på dig, at du er blevet 60. Du er jo frisk.

- Pænt tak. Og jo. Når morgenens stivhed er ude af kroppen, går det fint indtil ud på aftenen, hvor jeg kryber sammen i sofaen som en rynket appelsin i frugtskålen. Og der ligger jeg så og udtænker spændende - og viser det sig typisk - urealistiske projekter, jeg skal nå at udføre næste dag.

Og nu plejer den så at komme:

- Men hvad er alternativet? 

- Jeg er skam meget taknemmelig for at være i live. DET ER JO NETOP DERFOR, AT DET ER SÅ ALARMERENDE AT FYLDE 60!

Fra nu af er tilværelsen for alvor som et spil høvdingebold - fortidens svar på lasertag.

Det suser med onde bolde, der de kommende år vil blive bedre og bedre til at ramme mig og mine jævnaldrende med kræft, hjerte-kar-sygdomme, grøn stær, parkinsons, demens, sklerose, diskusprolapser, gigt og alt, hvad den væmmelige død ellers har opfundet af våben.

Vi har ikke andre muligheder end at forsøge at dukke os og skyde igen - med sund levevis, masser af motion og lang nattesøvn.

Men hvem er det dog, der har fundet på de frygteligt anstrengende og kedsommelige spilleregler?

Vi vil meget hellere grine, elske, drikke vin og løbe for sjov. Leve livet som en selvfølgelighed, for så er livet bedst.

Vi har overlevet den usikre barndom og ungdom. Og det anstrengende midterliv med at bygge rede, karriere og børn. Derfor er det nu, vi skal nyde - i stedet for at knokle med vægtstang, pasternak og andre ulyksaligheder.

- Du må få det bedste ud af det.

- Selvfølgelig.

Hvad skal jeg ellers svare.

Der er heldigvis meget af "det bedste", som kommer af sig selv. Som umærkeligt flytter ind i ens liv med modenheden. Og som jeg som ung ville have forsvoret nogensinde kunne vække min interesse.

Jeg kan nævne en forholdsvis ny og overstadig glæde ved småfugle, som naturligvis skal fodres og have en halv snes huse at vælge i mellem i sommerhushaven. "Kom og se", kvidrer jeg til manden, når blåmejserne flytter ind.

Hvorefter jeg skriver fuglekugler på indkøbssedlen.

Pludselig har jeg fået lyst til at strikke. Efter over 40 års pause (må lige indskyde, at det er en meget moderne trang, der også hærger ungdommen).

Og lige så pludseligt er Norge blevet til et drømmerejsemål, jeg ikke kan gå i graven uden at have udforsket på andre steder end skipisterne.

Hvad bliver det næste: Banko om onsdagen? Søndagsgåture med min mand i hånden? (Så skal vi snart i gang, for han er fem år ældre end mig...)

Vi forandrer os mentalt gennem årene. Af lyst og læring, men også af nød.

Ronja Røverdatter siger noget i retning af, at det bedste ved at gå i seng om aftenen er, at hun kan stå op igen næste morgen.

Livet er en gave, og jo ældre, man bliver, jo mere påskønner man den og forstår, at den har en betinget holdbarhed.

Men netop som overgivelsen til realiteterne nærmer sig, er der sket noget fantastisk.

60'erne er blevet udråbt til at være de nye 40'ere.

Så skal vi bare have arbejdspladserne, alderschikanisterne og den ungdomsfikserede skønhedsindustri til at acceptere det. Og hvis nogen i samme anledning vil tage en samtale med mit højre og gigtplagede knæ, siger jeg pænt tak. De må også meget gerne sende en mail til døden: "Vi ved, du lurer på os. Men nu kan du godt skrubbe af. Du er mindst 20 år for tidligt på den."

"Det døde hav."

I årevis har fritidsfisker Benny Villadsen kaldt Vejle Fjord for netop det. For havbunden er dækket af et tykt lag slam. Bunden er iltfattig. Og fiskene er stort set væk.

- Det er en kæmpe frustration, at det står så skidt til med fjorden, og ingen tør gøre noget ved det altoverskyggende problem - nemlig de alt for store mængder kvælstof-udledninger fra landbruget, siger Benny Villadsen, som er en del af Vejle Amatørfiskerforening.

Lørdag tog fritidsfiskeren fra Vejle officielt afsked med livet i fjorden. Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund havde nemlig arrangeret en symbolsk begravelse af Vejle Fjord for at sætte fokus på, hvordan Vejle Fjord og andre indre danske farvande lider under for meget kvælstof. Arrangørerne retter en kritik af landbruget, der står for omkring 70 procent af kvælstofudledningerne fra land til havmiljøet. De opfordrer til at udtage 600.000 hektar landbrugsjord frem mod 2027.

Begravelsen var et stort tilløbsstykke, da omkring tusind mennesker deltog i ceremonien i Skyttehushaven ud til Vejle Fjord. På dagen blev der holdt flere taler blandt andet af formand for De Radikale, Martin Lidegaard.

- Det er både et politisk ansvar og politisk svigt, at vi står her i dag, sagde Martin Lidegaard, og idet han nævnte"politisk svigt", begyndte folk at klappe.

Martin Lidegaard (RV) holdt derudover en flaske med vand fra Vejle Fjord frem under sin tale. Og han bebudede, at det fjordvand vil følge ham i politiske forhandlinger om natur og klima på Christiansborg.

Da det sidste mindeord var sagt om fjorden, trådte fritidsfisker Benny Villadsen op på scenen til den åbne glaskiste, der symboliserede den døde fjord.

I stedet for tre håndfulde jord kastede han og to andre "pårørende" til fjorden tre gange vand i kisten. Benny Villadsen tømte det sidste glas vand ned i kisten. Vandet skulle symbolisere håbet.

- Af fjord er du kommet, til fjord skal du blive, og som fjord skal du igen opstå, lød det fra scenen.

Derefter dækkede frivillige kisten til med et mørkt klæde til melodien af Jakob Knudsens salme "Se, nu stiger solen af havets skød".

Præst Sarah Dedieu holdt til sidst en håbets tale for fjordens genopstandelse.

Fritidsfisker Benny Villadsen håber allermest på politisk handling.

- Det er det eneste, som kan redde fjorden, siger han.

I årevis har han og andre fritidsfiskere råbt op om det kollapsede økosystem i Vejle Fjord, og økosystemet er stadig ude af balance. Med projektet "Sund Vejle Fjord" forsøger Vejle Kommune og Syddansk Universitet at give fjorden kunstigt åndedræt ved at udlægge stenrev, opdrætte muslinger og udplante ålegræs, men de tiltag er forgæves, hvis ikke politikerne begrænser kvælstofudledningerne fra landbruget, mener Benny Villadsen.

- Det er en en alt for stor omkostning, at ingen af vores børn kan tage ud med en fiskestang og fange fisk i vores indre danske farvande. Fjorden skal have mindre kvælstof, ellers er den og forbliver død, siger Benny Villadsen.

Horsens-stenhuggeren Filip Møller havde doneret en gravsten med ordlyden: "Her hviler Vejle Fjord. Må du genopstå". Kystdirektoratet har afslået Greenpeaces første anmodning om at sænke gravstenen på havets bund. Det er endnu uvist, hvor gravstenen skal stå, oplyser Greenpeace, der arbejder på at finde en placering i Vejle.

Ude på marker og inde i stalde står køer på daglig basis og gumler og fiser og bøvser i en strøm så lind, at grønlandske isbjerge smelter, antarktiske pingviner får armsved, og palmer overvejer at skyde op på Svalbard.

Alverdens kloge hoveder går i panik over al disse CO2-udslipskonsekvenser og vil indføre afgifter for fisens og bøvsets egentlige ejermænd, bønderne.

Vel vil vi ikke nikke nej ha' sådan én, siger de, og det synes Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er vældig gevaldig.

For det er "tudehamrende tosset," at dem "inde i København, på de fine saloner," finder på den slags, for det har ikke andet resultat, end at dansk landbrug bliver afskaffet, og så skal vi købe det hele i Polen eller et andet land, hvor CO2-udslippet er meget større. Det er sådan noget "djøf'er, der ikke ka' li' bøffer" finder på.

Jamen, det er er sandt, for Inger Støjberg og hendes partikæmper sagde det selv, da de lørdag benyttede CO2-debatten til at indføre noget helt nyt i  dansk politik: et rally, i dette tilfælde et CO2-rally.

Det har ikke noget med motorløb at gøre, men er en politisk mødeform, eller showform, kendt fra USA, der ikke rigtig ligner klassiske politiske debatter mellem modstandere og eventuelle spørgsmål fra tilhørere.

Det er mere fest, stemning, klappen på skuldre, grin, underholdning og high-fives. Og nogle politiske udsagn, der ikke er sovset ind i al for megen søvndyssende dybsindighed.

Rallyet fandt sted på en gammel slægtsgård i landsbyen Fløjstrup lidt sydøst for Randers.

Uha, de gav den godt nok gas med en motoriseret rodeotyr af plastik, gratis grillpølser og bajere og hoppeborg. Og en musikstrøm, der masede sig ud over de op mod 1500 fremmødte. Den ville have gjort Johnny Madsens onkel misundelig. Han har altid kun brudt sig om to musikformer, har Madsen selv engang fortalt: Country. Og western. Det var der masser af.

- Det er sådan lidt amerikaniseret, men en god måde at få fat i folk på. Det er for at prøve noget nyt. Det er noget, Inger har talt meget om, at hun gerne ville prøve, forklarede Steen Thomsen, der er Danmarksdemokraternes partisekretær.

Jaså. Men hvorfor var hun der så ikke de første tre kvarter monstro?

- Vi har gemt hende væk. For at få wauw-effekten, når hun så kommer.

Der var også noget andet, fortalte han, de syntes var smart: Opvarmere.

Altså nogle, der kom og talte kortvarigt, inden Rodeo-Inger selv steg op på podiet. Det var partiets ungdomsformand, deres EU-spidskandidat og deres politiske ordfører i  Folketinget.

- Sådan har man også opvarmere ved de rigtige amerikanske rallies, forklarede Steen Thomsen.

Opvarmerne sagde alle noget godt om landbruget og livet på landet. Det kunne da også lige passe andet, eftersom en kvægbonde, Torben Jensen og familie, havde lagt gård og gårdsplads til foretagendet. Og noget grimt om salonerne i København, men allermest sagde de noget om, hvor glade de er for Inger, og hvor stolte de er over, at hun er deres formand.

Og så kom hun, Inger Støjberg. Yippie Ya Yeah. Ledsaget af publikums brøl og en fanfare, der vrængede i højttalerne. Men ellers sådan på klassisk afslappet Støjberg-facon, som var det den lokale saloon på Bredgade i en jysk småby, hun rutinemæssigt vadede ind i til den daglige dosis grin og godt humør og en kold fra kassen.

Yippie Ya Yeah. Så røg der en hel masse blå skilte i vejret blandt publikum. Det er også sådan noget, man udstyrer publikum med ved amerikanske rallys, forklarede Steen Thomsen.

Budskaberne var let forståelige:

"Bevar dansk landbrug."

"Nej tak til CO2-afgift."

"Som vi er flest."

Det sidste var måske mere filosofisk end forståeligt. Umiddelbart. Men ikke rigtig her. De, der var mødt op, var som de fleste andre, der var mødt op, det vil sige hidsige på alle tanker om en CO2-afgift til landbruget. Og medlemmer af partiet, ikke alle, men temmelig mange, fremgik det ret tydeligt.

1500, som ikke overværede eller deltog i nogen debat, men klappede, hujede og hævede de blå skilte, når Støjberg gav sin mening til kende, råt for usødet: Hurra for landbruget, ned med CO2-afgiften.

Hmmm. Hvad kan sådan et diskussionsløst politisk møde - undskyld, rally - egentlig bedst sammenlignes med? Striptease i mørke? Eller et ekkokammer? Overhovedet ikke, mente Støjberg selv.

- Vi holder også mere traditionelle politiske møder, men det er jo ikke sådan, her i dag, at alle ikke kan være med. Det kan alle. Og alle kan også stille spørgsmål. Jeg er her jo, og jeg går jo rundt på gårdspladsen og taler med folk, og der er plads til alle synspunkter, sagde hun.

Det gjorde hun faktisk. Efter hun havde været gemt væk, havde talt i sine fem minutter fra scenen og var blevet interviewet af pressekødranden bagefter, gik hun om på gårdspladsen og mødte folket, sine vælgere.

Yippie Ya Yeah. De gav hende ikke megen plads og rum til de helt vilde uddybende kommentarer. Men hun mærkede deres nærhed, når de omringede hende og trængte hende op mod scenekanten for at få selfies med hende.

En af dem, der fulgte med i det to timer lange rally, var Johnny Christensen, 58 år og entreprenør fra Nibe.

Han er medlem af Danmarksdemokraterne og kunne godt lide, hvad han så og hørte, og savnede ikke den velkendt debatform på politiske møder.

- Det er den måde, man får folk op på i dag. Det er det, folk gerne vil have. Her oplever man nærkontakt, sagde han.

Stig Christensen driver en gård lige i nærheden og mødte op, når nu det var nabogården, og fordi han har en ret klar holdning til dagens modstandsemne.

- Jeg er bondemand, så selvfølgelig er jeg imod en CO2 afgift. Det er jo det, det hele handler om her. Jeg er ikke medlem af Danmarksdemokraterne, men jeg stemmer på dem. Jeg har altid stemt på dem, der laver ravage, Glistrup og Jacob Haugaard i sin tid. Det er nok fordi, jeg altid er blevet holdt nede af min far og min storebror. De er socialdemokrater, sagde han, efter han havde lyttet til Støjberg, da hun greb øjeblikket og forsamlingen oppe fra scenen.

- Vi kæmper til den bitre ende.

- Jeg er arg modstander af en CO2 afgift.

- Det er tudetosset, at Danmark som det eneste land i verden vil indføre en CO2-afgift

Sagde hun. I forskellige variationer. Og noget om, at hvis en CO2 afgift ville gøre klimaet en tjeneste, ville andre lande nok også have fundet på det.

Ellers sagde hun ikke så voldsomt meget om klimaet, som ellers er det store omdrejningspunkt i tidens snak. Men tilhørerne holdt af det, hun sagde, klappede og hev de blå skilte op og ned.

Yippie Ya Yeah. I morgen tager hun en ny omgang i Svinninge ved Holbæk.

Kirkegård hedder slægtsgården ved Randers, hvor Rodeo-Inger holdt lørdagens rally med gratis pølser, bajere og sodavand og Shania Twain-musik og airfryer-gevinst som del af underholdningen.

Normalt er det noget, man kalder det sted, hvor man ender, når man har lukket sine øjne for sidste gang. Altså kirkegård med lille k. Gad egentlig vide, hvem der ender der først – klimaet eller Danmarksdemokraterne? Eller ingen af dem?

Det må siges at have været en ekstraordinær hæsblæsende uge for forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der står midt i at håndtere endnu en skandalesag i Forsvaret.

Det er en sag, som kommer aldeles ubelejligt, kort efter at regeringen har besluttet at tilføre Forsvaret mere end 200 milliarder kroner.

Udover rod og slagsmål i Forsvaret er forhandlingerne om en reform af ældreområdet blevet genoptaget efter påskepausen.

Og selvom regeringen havde håbet på, at aftalen allerede var lukket, er der ikke noget, som tyder på, at Folketingets ældreordførere har tænkt sig at gøre det let for ældreminister Mette Kierkgaard (M). Særligt ikke efter at regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal.

Her er Avisen Danmarks overblik over ugens mest opsigtsvækkende politiske historier.