Det var forbudt at flyve på ferie, og forsamlingsforbud gjorde det tvært at være i byerne. Tiden med corona-nedlukninger i 2020 og 2021 rejste nye spørgsmål, og for tusindvis af danskere var svaret - at købe et sommerhus.

Alene i andet kvartal 2020, hvor store dele af landet var hjemsendt på grund af corona-pandemien, blev der solgt 5.814 sommerhuse, mod 3.066 i samme kvartal året før. Det var et rekordhøjt niveau. Efter halvandet år havde hele 25.000 sommerhuse skiftet ejer.

Men hvordan var sommerhuslivet så for de nye ejere? Trivedes de med at male træværk, støvsuge strandsand væk fra trægulvene og kløve trækævler til brændeovnen?

Nogle gjorde ikke. Helt nye tal for Boligsiden viser, at 7,8 procent af dem, der købte sommerhus under coronaårene, har sat fritidsboligen til salg igen.

Det betyder, at der er 2.017 corona-sommerhuse, som blevet sat til salg inden for fire år efter, at de blev købt.

Men tallene er langt fra alarmerende. Hvis man ser på dem, der købte sommerhus før corona - fra marts 2018 til september 2019 - så har 8,9 procent sat sommerhuset til salg inden for de første fire års ejerskab.

Coronasommerhusene fylder bare mere på salgslisterne, fordi der er rigtigt mange af dem. Ved indgangen til april var der 5.921 sommerhuse at vælge mellem i hele landet. Det var 20 procent flere end måneden før, og antallet af sommerhuse til salg er nu på det højeste niveau siden oktober 2020.

- Overordnet set kan vi jo se, at langt de fleste sommerhusejere beholder sommerhuset i mere end fire år, hvilket vidner om, at de synes tilfredse med det sommerhuskøb, de i sin tid gjorde sig, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Danskernes hektiske opkøb af sommerhuse under corona kom i den grad bag på økonomerne.

- Det er det komplet omvendte billede af, hvad vi normalt ser i en periode med samfundsøkonomisk tilbagegang og stor usikkerhed om ikke bare dansk økonomi, men verdensøkonomien, skrev Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit, i en klumme i Avisen Danmark i august 2020.

Hun pegede på, at et sommerhus normalt betragtes som et luksusgode. Der er for de fleste tale om en bolig nummer to, og dermed et ”nice to” og ikke ”need to” gode.

- Det er den type forbrugsgode, der normalt skæres ud af budgettet, når krisen begynder at kradse, tilføjede hun.

Helt uden at gøre indtryk på danskerne, der ufortrødent - og iklædt mundbind - stormede ud for at underskrive købsaftaler.

Værnepligt: Stephanie Lose har i påsken været på tur til Washington med sine døtre. Her stødte hun på et monument for Anden Verdenskrig, hvor der stod:

Women who stepped up were measured as citizens of the nation, not as women. This was a people’s war, and everyone was in it.

For Stephanie Lose indkapsler det citat essensen af debatten om kvindelig værnepligt.

- Det her handler ikke om sønner eller døtre eller mænd eller kvinder. Det handler om danskere, der er med til at kæmpe for Danmarks frihed, siger Stephanie Lose.

Venstres næstformand og økonomiminister, Stephanie Lose, melder sig dermed ind i debatten om kvindelig værnepligt.

Hun mener, at det er helt naturligt, at kvinder skal tage en større del i forsvaret af landet, især når regeringen kræver flere værnepligtige.

Desuden retter hun skarp kritik mod de seneste udtalelser om kvinder fra politikere i Liberal Alliance. Heriblandt formand Alex Vanopslagh.

- Det er et kvindesyn, der hverken passer til den indstilling, jeg selv har som person, eller det kvindesyn, som jeg gerne vil have, at mine døtre vokser op med, siger hun.

Regeringen har foreslået at indføre værnepligt for kvinder, som skal træde i kraft i 2026.

Planen er at forlænge værnepligten fra de nuværende fire måneder til 11 måneder.

Sidste år aftjente omkring 4700 danskere værnepligt. Ifølge regeringens forslag skal det samlede antal af værnepligtige være 5000 hvert år.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Københavns Universitet, vurderede dog sidste år, at der sandsynligvis ikke ville opstå rekrutteringsproblemer, selv med en udvidet værnepligt.

- Forsvaret kan allerede nu rekruttere kvinder og har ikke problemer med at rekruttere mænd. Der er mandskab nok. Det er også min vurdering, at selv hvis man ønsker dramatisk at udvide størrelsen af forsvaret, så vil man kunne rekruttere inden for det nuværende, og man vil kunne rekruttere kvinder med samme procentdel – eller måske højere, sagde han til Folketingets Ligestillingsudvalg sidste år.

Er der overhovedet behov for at indføre kvindelig værnepligt?

- Det kan kun tiden vise. Vi vil aldrig tvinge nogen ind, hvis vi kan rekruttere via frivillighed, og det gælder både mænd og kvinder. Men det ændrer ikke ved, at udgangspunktet er, at værnepligten er en væsentlig del af det samlede forsvar. Derfor giver det også god mening, når vi ændrer det, at ændringen gælder både mænd og kvinder, siger Stephanie Lose

Men er der overhovedet behov for kvindelig værnepligt, når frivilligheden er så stor, og potentialet formentligt ikke er udtømt?

- Vi vil gerne rekruttere så mange frivillige som overhovedet muligt, både mænd og kvinder. Men selvom vi rekrutterer via frivillighed, så er der jo stadig en værnepligt. Og jeg mener, at i et moderne samfund som det danske, og med den styrke kvinder har, så er det naturligt, at værnepligten gælder både mænd og kvinder, siger hun.

Lørdag fik Jyllands-Posten fingrene i en lækket analyse fra Forsvaret, der vakte stor opsigt.

Analysen viser, at Forsvaret internt har anbefalet en udvidelse af værnepligten på præcis den måde, som regeringen senere har foreslået.

Samtidig har Forsvaret beskrevet fire muligheder for "øget ligestilling". Men her har Forsvaret ikke givet nogen specifik anbefaling.

Dermed har Forsvaret leveret en klar anbefaling til en udvidelse af værnepligten, men har ikke givet nogen anbefaling vedrørende kvindelig værnepligt.

Hvorfor indføre kvindelig værnepligt, hvis Forsvaret ikke anbefaler det?

- Det er en politisk beslutning, hvad det er for en værnepligt, man ønsker i Danmark. Det er heller ikke sådan, at de fraråder det. Forsvaret har så beskrevet forskellige muligheder, og så peger regeringen på én mulighed, at det er et helt naturligt, at værnepligt gælder både for mænd og kvinder i det danske forsvar, siger Stephanie Lose.

Det er korrekt, at Forsvaret ikke har frarådet at gøre det, men de har ikke anbefalet det, ligesom de anbefalede at udvide værnepligten. Hvorfor indføre det, hvis Forsvaret ikke anbefaler det?

- Som sagt, så er det heller ikke sådan, at de anbefaler ikke at gøre det. De er kommet med forskellige muligheder, og så peger regeringen på, at det er helt naturligt, at man udvider værnepligten – også for kvinder. Det har man også gjort i Sverige og Norge.

Men handler det her mere om værdier og ligestilling, end et egentlig behov for kvindelig værnepligt?

- Det her handler blandt andet om, at erfaringer fra både Norge og Sverige viser, at det giver et styrket rekrutteringsgrundlag til at få de bedste, mest egnende og motiverede soldater. Det handler om rekrutteringskraft og at styrke Forsvaret. Og så mener vi, at det er en helt naturlig udvikling i et moderne samfund, lyder det fra Stephanie Lose.

I samme omgang retter Stephanie Lose skarp kritik mod Liberal Alliance, der er imod alle former for værnepligt.

Formanden for partiet, Alex Vanopslagh, har blandt andet skrevet på det sociale medie X, at der aldrig vil være reel, fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, når det gælder forsvaret af Danmark i krig.

- Forestil dig, at fjendens tropper stod ved den danske grænse nu - og vi skulle mobilisere massevis af borgere (nogle imod deres vilje) til at gå i krig, kæmpe og dø for fædrelandet. Vil du helst sende dine døtre eller dine sønner? Hvem ville vi tvinge i krig som samfund - mændene eller kvinderne? skrev Alex Vanopslagh på X.

Her besvarede formanden sit eget spørgsmål med, at man "selvfølgelig ville sende mændene, fordi det er mest civiliseret at gøre som samfund.”

På det samme sociale medie, blev han bakket op af Ole Birk Olesen (LA), der fortalte, at hans søn frivilligt har meldt sig til Livgarden og han er en høj veltrænet fodboldspiller på 86 kg.

- Jeg har ingen krav om, hvilket køn hans delingsfæller skal have, men jeg forventer af dem, at de kan bære min søn væk fra slagmarken, hvis han såres, ligesom han kan bære dem væk, skrev Ole Birk Olesen.

De eksempler mener Stephanie Lose er fuldstændig ude af trit med den tid, som vi befinder os i.

- Jeg synes det er helt utroligt generaliserende. Og så må vi i hvert fald konstatere, at han også må være imod værneret, hvis han ikke vil risikere, at der kan være en kvinde på slagmarken. Det virker helt ærligt til ikke at være andet end polemik, siger Stephanie Lose.

Hvis fjendens tropper stod ved den danske grænse, ville du så helst sende dine døtre eller sønner?

- Vi opruster ikke for at gå i krig, men for at sikre, at vi fortsat kan leve i fred og frihed. Men jeg er helt tryg ved, at både danske mænd og kvinder bidrager til det, og der er allerede i dag mange kvinder i det danske forsvar, som har deltaget i skarpe missioner i f.eks. Afghanistan siger Stephanie Lose og forsætter:

- Jeg synes, det er besynderlige argumenter. At det ikke er civiliseret, at vi skal passe på fødselsraten, eller at kvinder ikke kan bære mændene væk fra slagmarken. Hvis det er argumenterne, så burde man sige, at man slet ikke vil have kvinder i Forsvaret.

Men der er fysiske forskelle på mænd og kvinder, kan du forstå bekymringen om, hvorvidt man hellere vil have mænd end kvinder til at forsvare landet?

- Nej, jeg synes simpelthen, at det er en tankegang om krig, mænd og kvinder, som er helt ude af trit med virkeligheden. Både mænd og kvinder bidrager ved frontlinjen i Ukraine. Og et moderne forsvar består jo derudover ikke kun af kamptropperne i forreste række. Det omfatter også folk, der sidder i operationsrum, styrer droner, piloter og mange andre funktioner.

- Jeg synes, at det er et meget ensidigt og karikeret billede, der skal tjene til et billede, at man ikke kan bruge kvinder i Forsvaret.

Hos Liberal Alliance anerkender man kritikken.

- Det er måske et lidt overraskende svar jeg kommer med. Men jeg kan sagtens følge hendes pointe, siger partiformand Alex Vanopslagh.

Han fortæller, at han fortryder partiets retoriske linje. At partiet har fokuseret alt for meget på de fysiske forskelle mellem kønnene, selvom det ifølge hans optik slet ikke er særligt relevant.

- Det er endt med at forplumre debatten. For selvom forskellene ganske rigtigt er der, så kan både mænd og kvinder stadig indgå i et moderne forsvar. Så jeg har selv været ærgerlig over, at der er blevet lagt så meget vægt på det kønsmæssige aspekt fra vores side, siger Alex Vanopslagh.

Fortryder du, at I har fokuseret så meget på de fysiske forskelle i den her debat?

- Ja, det gør jeg. Det er ikke så relevant, at der er de her forskelle. For vi mener selvfølgelig at alle kvinder, der har lyst til frivilligt at aftjene værnepligt i Forsvaret, skal have plads, og vi skal arbejde for en kultur i Forsvaret, der er bedre til at fastholde kvinde, siger han.

Fra alle sider er indførelsen af plejehjemslæger blevet hyldet.

Nu foreslår regionerne at udvide tiltaget, så det også kommer andre sårbare patienter til gavn.

Nemlig de danskere, som bor på botilbud.

Det kan være mennesker med fysiske handicaps eller psykisk sygdom.

De skal - hvis det står til regionerne - også skal nyde godt af hyppige besøg af en "botilbudslæge". Forslaget er en del af Danske Regioners kommende nærhedsudspil.

- Det er jo sårbare borgere, som bor på vores botilbud, og mange af dem har jo ikke nødvendigvis forudsætningerne for selv at agere på sygdom eller sygdomssymptomer, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland samt formand for Danske Regioners Løn og Praksis-udvalg.

- Her vender vi det om, så lægen kommer til borgeren og ikke omvendt. Det er der nogle grupper, der har lidt mere behov for.

Heino Knudsen peger på, at "nogle gange skal man behandle folk forskelligt for at behandle dem lige".

- Det handler for mig rigtig meget om at skabe lighed i vores sundhed. Også fordi vi har så gode erfaringer med plejehjemslæge-ordningen, siger Heino Knudsen.

Avisen Danmark har tidligere beskrevet, hvordan indførelsen af plejehjemslæger har været en bragende succes. 

Det er frivilligt for lægerne at træde ind i ordningen. Allerede efter to år viser regionernes seneste opgørelse, at ni ud af ti plejehjem har en fast plejehjemslæge.

Det overgår dermed målsætningen om en tilslutning på 80 procent i 2024.

Ordningen går ud på, at en fast praktiserende læge kommer på besøg ugentligt eller flere gange om måneden for at se til de ældre. De ansatte har også en tættere kontakt med lægen.

Det kan eksempelvis forebygge, at almindelige sygdomme såsom blærebetændelse udvikler sig til alvorlige og livstruende tilstande, hvor der skal ringes 112.

Og det har en effekt. Plejehjemslæger forebygger op imod en tredjedel af de akutte indlæggelser blandt ældre på plejehjem, viser en evaluering lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE.

Desuden betyder det færre genindlæggelser, færre kontakter til lægevagten, reduktion i beboernes receptpligtige medicin, et bedre samarbejde mellem plejepersonalet og lægerne - samt mere tilfredse pårørende.

Heino Knudsen mener, at forklaringen på ordningens succes er, at "det giver mening".

- Det giver mening for borgeren. Det giver mening for personalet derude, som jo får endnu mere tryghed og kompetence i forskellige situationer. Og så giver det mening for lægen, fordi der er en kontinuitet. Og det skulle gerne alt sammen gøre, at vi opdager sygdomme tidligere, siger han.

I 2022 boede omkring 5.600 danskere på et botilbud i et såkaldt "længerevarende ophold". Det kan være borgere med for eksempel erhvervet hjerneskade eller psykisk sygdom. Botilbud kan også have mere midlertidig karakter.

Typisk bor beboerne i hver deres bolig og har adgang til fællesarealer, hvor de for eksempel spiser sammen. Samtidig er der ansatte, som hjælper beboerne med personlig pleje, praktiske gøremål og sociale aktiviteter.

Hos Praktiserende Lægers Organisation, PLO, hilser man forslaget om "botilbudslæger" velkommen.

Faktisk har lægerne selv foreslået noget lignende i august i en artikel i Altinget, oplyser formand Jørgen Skadborg i et skriftligt svar til avisen.

- En fast læge på bosteder kan i høj grad være med til at sikre beboernes tryghed og sundhed og dermed styrke det nære sundhedsvæsen. Og vi samarbejder derfor gerne med regionerne om at finde en fælles løsning på området, skriver Jørgen Skadborg til avisen.

Men har lægerne tid?

De fleste har nok prøvet, at det på grund af travlhed kan være svært at komme igennem til egen læge og booke tid.

Og Avisen Danmark har i januar beskrevet, at over otte ud af ti patienter i Region Sjælland oplever problemer med at få fat i deres praktiserende læge efter kl. 12. Herunder 68-årige Thorvald Niels Bjørn Thorvaldsen, der er kronisk syg og ofte bliver bange for at dø.

Hos regionerne er der dog tiltro til, at det er givet godt ud, hvis praktiserende læger bruger tid på at besøge beboere på botilbuddene.

Kommer ordningen ikke til at stjæle tid fra de praktiserende læger, som jo har rigtig mange andre opgaver i forvejen?

- Jeg tænker faktisk, at det er det modsatte, siger Heino Knudsen.

- Vi ved alle sammen, at jo tidligere vi opdager sygdom, jo mindre kræver det af behandling og pleje. Derfor skulle det her jo gerne betyde, at vi er mere proaktive og kan gøre tingene nemmere for alle parter - og ikke mindst bedre for de borgere, der bor på botilbud, siger han.

Hvis man forebygger indlæggelser, er det jo sygehusene, der mærker det. De praktiserende læger får vel ikke færre opgaver af det?

- Jo, hvis man går for længe, inden man kommer til den praktiserende læge, så kan det kræve både behandling på sygehuset og flere besøg af den praktiserende læge. Så jeg tror på, at det er endnu bedre brug af ressourcerne, siger Heino Knudsen.

Fire stadionlamper kæmper for at lyse den lille fodboldbane op, da mørket allerede har kastet sig over Kyiv. Otte veteraner står klar med deres krykker på kulstofbanen i centrum af den ukrainske hovedstad denne eftermiddag. Holdets målmand har mistet en arm, mens de andre mangler det ene ben. De er alle blevet såret i kampen mod Rusland.

De tager plads på mållinjen og gør klar til opvarmning. Soldaten Sergei Ostrinskiy, der har mistet sit højre ben i 2022, da han ramte en mine ved fronten, har fået lov til at beholde benprotesen på, da han har svært ved at holde balancen. De andre har taget dem af.

- Og så løber I ned omkring keglerne, siger træneren Dmytro Rzondkovsky.

39-årige Sergei og soldaterne tager hårdt fat om krykkerne og løber fremad, mens de kun støtter på det gode ben. Kort efter begynder de at løbe med bolde. De soldater, der har været med flere gange, får det til at se helt naturligt ud og kan endda drible.

Andre såsom Sergei kæmper mere med bolden. Det er en tilvænningssag ikke at tage krykkerne til hjælp. En ny spiller kommer til at bruge krykken til at stoppe bolden, og Dmytro Rzondkovsky trækker på smilebåndet sammen med de andre.

- Min balance er ikke så udviklet endnu, så det er svært for mig. Mit ene ben er heller ikke helet helt endnu. Det handler virkelig om at have stærke arme, siger Sergei, der spillede fodbold før den russiske invasion og bruger sport som en vigtig del af genoptræningen.

Det ukrainske fodboldforbund står bag fodboldholdet. Der er også et hold i den vestukrainske storby Lviv, og fodboldklubben Shakhtar Donetsk har også dannet et hold. Der er muligvis flere på vej i Ukraine, hvor der er tanker om at starte en turnering.

Det anslås, at over 20.000 ukrainere har fået foretaget amputeringer siden den russiske invasion begyndte i 2022. De fleste er soldater, men der er også civile. Dertil kommer dem, der har mistet arme og ben siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen og krigen brød ud i Østukraine i Donbass-regionen. Før den fulde invasion begyndte i 2022.

- Vi har otte spillere lige nu, men jeg håber, at der kommer flere. Vil må hjælpe de her soldater nu, selvom krigen stadig hærger i vores land, siger træneren Dmytro Rzondkovsky, der tilføjer, at det er en stor ære for ham at være med til at støtte soldaterne.

Han slår fast, at det handler om at opbygge et sammenhold mellem soldaterne, så de kan støtte hinanden i deres genoptræning. Fodbolden er for sin vis underordnet. Sporten er blot en måde at få kroppen i gang og bygge et hold, der hjælper hinanden.

Der er flere gange, hvor soldaterne sætter krykken forkert og mister balancen. På et tidspunkt må holdets målmand gribe en af spillerne, der er ved at falde. Nogle får heller ikke tæmmet bolden rigtigt, men det er en proces, siger Dmytro Rzondkovsky. Når spillerne skal skyde, så svinger de det gode ben, mens kun krykkerne rører jorden.

- Som du kan se, så træner vi som et normalt fodboldhold. Der er faktisk ikke rigtig nogen forskel. Vi dribler, løber om kegler og skyder til måls. Men det er klart, at der kræves noget andet af kroppen, siger Dmytro Rzondkovsky, der har en professionel trænerlicens.

Det er Sergeis tur til at drible forbi tre kegler og skyde mod målmanden 32-årige Roman Lindov. Han står med kun en målmandshandske på højre hånd. Den venstre hånd mangler. Sergeis skud bliver taget, og han skynder sig hen for at få bolden under kontrol.

- Du ved. Det var meget svært i starten efter skaden. Der var meget genoptræning, men nu kan jeg også køre bil, og jeg kan spille fodbold. Livet er ved at vende tilbage til en form for normal, siger Sergei, der arbejder hos det ukrainske fodboldforbund.

- Det her presser mig til at gøre endnu mere for at blive bedre. Gøre endnu mere ved min genoptræning, siger Sergei, der har en tiårig søn derhjemme, som har været en stor motivering for at tage genoptræningen seriøst i en ellers dyster tid.

Han slår fast, at han også er her for sparring med de andre. De snakker sjældent om krigen, men i stedet om, hvordan proteserne virker og så giver det høje humør et positivt aftryk. Det er som om, at det trækker ham væk fra hverdagen og tankerne i et stykke tid.

- Jeg kan altid regne med støtte fra alle her. Det er enormt vigtigt. Der er ingen barriere mellem dem, der har været her længe, og dem, der er nye. Du kommer bare lige ind. Vi kender alle til folks problemer, så vi støtter hinanden, siger Sergei.

Målmanden Roman blev såret tilbage i 2014, da han stod på Maidan-pladsen i centrum af Kyiv under de store demonstrationer mod præsidenten til Viktor Janukovitj. Præsidenten havde afvist en aftale med EU for i stedet at vende sig mod Rusland. Det fik store demonstrationer til at bryde ud i flere dele af Ukraine, og Roman tog på gaden.

Det ukrainske politi forsøgte voldeligt at fjerne demonstranterne, og en granat eksploderede nær Roman. Kort efter kom der flere skud, og Roman blev ramt i venstre hånd. Pludselig skulle han forsøge at finde en måde at leve kun med den ene hånd. Dengang var der ikke mange tilbud til de sårede i Ukraine, forklarer Roman.

Nu er det anderledes. Veteraner får gratis proteser på de mange klinikker i Ukraine, og der er dukket flere andre tilbud op, såsom muligheden for at spille fodbold. Vesten hjælper også med genoptræning såsom i Danmark, hvor veteraner også får hjælp.

Der er stadig mangler i det ukrainske samfund, som det ukrainske medie Kyiv Independent har berettet om, men generelt er det en verden til forskel på dengang og nu.

- Det er som et lille samfund her. Som en ny familie for os alle sammen. Du finder ud af, at du stadig har et liv. Det er en god mulighed, siger Roman, der i dag arbejder som vagt.

For ham handler det om at se fremad. Krigen kan han gøre meget lidt ved.

- Jeg har stadig en optimisme og tro på, at alting nok skal blive godt igen. Hvis Vesten vil fortsætte med at støtte os, så skal vi nok klare det, siger han.

På holdet er også 31-årige Olga Benda, der blev såret i 2016 ved fronten, da hendes enhed kom under angreb, mens de lå og sov i en udgravning. Hun har en trøje på, hvor der står Ukraine på ryggen, og hun snyder holdets målmand flere gange. Til sidst spiller de kamp på to små mål lavet af kegler. Olga bryder fri flere gange og sender bolden forbi keeperen.

Hun ser frem til at skulle spille mod andre hold i Ukraine. Træningen er god, men det giver det sidste, hvis de kan komme til at spille rigtige kampe rundt i Ukraine.

- Det skal jo være som et normalt hold. Så vi skal spille imod andre. Det vil være godt, og vi vil kunne lære af hinanden, siger Olga, der har to sønner på tre og ti, som hun også slår fast har været en stor motivation for hende i genoptræningen. Soldater uden børn har de sværere, da de har mindre at stå op til og lettere ved at gemme sig derhjemme.

- Kampe vil give os det sidste, for det her er så vigtigt for os alle sammen. Her er du aldrig bange for at lave en upassende joke, og alle forstår dig med det samme. Det er som en moralsk genoptræning for os at være her, siger Olga.

Hun påpeger, at det er afgørende, at der kommer flere tilbud rundt omkring i Ukraine for de sårede veteraner. Ikke alle er lige motiverede til at fortsætte livet uden et ben eller en arm, og det er lettere at give op, hvis der ikke er støtte at hente rundt i nærområdet.

- For nogen er det svært at acceptere, at de er blevet skadet i krigen. For det handler om at acceptere dig selv. Hvem du er nu og hvad du kan gøre nu, og så glemme, hvad du ikke længere kan.

Hendes fingre har modelleret figurer. En brumbasse, en frø, en orm i et æble.

Sofie Linde satte sig for at skabe alle mulige slags dyr for at finde det helt rigtige. Æblet kunne noget. Og i den endelige version er det en larve, der kravler op ad siden på det. Det er lige til at have liggende i hånden, stående i vindueskarmen - eller som låg på keramikvasen fra Kähler.

Sammen har ægteparret Sofie Linde og Joakim Ingversen under kunstnernavnet Kimpop skabt en hel lille keramikserie i samarbejde med Kähler. Den består af vaser, kopper og æble-figuren i pastelfarvet glasur og emmer af humor, poppede farver og keramikhistorie.

- Det er en drøm for os begge to, der er blevet til virkelighed, siger Sofie Linde.

Men egentlig handlede drømmen om noget helt andet: om at få mere tid til hinanden.

- Som så mange andre har vi virkelig kæmpet med lavpraktikken og med at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Så vi lavede et nytårsforsæt om at prioritere hinanden og gå til noget sammen. Noget, der bare var vores. Som ikke var, hvor vi var mor og far eller derhjemme, hvor man altid har en lille smule dårlig samvittighed over should have, would have, could have. Og fordi Joakim er irriterende god til alt sport, og jeg er en relativt dårlig taber, vidste vi, at det skulle være noget kreativt, siger hun.

Han sidder ved siden af og nikker med ondt i tanden.

- Så jeg aflaster hans kæbebevægelser i dag, griner hun, inden hun fortsætter:

- Vi har altid syntes, at det var spændende at indrette os, og vi har altid elsket at se på keramik. Også lidt ud fra en ”det kan vi da selv lave”-agtigt mentalitet. Så vi tænkte, at nu starter vi til keramik og laver bare alt det, vi gerne vil indrette os med selv. Og så fandt vi jo ud af, at det bare er en megavidenskab. Og lang historie kort: Vi startede på et kursus og mødte nogle damer der, som vi begyndte at holde uendelig meget af, og det blev bare sådan hurtigt et frirum, som viste sig at fylde mere og være vigtigere for os, end vi sådan lige havde forudset.

Det begyndte med et mandagskursus, blev til et værksted med ovn derhjemme. Og så gik der ikke lang tid, før de fandt på kunstnernavnet Kimpop, der er en blanding af navnet på deres hund, Kim, og den popkultur, de begge er rundet af. Og pludselig var keramik en uventet stor del af deres hverdag, og der hvor de to tv-værter kunne koble helt af.

- Hvordan gik keramik fra at være en hobby og et frirum til så at blive en keramikserie for Kähler?

- Nu har vi lavet keramik et par år. Og vi lever meget efter, ”hvo intet vover, intet vinder”. Så vi sagde, vi skriver sgu da til Kähler. Lad os da lige banke på døren og starte en samtale. Det gjorde vi. Og så blev døren ikke smækket i med det samme, siger Sofie Linde.

- Altså, det er klart, når du finder en hobby, som bliver dit frirum, bliver drømmen lynhurtig at kunne hellige sig mere tid til det. Det fungerer ligesom bedst, hvis der er et økonomisk hjul i det. Og når vi kommer hjem til nogle venner, som har noget keramik, vi har lavet, og bruger det, bliver jeg helt høj af det. Det er så fedt. Det var derfor vi bankede på hos Kähler, fordi det er en drøm. Hvorfor ikke prøve at opsøge den drøm? Nu er det blevet en realitet. Og det er vi bare megastolte af, siger hun.

- Hvad er det, ler kan, som gør, at det blev et frirum for jer?

- Det er jo en kreativ proces, når du sidder og modellerer eller drejer ting. Ler er et naturprodukt, og det gør, at du kan genbruge det, genbruge det og genbruge det, til du er helt tilfreds. Man kan forme noget. Så brænder man det, giver det glasur, og så er det færdigt. For os begge to er det vigtigt, at der er et færdigt resultat i enden, siger Joakim Ingversen.

Og Sofie Linde tilføjer:

- Meget af det vi arbejder med, består af mange indledende opstartsmøder, indtil det bliver eksekveret og så er det selvfølgelig sendt, men det er også forsvundet igen. Ler er noget helt andet. Du kan få en fed idé, og så kan du bare lave den. Lige med det samme. Og det kan alle gøre. Altså børn kan lave en fed lysestage. Så alle kan gå i gang med det, men man kan også udvikle sig helt vildt meget inden for det, og hele tiden blive bedre.

- Vi havde en forestilling om, da vi startede, at det var meganemt, man vi fandt ud af, at det er det vitterligt ikke. Men så øver man sig og øver sig, og så bliver man lige så stille bedre. Og så er der hele det der med at fokusere på sig selv. Man skal alligevel bruge hovedet i en tilpas nok grad til, at du er nødt til ikke at tænke på: Hvornår har vi sidst vasket gulvet? Hvad fanden er det, der lugter surt ude i gangen? Så du bruger dit hoved, men du kobler også fra. Og det var et større behov, end vi havde forudset, siger hun.

- Så pludselig kom det til at handle om andet end at lave fede ting til huset?

- Der var mange forfærdelige ting ved corona, men vi lærte også noget af at få trukket stikket på den måde. Man mærkede sine egne behov, særligt da verden gik i gang igen. Så vi stillede os selv spørgsmålene: Hvordan er det egentlig, jeg vil leve mit liv? Hvor vigtige var de pauser for os? De seneste par år har det handlet rigtig meget om at skabe en hverdag, hvor der er mere plads til os selv. Og os som familie. Det er den kode, vi hele tiden forsøger at knække. Det handler meget om prioriteringer, måske kan hjemmet godt få lov til at ligne lort i mange uger, men til gengæld har vi været rigtig meget i værkstedet og lavet noget, som gør os glade. Det smitter af på hele familiehjulet, for hvis vi er glade. Og hvis vi har overskud, har vi også glade unger. Så det er nogle store spørgsmål, det handler om. Hvad er det gode liv? Og det prøver vi stadigvæk at afprøve, undersøge og finde ud af. I den sammenhæng har keramik betydet rigtig meget, siger Sofie Linde.

- Når I har været vant til at lave keramik i jeres eget værksted, hvordan var det så at indgå i et samarbejde med Kähler, hvor tingene jo plejer at tage noget længere tid? Passede det til jeres temperament?

- Det har taget meget, meget lang tid, siger Joakim Ingversen.

- Vores værste scenarie var, hvis der var et færdigt produkt, som vi bare skulle vies med, og som vi ligesom blev købt kommercielt til at elske. Det var vi ikke interesseret i. Men det har været det fede ved Kähler, fordi det er sådan en traditionsbundet virksomhed, så det har slet ikke været en mulighed. Altså, det er ikke sådan, de arbejder. Og vi ønskede ikke bare at komme ind og lave vores ting, for det laver vi jo i forvejen i værkstedet. Men vi ville gerne have lov til at sætte vores aftryk på noget, der også er Kähler, siger Sofie Linde.

- Så det er ikke keramik, vi normalt producerer selv. Det er jo sådan med keramik, at det afhænger af øjet, der ser. Vi kan godt lide, når man kan se, der har været nogle hænder, der har været med til at forme det, og det må godt se lidt råt ud, have tekstur og sådan. Det er der ikke så meget af i Kähler. Det var heller ikke det, vi ville lave, fordi forhåbningen er, at rigtig mange har lyst til at lade det bo i deres hjem, og vi ved godt, at vores æstetik er meget ”nichet”, griner hun.

De dykkede ned i det store Kähler-arkiv, hvor de kiggede på en del af det mere klassiske og historiske Kähler-formsprog. De traditionelle produkter var ofte dekorerede med hanke, reliefmønstre og andre dekorationselementer, for eksempel dyr. Det arbejdede de videre med og fortolkede til deres egen 2024-version med lige dele Kähler- og Kimpop-dna. Deres keramikserie er på den måde inspireret af arkivet og de klassiske Kähler-former og glasurteknikker. Det er i de nye design blevet til pastelfarvede reaktive glasurer og et æble med en larve, der er deres bud på Kählers figurative arv.

Undervejs var de med i Portugal for at besøge den leverandør, som Kähler og Kimpop i fællesskab havde valgt ud fra et ønske om at finde det helt rigtige værksted til at skabe glasuren, og se, hvordan Kählers håndmalede keramik bliver til.

- Det var jo ægte spændende. Det er det, når du er hobbykeramiker og lige pludselig står med storebror. Det var at lære fra de allerbedste og fået lov til at dykke ned i det og nørde. Men det er altid godt, når man gør noget kreativt, at stille sig selv spørgsmål. Hvad er min æstetik? Hvad er det, jeg gerne vil lave? Hvorfor er det produkt relevant? Hvem vil have det her stående? Hvad gør man med vasen, når man ikke har nogen blomster? Hvor vil man stille den? Er der plads til det i en vindueskarm? For når vi har produceret noget, er det nogle unika-ting, og så skal det bare fungere en gang. Men når der skal produceres mange genstande, skal du lave noget, der altid fungerer. Det skal være kvalitet, og processerne tager bare lang tid, siger hun, og Joakim Ingversen nikker genkendende.

- Hvordan var det at stå med det færdige produkt i hånden og se jeres drøm bliver til virkelighed?

- Det var fuldstændig fantastisk. Det er ikke ret lang tid siden, at vi så det i emballagen og alt sådan noget. Det er en vild oplevelse, siger han.

- Det er en skrøbelig proces at sige: ”Sådan. Vi har lavet noget, det er vi megastolte af. Vi håber, I har lyst til at have det stående i jeres hjem.” Fordi ligesom med alt andet, man besmykker sig med, afhænger det af øjet, der ser. Det er klart, at der er nogle, der vil synes, det er vildt grimt, det, vi har lavet. De vil måske hellere have noget helt andet. Men heldigvis er der rimelig meget keramik på markedet, så der ender altid med at være noget for alle. Men det er jo bare en sårbar proces. For selvfølgelig bliver vi kede af det, hvis alle går ud og siger: ”Kæft, hvor er det bare grimt.” Og det kun er vores mor og far, som køber vasen, siger hun og bliver afbrudt af et umiddelbart grin fra sin mand.

- Vi er heldigvis i vores arbejde relativt vant til at få kritik for det, vi laver. Derfor er vi hardcore på at holde snuden i sporet og fokusere på, at: ”Hey, vi er megastolte af det her. Vi synes, det her er megafedt.” Vi ville selv købe de vaser. Vi ville selv sætte dem i vores hjem. Vi kommer til at sætte dem i vores hjem. Og tænk sig, hvor heldige vi er, at vi har fået den her mulighed. Nu skal den fandeme bare nydes med arme og ben. For hvem ved, hvornår det slutter. For det gør det jo for os alle sammen på et eller andet tidspunkt i alle mulige henseender. Så vi vil bare have det maksimale ud af det - og ikke gå og være bange og kede af det på forhånd, siger hun.

- Da I og Kähler fortalte om samarbejdet, kom der straks en masse negative kommentarer på sociale medier a la ”man kan tjene penge på alting, når man er kendt”. Mange misforstod også, hvad det var, Kähler og I havde lavet sammen. Blandt andet i Politiken, hvor stilen satirisk blev kaldt ”jeg kom til at tabe det på gulvet«”. Hvordan er det at opleve det uden at kunne forklare sig, når produktet var hemmeligt indtil i dag? Hvordan håndterer I sådan en situation?

- Vores styrke er, at vi i en eller andet virkelig syret grad er vant til det. Man kan kalde det jantelov, man kan kalde det alt muligt andet. Men helt grundlæggende tror jeg på ytringsfriheden, og at alle har lov til at sige sin mening. Måden man gør det på, det er jo så ikke altid, jeg er enig i den. Og når en journalist ikke har gjort sig umage for at læse de 16 linjer, man har forfattet på Instagram, siger det grundlæggende mere noget om deres arbejdsproces og arbejdsmoral, end det gør om os. Det er bare dårligt håndværk. På den måde taler det for sig selv. Det er jo totalt fair at sige, at det ikke er min kop te, og det bryder jeg mig ikke om. Men man kan altså minimum sørge for fair play i den forstand, at man har brugt tid på at læse det færdigt, som vi melder ud, siger Sofie Linde.

- Vi har begge to ret tidligt lært, at vi ikke kan indrette vores liv efter, hvad andre synes. Man skal ikke pakke sig selv ind. Man må godt gå efter det, man drømmer om. For skulle vi så lade være med at lave det? Fordi det skulle ikke hedde sig. Og fordi nogen måske ville synes, at det, vi lavede, var grimt. Skulle vi så ikke gå efter vores største drømme?

- Men man kan ikke vinde alle. Man kan heller ikke bruge sin energi på at sidde her og kæmpe for retfærdigheden i det. Så bliver den her fede proces for os tabt på gulvet. Så var der ingen, der endte med at vinde. Det er desværre et grundvilkår, når man er det, vi betegner som offentlig kendt. Og vi har accepteret, at sådan er det. Tænker du ikke det? siger hun.

Og får et anerkendende ”jo” fra Joakim Ingversen, inden hun tilføjer:

- Men vi er valgt til af Kähler. Det er klart, at vi er nogle personligheder, som de synes kunne være sjove at have med. Men man kommer ikke til at samarbejde med Kähler, hvis ikke man kan sit håndværk. Det havde vi simpelthen heller ikke kunnet, hvis ikke vi havde styr på det, vi lavede. Så det er hele tiden noget med at holde fast i en eller anden form for selvtillid. Og det er vores vigtigste aktie i alt, hvad vi gør. Altid. For vi vil bare som udgangspunkt møde nogen, der ikke kan lide os. Desværre er det tit dem, der får mest taletid. Eller i hvert fald larmer mest. Vi er alle sammen bare mennesker, og nogle gange gør det ondt. Så kan man have sådan en dårlig selvværdsdag. Og så svier det lidt, at nogen synes, man er åndssvag, grim og tyk og latterlig. Og hvorfor man får så meget taletid? Og hvorfor får man alle de her oplevelser? Men det kan jo ikke nytte noget, at jeg så er bange for, at nogen er vrede på mig, at jeg pakker mig selv ind og går på kompromis med, hvad jeg drømmer om. Og lader vedkommende ødelægge det her øjeblik, som i den grad er en drøm for os begge to.

- Hjælper det et være sammen om det, når man møder den slags kritik?

- Ja, det synes jeg bestemt, siger Joakim Ingversen.

- Det synes jeg også. Der er altid plads til at sige, hvordan man har det. Nogle gange slår det hårdt. Og når man så står der og selv lige føler, at man har fået en kindfed, så står der en, der måske har lidt mere på selvtillidstanken til at skubbe lidt til en. Men jeg tror, det er en kæmpe fordel, at vi på en eller anden syg måde er vant til det. Det er jo lidt sygt, men det er bare sådan, det er. Det koster lidt at larme lidt. Men man skal som udgangspunkt ikke pille sig selv ned, og man har heller ikke lyst til at pille ved ytringsfriheden. Så det er jo nok bare sådan, det er. Men jeg ville da ønske, at folk bare talte om det hjemme over sofabordet i stedet for, at det altid er direkte i ens indbakke og i alle mulige kommentarspor, siger Sofie Linde.

- Kommer der mere keramik fra jeres side i fremtiden?

- Det håber vi jo. Megameget. Men det er jo en hel anden maskine, der bestemmer det. Så lige nu ser vi, hvordan det går med det her. Men vi producerer stadig herhjemme, og det kan være, vi får lidt mere selvtillid til måske at lukke op for noget af det, siger hun.

Alex Vanopslagh starter med en indrømmelse. Han kan godt forstå kritikken fra Venstre i debatten om kvindelig værnepligt.

For ifølge formanden har partiet fokuseret alt for meget på de fysiske forskelle mellem kønnene.

- Det er endt med at forplumre debatten. For selvom forskellene ganske rigtigt er der, så kan både mænd og kvinder stadig indgå i et moderne forsvar. Så jeg har selv været ærgerlig over, at der er blevet lagt så meget vægt på det kønsmæssige aspekt fra vores side, siger Alex Vanopslagh.

Fortryder du, at I har fokuseret så meget på de fysiske forskelle i den her debat?

- Ja, det gør jeg. Det er ikke så relevant, at der er de her forskelle. For vi mener selvfølgelig at alle kvinder, der har lyst til frivilligt at aftjene værnepligt i Forsvaret, skal have plads, og vi skal arbejde for en kultur i Forsvaret, der er bedre til at fastholde kvinde, siger han.

Fortrydelsen kommer i kølvandet på hård kritik fra Venstre og deres næstformand, Stephanie Lose.

Hun har kritiseret Vanopslagh og Liberal Alliance for at have et ensidigt og stereotypisk syn på mænd og kvinder i Forsvaret

- Jeg synes, det er besynderlige argumenter om, at det ikke er civiliseret, at vi skal passe på vores fødselsrate, eller at kvinder ikke kan bære mændene væk fra slagmarken. For hvis det er argumenterne, så burde man sige, at man slet ikke vil have kvinder i Forsvaret, siger Stephanie Lose.

Kritikken af Vanopslagh kommer særligt efter hans udtalelser på det sociale medie X.

Her har Vanopslagh blandt andet skrevet, at der aldrig vil være reel, fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, når det gælder forsvaret af Danmark i krig

- Forestil dig, at fjendens tropper stod ved den danske grænse nu - og vi skulle mobilisere massevis af borgere (nogle imod deres vilje) til at gå i krig, kæmpe og dø for fædrelandet. Vil du helst sende dine døtre eller dine sønner? Hvem ville vi tvinge i krig som samfund - mændene eller kvinderne? skrev Alex Vanopslagh på X.

Her besvarede formanden sit eget spørgsmål ved at sige, at man "selvfølgelig ville sende mændene, fordi det er det mest civiliserede at gøre som samfund."

Det er sådanne udtalelser, som Vanopslagh nu fortryder.

Men selvom partiet ændrer sin retoriske kurs, så ændrer partiet ikke politik. De er fortsat modstandere af kvindelig værnepligt

- Når vi er imod kvindelig værnepligt, så er det fordi, vi er imod at tvinge folk ind i hæren. Og det synspunkt er blevet overskygget af, at vi har fokuseret for meget på de fysiske forskelle

- Det er vores egen skyld, at vi har lagt vægt på nogle ting i vores kommunikation, der gør, at Lose så kan komme med den her kritik. Den tager jeg til mig og siger, jeg kan godt se, at du har en pointe.

Liberal Alliance indgik et forsvarsforlig med regeringen sammen med en række andre partier.

Forliget indebar en udvidelse af værnepligten. Derimod blev der ikke specificeret noget om obligatorisk kvindelig værnepligt, selvom der blev foreslået initiativer for at fremme ligestilling i Forsvaret.

Derfor mener Alex Vanopslagh, at regeringen ikke lever op til sin del af aftalen.

- Vi accepterer mere tvang til gengæld for ikke at tvinge den halvdel af befolkningen, der er fritaget i dag. Men i sidste ende løser det ikke rekrutteringsudfordringerne at tvinge flere ind i Forsvaret. Det sker først, når Forsvaret bliver bedre til at fastholde dem, der er værnepligtige i dag.

Partierne skal nu til forhandlingslokalet igen, da Danmarksdemokraterne også er modstandere af kvindelig værnepligt, og derfor kan de to partier nedlægge veto mod beslutningen.

Som modtræk har regeringen truet med at smide de to partier ude af det vigtige forsvarsforlig, der skal styrke Forsvaret med næsten 200 milliarder kroner frem mod 2030.

- At regeringen løber fra den aftale og truer med at smide folk ud, hvis man ikke er enige i det. Det er noget rod, men nu sætter vi os ind i forhandlingslokalet, og der kommer vi til at søge et kompromis. Men der skal to til tango, og hvis de slet ikke er villige til kompromis, bliver det svært, siger Alex Vanopslagh.