Regeringens forslag om at indføre kvindelig værnepligt på lige fod med mænd har udløst en intens debat på Christiansborg.

Partilederne Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA) har endda truet med at nedlægge veto mod beslutningen.

Den tidligere forsvarsminister og nuværende ligestillingsordfører i Socialdemokratiet, Trine Bramsen, blander sig nu i den ophedede debat.

Hun er skeptisk over for idéen om kvindelig værnepligt, hvis den fører til, at kvinder tvinges ind i Forsvaret.

For kommer der ikke samtidig en kulturændring i visse dele af Forsvaret, bliver det svært at fastholde kvinderne efterfølgende.

- Vi taler om voldtægtssager, voldsomme krænkelser og løbende nedgørelse. Hvis man ender med at tvinge en masse kvinder ind, som så skal være under de regimer i 11 måneder, er der jo nogle, der ender med at tage voldsomt skade af det, siger Trine Bramsen.

Ifølge Trine Bramsen handler det om tingenes rækkefølge. Og lige nu mener hun, at tvang fylder for meget i debatten.

I stedet bør det politiske fokus være på, at Forsvaret skal kunne håndtere flere kvinder. Det kræver et opgør i visse hjørner af Forsvaret, hvor der ifølge hende stadigvæk eksisterer en "stereotypisk ledelseskultur."

- Det er tingenes rækkefølge, der er vigtige for mig. Vi bliver selvfølgelig nødt til at sikre, at der er en organisation, der tager godt imod alle og ser alles kompetencer. Og vi skal sikre, at de meget grove krænkelsessager stopper, siger Trine Bramsen.

Skal de stoppe, før man bør indføre en værnepligt?

- I hvert fald den logik, der siger, at hvis vi bare sender endnu flere kvinder ind og tvinger dem til at være derinde i 11 måneder, så stopper det nok. Det har jeg min tvivl om kommer til at ske. Det er et ledelsesansvar fra toppen, og derfor skal tingene jo ske i den rigtige rækkefølge, siger Trine Bramsen.

En undersøgelse i Forsvarskommandoen sidste år viste, at næsten 12 procent af Forsvarets fastansatte har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane. Blandt mændene var det 8,4 procent, mens tallet for kvinderne var på 32 procent.

Samtidig påpeger Trine Bramsen, at Forsvaret er en særlig arbejdsplads, fordi man ikke på samme måde kan sige op, hvis man er utilfreds.

- Når vi så indfører værnepligt, kan man ikke bare sige op fra den ene dag til den anden, fordi man har en dårlig chef. Derfor er det ekstra vigtigt, at man får fjernet dem, der ikke ved, hvordan man opfører sig over for unge kvinder og mænd, lyder det fra Trine Bramsen

Men burde man ikke tage det opgør, før man indfører værnepligt, i stedet for at forsøge begge dele på samme tid?

- Jo, det ville jeg. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi tager den debat samtidig med, at vi diskuterer værnepligt, siger Trine Bramsen og uddyber:

- Værnepligten vil jo i første runde betyde, at alle er forpligtet til at deltage i Forsvarets dag for at se de tilbud, som Forsvaret har. Der er jo i dag ingen, der bliver tvunget ind, lyder det fra den tidligere forsvars- og ligestillingsminister.

For Trine Bramsen er det vigtigt at understrege, at hun ikke er imod regeringens forslag om kvindelig værnepligt.

Hun mener, at det er en rigtig god idé at få både mænd og kvinder til at tage del i Forsvarets dag. For på den måde at få indblik i, hvad Forsvaret kan tilbyde.

Men hendes politiske ideal er, at ingen skal tvinges til at være værnepligtig.

- Forsvaret skal være så attraktivt, at man søger derind frivilligt og vælger at søge om ansættelse bagefter, og har lyst til at blive der i mange år. Det er vi ikke i dag, og der er et stort frafald blandt kvinder. Men det løses ikke ved at tvinge en masse kvinder ind, for så vil der stadig være nogen, der ikke trives, og det ændrer sig ikke med tvang, siger hun

Men tvangselement er jo en del af forslaget. I vil indføre kvindelig værnepligt, der i sidste ende kan betyde tvang?

- Men der er ikke nogen i dag, der tvinges ind.

Men uanset antallet af frivillige, er det stadig en pligt og tvang, som I vil indføre?

- Det er sådan set fint nok. Men vores vigtigste mål skal fortsat være at gøre Forsvaret til et sted, som folk finder spændende og vælger at melde sig frivilligt til. Det er situationen nu, og det skal det også være fremover. Derfor fokuserer jeg mere på debatten om, hvordan vi kan gøre Forsvaret til den bedst mulige arbejdsplads, siger Trine Bramsen.

Er det ikke jer, der forsøger at gemme jeres politik væk? I ønsker at indføre pligt og tvang over for kvinder, men håber samtidig, det ikke bliver nødvendigt?

- Der var jo også en grund til, at jeg ikke endte med at foreslå det, selvom det var på tegnebrættet i lang tid. For mig handler det mere om, at man sikrer en god oplevelse for alle. Og man ikke bliver forskelsbehandlet, når man kommer ind, lyder det fra Trine Bramsen.

Samtidig mener Trine Bramsen, at der i medierne og hos visse politiske partier, ofte bliver tegnet et for stereotypisk billede af Forsvaret, og de arbejdsopgaver der er.

Tit er billedet domineret af personer med camouflagemaling i ansigter under øvelse. Men det er alt for snævret.

- Det er jo ikke det eneste billede af Forsvaret. Det handler også om at bekæmpe cybertrusler, at sejle med Søværnet, og om Flyvevåbnets operationer. Forsvaret har simpelthen så mange fantastiske facetter, siger hun.

Derfor synes Trine Bramsen, at det giver god mening at indføre en værnepligt, der omfatter deltagelse i Forsvarets dag.

Det ville give alle mulighed for at opdage de forskellige aspekter af Forsvaret, hvilket potentielt kunne tiltrække flere til at deltage og tage ansvar for landets sikkerhed.

- Hovedargumentet må ikke være, at vi tvinger nogen ind eller indfører værnepligt bare for at få flere hoveder. Det bør handle om at tiltrække de rigtige kompetencer. Vi har brug for alle til at løse fremtidens sikkerhedsudfordringer, og det opnås ikke kun med den stereotype muskelmand, som nogle måske ser som det typiske billede af en ansat i Forsvaret, siger hun.

Når man handler med hård narko, er timerne før midnat på en weekendaften et helt centralt tidspunkt. Det vidste Martin godt, dengang han arbejdede i miljøet sammen med fire andre unge mænd. En virksomhed kalder han det.

En virksomhed, der er afhængig af, at hver en ansat spiller lige netop deres rolle til perfektion. Og derfor blev det en skelsættende aften, da hans barndomskammerat en dag lukkede for telefonen klokken 22.

- Det var noget pis, for folk var i byen, og vi havde stoffer, der skulle sælges. Vi andre var fire timer væk, så vi kunne intet gøre, husker Martin.

Og da de endelig fandt ham, knækkede filmen for den af de fem unge mænd, der havde lederrollen i virksomheden.

- Han finder ud af, at ham min barndomskammerat selv er taget i byen med nogle piger, og så bliver han hidsig. Han begynder at gennembanke ham på en parkeringsplads og trampe ham i hovedet på asfalten. Jeg blev nødt til at bryde ind. Ellers var han blevet slået ihjel på den parkeringsplads.

Kort tid efter den episode stak barndomsvennen af. Og så gik der ikke ret længe, før Martin selv begyndte at have tanker om at skulle ud af miljøet.

Men at forlade en forretning, der handler med narkotika er ikke ligetil. Især ikke når der er tale om den slags forretning, der omsætter for op mod 250.000 kroner om måneden.

Et parcelhuskvarter med en hund og en kærlig familie. Det var de rammer, Martin voksede op i. Og i starten af hans teenageår adskilte han sig da heller ikke ret meget fra den gennemsnitlige teenager.

Da han var 14 år gammel, prøvede han hash for første gang, og det holdt han sig til, indtil han fyldte 18.

- En dag blev der smidt amfetamin på bordet til en efterfest. Folk var trætte, og de fleste var på vej hjem, men jeg kunne se, at dem, der tog amfetaminen, blev helt høje igen. Så det skulle jeg selvfølgelig også prøve. Derfra udvikler mit forhold til stoffer sig hurtigt, og på et tidspunkt begynder jeg at overveje, om man også kan tjene penge på det, fortæller den unge fynbo, som i dag er midt i 20'erne.

Og det kan man. Hans eget forbrug på det tidspunkt kostede ham et par tusinde kroner om dagen. Der var brug for en ekstra indtægt, og den fandt han sammen med sin barndomsven gennem salg af hash.

- Dengang snakkede vi småbeløb på måske 10.000 kroner om måneden. Jeg vil faktisk sige, at det var den bedste tid i hele det her forløb, for det var stille og roligt sammen med en gammel ven, og vi tjente lige nok til at have lidt ekstra lommepenge, siger han.

Men alt det ændrede sig, da en bestemt fyr kom ind i billedet.

Den mand, der sluttede sig til forretningen havde kontakter højere oppe i hierarkiet. Bandemedlemmer og mennesker, der kunne skaffe både flere og hårdere stoffer.

- Og derfra gik det stærkt, fortæller Martin.

Pludselig handlede det om langt større pengebeløb, flere kom til, og til sidst var de en gruppe på fem mænd, som alle indtog forskellige roller i forretningen. Præcist som i enhver anden virksomhed, forklarer han.

- Jeg har aldrig været god til at sælge, så jeg stod for alle de praktiske ting. At stå og vakuumpakke, pakke narko ned i tasker, transportere det og grave det ned i skoven. Vi havde at gøre med store mængder, så der var meget arbejde i det.

Manden med kontakterne i bandemiljøet indtog lederrollen. Han kommunikerede med bagmændene, men Martin har også mødt dem.

- Det er jo også mennesker, men man kan godt mærke, at det er en helt anden type mennesker, man har med at gøre. Man står over for dem og ved, at flere af dem nok har begået virkelig voldsomme forbrydelser. Det var ikke fordi, jeg stod og var tryg og tænkte, at her var jeg sikker, fortæller han om oplevelsen.

Og tryghed var bestemt heller ikke en følelse, han havde ofte i den periode.

Vold var almindeligt. Om det så handlede om magtkampe med andre forretninger, problemer med købere eller interne stridigheder.

- Folk bliver grådige og vil bestemme. Lad os sige, at der er en konflikt imellem os tre, der sidder her. Hvem, der vinder, afhænger i sidste ende af, hvem af os, der er mest brutal, siger Martin imens han betragter journalisten og fotografen overfor sig.

At den kriminelle verden har ændret ham, er han ikke i tvivl om. Forretningen nåede at tjene flere millioner kroner i den tid, den levede, men for Martin kunne fortjenesten ikke måle sig med konsekvenserne.

- De lokker med magt og penge, men sådan ser virkeligheden ikke ud for langt de fleste. Det er et miljø, hvor man befinder sig i konstant stress. Hvis ikke det er en anden person, der slår dig ihjel, så er det din egen krop. Jeg sov ikke ret meget. Jeg kørte 18 timer i døgnet og blev nødt til at tage noget for at slappe af, husker han.

Og det er ikke kun internt i miljøet, at man presser hinanden. Der ligger også et konstant pres udefra. Et pres fra ordensmagten.

- Det er ikke fordi, man som sådan er bange for politiet. Men man skal helt sikkert tage sine forholdsregler, og det lærer man med tiden. De finder jo ud af, hvem man er, og man finder selv ud af, hvilke veje man skal tage for at undgå dem. For jeg vidste godt, at hvis de først stoppede mig og slog mig op i systemet, så skulle jeg med 100 procent sikkerhed ud og have tøjet af, imens de undersøgte bilen, fortæller Martin.

Også når det kommer til både kommunikationen indbyrdes i virksomheden og til eksterne købere og samarbejdspartnere, bliver der taget forbehold. Her skrives der i kodesprog på burner phones (billige forudbetalte mobiler, som kan smides væk, når man ikke længere har brug for dem, red.) over krypterede beskedtjenester som Wickr og WhatsApp.

Men en dag gik den alligevel ikke længere for Martins vedkommende.

Det var en kombination af flere ting, der i sidste ende fik revet ham ud af den kriminelle verden. Efter hans barndomsven blev overfaldet og stak af fra virksomheden, informerede han selv lederen af forretningen om, at han ikke havde i sinde at blive i arbejdet.

- Da min kæreste bliver gravid, går det virkelig op for mig, hvad det er for noget lort, jeg er i gang med. Vi har været sammen, siden vi var 16, så hun har været med igennem det hele, og det er i sidste ende hende, der får mig overtalt til at melde fra. Derfra går det af helvedes til. Det er ikke bare sådan lige at komme ud af sådan en virksomhed, for stopper jeg, så mangler de en til at udfylde min stilling, forklarer han.

Martin blev i perioden efter sit forsøg på at sige op både kidnappet og stukket i lysken med en kniv. Episoder som det stadig den dag i dag er svært for ham at fortælle om i detaljer.

- De skulle markere sig og vise, hvem der havde magten. Det var et statement.

En dag gik en handel galt. Politiet stoppede ham i hans bil og sigtede ham for en række forhold, der endte med at koste ham en længere fængselsstraf.

- Det blev min redning. Det kan måske lyde sygt, men hvis ikke det var sket, så havde jeg ikke været her den dag i dag. Mange af betjentene rystede lidt på hovedet af en, når man sagde, at man ville ud af miljøet, og det forstår jeg egentlig godt, for der var mange indsatte, der endte inde hos dem igen og igen. Men jeg fandt en, der troede på mig, og han hjalp mig med at finde en vej videre, fortæller Martin.

Og det er ikke noget, han tager for givet den dag i dag.

- Det er ikke alle, der har midlerne til at slippe ud af miljøet. Jeg var bare heldig. Jeg har talt med min kæreste 1000 gange om, at var jeg ikke blevet anholdt, så var jeg blevet slået ihjel. Og så havde jeg min familie som motivation. Uden den havde jeg ikke nogen grund til at kæmpe, og så kunne jeg lige så godt have fortsat. Men når man bliver far, så får man et ansvar, der får en til at tænke ekstra meget over tingene. Det har været altafgørende for mig, siger han.

Efter sin fængsling modtog Martin psykologhjælp for at bearbejde den tid, der for ham kun kan beskrives som traumatisk. I dag lever han et helt almindeligt liv med sin familie på Fyn, og hverken stoffer eller kriminalitet har været en del af hans liv siden hans løsladelse.

Og hvorfor vælger han så at fortælle sin historie? Svaret på det spørgsmål er helt simpelt.

- Det her er noget, jeg helt generelt er åben omkring. Jeg holder ikke noget tilbage og har endda fortalt vores søns dagplejemor om min fortid. Jeg har været en dum bavian, jeg har svindlet folk, og jeg har gjort folk ondt, og det får jeg ikke noget ud af at lægge skjul på. Jeg har lært af det, og det har gjort mig til den, jeg er i dag.

Hvilken del af sætningen - "Det er fint, at bankerne tjener penge, men det gør jo ikke noget, at det også kommer bankkunderne til gode" - var det, bankerne ikke forstod?

Den overvejelse må erhvervsminister Morten Bødskov (S) gøre sig i disse dage. For nylig gentog han synspunktet i et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg, men Bødskov sagde ikke meget om, hvad han konkret kan gøre ved det.

Afsættet i den fornyede debat om bankernes priser er rækken af rekordoverskud. I regnskabsåret 2023 havde Danmarks seks største banker et samlet overskud på 38,8 milliarder kroner. Heraf tegnede Danske Bank sig for 21,3 milliarder kroner. Nordea med hovedsæde i Finland tæller ikke med blandt de seks største danske banker, men præsterede også et rekordoverskud på 36,8 milliarder kroner.

Det er mange penge, og bankerne er også ganske tilfredse. Sådan da. Et kig ud over sektorens fremtidsplaner peger nemlig ret entydigt i retning af, at kapitalen skal forrentes bedre. 

Eksempelvis erklærede Danske Banks bestyrelsesformand Martin Blessing for nylig på generalforsamlingen, at banken skal have en egenkapitalforrentning på 16 procent i 2028. Rekordresultatet i 2023 gav en forretning på 12,7 procent, så der er lang vej til at nå det mål og peger isoleret set ikke i retning af lavere priser, medmindre markedet dikterer det.

Finanssektoren mener selv, at konkurrencen bankerne imellem er benhård, og priserne derfor er konkurrencedygtige. Det synes Erhvervsministeren så ikke, men må også notere, at bankkunder i Danmark er ekstremt loyale over for deres bank.

Et politisk indgreb, der lægger et loft over bankernes indtjening, synes ikke at have nogen gang på jord. I stedet fokuseres der på at gøre det nemmere for kunderne at gennemskue de enkelte bankers priser. 

Finanstilsynet er også sendt i byen for at se nærmere på bankernes rådgivning. En konklusion fra tilsynet er, at bankerne har været meget langsomme til at yde rådgivning til kunderne om at få en bedre rente. Det går bedre nu, men tilsynet har også ekstra opmærksomhed på det punkt.

Der har været forsøg på et samlet overblik over bankernes priser og renter. Sitet Pengepriser.dk er et eksempel, hvor Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk gik sammen om en løsning, hvor bankkunderne kunne se satserne for ind- og udlån i pengeinstitutterne. Politisk chef i Forbrugerrådet Tænk Uffe Rabe Krag oplyser dog til Avisen Danmark, at rådet er trådt ud af samarbejdet.

I stedet er håbet, at der kan laves en portal i stil med Pensionsinfo.dk, hvor man kan få et samlet overblik over sine bankforretninger, og hvad de koster. Og med det i hånden gå til en række banker og få den bedste pris.

Grundlæggende er der ikke sket meget på basal bankforretning, siden Banca Monte dei Paschi di Siena åbnede dørene i 1472 og dermed kunne have sendt Christoffer Colombus af sted vestpå med lidt rejsevaluta på lommen.

Den store motor i bankdrift er stadig at få folk med penge til at mødes med folk uden, og bankerne tjener så på forskellen mellem ind- og udlånsrente, som kan fastsættes alt efter kreditrisiko og centralbankernes styringsrente.

Bankdrift er stramt reguleret af myndighederne, og især er der strammet op belært af de bitre erfaringer fra finanskrisen i 2008. Den regulering tilsat loyale bankkunder hæmmer måske innovationen, og vi venter stadig på et finanssektorens svar på Ryanair, der ændrer hele markedspladsen med lavere priser til følge.

Indtil da er det kundernes eget ansvar at få bedre priser, og skal man tro Danske Banks bestyrelsesformand, er det ikke så svært at få en bedre rente for sine penge. Det er bare at løfte mobilen og flytte penge fra en lavrentekonto hen til en højrentekonto, som han demonstrerede på bankens generalforsamling.

Som bankkunde med plus på kontoen skal man huske, at Nationalbanken har sat en pris på ens penge. Lige nu er den 3,6 procent. Så mens erhvervsminister Morten Bødskov tænker og måske overvejer en ny prisportal, kan man bare gå ned i banken og spørge, hvorfor indlånsrenten ikke ligger deromkring. Det kan være dyrt at være for flink.

Tung i hovedet, let forvirret og rundt på gulvet.

Det er klassiske symptomer på en sjov og festlig aften i nattelivet, men denne søndag er flere end natteravnene nok vågnet med samme oplevelse.

Årsagen er, at vi i nat er skiftet til sommertid. Så har du stillet vækkeuret til klokken seks, er du reelt vågnet en time tidligere, end du plejer. I hvert fald hvis du ejer et digitalt ur, der automatisk retter sig til.

Skiftet er forbundet med en række faktorer, der gør, at søndagen kan blive lidt tungere at høvle sig igennem. Ikke mindst den manglende time midt om natten. Den påvirker både dyre- og børneliv.

Ungernes døgnrytme forstyrres, og det samme gør naturens rutiner og rytmer, når menneskers adfærdsmønstre ændres.

Det er desuden bevist, at skifte mellem normaltid og sommertid påvirker vores helbred. Det har søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, tidligere forklaret:

- Skiftet gør ens helbred en smule dårligere dagen efter. Man plejer at sige, at jetlag tager cirka et døgn per time at komme over, sagde Birgitte Rahbek Kornum for nylig til Ritzau.

Selvom langt de fleste ure nutildags er digitale og selv tilpasser sig det halvårlige skifte, skal du dog i nogle tilfælde selv stå for rettelsen. For eksempel på komfuret.

Mange bilister risikerer også en uheldig gul seddel i forruden, hvis de i deres groggy sommertidsforvirring misser skiftet.

Det er der primært to årsager til. Der er nemlig heller ingen garanti for, at bilens ur bliver rettet automatisk, og hvis man i en snæver vending bruger et ukorrekt indstillet ur til at sætte p-skiven, kan det koste en bøde.

Samme gælder desuden med en elektronisk p-skive. Der er flere af den slags, der heller ikke justerer sig selv - men kræver en manuel ændring af tidspunktet.

Og hvem gider egentlig indlede sommertiden med en parkeringsbøde?

Natten mellem lørdag og søndag i næste uge er det 34 år siden, at den eksplosionsagtige dødsbrand på passager- og bilfærgen Scandinavian Star på ruten mellem Frederikshavn og Oslo kostede 159 mennesker livet. Trods de mange år, der er gået, savner overlevende og pårørende overalt i verden stadig at høre sandheden om den brand, der en mørk nat på Skagerrak dræbte deres kære og ændrede deres liv fuldstændigt og for altid.

- Jeg hører igen og igen de sidste ord fra det ældste af mine norske børnebørn, da familien var kommet om bord på færgen i Oslo og ringede hjem, og alt var kaos: Den dumme båt. Den dumme båt. Den dumme båt, gentager Jytte Hansen, der hver dag lever med savnet af sin datter, sin svigersøn og sine børnebørn, der omkom i flammerne på den overtændte færge mellem Danmark og Norge.

- Marianne og Hans Kristian og børnene er de første, jeg ser for mig om morgenen, og de sidste, jeg ser, før jeg går i seng om aftenen. Det er mange år siden, at færgen brændte, men for mig er det ikke længe siden. Det kunne være i går, siger Jytte Hansen, der bor i Hobro.

- I går så vi billeder fra gamle dage, og mor fik igen rippet op i alle de frygtelige minder, og i nat havde hun igen mareridt, hvilket hun ofte har, og hun råbte højt om hjælp, hjælp, hjælp. Heldigvis var jeg på besøg og sov ved siden af og kunne denne gang berolige mor, siger Rie Ørskov, der er datter i huset og dermed mistede sin søster, sin svoger og sine små niecer, Anne Katrine og Caroline Sofie, på Scandinavian Star.

- Mor kan aldrig vide, hvornår hun igen ser færgen på fjernsynsskærmen. Hun får igen og igen krattet op i såret, der aldrig heler, og hun bliver helt naturligt mere og mere skrøbelig med alderen. Hun bliver retraumatiseret konstant, siger Rie Ørskov, som i sit professionelle liv er psykolog.

- Jeg glemmer aldrig, da min veninde ringede en morgen og spurgte, om vi havde hørt, at Scandinavian Star brændte. På ét eneste sekund gik min verden og mit liv i stå. Jeg græd og græd og græd, og min mand og jeg kunne slet ikke nå hinanden. Min mand kørte på havnen i Frederikshavn for at modtage familien, som vi håbede var i live, men det var den ikke, siger Jytte Hansen.

- Min svigersøn og mit ældste barnebarn blev fundet 10 meter fra en dør og frisk luft i det fri. Min datter og mit yngste barnebarn blev fundet længere inde i skibet. De kom hjem i kister, og som om vi ikke havde nok at gøre med sorgen, skulle vi også kæmpe for at få børnene begravet i samme kister som deres forældre, men vi fik vores vilje. Den yngste ligger i dag hos Marianne. Den ældste hos Hans Kristian.

- På den ene side ønsker jeg selvfølgelig, at min svigersøn og mit ældste barnebarn var blevet reddet. På den anden side var det blevet et forfærdeligt liv for dem efter branden og med savnet af Marianne og lillesøster, siger Jytte Hansen, som også siger, at hun var gået med dem i graven, hvis ikke hun havde haft sin mand og sine andre børn, som hun naturligvis elsker højt.

Datteren, svigersønnen og børnebørnene var på vej hjem fra Norge for at få den yngste døbt i kirken i Hobro nord for Randers, men der blev aldrig barnedåb, der blev begravelse i stedet.

- Troen på mere mellem himmel og jord bliver stærkere, når man oplever sådan noget, som vi har oplevet, og jeg håber, at jeg skal møde dem alle igen, være sammen med dem igen, siger Jytte Hansen.

Inden sommer kommer endnu en rapport om endnu en granskning af branden på Scandinavian Star natten mellem 6. og 7. april 1990. En undersøgelsesgruppe nedsat i 2022 af daværende justitsminister Nick Hækkerup har denne gang set på, om det danske og norske politi svigtede, om den danske søfartsstyrelse svigtede.

Hvis det første gør sig gældende, kan det betyde, at politiet igangsætter en efterforskning af forsikringssvindel som muligt motiv i sagen, hvilket aldrig er sket. Hvis det andet gør sig gældende, kan det betyde, at overlevende og pårørende står stærkere i en erstatningssag mod staten. Selv om rapporten ikke er skrevet færdig endnu, har 75 overlevende og pårørende anlagt erstatningssag allerede. Gennem advokat Mads Pramming kræver de hver 450.000 kroner plus renter i 34 år.

Undersøgelsesgruppen skal konkludere, om Søfartsstyrelsen burde have kontrolleret skibets dokumenter inden dets sejlads mellem Danmark og Norge, hvilket aldrig skete.

Hvis styrelsen havde kontrolleret dokumenterne, ville styrelsen af skibets hoveddokument have set, at det alene måtte sejle i farvandene omkring Bahamas, hvor det var indregistreret. Og hvis styrelsen havde kontrolleret dokumenterne, ville styrelsen samtidig have opdaget den lange række af alvorlige sikkerhedsfejl, der efter branden blev konstateret på Scandinavian Star, og som inden afgang burde have stoppet al sejlads med skibet, før det var for sent.

- Inden jeg dør, håber jeg at få svar på hvem, der satte Scandinavian Star i brand, og hvorfor. Jeg håber at få lov at opleve den retfærdighed, der ligger i det, at nogen bliver holdt ansvarlige for så mange menneskers frygtelige død, siger Jytte Hansen og spørger:

- Hvorfor blev det skib ikke stoppet? Det var fyldt med fejl og mangler. Det kan ikke passe, at vi ikke skal genåbne den sag og finde svar på, om forsikringssvindel var motivet. Vi har hele vejen igennem følt os svigtet af staten og skiftende regeringer. Der har ikke været nogen, der har ønsket at røre ved sagen. Det har øjensynligt bare været nemmere at lade sagen dø. Foruden det, at 159 mennesker er døde, er mange overlevende blevet psykisk syge og kan ikke passe et almindeligt arbejde, siger Jytte Hansen.

- Vi skal kunne stole på vores myndigheder. Det er jo ikke en bananrepublik, vi lever i. Vi skal have lukket det kapitel og have konkluderet, at der var noget om snakken, der var mere at komme efter, siger Rie Ørskov.

- Vi skal have ro i sindet, og vi skal have skærpede regler. Det må aldrig ske igen. For os handler det ikke om økonomisk erstatning men om konsekvens og ordentlighed. Det handler ikke om hævn, og det handler ikke om, at vi skal udstille nogen, eller at nogen skal se dumme ud, siger Rie Ørskov.

- Dem, som vi mistede i flammerne, får vi aldrig igen.

På et halvt år er 15 millioner bødekroner røget i statskassen, efter at fem af landets større kommuner - København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg i oktober sidste forbød dieselbiler uden partikelfiltre at køre ind i dem.

Bødeindtægten er et resultat af, at der i det pågældende tidsrum er udstedt 10.000 bøder for at overtræde forbuddet.

Det fremgår af en opgørelse, som forsikringsselskabet Gjensidige har fået fra Miljøministeriet.

I en pressemeddelelse fra Gjensidige gør selskabets skadedirektør Lene Rasmussen opmærksom på, at de mange bøder ikke er ensbetydende med, at dieselbilisterne blæser på loven.

- Det er kun et halvt år siden, at de nye regler trådte i kraft, og det er mit indtryk, at mange ejere af dieselbiler enten ikke har været opmærksomme på reglerne, eller at de måske har troet, at de ikke var omfattet af dem. Og derfor tror jeg, at antallet af bøder vil falde den kommende tid, siger hun.

Tanken med miljøzonereglerne er at begrænse partikelforureningen i de stærkest trafikerede byer, hvilket generelt har en bred opbakning. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige blandt 1008 danskere over 18 år.

Af dem svarer flere end hver tredje, at de har et posititvt syn på de nye regler. Hver fjerde mener, reglerne  bør strammes yderligere, så eksemeplvis alle dieselbiler forbydes at køre i byerne, mens knap hver femte  giver udtryk for, at reglerne er for skrappe.

Undersøgelsen er lavet i februar i år.