Den er rivende gal med det psykiske arbejdsmiljø på danske arbejdspladser, og heller ikke på dette område er stillingen lige, apropos kvindernes internationale kampdag. Det er især kvinder, der oplever at blive ramt af arbejdsrelateret stress.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den bygger på spørgeskemaundersøgelser, som Arbejdstilsynet har gennemført hos 30.000 danske lønmodtagere mellem 18 og 69 år.

Den viser, at 15,1 procent kvindelige ansatte inden for de seneste to uger, fra de blev spurgt, har oplevet stress forårsaget af deres arbejde eller af arbejdet i kombination med private forhold. Det tilsvarende tal for mænd er 10,5 procent. Opgjort på begge køn bliver 12,7 procent ramt - altså cirka hver ottende.

- Det er mega-alvorligt, at der er tale om så mange. Det viser meget tydeligt, at der skal meget mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne, siger HKs formand Anja C. Jensen til Avisen Danmark.

Analysechef i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd Emilie Damm Klarskov hæfter sig ved, at stressniveauet og forskellen på omfanget mellem kvinder og mænd går på tværs af alle brancher.

- Først og fremmest er det alvorligt, at så mange bliver stressede fordi det ofte er forbundet med både kort- og langvarig sygemelding. Det er skidt for den enkelte, for virksomhederne, og for samfundsøkonomien, siger Emilie Damm Klarskov.

Trille Skøtt-Jensen i Ry ved, hvad det handler om. Hun er 55 år, og hun og hendes mand har to nu voksne børn. Uddannelsesmæssigt har hun en baggrund som både sygeplejerske og journalist. Hun blev ramt af stress for syv år siden, da hun sad i en mellemlederstilling i et bladhus i JFM-koncernen, der også udgiver nærværende avis.

Hun beskæftigede sig med den digitale journalistik, som dengang ikke var helt så fremtrædende som i dag.

- Jeg følte tit, jeg sad alene med det hele. Jeg var bange for, at vi gik glip af noget, og at jeg ikke slog til. Derfor var jeg altid på, også når jeg havde fri, fortæller Trille Skøtt-Jensen.

I dag undrer hun sig over, at selv om hun som tidligere sygeplejerske udmærket kendte stresssymptomerne,  ignorerede hun dem.

- På vej til arbejde kunne jeg sidde i bilen og tude over ingenting, blive svimmel, få angstanfald og være bange for at besvime. Jeg kunne få kolde hænder og fødder, øresusen og besværlig vejrtrækning, husker hun.

Men da 2016 var skiftet til 2017 måtte hun slå op i banen.

- Selv om jeg havde fri og vi havde gæster Nytårsaften sad jeg hele aftenen og tjekkede computeren. Ingen havde bedt mig om det, men jeg gjorde det.

Første arbejdsdag i det nye år begyndte hun arbejdet derhjemme klokken seks om morgenen. Da hun derefter ville køre til arbejdspladsen, stivnede hun.

- Jeg kunne ikke rejse mig. Jeg sad bare helt tom på stolen og kunne intet foretage mig andet end at tude,  fortæller Trille Skøtt-Jensen, som derefter var sygemeldt i næsten ti måneder og til sidst fratrådte sit job.

Siden har hun taget forskellige private kurser og uddannelser af psykologisk og terapeutisk tilsnit. På den baggrund arbejder hun nu som holistisk healer.

Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen er stifter af Grow People, en psykologisk klinik med speciale i stress og trivsel.  Hun ser især to årsager til, at kvinder i større omfang end mænd oplever stress i forbindelse med arbejdet.

Den ene afspejler sig i undersøgelsens præmis: selvrapporteret stress, ikke diagnosticeret stress.

- Kvinder  er bedre til at mærke sig selv, erkende at noget er galt og søge hjælp. Så uden at det nødvendigvis er sådan, at kvinder er mere stressede, er vi bedre til at opdage det, mens mænd er tilbøjelige til ikke at ville indrømme det, siger Pernille Rasmussen.

Det synspunkt deler Anja C. Jensen.

- Vi ved, at mænd går sjældnere til lægen. De reagerer ikke på sygdomstegn, men skubber det fra sig, siger hun.

Den anden årsag deler Pernille Rasmussen nærmest ordret med Anja C. Jensen: Kvinder påtager sig en hel masse usynligt arbejde.

Det knytter sig ofte til opgaver, der handler om relationerne på en arbejdsplads. Det kan være at hjælpe nyansatte til rette, at samle ind til en fødselsdagsgave til en kollega, at tage referater, at arrangere og købe ind til fester eller andre sociale sammenkomster.

- Kvinder skal måske overveje, hvad det er, de gør, mens mænd kan spørge sig selv, om det altid er kvinder, der skal ordne disse ting. Som leder af en arbejdsplads eller organisation skal man være opmærksom på disse opgaver og vurdere, om opgavefordelingen er skæv, om det belønnes, eller om det går ind på en ikke-konto, siger Pernille Rasmussen.

Konklusionerne på undersøgelsen understreger behovet for at gøre noget ved stressproblemet, mener HK-formand Anja C. Jensen.

- Det er nødvendigt med ledelsesmæssig opmærksomhed, så ledere ikke kun bliver uddannet i regler om, hvor meget man må løfte, men også om psykisk arbejdsmiljø.

- På en arbejdsplads skal forventningerne til hinanden være klare, og fordelingen af opgaver hensigtsmæssige. Der skal generelt være en større anerkendelse af, at dårligt arbejdsmiljø kan give stress og sygdom. Det gælder ikke kun på den enkelte arbejdsplads, men i hele systemet, hvor vi eksempelvis ofte oplever stort besvær med at få anerkendt psykiske arbejdsskader, siger Anja C. Jensen.

Ifølge Pernille Rasmussen er det vigtigt med indflydelsen på eget arbejde, det være sig metode, tempo og planlægning.

- Mere tillid, autonomi og indflydelse højner trivsel og forebygger stress, siger hun.

Og så skal det, hun kalder "bureaukratihelvedet", stoppe.

- Dokumentationskrav, som ingen mening giver, og alenlange væg-til-væg møder uden pauser udtrætter folk, og tiden, der bruges, hænger ofte ikke sammen med den værdi, der skabes. Og nu, da vi også kan mødes på skærme, sker det hele tiden.

- Og storrumskontorer, det er noget fanden har skabt. De giver støj, forstyrrelser, afbrydelser, så man ikke kan producere, ikke kan fordybe sig, ikke tænke kreativt. Så er man bagud og må sidde derhjemme om aftenen og indhente det. Det bliver man syg af, siger Pernille Rasmussen.

Analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Emilie Damm Klarskov mener tilsvarende, at tallene understreger behovet for mere lederuddannelse i arbejdsmiljø.

- Der tales meget om at få øget arbejdsudbuddet ved at skære i diverse ydelser. Her er der et potentiale, der er lige til at fokusere på: folk, der bliver syge i stedet for at gå på arbejde. Der ligger store muligheder i at satse på et forebyggende arbejde, så disse mange mennesker ikke rammes af stress og bliver syge, siger hun.

I arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv anerkender souschef og arbejdsmiljøchef Anne-Marie Røge Krag, at stress er et stort problem.

- Der er nogle arbejdsmiljøforhold, der skal arbejdes med. Det kan blandt andet være arbejdsmængde og tidspres. Det er der også en interesse i ude på arbejdspladsen, for ingen har gavn af fravær, fordi medarbejdere bliver syge, siger hun.

Efter hendes mening, skal problemet løses i fællesskab -  af ledere og medarbejdere ude på arbejdspladserne og af arbejdsmarkedets parter og politikerne og med brug af professionelle kompetente aktører inden for området.

- Vi opfordrer til løbende dialog om arbejdsopgaver og forventning. Det er nødvendigt med åben og ærlig dialog om f. eks opgavelængde, tidsforbrug og forventninger. Her har lederen et ansvar for at hjælpe med at prioritere i arbejdsopgaverne, siger Anne-Marie Røge Krag

Trille Skøtt-Jensen mener, at daglig anerkendelse af medarbejdernes indsats er en vigtig ingrediens i et godt arbejdsmiljø og et ledelsesansvar.

- Skældud dur ikke. Der er brug for ro, respekt og ordentlighed på en arbejdsplads, siger hun.

Dette friholder imidlertid ikke den enkelte medarbejder for personligt ansvar.

- Det er grusomt, hvad vi udsætter os selv for. Vi skal hver især lære at tage os selv alvorligt, vænne os til at sige fra, siger Trille Skøtt-Jensen.

Man er sulten. Man dræber et dyr. Man spiser det.

Sådan må det nødvendigvis være, når man er alene i vildmarken og ikke kan klare sig med udelukkende bær, svampe og birkebark.

Det giver også god mening at gå på jagt herhjemme, hvis det handler om at fylde fryseren og pleje en bestand, så dyrene ikke bliver for mange, sultne og syge.

Men når man har det som livsstil at dræbe for sjov - alene for sportens skyld, trofæernes og praleriet, så ophører min forståelse for dyredrab.

I årets sæson af "Alene i vildmarken" er der skruet op for udfordringerne. Vi er denne gang i Lapland, og vinteren er lige om hjørnet. Derfor er deltagerne også mere øvede i vildmarksliv end deres forgængere.

Nogle er specialister i fiskeri, nogle i bueskydning - og har rejst verden rundt for at nedlægge fisk og andre vilde dyr. Andre er eksperter i at bygge og bo i naturen.

Det er de sidste, jeg holder med, alene af den grund, at de for mig er ægte naturelskere, fordi deres hovedinteresse ikke er at slå ihjel. Jeg siger nej tak til lystdræbere ikke blot her og der, men også i vildmarken.

Der er noget både spændende og nostalgisk over at se et menneske blive efterladt alene i verden og følge dets kamp for at komme i harmoni med naturen. Den, det moderne menneske er afkoblet fra, men har en iboende længsel efter.

At finde ly og føde, lave ild, lære af sine erfaringer og være kreativ i sine løsninger. Det enkle liv.

Men det er også et farligt, udmattende og svært liv, og det er formentlig også derfor, at de øgede udfordringer i årets udgave af "Alene i vildmarken" har fået følge af lige rigeligt mange hjælpemidler.

Der er ikke noget "på naturens præmisser" over topmoderne fiskestænger, avancerede buer og ekstra byggeværktøj. Det stråler som sølv i en krage-rede.

Det er selvfølgelig en nem holdning af have fra en sofa. Ikke desto mindre føles det lidt som snyd. Og følelser kan man som bekendt ikke angribe folk for at have.

Man kan godt tro, at de ekstra øvede friluftsmennesker er mere hårdføre end tidligere deltagere. Det er der efter første afsnit ikke rigtig noget, der tyder på, for både tårer og frustrerede bandeord flyder som sædvanlig.

Selvtilliden er til gengæld større. "Der er ikke noget, der kan stoppe mig" eller "Jeg ved, jeg er god til det her", for nu at citere et par af deltagerne.

De er også ubetinget dygtigere end de fleste tidligere udsendte og meget virkelystne. Det går glimrende og hurtigt med at finde ly, og ingen kæmper en trættende kamp med at få ild i bålet. Der er heller ikke amatørfejl som "hvor har jeg lagt mit strygestål - åh nej, hvordan skal jeg så få ild."

Mange af dem får også halet fisk i land.

Jeg er komplet ligeglad med en kulørt æske fuld af kroge og fluer egnet til at fange fisk - det her er ikke et lystfiskerprogram. Eller med blodige jagterindringer fra det store udland. Til gengæld er jeg topbegejstret for vikinge-stil, sjove og kreative påfund og generel vildmarksviden. Det er lige så tilfredsstillende at følge med i, som da Lauras far i "Det lille hus på præmien" byggede familiens bjælkehytte.

Skabertrang er meget finere end dræbertrang.

Det er ikke nemt at være Henrik Fisker.

Danskerens elbilfirma - Fisker Inc. med base i Californien - er i seriøse økonomiske vanskeligheder.

Virksomhedens årsregnskab for 2023, der blev præsenteret i sidste uge, viser et dundrende underskud på mere end 5 milliarder kroner. Over det seneste år er Fisker-aktien faldet 90 procent.

For Fisker formåede ikke at levere nær så mange biler i 2023, som man håbede på. Firmaet regnede med at producere over 30.000 elbiler sidste år, det lykkedes at trille lige over 10.000 eksemplarer ud fra fabrikken - men kun halvdelen blev solgt.

Herhjemme kører 300 Fisker Ocean rundt på danske plader.

Men har man set sig varm på en Fisker-bil, bør tænke sig om en ekstra gang.

Sådan lyder det nu fra FDM, der fraråder danskere at købe Fisker Ocean.

- FDM's råd i den nuværende, skrøbelige situation for Fisker Inc. er, at privatleasing er vejen frem, hvis man fortsat er interesseret i en Fisker Ocean, siger FDM's forbrugerøkonom, Ilyas Dogru, i en nyhed på foreningens hjemmeside.

Advarslen bunder i, at det kan have uforudsigelige konsekvenser for både gensalgsværdi og muligheden for at få bilen repareret, hvis Fisker Inc. - eller for den sags skyld andre, mindre bilproducenter - ikke slipper helskindet ud økonomiske vanskeligheder.

- Hvis man vil køre i deres modeller, giver privatleasing tryghed. Så skal man ikke bekymre sig om gensalgsværdi eller muligheden for service og reparation, siger Ilyas Dogru.

Også Jens Bertelsen, der er erhvervsredaktør hos Avisen Danmark, mener, at man skal have is i maven, hvis man har lyst til at satse sine sparepenge på en Fisker Ocean.

- Ikke alene er anmelderne skuffede over bilen. Virksomheden ser også ud til at være truet på livet, og det virker helt uoverskueligt, hvad det betyder for bilejerne, hvis virksomheden går ned, siger han.

Men det er meget sympatisk, at en dansker har stillet sig i spidsen for at bygge en elbil - og faktisk er lykkes med at få den på gaden, mener avisens erhvervsredaktør.

- I lang tid var der tvivl om, om den nogensinde ville komme på gaden. Men Fiskers timing er uheldig, og en halvfærdig bil har ramt et marked, hvor det myldrer med nye, velfungerende elbiler, der konstant falder i pris, siger Jens Bertelsen.

Ifølge FDM tyder det på, at Fisker Inc. trænger til en betydelig kapitalindsprøjtning udefra for at holde sig oven vande. Firmaet oplyste i forbindelse med det blodrøde årsregnskab, at man var i tætte forhandlinger med en større bilproducent.

Nyhedsbureauet Reuters skriver - på baggrund af oplysninger fra anonyme kilder - at der forhandles med Nissan om et partnerskab og en større milliardinvestering.

- I mine 50 år som murer har jeg aldrig oplevet noget lignende.

Det fastslår murer og selvstændig Carsten Johansen fra Ribe om en byggesag, der har kostet ham dyrt.

En sag, der handler om konkursrytteri, manglende betalinger, afpresning og omfattende byggesjusk i den engang så statelige, hvide bygning på Bøge Allé i Ribe, som i 2022 blev købt for seks millioner kroner af en nordsjællandsk erhvervsmand med store planer om at lave det hele om til lejemål.

Der blev lavet fine arkitekttegninger, og i begyndelsen så projektet både tilforladeligt og seriøst ud.

Men ifølge JydskeVestkysten og Avisen Danmarks oplysninger blev der under byggeriets start brugt en del udenlandsk og ufaglært arbejdskraft. Og da kvaliteten af det udførte arbejde viste sig at være meget mangelfuldt, blev det nødvendigt at få nye håndværkere ind i byggeriet til at rette op på det.

Én af de håndværkere er Carsten Johansen.

Det lignede da også en god vinteropgave, da den erfarne murer før jul indgik en entrepriseaftale med bygherren for at rette op på det omfattende byggesjusk. Men den første regning på 190.000 kroner blev mødt af bortforklaringer og snart skulle det vise sig, at entreprenørvirksomheden slet ikke havde flere penge.

I dag er den nordsjællandske virksomhed under konkursbehandling, og ejeren af huset på Bøge Allé er forgældet til op over skorstenen med pantebreve på mere end 23 millioner.

Og det er langt fra første gang. Et dyk i databaserne viser nemlig, at erhvervsmanden Ole Kjærgård har stået i spidsen for en lang række af virksomheder, der er opløst efter konkurs.

Mureren Carsten Johansen har valgt at fortælle sin historie for at advare andre. Men han er langt fra den eneste, der må kigge langt efter penge for arbejde på Bøge Allé.

Også tømrermester Klaus Gammelgaard Jensen fortæller, at han er blevet bedraget af konkursrytteren. Han har 150.000 kroner til gode, som han formentlig aldrig vil se igen.

- En svindler som ham (Ole Kjærgård red.) går efter små selvstændige håndværksfirmaer som mit. Så er han sikker på, at vi er nemme at snyde. Mindre selvstændige har ofte ikke råd til advokat eller til at få erhvervsmanden tjekket, før vi laver forretninger med ham. Så han efterlader helt kynisk regningen uden at betale, siger Klaus Gammelgaard Jensen.

Flere lokale håndværksmestre lod sig besnakke med løfte om at få deres penge, så snart de sendte en regning. Men med tiden blev erhvervsmanden sværere at få fat på.

- Jeg har ringet tusind gange, men han tager ikke telefonen. Vi er mange håndværkere, der er blevet snydt for mange millioner i det her projekt. Jeg forstår simpelthen ikke, at vi har en lovgivning i Danmark, hvor folk kan løbe fra regningen ved at erklære sig konkurs og efterlade små håndværkere som mig med hele udgiften, siger en meget vred Carsten Johansen.

I forrige weekend tog sagen endnu en drejning, da Carsten Johansen blev ringet op af Ole Kjærgård.

- Jeg kunne få 100.000 kroner i morgen, hvis jeg holdt kæft og ikke udtalte mig til presse eller andre steder om Bøge Allé 4. Ellers kunne jeg glemme alt om at få de 250.000, som han skylder mig.

- Nu havde han pludselig penge. Han forsøgte at betale mig til tavshed, siger Carsten Johansen.

Erhvervsmand Ole Kjærgård skylder i forvejen Carsten Johansen 250.000 kroner for arbejde, som Carsten Johansen har gjort for at rette op på det murersjusk, som andre havde lavet i bygningen, før han kom til.

Derfor valgte Carsten Johansen at takke ja til at få de 100.000 kroner af Ole Kjærgård.

- Men jeg har selvfølgelig ikke fået nogen penge fra ham. Jeg orker ham bare ikke mere, og jeg lægger gerne navn til alt det her. Han skal bare ikke slippe, siger Carsten Johansen og tilføjer:

- Jeg ønsker bare, at jeg får de penge, han skylder mig.

Mandag den 4. marts lagde Carsten Johansen en advarsel ud på sociale medier under facebookgruppen "Blacklistede entreprenører" med næsten 13.000 medlemmer. Opslaget har fået en del reaktioner fra andre håndværkere, der ligeledes beretter om ifølge dem at være blevet bedraget af Ole Kjærgård.

Sagen fra Ribe er nemlig langt fra den første, hvor konkursryttere har efterladt utilfredse arbejdere, og derfor er man hos Dansk Industri (DI)meget optaget af at få sat konkursryttere som Ole Kjærgård højt op på den politiske dagsorden.

Vicedirektør hos DI, Kim Haggren, vil ikke kommentere den konkrete sag, men kalder helt generelt sagerne om konkursrytteri for "ekstremt udbredte":

- Der ligger flere hundrede sager i Sø- og Handelsretten om det her. Men det tager tid, ofte et til to år, før der ligger en dom, og i mellemtiden kan konkursrytteren fortsætte med at stifte gæld hos andre selvstændige erhvervsdrivende og lade sit selskab gå konkurs igen.

- Det er faktisk ekstremt udbredt, siger Kim Haggren.

Især byggeriet har været hårdt ramt af konkursryttere og tvivlsomme typer. Når boligpriserne stiger, øjner de mere foretagsomme typer hurtige penge på at bygge, renovere og videresælge.

- Det er et område med mange lykkeriddere, og de kan være mere end almindeligt dygtige til at tale for sig og få folk til at arbejde for sig.

- Vores aftalesystem på det private marked er jo meget præget af tillidsrelationer i Danmark. Vi stoler på, at når du udfører opgaven, så betaler jeg som aftalt. Vi stoler ret meget på hinanden. Det er på mange måder ekstremt effektivt, men det giver også plads til typer, der vil svindle, siger Kim Haggren.

Jyske Vestkysten har fået den statsautoriserede revisor og forretningsrådgiver Kaj Glochau fra Aabenraa til at gennemgå de offentlige oplysninger om erhvervsmand Ole Kjærgård.

- Han kautionerer personligt for sin gæld, så han er all in med alt hvad han ejer. Hans økonomi er voldsomt presset, og han ser ikke ud til at have lagt penge til side. Så jeg kan ikke tro, at der går lang tid, før han er personligt konkurs, fastslår Kaj Glochau.

Revisor Kaj Glochau påpeger som et ganske eksotisk indslag i regnskaberne, at Ole Kjærgård tilsyneladende i 2022-regnskabet har afsat 250.000 kroner til forventede bøder for brug af udenlandsk og ulovlig arbejdskraft.

JydskeVestkysten og Avisen Danmark har gennem flere dage forsøgt at komme i kontakt med entreprenør og erhvervsmand Ole Kjærgård om sagen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Det hører til sjældenhederne, at partilederne fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti sidder sammen på tomandshånd. Men det er netop, hvad der sker nu.

Pelle Dragsted og Morten Messerschmidt har indgået en alliance mod regeringen på grund af en ”grotesk” situation i de aktuelle ældreforhandlinger.

- Det er en regulær krigserklæring mod vores partier, det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Morten Messerschmidt.

Begge partier blev smidt ud af forhandlingerne om ældreudspillet, før de overhovedet var begyndt.

Det har fået de to partiledere op i det røde felt, fordi de mener, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) på helt usædvanlig vis udelukker partier på forhånd.

- Det er uprofessionelt af regeringen og udemokratisk. Vi repræsenterer en gruppe vælgere, for hvem ældrepolitikken faktisk har høj prioritet, siger Pelle Dragsted.

Sagen startede, da ældreministeren inviterede en række partier til det første forhandlingsmøde om regeringens ældreudspil.

Men hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti var blandt de inviterede.

Faktisk var det kun en tilfældighed, der gjorde, at partierne rent faktisk opdagede, at der var et møde i gang på ældreministerens kontor.

Ifølge Dragsted og Messerschmidt bunder konflikten ikke i politisk uenighed. Nej, ifølge de to partiledere, handler det om noget helt andet.

Det er en politisk magtkamp, hvor man ønsker at udelukke to partier, der stiller for mange kritiske spørgsmål, lyder det samstemmende fra dem.

- Man laver det her store cirkus i Fredericia med gruppearbejde og alt muligt for at vise, at man er åben og inkluderende. Når forhandlingerne så er i gang, siger man til de to partier, som historisk har stået stærkt på ældreområdet, at deres input ikke er nødvendigt. Det synes jeg er helt uhørt og udemokratisk, siger Pelle Dragsted.

Og han bliver suppleret af Morten Messerschmidt.

- Det sender jo egentlig bare et signal om, at ambitionsniveauet fra regeringens side primært er af kommunikativ karakter. Regeringen ønsker ikke nogen reel forandring i ældreplejen i Danmark, siger han.

At situationen er blevet så tilspidset mellem Enhedslisten, Dansk Folkeparti og regeringen, skyldes særligt ét citat fra ældreministeren

Mette Kierkgaard forklarede over for Avisen Danmark, at partierne er udelukket fra forhandlingerne, fordi de ikke er enige i "retningen og kerneværdierne i regeringens udspil."

Det kalder begge partiledere for ”uhørt”.

- For mig lød det mere som en sang fra de varme lande, at man nu ville man sætte sig ned med nogle partier, som ikke stiller for mange kritiske spørgsmål, og så hurtigt få lukket en aftale, siger Pelle Dragsted.

Hvis det er ældreministerens vurdering, at der ikke vil komme en aftale, som I to partier kan støtte, hvorfor så bruge energi på det?

- Så kunne man jo have spillet med åbne kort fra starten. Problemet er, at allerede inden vi når til det punkt, hvor kortene lægges på bordet, og man viser, hvad man ønsker, siger regeringen, at de slet ikke gider høre på os, siger Morten Messerschmidt.

Begge afviser, at det blot handler om politisk uenighed. De mener, at intet i udspillet var så fjernt fra deres egne holdninger, at der ikke kunne findes en løsning.

- Det er ikke noget, som ville have stået i vejen for, at vi kunne have deltaget i en aftale, siger Pelle Dragsted.

Spurgt direkte til dele af regeringens forslag, har begge partier dog en række forbehold.

F.eks. ønsker de flere penge, end regeringen har afsat og de er kritiske over for flere tilkøbsydelser i ældreplejen, især hvis grundpakken til de ældre ikke er fast defineret.

Handler det ikke bare om, at de politiske forskelle er for store mellem jer og regeringen?

- Overhovedet ikke, lyder det prompte fra Pelle Dragsted, inden han fortsætter:

- Vi er ikke fornærmede over, at vi ikke kan deltage. Fred være med det, så har vi mindre at lave. Men vi er bange for, at hvis vores to partier ikke sidder ved bordet, så er der ikke nogen, der tør slå hårdt nok i bordet. Helt oprigtigt, det er jeg faktisk bekymret for, siger Pelle Dragsted.

Både SF og Liberal Alliance er stadig med i forhandlingerne og begge afviser beskyldningerne om ikke at turde stille kritiske spørgsmål til forhandlingerne.

Ældreordføreren for SF, Kirsten Normann Andersen, kan dog godt forstå, at partierne er utilfredse. Hun har selv forsøgt at få en forklaring fra ministeren om beslutningen, men har ikke kunnet få et svar.

- Det ligner, at regeringen forsøger at legitimere sin regeringen hen over midten, og det starter ligesom med at skære yderfløjene væk, siger Kirsten Normann Andersen.

Hos Liberal Alliance ser man det nærmere som helt naturligt, at partierne ikke er med.

- Der er ingen tvivl om, at DF har haft stor indflydelse på ældrepolitikken. Og det er efterhånden åbenlyst for de fleste, at den måde simpelthen ikke fungerer. Vi er nødt til at gå en anden vej og bevæge os væk fra sådan et meget detailreguleret velfærdssystem over til mere tillid, siger ældreordfører Pernille Vermund (LA).

Ældreminister Mette Kierkgaard svarer i et skriftligt svar, at det er det politiske indhold og ikke partiernes prioritering af et givent område, der afgør, om det er grundlag for at forhandle.

- Det har på baggrund af partiernes interesse og tilkendegivelser i forhandlingernes første fase været tydeligt for mig, hvem det ville give politisk mening at forsætte forhandlingerne med. Det er partier fra både højre- og venstre side i folketingssalen, skriver hun og forsætter:

- Jeg kan således ikke genkende det billede, der tegnes, men kan derimod konstatere, at der ikke er den nødvendige enighed om retningen og de grundlæggende værdier i ældrereformen mellem regeringen og de to partier.

Oftere og oftere sker det, at der bliver betalt med en tusindkroneseddel i supermarkedet, når folk køber en mælk eller en banan.

Især er der sket en stigning, efter at Nationalbanken meddelte, at vores største sedler udgår ved udgangen af maj 2025.

Det skriver DR efter at have snakket med den administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.

- Vi kan se, at der har været en meget, meget stor stigning i brugen af tusindkronesedler efter Nationalbanken besluttede at udfase sedlerne, siger Jannick Nytoft til mediet.

Og stigningen af brugen af tusindkronesedlerne ved småindkøb er en klar indikator på, at der foregår hvidvask ude i de danske supermarkeder.

Det fortæller hvidvaskekspert, Jakob Dedenroth Bernhoft til Radio4 Morgen.

- Vi ved bare, at tusindkronesedlerne ligger ude ved de kriminelle og ikke bare hos nogle enkelte, det er milliarder, det drejer sig om. Lige nu står de i den situation, at de skal have dem vekslet, fordi de har brug for at kunne gå ned i banken med en halvmillion i tusindkronesedler og få dem vekslet, fortæller han og tilføjer:

- De ligger inde med en masse af de her tusindkronesedler, fordi den er ved at blive afskaffet. Problemet er, at de ikke bare lige kan gå ned i banken, fordi der risikerer de at blive indberettet til bagmandspolitiet, derfor vælger de at gå ned til købmanden i stedet for.

Ifølge Jakob Dedenroth Bernhoft er der ingen tvivl om, at de kriminelle er opfindsomme, når det kommer til at finde måder at omgå reglerne på.

- Man ser også, at det typisk er unge mennesker, de tager fat i. Her spørger man dem så om, om man eksempelvis må sætte 10.000 kroner ind på deres konto og få dem overført tilbage igen.

- De kriminelle har mange historier om, hvorfor de skal have hjælp, og det kan være svært at gennemskue, at man er udsat for svindel.

Hvidvaskeksperten lægger desuden vægt på, at den her form for kriminalitet omhandler kæmpestore summer af penge.

- Trafikken går ud på, at de fordeler de har mange milliarder ud i små bunker og så på en eller anden måde får dem sat ind på en bankkonto eller vekslet dem til mindre sedler. Der er forskellige muligheder, kan man sige. Det er så mange milliarder, de drejer sig om.

I dag er det stadig muligt at gå i banken og veksle den uddøende tusse til to femhundredekronesedler, der stadig vil fungere som betalingsmiddel efter 2025.

Men som Jakob Dedenroth Bernhoft peger på, så kan bankerne nægte at veksle penge, hvis de mistænker snyd.

- Der er mange, som har de har tusindkronesedler på ærlig og redeligvis, og de skal selvfølgelig ikke stoppes for at få ned og veksle dem, men der hvor problemer kommer, er når man gentagende gange går ned og får vekslet store beløb. Så burde der være en alarmklokke, der ringer, i forhold til hvor man har de penge fra, fortæller han til Radio 4 Morgen og tilføjer:

- Når de begynder at se mistænkelig ud, så har banken faktisk pligt til at spørge, hvor de her penge kommer fra, og de har ret til at afvise dem, hvis de sidder med en fornemmelse af, at der er noget kriminalitet involveret.