Det var ved en påskekomsammen i familien for nogle år siden, at noget gik op for Anni Matthiesen, folketingsmedlem for Venstre.

Og det fik så stor betydning, at det i sidste ende fik hende til at skifte mening om noget, hun før havde været meget i mod.

Rundt om påskebordet indledte familien nemlig en følsom snak om hendes voksne nevø, Alex, der siden han var barn har levet med lungesygdommen cystisk fibrose.

Det betyder også, at han formentligt en dag vil få brug for nye lunger fra en organdonor.

- Den dag gik det virkelig op for mig, hvilken belastning det er for en hel familie og at leve i den utrolige usikkerhed, siger Anni Matthiesen.

Snakken ved familiearrangementet fik Anni Matthiesen til selv at melde sig som organdonor dagen efter, selv om det var en tanke, hun ikke tidligere havde brudt sig om.

Folketingspolitikere som Anni Matthiesen kommer formentligt på et tidspunkt til at forholde sig til den nye ordning for organdonation, som SVM-regeringen netop har foreslået.

Med den lægger regeringen op til, at borgerne ikke længere aktivt skal tilmelde sig som donorer, men i stedet for aktivt melde sig fra, hvis de ikke vil donere deres organer. Med ordningen skal den enkelte dog stadig bekræfte, at man ønsker at være på donorlisten.

I etiske spørgsmål om abortgrænser, aktiv dødshjælp og organdonation vil folketingsgrupperne typisk blive stillet frit til at stemme, som de vil, og tidligere ville Anni Matthiesen have trykket på den røde knap i folketingssalen.

- Jeg har altid været et kristent menneske, hvilket også har betydet, at jeg havde det sådan, at det der var i mig, skulle blive i mig, og det var der ikke andre, der skulle tage fra mig, forklarer Anni Matthiesen.

- Men i dag har jeg vendt det rundt og ser det sådan, at hvis der er noget, der kan bruges i mig, som andre kan nyde gavn af, den dag jeg har lukket øjnene, så synes jeg faktisk, at det er også en form for næstekærlighed, man viser, siger hun.

Anni Matthiesen nevø er i dag 41 år, og han har trods sygdom valgt at stifte familie og har fået to børn.

- Der er der mange cystisk fibrose-patienter, som jo aldrig når der til. Men han ved jo også, at jo ældre han forhåbentlig bliver, jo større risiko er der også for at han skal have skiftet organer, siger Anni Matthiesen og tilføjer:

- Når det så pludselig kommer tæt på én, tror jeg, at det er lettere at tage beslutningen, men jeg er overbevist om, at der stadigvæk er mange, som undlader at gå ind og melde sig, fordi det også er lettere at lade være.

Der har allerede været meget modstand mod regeringens forslag, siden regeringstoppens trekløver, Mette Frederiksen (S), Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), præsenterede det i søndagens Politiken.

Overlæger på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital (OUH) har udtalt, at de mener, at det er en dårlig idé at ændre modellen for organdonation.

Det er, blandt andet fordi lægerne er bekymrede for, om borgere faktisk får bekræftet, hvis de ønsker at være på donorlisten.

Det rådgivende organ Etisk Råd er imod forslaget, og mener i stedet, at borgerne skal spørges, når et kørekort eller et pas skal fornyes.

Der er også modstand mod midterregeringens forslag fra både venstrefløjen og højrefløjen

Blandt andet skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, at ”vores organer er ikke statens. Der bør være et aktivt valg for den enkelte borger.”

Hos de liberale partier er modstanden ligeledes stor.

- Som liberal er det mig, der ejer min krop, og ikke staten, har Louise Brown, Liberal Alliances sundhedsordfører, udtalt til Ritzau.

Også Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne er imod.

Hvorfor er den liberale del af dig ikke imod den her model, Anni Matthiesen?

- Det er jo fint nok at sige, som nogen gør, at staten ikke skal bestemme over mine organer. Men jeg har det modsat sådan, at man ikke bare kan forvente, at der er andre, der skal give noget til mig, hvis jeg får brug for det, men jeg vil ikke give noget til andre, siger Anni Matthiesen.

Var du selv nået til den erkendelse, hvis din nevø ikke var syg?

- Ja, det tror jeg faktisk. Det var i sidste ende det, der gjorde, at jeg meldte mig som organdonor, men jeg tror i dag, også selvom jeg ikke havde haft en nevø, der er syg, at jeg var nået frem til det samme.

Men hvorfor ikke en model, hvor man som borger skal forholde sig til det, hver gang man får fornyet sit pas eller sit kørekort? 

- Jeg tror trods alt, at den her kommer til at rykke mere.

Men med regeringens model skal man jo stadig aktivt tilmelde sig. Det er svært at forstå, hvorfor I tror, at det vil rykke så meget mere?

- Alene det, at man skal foretage sig noget aktivt, håber jeg, vil skubbe folk til at gøre noget. De sidste par døgn har vi i min familie talt utrolig meget om det, og det tror jeg også, at man har i andre familier, mens medierne har dækket det. Jeg håber, at det samlet set vil betyde noget, så der ikke er så mange, som dør på ventelisten til nye organer, siger Anni Matthiesen og tilføjer:

- Og så håber jeg selvfølgelig heller ikke, at det er min nevø, der på et tidspunkt skal vente på nye lunger. Det vil være uudholdeligt.

196.000 pendlere kan se ind i et ekstra kørselsfradrag på i alt 520 millioner kroner de næste fire år. Det har et flertal i Folketinget i dag fået stemt hjem. Det skriver Finans.

Fradraget er møntet 25 yderkommuner samt en række småøer og er en del af finanslovsaftalen for 2024. Hvis man kører omkring 100 kilometer om dagen, kan man se ind i at få 1000 kroner mere om året ned i foret.

Konkret hæves fradraget med 10,75 procent ved satsen på 2,23 kr. pr. km ved kørsel over 24 km. Den ekstra gevinst for pendlere i yderkanten gælder i perioden 2024-2027.

I kroner og øre bliver det nuværende fradrag altså forhøjet fra 2,23 kr. til 2,47 kr i 2024.

For 2025-2027 påvirkes tallet yderligere af de konkrete satser for befordringsfradraget generelt, som Skatterådet fastsætter årligt.

Det skabte ravage i regeringen, da transportminister Thomas Danielsen (V) udtalte til Politiken, at han ikke udelukkede et comeback for Uber.

Trods kraftige reaktioner fra Socialdemokratiet, hvor en S-ordfører fik ''kaffen galt i halsen'', fastholder ministeren sin udtalelse.

For Danielsen vil ikke udelukke nogen muligheder, før et ekspertpanel senere på året fremlægger sine anbefalinger til forbedring af den kollektive trafik.

- Det ville være lidt mærkeligt at gå ind og afvise konkrete ting, inden de kom med deres anbefalinger. Så jeg er ikke afvisende for at drøfte noget som helst. Jeg er optaget af, at vi får så meget mobilitet som muligt, siger Thomas Danielsen og forsætter:

- Nu er Uber jo måske en rød klud for nogen. Men vi er jo allerede gået længere end Uber, hvis man ser ud på vores øsamfund, lyder det.

Ministeren henviser til, at øer mindre end Bornholm er blevet fritaget for taxareglerne fra årsskiftet. Det åbner op for, at Uber kan operere steder som Samsø.

Alligevel har det endnu ikke ført til en genkomst for den omdiskuterede platformstjeneste.

Spørgsmålet er derfor, om Uber reelt kan være den redningskrans for yderområderne, som Thomas Danielsen hævder.

- Nu har vi gjort det på vores øer, og så må vi se, hvordan vi griber det an i vores landdistrikter og vores provinsbyer. Men vi har i hvert fald nogle udfordringer, for jeg synes ikke, at vi generelt kan være den kollektive trafik og mobilitet bekendt i Danmark, siger Thomas Danielsen.

Ifølge Thomas Danielsen skal der tænkes ud af boksen, når det handler om kollektiv trafik.

Derfor kan privatbilisme udgøre et supplement i dele af landet, hvor man må se langt efter busser og tog, der kører regelmæssigt.

- Vi har i mange år kun fokuseret på tog og busser, men vi har mange biler på vejene, og hvis vi kunne få flere til at køre sammen, måske med økonomiske incitamenter, så vil det være en gevinst for mobiliteten, siger han.

Han fastholder, at private biler ikke skal erstatte tog og busser, det skal ikke være enten eller. Men et supplement, som visse grupper i samfundet kan bruge.

Her nævner Thomas Danielsen f.eks. gymnasieelever, der skal i skole. Eller pensionisten der skal til banko.

- Man kunne forestille sig, at der holder 100 biler på parkeringspladsen ved en ungdomsuddannelse i provinsen. Tænk hvis de 100 biler ikke havde flyttet 100 elever i skolen, men måske 300 – det ville være positivt både for mobiliteten og klimaet, siger Thomas Danielsen.

Men er det virkelig en holdbar løsning, fordi det er ikke sikkert, at ens venner og bekendte skal møde på samme tid som en selv?

- Derfor er det ikke samkørsel osv., vi primært skal bygge vores kollektive trafik på. Det er stadig busser og tog, der udgør grundstammen. Min pointe er, at det ene ikke udelukker det andet, lyder det.

I 2017 lukkede og slukkede Uber i Danmark, fordi taxaloven fastsatte, at man f.eks. skulle have installeret taxameter og sædefølere i bilerne. Af den grund så Uber ikke nogen anden udvej end at trække stikket.

Da Uber eksisterede, var tjenesten dog primært udbredt i de større byer i Danmark, fordi efterspørgsel er noget mere ujævn i de tyndtbefolkede områder.

Derfor har der også været sat spørgsmålstegn ved, om Uber virkelig kan hjælpe på mobiliteten i landdistrikterne.

Er det ikke urealistisk at tro, at Uber-chaufførerne ikke tager til de større byer, fordi efterspørgslen er langt større der?

- Du spørger mig til noget, jeg ikke har forholdt mig til. Nu har vi gjort det muligt på øerne, og så skal vi generelt se på, hvad der skal til for at øge mobiliteten, siger Thomas Danielsen og forsætter:

- Men i de små samfund tror jeg, man som taxavognmand er udfordret, hvis man vil køre taxavirksomhed. Det koster jo 20.000 kroner alene for at få sat sædefølere i bilen og installeret taxameter, samt overholde alle de krav, vi stiller. Det er måske noget af det, vi også skal se på. Er det virkelig nødvendigt med alle de krav?

Så reglerne skal lempes?

- Vi skal i hvert fald kigge på vores taxaregler i Danmark. Da den sidste taxalov blev indført, oprettede man også et taxaklagenævn, dermed har vi et helt system til at håndtere klager over taxature. Jeg er ikke altid vildt begejstret for min taxatur, men jeg ville ikke gå så langt som til at køre en sag på det. I virkeligheden er jeg nok oftere utilfreds med mit morgenbrød, men altså, vi har jo ikke et klagenævn for bagere, siger Thomas Danielsen og forsætter:

- Man skal betale 20.000 kroner for at være med i taxaklagenævnet, uanset om man har en enkelt taxa eller 100 biler. Det gør det meget dyrt at drive taxavirksomhed i provinsen, især på grund af de politiske krav. Det er jo nogle af de ting, som jeg synes, vi bliver nødt til at se på.

Simon Lindgaard er havnet i en kæmpe kattepine.

Han er flyttet til København, hvor han har fået et godt job. Men problemet er, at han ejer et hus i Holstebro - der ligger klos op ad naboens hus - som han kæmper gevaldigt med at få solgt.

Det er de færreste hussælgere, der har boet i et dobbelthus, hvor det mildest talt misvedligeholdte nabohus står i skærende kontrakt til det hus, som man forsøger at sælge. Men det er altså den situation, som 24-årige Simon Lindgaard står i.

Den unge husejer er overbevist om, at naboens hus - som står tomt - kan skræmme potentielle købere væk.

- Det ligner noget fra en gyserhistorie. Det står efterladt - som om nogen var død. Det er vanvittigt. Det er der ikke nogen almindelige mennesker, som gør, lyder det fra Simon Lindgaard.

- Nabohuset kan virke afskrækkende på potentielle købere. Det er megaærgerligt. Det er synd. Mit hus fortjener nogle nye ejere, siger han.

Simon Lindgaards hus har været til salg siden juli sidste år. Han så store muligheder i huset, da han og hans ekskæreste købte det tilbage i 2021. Her faldt han for det, som han beskriver som et "fantastisk og charmerende 125 kvadratmeter stort byhus beliggende på en stille og fredelig gade tæt på midtbyen".

- Vi havde store drømme og har gjort en masse for at gøre huset indbydende, lyder det fra husejeren.

Parret tilbød ejeren af nabohuset, som er en ældre herre, at købe hans del af dobbelthuset i slutningen af 2021, men det tilbud var han ifølge Simon Lindgaard slet ikke interesseret i at sige ja til.

Simon Lindgaard bebrejder sin nabo, at han ikke kan få solgt sit hus.

- Nogle mennesker kan man ikke nå ind til. Det er enormt frustrerende, at jeg ikke kan stille noget op. Jeg har ikke gjort noget forkert, siger husejeren og fortsætter:

- Jeg bor 400 kilometer væk, så huset er en klods om benet. Min beslutning om at købe det har fået konsekvenser for mig nu. Jeg har pligt til at vedligeholde huset, som jeg ejer, selv om jeg ikke bor i det. Jeg kan ikke bare være fløjtende ligeglad. Der er et fælles ansvar. Men min nabo vil ikke påtage sig sin del af ansvaret. Jeg føler mig magtesløs.

Tror du, at nabohuset er årsagen til, at du ikke kan få solgt dit hus?

- Ja. Det er jeg ikke i tvivl om, svarer Simon Lindgaard prompte.

Han fortsætter:

- Et huskøb er en af de største investeringer, som man kan lave. Hvis f.eks. nogle førstegangskøbere får det indtryk, at nabohuset er noget faldefærdigt lort, så bliver de bange. "Shit, ser mit hus mon sådan ud om 10 år? Kommer der rotter ovre fra naboen, eller kan vand fra naboens hus forårsage vandskader?" tænker de måske. Man får alle mulige billeder i hovedet, når nabohuset ligner noget, der er ved at falde fra hinanden. Jeg kan godt forstå, at potentielle købere bliver skræmte. Der er en "skodrente" for tiden, og så ligger mit hus tilmed ved siden af et "skodhus".

Simon Lindgaard fortæller, at han har konfronteret sin nabo adskillige gange. Men han har oplevet, at naboen har udvist en ligegyldighed.

- Jeg har talt med ham flere gange, hvor jeg har ytret min frustration og forsøgt at være diplomatisk, men det har nærmest bare været en monolog. Det nytter ikke noget, siger han og tilføjer:

- Og jeg kan jo ikke klage over, at jeg synes, at han bor grimt.

Simon Lindgaard har forståelse for, at hans ældre nabo ikke har den samme "arbejdskapacitet" som yngre mennesker.

- Jeg kan godt forstå, at det hele er vokset ham over hovedet, og at han ikke orker at tage sig af det. Men så er der nogen, der må tvinge ham til at tage stilling og hjælpe ham med at komme videre. Vi bor i et relativt velfungerende samfund, men ingen tager hånd om ham eller situationen.

Hvad ville du sige til ham, hvis du havde muligheden?

- Jeg ville sige, at han bør gøre os begge to den tjeneste at lade sit fantastiske hus og grund gå videre til nogle andre. Hvis han ikke magter opgaven, må han give den fra sig, lyder det.

Både Simon Lindgaard og hans ejendomsmægler bevarer håbet om, at det nok skal lykkes at komme af med huset.

- Jeg tror på, at hvis vi kan lokke nogle interesserede ud for at se mit hus, vil de forelske sig i det. Det er en skøn plet i en dejlig del af byen, siger han.

Husejeren håber, at potentielle købere vil være villige til at satse. Ellers må han ty til en plan B, som muligvis kunne være at leje huset ud.

- Jeg får ikke noget ud af at sætte mig ned og græde, lyder det.

Simon Lindgaards hus, som ligger på Fredericiagade 18, koster 1.365.000 kr.

- Det kan jeg ikke gøre noget ved.

Sådan lyder den kontante reaktion fra naboen Per Vinding, da han bliver foreholdt, at Simon Lindgaard mener, at nabohusets stand forringer hans muligheder for at sælge sit hus.

- Han skal ikke bestemme, hvordan der skal se ud ovre hos mig. Vi lever i et frit land. Husene er jo bygget sådan for mange år siden, og det kan der ikke laves om på. Det skulle han have tænkt over, inden han købte huset, siger naboen.

Burde du have været mere lydhør over for din nabo og vist forståelse for hans situation?

- Jeg var mere lydhør engang. Men det er han selv skyld i, at jeg ikke er længere, lyder det.

Per Vinding søgte væk fra Holstebro i forbindelse med coronapandemien, eftersom han er ramt af KOL og frygtede at blive alvorligt syg.

Han går ikke med overvejelser om at sælge sit hus beliggende på Fredericiagade 16, og han ved ikke, om han nogensinde vender tilbage til huset.

Kolding: Det siges, at håbet er det sidste, der dør. Det flyder også stadig i årerne hos 85-årige Birgit Thomsen selv mere end fire årtier efter, at det værste, forældre kan opleve, ramte. Håbet om endelig opklaring af, hvem der tog datterens liv den oktober aften i 1979.

- Det er den opgave, jeg gerne vil have løst, inden jeg ikke skal være her mere. Det føler jeg, at jeg skylder Gitte. Derfor er jeg også bestemt på at holde sagen varm, siger hun.

Derfor sendte hun for nylig en mail til Avisen Danmark og JydskeVestkysten, hvor hun luftede frustrationen over, at sagen om drabet på hendes datter ikke var nævnt, da en kort oversigt over en håndfuld uopklarede drab blev bragt i anledningen af et gennembrud i en 34 år gammel drabssag i København.

- Jeg har det sådan, at hvis jeg bliver ked af det eller vred over noget, så skal det ned på papir, så jeg ikke brænder inde med det. Jeg skal have det ud, siger hun.

Og dette "noget", som klingede af frustration, bundede i frygt. Hun er bange for, at sagen om hendes datter ligger så langt nede i stakken af sager hos politiet, at den efterhånden kun er nævnt i glemmebogen.

Men det er en sag, hun håber at nå opklaringen af - og det har fået mere næring den seneste tid.

Vi skruer tiden tilbage til den oktober-aften i 1979, da beskeden ramte.

Birgits datter havde besøgt Tantholt Rideskole vest for Kolding og cyklede ved 20-tiden hjemad i aftenmørket, da hun blev hevet af cyklen og bedøvet med kloroform på et stykke vat, som blev holdt for hendes mund.

Det er uvist, om planen var at slå Gitte ihjel, men hun indåndede så meget af det bedøvende middel, at hendes hjerte gik i stå. Det ved man, fordi et postbud dagen efter fandt den unge pige på en mark 15 kilometer fra stedet, hvor hun blev overfaldet.

Inden det kom så langt, blev Gittes forældre så bekymrede over, at deres datter ikke vendte retur til barndomshjemmet i Kolding, at de allerede samme aften meldte hende savnet. For de vidste, at Gitte overholdt sine aftaler.

Politiet iværksatte en efterforskning af sagen, men man fandt aldrig frem til en gerningsperson. Og sådan har det været i indtil videre 44 år. I den tid har Birgit Thomsen stædigt holdt fast i håbet om, at datterens drabssag en dag vil blive opklaret, og i forrige uge fik det håb altså ekstra næring.

For i stuen i det hus, hvor Birgit og hendes mand har boet siden 1961 og opfostret deres to børn, herunder 16-årige Gitte, lød pludselig nyheden i fjernsynet, som fik det til at sitre i Birgits krop.

For selvom hendes datters drabssag efterhånden har mange år på bagen og efterhånden har fået en plads, så den ikke fylder i bevidstheden hver eneste dag, så fylder den, når andre drabssager ser dagens lys.

Nu hørte hun, at nye metoder i arbejdet med dna-spor, som klinger henad genetisk slægtsforskning, havde ført til et gennembrud i en 34 år gammel drabssag fra København, hvor en mulig gerningsmand nu var anholdt og sigtet.

- Jeg blev urolig, men på en håbefuld måde - for gad vide, om det også kan bruges i Gittes sag, siger Birgit Thomsen, som greb iPaden og læste alle de artikler om sagen, hun kunne komme i nærheden af.

Det gav hende håb. Men der var også en hage ved det hele.

For jo mere Birgit læste, jo vanskeligere syntes en opklaring med den nye tilgang til dna også at være. For hun har aldrig fået at vide, om der er fundet dna-spor fra en gerningsmand i datterens sag. Og selv hvis der er, så skal der jo laves et match i politiets register.

- Og jeg aner jo ikke, om der er nogle slægtninge til gerningsmanden i systemet hos politiet, man kan matche med. Men det håber jeg, der er, og at det her kan komme Gittes sag til gode.

Selvom hun har tænkt, at det måske slet ikke er realistisk at opklare drabssagen, så nærer hun altså et håb. Og det har hun god grund til.

I udlandet findes nemlig flere eksempler på gamle drabssager, som takket være nye metoder har ført til gennembrud.

I 2021 blev en 32 år gammel drabssag med en 14-årig pige, som blev kvalt i Las Vegas, USA, nemlig opklaret takket være genom-sekventering af blot 15 celler fra gerningsmanden, som var fundet på pigens trøje.

Til sammenligning har et menneske 30 billioner celler, og mængden af dna, som blev brugt til opklaring af drabet, var ifølge BBC den mindste mængde, en drabssag nogensinde var opklaret med.

Et andet eksempel er den såkaldte "Golden State Killer". Her blev en 74-årig tidligere betjent efter over 40 år på fri fod i 2018 anholdt, sigtet og siden dømt for 13 drab og cirka 50 voldtægter gennem 70'erne og 80'erne. 

Her var det en kombination af slægtsforskning og dna-spor fra ofrene, som førte til gerningsmanden.

Det er drømmescenariet hos Birgit Thomsen. Men selvom hun i årevis har længtes efter at kende personen, der dræbte hendes datter, så er hun ikke sikker på, hvad hun ville gøre, hvis det skete.

- Det bliver du nødt til at spørge mig om til den tid, for jeg kan ikke svare dig. Jeg har ikke turdet forestille mig den situation. Men jeg ville nok føle en form for lettelse, siger hun og tøver så et øjeblik.

- Men det handler jo nok også om, hvilken person det er. Vi ved jo ikke, om det er en, vi kendte, siger hun og fortæller, at hun formentligt heller aldrig kan tilgive det menneske, som endte Gittes liv.

- Jeg ved godt, at tilgivelse er det største, man kan komme ud for, men lige her synes jeg, den er svær. For han har taget noget af det vigtigste i vores liv. Ens børn er jo det mest værdifulde, man har. Derfor opfordrer jeg også til, at man ikke glemmer Gittes sag.

- Så længe jeg lever, så vil jeg prøve at gøre noget for, at sagen bliver husket, siger hun.

JydskeVestkysten har spurgt Sydøstjyllands Politi, hvad status er på efterforskningen i Gitte-sagen, om der er fundet dna-spor, og om der foreligger en gerningsmandsprofil. Det har politiet tirsdag svaret følgende på:

"Sydøstjyllands Politi kan først og fremmest oplyse, at det helt overordnet er sådan, at drabssager aldrig forældes. Derfor forfølger politiet de eventuelle spor, der måtte komme til vores kendskab. Det gælder både eventuelle nye oplysninger i drabssager, nye efterforskningsmetoder eller lignende, der bliver inddraget i efterforskningen," skriver kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, Ulla Kaspersen, i mailsvaret til JydskeVestkysten, og det fortsætter:

"Af hensyn til en eventuel genoptagelse af efterforskningen i de uopklarede, ældre sager, der måtte være, ønsker vi ikke bidrage med en detaljeret uddybning af, hvilke kriminaltekniske efterforskningsmetoder der kan tænkes anvendt".

En af dem, som stadig følger den gamle sag fra Kolding, er den tidligere drabsefterforsker hos Rigspolitiets Rejsehold og senere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen. Selvom han deltog i efterforskningen, så kan han ikke direkte fortælle, om der blev fundet og sikret dna-beviser i sagen.

Det var nemlig "ikke et issue" dengang, fortæller han, for dna blev først indført som bevismateriale i politiets efterforskningsarbejde fra cirka 1990. Og selv hvis der var dna-beviser i sagen i 1979, så har de kun klaret tidens tand, hvis de er opbevaret korrekt - nemlig tørt, mørkt og ikke for varmt.

Og det er altså uvist, hvad der er sket med genstandene, politiet arbejdede med under efterforskningen. Uvisheden er ikke større, end at Hans Jørgen Bonnichsen alligevel bærer håbet om, at et gennembrud kan være på vej.

- Jeg har det på samme måde som Birgit, siger han.

- Jeg har et inderligt håb om, at sagen opklares, for det er en af de sager, der virkelig piner og plager mig. Og jeg håber, at man - også i forbindelse med en revurdering af de affekter, man i sin tid sikrede - med de moderne teknologiske virkemidler har muligheden for at få et gennembrud.

Bilsalget kom skidt fra start i 2024. Det blev til 9.877 styk i januar, hvilket er næsten det halve af antal solgte biler i december og 18 procent færre end i januar sidste år. Men måske venter en stor stigning i salget forude.

En af årsagerne til købernes tilbageholdenhed er skatteregler. En forhøjelse af bundfradraget på registreringsafgiften ved køb af en elbil trådte først i kraft 1. februar, så nogle bilkøbere har formentlig ventet på det højere fradrag.

En anden ingrediens i et større bilsalg er udsigt til lavere priser. Danmarks Statistik har spurgt til humøret blandt bilforhandlerne, og næsten halvdelen svarede, at de har alt for mange biler stående.

- Det er mange, og cirka 40 procent af forhandlerne har også svaret, at de forventer at sætte priserne ned i løbet af de næste tre måneder. Det kan godt sætte mere skub i bilsalget den kommende tid, vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Branchedirektøren hos DI Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen, vurderede i januar over for Ritzau, at det høje udbud vil skabe konkurrence blandt forhandlerne.

- Det betyder, at der er en intensiv konkurrence i bilbranchen i øjeblikket. For efter nogle måneder med rigtig mange tilbud på nye biler, har forhandlerne fået et stigende antal af brugte biler. Og dem skal de af med, siger han.

Og på trods af den høje stigning af lagerbeholdningen i januar 2024 er der gennem de seneste år også sket en stigning i antallet af nyregistrerede biler.

Ifølge Danmarks Statistik kom der cirka 16 procent flere nye biler i 2023 end i 2022. Her var 36 procent af de nye biler elbiler. I 2022 lå antallet af nye elbiler på kun 21 procent.