I takt med at jordskredssagen fra virksomheden Nordic Waste i landsbyen Ølst syd for Randers har nået skandaleniveau og er blevet et allemandsanliggende, breder konsekvensen af forargelsen sig som ringe i vandet.

Det er meget synligt på for eksempel Facebook, hvor en opfordring til boykot af Nordic Waste-ejerens andre selskaber, ikke mindst af Jensens Bøfhus, har rejst sig.

Restaurantkæden er delvist ejet af Torben Østergaard-Nielsen, som er mangemilliardær og Danmarks sjette rigeste mand. Ved at erklære Nordic Waste konkurs, som det skete fredag, mener ejerne, at både ansvaret og regningen for jordskreddet med ét flyttet fra virksomheden over på skatteborgerne.

Det har gjort blandt mange andre Tanja Bundgaaard fra Randers fløjtende arrig. Hun har udfærdiget og offentliggjort en liste over Østergaard-Nielsens virksomheder, heriblandt Jensens Bøfhus, som hun på Facebook opfordrer til at boykotte. Opslaget er i skrivende stund delt af 3.400 andre Facebook-brugere.

- Den eneste måde at ramme den slags mennesker på er ved at gå efter deres pengepung. Så jeg kommer ikke at til lægge så meget som en krone hos ham, siger hun til TV2 Østjylland.

Tanja Bundgaaard står langt fra alene med sin boykotopfordring.

Her følger blot nogle få eksempler fra raseriet på sociale medier - hvor nogle ret beset også opfordrer til at være mindre krigerisk, hvad angår Jensens Bøfhus.

- Gå ind på Jensens Bøfhus og bestil forret stor bøf salatbar vin øl og dessert .. når regningen så kommer går man bare uden at betale (...), så kan han lære det.

- Når man har midlerne, skal man selvfølgelig rydde op efter sig selv. Giv folk bag Jensens Bøfhus fri!

Kritikken er ikke som sådan rettet mod restaurantkæden, men den gennemgående pointe er, at ved at holde sig væk undgår man at forgylde den udskældte milliardær yderligere. Som det hedder i et af de mange opslag:

- Når du spiser hos Jensens Bøfhus, så støtter du Torben Østergaard-Nielsen.

Der er også dem, der siger stop lige en gang, fordi mange uskyldige vil blive de virkeligt ramte, fremgår det opså af Facebook-opslag. For eksempel:

- Hvis I følger den anbefaling, rammer I ikke hr. Nielsen, men derimod de uskyldige medarbejdere på restauranterne, der vil miste deres levebrød.

- Han lukker da bare biksen, hvis den ikke kan løbe rundt. Det vil så gøre en masse uskyldige mennesker arbejdsløse.

- Hvis nu Torben Østergaard-Nielsen, som så mange af os andre, også ejer nogle aktier i Tesla, eller Novo Nordisk, skal vi så også boykotte dem?

Administrerende direktør for Jensens Bøfhus Anders Engdahl oplyser i en mail til Avisen Danmark, at sagen om Nordic Waste har medført et stigende antal negative henvendelser til restaurantkæden. Han mener ikke, det er rimeligt at lade jordskredssagen gå ud over Jensens Bøfhus, som ikke kun ejes af Torben Østergaard-Nielsen.

- Vi har intet med Nordic Waste-sagen at gøre, og er derfor heller ikke part i sagen. Vi kan derfor heller ikke forholde os til kritikken. Vi ønsker alle velkommen i vores restauranter og opfordrer til, at kritik rettes andre steder hen end til vores medarbejdere. De har, om nogen, ikke en andel i denne sag, lyder det fra Anders Engdahl.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Jensens Bøfhus kommer i klammeri med folkestemningen. I 2014 blev der ligeledes opfordret til boykot af bøfrestauranten, da Jensens Bøfhus lagde sag an - og vandt den i Højesteret - mod en mindre fiskerestaurant i Sæby i Nordjylland, fordi den kaldte sig Jensens Fiskehus.

Opfordringen virkede, og i løbet af ingen tid mistede Jensens Bøfhus op mod 30 procent af sin omsætning. Det fik store konsekvenser for kæden. Blandt forlod stifteren Palle Skov Jensen ledelsen.

- Det var en hård tid, og vi var yndlingsoffer for pressen i lang tid. Det var meget nyt dengang. Man kendte ikke til shitstorme i det omfang. De rådgivere, jeg omgav mig med, famlede sig frem, og det gjorde jeg og min bestyrelse også, sagde Palle Skov Jensen i et interview i Avisen Danmark i september sidste år.

På ganske kort tid er den stenrige ejer af Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen, blevet skydeskive i den offentlige debat.

Men på tværs af landet er der delte meninger om landets sjetterigeste mand.

I landsbyen Ølst ved Randers, der risikerer at blive begravet af jordskreddet, har de ikke så meget pænt at sige, hvilket også har forplantet sig til den generelle folkestemning. Skidt karl, lyder dommen. I hans hjemby, Middelfart, er han en stor mand, som mange dér mener har gjort meget godt på egnen. Fin fyr, synes de.

Jørgen og Birthe Binder bor i Ølst og har jordskreddet tæt på, hvilket har gjort rigmanden fra Fyn til en meget nærværende skikkelse i deres øjeblikkelige liv.

- Vores huse er usælgelige. Der er ikke nogen, der vil købe sådan en ruin.

- Jeg synes, det er en dårlig opførsel af Torben Østergaard-Nielsen. Han vil jo ikke stå ved noget ansvar, siger Jørgen Binder.

- Jeg er nervøs for, om jordskreddet kommer til at dække byen, siger Birthe Binder.

Jens Skov Andersen er en anden Ølst-beboer, der har fået en ualmindelig skidt opfattelse af Torben Østergaard Nilsen.

- Jeg synes, det er usmageligt, at en mand, der har tjent millioner her, forlader stedet, siger han.

I rigmandens hjemby, Middelfart, hvor Torben Østergaard-Nielsen bor og driver sin økonomisk velpolstrede virksomhed USTC, var hans rolle i jordskredssagen også et stort samtalemne lørdag. Men ikke i så fordømmende toner, som ellers slår igennem på blandt andet sociale medier.

- Jeg bliver meget ked af det over at se, at folk bliver så hadefulde over for familien. Det må da være forfærdeligt at blive lagt for had. Ingen har kunnet gøre for, at det er sket, siger således Hanne Pedersen, der bor i Middelfart.

Det gør også Erik Gammelgaard, og han har samme opfattelse:

- Der er sandsynligvis en forhistorie, og den kender jeg ikke. Jeg synes ikke, at den er belyst endnu. Det er uretfærdigt, at de bliver hængt ud på den her måde, siger han.

Når holdningen til Torben Østergaard-Nielsen er mildere stemt på hjemmebane, skyldes det blandt andet, at han betragtes som en mand, som på mange måder støtter lokale initiativer og udviklingen i byen.

For eksempel med store investeringer i en kommende bydel på Middelfarts trafikhavn og i boligopførelsen i i byens centrum.

Mens elbilerne vælter ud på de danske veje, intensiveres konkurrencen nu om at sælge strøm til bilerne.

I denne uge sænkede Tesla igen priserne på lynladning til helt ned til 1,85 kroner for en kilowattime strøm.

Forskellige betingelser skal være opfyldt. Enten skal man eje en Tesla eller købe et abonnement til 99 kroner om måneden. Samtidig skal man undgå at lade mellem klokken 16 og 20, hvor strømmen er lidt dyrere.

Men langt de fleste steder i landet vil Tesla stadig være billigere end konkurrenterne på markedet, der også er i gang med at sænke deres priser.

Det fremgår af en ny oversigt fra bilisternes organisation, FDM, der løbende overvåger markedet.

- Især de steder, hvor der er mange udbydere, kan vi se, at konkurrencen presser priserne ned. Derfor er det glædeligt, at Vejdirektoratet fremadrettet vil tilbyde store stationer til mindst to udbydere, siger Ilyas Dogru, chefkonsulent i FDM.

Hvis man køber sin strøm til 1,85 kroner pr. kWh, svarer det ifølge FDM til en udgift på 41 øre pr. kilometer, som man kører i sin elbil. Det er under halv pris af udgiften til benzin og diesel, der koster henholdsvis 87 og 72 øre pr. kilometer.

Eller sagt på en anden måde: Når man tanker strøm til denne pris, svarer det til at købe benzin for 6,58 kroner pr. liter. Så lav har benzinprisen ikke været siden 1998, viser tal fra Drivkraft Danmark.

Det hører med til billedet, at lynladning typisk er den dyreste måde at oplade sin bil på. Det er billigere på langsomme ladere, som der findes tusindvis af i byerne, eller hjemme i ens egen carport, hvis der lades, når elprisen er lavest.

Tesla har i dag 480 lynladere i Danmark, hvoraf 90 procent er åbne for alle elbiler. Markedslederen er Clever, der har rundet 600 lynladere i Danmark.

Mange af Clevers kunder betaler et fast abonnement hver måned, hvorefter der frit kan hentes strøm på virksomhedens ladenet. Men hvis man ikke har et abonnement, kan man købe strøm på lynladerne til en såkaldt ad hoc-pris på 4,99 kroner pr. kWh.

- Clever reviderer sine ad hoc-priser måned for måned. Vi holder selvfølgelig altid øje med markedet og evaluerer løbende den måde, vi prissætter på, siger Peter Hove Hildebrandt, ansvarlig for prissætning, hos Clever.

De traditionelle tankstationer har meldt sig på banen med lynladere ved siden af de klassiske benzin- og dieselstandere.

Både Shell, Circle K, Q8, OK, Uno-X har sænket priserne siden i sommer og ligger nu i prislejet 3-4 kroner pr. kWh. Energiselskaberne Norlys og Ewii ligger også i dette prisspænd.

- Vores fokus er altså ikke at være billigst for enhver pris. Derimod sigter vi mod, at vores samlede tilbud til elbilister er af høj kvalitet med nem betaling, let tilgængelighed og mulighed for at lade i trygge, oplyste omgivelser. Tit vil der også være mulighed for at handle i en af vores butikker eller få vasket bilen, siger Søren Møller Maretti, Direktør i DCC Energi Mobility, der driver Shell-stationerne i Danmark.

Som noget nyt skal elbilisterne tage højde for et tiltag hos nogle af strømsælgerne, nemlig dynamisk prissætning, hvor det er den aktuelle elpris, der time for time afgør elprisen på lynladeren.

Oveni skal bilisterne passe på, at de ikke betaler overpris for strømmen, fordi de kommer til at bruge den forkerte app eller en fysisk ladebrik.

- Vi ser flere og flere, som ender med at betale priser på op mod 8-9 kroner pr. kWh på ladepunkter gennem roamingtjenester, hvor prisen ellers er omkring 3-4 kroner pr. kWh, siger Ilyas Dogru.

Kompliceret? Muligvis, men FDM har høje forventninger til nye EU-regler, der skal hjælpe forbrugerne med at finde rundt i lademarkedet.

- EU kommer med ret strenge krav til prisvisning, betaling og ikke mindst prissætning. Generelt kommer EU med flere tiltag, som kommer til at definere både markedet for opladning af elbiler i hjemmet og på farten, siger Ilyas Dogru.

Antallet af elbiler i Danmark er på fem år steget fra 10.000 til nu 200.000. Det svarer til syv procent af bilparken.

I begyndelsen var det kun Moderaternes politik.

Men nu er det blevet til et forslag, som hele regeringen står bag.

Finansministeriet forudser, at Danmark i 2030 vil mangle 17.000 SOSU'er til pleje af de ældre og syge.

Derfor foreslår regeringen at hente flere medarbejdere fra lande uden for EU, såsom Indien og Filippinerne til arbejde i ældreplejen og sundhedssektoren.

Trods udsigten til flere udlændinge til Danmark, mener Moderaterne ikke, at det skal ses som en lempelse af udlændingelovgivningen.

Det fortæller politisk ordfører i Moderaterne, Monika Rubin, i Avisen Danmarks politiske podcast, "Christiansborg."

Er det her en lempelse af udlændingepolitikken?

- Nej, jeg tror, det er forfejlet at blande udlændinge- og integrationspolitik sammen med beskæftigelsespolitik. Vi skal passe på med det, og jeg ved godt, at vi historisk set har haft en tendens til det, fordi vi har haft regeringer, der var afhængige af den yderste højrefløj. Men i min optik er det to forskellige ting, siger Monika Rubin.

Så du mener ikke, at når man åbner op for mere udenlandsk arbejdskraft, altså udlændinge til Danmark, at det er en lempelse af udlændingelovgivningen?

- Helt ærligt, så tror jeg ikke, at det er sygeplejersker, pædagoger og ingeniører, der bidrager til de problemer, som kan opstå i forbindelse med integrationsudfordringer. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Danmarksdemokraterne kalder det at ”åbne en ladeport til Danmark for folk fra Afrika” – kan der ikke være problemer ved at få en masse folk fra uden for EU til Danmark?

- Jeg er selv halv iraner, så jeg tror, at jeg er den forkerte at spørge. Det handler om, hvordan man sikrer, at dem, der kommer til Danmark, bliver integreret i det danske samfund. Men jeg kan godt forstå, at man som højrefløjsparti føler et behov for at tale et skræmmebillede op. Vi står dog slet ikke det samme sted som for 20 år siden, lyder det fra Monika Rubin.

En af bekymringerne ved forslaget har været, om man kan sikre, at de udenlandske medarbejdere er dygtige nok til det danske sprog.

Hvordan sikrer man, at en studerende kan ordentligt dansk, hvis de har gået på en skole i Mumbai?

- Det er det, vi skal sikre, og det gør vi også på nuværende tidspunkt, når vi får international arbejdskraft til Danmark. Særligt når de skal arbejde i vores velfærdsfag, hvor den personlige kontakt er enormt vigtigt. Og så skal vi også sikre, at de får den danske kultur med, siger Monika Rubin.

Er det realistisk at opnå det i Indien, eller er det nødvendigt, at det foregår i Danmark for at forstå den danske kultur?

- Jeg tror, der er nødt til at være et element af det, som de skal modtage i Danmark. I hvert fald inden de er fuldstændig færdiguddannede og kan 'sættes fri' på det danske arbejdsmarked. Men det er netop sådanne detaljer, vi skal undersøge nærmere.

Kan du forstå, hvis nogle ældre er tilbageholdende over for idéen? Det kan jo godt være, at personen på papiret kan dansk, men nogle gange kan det vise sig at være sværere i praksis?

- Jeg kan godt forstå, at man kan være bekymret. Men vi bliver også nødt til at forholde os til den virkelighed, vi står overfor, for ellers risikerer vi simpelthen ikke at have nok medarbejdere. Så tænker jeg, at de fleste foretrækker en, der taler med accent, frem for slet ikke at have nogen til at hjælpe.

Randers: Lige nu er danskerne vidne til en potentiel katastrofe i slowmotion, hvor enorme mænger jord fra Randers-virksomheden Nordic Waste A/S truer omgivelserne. Det er umuligt helt at stoppe jorden, og i denne uge kom en opsigtsvækkende rapport fra ingeniørfirmaet COWI, det blandt andet slog fast, at landsbyen Ølst vil blive begravet i jord, hvis jordskredet får lov at fortsætte.

Samtidig lærte vi fredag, at moral og jura er to forskellige ting, hvilket er en bitter lektie for både ministrene på Christiansborg og borgmesteren i Randers, der dagen igennem rasede mod rigmanden Torben Østergaard-Nielsen. Det er også en grim viden for skatteborgerne både i Randers og hele Danmark, der lige nu står til at betale regningen.

Sagen er nemlig, at den store USTC-koncern fredag lod datterselskabet Nordic Waste A/S gå konkurs, og i følge lovgivningen er det almindelig praksis at lukke og slukke, uden at virksomhedens regninger sendes videre til ejerne bag.

Og da oprydningsarbejdet må og skal fortsætte for at forhindre jorden i at lave uoprettelige skader, så er det Randers Kommune, der fortsætter arbejdet og betaler regningerne. I hvert fald indtil Miljøstyrelsen måske overtager ansvaret.

Her kan du se status på en lang række vigtige spørgsmål i sagen om Nordic Waste:

Jan Andersens datter Kamilla syntes for fire år siden, at hendes far havde en tendens til at glemme aftaler og gøre nogle ting, der ikke gav mening.

Hun havde mistanke om, at han havde stress, og sendte ham derfor forbi huslægen. Lægen sendte Jan Andersen videre til sygehuset i Sønderborg. Her blev han undersøgt og scannet, og der blev foretaget en række test, der afslørede, at den dengang 52-årige mand led af demens, nærmere betegnet varianten Lewy body demens.

Den før så aktive mand måtte indse, at han dør med demens, og at han før eller siden kun vil være en hul skal, der ikke kan huske noget eller genkende sin hustru, børn og børnebørn.

Dommen var et hårdt slag for Jan Andersen og ikke mindst hustruen gennem snart 30 år, Anne Marie Due Lauritzen.

- Det er hårdt. Meget hårdt. Det er svært at acceptere og se, når man ved, hvor det går henad, siger Anne Marie Due Lauritzen.

Parret mødte hinanden på Ladelund Landbrugsskole i 1986. Anne Marie Due Lauritzen var elev, og Jan Andersen hendes lærer. I 1995 blev de gift.

Som sagt har Jan Andersen alle dage haft travlt. Måske for travlt. Han har altid haft gang i mindst ét job. I 20 år arbejdede han som landmand - heraf 15 år som grisefarmer. Han har også arbejdet med at lægge asfalt ud, gjort rent i feriehuse, ordnet folks haver, og de seneste 20 år har han arbejdet på virksomheden Moveero, der fremstiller fælge til traktorer og entreprenørmaskiner. Her har Jan Andersen varetaget alle mulige funktioner og blandt andet svejset og i fem år malet med terpentinbaseret maling.

Hvorfor han er blevet syg med demens, er der ingen, der ved. Måske er det stress, måske arbejdet har været for slidsomt, måske er han arveligt disponeret, måske er der en helt fjerde grund. Ingen i familien er ramt af demens - end ikke hans farmor, der døde som 94-årig.

- Jeg har aldrig været god til at passe på mig selv. Jeg har aldrig brugt noget som helst - hverken høre- eller åndedrætsværn. Lægen siger, at det måske kan være derfor, at jeg er ramt af demens, siger Jan Andersen og kigger ud af vinduet i det lejede hus på den stille vej i Åbøl nær Haderslev.

Ifølge demenskoordinator i Tønder Kommune, Marianne Jørgensen, er der stor forskel på demensforløbene. Et gennemsnitligt demenssygdomsforløb har en varighed på cirka 6-10 år, men det varierer meget fra patient til patient. Andre kan leve op til 20 år med demens.

Netop beliggenheden i Åbøl var lidt af et problem, da Jan Andersen var under udredning for fire år siden. Han fik kørselsforbud, og det kan være noget af udfordring, når man bor midt i ingenting. Men en god kollega gjorde det muligt for Jan Andersen at blive kørt til og fra arbejde hver dag. I dag må Jan Andersen igen køre bil.

Jan Andersen fungerer i dag som alt-muligt-mand på virksomheden Moveero. Men der er grænser for, hvad han kan klare, og nye inputs er spild af tid. Derfor fravalgte han også et kursus før jul - hjernen kan simpelthen ikke rumme mere.

- Jeg har hele tiden været åben og ærlig om min sygdom over for mit arbejde. Vi har også den klare aftale, at den dag jeg ikke længere magter det mere, og de siger, at nu går den ikke længere, så stopper det, siger Jan Andersen.

Det er nu ved at være fire år siden, at Jan Andersen fik diagnosen. Den første tid var der ikke megen udvikling, men det seneste års tid har især Anne Marie Due Lauritzen bemærket, at hendes tidligere så energirige mand har mistet noget af pusten.

I dag tager han en times tid på langs, når han kommer hjem fra arbejde. Havearbejdet og rengøringsjobbet er lagt på hylden, og sidste år var det Anne Marie Due Lauritzen, der sørgede for at kløve brændet.

- Jeg kan godt mærke, at Jans energi er dalet det sidste års tid. Tidligere var det ham, der ordnede tingene og satte lamper op. Hans energiniveau er for hastigt nedadgående, fortæller Anne Marie Due Lauritzen og tilføjer, at selv om parret løbende taler om tingene, så er det ikke altid lige let at være hende.

- Det er svært for mig. Hvor er hjælpen? Der er ingen hjælp til mig, siger hun og tilføjer, at hun har deltaget i støttegrupper for demenspårørende, men at det ikke har slået til.

- Jeg mangler information om, hvordan jeg tackler det. Hvordan kommer jeg videre?

Demensen begyndt at gå ud over Jan Andersens korttidshukommelse - mens langtidshukommelsen stadig fungerer upåklageligt.

- Jeg kan godt huske, hvad der skete for 30 år siden, men jeg kan ikke huske, hvad jeg fik at spise i søndags, siger Jan Andersen, der selv kan mærke, at tingene ændrer sig.

Han har altid fornøjet sig med kryds og tværs-opgaver, men de bliver sværere og sværere at løse. Og hvor han tidligere var meget social, trækker han sig nu. Parret har tidligere kørt rundt til traktortræk på Fyn og i Jylland - blandt andet Visby, Brande og Herning - men kombinationen af larm og masser af folk presser Jan Andersen.

- Vi har en aftale om, at når han siger, at han vil hjem, så kører vi hjem, konstaterer hustruen, hvortil Jan tilføjer:

- Det er hårdt og svært at acceptere og se, hvor det går henad.

For begge parter og børnene står det klart, at Jan Andersen en dag bliver så syg af demens, at han ikke kan klare sig selv længere. Anne Marie Due Lauritzen er klar til at gå langt for sin mand og selv pleje ham derhjemme, men på et tidspunkt kan han ikke længere huske, genkende kone og børn, og hvem han selv er.

Men hvad gør man, når det lakker mod enden? Parret har haft emnet oppe at vende flere gange, selv om det er ganske svært at tale om og forberede sig på.

- Når jeg ikke længere er mig selv og ikke kan huske noget, så vil jeg ikke længere leve, konstaterer Jan Andersen.

Er der noget, du gerne vil nå at opleve, før det er for sent?

- Nej, egentlig ikke. Jeg har seks børnebørn - heraf to af egen avl. Bare det at få børnebørn, det er kæmpestort, siger Jan Andersen.

Anne Marie Due Lauritzen mener, at jo længere husbonden forbliver på arbejdsmarkedet, jo bedre vil han have det. Det holder ham simpelthen til ilden.

- Jeg er overbevist om, at hans tilknytning til arbejdsmarkedet udskyder sygdommen. Lad for Guds skyld ham og andre demensramte være så længe på jobbet, som de kan klare, siger hun.

Hvornår er nok nok? Som Jan Andersen siger, så gider han ikke leve, når han ikke længere er sig selv. Men hvad gør man så?

Anne Marie Due Lauritzen bliver lidt kryptisk og tørrer kinderne, mens hun siger:

- Vi har en klokkeklar aftale...for at sige det rent ud...det kan jeg ikke sige...det må man jo ikke.