For nogle er én konkurs nok til at udløse en personlig krise. Andre kan gå konkurs hundredvis af gange uden at stoppe.

Avisen Danmark og vores søstermedier rundt i Danmark sætter i den kommende tid fokus på konkurser. Altså virksomheder, der bliver opløst i Skifteretten. Ofte trækker de et spor af tabte penge og bristede drømme med sig.

Vi har fået adgang til et nyt researchværktøj, der er udviklet af Gravercentret i Aarhus. Centeret understøtter undersøgende journalistik og kan med en ny database skabe overblik over konkurser og tvangsopløsninger i de seneste 10 år.

Konkursdatabasen tegner et broget billede af, hvem der rammes af konkurs. Man kan sige, at der er medspillere og modspillere.

- Man skal dele det op i, om det er folk, der virkelig, virkelig gerne vil deres forretning, eller om det er folk, der virkelig, virkelig gerne vil snyde, siger Michael Bo Hansen, chefkonsulent i foreningen FSR - danske revisorer.

Han arbejdede i mange år hos Anklagemyndigheden som senioranklager, og i dag rådgiver han revisorerne i sager om økonomisk kriminalitet og hvidvask.

Og han understreger, at folk med mange konkurser bag sig sjældent bruger revisorer.

- Der er jo ikke nogen, der går ind hos vores medlemmer og siger, at de mangler en revisor til deres stråmandsselskab. Sådan hænger det ikke sammen, siger Michael Bo Hansen.

Men han medgiver, at seriøse forretningsfolk også kan gå konkurs.

- Der er erhvervsdrivende, der virkelig tror på deres idé og vil arbejde med deres virksomhed. De kan gå konkurs, fordi idéen var dårlig, eller at markedet har ændret sig efter at have gået godt i 10 år. Det er vigtigt, at vi har et regelsæt, som ikke straffer de mennesker, men giver dem mod på at komme op på hesten igen, siger Michael Bo Hansen.

- Og så har vi de andre, tilføjer han og sigter til nogle af navnene, der dukker op, når man søger efter danskere med flest konkurser bag sig.

- Det er dem, der driver virksomhed måske udelukkende med svig for øje.

Han taler om konkursryttere, som tilbyder at købe nødlidende selskaber for eksempelvis én krone. Virksomhedsejeren, der er på vej mod en konkurs, slipper for papirarbejdet og yderligere udgifter. Konkursrytteren kan til gengæld nå at købe en masse varer på kredit, inden selskabet går konkurs med en enorm gæld.

- Det er en helt klassisk svindeltype. Det skaber ikke ekstra konkurser, for selskabet var jo på vej til at gå konkurs, men det skaber økonomisk kriminalitet. Selskabet går konkurs med et langt større minus, end det ellers ville have gjort, siger Michael Bo Hansen.

Han og revisorerne ser frem til, at Folketinget om kort tid skal forhandle om nye regler for konkurskarantæne. Det er en straf til folk, der ”på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse vurderes uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed,” som det forklares på Domstol.dk.

Konkurskarantæne kræver som regel, at man har været indblandet i flere konkurser, og den gælder typisk i tre år. I den periode må personen ikke deltage i ledelsen af bl.a. aktieselskaber og anpartsselskaber.

Problemet er, at det er hemmeligt, hvem der står i registret, og det gør det svært for omverdenen – herunder banker, advokater og revisorer – at vige uden om konkursryttere. Hos revisorerne vil man gerne have lempet adgangen til at se, hvem der står i registret, selvom det er meget personlige oplysninger.

- Vi vil meget gerne have muligheden for at slå op i konkurskarantæneregistret, når sagen giver anledning til det. Det sidste er vigtigt, for det skal nødigt være sådan, at man altid skal kigge i registret. Så bliver det for bøvlet, siger Michael Bo Hansen.

Han kender til sager, hvor folk er pålagt konkurskarantæne og derfor tager en pause fra forretningslivet, indtil karantænen udløber. Men der findes også typer, der ikke lader sig bremse.

- Det har hele tiden været for nemt at omgå en konkurskarantæne. Nogle garvede kriminelle hiver fat i personer, der er kommet i klemme f.eks. som følge af gæld. De kriminelle kan så tilbyde, at manden kan slippe for sin gæld ved at lade sig registrere som direktør. Det oplever man til tider i Skifteretten, hvor direktøren bliver kaldt ind, og så kommer der en udsat person i retten og siger: Prøv at hør, jeg ved ingenting om dette her selskab, men jeg slap for min gæld, forklarer Michael Bo Hansen.

- På den måde forhindrer konkurskarantænen kun medspillerne, som siger: Okay jeg blev ramt af karantæne, Nu må jeg vente nogle år, før jeg prøver igen, tilføjer Michael Bo Hansen.

Helle Pultz og hendes familie er samlet for at tage afsked med hendes far, der ligger døende på en hospitalsseng på Esbjerg Sygehus.

Det er sørgeligt, men alligevel et øjeblik som familien har formået at vende til en fin afsked.

Grædende hvisker Helle til sin far, at det er okay at give slip, da hun kan se, hvor det snart bærer hen.

Men pludselig kommer to sygeplejersker ind på stuen. De kigger på familien og siger nogle ord, som Helle aldrig vil glemme.

Familien står uforstående og kigger på sygeplejerskerne.

- Da ikke lige nu? Men hvorfor lige nu? gentager Helle flere gange.

Rummet fyldes med kaos. Det smukke øjeblik forvandles til et mareridt.

Men historien om Helles far begynder et helt andet sted. Vi skal faktisk nogle måneder tilbage, til et chokerende telefonopkald.

Helles far var tilbage i september 2023, en helt almindelig aften, faldet om med et hjertestop på Hjerting Badehotel.

En ung medarbejder på hotellet var hurtigt fremme og gav ham hjertemassage, mens personalet i samme øjeblik fik ringet efter en ambulance. Efter 45 minutter fik de gang i hjertet igen.

Sygehuset ringede straks til Helle, men hun var allerede gået i seng. Det lykkedes dem derefter at få fat på Helles storebror, som straks kørte til sygehuset, og som først næste morgen kunne overbringe Helle den triste besked.

- Jeg blev så bange, da jeg hørte, han var faldet om, så jeg stormede ind på sygehuset. Han havde fjorten dage inden da deltaget til mit bryllup, hvor han havde det rigtig godt, hyggede sig og var i godt humør. Så det kom som et stort chok, siger Helle.

I første omgang kom Helles far på intensivafdelingen på Esbjerg Sygehus. Her havde han enestue, og der var meget ro omkring ham, mens de behandlede ham, fortæller Helle.

- Vi var trygge, mens han lå på intensivafdelingen. De var professionelle og gjorde det fantastisk, og det skal de have stor ros for, siger Helle.

Men efter en måned og en forbedring i hans tilstand blev han flyttet til hjerteafdelingen, og her begyndte tingene, ifølge Helle, at smuldre fra hinanden.

Helle oplever et personale, der har for travlt. Alt for travlt til patienterne, særligt hendes far.

- Min far skulle have enestue, sagde de, da de flyttede ham, fordi hans situation krævede meget ro. Der måtte ikke være for meget larm og for mange mennesker omkring ham, fortalte de os, fordi han let blev forvirret og diffus på grund af hans delirium, siger Helle.

Familien fik også at vide, at de helst ikke skulle komme for mange ad gangen, og skære ned på antallet, der gerne ville besøge Helles far, og den opfordring fulgte familien.

- Men til min store overraskelse blev han på hjerteafdelingen placeret på en stue med en anden patient, som indimellem havde besøg af sin familie, og hvis telefon af og til ringede så højt, at jeg selv fik et chok, siger Helle.

- Tv'et var tændt det meste af tiden og skruet højt op, selv om min far ikke kunne følge med i, hvad der foregik på tv'et. Døren til gangen stod også åben hele tiden, selv om der var sat et skilt på døren, hvor der stod 'ro på stuen'. Derfor spurgte jeg flere gange, hvorfor døren til stuen var åben, og hvorfor tv'et var tændt og skruet op. De sagde, at det beklagede de, det havde de glemt. Men det skete bare flere gange, siger Helle.

Helle pressede derefter på for, at hendes far kunne få den enestue, som han var blevet lovet, og det fik han efter et par dage.

I forhold til kritikken vedrørende enestuen oplyser Esbjerg Sygehus i en e-mail til avisen, at de er bekendt med, at familien var blevet lovet enestue til Arne.

- Vi tilstræber altid, at alle patienter, som er i risiko for delirium, eller som har delirium, får tildelt en enestue. Det skyldes, at patienter med delirium har behov for ro. Det er korrekt, at vi har oplyst de pårørende om, at vi ville tildele Arne Pultz en enestue såfremt, det var muligt. Så snart, at det var muligt, blev patienten tildelt en enestue, skriver afdelingsledelsen på Afdelingen for Hjertesygdomme på Esbjerg og Grindsted Sygehus i en mail til JydskeVestkysten.

Siden Arnes hjertestoppet havde Helle besøgt hendes far hver dag, og nogle gange to gange om dagen. De første 10 dage havde hun siddet der fra morgen til aften, fordi hun ville være der, når han vågnede op.

- Jeg ville hele tiden være tæt på ham og sikre mig, at han havde det godt. Jeg ville ikke have, at han endte sine dage alene og med fremmede, som han ikke kendte, siger Helle.

En morgen, hvor Helle var på vej til arbejde, ringede sygehuset pludseligt og bad hende om straks at komme ind.

Selvom Helle var forberedt på, at hendes fars situation så meget kritisk ud, var hun overrasket over at blive kaldt ind så hurtigt.

- De sagde, vi skulle snakke med en læge, fordi min far ikke havde fået det bedre. Hans krop havde givet op. Faktisk var hans situation blevet forværret de sidste par dage, og han havde fået ekstrem høj feber, og en lungebetændelse var på vej igen. Lægen fortalte min bror og jeg, at de ikke kunne gøre mere, og det nu var tid til at stoppe al behandling, fortæller Helle.

Der var ingen vej tilbage, familien skulle nu forberede sig på det værste. De næste par timer blev derfor brugt ved farens seng. Helle og hendes bror kunne se, at hans vejrtrækninger blev kortere og kortere.

- Vi ringede derefter rundt til familien, for vi kunne jo se, hvor det snart bar hen. Vi ville gerne have, at alle fik muligheden for at sige farvel en sidste gang, siger Helle.

Men det næste der skete, overgår alt andet for Helle og familien.

Mens Helle og familien delte det sidste øjeblik med faren, kom der pludselig to sygeplejersker ind på stuen.

- De sagde til os, at vi skulle forlade stuen og vente ude på gangen, fordi de skulle vende min far og skifte ham. Jeg spørger dem 'nu?', det er jo snart slut for min far, forklarer Helle, der var i chok.

De to sygeplejersker bad familien om at træde ud. Helle forsøgte flere gange at forstå, hvorfor det skulle være nu og her.

- Det gav jo ingen mening overhovedet. Der var ingen grund til det. Han lå så fint og fredeligt, og der var absolut intet, der tydede på, at han skulle skiftes, og han var jo døende i de minutter, siger Helle.

Men efter nogle sekunders frem og tilbage mellem Helle og sygeplejerskerne, gik familien ud.

- Vi er jo så autoritetstro, så når de beder os om det, må vi følge deres anvisninger, fordi vi tænker, at de ved bedst. Men det fortryder jeg virkelig den dag i dag. Jeg er så rasende på mig selv over, at jeg ikke bad dem om at gå ud i stedet for, men i stedet tillod dem at sende os ud, siger Helle.

Der gik nogle minutter, så blev familien kaldt ind igen.

- De sagde, vi skulle skynde os ind, da der nu var langt imellem, at min far responderede, og så forlod de stuen, siger Helle.

Der så Helle det øjeblik, hun aldrig kommer til at glemme.

- Så snart vi kom ind, kunne vi konstatere, at min far allerede var død. Han havde forladt denne verden i de få minutter, vi var udenfor døren. Jeg begyndte at græde ukontrolleret, jeg var i chok, siger Helle.

En anden ting, Helle lagde mærke til, var, at vinduet var åbent, da de kom ind igen.

- Sygeplejerskerne var allerede klar over, at min far havde åndet ud, da de hentede os, for de havde allerede åbnet vinduet, så sjælen kunne flyve ud, som det er kutyme på mange hospitaler. Jeg er ikke i tvivl om, at de allerede der vidste, at det var en skidt situation, de nu havde bragt os i, siger Helle.

Fem minutter senere kommer den ene sygeplejerske og en læge ind, og Helle kan slet ikke holde sine følelser tilbage.

- Jeg begynder at råbe ad dem og spørge sygeplejersken, hvorfor min far skulle vendes netop der, hvor vores sidste minutter med min far var så dyrebare for os. Jeg fik en voldsom reaktion og kunne slet ikke få ro på mig selv i rigtig lang tid, siger Helle.

I hele denne proces sagde lægen og sygeplejersken ikke noget. De stod blot et par meter fra sengen og vendte sig kort efter for at gå ud uden et ord, fortæller Helle.

- De har taget de sidste minutter med min far fra mig og familien. Han lå alene og brugte sine sidste minutter med fremmede mennesker, mens hans egen familie stod lige udenfor døren. Jeg havde været der hver eneste dag i seks uger for at være tæt på ham og for at han ikke skulle være alene, hvis vi kom til dette øjeblik, og det har de frarøvet mig. Jeg er så vred og sønderknust hver gang, jeg tænker på det, siger Helle.

Første gang familien fik en forklaring på det, der var sket, var, da der var vagtskifte, og en anden sygeplejerske var mødt ind på afdelingen.

- Hun forsøgte at give en forklaring med, at det var rutinetjek, og at de to sygeplejersker var kommet derind for at vende og skifte ham. Det giver ingen mening. Kunne de ikke læse situationen, de stod i? Går de bare rundt i blinde og følger en tjekliste uden at tænke sig om? De kiggede ikke engang på min far for at se, hvilket stadie han var i, siger en tydeligt oprevet Helle.

- Det var simpelthen så frygteligt. For på trods af at min far var ved at dø, så havde vi fået vendt det til et smukt øjeblik. Hele familien var samlet, og vi var i gang med at sige pænt farvel, og så bliver vi kylet ud af stuen for noget så ligegyldigt som, at han nu skulle vendes, siger Helle.

I de efterfølgende dage er Helle i chok over hele forløbet.

- Jeg synes, det er uacceptabelt, og på intet tidspunkt er der nogen, der har beklaget eller taget skylden. Jeg måtte selv ringe til afdelingen efter nogle dage for at få en forklaring, og det eneste jeg fik at vide, det var, at jeg var velkommen til at komme derind, så de kunne fortælle mig om min fars forløb. Men nej tak, siger jeg bare. Jeg tænker snart, jeg kendte min fars forløb bedre end dem, da jeg jo har fulgt med hver eneste dag, siger Helle.

På Esbjerg Sygehus udviser man forståelse for, at Helle og familien er kede af situationen.

- Vi er kede af, at familien har haft en dårlig oplevelse hos os i forbindelse med Arne Pultz' sidste minutter, og vi forstår godt, hvis de pårørende er berørte af hele oplevelsen, skriver Esbjerg Sygehus i en mail til JydskeVestkysten.

Hvorfor var det nødvendigt for sygeplejerskerne at vende en døende patient, mens familien var i færd med at tage afsked? Kunne dette have ventet?

- Det har ikke været vores hensigt at forhindre familien i at være sammen med patienten i de sidste minutter, og vi følger generelt pårørendes ønsker omkring afsked med patienter. I dette tilfælde var der imidlertid behov for at yde personlig pleje til patienten og behov for at vende patienten. Familien blev bedt om at vente uden for imens, hvilket de indvilgede i, skriver afdelingsledelsen på Afdelingen for Hjertesygdomme.

Forstår I, at Helle og hendes familie er dybt berørte over at have mistet de sidste øjeblikke med deres far?

- Vi forstår godt, at de pårørende er dybt berørte over, at patienten gik bort inden, de nåede retur på stuen. Det har ikke været vores hensigt at forhindre familien i at tage afsked med patienten, og vi er kede af, hvis familien sidder tilbage med den følelse. Vi står klar til at uddybe i en direkte dialog med familien, hvis de ønsker det, skriver afdelingsledelsen på Afdelingen for Hjertesygdomme.

For Helle ændrer dette dog ikke meget.

- Det skulle have været så fin en afsked, men endte med at blive frygteligt, og jeg er dybt ulykkelig over udfaldet. De lavede en stor katastrofal fejlbedømmelse, som der aldrig kan rettes op på eller gøres om, siger Helle.

En central Mærsk-ansat er stadig på fri fod i en kæmpe narkosag, hvor den nu 40-årige forhenværende hollandske landsholdsspiller i fodbold, David Mendes da Silva, er idømt syv års fængsel for smugling af 179 kilo kokain.

Det drejer sig om en medarbejder på det tyske Mærsk-rederi, Hamburg-Süd, som er så tilpas hvirvlet ind i narkobranchen, at han vidste besked om narkoens transportveje, og som via pinkoder og containernumre hjalp den tidligere fodboldstjerne til at finde frem til og fjerne de pågældene containere med kokain, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

David Mendes da Silva modtog sin dom i juli sidste år ved retten i Rotterdam, hvor han selv er fra. I retsakterne er den aldrig identificerede Mærks-medarbejder omtalt som den "korrupte medarbejder i rederiet."

Det er ikke oplyst, hvor mange penge Mærsk-medarbejderen modtog fra David Mendes da Silva, men ifølge oplysninger fra hollandsk politi til Finans betales den slags ydelser typisk med beløb svarende til over en million kroner.

Det skal ses i lyset af, at den kokainmængde, det lykkede David Mendes da Silva ad to omgange at fjerne fra havnen i Hamborg, var i alt mindst 69 millioner kroner værd.

Hollandske myndigheder og statsanklageren har via krypterede beskedtjeneste erhvervet sig viden om, at narkobranchen har slået en klo i flere medarbejdere i containerhavnen så de har kendskab til leverancerne og ekspedere dem videre til folk som da Silva, så narkoen kommer ud til brugerne og dermed indtægterne.

Den brudte kryptering har imidlertid ikke identificeret den pågældende medarbejder, som således med en vis sandsynlighed stadig arbejder i rederiets afdeling i Hamborg.

- Der er ikke startet en efterforskning mod den Hamburg Süd-ansatte, fordi vi ikke ved, hvem han eller hun er, skriver statsanklageren i en e-mail til Finans, som  også fortæller, at Mærksk ifølge egne oplysninger har foretaget en intern efterforskning uden at finde den pågældende.

Ifølge Finans er Mærsk flere steder i verden plaget af narkokriminelles infiltrationer.

David Mendes da Silva opnåede syv landskampe for Holland og spillede for flere klubber, bl. a. I AZ Alkmar, hvor han spillede fire sæsoner og var med til at hjemføre det hollandske mesterskab i 2009.

Som hollandsk topspiller har han ikke lidt nogen økonomisk nød, men blev alligevel involveret i narkohandel. Her mistede han en større kokainsending, hvilket bragte ham i voldsom gæld til nogle grimme typer i en barsk branche, forklarede han i retten i Rotterdam, da han blev dømt for sagen i Hamborg.

- Jeg havde ikke noget valg.

- Jeg var nødt til at arbejde, indtil jeg betalte det tilbage, forklarede han ifølge artiklen i Finans.

Beboerne i Paris har stemt: Det skal være tre gange dyrere at parkere sin store benzin- eller dieselbil i den franske hovedstad, end hvis bilen kører på el. Det skriver the Guardian.

Men indbyggerne har bestemt, at det ikke kun skal komme an på motorens drivkraft, men også bilens vægt.

Ændringerne vil gælde alle biler med diesel-, benzin eller hybridmotor over 1,6 tons og alle biler, der vejer over to tons. Det vil betyde, at danske bilister, der kører i sidste års mest solgte bil skal betale den tredobbelte afgift - også selvom bilen kører på el.

Bilister i seks af de mest solgte biler i Danmark sidste år kan derfor risikere at skulle betale tre gange så meget for at parkere som bilen i nabobåsen.

Prisen for at parkere i indre by i Paris kan blive 18 euro svarende til 134 danske kroner i timen allerede fra september.

Se listen herunder med de mest solgte biler og deres vægt:

54,6 procent af indbyggerne stemte for, at det skal være tre gange så dyrt at parkere med en SUV eller bil på over 1,6 tons i Paris, og flere andre europæiske storbyer forventes nu at følge trop, skriver The Guardian.

At få SUV'erne ud af den franske hovedstad er en del af de lokale politikeres plan for at få gjort de parisiske gader mere trafiksikre og mindre forurenende.

Borgmesteren kalder det "social retfærdighed", at bilister med store biler skal betale mere.

For over 10 år siden kom der en ny spiller i grænsehandlen. Navnet var Priss, og kæden etablerede sig syd for grænsen med tre supermarkeder i Harrislee, Pebersmark og Süderlügum.

Nu er det slut. Alle tre grænsesupermarkeder lukker i løbet af marts måned.

- Vores ejere er efter grundige og svære overvejelser desværre nået frem til den konklusion, at det ikke er muligt at fremtidssikre Priss' grænsehandel i sin nuværende form på en ordentlig og ansvarsfuld måde, skriver direktøren for Priss, Carsten Christensen, i en mail til JydskeVestkysten.

Ifølge direktøren har man afsøgt alle muligheder for at lave en langsigtet holdbar og rentabel forretningsmodel. Det er ikke lykkedes.

- Vi kan ganske enkelt ikke føre virksomheden videre på en ansvarlig måde og gøre Priss fremtidssikker uden betydelige investeringer i både IT, indretning og bygninger, som vi i det nuværende og fremtidige marked ikke mener er realistisk at kunne tjene hjem igen. Derfor vil ejerne prioritere at bruge deres ressourcer på deres øvrige aktiviteter, skriver Carsten Christensen.

Beslutningen om at lukke de tre grænsesupermarkeder har betydet, at alle medarbejdere er blevet opsagt, og samarbejdet med de mange leverandører er også blevet opsagt.

- I løbet af februar og marts måned vil der være ophørsudsalg i alle tre butikker. Så har vores kunder mulighed for at lave en sidste god handel hos os, skriver Carsten Christensen og tilføjer, at det har været en tung beslutning.

- Det har været en utrolig svær beslutning menneskeligt, og vi er utrolig kede af det på vores medarbejderes vegne, men det kan desværre ikke være anderledes.