I år fejrer Pia Kjærsgaard sit 40-års jubilæum som politiker. Alligevel har hun aldrig oplevet noget lignende det, der sker lige nu i forhandlingerne om den kommende ældrereform

- Det er jo så amatøragtigt, det her. Fuldstændig grotesk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Pia Kjærsgaard.

I Ældreministeriet forhandles der i disse dage om regeringens ældreudspil. Men ifølge Pia Kjærsgaard er Dansk Folkeparti allerede blevet sendt ud af forhandlingslokalet, inden partiet har haft mulighed for at fremlægge sit første politiske ønske til fremtidens ældrepleje.

- Der har på intet tidspunkt været nogen politiske forhandlinger. Vi er overhovedet ikke blevet spurgt til, hvilke krav vi måtte have. Vi har nu igennem to dage forsøgt at komme i kontakt med ministeren for at blive inviteret til bilaterale forhandlinger, men de er ikke vendt tilbage. Det eneste, vi har været til, er en teknisk gennemgang, siger Pia Kjærsgaard.

Ifølge Avisen Danmarks oplysninger har der siden fredag været indkaldt til bilaterale møder med partierne. Dansk Folkeparti havde også modtaget en invitation til et møde med ministeren, men partiet valgte at aflyse.

Ifølge Pia Kjærsgaard har hun siden da forsøgt 14 gange at få fat i ministeriet for at arrangere et nyt møde. Men hun har ikke hørt noget tilbage

Det fik hende til at lave et usædvanligt optrin i Ældreministeriet torsdag eftermiddag.

For Pia Kjærsgaard fik ved en tilfældighed nys om, at der var et møde i gang i ministeriet med de andre partier. Hun valgte derefter at møde uanmeldt op for at forsøge at komme ind til mødet.

Hun blev dog stoppet ved ældreministerens forkontor, hvor medarbejderne sad og spiste frokost. Ifølge Pia Kjærsgaard blev de noget overraskede over at se den tidligere DF-formand.

Herefter blev Pia Kjærsgaard ført til et andet lokale, hvor en medarbejder begyndte at sende sms'er rundt. Efterfølgende fik hun besked om, at ministeren ville ringe til hende. Men Pia Kjærsgaard hørte aldrig fra Mette Kierkgaard (M).

- En ting er, at man kan blive smidt ud af forhandlinger, fordi man stiller for store krav. Men her har ministeren end ikke villet høre på os, på trods af at vi har henvendt os til ministeriet igen og igen, siger Pia Kjærsgaard og forsætter:

- Det må jo være, fordi de ikke vil have os med. Jeg kan ikke drage anden konklusion. De er overhovedet ikke interesseret i at høre, hvad Dansk Folkeparti mener.

Hvorfor skulle regeringen ikke være interesseret i at have Dansk Folkeparti med?

- Jeg tror, det er, fordi regeringen fuldstændig har oversolgt det her. Med det, der har været på bordet, tror jeg, at folk vil blive utroligt skuffet. Både pårørende, ansatte og ikke mindst de ældre har forventet mere. Det er blevet oversolgt af statsministeren, og det vil jo blive afsløret i de her forhandlinger. Så det er vel derfor, de ikke vil have Dansk Folkeparti med, lyder det fra Pia Kjærsgaard.

Avisen Danmark har talt med andre kilder, der bekræfter optrinnet i Ældreministeriet. Desuden har Avisen Danmark talt med flere af deltagerne i mødet med ministeren. De kan ikke genkende det forhandlingsforløb, som Pia Kjærsgaard beskriver som ”amatøragtigt."

Flere fortæller dog, at forhandlingerne indtil videre har været en smule rodede og stressede, og der har været forholdsvis kort snor under de bilaterale møder.

Avisen Danmark har forelagt kritikken for ældreminister Mette Kierkgaard (M). Hun har ikke valgt at svare direkte på spørgsmålene, men har i stedet givet et skriftligt svar.

Hun kan ikke genkende det billede, som tegnes af Pia Kjærsgaard

- Det har på baggrund af partiernes tilkendegivelser i forhandlingernes første fase været ganske tydeligt for mig, hvilke partier der er interesserede i at gå indgå i reelle forhandlinger. De partier, der har lænet sig konstruktivt ind i dialogen og deler retningen og kerneværdierne i regeringens udspil, er naturligvis dem, jeg fortsætter de gode og konstruktive drøftelser med. Det anser jeg for helt udramatisk og efter bogen, lyder det fra Mette Kierkgaard.

Selv mener Pia Kjærsgaard, at hun ikke kunne have gjort noget anderledes i forløbet, selvom hun var inviteret til et møde, som hun selv aflyste.

Du aflyste selv mødet, er det ikke selvforskyldt?

- Ja, men det kan jeg ikke rigtig gøre for. At vi så spørger 14 gange om, hvornår jeg kan komme over, og ikke får svar, det er jo meget besynderligt, siger Pia Kjærsgaard.

Ifølge Ritzau var Enhedslisten heller ikke inviteret. Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted bekræfter og siger, at det ser bevidst ud.

Undersøgelsen vakte opsigt, da den kom frem i sidste uge. 18 ud af 19 stykker legetøj, som blev købt i den kinesiske netbutik, Temu, var farlige for børn. Desuden levede ingen af de 19 produkter helt op til EU’s regler på området.

Sådan lød konklusionen fra sammenslutningen af legetøjsproducenter i Europa, TIE, der har fået et uafhængigt laboratorium til at teste legetøjet.

Nu reagerer den danske butikskæde, Søstrene Grene, der med base i Aarhus driver butikker i 16 lande. Topchefen, Mikkel Grene, er frustreret over, at de kinesiske netbutikker kan afsløres i at sælge farlige produkter direkte til danske forbrugere.

- Vi har 15-20 mennesker, der arbejder med compliance (overholdelse af lovgivningen, red.) på forskellige måder i Søstrene Grene. Det er en relativt stor omkostning, men det er helt fint, og vi vil gerne gå foran og være sikre på, at vores produkter lever op til alt det, de skal, siger Mikkel Grene til Avisen Danmark.

- Derfor bliver man lidt harm, når nogen får lov til at sælge helt ukontrolleret og ser ud til at være ret ligeglade med, om de sælger produkter, der kan være skadelige, tilføjer han.

Han mener lige som erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, at det er konkurrenceforvridende, at kinesiske netbutikker slipper af sted med at sælge disse varer. Temu, som længe har været blandt de allermeste downloadede apps i Danmark, er en salgsplatform, hvor kinesiske fabrikker kan sælge deres varer direkte til forbrugere bl.a. i Europa.

Ifølge Dansk Erhverv har man forsøgt at få den type markedspladser underlagt de samme krav som butikker, der sælger deres egne produkter. Men EU har valgt at fritage markedspladser for det ansvar. Det gælder alt fra kinesiske Temu, Wish og Alixpress til amerikanske Amazon.

- Det er politikerne, der bør stå mere fast på at skabe samme vilkår og regler. Der mangler en vilje til at sige, at hvis man sælger varer i Danmark, så skal man opføre sig på samme måde, som danske virksomheder gør. Man skal ikke kunne slippe af sted med ikke at overholde de regler, der er lavet for at beskytte forbrugerne, siger Mikkel Grene.

Søstrene Grene køber selv varer over hele verden - herunder i Kina - og topchefen forstår godt, hvis forbrugerne har svært ved at gennemskue, om butikken har styr på produktsikkerheden.

- Jeg er helt overbevist om, at forbrugerne ikke er klar over, at de kinesiske netbutikker - med priser i danske kroner - ikke er underlagt den samme kontrol og følger de samme regler, som vi skal, siger Mikkel Grene og understreger, at det heller ikke er noget, kunderne burde bekymre sig om.

- Jeg synes faktisk heller ikke, at man som forbruger behøver at forholde sig til det. Det er politikernes opgave at sørge for, at der er ens regler, og at de regler bliver overholdt. Forbrugerne skal kunne gå ud fra, at hvis de køber noget, så bliver reglerne overholdt af virksomhederne, siger Mikkel Grene.

Temu oplyser, at de 19 stykker legetøj fra undersøgelsen ikke længere kan købes af EU-borgere.

Men vil Temu frivilligt overholde de krav til produktsikkerhed, som europæiske producenter og importører er underlagt?

- Ja, Temu kræver, at sælgerne overholder alle love og regler, der findes på de markeder, de sælger til. Siden Temu startede sin virksomhed i EU sidste år, har virksomheden arbejdet hårdt på at forfine sine overvågnings- og kvalitetssystemer for at imødekomme forskellige områder, der trængte til forbedring, svarer Temu gennem sit svenske pr-bureau.

Temu forklarer også, at sælgere kan blive smidt ud af Temus netbutik, hvis de ikke overholder disse regler.

Mikkel Grene står sammen med sin bror, Cresten Grene, i spidsen for Søstrene Grene-koncernen, der blev grundlagt af deres forældre, Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsen, i Aarhus tilbage i 1973.

Kæden, der markedsfører sig gennem de fiktive søstre, Anna og Clara, er kendt for sine billige produkter til hjemmet, herunder legetøj, og Mikkel Grene er bevidst om, at han skal bruge flere kræfter på at fortælle om det arbejde, kæden gør for at kontrollere sine produkter.

- Det er vores opgave at fortælle forbrugerne, at når de køber hos os, så kan de have tillid til, at vi har styr på reglerne og overholder dem. Det vil vi blive ved med at slå på tromme for, og så må vi håbe, at forbrugerne lægger mærke til det, siger han.

Det er ifølge Alex Ahrendtsen, Dansk Folkepartis forsvarsordfører, kun få dage siden, at han igen lagde pres på forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) under et møde.

Alex Ahrendtsen mener nemlig, at det er på høje tid, at regeringen sender information ud til borgerne, så alle ved, hvordan man skal forholde sig ved en eventuel krise.

Det lod han igen ministeren vide, da han havde ham på tomandshånd tirsdag.

- Jeg synes, at forsvarsministeren bør stoppe med at overveje og så gøre, som svenskerne og finnerne har gjort i mange år. Nemlig at få sendt oplysninger ud til borgerne om, hvad vi forventer af borgerne i en eventuel krise, siger Alex Ahrendtsen.

- Det er bare med at komme i gang. Hvor svært kan det være?, siger Ahrendtsen, som dog samtidig fornemmer på ministeren, at han er klar over behovet, og at den er ”sevet ind”.

Presset for at få udsendt officielle anbefalinger til borgerne kommer dog ikke bare fra Dansk Folkeparti.

Flere andre ordførere mener også, at det er ved at være tid til at sende en oplysende folder eller en besked i e-boks ud til befolkningen.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at Danmark lige nu står over for det mest sammensatte trusselsbillede siden Den Kolde Krig.

Truslen er ikke et væbnet angreb, men derimod en såkaldt hybridkrig, hvor et angreb på kritisk infrastruktur vil kunne betyde, at der vil blive lukket for varme, vand og el i en periode.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har afvist at komme med anbefalinger til danskerne om, hvordan man forbereder sig på en krisesituation. Det er for at undgå at skabe unødig frygt.

Men det er alligevel på tide, siger Lise Bech, som er forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne.

Hun fortæller, at forsvarsforligskredsen fredag før vinterferien holdt et møde, hvor hun under punktet "Eventuelt" tog ordet.

- Der sagde jeg, at jeg synes, vi skal begynde at kigge på, hvordan vi kan forberede befolkningen på en krise uden at skræmme folk. Vi begynder at se lidt komiske ud, fordi vi ikke gør noget, mens alle vores nabolande sender anbefalinger ud, siger Lise Bech.

Danmarksdemokraternes ordfører understreger, at hun ikke frygter en krig, men nærmere et scenarie, hvor dele af den kritiske infrastruktur bliver ramt.

I sådan en situation mener Lise Bech, at det vil være relevant, at befolkningen på forhånd har fået information om, hvad der er fornuftigt at have i hjemmet. Det kunne dreje sig om vand, mad og kontanter.

- Min holdning er, at hvis du kan klare dig i tre dage med enten noget mad eller noget vand, og jeg kan klare mig i tre dage, så hjælper vi jo beredskabet en hel del, for så kan beredskabet koncentrere sig om at hjælpe de svage og de ældre, siger Lise Bech.

Selv har Lise Bech og hendes mand sørget for at fylde en vanddunk på 20 liter, de nu har stående, og de har også talt om, hvordan de vil få informationer fra myndighederne, hvis en krise skulle ramme.

- Jeg vil da gerne indrømme, at jeg i starten tænkte, om det var lidt tosserier, men det bliver bare mere nærværende, siger Lise Bech.

Også Det Konservative Folkeparti lægger pres på for at få regeringen til at udsende instrukser til befolkningen om, hvordan man skal forholde sig i en krisesituation.

I Jyllands-Posten foreslår formand Søren Pape Poulsen, at det kan være i form af en husstandsomdelt pjece.

Selv om regeringen indtil videre har afvist at udsende anbefalinger om, hvordan man skal forholde sig, hvis der for eksempel bliver lukket for strømmen, har Troels Lund Poulsen alligevel for allerede et par uger siden i et interview med Jyllands-Posten sagt, at han overvejer det.

I interviewet sagde han, at der nok er ”behov for, at vi bliver bedre til at give råd til befolkningen om, hvad man skal gøre i en situation, hvor der kan opstå forskellige hændelser."

Her nævner han, at overvejelserne går på en folder, som enten kan husstandsomdeles eller sendes i e-boks.

Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, mener modsat flere af sine kolleger, at der ikke her og nu er grundlag for at sende anbefalinger eller instrukser ud til befolkningen.

- Jeg har relativ stor tillid til, at danskerne selv kan træffe nogle foranstaltninger i den lidt skærpede sikkerhedspolitiske situation, vi er i, siger han.

Alligevel mener Carsten Bach, det der er brug for mere viden om behovet for anbefalinger.

- Vi vil gerne videre i den her proces og have skabt et vidensgrundlag. Og hvem ved, måske bør vi i Forsvarsudvalget bede ministeren om at komme på besøg, så vi kan tage snakken om det, siger Carsten Bach.

Avisen Danmark forsøger at få en kommentar fra ministeren.

Singlerne ”Smugryger” og ”Benny” samt sangen "Hund i en lejlighed", der er spillet live flere gange, har varslet om potentialet for Andreas Odbjergs opfølger til debutalbummet ”Hjem fra fabrikken” fra 2022.

Men selv om de tre sange er velskrevne, humoristiske og med flere klassiske Odbjerg-signaturer, er de ikke i stand til at forberede lytteren på den musikalske genialitet, som præger de øvrige sange på albummet ”Un Hommage”.

”Jeg har ikke længere nok i én planet, jeg skal bruge et helt solsystem”, synger Andreas Odbjerg på den fortræffelige åbner ”Ufo über”. Den påstand er man tilbøjelig til at tro på. Den fynske forsanger og det ekstremt velspillende band når ud i nærmest alle musikalske afkroge på ”Un Hommage”.

Lige nu er to af de absolutte bedst spillende danske orkestre fynske. Guldimunds orkester og Odbjergs ditto løfter barren på alle parametre. De integrerer på fineste vis elementer fra klassisk musik, jazz og folkemusik i poppen. De komponerer melodier med uhørt højt niveau og blæser på konventioner og kasser.

Der er læssevis af feinschmeckeri på ”Un Hommage”, hvor klassiske toner og smækre bossanova-rytmer smelter sammen i hed elskov. Blandt andet på ”Svært at være fantastisk”, hvor Emma Sehested Høeg tager den vokale tete med stor succes.

Jeg forelsker mig hovedkulds i hendes sexede stemme, der emmer af Daimi anno 1967. Hun går planken ud på en herlig løssluppet måde, præcis som musikerne slipper tøjlerne. Nummeret byder på tværfløjtesolo, magisk perkussion og kærtegnende strygere. Jeg elsker det hele og bifalder Andreas Odbjergs mod til at overlade roret til en anden.

I mange år har Sverige været bannerførere for skandinavisk bossanova-pop. Med Bo Kaspers Orkester som hofleverandør. Nu har Danmark en pendant med Andreas Odbjergs Orkester. Det er dansk verdensklasse.

Naturligvis bærer musikere, korsangere, producere og alle de øvrige medvirkende en del af ansvaret for resultatet. Men Odbjerg er ubetinget manden med visionen og evnen til at håndplukke sine kolleger med omhu.

Der er masser af alvorlige sange på ”Un Hommage”. Om at slå op med en god ven. Om at være uvenner. Om at tilgive. Om at blive så kendt, at man ikke kan bevæge sig uden for sin lejlighed. Om at nogle ting i livet er ude af vores hænder.

Flere af de temaer, som prægede debutalbummet, har fundet genvalg. Mest iøjnefaldende er ”Bare en lille diagnose”, hvor Odbjerg med glimt i stemmen synger om et samfund, hvor vi drukner i diagnoser. Han peger ikke fingre, men sætter alligevel fokus på, at livet kan gøre ondt uden en diagnose at hænge bekymringerne på.

Helt uimodståelig er ”Er det nu”. Den handler om et opgør med en god ven og udspringer af et ophold i Sydfrankrig, hvor Andreas Odbjerg og hans enorme hold af musikere og samarbejdspartnere skrev flere af sangene til albummet.

Jeg stod selv i rummet, da sangskriver og sangerinde Eee gee spillede grundmelodien for Andreas Odbjerg for første gang. Han brød i tårer over den melankolske tone, og den endelige version af sangen understreger alt det, Andreas Odbjerg er så dygtig til. At sætte ord på situationer, de fleste mennesker har oplevet. At pakke det stilfuldt ind. At kombinere det simple og det komplicerede.

Det er noget elegant over sangen, som forvandler sig til en rendyrket The Beatles-hyldest med en George Harrison-guitarsolo som prikken over i’et. ”Er det nu” rummer ligesom flere andre sange et enormt live-potentiale.

Albummet gemmer på talrige soloer af højeste kaliber. Saxofonsoloen på ”Slipsedreng”, hvor Pilou Asbæk medvirker, giver gåsehud. Guitarsoloen på nævnte ”Er det nu” er også fortræffelig, mens tværfløjtesoloerne på ”Svært at være fantastisk” netop er fantastiske.

Forventningerne til Andreas Odbjergs andet album har været tårnhøje. Med singlerne ”Smugryger”, ”Benny” og ”En hund i en lejlighed” var jeg en kende skeptisk. Det blev lidt for banalt til min smag.

Men mine betænkeligheder gøres til skamme. ”Un Hommage” som værk matcher ”Hjem fra fabrikken”. På flere områder overgår det endda debutalbummet. Det er især de musikalske ambitioner, som springer i øjnene. Hvert eneste nummer gemmer på forførende detaljer og Odbjerg med vokalt overskud og komplet kontrol over virkemidlerne.

Man kan tydeligt høre, at sangene er født i et studie, hvor hele bandet og koret har stået sammen. Det lyder ægte. Håndspillet. Der er vitterligt tale om en hyldest til musikken, fællesskabet og legesygen.

Albummet rundes fornemt af med ”Ude af mine hænder” med budskabet om, at en præmis i livet er, at nogle ting ikke står til at ændre.

En af de præmisser er åbenbart, at Andreas Odbjerg udgiver helt forrygende vellykkede albummer.

Andreas Odbjerg: "Un Hommage"

I hjertet af dansk sundhedspolitik ligger et paradoks, som vi ikke har råd til at ignorere. Mens vores nabolande Sverige, England, og Tyskland længe har anerkendt værdien af at screene mænd på 65 år for livsfarlige aneurismer, som Avisen Danmark har berettet om, så står vi her i Danmark stadig på sidelinjen og afventer. Men hvad venter vi på?

Screeningen, der kan redde livet for op mod 200 danske mænd årligt, repræsenterer mere end blot tal på et regneark. Bag hvert tal gemmer sig familier og venner, der kunne have været skånet for den ubærlige sorg, det er at miste en nær. 

Sundhedsstyrelsen har allerede peget på behovet for et forebyggende screeningsprogram. Og med en investering på blot 21 millioner kroner årligt, så er den økonomiske byrde minimal sammenlignet med de menneskeliv, det har potentiale til at redde.

Hvorfor vente på de store personlige tragedier, før vi handler? Når en aneurisme brister, er det ofte for sent. De efterladte står tilbage med ubesvarede spørgsmål og en følelse af, at dette kunne have været undgået. Og de har ret. Med en simpel ultralydsskanning kunne mange af disse tragedier forebygges.

Argumenterne for at indføre screeningen er mange og overbevisende. Udover det åbenlyse – at redde liv – vil tidlig opdagelse af aneurismer også mindske behovet for akut og ofte risikofyldt og dyr kirurgi.

Som samfund står vi over for mange udfordringer, men dette er en, hvor løsningen er inden for rækkevidde. Det er en forholdsvis lille økonomisk investering, der umiddelbart kan redde liv og forbedre kvaliteten af mange danske mænds alderdom.

Spørgsmålet bør ikke være, om vi har råd til at indføre dette screeningsprogram, men snarere, om vi har råd til at vente helt til næste finanslov? Skal vi bare acceptere, at op mod 200 flere danske mænd skal dø af en kendt og udbredt sygdom det kommende år?

Svaret er klart: Lad os ikke vente til næste finanslov. Lad os handle nu for at sikre, at ikke flere liv går tabt til en sygdom, som vi har de bedste betingelser for at kunne forebygge.

Om hans forældre har haft en anelse om det, allerede dengang han for 44 år siden blev født, vides ikke.

Men måske, for hans far og mor valgte nemlig at kalde deres søn Anders - samme navn, som den tegneserie-figur, Anders Christian Sivebæk, som han hedder, bare er helt pjattet med.

Gæsten er ikke trådt mange skridt ind i byhuset på hovedgaden i Sørvad syd for Holstebro, hvor han har boet de seneste to år, før Anders And-interessen åbenbarer sig.

Faktisk afslører hans påklædning hans helt store passion allerede der i hoveddøren. AC, som han kaldes, er nemlig iført en mørkegrøn sweatshirt med en maskinbroderet udgave af Anders And og Joakim von And, der holder et skilt med teksten "Dansk Donaldist Forening" og på fødderne har han et par lyseblå sutsko med Anders And på.

Det er hverken Kähler-vaser eller grønne planter, der præger indretningen indenfor i huset. Derimod er det ACs enorme samling fra Disney-universet, der optager langt det meste af pladsen i stuen, i køkkenet, hvor det på køkkenbordet er svært at finde plads til madlavningen eller en ledig plads ved spisebordet til at sætte sig ned og spise aftensmad. Der er heller ikke mange ledige kvadratmeter hverken på kontoret og eller i de fleste andre rum i det 240 kvadratmeter store hus.

- Badeværelset er vist det eneste rum , hvor min samling ikke er. Der kan selvfølgelig godt hænge et Disney-håndklæde, men ellers ikke, konstaterer Anders Christian, mens han viser vej ind mellem pap- og plastkasser med blade og bøger ind til stuen, der er samlingens "aller-helligste sted".

Her er bøger og indbundne blade linet op i reolerne for enden af stuen, og Disney-figurerne står skulder ved skulder - eller næb ved næb - i det store vitrineskab.

Til spørgsmålet om det er en dyr hobby, nikker Anders Christian.

- Når jeg bliver tilbudt noget til min samling, som jeg ikke har i forvejen, sidder pengene løst, indrømmer AC, der har alt, hvad der er udkommet på dansk fra 1949.

Samt alt det andet - inklusive noget af det, der er udkommet på alle mulige andre sprog, som han ikke forstår et ord af.

Et beløb vil han dog ikke sætte på.

- Min mor ville nok bliver helt chokeret, hvis hun hørte, hvor mange penge jeg bruger på min hobby, siger A.C., mens glimtet i øjet spiller inde bag de firkantede brilleglas.

- Men jeg kan da oplyse, at tegneserier er den største post på mit budget, og posten overgår både el, vand og varme, og sådan har det været de seneste ti år, tilføjer AC, der lever som single i huset.

- En kone? Nej, sådan en har jeg ikke - hvor skulle der også være plads til hende henne, spørger donaldisten og tilføjer med et nyt glimt i øjet:

- Det skulle da i hvert fald også være en utrolig tolerant en af slagsen, hvis hun skulle passe ind her.

Anders Christian blev født i 1979, året da Anders And bladet fyldte 30.

Hans forældre, der begge var lærere, var blevet gift ti år tidligere, og han voksede op som enebarn i Vildbjerg ved Herning. Forældrene blev skilt i begyndelsen af 1980erne. I dag bor hans mor stadig i Vildbjerg i det hus, hans far byggede, men AC mistede sin far i 2012.

Det lå i kortene, at unge AC skulle følge i forældrenes fodspor, og han begyndte da også at læse til lærer i Nørre Nissum.

- Det var bare ikke mig, siger AC og fortæller, at han ikke følte, at han fik de rette værktøjer med sig fra uddannelse til praktiktiden, så han sprang fra og læste i stedet til bibliotekar på skolen i Aalborg.

Han blev færdiguddannet i 2010, og siden har han haft vikarjob i Holstebro, Thisted, på Fyn og på Mors. I en årrække boede han på Thyholm, hvor han stadig har huset, som han har beholdt som sit sommerhus. Det er også praktisk med en ekstra bolig, der kan rumme lidt af den omfangsrige samling, forklarer han.

I dag er han fastansat i en deltidsstilling påbiblioteket i Holstebro. Ved siden af anmelder han tegneserier samt børne- og ungdomsbøger for Dansk Biblioteks Central. I gennemsnit bliver det til to anmeldelser om ugen.

En af hans faste opgaver på biblioteket er at tage ud på skoler og fortælle børn om Anders And og alle de andre i universet.

I en tidlig alder blev Anders Christian gode venner med sin navnebror, Anders And.

- Anders And lærte mig at læse. De der talebobler knækkede læsekoden for mig, hvad Søren og Mette-bøgerne henne i skolen ikke formåede, fortæller AC.

Fra 1990 - da han var 11 år gammel og gik i 5. klasse - begyndte han at købe Anders And-bladet henne i Fakta i Vildbjerg hver uge.

Fra 1993 kom bladet hver uge med posten, og fra 1998 blev det tilgængeligt på nettet, men på trods af de digitale løsninger foretrækker Anders Christian stadig også at få bladet i hånden som rigtigt papir.

I 2001 var han med til at stifte Dansk Donaldist-Forening, som han har været formand for og kasserer i. I dag sidder han med i bestyrelsen som redaktør for medlemsbladet, Rappet.

- Ja, det er altså den lyd, ænder siger, forklarer han om bladet, der tager alle tænkelige emner op og sender det ud til de 200 aktive medlemmer, der betaler 150 kroner om året for at dele deres passion med andre donaldister.

- Jeg blev en gang spurgt om, om donaldisme er en sygdom. Det er det jo ikke, men en mani, der smitter, og jeg er bange for, at den ikke kan kureres, konstaterer AC.

Hans yndlingsperson er Joakim von And, og yndlingstegneren er Don Rosa, som betragtes som en af de bedste andetegnere siden Carl Barks.

Han kender tegneren personligt og har mødt ham adskillige gange. Det er han stolt af.

- Som jeg forklarer de børn, jeg holder foredrag for, så svarer det i fodboldverdenen til, at Lionel Messi kender én og kalder én ved fornavn, forklarer han og oplyser med en god portion stolthed i stemmen, at Don Rosa har medlemsnummer 313 i klubben - samme nummer som Anders Ands nummerplade.

Anders Christian tøver ikke med at kalde sig selv en nørd.

- For mig er en nørd en æres-betegnelse, siger han og forklarer, at Anders And selvfølgelig er skrevet til børn.

- Men det er H.C. Andersens eventyr også, og lige som eventyrerne kan Anders And-historierne også læses af voksne, fordi de har flere lag, siger han og fortæller, at han i hvert fald aldrig er vokset fra de kulørte blade.

Disney-figurerne har kort sagt givet ham indhold i tilværelsen og en masse venskaber blandt dem, der deler hans interesse.

- Uden den hobby er jeg ikke sikker på, jeg havde været her i dag. I de periode, hvor mit liv har været nede i en bølgedal - som for eksempel under læreruddannelsen og i coronatiden - har det været den, der har holdt mig oppe - som om, at de spor, der blev sat i sandet i de perioder, kun har været spor efter andefødder, forklarer redaktøren.