2024 er nyfødt, da standupkomiker og podcastvært Christian Fuhlendorff går rundt i sit hjem på Amager og forbereder sig til en tur til Kenya med kone, børn og forældre.

Han har travlt. For travlt.

- Der var opgaver, jeg gerne ville lave, men som jeg ikke havde tiden til og ikke havde fået sagt fra overfor. Jeg kan ikke lægge skylden hos andre. Jeg må lære at sætte mine egne grænser, siger han.

For det skal vise sig, at grænsen er nået - endda overskredet.

Mens Christian går rundt i sin hjem, har han konstant en lille trykken i brystet, og det begynder at snurre i hans hænder og fødder. Han lægger mærke til, at hans syn bliver meget skarpt. At det samler sig i ét punkt.

Han føler sig stigende utilpas og spørger sin kone Karina, om han må låne hendes apple-ur, der kan måle puls m.m.

- Og så kan jeg se, at min puls løber rundt på 130 og 140. Og jeg laver ikke noget fysisk, og jeg hyperventilerer ikke. Og jeg tænker: Det er mærkeligt det her. Jeg ringer til vagtlægen. Der er 16, der venter på at komme igennem. Så sidder jeg der og tænker: Det er da tragikomisk, hvis jeg skal dø i en kø!

Da Christian Fuhlendorff endelig kommer igennem, bliver der straks sendt en ambulance.

- På hospitalet er der en fantastisk læge. En ung mand, der hele tiden er ærlig. Han siger for eksempel "det ved jeg simpelthen ikke. Det går jeg lige ud og slår op". Han var et rigtigt menneske, der ikke lod som om, at han var en autoritet. Og det elsker jeg.

Christian har en hjerne, der kan lide at springe. Mens han fortæller sin historie, sidder han ved mit spisebord og roder sig nu ud i en længere teori om, hvorfor læger altid har et lille kontor, hvor de har bøger, de kan slå op i. At de gamle læger nok var tilbøjelige til at komme med "et skud fra hoften" og først slog op i bøgerne bagefter. Mens de yngre gør det omvendt.

Det er ikke så relevant for hans konkrete historie, men det viser, hvordan han er skruet sammen. Han samler på detaljer og stiller spørgsmålstegn ved alt, han oplever. Vender og drejer det for måske med tiden at forvandle det til komik.

-  Jeg er virkelig bange, siger jeg til lægen. Han prøver flere ting, men alt viser sig at være okay. Så kommer min far og henter mig.

Dagen efter skal han i Ikea sammen med Karina og parrets datter for at hente et spejl. I bilen begynder mor og datter at diskutere.

-  Og så er jeg nødt til at sige: I er simpelthen nødt til at stoppe med at diskutere. Jeg kan mærke, at mit syn igen bliver skarpt.

I Ikea har Christian svært ved at kigge folk i ansigterne.

- For det er som om, at deres mimik bliver meget skarp.

Hjemme igen har han det okay, og det lykkes familien at komme til Kenya. Og efter ferien arbejder han videre på de produktioner, han har måttet udsætte.

22. januar kører han i Fields med sin søn for at hente en controller. De må dog vende om, fordi Christian får det dårligt igen. Han er også træt. Har brug for at sove.

I andet forsøg når de Fields, men allerede i kælderen er Christian utilpas. Og oppe i indkøbscentret får han et stort angstanfald.

- Pludselig er alle mine tanker negativt ladet. Jeg bliver meget bange, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg bliver bange for.

Det lykkes at komme hjem. Christian føler, at han har angst i flere timer. Han græder meget.

- Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg er oppe imod. Jeg har jo taget alle mulige stoffer som ung og haft dårlige trip. Men dem var der en forklaring på. Her kan jeg ikke finde en forklaring.

Han ringer til en god ven, der også har haft angst, og han får ham beroliget. Næste dag opsøger han sin kropsterapeut.

Selv om det er så kort tid siden, at Christian Fuhlendorff blev ramt af stress og angst, føler han sig i klar bedring.

Han sørger for at få sin nattesøvn. Løber hver dag mellem 5 og 10 kilometer, mens han lytter lydbøger. Han har sorteret i sine opgaver, så han ikke får for travlt. Han arbejder mindre.

I øjeblikket turnerer han rundt med sit nye standupshow "Ærlig talt", for på scenen har han det altid godt.

- Jeg føler mig mest hjemme på scenen, og det gør min krop tilsyneladende også. Her kan jeg slappe af, give slip og bare være. Uden at tænke på, om jeg har skændtes med familien, om jeg har det dårligt, om der er en regning, der skal betales, eller andre opgaver, jeg burde have løst. På scenen forsvinder tiden.

- Det mest uforsvarlige havde derfor været at aflyse touren, siger han.

Hvordan har du det lige nu?

- Min krop har lært, at den har den bremse. Ens hjerne tolker på kroppen, og det plejer den at være god til. Men når du bliver presset, og det hele er oppe i din hjerne, bliver hjernen rigtig dårlig til at tolke, hvad kroppen fortæller. Når kroppen har råbt længe nok, så trækker den i en snor, den ikke har trukket i før. Og så panikker hjernen, fordi den kan se en masse signaler, den ikke forstår.

- Jeg er i en fase nu, hvor alle følelser skal kalibreres igen. I en periode troede hjernen, at alle følelser var sådan noget, jeg skulle være bange for.

Du har fået en lejlighed til at bremse op.

- Jeg ser det som en gave.

Du ved nu, at du ikke fejler noget fysisk. Men når først, man har haft angst, kan man godt blive bange for at få det igen. Altså angst for angst ...

- Jeg snakkede med en traumeterapeut om det. Fik nogle øvelser, jeg skal gøre. Jeg bruger også meget åndedræts-øvelser, isbad og saunagus.

Christian Fuhlendorffs nye show handler om at være midt i livet. Med hus, børn, par-middage og forældremøder. På toppen af rutchebanen - midt mellem fødsel og død.

- Tidspunktet kunne ikke være bedre. Jeg er for gammel til at være lykkelig-naiv og for ung til at være fuld af visdomsord. Jeg lever i en verden, jeg kender bedre dag for dag - men forstår mindre og mindre. Det er perfekt til komik, konstaterer han.

At han bruger sig selv i sit show, forklarer han således:

- Jeg er indadkigger. Jeg bruger hele tiden mit eget liv - også det indre - til at snakke om at være med i verden. Og så er der andre komikere, som er mere satirikere - de kigger udad. Det er helt naturligt for mig at tale om at være midt i livet, når jeg netop er der.

For Christian Fuhlendorff har humor altid været en måde at være i verden på.

- Nogle har brug for at være indignerede og sure over ting. Nogle har brug for at blive ked af det. Og så er der nogle af os, der har brug for at grine af tingene. Det er alt sammen overlevelses-mekanismer, og min har altid været humor.

Han kalder sig selv for en klar humørrytter.

- Hvis jeg er presset eller har været oppe at skændes med Karina og er irritabel, så får hele mit show lidt af den smag og lidt af den farve. Men så fortæller jeg det til publikum. Jeg har et virkelig fint topniveau, når det flasker sig. Jeg har også et bundniveau, som jeg så gennem årene og erfaring har fået trukket højere op.

Derfor er det også ægte, hvis Fuhlendorff pludselig selv begynder at grine på scenen.

- Jeg kan ikke grine for at gøre noget sjovere. Det sker kun, når jeg selv synes, at jeg får sagt noget sjovt. Jeg kan heller ikke gentage en fejl - bare fordi det var sjovt, da det skete.

Du har engang sagt, at man indskrænker sine glæder ved at jagte lykken. 

- Det lyder rigtigt, siger han og griner, for han kan ikke huske det.

- Jeg har lige talt med Kristeligt Dagblad, og de stillede et andet spørgsmål, som var noget med, hvornår jeg opdagede storheden i livet. Men med sådan et spørgsmål har du jo forudbestemt, at der er storhed i livet. Det skal vi lige være enige om først. Jeg oplever storhed i små ting. Jeg kan imponeres, når jeg kigger ud over Crand Canyon, men det er jo, når jeg går med min søn i hånden til skole, at jeg bliver glad.

Lykkelig?

- Ja. Jeg tror ikke, at lykke er noget, man skal jagte. Lykke, hun er - jeg siger altid hun - ikke som mine andre følelser. For de er vrede, glæde, sorg. Det er venner, jeg har med hele vejen gennem livet.  Men lykke er ikke en følelse, der er en del af mig. Lykke er en veninde eller kvinde, som er i rummet, og som ikke vil have, at jeg lægger mærke til hende. Hvis jeg prøver at kigge på hende eller gribe ud efter hende, forlader hun mig.

- Lykke er kun til låns. Hun er der i små øjeblikke. Hvorimod alle følelserne, som vi jo prøver at flygte fra, fordi vi forsøger at få fat i lykken, er hos os hele tiden. Lige under overfladen.

Vi taler om flagskibene i den danske industri. Novo Nordisk, Danfoss, Lego, Grundfos og en række andre kæmper har på få år fået en langt større betydning for dansk økonomi.

Det viser tirsdagens rapport fra Produktivitetsrådet, der består af de økonomiske vismænd med professor Carl-Johan Dalgaard i spidsen.

Han sætter ikke navn på virksomhederne, men det er naturligt at se på industrivirksomheder som dem ovenfor, der år for år tjener masser af penge.

- Væksten i Danmark har de sidste knap 20 år været mere påvirket af enkeltvirksomheder, end man måske skulle have troet, siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Dansk eksport har traditionelt bestået af varer, der produceres i Danmark og eksporteres fra danske virksomheder til udenlandske virksomheder eller forbrugere. I de seneste årtier har der dog været en betydelig stigning i en anden type vareeksport, som kaldes merchanting og processing (M&P). Et eksempel er, at en dansk fremstillingsvirksomhed får produceret varer i et datterselskab i udlandet og videresælger dem, uden at de krydser den danske grænse.

Beregningerne viser, at værditilvæksten knyttet til merchanting og processing er steget fra at udgøre to procent af den samlede værditilvækst i fremstillingsvirksomhederne i 2005 til nu hele 20 procent i 2022.

Værditilvækst er den værdi, en fabrik tilføjer efter at have indkøbt råmaterialer. Det kan være Grundfos, der køber stål og elektronik og sætter det sammen til pumper, der er mere værd end det, der indgik i processen.

Den markante stigning i denne trafik siden årtusindskiftet ser ud til at have bidraget til at løfte produktiviteten i hele Danmark. Vismændene peger på, at 75 procent af avancerne på M&P kan tilskrives blot 10 fremstillingsvirksomheder. Det indikerer, at en overraskende stor del af værditilvæksten stammer fra ganske få virksomheder.

Avisen har spurgt Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, om han vil sætte navn på de vigtige virksomheder. Han nævner koncerner som Novo Nordisk, Lego, Carlsberg, Vestas, Danfoss, Grundfos, Bestseller og Rockwool.

- Det viser med al tydelighed, at flere danske virksomheder har omfavnet globaliseringen med stor succes over de seneste år. Det skal vi først og fremmest glæde os stort over. Virksomhedernes store tilstedeværelse i udlandet øger deres relevans og konkurrenceevne i den globale økonomi, hvilket i sidste ende løfter velstanden i Danmark, siger Tore Stramer.

Hos Dansk Industri glæder man sig over, at vismændene sætter fokus på de helt særlige superstjerner i dansk erhvervsliv.

- Der er tale om en helt særlig gruppe af store, særdeles værdiskabende virksomheder. De opererer på globalt plan, hvor størstedelen af deres produktion og salg sker uden for landets grænser, men hvor Danmark stadig fungerer som hovedbase, siger vicedirektør Morten Granzau Nielsen.

Tønder: Efter en massiv politiindsats i Tønder i løbet af tirsdag formiddag, eftermiddag og aften, der resulterede i en afspærring af et boligområde, er en 31-årig mand natten til onsdag blevet anholdt.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse klokken 03.38.

Her fremgår det, at manden er sigtet for trusler på livet mod en politimand - fremført tirsdag formiddag, hvor politiet var til stede på adressen i forbindelse med en "politiforretning".

Det lyder desuden, at der under anholdelsen var støj i området, da politiet anvendte tåregas.

Dermed burde der være fri bane for områdets beboere her til morgen.

Desuden er vejen også åben for de mange elever og ansatte på Tønder Overbygningsskole samt Børnegården. Overbygningsskolen ligger i det område, der store dele af tirsdagen af politiet var afspærret, og det voldte problemer for eleverne på Overbygningsskolen og lærere, der havde fået at vide, at de skulle holde sig indendøre og ikke måtte forlade skolens område.

Der herskede i lang tid usikkerhed omkring politiets arbejde i området.

Beboere oplevede betjente i kampuniformer og med våben. Også en drone blev sendt i luften, og den kunne ses fra overbygningsskolen, og det endte altså med en aktion, der varede fra tirsdag klokken 9.41 til onsdag tidlig morgen.

Onsdag morgen bekræfter vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Sønderskov, at man har forladt stedet, og at alle afspærringer nu er ophævet:

- Det er slut. Vi forlod stedet omkring klokken fem, siger vagtchefen og beskriver tilstanden i området som normal.

I Børnegården, der tirsdag lå i det afspærrede område, står pædagog Karina Schmøkel her til morgen klar til at tage mod børnene. Stedet åbnede som sædvanligt klokken 6.15.

- Det hele er som det plejer. Jeg har taget mod de første børn, lyder det fra den morgenfriske pædagog.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra politiet via linket herunder.

Når man har målt de højeste seertal, så har Nybyggerne været blandt de programmer, som har udgjort toppen.

Da der eksempelvis blev afholdt finale i 2019 var der 777.000 seere, hvilket gjorde det til ugens tredjemest sete program. I efteråret 2021 var der 441.000 seere til et afsnit, hvilket placerede det lige uden for top ti i den uge.

I Nybyggerne overtager fire par et helt råt hus, hvor de igennem programmerne skal sætte deres eget præg på rummene. Programmet er tidligere blevet optaget i blandt andet Sønderborg, Horsens, Silkeborg og Aalborg.

Nu er turen kommet til Holstebro.

Det fremgår af en meddelelse, hvor Metronome Productions, som er produktionsselskabet bag, søger nye deltagere.

- Den næste sæson af Nybyggerne bliver i Jylland. Husene bliver bygget i den smukke natur i Holstebro, skriver selskabet. Det oplyses ikke mere specifikt, hvor husene er placeret.

Det par, som til sidst får flest stemmer, vinder det hus, som de har bygget. De andre bliver solgt.

Det fremgår også, at programmet skal optages over otte sammenhængende uger fra midten af august til midten af oktober. Man skal også "turde være ærlige selv med et kamerahold i nakken" og gerne have "lidt kendskab til at sætte i stand", som det hedder sig.

Avisen forsøger at komme i kontakt med Metronome Productions for at få yderligere oplysninger, men selskabet er indtil videre ikke vendt tilbage.

Vi elsker hinanden, men vi må ikke få hinanden.

Sådan fortæller Anders og Fatima om deres forhold. Han er 23, mens Fatima er 22 år.

De lærte hinanden at kende for tre år siden, da de meget tilfældigt så hinanden i det lokale fitnesscenter. Anders gik hen og hilste på Fatima, og siden da er de faldet "pladask for hinanden," som Anders beskriver det.

Det lyder næsten som en romantisk scene taget ud fra en Hollywoodfilm.

Men desværre er det ikke en almindelig kærlighedshistorie. Faktisk står den på randen til at blive opløst. Og det er der en god grund til.

- Vores forældre vil ikke gå med til, at vi gifter os, fordi Fatima og jeg ikke er fra det samme land, siger Anders.

Fatima er fra Somalia, men født i Danmark, mens Anders er etnisk dansk. Og netop denne forskel i etnicitet har ført til, at både Fatimas forældre og Anders' forældre ikke vil acceptere deres forhold.

- Mine forældre er fra en generation, hvor man ikke havde kendskab til andre etniciteter end den danske, så de har meget kontant sagt, at de ikke vil finde sig i, at jeg på den måde ændrer naturens gang. De kan ikke acceptere en pige fra et andet land. Der er en underliggende racistisk tankegang bag det her med ikke at ændre naturens gang, siger Anders.

Det samme har Fatima oplevet hos sine forældre.

- Min mor sagde direkte til mig, at hun ikke kan acceptere, at jeg henter 'fremmede' her til hendes hjem. Med 'fremmede' mener hun en, der ikke deler samme etnicitet som mig, siger Fatima.

Men på trods af det er de forelskede og har drømme om at blive gift og stifte familie.

- Bare tanken om Fatima gør mig lykkelig, og jeg kan ikke leve uden hende. Jeg kan ikke vente til den dag, vi endelig kan bo sammen og have en familie sammen. Men lige nu føler jeg virkelig en stor byrde på grund af situationen, siger Anders.

Anders og Fatima havde i starten af deres forhold ikke tænkt over, om der ville være problemer i, at de fandt hinanden. Faktisk troede Anders det stik modsatte.

- Jeg har altid set mine forældre som nogenlunde tolerante og respektfulde. Jeg har aldrig rigtigt set den slags udfald fra dem. Men så snart det kom på tale, at jeg var forelsket i Fatima, så var det som om, de ændrede sig helt, siger Anders.

Det gik først op for ham, da Fatima en dag besøgte familien for at hilse på Anders’ mor.

- Selve besøget gik fint, og de var rolige, men så snart Fatima var gået, fik jeg en lang snak om, at mine forældre ikke kunne se sig selv i dette, siger Anders.

For Fatima var det lidt anderledes. Fordi hun havde nogle anelser om, hvordan hendes mor ville reagere.

- Jeg vidste godt, at min mors drøm var et traditionelt somalisk bryllup, hvor alt er som i de gamle dage. Med somalisk mad, somaliske traditioner og selvfølgelig en somalisk mand, siger Fatima og tilføjer:

- Men jeg er ligeglad med etnicitet, jeg elsker Anders, og det betyder alt for mig. Han er den, der gør mig lykkelig og den, jeg vil dele resten af mit liv med.

Hvordan får man så et forhold til at køre, når ens egne forældre ikke vil have, at det skal fungere?

Her må der bruges alternative løsninger.

Konflikten med forældrene har ført til, at både Anders og Fatima nu føler, at de lever et dobbeltliv.

- Hver gang Fatima ringer til mig eller skriver til mig, så skal jeg skjule det for min mor. Fordi hvis hun hører, at jeg taler med hende, så skal jeg til at have endnu en lang samtale, og det orker jeg bare ikke. Det er vildt stressende, siger Anders.

Derfor har de aftalt, at de kun snakker sammen om aftenen, når der er lidt ro i hjemmet, og forældrene muligvis sover eller ser fjernsyn.

- Jeg går ind på mit værelse om aftenen, og så ringer jeg til Anders. Det er det eneste tidspunkt, jeg med sikkerhed ved, at jeg kan få ro til at snakke. Hvis min mor går forbi mit værelse, lader jeg som om, at jeg sover, siger Fatima.

Anders og Fatima er begge muslimer og desuden praktiserende muslimer. Fatima er født ind i en muslimsk familie, mens Anders konverterede til islam for fem år siden.

Deres religiøse overbevisning betyder, at de ikke lever sammen som et traditionelt kærestepar, som det almindeligvis forstås i Danmark.

- Vi venter med at kysse, holde i hånd og selvfølgelig ingen samleje og den slags, indtil vi bliver gift. Det afholder vi os fra af religiøse årsager. Derfor er det eneste, vi som sådan gør nu, at Facetime hinanden og tale i telefon. Det er højdepunktet i min dag, siger Anders.

Det er svært for både Fatima og Anders at forstå, hvad forældrene har imod deres forhold. Men en ting bider de begge mærke i.

- Mine forældre fortæller, at det skyldes, at der simpelthen er alt for stor forskel på de to kulturer. Den danske kultur er langt fra den somaliske og omvendt. Men det mener jeg også kan være positivt, siger Anders og tilføjer:

- Altså, det ville da være kedeligt, hvis alle kulturer i hele verden var den samme. Så ville hele menneskeheden være alt for ensartet. Alt, hvad vi har rundt omkring os i dagligdagen, kommer fra et eller andet sted i verden. Det mener jeg er berigende.

Selvom Fatima har rødder i Somalia, kan hun ikke helt se den store forskel på hende og Anders' hjem.

- Altså, når det kommer til de store spørgsmål i livet, så er vi meget ens. Når det kommer til uddannelse, kærlighed, børneopdragelse og at være et ordentligt menneske. Så er vi begge dannet på samme måde. At man så spiser anderledes mad og kan lidt forskellige sprog, det ser jeg ikke som et problem, siger Fatima.

Et paradoks, som Anders også lagde mærke til, er, at Anders' og Fatimas forældre også på en måde minder om hinanden.

- Det er også nævneværdigt at se, at både Fatimas mor og mine forældre faktisk er enige om, at dette ikke vil kunne gå. Så deres holdning til ægteskab på kryds af kultur er en til en den samme. Så på den måde minder de om hinanden, siger Anders.

Men hvad er problemet? Er det religiøst?

- Nej, min mor og far har intet imod, at jeg for eksempel er konverteret til islam, faktisk har de været meget støttende. Det er ren og skær etnicitetsforskellen. Her har det været meget svært at sluge for dem, at vi kommer fra to forskellige lande, siger Anders.

Selvom Anders og Fatima er kede af, at de ikke kan tage deres forhold til det næste niveau, så forstår de forældrenes bekymring.

- Selvom jeg virkelig er ulykkelig over situationen, så kan jeg på en mærkelig måde godt se, hvorfor de reagerer, som de gør. De kommer fra en helt anden verden, hvor holdningerne var anderledes. Det er meget komplekst, fordi de skal på en måde omskoles og ændre årtiers tankegang, siger Anders.

Faktisk har Fatima en smule sympati for sin mor.

- Jeg ved godt, det er mærkeligt at sige det, men det er lidt synd for hende, fordi verden forandrer sig hurtigere, end hun kan følge med. Hun bliver sat af, tidsånden er imod hende. Og nu føler hun, at den her forandring, som går meget hurtigt, pludselig også indtræder i hendes lille enklave, og det gør hende bange, siger Fatima.

Men at forstå noget er ikke det samme som at acceptere det. Derfor har parret ikke tænkt sig at give op uden kamp.

Selvom parret taler i telefon hyppigt og har det godt sammen, kan de også godt føle, de ikke kommer videre.

- Vi har nu kendt hinanden i tre år, og det er som om, vi er gået i stå. Vi vil gerne videre til det næste naturlige stadie i vores forhold, men det kan vi bare ikke. Derfor er vi desværre begyndt at snakke om, vi bare skal bide i det sure æble og stoppe forholdet, siger Anders, mens han næsten får tårer i øjnene.

Hvad vil du sige til de læsere, der tænker - Jamen kan I ikke bare være ligeglade og fortsætte uden forældrene?

- Det ville de fleste tænke var det naturlige at gøre. Men vi har begge snakket om ikke at starte en familie, hvor vores svigerfamilie, bedsteforældrene til vores fremtidige børn, ikke er en del af det. Det er en alt for stor kamp, som er en for stor mundfuld for os, siger Anders.

Men selvom de har snakket om måske bare at ende forholdet på grund af den hårde situation, så har de dog en sidste taktik.

De vil gerne involvere forskellige familiemedlemmer for at overtale forældrene.

- Min mor har meget respekt for en af sine brødre, han har lovet mig at overtale hende og få snakket med hende. Det samme har jeg aftalt med Anders om hans onkel, der faktisk bakker os op. Derfor vil han tage en snak med Anders' mor, siger Fatima.

Dernæst har Anders også tænkt sig at involvere den lokale Imam til at overtale Fatimas mor.

- Jeg har allerede snakket med en Imam, som siger, at der fra et teologisk perspektiv intet er i vejen for, at vi bliver gift, og dermed kan Fatimas mor overtales, tror jeg. Sværere bliver det hos mine egne forældre, her er der ikke nogen præst, jeg bare lige kan hive fat i, siger Anders.

Om det så kommer til at virke, må tiden vise. Men Fatima er fortrøstningsfuld, fordi hun tror, hendes stædighed til sidst vil give pote.

- Jeg har tænkt mig at være insisterende og fortælle dem, at hvis de håber på at se deres søn lykkelig, så skal de støtte mig, fordi det her handler om mig og ikke dem, siger Anders.

Avisen har forelagt kritikken for både Anders’ og Fatimas forældre, men de vil ikke kommentere på sagen. Her nævner de begge, at det er et internt familieanliggende.

Hjemmeværnet? Er det ikke de der halvgamle mænd og kvinder, der iført stramt ansigtsudtryk og gule veste vinker bilisterne på plads, når der er festivaler og andre store begivenheder?

Hjemmeværnet og dets frivillige har i mange år været genstand for kritik, generaliseringer og latterliggørelse. Nogle har set de frivillige som velnærede bedsteborgere, der, når de ikke styrer parkeringspladser, render rundt og leger krig til "ingen verdens nytte".

Det har heller ikke hjulpet på renommeet, at der har været hjemmeværnsmænd, det er slået klik for med våben i hånd.

Siden disse tragedier er der blevet strammet op på våbenreglerne. Og nu tager DR livtag med fordommene i en interessant serie, hvor vi følger de frivilliges arbejde.

Serien, som er i fire afsnit, hedder "Frivillige i front" og giver fornyet respekt for det værn, der 1. april fylder 75 år.

Et værn, der opstod efter Anden Verdenskrig, og som bruges ikke alene af politi og beredskab, men også af forsvaret, der i disse år har fået flere både nationale og internationale opgaver.

I første afsnit følger vi blandt andre Michella Foged fra Fredericia, da det længste skib i Esbjerg Havns historie lægger til kaj. Skibet er lastet med amerikanske militærkøretøjer. Og Michella og andre fra Marinehjemmeværnet skal holde havebassinet lukket, sejlrenden fri og senere bevogte havnebassinet.

Det er et regulært og vigtigt stykke arbejde og spændende i sig selv at følge. Der er ikke tale om en lille ubetydelig fritidstjans. Man skal være oplært og vide, hvad man har med at gøre.

Det har kostet mange forberedende timer, og man kan ikke andet end at få respekt for, at der er nogle, som vier en del af deres fritid til at bidrage til vores fælles samfund. Tak!

Men det mest givende ved programmerne er, at vi gennem blandt andre Michella får en mere nuanceret forståelse af, hvorfor 43.000 frivillige er klar til at yde en indsats. Og at deres motiver ikke alene handler om lyst til spænding, gamle soldaterdrømme eller glæde ved uniformer og den deraf følgende autoritet.

For Michella handler det blandt andet om fællesskab med de andre frivillige. Og efter en stresstur - hun er uddannet kok - har timerne i værnet både genopbygget hende og udfordret hende. Vist hende, "at der er en plads i verden til mig".

Fællesskab, sammenhold, stolthed og eventyrlyst præger de frivillige. Og en stor glæde over at arbejde for fællesskabet Danmark. Det er befriende positivt.

Et arbejde vel og mærke uden løn. Man bliver uddannet i Hjemmeværnet og kan blive kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste og udgifter. Men det er først, når opgaven er international, at man bliver ansat decideret på kontrakt af Forsvaret.

Det sker blandt andre for skolelederen Maja, som vi møder i andet afsnit. Hun skal hjælpe med at bevogte en Nato-lejr i Kosovo. Noget af en kontrast til hendes dagligdag, men en anledning til at blive fjernet fra sine rutiner og reflektere over sit liv, konstaterer hun.

Imens kan vi andre så reflektere over, at det må være på tide at vise respekt for de mennesker, der gider hjælpe med at passe på os. Også dem, der sørger for, at vi kan få parkeret bilen uden at ende i trafikknuder.

"Frivillige i front". Dokumentarserie i fire afsnit. Første afsnit blev sendt på DR 4. marts og kan ses på DRTV. De følgende afsnit sendes hver mandag og bringer os til Kosovo, Sicilien og Bornholm. Denne omtale baserer sig på de to første afsnit.