Retfærdighed: Jane Fisher-Byrialsen har spinkle skuldre, men den 48-årige kvinde bærer en af de tungeste byrder, man kan bære: Ansvaret for andre menneskers liv.

Hun er den danske, men amerikansk bosiddende advokat, som mange af os lærte at kende for cirka 10 år siden. Dengang hun i New York forsvarede den unge pædagogstuderende Malthe Thomsen.

Malthe var løgnagtigt blevet beskyldt for at rage på børnehavebørn, og politiet havde løjet, manipuleret, snydt og presset den unge mand så hårdt, at han hverken vidste op eller ned. Til sidst skrev han udmattet og desorienteret under på, at han var skyldig.

Malthes mødre bad Jane hjælpe, og hun kastede sig ud i en benhård kamp - tæt fulgt af dansk presse. Gennem den spektakulære sag lærte vi, at i Guds eget land må politi og anklagere lyve, og at det i USA ikke rigtig gælder, at man er uskyldig, ind til det modsatte er bevist.

Jane Fisher Byrialsen er født i Odense, men opvokset i verden - særligt i Cairo. For forældrene, der i dag bor i Svendborg, arbejdede i udlandet. Selv bor hun i Colorado i USA sammen med sin amerikanske mand David, som også er advokat, og sine to børn på 12 og 10 år.

Parret driver deres eget advokatfirma, som har specialiseret sig i uskyldigt dømte.

I øjeblikket har hun travlt med især to konkrete ting:

Hun har sammen med korrespondenten Thea Pedersen udgivet en lydbog: "Min kamp for retfærdighed", som også snart udkommer på papir. Bogen, der samtidig er en biografi, handler om nogle af hendes store vindersager.

Og så kæmper hun for en dødsdømt mand i Californien. Det sidste har hun prøvet flere gange før - og ind til videre til stor lettelse - også for sig selv - vundet dem alle.

Jane fik Malthe Thomsen fri, men han var mærket af beskyldningerne og sin tid i fængsel. Hun er overbevist om, at det var derfor, at han blev så stærkt overvægtig, at hans hjerte til sidst svigtede ham i 2019.

Hun blev også selv mærket af sagen, som introducerede hende for vægttab, trykken for brystet, søvnproblemer og angst. Malthe var et uskyldigt offer for elendigt og forkasteligt politiarbejde, og det var hendes tunge ansvar at redde ham.

-  Jeg var konstant rasende. Når jeg tænker tilbage på den tid og på, hvor små mine børn var... det var crazy.

Bagefter flyttede familien fra New York til Colorado for at komme lidt fri af byens hurtige tempo og ud, hvor hun kunne have sine heste.

-  Og det er på en måde blevet bedre, men søvnproblemer er ikke noget, man sådan slipper af med igen, siger hun.

Hvornår kommer angsten?

- Når jeg skal starte et retsopgør og give min opening statement (forelæggelse) kan jeg i de første par minutter høre min puls i mit øre. Dum, dum, dum, dum. Jeg må tage nogle dybe indåndinger, og så går det lidt væk. Men jeg tror ikke, at man kan have mit arbejde uden at være angst. Især ikke som sagerne gennem årene er blevet sværere og alvorligere.

Også raseriet er taget til.

Jane Fisher-Byrialsen er en afbalanceret og rolig kvinde at se og høre på, men indeni bobler vreden.

-  Uretfærdighed gør mig virkelig rasende, siger hun.

Og det er efter hendes mening voldsomt uretfærdigt, at for eksempel politi og anklagere må lyve og presse falske tilståelser igennem og praktisere justitsmord velvidende, at de smadrer livet for en uskyldig.

- Jeg kan simpelthen ikke give slip på den vrede og få den ud af mine tanker, erkender hun.

Derfor bogen. Ikke kun for at give danskerne en - synes hun - tiltrængt viden om det amerikanske retsvæsen. Men også fordi hun regner med, at den vil udkomme i USA og skal være med til at skabe forandrende debat.

Hun har derfor også besluttet, at hun fremover vil tage færre sager - som hun ser som symptombehandling - og arbejde mere med årsagerne til dem. Rydde op i systemet. Det arbejde sker blandt andet gennem en organisation ved navn PEP, som hun har stiftet med en advokatkollega.

Hun underviser også, og hun holder taler om falske tilståelser for både senatet og kongres i Colorado.

Det kan lyde grotesk i danske ører, men hun er blandt andet lykkedes med, at politiet i Colorado ikke længere må lyve under afhøringer af børn under 18 år - og af den vej tvinge dem til en falsk tilståelse. Siden er fire andre stater fulgt trop.

- Så siger man: "Jubiii". Men politiet skal jo ikke lyve for nogen, siger hun.

Jane Fisher-Byrialsens største ambition er dog, at de amerikanske anklagere skal miste deres absolutte immunitet. Fordi netop den giver dem adgang til at lyve, skjule og destruere beviser. Hun har mødt nogle af de brodne kar og været så forbitret på dem, at hun har hadet dem. Naget gnaver stadig.

- Anklagerne er jo dem, som beslutter, hvilke sager der skal føres, og de skal tjekke politiets arbejde. Mennesker i vores samfund, som har det største ansvar. De bør kunne stå til ansvar, ikke?

Hvorfor lyver anklagere og politi?

- Chefanklagere og politichefer er folkevalgte. Det er der også dommere, der er. Og det gør deres arbejde politisk. Derfor handler deres beslutninger ikke om, hvad der er rigtigt og forkert. De tænker mere på, hvordan de bliver genvalgt. Og i USA bliver man genvalgt, hvis man blandt andet taler rigtig meget om længere straffe og hårdere domme. Og hvis man kan "opklare" en masse forbrydelser, siger hun.

Hvad siger amerikanerne til, at der kommer en emsig dansker og vil lave om på deres system?

- Jeg tror, de synes, det er træls, men det er jeg ligeglad med.

Janes indædte kamp tåler ikke blanke sider i kalenderen.

- Der er ikke en dag, hvor jeg ikke tjekker e-mails, og det gælder også David. Også når vi er på ferie. Hvis der er kaos, er der kaos. Hvis folk har problemer, kan de ikke vente to uger på, at vi reagerer. Det vil være uacceptabelt.

Er du aldrig bange for dit helbred? Om du kan holde til det?

-  Nogle gange, svarer hun øjeblikkeligt.

- Jo ældre, jeg bliver, jo mere tænker jeg på det. Jeg hørte nogle tale om, at de fik sommerfugle i maven. Jeg får hvepse i maven. Derfor prøver jeg at være stille med mig selv og bare trække vejret 10 minutter hver dag. Og på at gøre min arbejdsdag kortere. Men når der er et retsopgør, arbejder jeg 20 timer i døgnet og sover kun to-tre timer om natten. Sådan er det bare, fortæller hun.

Er det det værd?

- Jeg kunne ikke være i mig selv, hvis jeg ikke udførte dette arbejde. Jeg ville være meget skuffet over mig selv.

Er det, fordi du ved, at du kan gøre en forskel?

- Ja, som min far ville sige. De, der har evnen, har pligten.

Alt det arbejde må påvirke familielivet?

- Da børnene var små, var jeg nogle gange ked af det. Men jeg har verdens bedste mand, og jeg tror, at det har været sundt for vores børn at se, hvor lige vi er - David og mig. At nogle gange er mor væk, og nogle gange er far væk. De ved også, hvad vi arbejder med, og hvor vigtigt det er.

- Og så har jeg også verdens bedste far og mor. Da jeg skulle på arbejde efter kun 11 ugers barsel, flyttede min mor ind hos os i New York i flere måneder. Og mine forældre kommer stadig, hvis vi har et retsopgør. De bor nok i vores hus to til tre måneder om året - hvis ikke mere.

Jane og Davids store gennembrud kom med klienten Korey Wise, der som ung blev presset til en falsk tilståelse og efterfølgende blev uskyldigt dømt for voldtægt og drabsforsøg. Han tilbragte 14 år i fængsel.

Jane arbejdede for Korey i seks år med hans erstatningssag, som blandt andet inspirerede til Netflix-serien "When They See Us".

Korey er i dag som et familiemedlem for Jane.

- De forhold, jeg har til mine klienter, er ikke så normale. Det kan være svært at forstå, hvis folk ikke kender mig, og det var derfor, at Thea mente, at vores bog også skulle være biografisk. Det kan jo for eksempel lyde mærkeligt, at Malthes mor passede mine børn, mens jeg besøgte hendes søn i fængslet, siger Jane og smiler.

Koreys erstatning- den største i New Yorks historie - gjorde ham til en rig mand, men den forgyldte også Jane og hendes mand, der fik en tredjedel af erstatningen. Siden har parret for længst tjent så mange penge, at de i princippet kan gå på pension.

- Men jeg ville miste værdien i mit liv og min identitet. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg en advokat. Og jeg er superstolt af vores arbejde. Det er desuden ikke færdigt - der er lang vej endnu.

- Nogle gange siger folk til os, at vi kan være ligeglade, fordi vi har penge. Men den økonomiske frihed gør jo, at vi i årevis kan arbejde gratis på sager og betale deres omkostninger.

Når I redder en uskyldigt dømt, kan I vel få en del af pengene ved en efterfølgende erstatningssag?

- Ja, vi kan tjene penge på en erstatningssag, men vi ved ikke, om vi vinder. Og vi får uanset hvad ikke løn for de måske 1000 timer, vi har brugt på at få vedkommende frikendt.

Når du arbejder gratis, er det så altid på de sager, hvor du er overbevist om, at hovedpersonen er uskyldig?

- Ja.

- Har du nogensinde tabt en sag, hvor du ved, at din klient er uskyldig?

- Nej, heldigvis. For så sover jeg i hvert fald ikke mere, siger hun og griner højt.

Jane Fisher-Byrialsen taler stadig glimrende fynsk, men indimellem tilsat en amerikansk ordstilling. Det fynske synger især, når hun bliver ivrig. Som når vi taler om advokatkolleger, der udelukkende arbejder for pengenes skyld. Den slags har hun lige så lidt respekt for som rige menneskers small-talk-sammenkomster i country clubs.

- Er den afstandtagen det danske i dig. At man har ansvar for andre end sig selv?

- Ja, det tror jeg. For mig ligger værdi ikke i penge. Penge kan ikke tage drivkraften ud af mig. En kraft, der handler om, at man skal gøre noget for samfundet og være ordentlig og retfærdig. Hvis der er ting i verden, der bør ændres, skal man prøve at ændre dem.

Janes forældre har også altid været meget engageret i andre, fortæller hun.

- Min mor hjælper syriske indvandrerfamilier, og i Egypten lærte de min søster og jeg, at man skal give tilbage til det samfund, man bor i. De åbnede pigeskoler i Cairo og sørgede for finansiering og holdt øje med, at pengene blev brugt ordentligt.

Er I en familie med mere energi end flertallet?

- Ja. Mine forældre kan heller ikke "sitte" stille, og i 3. klasse fik jeg negative karakterer i selvkontrol, fordi det gik for hurtigt for mig, fortæller hun og snapper malerisk efter vejret.

- Når jeg skulle noget som barn, løb jeg. Jeg har måttet træne mine tålmodighed og lære mig selv at tale langsommere.

Uagtet den internationale opvækst og sit amerikanske statsborgerskab definerer Jane sig som dansker. Det gør hendes børn også. Hun holder af USA, men det er ikke hendes land, og derfor har hun også født børnene i Danmark, fortæller hun.

Familien er hvert år i sit elskede sommerhus ved Horne Land ved Faaborg, og her er det et ritual, at hun skal have fiskefrikadeller med remoulade.

Trods kærligheden til Danmark vier du dit liv til det amerikanske retssystem.

- Når man ser problemer, må man tackle dem der, hvor de er, svarer hun.

Har I overvejet at bo i Danmark?

- Ja. Men det kan David jo ikke få lov til. Jeg ville godt bo sådan halvt i USA og halvt i Danmark.

Hvad er dit bedste råd til en dansker, som bliver anholdt i USA?

- At holde munden lukket og kun åbne den for at bede om en advokat. Og lad endelig være med at skrive under på noget. Det er sådan set mit råd til alle.

"Min kamp for retfærdighed". Af Jane Fisher-Byrialsen og Thea Pedersen. Lyd-og e-bog. Udkommet på Mofibo. Udkommer 23. februar på papir på forlaget 28B. 

Det ville være lettere ikke at sige noget.

Det mener de i hvert fald selv. Men frustrationen har vokset sig så stor, at det ikke længere er en mulighed at tie.

Derfor kommer to kommunale toppolitikere fra landets største byer, København og Aarhus, nu med et usædvanligt opråb.

Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i København, og Christian Budde (V), rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus, mener, at både Christiansborg-politikere, politiske organisationer og medier bruger enkeltsager til at tale problemerne i ældreplejen ”uproportionelt op”.

- Der er rigtig meget, der fungerer godt derude i hverdagen, og vi vil meget nødigt have, at de ældre, eller dem der er på vej til at blive ældre, bliver enormt ræd for, hvad der skal ske, hvis man bliver afhængig af kommunens hjælp, siger Sisse Marie Welling, som også er fungerende formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg.

Det billede, som bliver tegnet, bidrager ifølge Sisse Marie Welling og Christian Budde til, at befolkningen får et nærmest dystopisk billede af ældreplejen, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

Og der er særligt to konsekvenser, som de to kommunale toppolitikere frygter.

For det første frygter Sisse Marie Welling og Christian Budde, at danskerne bliver bange for at blive gamle og få brug for hjælp fra kommunen.

Og for det andet at færre har lyst til at arbejde i ældreplejen, som allerede har svært ved at rekruttere medarbejdere.

I 2035 kan der komme til at mangle op mod 15.000 sosu-medarbejdere, viser Finansministeriets egne fremskrivninger.

Derfor vil det også være en katastrofe, lyder det fra Sisse Marie Welling og Christian Budde, hvis unge mennesker fravælger faget, fordi de har et dårligt indtryk af ældreplejen på grund af enkeltsager i medierne.

- Vi er nødt til at stå sammen om at tale ældreplejen op og ikke bare ned. Vi står i en sårbar situation, hvor vi lige nu kommer til at mangle tusindvis af medarbejdere inden for området, siger Sisse Marie Welling.

Adspurgt, hvad de har af belæg for at sige, at der hersker en dystopisk opfattelse af ældreplejen, og at borgere er bange for at blive gamle, henviser Christian Budde til en undersøgelse fra Aarhus.

Her er et repræsentativt udsnit af aarhusianerne blev spurgt om, hvordan de har det med på et tidspunkt at få behov for hjælp fra kommunens ældrepleje. Omkring halvdelen svarede, at de ikke er trygge ved, at de selv eller deres pårørende skulle blive gamle i Aarhus Kommune.

Det står i stærk kontrast til en tilfredshedsundersøgelse i Aarhus Kommunes hjemmepleje. Her fremhæver Christian Budde, at ni ud af ti faktisk er tilfredse.

- Det vil sige, at der er en eller anden fuldstændig paradoksal skævvridning. Det vidner om, at vi er mega meget bagud på point i forhold til at give en nuanceret fortælling om, at vi faktisk er meget bedre end vores rygte, siger Christian Budde.

Særligt dokumentaren fra 2020 om Else Marie Larsen spøger stadig.

Hun blev landskendt som hovedpersonen i TV2’s dokumentar ”Plejehjemmene Bag Facaden”, hvor seerne igennem skjult kamera fik et indblik i kritisable forhold på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

De skjulte optagelser viste blandt andet, at Else Marie Larsen blev hejst op i en lift i et forsøg på at få hende til at lave afføring. Det skete, selvom hun gav udtryk for, at det gjorde ondt.

Det resulterede i, at to medarbejdere på Kongsgården blev tiltalt for grov forsømmelse i arbejdstiden og straffet med bøder.

Selv om dokumentaren blev bragt for godt fire år siden, blev den alligevel en del af valgkampen i 2022, hvor TV2 igen brugte en muldvarp og skjult kamera til at afsløre omsorgssvigt på et plejehjem.

Denne gang på plejehjemmet Nørremarken i Køge.

Og selvom det ifølge Christian Budde er indlysende, at der er medarbejdere, som ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilken konsekvens det generelt har haft for medarbejderne i ældreplejen, påpeger han.

- Det rider stadigvæk nogle af mine medarbejdere som en mare. Det er efterhånden fire år siden, men det er stadigvæk nærmest traumatisk, den måde de blev hængt ud for ikke at kunne skifte ble og for at være en del af en forrået kultur, siger Christian Budde og fortsætter:

- Man må arbejde med proportionerne, så det ikke er et helt fag, der bliver udskammet.

Skulle man så have ladet være med at lave den dokumentar?

- Den sag har haft en helt klar konsekvens for de involverede medarbejdere. De arbejder ikke længere hos os. Men man kan sige, at den eksploderede så voldsomt, at det på en eller anden måde har bombet vores renommé mange år tilbage. Det er stadigvæk noget vi kæmper med, så jeg synes, at medierne har et medansvar i forhold til proportioner, siger Christian Budde.

- Vi har oplevet sager i Køge, vi har oplevet det i Aarhus, vi har oplevet det i København. Jeg tror, at alle kommuner har haft deres egen Kongsgårds-sag og har oplevet, hvor ødelæggende det er for en kultur, for et image og for muligheden for at rekruttere, og hvor ondt det gør i borgernes maver.

Jeres budskaber kan virke utroværdige, fordi det jo netop er kommunerne, der har ansvaret for ældreplejen, og dermed har I vel også en interesse i at få det til at fremstå så godt som muligt. Hvad tænker I om det?

- Hvis vi skulle gøre det, der var det bedste for os, så holdt vi vores kæft, svarer Sisse Marie Welling prompte.

- Man sætter sig på øretævernes holdeplads, hvis man tør at sige, at ting kunne dækkes anderledes journalistisk i det her land. Man er nødt til at vide, at den frygtkultur, der er hos medarbejdere i ældreplejen, også er blandt politikere, der er bange for at stille sig frem og komme med kritik, for så er der journalister, der vil forsøge at grave eksempler frem. Det nemmeste for os er at lade være med at sige noget.

Sisse Marie Welling har også i sin tid som borgmester måttet forholde sig til dårlige sager. Hun mener, at kommunalpolitikere som hende selv kommer i klemme, fordi hun på grund af tavshedspligt i mange tilfælde ikke kan gå særlig meget i detaljer, og derfor heller ikke kan komme med nuancerne.

- Jeg synes faktisk ikke, at det er fair at stille os i den situation, når vi ikke må svare. Vi vil gerne sige så meget, som vi overhovedet må. Men der er noget lovgivning, der gør, at vi i de sager, også selvom der er videooptagelser, eller hvad der måtte være, faktisk ikke må kommentere på det, siger Sisse Marie Welling.

- I min egen kommune havde vi en sag for ti år siden, der endte med, at hjemmehjælperne ikke ville køre med jakker på, hvor der stod, at de kom på kommunens hjemmepleje. Fordi borgerne råbte efter dem, efter at der var blevet skabt en stemning i befolkningen og i pressen, siger hun.

Siger I med det her, at medier i et vist omfang skal holde sig fra at dække problemer i ældreplejen?

- Nej, og det kommer vi heller ikke til at sige. Man skal bare huske, at når man har dækket ældreplejen, og når der har været et eller to eksempler, så skal man passe på med at generalisere, siger Sisse Marie Welling.

Forsøger I så ikke omvendt at tegne et glansbillede af ældreplejen?

- Det synes jeg ikke, at vi gør. Der vil alle steder og alle dage være medarbejdere, der gør noget, de ikke skulle have gjort. Når mennesker har med mennesker at gøre, sker der fejl, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi ikke får skabt en nulfejlskultur og eller en fejlfindingskultur, siger Sisse Marie Welling.

Ugen har budt på flere overraskelser.

Pludselig meddelte Mai Mercado, at hun ikke længere vil være gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, og ud af det blå vendte den udskældte eks-moderat Mike Fonseca tilbage efter sin sygemelding.

Derudover er der blandt andet landet en ny aftale om dyrevelfærd, og så har regeringspartierne i medierne diskuteret, om taxatjenesten Uber er en del af løsningen på problemerne med den offentlige transport.

Her giver Avisen Danmarks politiske reporter Ida Meyer et overblik over nogle af de begivenheder den seneste uge i dansk politik har budt på.

Efter Randers Kommunens eksperiment med at stoppe med at fjerne jord fra bunden af jordskreddet, er det taget meget af i fart, fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

- Det er meget overraskende, og det gør, at vi nok ikke længere skal regne med de første udmeldinger fra COWI om, at det kunne tage et til to år. Nu venter vi på en ny rapport fra geoteknikerne, den skulle gerne være færdig i uge 8, lyder det fra Jesper Kaas Schmidt.

Han oplyser, at det nordlige skred helt er stoppet op, og det sydlige har ikke længere ret meget fart på. Det er skredet en meter i løbet af fem dage.

- Og det gør, at vi nu skal have kigget på, hvad der skal til for at holde jordskreddet i ro. Vi skal have lidt længere tid at vurdere det på, siger kommunaldirektøren, der briefede byrådet fredag eftermiddag om status på situationen.

Økonomisk er det også en god udmelding, for den absolut allerstørste post har netop været jordkørsel.

Hvor mange penge der er sparet, og hvad det nu koster om dagen at arbejde med at afværge en miljøkatastrofe ved jordskreddet, har kommunaldirektøren dog ikke et tal på.

- Lige nu bruger vi blandt andet penge på pumpningen af Alling Å, på rådgivning og på at få kørt og renset overfladevand, siger Jesper Kaas Schmidt.

Han fortæller, at næste skridt bliver at se på projektet med at få flyttet Alling Å over i Vissing Bæk. Det regner han med, at der tages hul på i uge 8 eller 9.

Desuden arbejdes der med at få overdækket mikrofilleren, som ellers vaskes ud i jorden, når det regner, eller sneen smelter.

- Kunne vi finde en løsning på, at der ikke kommer mikrofiller i overfladevandet, så vil det hjælpe meget på rensningen efterfølgende. Vi er ved at få et minirensningsanlæg op at køre, og her er det mit håb, at vi kan komme til at rense vandet så godt, at vi kan putte det tilbage i åen. Men det er et drømmescenarie, jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Men det er klart, at forrensningen gør, at vi bedre kan sende vandet til Vandmiljø Randers, som ellers har svært ved at rense vandet, fordi det er blevet for basisk, når der er mikrofiller i, siger han.

Desuden skal kommunaldirektøren ansætte flere folk, blandt andet en projektchef, for at styrke ledelsesorganisationen, samt nogle flere til at tage sig af situationen i Ølst.

- Vi har meldt ud, at vores sagsbehandlingstider i miljø og teknik bliver lidt længere end normalt på grund af denne sag. Vi kan jo ikke både have vores folk til at arbejde ved jordskreddet og så passe det almindelige arbejde, men nu ser vi på at få ansat nogle flere, siger Jesper Kaas Schmidt.

En lille fransk by ved navn Seine-Port har valgt at tage et usædvanligt skridt i kampen mod, at mobilerne fylder så meget i gadebilledet.

Byen har nemlig vedtaget et "forbud" mod at scrolle på smartphones i det offentlige rum.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Seine-Port ligger syd for Paris og har under 2000 indbyggere. Indbyggerne har ved en nylig afstemning - med begrænset fremmøde på 217 borgere - besluttet, at det skal være forbudt at scrolle på sin mobil, når man eksempelvis går på gaden, sidder på en bænk, samt når man opholder sig i butikker, caféer eller restauranter.

Har man brug for at finde sin mobil frem for at finde vej, opfordres man til at spørge andre om hjælp i stedet.

Forbuddet kan dog ikke håndhæves af politiet, da det ikke er vedtaget ved national lov. Så man kan for eksempel ikke få en bøde for at scrolle på gaden.

Forbuddet skal i stedet ses som en opfordring og en hjælp til at begrænse skærmforbruget i det offentlige rum.

Det forklarer byens borgmester, Vincent Paul-Petit, til The Guardian.

- Vi vil støtte bageren eller slagteren i ikke at betjene nogen, som kommer ind og scroller på deres mobiler. Hvis de er i gang med en telefonsamtale, kan de færdiggøre den udenfor, og derefter komme ind og sige hej, siger borgmesteren.

Der uddeles desuden klistermærker, som kan sættes op i butiksruder, ligesom butiksejerne opfordres til venligt at bede folk om at stoppe med at scrolle.

- Teenagere, der går ned ad gaden, har næsten alle sammen deres mobil i hånden... Jeg forstår, at ordet "forbud" kan fornærme nogle. Men det, der er vigtigt, er at starte en debat, siger borgmester Vincent Paul-Petit til The Guardian.

Forbuddet har dog ikke glædet alle byens indbyggere. Nogle unge har ifølge mediet indvendt, at der ikke er nok fritidstilbud, som kan træde i stedet for mobilerne.

- Der er ikke meget at lave. Hvis du forbyder mobiler, så er du nødt til at erstatte det, siger 21-årige Nawel Deciron til mediet.

Også 20-årige Gabriel er imod beslutningen.

- Jeg bruger fem timer om dagen på min mobil, og det, synes jeg, er rimeligt. Jeg læser også bøger. Men jeg kan lide at slå ting op på min mobil, mens jeg går på gaden. Du kan ikke forbyde viden ved dine fingerspidser, siger han til mediet.

Januar er for mange årets mest frelste måned, hvor alle de goder nytårsforsætter og ambitioner skal føres ud i livet.

Hvis man bevæger sig ned i det lokale træningscenter, er der en sjældent set trængsel om maskinerne, men er det vægttab, der er målet, så starter og slutter det som bekendt med kosten.

I den sammenhæng er det ikke nogen dårlig ting, at airfryere er populære som aldrig før. Når landets biblioteker melder, at kogebøger til de populære maskiner er reserveret flere år ud i fremtiden, og landet elektronikforhandlere kårede airfryere til sidste års julegavehit, så kan det faktisk gå hånd-i-hånd med de gode januar-ambitioner.

De bedste airfryere kan nemlig både gøre madlavningen lettere, bedre og sundere, hvis altså man putter de rigtige madvarer i. Men det er klart, at hvis man hælder panerede færdigretter og pommes frites i, er det nok så som så med sundheden.

Den helt store styrke ved airfryeren er, at den laver sprød mad på kort tid og med et minimum af fedt involveret. Den kan sammenlignes med en frituregryde, der bruges bare næsten ingen fedt. Og så siger det sig selv, at en lille airfryer bruger mindre strøm end en stor ovn, hvis man bare skal lave en lille portion mad - og hvem vil ikke gerne spare på elregningen?

Alle airfryere i testen her er gode til at lave mad direkte fra frost, stege den ferske mad ekstra sprød, genopvarme mad, så den bliver sprød, dehydrere frugt, grøntsager med mere, og så kan de også bage brød og kager - bare man husker at putte våde ingredienser i en bageform og ikke hælder dem direkte i skuffen.

De har dog hver især nogle styrker og svagheder, som skiller dem ud, og her er maskinerne listet i rækkefølge, så vi slutter med de bedste.

- At tage ansvar er også at være kritisk.

Sådan lyder det fra Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, som en reaktion på den advarsel, der kommer fra to toppolitikere fra København og Aarhus.

Sundheds- og omsorgsborgmesteren i København, Sisse Marie Welling (SF), og rådmanden for ældre og omsorg i Aarhus, Christian Budde (V), frygter, at enkeltsager giver et forvrænget billede af, hvordan det står til i ældreplejen.

Og det "dystopiske billede" kan have alvorlige konsekvenser, mener de.

- Der er ingen tvivl om, at der kan være nogle steder, hvor det ikke ser godt nok ud. Det vil der til en hver tid være. Der er 1000 plejehjem i Danmark, men fordi man finder et dårligt eksempel på et plejehjem, behøver det ikke at se lige sådan ud på resten, siger Sisse Marie Welling, som også er formand for KL's sundheds- og ældreudvalg.

Christian Budde og Sisse Marie Welling frygter, at borgere har et så forkert indtryk af ældreplejen, at de bliver bange for at blive gamle, og at unge mennesker afholder sig fra at uddanne sig til et job i hjemmeplejen eller på et plejehjem.

Og selvom både Sisse Marie Welling og Christian Budde i høj grad retter deres kritik mod mediernes dækning af ældreområdet, så mener de også, at både organisationer og landspolitikerne i Folketinget er med til at fortegne billedet.

For eksempel er det problematisk, når den administrerende direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, udtaler, at det er ”hjerteløst og skuffende”, at de ældre, som bor på plejehjem nu, formentligt ikke når at opleve de forandringer, som ældrereformen bringe med sig.

Det giver indtrykket af, at det her og nu står meget slemt til på landets plejehjem.

Til den kritik udtaler Bjarne Hastrup i en skriftelig kommentar:

- Ældre Sagen er sat i verden for at holde skarpt øje med, at ældreplejen i Danmark behandler vores mest svækkede ældre omsorgsfuldt og værdigt. Vi vil på vegne af dem, der får ældrepleje i dag, ikke foregøgle, at regeringsudspillet - der reelt først sættes i gang om flere år - vil ændre deres hverdag nu og her. Det er det, jeg har slået fast.

Sisse Marie Welling og Christian Budde mener ligeledes, at det er forkert, når politikere på Christiansborg på baggrund af enkeltsager kræver redegørelser fra kommunerne.

Det gjorde ældreminister Mette Kierkgaard (M) for eksempel i sommer, da et notat viste forringelser i Herning Kommunes ældrepleje.

- Der har været en tilbøjelighed til, at vores nationale kolleger, det kan være ministre, beder om en redegørelse, og så er det jo en hel kommune, en hel stand, man sætter under et meget kritisk lys, siger Christian Budde.

Så når en folketingspolitiker prøver at løse et problem ved at bede om en redegørelse fra en kommune, så er det forkert?

- De bør starte med at invitere til en kop dialogkaffe, og så vil de gerne dele al vores viden med dem. Man skal ikke starte med at smide os under bussen, og det er ikke klogt at gøre det i medierne, siger Christian Budde.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ældreministeren.

Opråbet fra de to kommunale toppolitikere kommer netop nu, hvor ældreområdet står over for en stor forandring.

Med den kommende ældrereform vil regeringen blandt andet mindske tilsyn, kontrol og bureaukrati i form af dokumentationskrav.

Og så meget desto vigtigere, mener Sisse Marie Welling og Christian Budde, at det er, at både medierne og de landsdækkende politikere tager appellen til sig.

- Regeringen har med sit udspil givet bolden op og lægger op til at skrue ned for kontrol og op for tillid og så er det i de kommunale motorrum, at vi skal få det til at ske, for det sker ikke ved, at en ældreminister stiller sig op på en ølkasse og siger det højt, siger Christian Budde.

- Men det bliver svært, hvis vi bliver skudt ned bagfra, fordi man finder uheldige sager, som altid vil opstå, fordi mennesker laver fejl. Så en del af appellen er, at vi både politisk og mediemæssigt giver det noget armslængde. Vi har brug for, at både vores nationale politikere, men også vores medier, gemmer hammeren lidt væk og møder os med tålmodighed og dialog, slutter Christian Budde.