Alt var helt efter bogen sidste sommer og forår. Bortset fra, at Aske Reipurth også dengang boede i landsbyen Høver. Det er der li'godt ikke mange, der gør. Men den findes og ligger ved Galten lidt vest for Aarhus.

Det næsten rutinemæssigt normale var, at han efter folkeskolen var gået uddannelsesvejen og i juni sidste år kunne vifte med et studentereksamensbevis.

Han skabte gennem gymnasietiden drømme om voksenlivet og en god uddannelse, også helt efter bogen. Aske ville være ingeniør.

- Jeg interesserer mig for teknik og mekanik og elektronik, og i skolen har jeg altid været glad for naturfag og fysik og den slags, fortæller 19-årige Aske, da Avisen Danmark taler med ham på plejehjemmet Tjørnehaven i Galten.

Det kan muligvis synes at være et lettere ulogisk sted at mødes med en 19-årig.

Det skyldes såmænd ikke, at han er gået i for tidlig forældelse og har måttet flytte ind dér. Men fordi han stod i storbyens, altså Galtens, superbrugs og fik ... et kald er måske så meget sagt, dybest set helt forkert sagt. Men der skete noget i Superbrugsen sidste forår, så ideen om at blive ingeniør blev erstattet med et job som ufaglært plejehjemshjælper.

Dér, i Superbrugsen, havde han haft fritidsjob i nogle år og var glad for det.

En del af kunderne var ældre mennesker, som på den ene alle anden måde havde noget med plejesystemet at gøre, som regel hjemmeplejen.

- De var hyggelige at tale med og rare at hjælpe, fordi de var så venlige. Så da jeg pludselig så, at plejehjemmet søgte en plejehjemshjælper, tænkte jeg, at der boede nok også flinke mennesker, og det ville være et godt job at hjælpe dem.

Det var i maj, og tanken var i forvejen, at han ville have et sabbatår efter gymnasietiden, hvormed han også i den sammenhæng tog ophold inde under normalkurven. Men den er han sprunget ud af nu, eftersom jobbet på plejehjemmet har udkonkurreret ingeniørplanerne.

- Jeg vil ikke sige, at jeg skal være ufaglært plejehjemshjælper i al evighed, men jobbet har vist, hvor vigtigt det er for mig med et arbejde med menneskelig kontakt, et arbejde, hvor man direkte kan se og mærke, at det, man gør, er til gavn for nogle andre, siger han.

Derfor kan han ikke længere se sig selv inde på et ingeniørkontor resten af livet. Jo, i en periode måske, for det er stadig hans interessefelt, men ikke for altid.

- Jeg har brugt tiden på at sætte mig godt ind i plejehjemsarbejdet, så jeg gør gavn for dem, der bor her. Jeg har ikke fået sat mig ind i, om jeg skal uddanne mig til det ene eller det andet, men jeg skal selvfølgelig have fundet ud af, hvad jeg skal være. Det kunne for eksempel være pædagog, men jeg har også talt med nogle af de ansatte om, at jeg kunne forene det tekniske og det menneskelige element med en uddannelse som ergoterapeut. Det finder jeg nok ud af, siger Aske Reipurth.

Der er også en anden, der har fundet ud af noget. Det er statsministeren. Mette Frederiksen (S) har fundet ud af hans eksistens, har besøgt plejehjemmet i Galten, har mødt Aske her og er betaget af hans overvejelser om det forestående livsvalg.

Det er sådan nogle som ham, enhver politiker kan bruge, når et velfærdssamfund knager på grund af en demografisk udvikling med flere og flere ældre og alt for få hænder i ældreomsorgen.

Det lagde hun heller ikke skjul på i Fredericia i tirsdags, hvor hun på et stormøde med over 2300 deltagere af forskellig slags talte om regeringens reformplaner for ældreområdet og i den forbindelse netop omtalte Aske.

I samme forbindelse tonede han frem på et storskærmsvideoklip med sin historie kogt ind til en halv bouillonterning, og han deltog også selv i stormødet.

Her hørte han om tankerne for, hvordan fremtidens plejekrævende ældre skal behandles, og han hørte om de mange genvordigheder gennem tiden, som ifølge regeringen m.fl. har gjort en reform af området nødvendig.

Kæmpeerfaring kan Aske ikke påstås at have, men så meget har han da lært, at også han synes, det er en god idé med ændringer.

Især synes han, det er godt med ambitionen om at øge tilgangen til faget, og at der er en villighed til at skyde midler i det - in casu en milliard kroner foruden lønløft.

- Det er let at sige højere løn, men det er noget af det, der er nødvendigt, hvis det skal være et attraktivt arbejde. Det skal ikke være et lavstatusjob, for så er der ikke nok, der vil have det. Og ud over at højere løn er rart i sig selv, er lønnen også med til at give status, siger Aske Reipurth.

I den dannelsesproces, som arbejdet på plejehjemmet har været og stadig er for ham, indgår opfattelsen af arbejdet som noget større end som så: det drejer sig især om at yde hjælp til mennesker, som i dén grad har brug for den, og på en måde, så den gavner dem bedst. Fordi de har behovet, og især fordi de har fortjent det.

- De, der bor her, og på alle andre lignende steder, er dem, der har skabt alt det, vi andre står på. Det er nogles forældre, det er nogles bedsteforældre. Det er mennesker, som er blevet gamle, men som alle vi andre skylder en tak for alting. De skal ikke bare have hjælp, men den hjælp, der gavner dem bedst. Det skylder vi dem, siger Aske.

Inde i øregangene på et ungt menneske som Aske runger lyden af den sunde fornuft, når ambitionen er, som det hedder på christiansborgsk, at frisætte ældreområdet. Altså gøre det fri af snærende regler, vanetækninger, regler, minutbeskrevne procedurer, kontroller, registreringer, dokumentation.

På stormødet blev nævnt en lille banal tue på den daglige arbejdsbane: Det er ikke sådan lige at få passet ind i den minut-for-minut-beskrevne aftentjans, hvis en gammel dame helst vil have en kop kamillete om aftenen, da det giver hende en dejlig ro til natten. Når nu den tager lidt ekstra tid at lave, og der i plejerens manual, som dygtige mennesker har udfærdiget inde på rådhuset, står nøje tidsbeskrevne standardtilberedelser af to andre slags te.

- Det er dét, der er sagens kerne: der er alt for meget, der skal afvikles efter nogle regler, der gør det svært mange gange at gøre lige det, der er det vigtige for den enkelte. Fordi mennesker bliver gamle og har brug for hjælp til det ene eller det andet, er det stadig mennesker, der er indbyrdes forskellige og har forskellige behov, akkurat som alle andre, siger Aske.

Den supereffektivisering af den offentlig sektor, som ikke mindst har udviklet sig på ældreområdet fra engang i 90'erne, har et forrygende navn i sprogfattig dansk sammenhæng: New Public Management. Nogle har oversat det til minuttyranni.

Lige så vilde, man dengang var med at få det indført, lige så gispende ivrigt forekommer nu mantraet om at få det afskaffet. Også her kommer den unge mand fra Høver med en eftertanke:

- Registreringer og kontroller tager en pokkers masse tid ved computeren, meget mere end man tror. Den tid tager man fra kontakten med borgeren, som man er sat til at hjælpe eller pleje. Det er godt at gøre op med det, men ikke kontrol i enhver forstand. Det vigtige at gøre op med er den unødvendige kontrol.

Dermed sigter han til, at f.eks. et bleskifte klokken 15 ikke behøver skrives ned, hvis det er det sædvanlige for en given borger.

- Omvendt er det vigtigt at lægge mærke til og skriftligt registrere, når der sker noget usædvanligt i et menneskes adfærd og daglige rutiner, som kan have en helbredsmæssig betydning på den ene eller anden måde.

Nå, den slags overordnede principper har Aske og de andre tusindvis af ansatte i ældresektoren folk til at finde ud af. De sidder rundt om i ministeriernes, styrelsernes og kommunernes kontorer.

Det er som regel dygtige, veluddannede folk inden for deres felt, ofte lige så veluddannede som ingeniører. Hvis de skulle finde på at invitere Aske på besøg for at lade sig inspirere i ny og næ, må de have ham på venteliste.

For der er rigeligt at lave på plejehjemmet. Foreløbig har han en sikker aftale om fast arbejde indtil august, måske året ud.

Mandag den 5. februar kan Mary fejre sin første fødselsdag som dronning af Danmark, når hun fylder 52 år. Avisen Danmark har været en tur billedgalleriet og giver dig her nedslag i dronningens udvikling fra ukendt og ung australier til et helt andet liv på den anden side af kloden som royal og gift med en konge.

Et af de første billeder af Mary Donaldson i dansk presse blev taget på Langeland i 2002.

Det første kys.

Forlovelsen med kronprins Frederik.

Brylluppet 14. maj 2004.

Første barn.

Stort dyrehjerte.

Militærkarriere.

Talen til Frederiks 50-års fødselsdag.

Arbejdet med Mary Fonden.

Sporty dronning.

Dronning af Danmark 2024.

Medfølelse med sølvvinderne til EM.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mennesker har hemmeligheder for hinanden. Sådan har det altid været. Der er ting, vi ikke tør sige åbent.

Til gengæld er det i sagens natur hemmeligt, hvad hemmelighederne handler om.

Eller ... Ikke helt.

For influencer Miriam Poulsen har samlet på danskernes hemmeligheder i 10 år, og nu kan vi læse 500 af dem i hendes nye bog "10 år med danskernes hemmeligheder".

Inden vi springer videre til eksemplerne, er der et par "hvorfor" og "hvordan", som skal på plads.

Lynsvarene er, at Miriam Poulsen tøvende begyndte med en personlig blog uden mål og retning. Men for 10 år siden fik hun en idé om at skabe et fællesskab omkring hemmeligheder. En slags online skriftestol, hvor folk kunne lette deres hjerte via en anonym indsendelsesformular. Det kan de stadig, men i dag lægges de nye hemmeligheder ikke op på bloggen, men som #torsdagshemmeligheder på hendes Instagram-profil, hvor hun har 44.200 følgere.

Den anonyme indsendelsesformular betyder, at hun ikke kender afsender og aldrig kan svare tilbage. Det betyder igen, at der kan være løgne imellem, og at hun ikke kan kalde på hjælp, hvis nogle lufter tanker om at gøre sig selv eller andre fortræd.

- Men den slags hemmeligheder er yderst sjældne, ligesom det er meget sjældent, at jeg tænker, at noget er urealistisk, siger hun.

Mens der er frit lejde for hemmeligheder, gælder det ikke for negative kommentarer på Instagram. Dem sletter hun. For meningen med det hele er et u-fordømmende rum, hvor folk kan lette hjertet over, hvad der end måtte frustrere, være pinligt, skamfuldt eller andet. Og læse andres hemmeligheder og ad den vej føle sig mindre alene. Eller blot fascineret, fordi de ikke kan relatere.

Nu kan vi ikke udskyde hemmelighederne. Så hvad er det, vi danskere går og vogter over?

Særligt fire emner stikker ud:

De færreste vil indrømme, at de tager sig noget særligt af anmeldelser. Uanset har TV2 gjort med programmet "Toppen af poppen", hvad anmeldere har opfordret til: Rystet posen. Måske er der også blevet skelet til dalende seertal.

Vi er nået til intet mindre end 13. sæson af programmet, som her i sit første år som teenager er blevet mere modent.

Det har nyttet at ryste posen.

Den vigtigste fornyelse er, at musikken har fået mere plads. Den musik, der var begyndt at drukne i alt muligt overfladisk "udenoms".

Som sædvanlig har hvert program et hovednavn, hvis musik skal fortolkes af de øvrige medvirkende.

Denne gang hører vi ikke kun musikken og sangene, men får også grundigere forklaret, hvad de handler om, og hvor inspirationen kommer fra. Tilsammen giver det os et miniportræt af hovednavnet - frem for de sædvanlige ligegyldige små-samtaler over morgenmaden, ved stranden, over kaffen. Alt det overflødige kendisfyld.

I sæsonens første afsnit er hovednavnet Jonah Blacksmith, hvis frontfigurer er Thy-brødrene Simon og Thomas Alstrup.

Vi befinder os ved Harboøre, på et spillested og denne gang med publikum på. Det gør det hele mere autentisk - mindre påklistret. Men gæsterne bruges dog desværre mest som fyld og bliver stort set ignoreret af kameraerne.

De øvrige medvirkende i årets sæson er en blanding af gengangere og nye.

Dopha (Sofie Damgaard Andersen) country-fortolker nydeligt sangen "Honey", mens Mekdes (Christina Mekdes Vinholt Pedersen) kaster sig over "Daughter of Jonah", der viser sig at handle om brødrenes musikalske faster.

Højdepunkterne leverer sæsonens øvrige tre deltagere: Medina, Peter Sommer og Anne Linnet, som overrasker ved at have skrevet sangteksterne om til dansk.

Både Medina og Anne Linnet har tidligere deltaget i programmet.

Oversættelsen til dansk er vellykket. Selv om de fleste af os forstår engelsk, føles sangene alligevel mere vedkommende på modersmålet, og "lokker" da også brødrene til at fortælle personlige historier.

De historier er rørende. Og den form for rørelse er meget mere interessant end de sædvanlige små tårer, der duppes væk af en lakeret negl eller to over endnu en indfølt sangpræstation.

Vi slipper aldrig af med rygklapperiet i "Toppen af poppen". Selv om man kunne ønske, at hovednavnene en gang imellem forholdt sig mere kritisk til fortolkningerne af deres værker. For det er mildt sagt ikke alle, der gennem årene har været vellykkede.

Men venligheden er forståelig.

Setuppet er intimt og kalder på hyggeligt samkvem mellem deltagerne. Og det er ikke rart at kritisere en kollega for åben skærm. Til gengæld kan man skrue lidt ned for begejstringen de gange, man ikke er tilfreds.

"Toppen af poppen". 13 sæson. TV 2 Play fra 3. februar og TV 2 fra 4. februar. Første afsnit med Jonah Blacksmith. Herefter fortolkes i rækkefølge Anne Linnet, Mekdes, Peter Sommer, Dopha og Medina. Denne omtale baserer sig udelukkende på første program i årets sæson.

36-årige Nicklas Bendtner har gennem sin tid som fodboldspiller og offentlig person formået at gøre sig bemærket på godt og ondt både inde på og uden for banen. Han er en figur, som har delt vandene allerede tidligt i sin karriere.

Meget af det er blevet beskrevet gennemgående i den anmelderroste selvbiografi "Begge sider" fra 2019, der er skrevet af Rune Skyum-Nielsen. Men her godt fire år efter, Nicklas Bendtner helt har lagt fodboldstøvlerne på hylden, kommer der nu en ny dokumentarserie på Viaplay, som ifølge beskrivelsen går helt tæt på fodboldfænomenet. Den sætter også fokus på, hvordan Nicklas Bendtner har kæmpet med at skulle genopfinde sig selv uden fodboldstøvler på.

Serien har blandt andet både fået Bendtners mor Joan og den ikoniske Arsenal-manager Arsène Wenger i tale om Bendtners op- og nedture.

Hovedpersonen selv fortæller i et nyt interview med Politiken, at serien handler om at "fortælle den sande historie".

- Mange sportsdokumentarer er bare et stort glansbillede. Så har man hørt om utroskab på siden eller et ekstra barn, eller jeg ved fandeme ikke hvad, og det kommer aldrig med. Men så får man jo aldrig mulighed for rigtigt at forstå den person. Så kunne det lige så godt være fiktion, siger han.

Nicklas Bendtner taler også på skærmen om, hvordan han som ung verdensstjerne følte sig svigtet af sine nærmeste, lyder det i pressemeddelelsen fra Viaplay.

For drengen fra Tårnby var blot 16 år gammel, da han skrev kontrakt med storklubben Arsenal i London. Dengang var der ingen tvivl om, at Nicklas Bendtners evner som angriber gjorde ham til et kæmpe talent.

Mentalt matchede den unge knægts modenhed dog ikke helt den store fodboldscene, og særligt dét at få en månedlig løncheck, som overhaler andre dødeliges årsindkomst, sendte ham på en form for vildfarelse i fodboldverdenens glamour.

Appetitten på det engelske natteliv gjorde ham hurtigt til en darling for tabloidmedierne, og forsiderne i pressen begyndte på den måde lige så vel at handle om vilde byture og kvindelige erobringer som resultaterne på fodboldbanen.

Historierne fortsatte støt op gennem Bendtners 20'ere. Alt fra spritkørsel og en voldsdom for at slå en taxachauffør til at vise underbukser med et bettingfirmas logo under en fodboldkamp har bragt ham i fedtefadet.

Ud over fodbold og at være på kant med loven, er Nicklas Bendtner også kendt for sine mange kvindelige bekendtskaber, hvor særligt forholdet til den daværende baronesse Caroline Fleming, med hvem han har en søn, gav omtale og var med til at give ham kælenavnet "lord".

Senest er det skuespiller og influencer Sus Wilkins, som har vundet Nicklas Bendtners hjerte.  De har for nylig købt en lejlighed sammen, kunne blandt andre B.T. skrive denne uge.

Dokumentarserien "Bendtner" er i tre afsnit og får premiere den 12. februar på TV3 og streamingtjenesten Viaplay.

Kender du det, når en lyd går dig på nerverne? Det kan være et hængsel, der skriger på olie, en gaffel, der rammer tallerkenen eller et gammeldags stykke kridt, som hviner mod en grøn skoletavle.

Nogle lyde kan give os gåsehud og få os til at lave en grimasse. Sådan har Reidar Christensen det også - gange 100.

Og for den 42-årige cykelmekaniker er det ikke for sjov. Det er en lidelse med et navn: misofoni. Misofoni er en psykologisk tilstand, der karakteriseres ved en ekstrem følsomhed over for bestemte lyde.

Reidar Christensen reagerer ikke bare med gåsehud og en grimasse - hans reaktion er helt anderledes og fysisk. Og det er helt specielle lyde, der trigger ham.

Det startede med, at han som lille havde det svært med sine stedsøskendes smasken. Det var for meget for den 12-13-årige Reidar Christensen, som er opvokset på Fyn. Han pointerede det igen og igen ved spisebordet til den øvrige families irritation. Det endte som regel med, at efter en mere eller mindre hektisk diskussion forlod Reidar bordet i al hast.

- Det kunne jeg ikke have med at gøre. Jeg blev irriteret over de andre, husker Reidar Christensen, der flyttede til Sønderjylland for 16 år siden.

Med årene er listen af lyde, han ikke kan udstå, blevet længere og længere, og det kan godt være lidt af en udfordring, når man forsøger at leve et normalt liv med kæreste og hund i Tønder.

Reidar Christensen og kæresten Annika sover altid i dobbeltseng, og kæresten putter med den dansk-svenske gårdhund Pepsi under dynen. Kort før jul vågnede Reidar Christensen med et sæt, som om han var ramt af alverdens ulykke og sygdom på én gang.

Det viste sig, at Pepsi havde fået det for varmt under dynen, og havde stukket sit hoved ud for at få frisk luft. Samtidig havde den smasket, og det gik direkte i Reidar Christensens nervesystem.

- Det føltes, som om alverdens sygdom og smerte havde ramt mig på én gang. Jeg havde ondt i hele kroppen, fortæller han.

Han forsøgte at finde ro ved at gå ind og sove i et tilstødende lokale, men det måtte han opgive, for hans system var helt oppe at køre. Det endte med, at han gik ned i stuen og så fjernsyn i en times tid, til han igen kunne finde ro. I en periode sov parterne hver for sig, men så faldt Reidar Christensen over nogle effektive ørepropper med navnet deepsleep, der om natten lukker alle lyde ud. Også hundesmasken.

- Nu kan jeg sove igennem. Det er skønt, konstaterer han.

Når Reidar Christensen fortæller om sin følelse omkring misofoni, er der nogle ord og beskrivelser, der går igen. Han fortæller, at hans alarmsystem bliver trigget, og at han føler afsky, bliver indebrændt, aggressiv, ja nærmest vred, at følelsen er nærmest ubærlig, og at han ikke kan være i sig selv, når han bliver eksponeret for lydene.

- Det er forfærdeligt, at jeg skal have det sådan.

Som tidligere skrevet, startede det hele med smasken. I dag kan han skrive en lang række lyde - og melodier - på listen over mislyde, der får den værste følelse op i ham.

Listen tæller foruden smasken også melodien fra en Spilnu-reklame i fjernsynet, en julesang med Ed Sheeran og Elton John, Smølfesang, lyden af negle, der "klikker", når folk renser negle med en negl samt lyden af tandbørstning. Han kan heller ikke tåle lyden af glas mod tænder, når nogen "bider" i gaflen samt fingre, der "trommer" på en lædersofa eller fedtet bordplade.

Reidar Christensen fortæller, at hans kæreste godt ved, hvad der trigger ham. Når parret ser fjernsyn sammen, og der for eksempel kommer en Spilnu-reklame, slår hun over på en anden kanal eller dæmper for lyden - hvis hun altså når det.

- Når jeg hører reklamen, har jeg lyst til at kaste fjernsynet ad helvede til. Hvis det bliver for meget, holder jeg mig for ørerne eller løber ud. Men min kæreste er meget forstående, og hun går langt for at undgå, at jeg bliver udsat for de lyde. Hun smasker heller ikke, fortæller han.

Det med tandbørstningen dukkede op af den blå luft.

Reidar Christensen havde tidligere en anden kæreste, og Reidar Christensen var som en far for hendes børn. Derfor børstede han også tænder på dem - og havde gjort det i lang tid. Men pludselig en dag kunne han ikke bære lyden.

- De var mine papbørn i 12 år, men pludselig fra den ene dag til den anden kunne jeg pludselig ikke holde lyden ud, husker Reidar Christensen.

Så tænker du sikkert, hvad med dig selv, Reidar Christensen?

Og ganske rigtigt, han kunne heller ikke tåle lyden af tandbørstning på sig selv. Men den udfordring har han løst med en elektrisk tandbørste, der åbenbart ikke trigger det samme i ham.

Det er ikke andet end et par uger siden, at Reidar Christensen sidst blev sat på en prøve. Han stod ved kassen i Harald Nyborg med sin far, som var ved at betale regningen. En ny kunde stillede sig bag Reidar Christensen i køen. Og han tyggede tyggegummi. Selv om manden holdt almindelig afstand, følte Reidar Christensen, at han stod i nakken af ham.

- Jeg havde lyst til at gøre fysisk skade på ham og proppe tyggegummiet langt ned i halsen på ham. Jeg følte, at han stod helt oppe i nakken på mig, selv om der var halvanden meter mellem os. Jeg kunne ikke holde ud at høre på det, og ville gøre alt muligt for at stoppe ham, fortæller Reidar Christensen, der måtte løbe ud af butikken for at komme væk fra situationen. Mens han løb, kastede han om sig med eder og forbandelser.

Bagefter krævede det en time at finde sig selv ovenpå følelsen af at være indebrændt og irriteret, fortæller han.

Har du nogensinde slået nogen eller været voldelig. Har du en dom for vold?

- Nej, konstaterer Reidar Christensen kort.

Reidar Christensen har tidligere været storforbruger af hash, men for nogle år siden gik han i afvænning. Efter han blev stoffri, fik han en bedre føling med sig selv, og efterfølgende har han fået stillet diagnosen ADHD, fortæller han.

Om det har påvirket hans misofoni, ved han ikke.

For et års tid siden blev Reidar Christensen medlem af en misofonigruppe på Facebook. Gruppen har 2800 medlemmer, som udveksler erfaring, fif og tricks til hinanden. Her har nogen fortalt, at de har haft held med kognitiv behandling, så nu er Reidar Christensen gået i behandling hos en psykoterapeut i Aabenraa for at se, om det kan have en effekt på hans lidelse. Indtil nu har han betalt for to behandlinger - uden at det har haft nogen nævneværdig effekt.

- Terapeuten har sagt, at jeg nok skal have fem-seks behandlinger, før der måske viser sig en bedring. Men terapeuten giver ingen garanti, siger Reidar Christensen, som har tænkt sig at fortsætte behandlingen.

Ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet i 2017 lider omkring 12,5 procent af befolkningen i Danmark af misofoni.