I starten af året opfordrede Sveriges forsvarschef Micael Bydén og landets minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlin, svenskerne til at forberede sig på, at der kan komme krig i Sverige.

Og Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber, kunne samtidig fortælle til TV 2 og DR, at herhjemme er man slet ikke klar, hvis der skulle opstå en krigssituation.

Skal man tro beredskabsloven, har redningsberedskabet "til opgave at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer”.

Det gælder blandt andet ved terror- og krigshandlinger eller ved overhængende fare for det.

Men det er ikke tilfældet, lød det fra Jarl Vagn Hansen til dr.dk.

- I min tid - og jeg har været i beredskabet siden 1994 - har vi ikke trænet på noget, der minder om krig.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har kaldt den svenske udmelding "dramatisk". Og det er selvom, at Danmark ifølge chef for efterretning i Forsvarets Efterretningstjeneste Anja Dalgaard-Nielsen står over for "det alvorligste og mest sammensatte trusselsbillede siden Den Kolde Krig".

Sansynlige scenarier herhjemme er forsyningskriser i den globale varehandel, strømafbrydelser og andre former for nedbrud af infrastruktur ved cyberangreb.

Sverige har været kendt for sin neutralitetspolitik og først fået adgang til medlemskab af Nato i år. Naboen har derfor en anden tilgang til krig end Danmark. I 2018 udsendte Sverige folderen "Hvis krisen eller krigen kommer" til landets 4,7 millioner husstande.

I Aftenshowet på DR1 forsikrede statsminister Mette Frederiksen (S) fornylig, at hun ikke havde hverken "konservesdåser eller varmetæpper i kælderen".

- Og jeg har ikke selv været på kursus (beredskabskursus, red.) og kommer det heller ikke.

Flere politikere har undret sig over, at Danmark ikke har en retorik om at være mere beredt som i Sverige. Blandt andet DF's Alex Ahrendtsen, Søren Pape Poulsen (K) og Lise Bech (DD).

Ligesom i Sverige tøver myndighederne i Tyskland og Norge heller ikke med at forberede befolkningerne på, at de skal lære at kunne klare sig selv en rum tid med længere og dybdegående pjecer med gode råd.

Tyskland har en beredskabsfolder til befolkningen på hele 68 sider, der giver anbefalinger om at klare sig i op til 10 dage.  I Norge har man i denne måned haft et forslag i høring om at opjustere opfordringen til borgerne om at kunne klare sig fra tre til syv dage.

I Norge findes også en pjece til borgerne om, hvordan de bærer sig ad i krisetider. Lignende folder findes i Finland.

Beredskabsstyrelsens overordnede anbefalinger ved kriser herhjemme er, at den enkelte tager bestik af sin egen situation. Der findes kortfattede råd som "Kend til 1-1-2" på styrelsens hjemmeside.

Det var i 1962, at de danske myndigheder senest stod bag en husstandsomdelt beredskabsfolder til befolkningen. Statsministeriet udsendte "Hvis krigen kommer" i 1,5 mio eksemplarer.

I januar fik de manglede råd fra myndighederne den private danske organisation Folk og Sikkerhed til at udgive beredskabsfolderen "Hvad nu hvis".

Duften af lune frikadeller og flæskesteg svæver mig i møde, da jeg træder ind i køkkenet i Andreas Odbjergs sommerhus i Odsherred på Vestsjælland.

Han har besøgt den lokale slagter for at proviantere kød til frokosten samt en pose knasende flæskesvær til dessert. Mens vi nyder maden, konstaterer Andreas Odbjerg, at løbet er kørt for ham. Han stopper aldrig med at smugryge. Og bliver formodentlig heller aldrig vegetar.

- Måske er jeg lidt for ofte forbi slagteren. Jeg har taget 15 kilo på, siden vi lavede vores forrige interview, konstaterer Andreas Odbjerg og trækker i sin ene kind.

Mens vi gumler på hver vores stegte frikadelle på ristet rugbrød, fortæller Andreas Odbjerg, at han aldrig har haft det bedre til trods for, at kinderne er lidt rundere. Hvilket blandt andet skyldes sommerhuset, vi befinder os i.

Det købte han for et år siden med sin kone, der dengang var hans forlovede. Tanken var, at han både skulle have en base, som giver mening i forhold til koncerter i Jylland og hjemrejse med Aarhus-Odden-færgen og at få et helle væk fra den hektiske hovedstad.

- Man skal passe på med at benytte X Factor-vendingen ”Det betyder alt”, men sommerhuset har betydet enormt meget. At komme tættere på naturen og få noget luft har været virkelig gavnligt. Jeg kan mærke, der sker noget med mig, så snart jeg træder ind gennem døren.

Sommerhuset har også haft en anden effekt. Det har lært ham at være alene. Og sætte pris på sit eget selskab.

- Hele mit liv har jeg været elendig til at være alene. Jeg har aldrig nogensinde tilbragt fire-fem dage alene, før vi købte sommerhuset. Det er en evne, som er vigtig at mestre. At kunne holde sit eget selskab ud og balancere sin rastløshed.

I sangen ”Benny” synger Andreas Odbjerg om at kunne holde sit eget spejlbillede ud. Det kender han alt til.

- En af årsagerne til, at jeg har hadet at være alene, er, at man tvinges til at se sig selv i øjnene. Men jeg er endelig landet et sted i livet, hvor jeg kan stå inde for, hvem jeg er. Hvor jeg føler mig stolt over, den jeg er. Det er nemmere at være alene med sig selv, hvis man kan lide den person, man ser i spejlet.

Andreas Odbjerg bor til daglig med sin kone i en lillebitte toværelses lejlighed, hvor toilettet er under brusekabinen, og køkkenet er ved at falde sammen.

Så slemt står det ikke til i sommerhuset, som er et helt almindeligt dansk sommerhus, hvor intet skriger popstjerne.

- Jeg har hverken behov for et kæmpe luksussommerhus, en strandvejsvilla eller sportsvogne. Det er noget af det, jeg er kommet frem til, når jeg har været alene her. Jeg har haft tid til at fundere over, hvad der gør mig lykkelig. Hvad et godt liv er for mig. Jeg har haft snuden i sporet i så mange år, at jeg aldrig har stoppet op og tænkt over det.

Indtil videre er konklusionen, at et godt liv handler om at have tid til at være sammen med de mennesker, man holder af. Og kunne være en far for de børn, han endnu ikke har.

- Der er mange eksempler på kolleger, som nærmest ikke har været til stede i deres børns opvækst. Det er mit værste mareridt at få børn og ikke kunne være en god far, fordi man har sat sig selv i en økonomisk situation, hvor man er tvunget til at turnere konstant. Et lykkeligt liv er et være noget for dem, man holder af. Og passe på sit helbred, så man er i stand til det, indskyder Andreas Odbjerg.

På ”Un Hommage” handler flere sange om helbred. Eller mentale problemstillinger og psykisk sygdom. Samt den stigende tendens til at diagnosticere alt.

- I aftes lyttede jeg til ”24syv” på Radio Loud, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank talte om præcis det, jeg synger om i ”Bare en lille diagnose”. Det er svært at få psykologhjælp i dag, fordi systemet er overbelastet. Hendes pointe er, at alt for mange unge ”bare” har ondt i livet. Men at de først får fred, når de har fået en diagnose, siger Andreas Odbjerg.

Han kalder sangen sin mest politiske sang på ”Un Hommage”. Og smiler over, at den er pakket ind i en fræk sambamelodi, der måske får budskabet til at glide nemmere ned.

Ud over samba er albummet fyldt med bossanova, opera og klassisk musik. Hvis man tror, at singlerne ”Smugryger”, ”Hund i en lejlighed” og ”Benny” tegner et retvisende billede, får man et chok.

- Mit mål har været at kaste folk rundt. Albummet kan sammenlignes med et fusionskøkken, hvor man det ene øjeblik spiser confiteret får i peanutsovs og det næste en ret med masser af ingefær. Hver gang en sang starter, skal man spidse ører. Hvad fanden sker der nu, udbryder Andreas Odbjerg.

Han kalder det sin ypperste opgave som musiker at undgå, at publikum regner ham ud.

- Den dag, hvor folk ved, hvad de får på et Odbjerg-album eller til en koncert, kan jeg lige så godt stoppe. Man må kalde min musik for vanvittig, skizofren, skør eller dårlig. Men man må fandeme ikke kalde den kedelig eller uambitiøs.

Andreas Odbjerg er ivrig efter at rose de mange bandmedlemmer, producere og komponister, der har spillet en rolle.

- Jeg har håndplukket mange af de absolut bedste musikere i Danmark. De er så sindssygt dygtige hver især. Hvis jeg skal rose mig selv, så er jeg blevet god til at finde de mennesker, som kan hjælpe med at løfte barren, understreger Andreas Odbjerg.

Prisen for at hyre cremen af cremen er høj. ”Un Hommage” har kostet kassen.

- Jeg tror, at det ender med at have kostet tre gange så meget at producere som ”Hjem fra fabrikken”. Så det har ikke været den svære toer men den dyre toer. Checkhæftet har stået vidt åbent, fordi det er røvdyrt at hyre musikere i stedet for at finde et tromme- eller et violin-spor i et program. Men det var vigtigt, at alt er håndspillet. Jeg håber, at det kan inspirere andre til at hyre musikere af kød og blod, siger Andreas Odbjerg.

Om to uger indledes hans første indendørs turné i to år. 11 udsolgte koncerter på stribe. 12.000 billetter i landets fire største byer.

Det vilde forår får ekstra vinger, når Andreas Odbjerg som den eneste danske musiker er udvalgt til en Spotify-kampagne for skandinaviske musikere. Den kommer til at køre på Times Square i New York senere på måneden.

- Vi kommer til at køre på skift på et kæmpe billboard. På fucking Times Square. Det er fandeme voldsomt og understreger, at meget er forandret, siden ”Hjem fra fabrikken” udkom for to år siden.

Næsten fire ud af fem kommuner har inden for det seneste år oplevet voldsepisoder mellem beboere på deres plejehjem.

Det viser en rundspørge, som TV2 har sendt til alle landets kommuner.

Rundspørgen viser også, at det typisk er borgere, der lider af forskellige former for demens, som er udadreagerende i de her tilfælde.

Og netop derfor kan det også virke besynderligt, at der i regeringens nye udspil til den kommende ældrereform kun er nævnt demens én enkelt gang.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lider 75-80 procent af alle plejehjemsbeboere i dag af demens.

Og netop af den grund virker det ifølge direktøren i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside, absurd, at emnet ikke har fået mere fokus i den nye ældrereform.

- Jeg er bekymret for, at man ikke vil gå ind og fastlægge nogle kvalitetsstandarder for plejen. Demenssygdomme er hjernesygdomme, hvor vi har dokumentation for, hvordan man skal arbejde med det. Det mener vi bestemt, at man skal indføre på tværs af kommunerne, fortæller hun til Radio4 Morgen og tilføjer:

- Så er der også det her med, at man fastholder en relevant form for dokumentation. Der lægges jo op til, at al dokumentation skal fjernes. Det vil klart være vores krav, at man fastholder relevant dokumentation.

En af dem, som står bag det nye udspil til ældrereformen, er ældreordfører hos Moderaterne Kenneth Bjerg.

Han fortæller til Radio4 Morgen, at der i udspillet er lagt op til, at det er kommunernes egen opgave at disponere og afsætte penge til demens-området.

- Helt grundlæggende er udspillet et udtryk for, at vi har tillid både til kommuner og det selvstyre, som er derude. Derfor anerkender vi også, at kommunerne er ikke ens, og den måde, de gør tingene på, nødvendigvis heller ikke er helt ens, siger han og tilføjer:

- Der er helt sikkert nogle steder, hvor man vil bruge nogle af de her ekstra penge og det kvalitetsløft, som også lægger i udspillet, på demente borgere. Det tænker jeg, at de sagtens selv kan vurdere ude i kommunerne.

Kenneth Bjerg pointerer herudover, at det handler om tillid til de ansatte, tillid til de ældre og deres selvbestemmelse og selvfølgelig tillid til ledelsen ude i kommunerne.

- I det udspil, vi er kommet med, er der ikke afsat til det ene og det andet område, og det er en erkendelse af, at der kan være forskel fra kommune til kommune. Så nogle steder er det klart, at det vil være demens, som får et kvalitetsløft, og andre vil det være andre dele af plejen, som man vælger at løfte.

Men ifølge Mette Raun Fjordside er der ikke hold i de argumenter.

- For det første vil jeg sige, at der er jo ingen kommuner, som ikke ser demens i deres ældrepleje. Så det her med, at det skulle være en særlig ting, og det kan variere meget, det har jeg svært ved at forstå, hvorfor det skulle være tilfældet, siger hun.

Lørdag aften sidder jeg i en kørestol - for første gang i mit liv. En simpel en, jeg ikke selv har mulighed for at sætte i bevægelse. Min mand placerer mig tæt på en af skadestuens sofaer, så jeg kan lægge min uduelige og dunkende venstre fod op. Og så sender jeg ham hjem.

Uret viser 20:30 - den tid, jeg har fået af lægevagten. Man skal jo bestille tid, men jeg har nærmest kunnet vælge frit, for "der er ikke kø i dag".

Måske lægevagten og skadestuens computersystemer er uvenner, for på skadestuen er beskeden en anden: "Du skal nok regne med tre timers venten".

Det er nu, aftenen og natten kan gå to veje.

Jeg kan blive sur og sprede dårlig stemning i rummet, der er proppet med andre nødlidende. Summen af lidelse berettiger til et "opkast" eller 50 over underbemanding, manglende overblik og andre af sundhedsvæsenets egne sygdomme.

Eller jeg kan overgive mig og tro på, at skadestuen er blevet ramt af uforudsete hændelser og har travlt med at hjælpe dem, der trænger mest.

Jeg vælger det sidste - måske også en lille bitte smule, fordi jeg ikke orker andet. Jeg er smertepåvirket. Det er vi alle denne nat i dette store, hvide og golde rum i Odense.

Da jeg små fem timer senere bliver flyttet til en seng på gangen på vej til røntgen - sammen med en forslået fuld mand og en efterskoledreng - er jeg uventet opfyldt af glæde og taknemmelighed. De mange timer i venteværelset har været et forandrende møde med medmennesker.

Vi har talt sammen derude. Delt skæbner for en stund og opmuntret hinanden. Søgt det positive og er hoppet ud af egne navler og ind i et fællesskab.

En kvinde har lært mig nogle fif til mit nybegynder-strikketøj og fortalt mig sin historie, der har plantet hende i en kørestol i over 30 år. Jeg har mødt hendes rare, ledsagende mand og søn. Den sidste var så venlig at køre mig til handicaptoilettet. Her lånte jeg et sæt krykker af efterskoledrengen til det sidste stykke.

En kvinde har med sit kvikke råb forhindret en ældre udmattet dame i at falde ud af sin stol med hovedet først. Damen ligner en kludedukke smidt tilfældigt i en stol. Hun er helt stille og vågner kun, når hun hoster og beder de omkringsiddende om vand.

En håndværker har bekymret mange af os. Han har fået en metalsplint i øjet og har vandret forpint frem og tilbage med et stadig mere rødt øje. Da der er gået tre timer, beslutter jeg, at hvis jeg bliver kaldt ind før ham, skal han have min plads. Det gør for ondt at se på ham.

En mor og fodboldskadet søn kommer hen til vores sofa. Drengen griner og fortaber sig i snak om sin sport.

En ung fyr fortæller, at han har trådt på en blenderkniv, som var røget ud af skabet. Hans kæreste erindrer, da hun først brækkede den ene ankel og lige efter forstuvede den anden. Vi griner igen - kan ikke andet.

En kvinde har smadret sin tommeltot og haft store problemer med at komme til Odense.

I løbet af natten finder vi ud af, hvordan et venterum i en skadestue skal indrettes. Værsgo' til jer, der bestemmer:

Vi ønsker os en omsorgsperson, der deler vand og smertestillende ud og opdaterer os på ventetiden.

Der skal være et rum, hvor syge børn kan sove og forældre ligge sammen med dem.

Vi vil have et tv, hvortil vi kan leje trådløse og rengjorte hovedtelefoner. Vis Disney-tegneserier - det kan alle tåle.

Og få så ryddet op i de automater med slik og sodavand. Det er en skandale, at vi kun kan købe usundt. Vi har brug for frugt, grøntsager og sandwich. Min nye "strikkeven" når at vente i syv timer uden mad, og den smertestillende, hun får, er fra min taske.

Vi gider ikke den der tidsbestilling. Den holder alligevel ikke.

Det går hurtigt i røntgen. Og kort tid efter står den smukke, unge læge igen ved min side og kigger mig nærværende i øjnene.

"Din ankel er ikke brækket."

Den fulde mand ligger stadig på gangen og skifter mellem at synge muntert, snorke og stønne "fuck, av mit hoved".

Med to lånte krykker finder jeg humpende frem til min "strikkeven" for at sige farvel. Hun ligger på en stue. Hendes ene skinneben er brækket to steder. Der tales om operation. Hun smiler tappert: "Ingen orker at være sammen med sure mennesker," siger hun.

Efterskoledrengen har brækket sin fod, fået den pakket ind og forsvinder sammen med sin kammerat ud i en taxa. De passerer min mand.

"Hvordan er det gået?" vil han vide.

"Det har været en smuk oplevelse," svarer jeg.

Han ser søvnigt og spørgende på mig.

"Vi mennesker er meget sødere, end vi tror."

Jeg ønsker ingen ondt, men alle burde prøve en nat på en skadestue og øve sig i at interessere sig for andre end sig selv.

Kollund: I slutningen af september måned sidste år kom det frem, at Fleggaard havde besluttet sig for at sælge det luksuriøse Hotel og Restaurant Fakkelgaarden i Kollund, som ellers havde været en integreret del af koncernen i 31 år.

Fakkelgaarden havde sidste åbningsdag i slutningen af november og blev efterfølgende sat til salg. Det var en kombination af tre ting, der fik Fleggaard-koncernen til at træffe den tunge beslutning at lukke og sælge Fakkelgaarden.

Den ene grund var, at stedet simpelthen ikke kunne løbe rundt.

- Det er ingen hemmelighed, at Fakkelgaarden i mange år har haft et driftsunderskud, som vi hidtil har accepteret, sagde Karsten Olsen, der er direktør og en del af koncernledelsen i Fleggaard Holding, til JydskeVestkysten for godt fire måneder siden.

Det er der ikke ændret på i det seneste årsregnskab for Fakkelgaarden, der gælder for perioden 1. oktober 2022 til 30. september 2023. Det viser et underskud på næsten 6,5 millioner kroner efter skat, mens det forrige årsregnskab viste et underskud på lidt over 2,1 millioner kroner efter skat.

Ifølge Fleggaard skal det seneste underskud ses i lyset af en række nedlukningsomkostninger.

- Vi lukkede som bekendt Fakkelgaarden med udgangen af november måned sidste år. Ifølge regnskabspraksis er alle udgifter relateret til nedlukningen som eksempelvis medarbejderforpligtelser medtaget i regnskabet, og resultatet skal derfor ses i lyset af en lang række nedlukningsomkostninger, skriver den administrerende koncerndirektør i Fleggaard Holding A/S, Jens Klavsen, i en mail til JydskeVestkysten.

Det tog kun lidt over en måned at få Fakkelgaarden solgt. Prisen blev sat til 25 millioner kroner, men hvad stedet med udsigt ud over Flensborg Fjord reelt blev solgt for er endnu ikke kommet frem.

Køberen har heller ikke meldt sig på banen endnu, men Fakkelgaarden blev solgt til overtagelse den 1. maj 2024, og i forbindelse med salget oplyste Jens Klavsen, at hensigten er, at stedet skal drives videre som spise- og bosted, og at køber er ved at gøre sig nogle tanker om de mere konkrete planer for stedet.

- Indtil dette er på plads, ønsker køber ikke sit navn offentliggjort, og det respekterer vi naturligvis, skrev Jens Klavsen i en mail til JydskeVestkysten.

De bliver stablet til tårne i landets børnehaver, brugt som opbevaringsplads bag på knallerten eller som sorteringskasser på lageret.

De fleste danskere er stødt på Arlas ikoniske grønne mælkekasser, men det kan snart være fortid.

Nu kalder Arla nemlig sine mælkekasser hjem.

- Selvom der er noget nostalgisk og hyggeligt over at se en mælkekasse bag på en knallert, har vi brug for dem til at transportere mælk i, lyder det fra Henrik Lilballe Hansen, der landedirektør for Arla i Danmark, i en pressemeddelelse fredag.

Det er både CO2-tungt og dyrt at producere nye kasser, udtaler landedirektøren.

Og det er altså ikke så lidt plastik, der skal erstattes. Faktisk skal Arla hvert år producere hele 250.000 nye mælkekasser for at gøre det ud for de glemte, slidte eller forsvundne mælkekasser.

Som tak for hver returnerede mælkekasse donerer mælkeproducenten fem kroner til Arla Fonden, som arbejder med "at inspirere børn og unge til gode, sunde og bæredygtige madvaner."

- Mælkekasserne har en levetid på 20 år, så det er ærgerligt, hvis de står og samler støv et sted fremfor at blive brugt til at transportere mælk og yoghurt, siger Henrik Lilballe Hansen.

Han erkender, at de grønne mælkekasser hurtigt kan hobe sig op i baglokalet, når landets restauranter og caféer hvert år får leveret millioner af liter mælk, fløde og andre mejeriprodukter fra Arla.

Og derfor har virksomheden da også gjort det let at komme af med de tomme mælkekasser igen.

- Vi ved, at de danske restauranter og caféer har masser at se til, og at indlevering af mælkekasser nok ikke er øverst på huskelisten. Men heldigvis er der en nem og hurtig løsning, da de tomme mælkekasser altid kan sendes retur med chaufføren, som leverer mælk og mejeriprodukter til storkøkkenerne, siger landedirektøren og fortsætter:

- Alternativt har både virksomheder og private mulighed for at aflevere deres tomme mælkekasser på den nærmeste genbrugsstation eller hos supermarkeder over hele landet.

Arlas indsamling af mælkekasser vil køre i hele 2024, lyder det i pressemeddelsen.