Hvor Gældsstyrelsen tidligere maksimalt kunne trække 40 procent af lønnen til at afdrage på gæld til det offentlige, kan der nu trækkes op til 60 procent.

Det er altså oveni den skat, som også skal betales.

I Henrik Sørensens tilfælde betyder det, at hvor der tidligere blev trukket 65 procent af hans løn, er der siden oktober blevet trukket i alt 80 procent. Det betyder, at han ikke længere kan få sin økonomi til at hænge sammen og har måtte stifte ny gæld for at få hverdagen til at gå op.

Det fortæller han til Radio4 Morgen.

- Jeg har nærmest ikke råd til noget som helst. Som det ser ud nu, så er jeg 4800 i minus hver måned efter de faste udgifter. Derfor må jeg ud at låne. Jeg tænker jo over det hele tiden, og jeg sover dårligt om natten, siger han.

Henrik Sørensen skylder mere end 400.000 kroner til det offentlige, og han er dermed én af de 5.150 danskere, som bliver trukket over 40 procent i afdrag på offentlig gæld, som var den tidligere øvre grænse for Gældsstyrelsens inddragelse.

Det viser helt nye tal, som Radio4 har fået fra Gældsstyrelsen.

De nye regler kommer på baggrund af en politisk aftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik i 2022. De trådte i kraft 1. oktober sidste år.

Enhedslisten var det eneste parti, der stod uden for aftalen, og her er politisk ordfører og skatteordfører, Pelle Dragsted, bekymret over at høre, at mere end 5000 borgere bliver trukket over 40 procent af deres løn for at afdrage på gæld til det offentlige.

- Min indbakke er jo fyldt med henvendelser fra desperate borgere, som sidder tilbage med rådighedsbeløb, de simpelthen ikke kan leve for. Det er efter min mening en alvorlig social katastrofe for de mennesker, siger han til Radio4 Morgen.

Det er ikke selve gælden, som Henrik Sørensen er utilfreds med, for den vil han gerne betale. Det er den automatiske regelændring i oktober, som vælter ham og hans økonomi.

- Selvfølgelig er det fair, at jeg skal betale, det jeg skylder. Jeg har aldrig sagt noget andet. Langt fra. Jeg lavede en aftale dengang, at Gældsstyrelsen kunne trække 65 procent af min løn. Det gjorde, at jeg kunne leve og samtidig afdrage på min gæld. Men det vælter med 80 procent, som det er nu. Det er fuldstændigt vanvittigt, siger han.

Mens Henrik Sørensen mener, at Gældsstyrelsens udvidede rammer for inddragelse af gæld er for store, så mener Socialdemokratiets, Anders Kronborg, noget andet. Det siger han til Radio4 Morgen.

Han er skatteordfører i Socialdemokratiet, der både sidder i den nuværende regering og som står bag den politiske aftale, der ligger til grund for Gældsstyrelsens udvidede rammer.

- Jeg synes faktisk ikke, at vi er gået for hårdt til værks. Der skal være tillid til vores velfærdssamfund, og det er der, hvis alle betaler deres regninger og det, de skylder, siger Anders Kronborg.

Han vil ikke kommentere på Henrik Sørensens konkrete sag og økonomi, men henviser til, at Henrik kan kontakte Gældsstyrelsen og få vurderet sagen igen.

Det gjorde Henrik Sørensen allerede sidste år, men har endnu ikke fået sagen vurderet igen, fortæller han.

- Da vi kommer derud, har hun allerede ligget på gulvet i to en halv time. Sygeplejersken sad ved spisebordet og kiggede, og hun fortalte, at hun ikke kunne gøre mere, så derfor kørte hun igen. Derefter var vi overladt til os selv.

Sådan fortæller Elise Mehlkjær om en oplevelse, der har efterladt hende og hendes familie i dyb frustration.

Hun er svigerdatter til Inger Hansen, som 8. januar faldt i sit køkken i sit hjem i Vejle - og endte med at ligge på det kolde gulv i tre timer, før en ambulance kom og hentede hende.

Ifølge den sygeplejerske, der kom hjem til Inger Hansen, da hun trykkede på sin nødknap efter faldet, var der blevet tilkaldt en liggetransport til den 93-årige kvinde - men den dukkede aldrig op.

Elise Mehlkjær og Inger Hansen selv er meget uforstående over for håndteringen af situationen i køkkenet i huset på Vindingvej.

De har forsøgt at få svar, men ingen kan fortælle dem, hvorfor Inger Hansen skulle ligge på gulvet i smerter så længe, og hvorfor det var familien selv, der endte med at ringe efter en ambulance.

93-årige Inger Hansen havde netop rejst sig fra bordet i sit hus på Vindingvej i Vejle, hvor hun hver dag spiser sin frokost klokken 11.30. Det var en dag som alle andre, men på et splitsekund ændrede alt sig, da hun pludselig faldt.

Hun havde ondt, og hun kunne ikke rejse sig igen, så hun trykkede på den nødknap, hun har fået udleveret fra hjemmeplejen.

Sygeplejersken kom som forventet inden for en halv time for at hjælpe. Men Inger Hansens smerter var så voldsomme, at det ikke var muligt for sygeplejersken og en kollega fra hjemmeplejen at flytte Inger Hansen.

Derfor bestilte sygeplejersken en såkaldt "liggetransport", ligesom Elise Mehlkjær - svigerdatteren - blev kontaktet.

- Jeg blev ringet op og fik min svigermor i røret. Hun lød meget bange og utryg, fordi hun var faldet og havde ondt. Derfor valgte jeg at køre ud til hende sammen med min datter og hendes kæreste, så vi kunne berolige hende, fortæller Elise Mehlkjær.

Da de ankom til huset på Vindingvej og så, hvor galt det stod til med Inger Hansen, undrede familien sig dog over, hvorfor man ikke havde rekvireret en ambulance.

- Sygeplejersken fortalte, at der var blevet bestilt en liggetransport. Men vi kunne ikke forstå, at det var den rigtige løsning, da vi så, hvordan min svigermor havde det. Hun er en sej dame, der ikke sådan er til at slå ud. Men vi har aldrig set hende være så tæt på at græde, og hver gang nogle forsøgte at løfte hende, skreg hun. Ellers lå hun og jamrede sig, fordi hun havde så ondt, siger Elise Mehlkjær.

- Jeg kunne ikke holde ud at se min svigermor sådan. Hun havde nu ligget på det iskolde og hårde køkkengulv i tre timer, og den liggetransport, der skulle være blevet bestilt, var endnu ikke dukket op. Derfor ringede jeg 112, fortæller Elise Mehlkjær.

Ifølge hende var personalet ved alarmcentralen forundret over situationen, og den sendte derfor straks en ambulance afsted. 10 minutter efter opkaldet blev Inger Hansen hentet og bragt til Kolding Sygehus, hvor hun blev opereret.

Hun havde brækket hoften i forbindelse med faldet og ligger i dag til aflastning på plejecenter Sandbjerg i Thyregod. Efter omstændighederne har hun det godt, men hun og familien er fortsat rystede over episoden 8. januar.

- Vi er virkelig frustrerede over det her. Vi synes, det er uværdigt for ældre mennesker, at de skal opleve sådan noget. Det er en gåde for os alle sammen, hvorfor hun skulle ligge der i tre timer, og hvorfor det skulle være os som pårørende, der måtte skaffe hjælp, siger Elise Mehlkjær.

Elise Mehlkjær har flere gange forsøgt at få en forklaring på familiens spørgsmål. Hun har blandt andet kontaktet lederen i hjemmeplejedistrikt ØD4 for at høre, om det er normal praksis, at man ikke gør mere for at skaffe hjælp i sådan en situation.

Her har hun fået en forklaring, der lyder, at man har gjort, som man skulle. Og det foruroliger hende.

- Situationen er blevet tacklet meget uprofessionelt, og vi vil ikke have, at det her skal ske for nogle andre i fremtiden. Jeg har ikke lyst til at blive gammel, hvis det betyder, at man skal udsættes for sådan noget her, fortæller Elise Mehlkjær.

Vejle Amts Folkeblad har fremlagt Elise Mehlkjærs kritik for Anja Tworek, der er leder af distrikt ØD4 i Vejle Kommune.

Det er dette distrikt, der sender hjemmepleje ud til Inger Hansen, og det var også herfra, sygeplejersken kom for at hjælpe, da Inger Hansen faldt 8. januar.

Anja Tworek svarer i en mail til avisen, at hun er bekendt med situationen omkring Inger Hansen, og at hun har været i dialog med Elise Mehlkjær.

Er der blevet handlet korrekt i situationen?

"Ja, handlingen er blevet udført korrekt. Da Inger ringer nødkald, kommer hjælpen straks. Inger har mange smerter, så hun kan ikke flyttes eller mobiliseres. Efter drøftelse med skadesvisitationen om Ingers almene tilstand, vælger skadesvisitationen, at Inger skal tilbydes tid til kontrol på Kolding Sygehus klokken 15.15. Der bestilles en liggetransport, fordi Ingers liv ikke er i fare," skriver Anja Tworek.

Familien fortæller, at sygeplejersken forlod Inger, før hun var blevet hentet. Er det normal praksis?

"Svigerdatter og to børnebørn var til stede i hjemmet, og Ingers tilstand var stabil. Der var lagt en plan, og sygeplejersken kunne ikke gøre mere. Man kan ikke generalisere og sige, om det er normal praksis. Det vurderes altid i hver enkelte situation. Tilskadekomne borgere efterlades dog aldrig alene," skriver Anja Tworek.

I mailen skriver Anja Tworek yderligere, at hun er tryg ved den handling, der er blevet udført, og at hendes sygeplejersker altid handler fagligt og kompetent.

Til spørgsmålet om, hvorfor familien aldrig så noget til den sygetransport, der var blevet bestilt, skriver Anja Tworek, at det heller ikke har været muligt for hende at få opklaret situationen.

Familien forstår ikke, at Inger skulle ligge på gulvet i så mange timer, uden der blev gjort yderligere for at få hende hentet. Hvor længe kunne hun have risikeret at skulle ligge der?

"Der var lavet en fin plan fra skadesvisitationen, hvor Inger havde tid på skadestuen klokken 15.15. De vurderer, hvornår borgeren skal hentes, så det passer med den aftale tid. Der er 23 minutters kørsel fra Ingers adresse til Kolding Sygehus. Transporten skulle derfor senest hente Inger klokken 14.50," skriver Anja Tworek.

Hvor længe kan ældre mennesker risikere at skulle ligge på et gulv uden, at der bliver ringet efter en ambulance?

"Det kan man ikke generalisere, da det afhænger af den specifikke situation. Den drøftes altid med alarmcentralen eller skadesvisitationen. Er borgeren livs- eller førlighedstruet, tilkaldes ambulancen straks. Men målet er selvfølgelig kortest mulig tid," skriver Anja Tworek.

Familien er meget rystet over episoden og kalder situationen for uværdig. Hvad tænker du om det?

"Vi kan vel alle blive enige om, at det ville have været det allerbedste, hvis Inger var blevet transporteret til skadestuen med det samme. Men der er ikke kapacitet til, at ambulancen kan bruges til alle typer af transport. Som civil borger er man nødt til at stole på, at når to professionelle sundhedsfaglige instanser har lavet en plan, så er den grundigt overvejet. For at sige det sort/hvidt, så kunne man risikere, at den ambulance, der blev sat til at hente en borger, der ikke er livs- eller førlighedstruet, kunne have reddet en anden borgers liv," skriver Anja Tworek.

- Alle mennesker har forskellige ønsker og behov. Derfor skal vores ældre - i tæt samspil med de dygtige medarbejdere i ældreplejen - selv kunne vælge dét, der passer allerbedst til dem hver især.

Sådan lød det fra ældreminister Mette Kierkgaard (M), da regeringens ældreudspil blev præsenteret.

Men resultatet kan vise sig at blive ganske anderledes.

Det er i hvert fald bekymringen hos Dansk Industri og Dansk Erhverv, der frygter, at de ældre ikke opnår mere frit valg af regeringens udspil.

- Vi er ret bekymrede for, at mange ældre i store dele af landet reelt ikke vil have noget at vælge imellem, når reformen er implementeret, siger Jakob Scharff, branchedirektør i Dansk Industri.

Helt centralt i det nye forslag står ''helhedsplejen'', som skal give de ældre mulighed for selv at vælge, om det skal være en privat virksomhed eller kommunen, der leverer praktisk hjælp, personlig pleje, rengøring eller genoptræning.

Men regeringen stiller krav om, at private virksomheder skal kunne levere hele plejepakken.

Derfor må de ældre i fremtiden kun vælge rengøringsvirksomheder, der også tilbyder genoptræning og personlig pleje – selvom den ældre aldrig kommer til at gøre brug af det.

Det giver ifølge Dansk Industri ingen mening. Og det fratager mange små virksomheder muligheden for at tilbyde et alternativ til det kommunale tilbud.

Hos Dansk Erhverv er man enig i kritikken – og mener, at man bør opdele ydelserne, så f.eks. private rengøringsfirmaer kan tilbyde deres hjælp, uden at de også skal stå for personlig pleje.

- Borgerne skal have et reelt frit valg, fordi de ældre er gamle nok til selv at bestemme hvem der kommer ind over dørtærsklen i hjemmet, siger Tony Bech, branchedirektør for velfærd og samfund hos Dansk Erhverv og fortsætter:

- At plejen skal leveres af én enkelt leverandør, bør være et valg og ikke noget, man trækker ned over hovedet på folk. Det er jo ikke frisættelse, lyder det.

Tidligere har Venstres formand, Troels Lund Poulsen, forklaret, at Venstre på dette område har måttet gå på kompromis. Han har betegnet det som en ''blomst'', som han og partiet har måttet spise i forbindelse med regeringssamarbejdet.

- Jeg må også indrømme, at vi har set nogle triste eksempler, hvor mindre virksomheder er gået konkurs og har efterladt kommunerne med nogle meget store udfordringer. Her skal helhedsplejen også sikre en mere robust virksomhedskultur, siger Troels Lund Poulsen.

Forklaringen om, at det skulle sikre et mere ''robust'' tilbud til de ældre, bliver dog ikke accepteret af Dansk Erhverv og Dansk Industri.

- Jeg tror simpelthen ikke, det gælder for rengøring. Der er et stort udbud af rengøringsfirmaer, og det ville være rigtig dumt at skære deres muligheder væk. Hvis fru Nielsen vil bruge én leverandør til hele plejen eller fortsat benytte en anden leverandør til fx rengøring, så skal det fortsat være muligt. De problemer, der tidligere har været med konkurser, er blevet markant reduceret efter et lovindgreb i 2018, siger Tony Bech fra Dansk Erhverv.

Hos Dansk Industri er man især bekymret for, at de store virksomheder ikke vil finde det økonomisk attraktivt at være til stede i hele landet. Og derfor vil der ikke komme et privat alternativ til de ældre, der bor i de mere tyndt befolket områder.

- Det er jo på ingen måde sikkert, at de kan se det økonomisk bæredygtigt at være til stede i hele landet. Så er vi tilbage ved borgerne. Har man reelt noget at vælge imellem, når vi stiller krav om, at alle skal kunne levere den samlede pakke? siger Jakob Scharff fra Dansk Industri.

I har længe efterspurgt et større marked for private virksomheder. Bør de så ikke demonstrere deres værdi og sikre, at der kommer private tilbud?

- Jo, det kan man sige. Men det kan være svært for disse virksomheder at få godkendelse til at levere den fulde pakke. Og det kan være særligt vanskeligt i de områder, hvor det i forvejen er svært at tiltrække private virksomheder, især i tyndt befolkede områder, siger Jakob Scharff.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra ældreminister Mette Kierkgaard (M), men ministeren ønsker ikke at stille op til interview.

I stedet henviser ministeren til ældreordfører Rosa Eriksen (M). Hun har ikke mulighed for at stille op til interview skriver hun i en sms.

34 år.

Så lang tid skulle der gå, før det lykkedes ordensmagten at finde frem til en mand, som nu er sigtet for at stå bag det bestialske drab på 23-årige Hanne With.

Den unge kvindes hals var skåret over, og hun havde talrige knivstik på kroppen, da Hanne Withs kæreste nytårsnat i 1990 fandt hende på stuegulvet i en pøl af hendes eget blod.

I løbet af de seneste tre årtier er mere end 150 mænd blevet afhørt i drabssagen. Dog uden held.

Det krævede nemlig nye retsgenetiske metoder, som forbedrer politiets muligheder for at benytte dna-spor i efterforskning, at finde frem til den 54-årige formodede drabsmand.

I Danmark bliver der gennemsnitligt begået 45 drab om året, og selvom langt de fleste mord bliver opklaret, er der stadig sager, hvor gerningsmanden endnu er på fri fod.

Her kan du blive klogere på fem af de mest opsigtsvækkende kvinde- og pigedrab i nyere tid, hvor ofrenes familier stadig mangler svar. Sager, der alle har det tilfælles, at de rystede Danmark.

En drabsefterforskning, hvor der rejses sigtelser efter mere end tre årtier, hører til undtagelserne i dansk kriminalhistorie. Men at der kan gå en vis årrække mellem en alvorlig forbrydelse begås, til den ender i en sigtelse og måske senere i tiltale og dom, er der dog eksempler på.

Det fortæller Frederik Strand, leder af Politimuseet i København.

Den aktuelle sag, hvor en 53-årig mand fra Randers er anholdt, sigtet og fængslet - men vel at mærke ikke dømt - for knivdrabet på den 23-årige narkoprostituerede Hanne With i en lejlighed på Fensmarksgade 39 på Nørrebro i København nytårsnat 1990, er udsædvandlig af to grunde.

- Det er trods alt meget specielt, at der rejses sigtelse 34 år efter en forbrydelse er begået, det er lang tid. Det, der gør denne sag yderligere usædvanlig, er den DNA-metode, der er benyttet, siger Frederik Strand.

Dermed sigter han til, at det er DNA fra en slægtning, der har ført frem til den mand, der tirsdag blev anholdt og sigtet, og onsdag varetægtsfængslet for drabet på Hanne With.

- Den metode er kun et år gammel i Danmark, og det er første gang, der bliver rejst en sag på baggrund af den metode, siger Frederik Strand.

Tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen mener, det er helt ekstraordinært, at der kan skrides til anholdelse af en mistænkt efter så mange år.

- Det er meget usædvanligt, at en cold-case ender med at blive varm efter så mange år. Jeg kan ikke huske noget lignende. Af de sager, jeg selv har været involveret i, er den længste periode på 13 år, siger han.

Det var hans første drabssag som del af Rejseholdet. En 41-årig kvinde var blevet dræbt på Aalborg Banegårds dametoilet i 1984, men efterforskningen sandede til og afslørede ikke morderen. Drabet blev først opklaret i 1997, da drabsmanden meldte sig selv.

- Hvis ikke han havde gjort det, tror jeg ikke, sagen nogensinde var blevet opklaret, siger han

At gerningsmænd melder sig selv er i øvrigt en af de tre mest almindelige måder, uopklarede forbrydelser alligevel opklares på.

- De to andre er, at forbryderne afsløres i forbindelse med, at de begår ny kriminalitet, og at de tekniske metoder forfines, hvilket netop kommer til udtryk i den sag, vi har nu, siger Bent Isager-Nielsen.

Hanne With blev dræbt i en periode - fra december 1989 til august 1990 - der var kendetegnet ved seks voldsomme kvindedrab.

Kun ét af dem har ført til opklaring og dom. Det er sagen om Amagermanden, som efter Frederik Strands mening er den sag, der mest minder om Hanne With-sagen.

Amagermanden er Marcel Lychau Hansens, som politi- og anklagemyndighed rejste sag mod i 2010, tyve år efter, han havde begået det drab, han blev sigtet for.

Det var voldtægtsdrabet på den da 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen. Den sag udviklede sig, så den også omfattede dommen for rovmordet på 73-årige Edit Louise Andrup i Valby i 1987 og for syv voldtægter i perioden 1995 til 2010.

- Den sag har to fællestræk med den nuværende. Der gik mange år, tyve år, inden han blev pågrebet for drabet på Lene Buchardt Rasmussen. Og det skete også på baggrund af DNA-spor, men efter den klassiske velkendte metode, siger Frederik Strand.

Politiet fandt det fældende DNA-spor, fordi han tabte et kondom efter en voldtægt af en 17-årig pige i et kolonihaveområde på Amager i 2010.

Blandt andre spektakulære, opklarede sager med en længere efterforskningstid er drabet på Karl Skomager i Viborg og drabet på den otteårige Conny Jakobsen i 1971 - et drab, der ligesom drabet på Hanne With blev begået i Fensmarkgade i København, i naboopgangen nr. 41.

Karl Skomagers rigtige navn var Karl Kristian Christiansen, som i 1964 forsvandt sporløst fra sit sommerhus i Navndup nord for Viborg. 12 år senere blev hans lig fundet nedgravet under sommerhusets terrasse, og gamle efterforskningsspor blev gennemgået på ny. Det førte frem til tre mænd fra hans arbejdsplads, som yderligere et år senere blev dømt for at have dræbt ham.

Drabet på Conny i 1971 blev opklaret fem år senere i forbindelse med drabet på en anden Conny, dog med en anden stavemåde: 15-årige Connie Lund Koue, der blev dræbt i en vaskekælder på Skelvangsvej i Randers 20. april 1976.

Da hendes drabsmand, Claus Berggren, blev afhørt, aflagde han også tilståelse om, at han fem år forinden havde slået den otteårige Conny ihjel i København.

I denne sag er der i øvrigt også et sammenfald med anholdelsen i forbindelse med drabet på Hanne With:  Claus Berggren boede i Randers.

Hvis den 53-årige mand fra Randers virkelig har begået det drab, han nu er sigtet for, vil det efter Bent Isager-Nielsens mening være et perspektivrigt fremskridt i efterforskningssammenhæng.

- I Danmark har vi generelt en opklaringsprocent, så det er ikke sådan, at vi har en lavine af uopklarede sager, som i de kommende år bliver afsluttet. Men vi vil nok se flere ældre drabs- og voldtægtssager, der opklares med slægtssammenligning af DNA-spor, siger han.

Det er den metode, der er blevet tilladt i Danmark. Hvis det, der kaldes slægtsforsknings-DNA tillades som metode, vil det nok også kunne mærkes i opklaringerne, mener Bent Isager Nielsen.

Slægtsforsknings-DNA bygger på DNA, som er sendt ind af mennesker verden over og ligger i en database

I sammenligningsmetoden holdes et DNA-spor, der er identificeret og ligger i politiets DNA-register, op mod et DNA-spor fra en anden, uidentificeret person. Hvis der er et slægtskab, vil det vise sig og kan føre til den uidentificerede person.

Det er den metode, der førte til anholdelsen af den 53-årige mand - hvis søns DNA - politiet var kommet i besiddelse af.

8. december indledte politiet ud fra denne DNA en række undersøgelse af den pågældende mand, der kunne styrke mistanken mod ham - blandt andet tidligere vidneafhøringer og hans soldaterophold i København på drabstidspunktet.

I DNA-registeret er i dag omkring 160.000 personer opført.

- Men et DNA-spor kan aldrig stå alene i en sag; der skal andre ting til. I det hele taget kan ingen sag føre til dom, hvis ikke der findes flere beviser eller indicier, siger Bent Isager-Nielsen.

Et DNA-spor kan være afsat af andre grunde og ved andre lejligheder end den forbrydelse, der efterforskes. Det gælder også i Hanne With-sagen, hvor blodspor på hendes bukser nu har ført til anholdelse af manden fra Randers.

- Teoretisk set kan hans DNA-spor være afsat dér af andre grunde, end at han har slået hende ihjel, selv om det måske kan forekomme usandsynligt. Der er også den mulighed, at nogen kan have anbragt det. Det er derfor, ingen beviser eller indicier kan stå alene. Der skal flere faktorer til, der peger i samme retning, siger Bent Isager-Nielsen.

Da Enhedslistens Rosa Lund for en uge siden så regeringstoppen fremlægge sit ældreudspil på et pressemøde i Kolding, fik et svar fra statsminister Mette Frederiksen hende til at fare op.

- Jeg synes, at det var langt ude, og jeg troede først, at jeg hørte forkert, siger Rosa Lund om sin allerførste og umiddelbare reaktion.

Sagen er den, at statsministeren på pressemødet som svar på et spørgsmål sagde, at der skal styr på kommunernes udgifter til borgere med psykiske og fysiske handicap, hvis man skal være sikker på, at den ekstra milliard, som regeringen med reformen vil prioritere til ældreområdet, faktisk kommer de ældre til gode.

- Det er klart, at vi alle sammen har et ønske om, at hjælpe de mennesker, der har de største behov. Det kan være støtte, det kan være hjælp og særlige uddannelsestilbud, sagde Mette Frederiksen og fortsatte så:

- Men vi bliver også nødt til i vores velfærdsøkonomi, når vi netop faktisk sikrer, at der er flere penge i økonomiaftalen, at det også kan mærkes i de brede grupper i vores samfund.

Og det er altså den udtalelse, som er faldet Rosa Lund så meget for brystet, at hun onsdag har bedt socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil gå i Folketingssalen og svare på, om hun synes, at det er fair, hvis det bliver børn og voksne med handicap, der med Rosa Lunds egne ord "skal bøde for regeringens underfinansierede ældreudspil”.

- Ældre skal have ordentlig velfærd, og mennesker med handicap skal have ordentlig velfærd, siger Rosa Lund.

Det er ikke længe siden, at finansminister Nicolai Wammen (S) havnede i strid modvind, efter at han ved fremlæggelsen af regeringens finanslovsforslag blev spurgt ind til kommunernes svære økonomi.

Her lød hans svar, at besparelserne i kommunerne blandt andet skyldes de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, der omfatter borgere med handicap.

Det er et problem, som kommunerne selv kraftigt har påpeget, fordi det presser den kommunale økonomi og de øvrige velfærdsområder.

Alligevel vakte Nicolai Wammens udtalelse harme og forargelse. Ikke mindst på de sociale medier, hvor hundredvis af mennesker under hashtagget #undskyldvierher harmdirrende delte deres personlige historier med handicap.

- Jeg synes ikke, at det er i orden. Nu får det specialiserede socialområde endnu en gang skylden for, at kommunerne ikke har nogen penge. Det synes jeg er omvendt og helt forkert, siger Rosa Lund efter fremlæggelsen af ældrereformen.

- Det rammer mig, fordi det som Nicolai Wammen gjorde den gang, og det som Mette Frederiksen gør nu, det er at give mennesker med handicap skylden for, at kommunerne ikke har nogen penge, siger hun.

Kritikken i efteråret fik Nicolai Wammen til at beklage.

- Jeg er rigtig ked af, at det af flere er blevet opfattet som en kritik af mennesker med handicap, og deres helt berettigede behov for gode tilbud, lød det fra finansministeren på Facebook, som også skrev, at han var meget berørt.

På trods af undskyldningen synes Rosa Lund fortsat, at regeringens retorik er problematisk.

- Det er jo fint nok, at han har sagt undskyld, men det ændrer ikke på, at finansministeriet og regeringen regner mennesker med handicap som en kæmpestor udgift, og det behøver de ikke at være, og særligt skal de ikke have skylden for kommunernes dårlige økonomi. De her mennesker har også rettigheder, siger hun.

Men det er vel ikke borgere med handicap, som regeringen giver skylden. Det er vel snarere den måde, som området bliver styret på?

- Jo, det er nemlig det. Og hvem er det, der styrer det område? Det er ikke de mennesker, det er Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. Pilen peger på dem, og derfor synes jeg, at det er så urimeligt, at de peger pilen på mennesker med handicap, siger Rosa Lund.

Men når man skal ud og finansiere velfærd – og i det her tilfælde ældrereformen – så skal pengene jo findes et eller andet sted?

- Det skal de nemlig, og der synes jeg, at de skal finde steder i samfundet, hvor der er flest penge, og det er ikke hos borgere med handicap.

Så den gruppe skal friholdes?

- Ja, jeg synes ikke, at man skal spille borgeres rettigheder ud mod hinanden, siger Rosa Lund.

På sidste uges pressemøde henviste Mette Frederiksen til, at regeringen netop er gået i forhandlinger med Kommunernes Landsforening, KL, om, hvad man kan gøre ved de voksende udgifter på handicapområdet.

- Man kan jo både sige, at det (området, red.) er underfinansieret, men man kan også sige, at der er nogle udgifter, der har fået lov til at vokse sig meget, meget store, uden at vi har kunne se, at den løftede kvaliteten. I hvert fald ikke en til en, sagde Mette Frederiksen til pressen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil inden deadline.