Oprindeligt fremgik det af artiklen, at Lægemiddelstyrelsen havde fået 10-15 anmeldelser om ulovligt Wegovy-salg i januar i år. Det var en fejl. Der er kommet 10-15 anmeldelser i 2023. Avisen beklager fejlen.

Med en pris, der kan overstige 3.000 kroner om måneden, kan Wegovy være en dyr fornøjelse.

Derfor kan det måske virke fristende at sælge overskydende Wegovy videre, hvis man har en dosis eller to liggende derhjemme.

Sådan er der tilsyneladende nogle danskere, der tænker.

På Den Blå Avis (DBA) har ulovlige salgsannoncer for Novo Nordisks populære slankelægemiddel taget fart. Især i løbet af de seneste tre-fire måneder. Det fortæller kundeservicechef for DBA, Lene Kristensen.

- Når vi læser ud fra annonceteksten, hvad sælgerne skriver, så er det primært: ”Jeg skal ikke bruge det, og jeg har lidt tilbage, så nu sælger jeg resten”, siger hun.

Den Blå Avis fjerner et par ulovlige salgsannoncer for Wegovy om måneden, anslår Lene Kristensen.

Hun tror, at de ulovlige annoncer bunder i manglende viden om, at det er forbudt at videresælge.

- Jeg tror faktisk ikke, at alle er bevidste om, at det er ulovligt. Når vi har slettet annoncen, informerer vi sælgerne om, at det er ulovligt. Og så oplever vi ikke, at sælgerne så opretter annoncen igen, siger hun.

- Jeg tror, det er ganske uskyldigt for de fleste.

Wegovy, der virker ved at nedsætte appetitten, kræver recept fra lægen.

Det er kun apotekerne, der må sælge receptpligtig medicin - og al handel med medicin på sociale medier er forbudt.

Som Avisen Danmark har beskrevet, er der dog vokset et sort marked frem for det populære vægttabsmiddel.

I 2023 har Lægemiddelstyrelsen fået 10-15 anmeldelser om ulovlige salgsannoncer for Wegovy og/eller Ozempic - et næsten identisk lægemiddel til diabetikere. De ulovlige annoncer er primært fundet på Facebook eller Den Blå Avis.

Lægemiddelstyrelsen har til avisen rost Den Blå Avis for generelt at være hurtige til at reagere og fjerne annoncerne for Wegovy, når styrelsen henvender sig.

Hos DBA fortæller Lene Kristensen, at salgsannoncerne typisk allerede fjernet, når styrelsen tager kontakt.

- Annoncer for Wegovy har virkelig høj prioritet for os for at fjerne hurtigt. Det er receptpligtig medicin, og det kræver altså en kvalificeret vurdering fra lægen, siger hun.

Hun peger på, at DBA monitorerer deres salgsannoncer på flere måder for at sikre, at svindel og ulovlige annoncer hurtigt fjernes. Herunder er der særligt fokus på salg af Wegovy, fortæller hun.

Desuden oplyser Lene Kristensen, at Wegovy-annoncerne bliver fjernet inden for to timer.

Kan I gøre mere for at få det hurtigere ned?

- Jeg tænker faktisk, de kommer hurtigt ned.

- Man kunne også lægge nogle forsinkelser på, hvor alle salgsannoncer bliver for eksempel 24 timer forsinket, fordi de skal tjekkes igennem af os inden. Men det skader den oplevelse, man har som køber og sælger. Så det er selvfølgelig en afvejning. Og jeg tænker faktisk lige akkurat med receptpligtig medicin – det er vi ret hurtige til at få fjernet, siger Lene Kristensen.

Hun peger på, at brugerne også selv har mulighed for at anmelde annoncer, hvilket sker.

Kan I se, om der er gået nogle salg igennem på de annoncer, før I har fjernet dem?

- Nej. Det kan vi aldrig se, fordi selve transaktionen mellem køber og sælger foregår uden for markedspladsen. Så vi har ikke mulighed for at se, om der er nogle af de her varer, der faktisk er blevet solgt, siger Lene Kristensen.

DBA er ifølge sin hjemmeside Danmarks største handelsplads med nye og brugte varer, og det har 370.000 aktive brugere om måneden. I 2022 blev der sat over 11 millioner varer til salg på DBA af private sælgere.

Regeringen vil med den kommende ældrereform af med regeltyranniet og det unødige bureaukrati.

Og det ser ifølge en ny analyse lavet af Wilke for interesseorganisationen Dansk Industri ud til, at der er en hel del af de ansattes tid, som kan blive frigivet, hvis den øvelse lykkes.

I analysen er et repræsentativt udsnit af de offentligt ansatte blandt andet blevet bedt om at vurdere, hvor meget tid, de bruger på unødigt bureaukrati.

27 procent svarer, at mere end 10 procent af deres dag går med administrativt arbejde, som egentligt godt kunne undværes.

- Den her analyse understreger, at når man hører de offentligt ansatte selv, så peger de på, at der ser et kæmpe potentiale for at få frigjort noget tid til at levere en bedre service og en bedre ældrepleje, hvis man kunne få mindsket den store mængde bureaukrati, siger Morten Granzau, der er vicedirektør og politisk-økonomisk chef i Dansk Industri.

Inden for ældreplejen vurderer de ansatte, at mindre bureaukrati vil kunne frigøre omkring en halv times ekstra arbejdstid hver dag.

Omregnet til årsværk vil mindre bureaukrati sammen med blandt andet mere digitalisering og bedre ledelse frigive, hvad der svarer til 5000-6000 årsværk alene i ældreplejen, og samlet 45.000 årsværk i hele den offentlige sektor, lyder vurderingen fra Dansk Industri på baggrund af analysen.

I øjeblikket indvier regeringen offentligheden i det kommende udspil til en ældrereform bid for bid, inden den fulde reform bliver præsenteret af regeringens tre partiledere og ældreminister Mette Kierkgaard (M) tirsdag formiddag på et plejehjem i Kolding.

Indtil videre står der klart, at regeringen vil mindske tilsyn og kontrol, indføre en såkaldt ”helhedspleje”, som skal gøre det muligt for de ældre at vælge mellem ydelser, men også om det er kommunen eller et privat firma, som skal stå for plejen.

Men en af de helt store udfordringer ved ældreplejen i fremtiden er, at der kommer til at mange medarbejdere.

En af regeringens egne fremskrivninger viser, at der i 2035 kan komme til at mangle op mod 15.000 social- og sundhedsmedarbejdere til at tage sig af syge og ældre.

Derfor er det så afgørende, at regeringen skeler til det store potentiale, der ligger i at skære ned på det administrative arbejde, siger DI’s vicedirektør.

- Analysen viser, at der er et kæmpe potentiale for at løse den mangel på offentligt ansatte, som man taler om, at der er på en række områder, ved at gøre tingene smartere, siger Morten Grantzau.

- Jeg synes, at det er slående og imponerende store tal, som de offentligt ansatte selv peger på. Altså at de i virkeligheden føler, at de render rundt og spilder deres tid en halv time om dagen på noget, der godt kunne undgås, hvis der var mindre bureaukrati, siger han.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, KL, som har afvist at medvirke i artiklen.

En af regeringens ambitioner med reformen er, at fjerne unødvendige regler og bureaukrati, og Avisen Danmark ville gerne have spurgt ældreministeren, hvordan regeringen vil sikre, at der bliver skåret ned på unødvendigt bureaukrati.

Det har dog ikke været muligt på grund af travlhed inden præsentationen af reformen, lyder det fra ministeriet.

69-årige Inge Møller Madsen fra Ringkøbing har gjort det, som mange nærmest kun kan drømme om, når mandag, pendling og madpakker atter står for døren efter weekend og ferier. Hun kvittede hamsterhjulet før tid og besluttede som 61-årig at lade sig pensionere for egne midler.

- Min mand er otte år ældre end jeg, og derfor har vi med banken haft flere samtaler om, at hvis vi havde lyst, så kunne det godt lade sig gøre, at jeg trak mig samtidig med ham, hvis jeg selv betalte for det. Og vi ville gerne have noget mere tid sammen og ud at rejse noget mere, siger Inge Møller Madsen.

På det tidspunkt var hun chefkonsulent på VIA University College, og da hun var en del af personaleledelsen, krævede jobbet ofte, at hun mødte ind på hovedkontoret i Aarhus.

Køreturen fra Ringkøbing til Aarhus på over 130 kilometer betød, at hun gerne skulle ud ad døren inden klokken 6 om morgenen for at undgå den værste myldretid på motorvejen ved Aarhus. Når hun havde genbesøgt samme strækning i de sene eftermiddagstimer, blev aftenen også tit brugt på at tjekke mails og forberede sig til næste dag.

- Der var ikke nogen, der satte min arbejdstid, men det blev bare hurtigt til mange timer, der var altid noget at rykke i, siger hun.

Selvom det for de fleste kan virke umuligt at gøre som Inge Møller Madsen rent økonomisk, har Avisen Danmark for nylig skrevet om, hvordan Dansk Arbejdsgiverforening er bekymret over, at antallet af danskere, der er gået på pension for egne midler, er fordoblet de seneste fem år.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, baseret på data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I 2018 var antallet af selvpensionerede danskere således 5.400, mens det hed 13.500 personer i 2022. Og det harmonerer skidt med et politisk fokus på at sikre en arbejdsstyrke, der kan opretholde en velfærdsstat med flere og flere ældre.

Tallene puster også nyt liv i debatten om danskernes arbejdsmoral, som både statsminister Mette Frederiksen (S) og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har været en del af.

- Man må holde sig for øje, at vi har bygget et samfund op, hvor det er helt afgørende, at rigtig mange af os går på arbejde hver dag, og at vi gør det frem til pensionsalderen, og gerne efter pensionsalderen, siger Jacob Holbraad, direktør for Dansk Arbejdsgiverforening til Avisen Danmark.

Det skaber dermed et større behov for at hente arbejdskraft et andet sted, understreger direktøren.

Inge Møller Madsens arbejdsmoral fejlede tilsyneladende ingenting. I den sidste periode af hendes arbejdsliv skete flere store omvæltninger på arbejdspladsen, der krævede mere af hende.

Og hun ville gerne gøre tingene ordentligt, som hun siger.

- Jeg er af generationen fra flinkeskolen, og det er selvfølgelig også derfor, at jeg kan have svært ved at sætte grænser for mig selv.

Imidlertid sagde kroppen fra og satte en grænse for den flittige chefkonsulent kort før selvpensioneringen. Dét blev en medvirkende faktor til at gennemføre beslutningen.

- Jeg begyndte at blive så træt på hjemturen fra Aarhus, at jeg ofte var tæt på at falde i søvn og har taget mig selv i "at være væk" en kort stund. Jeg måtte holde ind på rastepladser, køre med vinduet nede for at blive blæst igennem, og jeg fik også min mand til at ringe til mig for at underholde mig, siger hun.

I dag har hun svært ved at forstå, hvorfor hun ikke sygemeldte sig.

- Jeg var jo på grænsen til at være nedkørt, men jeg kunne slet ikke hæve mig op i helikopteren og se det oppefra, jeg havde kun tankerne på at komme igennem arbejdet.

Da hun stopper på arbejdsmarkedet, var det både befriende og mærkeligt ikke at skulle afsted hver morgen. Men trætheden fortsatte.

- Jeg sov uafbrudt de først to og en halv måned efter min pension. Jeg kunne sove når som helst, siger hun.

Det er store pensionsformuer og store friværdier i ejerboliger, som ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er hovedårsagen til, at flere kan pensionere sig selv. Det er også tilfældet for Inge Møller Madsen.

Med en månedsløn på omkring 50.000, begyndte hun af egen vilje i 00'erne at indbetale mere og mere til pension. På den måde lykkedes det ægteparret i flere år at få over 20.000 ind på pensionsopsparingen om måneden.

Samtidig ejer de både hus, sommerhus, bil og campingvogn uden væsentlig gæld til følge.

Folkepensionen måtte hun vente med, til hun blev 66 år, og efterløn gav ikke mening for hende, da den ville blive modregnet drastisk af den private formue.

At hun både kunne og havde besluttet sig for at kunne gå tidligere fra, holdt hun mest for sig selv.

- De fleste omkring mig troede, jeg var gået på efterløn, men hvis de spurgte ind til det, forklarede jeg, at jeg havde pensioneret mig selv. Det var der både nogle, der havde svært ved at forstå, mens andre var imponerede og ville vide, hvordan det kunne lade sig gøre, siger hun.

Da lønindkomsterne stoppede for ægteparrret i Ringkøbring for godt otte år siden, blev parrets indtægter godt og vel halveret.

- Det har kørt fint rundt. Vi har aldrig levet over evne på trods af høje lønninger, men vi er blevet mere opmærksomme på vores daglige forbrug, siger hun.

Til gengæld har parret brugt penge på at rejse en del sammen. Og så har der været god tid til de tre voksne børn, svigerbørn og samlet seks børnebørn.

- Jeg kan selvfølgelig godt have en frygt for, hvorvidt midlerne bliver ved med at slå til, men det har de jo gjort. Vi bliver også ældre og bliver nok ikke ved med at have et behov for at køre Europa tynd med campingvogn eller lignende. Og så har vi jo muligheden for at sælge vores værdier eller spise mursten, siger hun.

I takt med at Inge Møller Madsen fik sovet ud, og flere rejsedrømme blev udlevet med manden, begyndte energien at komme tilbage til pensionisten.

Det resulterede i, at hun har sagt ja til at være tilkaldevikar indenfor handicap- og psykiatriområdet omkring 20 timer om måneden. Her havde hun på et tidspunkt også et barselsvikariat på halv tid, og ellers går tiden gerne med frivilligt arbejde som navigator. Det er en person, der fungerer som støtte og bisidder til livstruende syge borgere i eksempelvis samtaler med sundhedsvæsenet og kommunen.

Har du nogensinde fortrudt, du gik på pension tidligt?

- Nej. Når jeg ser tilbage, er jeg meget taknemlig for det arbejdsliv og liv, jeg har haft og tror på, der stadig er meget godt tilbage.

Hvorvidt overvejede du at skifte til et mindre krævende job tættere på din bopæl i stedet for at lade dig pensionere?

- Jeg har tænkt på nogle gange, hvorfor jeg ikke magtede at søge et andet job. Det kan godt undre mig i dag, når jeg nu senere hen igen fik energi og lyst til mere. Men jeg var bare havnet et sted, hvor det var for hårdt at gå på arbejde dengang, siger hun.

Hvad tænker du om, at flere vælger at gå tidligere på pension som dig, mens der mangler arbejdskraft herhjemme?

- Jeg synes, det er svært. På den ene side er jeg opfostret med, at kvinder skal ud på arbejdsmarkedet, arbejde sig op og tage ledelsesansvar, men jeg synes også, det er barskt at presse alle til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Det lyder jo også til, at du har været for presset. Er det værd at blive på arbejdsmarkedet, hvis man har det, som du havde det?

- Nej, ikke til sidst. Men et arbejde kan betyde meget for ens selvforståelse og dagligdag. Derfor håber jeg, at flere arbejdspladser ser muligheder i at have medarbejdere, som går ned i tid eller på en anden vis kan beholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet, selv om de nærmer sig eller har nået pensionsalderen, siger hun.

Stigningen i antallet af selvpensionerede ses på tværs af alle uddannelsesgrupper. Blandt de selvpensionerede var den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder 62,3 år i 2022. Det svarer til knap fem år før den officielle pensionsalder.

På en villavej i Frederikssund gør Jakob Mizrahis hjem af en gul murstensvilla ikke meget væsen af sig udefra, men så snart du går ind ad hoveddøren, træder du ind i et univers af pastelfarver, genbrugsfund, håndlavede møbler og interiør i geometriske former og et væld af nøje udvalgte mønstre.

52-årige Jakob Mizrahi arbejder som møbeldesigner og skaber håndlavede møbler og interiør af træ, som han pakker ind i vinyl i forskellige farver og mønstre - for give et helt særligt udtryk og en helt spejlblank finish.

- Omkring 2015 og 2016 gik jeg i genbrugsbutikker og fandt nogle gamle Bo Bedre-magasiner fra 80’erne. Jeg åd artikler råt, da jeg var teenager. Pludselig genopdagede jeg det her 80’er-univers, jeg var helt vild med som ung, og kort tid efter begyndte jeg at eksperimentere med træ og vinyl, fortæller Jakob Mizrahi.

Hvad der begyndte med enkelte kreative projekter med træ beklædt med vinyl, som for eksempel en lysestage med pastelfarvede striber, er i dag blevet til en gennemført forvandling af de 108 kvadratmeter bolig, der leder tankerne hen på et farverigt 80’er-univers.

Her er skaktern på gulvene og zebrastriber langs væggene, og pastelfarver som tyggegummilyserød og nuancer af turkisblå går igen i hele huset.

Fra barnsben har Jakob Mizrahi haft en trang til at udtrykke sige kreativt, og selvom skabertrangen har drevet ham, lige så længe han kan huske, har han ikke altid fået afløb for den ved at designe og lave møbler.

- Jeg bliver totalt trist og deprimeret, hvis jeg ikke får lov til at være kreativ og skabe noget. Sådan har jeg altid været. Da jeg var lille, designede jeg fodboldtrøjer og biler, alt hvad der interesserede mig lige her og nu. Jeg kunne slet ikke lade være, og sådan har jeg det stadig, fortæller han.

Jakob Mizrahi er uddannet klassisk pianist med komposition som sidefag, og han har brugt størstedelen af sit arbejdsliv på at spille og undervise i musik. I begyndelsen designede og bygge han møbler i sit skur, men senere fik han et værksted uden for Frederikssund, og for et år siden gik møbelfremstillingen fra at være et hobbyforetagende til en fuldtidsbeskæftigelse, og han sprang ud som selvstændig på fuld tid.

- Jeg er en kæmpe nørd og megastædig, så ligesom med klaveret blev jeg bare ved, til jeg kunne finde ud af det. Det kræver også en vis stædighed at sidde seks timer om dagen og klimpre på det samme stykke og spille det forfra og bagfra, indtil det sidder. Med møbler er det lidt det samme, bare med nogle andre værktøjer, siger han.

Husets kombinerede køkken, spisestue og stue er hjemmets leverum, som prydes af en blanding af genbrugsfund og Jakob Mizrahis håndlavede borde, krukker og stole. Her er ethvert hjørne og møbel et blikfang af geometriske former, mønstre og nøje udvalgte farvekombinationer.

I køkkenet går de turkisblå og lyserøde nuancer fra stuen igen, og køkkenlågernes front er beklædt med zebrastriber, som Jakob Mizrahi nøjsomt selv har skåret ud i hånden. Køleskabet er klædt i skaktern, og med en isterningemaskine i lyserød og mintgrøn kunne man et øjeblik være i tvivl om, hvorvidt man står på en villavej i Frederikssund eller en amerikansk diner.

- Køkkenet er noget af det, der har taget allerlængst tid. Det hele er beklædt med vinyl, også sådan noget som emhætten. De er jo generelt bare kedelige, og den her var af rustfrit stål, så den skulle selvfølgelig også have en tur, fortæller Jakob Mizrahi med et smil.

Både i sin personlige indretning og i sine design finder Jakob Mizrahi blandt andet inspiration i Memphis Milano, der med sit farvestrålende og postmoderne udtryk var et af 80’ernes indflydelsesrige møbelhuse.

I sine egne design inspireres Jakob Mizrahi af alt fra ikoniske 80’er-klassikere til tilfældige opslag i sit Instagram-feed, og han oplever ofte, at en idé i løbet af den kreative proces ender med et helt andet udtryk end først tænkt.

Det at kunne udtrykke sig kreativt og eksperimentere med farvekombinationer, dyreprint, alverdens mønstre og geometriske former er er af højdepunkterne for Jakob Mizrahi, men der er særligt én ting, der er vigtigt for møbeldesigneren.

- Jeg vil gerne have, at det skal være en blanding af et møbel og et værk, men det er utrolig vigtigt for mig, at der også skal være en funktion, siger han.

I Jakob Mizrahi Furniture tæller produktsortimentet blandt andet borde, lamper, bogreoler og spejle, der alle er håndlavet i træ og beklædt med vinyl i forskellige farver og mønstre, men han laver også møbler og interiør på bestilling, hvor kun fantasien sætter grænser.

- Hver gang jeg laver noget til en kunde, tænker jeg: ”Den dér ville jeg gerne selv have haft.” Det er lidt ligesom at skille sig af med sin lille baby hver gang, for jeg har brugt så lang tid på det, siger han.

Jakob Mizrahis møbelforetagende er stadigvæk forholdsvis nyt, men hans følgerskare på Instagram er vokset støt de seneste par år og tæller både personer fra Danmark og udlandet. Siden opstarten har Jakob Mizrahi blandt andet bygget en påklædningsskærm og en sengeramme med indbygget natbord på specialordre til to amerikanske kunder.

Selvom der også er danske følgere og kunder, der er begejstrede for hans farverige møbler, er det hans indtryk, at de generelt skal tage lidt mere tilløb for at inkorporere så farverige møbler i deres indretning.

- Det er svært at bryde igennem, for i Danmark er mange lidt mere konservative, når det kommer til design. Måske på grund af vores møbeltraditioner. De sidste 10-15 år har der været en periode, hvor alt skulle være neutrale farver, men omkring 2020 kom der et skifte, hvor der gerne måtte komme lidt mere farve på, og det synes jeg er virkelig fedt, siger Jakob Mizrahi.

Jens Albinus har en kaffekop i hånden og en gulerod i munden. Den gør det ud for en cigar, som han står der ved siden af Lars Brygmann og kigger langt ud over, hvad der engang vil være publikum, men i dag er instruktør, forestillingsleder og sufflør.

På en opslagstavle bag klapborde med manuskripter og snacks, tasker og overtøj hænger print af guldaldermalerier, som Brygmann i rollen som Herming praler med.

Den jødiske Levin, spillet af Albinus, og hans hustru i skikkelse af Bodil Jørgensen er på besøg hos deres datters kommende svigerforældre. Men der er både religiøse og familiære forhindringer, der skal overkommes, inden noget ægteskab kan indgås.

”Indenfor Murene” af Nathansen fra 1912 er ikke bare optaget i den danske kulturkanon, det er formentlig også den forestilling, der er spillet oftest på Det Kongelige Teater.

Denne gang er det teatrets skuespilchef, Morten Kirkskov, der sidder i instruktørstolen - i form af en blå kontorstol - foran nogle af landets bedste skuespillere, der er ved at få replikkerne og musikaliteten i teksten på plads.

Det er allerede sjovt, godt hjulpet af guleroden, og rørende, selv om de afbryder sig selv og beder om stikord fra suffløren, når de har glemt replikkerne.

- Det er en forestilling, der kræver nogle stærke spillere. Castet er helt afgørende, fordi det er så ikoniske roller. Det er skidegode roller, men det er ikke alle, der kan spille dem, så det er et puslespil, der skal gå op, og det er noget af det første, der skal på plads, når man arbejder med sådan et stykke, siger Morten Kirkskov, der har været skuespilchef på Det Kongelige Teater i 10 år her i 2024.

På den tid er han blevet kendt som den chef, der fyrede Kirsten Olesen (opfattet som en helligbrøde) og samtidig nedlagde ensemblet af fastansatte skuespillere, indførte musikteater og musicals og begyndte at lave børneforestillinger med den helt store magi på den smukke, gamle scene. Han har gjort Det Kongelige Teater mere alsidigt og mere tilgængeligt. Men ikke mindre elitært.

- Elitært er ikke noget dårligt ord. Det er bare blevet misbrugt. Elitært betyder, at noget er på et højt plan, og som der ikke er mange, der kan være med til at skabe eller udføre. Gør det ikke bare fornøjelsen for dem, der overværer det, desto større? spørger han og fortsætter:

- Vi skal ikke lave højrøvet og selvhøjtideligt teater, vi skal lave det bedste teater med de bedste skuespillere. Det skal være eksklusivt på den måde, men ikke uforståeligt eller ekskluderende. Noget af det, jeg har lært i den tid, jeg har været her, er balancen mellem at række ud til nye mennesker og samtidig holde fast i, at vi laver kunst, siger han.

Teatret skal sige noget

Morten Kirkskov sidder med helt ret ryg og fokuseret blik. Bider i kuglepennen, inden han skriver nogle noter på sin blok. Lige foran ham står skuespiller Emil Prenter og råber spyttende ord ud. Der er høj energi og noget på spil for hans karakter, den jødiske søn Hugo, her i fjerde akt. Konflikten er tilspidset. Den kristne familie og den jødiske kan ikke mødes om deres børns kærlighed, fordi de hver især står stejlt på deres egne opfattelser.

- Det er normalt en kliché at sige, at noget er evigt aktuelt, men i det her tilfælde er det rigtigt. Det er måske også mere aktuelt, end vi troede, da vi planlagde at spille det. Men man skal også passe på ikke at læse for meget ind i det. Stykket handler ikke om Israel og Palæstina. Israel var slet ikke opfundet, dengang Nathansen skrev det. Men det sætter alligevel fokus på alt det, vi snakker om - nemlig, hvad er det, der forhindrer os i at komme videre i forening? Så det tydeliggør nogle ting. Og det, der sker ude i verden, minder os kun om, hvor stærkt stykket er, siger instruktøren.

- Det skurrer måske mere i ørerne, når en af karaktererne siger: ”Jeg kan ikke lide jøder.”?

- Jeg tror helt klart, at publikum vil lytte anderledes til samme forestilling. Og når Hugo siger ”Der er jo en åbning på vej derude”, kan man godt blive i tvivl, om den ligger lige om hjørnet, ikke? siger han.

- Er det vigtigt for dig, at teatret og samfundet på den måde smitter af på hinanden? At samfundsmæssige aktuelle emner også har en plads på teatret?

- Ja, men jeg bryder mig ikke om en-til-en teater. Men det er klart, at teatret skal jo altid sige folk noget nu og her. Det er også derfor, vi har skabt en scenografi, der er noget anderledes end den, Nathansen beskriver detaljeret med hylder med bøger, lamper, stearinlys og klunkemøbler. Vores forestilling skal ikke være materiale til en afhandling om, hvordan en jødisk familie boede i 1912 i København. Den skal handle om menneskelige relationer, om menneskelige dilemmaer, og hvordan de rammer os i dag, siger han.

I stedet har de fritskrabet teksten, og ladet rammerne være runde mure, der i kvarte cirkler kan køres rundt på scenen og danne rum om fortællingen.

- Du kan jo se, at skuespillerne skal arbejde lidt mere for det. De får bare nogle hårde stole af pinde. Der er ikke noget blødt. Der er ikke en sofa, de kan ligge og græde i. Og mit håb er selvfølgelig, at man ikke vil savne det. At der ikke er nogen i publikum, der tænker, at det kunne være dejligt med en klunkesofa på scenen, siger han.

Et åbent teater

Den 60-årige skuespilchef er selv uddannet skuespiller. Han har også både undervist i skuespil og været teaterdirektør i Aalborg, inden han kom til Det Kongelige.

Kirkskov fik sit folkelige gennembrud i komedien ”En kort, en lang” fra 2001, men du kan også have set ham i tv-serierne ”Borgen” eller ”Arvingerne”. Eller have læst eller set filmatiseringen af hans delvist selvbiografiske roman ”Kapgang” om opvæksten i Sdr. Omme, der ligger lige på grænsen mellem Syd- og Midtjylland.

Men nu er hans opgave at trække flere mennesker ind i landets fornemste teater. Uden - understreger han - at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet.

- I bund og grund handler det om, at man bliver nødt til at fortælle en god historie. Og fortælle den godt, siger han.

- Men vil man ikke altid sige, at man har gjort det herinde?

- Jo, men der er stadig i dansk teater rester af at spille noget, bare for at spille det. Hvor nødvendigheden måske ikke er så stor. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg har det princip, at hvis jeg kommer ind og ser noget her, hvor jeg er chef, og jeg ikke forstår en skid af det, så fortæller jeg det. Jeg blander mig ikke i, hvordan man arbejder, instruerer og spiller, men hvis jeg føler mig udenfor, er jeg måske ikke den eneste. Der skal være større tilgængelighed, og man skal vide, at man ikke behøver særlige forudsætninger for at få en god oplevelse i teatret, siger han.

- Skal det være mere folkeligt?

- Det kommer an på, hvad man mener med folkeligt, men vores repertoire er blevet mere åbent. Vi tilstræber stadig en høj kunstnerisk kvalitet, og jeg tror ikke, at den er blevet mindre på nogen måde. Ambitionen er slet ikke mindre, end da man havde et ensemble på 35 skuespillere. Tværtimod tror jeg, at den er blevet større. Jeg har jo nedlagt … eller jeg startede med at lave et ensemble på 10 mænd og 10 kvinder. Det var også noget nyt, siger Morten Kirkskov.

- Men du er også blevet beskrevet som den skuespilchef, der fyrede Kirsten Olesen. Og med den beslutning altså nedlagde den allersidste del af ensemblet, der ellers har været på Det Kongelige Teater?

- Ja, det er jo sådan en livstidskontrakt, så hvis hun ikke sagde den op, var jeg nødt til at gøre det. Og så er det jo en opsigelse. Men hun arbejder her stadigvæk som freelancer.

- Hvad har det betydet ikke at have en fast gruppe, men i stedet 70-80 skuespillere igennem på en sæson?

- Det betyder, at det er nemmere at caste til forskellige forestillinger og roller. Og det er nemmere at tilgodese diversitet. Det betyder, at vi kan starte med at vælge stykket, fordi det er et superfedt stykke, og ikke starte med at sige, vi har de her skuespillere til rådighed, hvad kan de egentlig spille? Så man starter med indholdet. Og så finder man dem, der kan formidle det bedst muligt. Det er en fordel, siger han og tilføjer:

- Det gør, at vi kan tiltrække nogle af de helt store skuespillere, som måske ikke ville være en del af et ensemble, fordi de laver andre ting, film og tv også. Så det med at præsentere nogle af de store stjerner, det er lettere. Og så giver det en bredere diversitet.

- Nu hvor vi taler om diversitet og om stykket ”Indenfor Murene”, går du så op i, om skuespillerne, der spiller for eksempel jøder, er af jødisk afstamning? Der har været meget snak om Helen Mirren, der spillede Golda Meir. Eller om Bradley Cooper, der spillede Leonard Bernstein, og størrelsen på hans næse?

- Det der med at ringe op til folk og spørge, ”altså, er du jøde - for ellers kan du ikke være med i stykket?” ”Eller er du homoseksuel? Vi tænker på dig til ...” Og hvis de ikke er, så ”ja, så kan vi ikke bruge dig”. Det holder ikke i mine ører. Fordi det er kunsten, der er det vigtigste. Det er historien, der er vigtigst. Jeg ved godt, at nogen vil sige, at jeg er en hvid mand på 60 år med privilegier. Da jeg lavede et ensemble med lige dele mænd og kvinder, og vi havde et dramaturgiat med tre kvinder og en mand, og jeg sagde, at jeg var stolt af, at det gik godt med ligestillingen, fik jeg også at vide, at det kunne jeg ikke udtale mig om, fordi jeg var en hvid mand med blinde vinkler. Det kan godt være, at jeg aldrig kommer til at vide, hvordan det er at flygte som femårig fra Iran, men hvis jeg interesserer mig nok for det til at sætte mig ind i det, kan jeg godt instruere en anden i at spille det.

- Hele diskussionen om Helen Mirren som Golda Meir har været stor i USA. Hvis man spørger jøder i Israel, er de jo stolte af, at en af verdens bedste skuespillere skal spille en vigtig person fra deres historie. Selvfølgelig vil de ikke hellere have en ukendt skuespiller, der ikke er i stand til at kaste lys på det emne. Men sådan er det med talent. Talent er skideuretfærdigt og udemokratisk, siger Morten Kirkskov.

- Så det er igen hele tiden tilbage til, at du vælger folk ud fra, hvad de kan, og deres talent?

- Jo, det gør jeg. Når vi ved, hvad for nogle historier, vi skal fortælle, vælger vi de bedst mulige, siger han.

Skuespillerne har sat sig i en rundkreds. Efter gennemspilningen er det tid til noter fra instruktøren. Der er kort tid, inden arbejdsdagen er ovre klokken 16, så det bliver nogle overordnede betragtninger til hver enkelt. Om at få fat i følelserne. Om at finde sin vej rundt mellem stolene på scenen. Eller om at holde intensiteten. Det er stadig tidligt i prøveforløbet, så karaktererne er langsomt ved at finde deres form.

- Jeg kan godt lide rundkredsen. Altså, der må ikke gå paneldebat i det, men det er skuespillerne, som skal opfinde deres roller selv. Min fornemste opgave er at få skuespilleren selv til at få idéerne. Fordi så forstår de dem med det samme. Jeg kan sidde og tegne og fortælle nok så længe, men hvis de ikke forstår, hvad jeg snakker om, kommer det ingen vegne. Jeg prøver egentlig så vidt muligt bare at give nogle stikord, siger han.

Det er fjerde gang på de snart 10 år i chefstolen, at Morten Kirkskov instruerer en forestilling. Han har også selv spillet med i to. For at holde sig varm. Og egentlig fordi han ikke kan lade være. Derudover giver det den fordel, at han finder ud af, hvordan hele produktionsapparatet kører.

- Det er en måde for mig at se, hvad man møder, når man spiller eller instruerer her på teatret. Hvordan det fungerer, hvor hurtige kommandovejene er. Det er vigtigt for mig som chef at vide, hvad jeg udsætter andre for, siger han.

- Har du lært noget helt konkret af det eller lavet ændringer på grund af det?

- Ja, men jeg ved også godt, at de andre agerer efter, at det er chefen, der er på arbejde. Det er først nu, hvor jeg har været chef i mange år, at jeg er ved at fatte, hvad det handler om, fordi jeg tænker ikke selv på det. Men det er noget med at have fingeren nede i jorden, ikke?

- Nu har du snart været chef her i 10 år - hvad vil du gerne opnå på teatrets vegne?

- Jeg vil gerne introducere endnu flere mennesker til kunst. Jeg tror, at kunsten bliver vigtigere og vigtigere, fordi den tilbyder os - ligesom stykket ”Indenfor Murene” gør - at se nogle andre muligheder i livet. Det åbenbarer valgmuligheder, vi ikke vidste, vi havde. Jeg har da også drømme om forestillinger, jeg gerne ville lave, men det er på et mindre plan. Jeg er nok lidt færdig med de der drømme om, at vi skal være de største og bedste i verden. Altså den slags visionsformulering, som jeg har lavet i mine ansøgninger til denne stilling. Om at det skal være superliga. Og lige pludselig bruger man fodboldmetaforer, som man aldrig har brugt, og selv om man ikke interesserer sig for fodbold. Den slags varm luft bryder jeg mig ikke om, siger han.

- Når du nu vælger dig selv til at instruere eller spille med i en forestilling, giver du så dig selv de bedste opgaver, eller fylder du huller ud?

- Det er jo faktisk et sted, hvor jeg godt kan se, jeg er privilegeret, fordi jeg kan give mig selv de muligheder. Når jeg spiller med i ”Arven”, som Thomas Bendixen instruerer, er det fordi casteren sagde, at der var en rolle, der passede perfekt til mig. Og da jeg læste manuskriptet, kunne jeg godt se, hvad hun mente. Derfor var der ikke nogen tvivl om det. Nu instruerer jeg ”Indenfor Murene”, og det kan da godt være, at der var andre, der gerne ville det. Men jeg havde en god idé. Og ikke fordi det er ”mit teater”, men jeg synes da godt, at man må mærke, at det er mig, der er den, siger Morten Kirkskov.

- Er det så, fordi du er den bedste til at fortælle den gode historie, som du siger, du selv vælger ud fra?

- Det er et godt spørgsmål, for den bedste er jo et vidt begreb. Men jeg håber, at man til premieren vil opdage, at jeg har gjort det meget godt, siger han.

- Er det det tætteste, jeg kan komme på at få dig til at svare på, om du er den bedste til jobbet?

- Ja, det er det. Længere kommer vi ikke, jeg er jo trods alt fra Jylland.

Han smiler.

En stor kuppel tårner sig op mellem de gamle, røde museumsbygninger ud mod Sølvgade i København. Den kan ses på afstand.

Men bortset fra det, er området omkring Statens Naturhistoriske Museum - mellem Statens Museum for Kunst og Botanisk Have - fortsat en lukket byggeplads omkranset af gule og grønne hegn, der pirrer nysgerrige blikke, der fortsat må vente lidt endnu.

Men ikke længe.

Vejdirektoratet, som er bygherre på det nye og udvidede museum, er nemlig ved at lægge sidste hånd på byggeriet, der skal samle Zoologisk Museum på Østerbro med det forhenværende Geologisk Museum under ét tag på Øster Farimagsgade.

- Vi kan se frem imod, at vi er klar til at aflevere i løbet af foråret 2024. Og det er jo stort efter at have været i gang i så mange år. Det, som vi afleverer, er jo kun rammerne til museet. Museet skal så fylde rammerne ud og sætte udstillinger op, siger Hanne Alrø, projektchef hos Vejdirektoratet, der er bygherre på museet.

Der var officielt byggestart 3. maj 2019, og snart kan Københavns Universitet omsider fylde det nye museum med mere end 14 millioner naturhistoriske genstande. Alt sammen for at invitere publikum ind i fortællingen om livets oprindelse og udbredelse i omgivelser, der er som skabt til at fortælle.

Allerede ved indgangen, er det meningen, at man skal få en fornemmelse af, at det ikke er et kunstmuseum, man skal ind og besøge.

Et bakket landskab ved indgangen skal lede tankerne hen på istiden, og store ovale vinduer, hvor publikum kan kigge direkte ned i museets underjordiske sale, skal illustrere smeltevandssøer.

'Smeltevandssøerne' fungerer som ovenlys i de underjordiske sale, der bugter sig i runde, organiske former godt 15 meter under jorden og giver et udstillingsareal på 7000 kvadratmeter.

Byggeriet har haft en budgetramme på 1,2 milliarder kroner, men har ført en del ekstraarbejder med sig, oplyser Vejdirektoratet. Men ikke så meget, at budgettet er overskredet med mere end 10 procent - i så fald skal der forelægges et nyt aktstykke til politisk vedtagelse.

Museet er finansieret af Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Det Obelske Familiefond, Københavns Universitet og staten.