Det er vinterferie, og det betyder, at Folketingets kalender har været top for møder i salen, samråd og udvalgsmøder. Men det betyder bestemt ikke, at alle politikerne har kunnet holde fri.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har kæmpet med at håndtere den frygtelige sag fra Borup Skole nær Køge, hvor elever i de små klasser har udsat andre elever for krænkende adfærd.

Derudover har regeringen og Danske Regioner lavet en aftale om, at kvinder og par allerede fra oktober i år kan få op til seks reagensglasforsøg på offentlige fertilitetsklinikker.

Ved ankomsten til et to dages møder i Natos hovedkvarter i Bruxelles kunne forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i denne uge slå fast, at Danmark endelig lever op til Natos målsætning om at bruge to procent af BNP på forsvar.

Men der er også sket andre ting i dansk politik i ugens løb, og Ida Meyer, Avisen Danmarks politiske reporter, giver dig overblikket her.

Jeg trækker mine overfyldte og alt for tunge tasker efter mig.

Jeg er journalist og har slæbt kameraudstyr, stativ, lamper og forskellige mikrofoner med til en historie, jeg ikke længere skal lave.

Sveden kravler ned ad mig.

Sidste vinter mødte jeg en gademusikant lige her – i New Orleans.

Vi har chattet sammen i flere måneder. Om livet. Hans og mit. Om forskelle og ligheder, om hans frihed og min rastløshed. Om at tomle gennem USA og hoppe på godstoge som blind passager. Om stoffer, hjemløshed og utryghed.

Vi aftalte, jeg skulle komme og lave en historie om alt dét. Men nu, hvor jeg er her, kan jeg ikke få fat på ham. Han har ghostet mig. Lader som om, jeg ikke findes. Og jeg er rasende.

Jeg sætter mig på en bænk på Jackson Square.

Kulturen er en sær gumbo af turister, der vælter rundt på Bourbon Street, som var det Jomfru Ane Gade.

Hekse, spøgelser, vampyrer, Mardi Gras, barbecue, crawfish og jazz. Og ikke mindst gademusikanterne og poeterne. Det var dem, jeg ville fortælle om.

Jeg var fascineret af de unge mænd og kvinder, der rejser rundt i slidt og beskidt tøj med intet andet end deres instrumenter under armen og før eller siden lander i New Orleans.

Jeg havde leget med tanken om at blive længere denne gang. Og forsvinde. Sammen med dem. Vi skulle hoppe på et godstog, spise dåsetun og drikke øl i dagevis, mens vi så det amerikanske landskab glide forbi os som drømme.

Jeg er begyndt at læse rejseromanen On the road fra 1957 af beatnikken Jack Kerouac. Karaktererne mæsker sig i sex, stoffer, jazz og poesi på landevejen. De vælger den trygge tilværelse fra. Det samme gør flere og flere i dag - i virkelighedens verden.

Èn ting er, hvordan vi ser os selv, indretter os i parforhold og etablerer familier. Dertil kommer de bevægelser, der blev født under corona-krisen.

Som en tsunami fik "The Great Resignation" medarbejdere verden over til at sige deres jobs op. Det blev forklaret med uoverskuelige forventninger, manglende fleksibilitet og dårligt arbejdsklima.

Siden opstod "Quiet Quitting". Pludselig ville medarbejdere kun lige gøre det, de var ansat til. Ikke mere. Ikke mindre.

På sociale medier er der mange, der slår et slag for en mere afbalanceret livsstil med et job, der ikke kræver så meget – og hvor man ikke behøver at investere sig fuldt ud.

Det står i skærende kontrast til vores præstationskultur, og statsministerens udtalte ønske om, at vi skal arbejde mere i velfærdsstatens tjeneste. Mette Frederiksen citerer flittigt Thorvald Staunings ord om, at "uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender, og ved flid og arbejde kommer de enkelte frem."

Jeg plejede at arbejde i modebranchen og har vænnet mig til at drikke mig fuld i naturvin på dyre restauranter med mine succesfulde venner i start-30’erne. Mens vi beklager os.

Nogle gange kan jeg godt savne dem, vi var engang. Før ægteskaber, realkreditlån, jobs, designermøbler og bomuldshunde. Inden mit liv blev til en stille symfoni af forstadsliv med hækkeklipning og ukrudtsbrænding.

Det hele er så familiært, så fint og firkantet.

Jeg føler mig fanget i rutiner uden variation. Hver dag starter ligesom bare forfra.

Alle omkring mig gjorde det, vi skulle. Vi tog en uddannelse og hastede ud på arbejdsmarkedet. Vi fik 1,7 børn i gennemsnit og købte kopper fra Studio Aarhus, Boston-sandaler og etplanshuse med lofter af Troldtekt, fordi det skaber god akustik.

Jeg er gået i næsten lige linje fra 9. klasse til gymnasiet til universitet til arbejde. Jeg havde ét sabbatår, som jeg brugte på en tankstation. Jeg fik mit første job én måned efter, jeg stod med mit eksamensbevis. Med det samme blev jeg en af konkurrencestatens trofaste soldater.

Jeg føler, jeg har brug for at indhente noget. Måske fordi jeg var enhver undervisningsministers våde drøm. Jeg vil gerne kunne droppe det hele og bare leve fra godstog til godstog.

Også derfor er jeg i New Orleans.

Jeg møder ham første gang i aftenens neonlys på Frenchmen Street. Han sidder i en stank af røg, pis og barbecue med en iste i hånden. Der er alkohol i den selvfølgelig. Han taster på en skrivemaskine.

Grounscor, siger han, han hedder. Med karakteristiske tatoveringer, en næsering, et amish-agtigt skæg og en grøn hanekam er han ikke typen, man lige overser.

Han lever af at skrive digte "that will make you cum". Det er i hvert fald det, hans papskilt lover.

Det fungerer sådan, at folk dukker op, beder ham om at skrive et digt om en given ting, og så gør han det lige dér. Som en karikatur-tegner på en charterferie, bare med digte.

Du kan betale med håndører, mad eller stoffer, forklarer han. Vi taler længe. Og så sker det. Et sted bag mig er der en hånd, der tager hårdt fat i mit hår. Og verden forsvinder et øjeblik.

Jeg ser folk springe op. Turister, der med bange øjne ser på. Jeg er lammet og i chok.

Det er så uvirkeligt. Det må være en dårlig filmscene. Jeg mærker noget skarpt mod min hals, og i et øjeblik tænker jeg: "Okay, det var det, nu får jeg halsen skåret over og kommer til at bløde ihjel".

En af Grounscors venner sparker vildt ud i luften og rammer personen, der har fået fat i mig. En skaldet kvinde. Til sidst giver hun slip og stikker af.

Hun taber sin taske på vejen. Jeg mærker febrilsk efter på min hals. Der er ikke noget blod. Men den er øm. Min krop ryster, det hele ryster. Vennen samler tasken op. Den er fyldt med brugte kanyler.

Jeg skal kaste op. Nogle af de andre kan genkende kvinden. De siger, hun er en misbruger, politiet ofte har fat i.

Nu gør min hals mere ondt. Har hun lige stukket mig med en brugt kanyle? Hvorfor? Var den inficeret? Jeg ser mig selv udefra.

Jeg har høje hæle på, en ren, hvid skjorte, sorte lædershorts og læbestift. Jeg skiller mig ud fra poeterne. Eller det gjorde jeg. Var det mon derfor?

Måske er det her, det begynder - at jeg bliver en del af deres miljø?

Jeg rejste til New Orleans for at forstå og skildre livet som omrejsende gademusikant. Min første og eneste aftale gik i vasken, og nu banker en anden historie sig på. Spørgsmålet er, om jeg er blevet smittet med HIV?

Næste dag er min hud brudt og hævet. Jeg går ud igen. Jeg må finde min redningsmand, Grounscors ven Sharky. Sige tak.

Men jeg støder kun på Grounscor. Foran Rouses Market på Royal Street. Hovedgaden i French Quarter, hvor halvfulde og musikliderlige turister står i kø for at tage Instagram-venlige billeder foran franske altaner.

- Hvordan går det med din hals? spørger han.

Da jeg viser ham mærket, løfter han op i skjorten og blotter lyserøde ar fra et liv på kanten.

Jeg har pludselig en krigshistorie og bliver inviteret indenfor i en særlig kreds. Sharky har reddet mit liv, svirrer rygtet på gaden.

Jeg sætter mig ned på fortovet ved siden af Grounscor og betragter ham. Hans lange, smalle fingre danser larmende over skrivemaskinens bogstaver.

- Jeg vil fortælle dig alt, undtagen mit rigtige navn.

- Jeg siger det om fem år, fortsætter han.

I virkeligheden er jeg ligeglad. For mig kan han være, hvem han vil.

- Mine forældre skændtes hele tiden, og min far var i fængsel, da jeg voksede op, fortæller han.

For en stund boede Grounscor hos sin bedstemor, men hun var ifølge ham en racistisk irsk katolik, så det var ikke meget bedre. Og der gik alligevel ikke lang tid, før hun tvang ham til at flytte hjem igen.

Som 17-årig blev han taget i at ryge hash. Grounscor beretter om, hvordan hans far ringede til politiet og smed ham ud. De næste år brugte han på farten i Cleveland og sov på sofaer, dørtrin eller i forladte bygninger.

- Jeg har levet et hårdt liv. Jeg lejede mig ind hos en gut, der truede mig med en pistol og stjal alle mine ting. Jeg mistede alt og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Grounscor forholder sig ikke til boligindretning eller fastforrentede lån. Han forholder sig til livet lige nu.

- Jeg er bange for, politiet fucker med mig, skyder mig, tager mine ting eller smider mig i fængsel, fordi jeg ligner en hjemløs. Jeg er bange for, andre mennesker bliver voldelige, fordi de ikke forstår mig.

Jeg tror, jeg forstår ham. Forstår den grå hud, de mørke rander og det hjemsøgte udtryk. Man bliver brugt over tid.

Grounscors liv er tydeligvis ikke kun frihed og ubekymret uafhængighed. Hans frygt for politiet og andre mennesker bekræfter samfundets opfattelse af folk som ham, der lever fra hånden til munden.

Han fortæller om, hvordan han bliver nægtet betjening i butikker og restauranter, fordi han ser ud, som han gør. Som om hans penge ikke er gode nok.

Det får mig til at tænke på, hvor privilegeret jeg er i min egen søgen efter frihed. Jeg bliver normalt ikke set skævt til. Eller det gjorde jeg måske netop her i starten af de andre musikanter og poeter, fordi jeg skilte mig ud og så for fin ud.

Selv forsøger Grounscor at være overbærende og tolerant - altså så længe det ikke kommer til de rige.

- Fuck the rich, udbryder han.

Han har ikke noget problem med at tage fra de rige. Engang fik han endda 100 dollars for at hænge ud med den her ensomme yuppie-gut en hel dag. Det var inden, han fik stukket en banjo i hånden.

- Har du har aldrig overvejet at leve på den lette måde? spørger jeg.

- Den lette måde?

- Få et job, tilføjer jeg.

- Det er ikke let at have et job, siger han.

- Nej, men måske mere sikkert.

- Det er ikke sikkert. Der er regler. Der er mure og vægge omkring én, og der er kun én udgang. Jeg prøver at fjerne labyrinten og siger til de venner, der ikke tror, de kan komme ud: "Sig op, og find dét, der gør dig glad".

Jeg vil gerne give ham ret. Men jeg ved også, vi taler fra to vidt forskellige steder. Jeg har også lyst til at rive min tilvoksede labyrint ned, men noget i mig er skolet til at sige: "Jamen, hvad så, når ens ryg begynder at gøre ondt, og man ikke har sparet op til pension?"

Grounscor lader til at være ligeglad. Min lette måde at leve på findes alligevel ikke for ham.

Han har - undskyld udtrykket - "kun" en uddannelse fra high school og kan ikke vinde et af de der gode jobs med en fed hyre, sygeforsikring og ti procent pension oveni.

Det virker også som om, han ikke slet kan se sig selv blive gammel.

- Jeg løber ikke væk fra noget længere. Jeg løber heller ikke mod noget.

Jeg spørger ham, om han føler sig fri.

- Nogle gange.

Jeg tjekker min telefon. Jeg har siddet sammen med Grounscor i mere end en time. Jeg kan mærke fortovet brænde igennem min kjole. Min hals er øm. Den brænder også.

Jeg lader mig indskrive på Tulane Medical Center næste formiddag og bliver undersøgt af to kvindelige læger.

- Jeg er bange for nåle, får jeg sagt, da de skal til at vaccinere mig mod hepatitis B og give mig en stivkrampevaccination.

Heldigvis kan blodprøverne vente, til jeg rammer Danmark. Mens mit danske forsikringsselskab arbejder på at udstede en betalingsgaranti, ordinerer de mig en forebyggende HIV-behandling med bivirkninger. Diarre, kvalme og opkast.

Jeg går direkte til hospitalets apotek med tre recepter i hånden og taber kæben: Medicinen koster mere end 5000 dollars.

- Jeg har ikke den slags penge, udbryder jeg og ringer igen til forsikringen, der heldigvis også løser det problem.

Det er da frihed, er det ikke?

- Det er ikke kun romantik og eventyrlyst at rejse fra sted til sted, beretter Grounscor om livet som "train hopper".

Jeg har fortalt ham, at jeg er i gang med at læse On the road. Han virker skuffet. Han hader den bog.

- Når man farer vildt i støvet på vejen, er det en anden verden. Man skal lære at balancere det gode, det dårlige og det grimme for at kunne finde en skønhed i det hele, uddyber han.

Hans ene hånd hviler på hans banjo, der er dekoreret som hans skrivemaskine. Han ejer måske ikke meget, men alt, hvad han har, oser til gengæld af ham.

Månen skinner højt over os. Mississippi-floden skvulper i den milde vind, og skibene sover. Vi har været sammen hele dagen, og han har lige spillet et par sange for mig.

Han retter på sin skjorte. Han har den samme på hver aften. Han vasker den ikke. Det hvide er for længst blevet gult. Underligt nok lugter den ikke.

Jeg har tøj, jeg aldrig har brugt.

Måske vil han brænde sine få ting i morgen, erklærer han så.

Det gør han nogle gange. For at frigøre sig. Han føler sig færdig med New Orleans. For nu.

Når han får det sådan, tomler han som oftest videre, men når man er mere end to meter høj, er det ikke ligefrem en selvfølge at få et lift.

- Der var den her søde, australske kvinde, der samlede mig op, og det første, hun sagde, var "du slår mig vel ikke ihjel", og jeg var sådan "nej, jeg troede, du ville slå mig ihjel", griner han.

Det er dog ikke helt ufarligt. Der er mange klamme mænd derude.

- Jeg skulle fra Montana til Detroit og en mand tilbød mig et lift, hvis han måtte se mig onanere, mens han kørte, griner han, denne gang nervøst.

- Jeg tænkte: "du rører mig fandme ikke". Nogle gange er et lift et lift. Andre gange har jeg sagt "nej, sæt mig af lige her!"

Hans øjne er melankolske, det ene øjeblik forsvinder de et sted hen, jeg ikke forstår. Det næste holder han øjenkontakten så længe, at jeg er nødt til at kigge væk.

Uanset hvor langt han når, er det aldrig helt langt nok. New Orleans kalder ham hjem, som havet kalder på en sømand.

Normalt er jeg fanget i deadlines og stirrer på så mange ord, jeg bliver svimmel. Nu er jeg sammen med Grounscor og Dusty, som går under navnet "Poetry Pappa". For at få en historie. For at smage på deres liv. For at se dele af byen, jeg ellers ikke kan få lov til.

En sen aften på Frenchmen Street placerer de mig foran en skrivemaskine. De har prøvet at overtale mig hele dagen.

Jeg har aldrig skrevet et digt før. Jeg har aldrig brugt en skrivemaskine. Grounscor er nødt til at hjælpe mig med at lave spørgsmålstegn.

Inden længe står der en kvinde foran mig. Hun vil have et digt.

- Brug ordene "spirit" og "ghost", siger hun.

Jeg ryster mere, end da jeg blev angrebet med en kanyle. Jeg tømmer min dåseøl og undskylder. Og så skriver jeg.

Med det samme forstår jeg, hvorfor de andre drikker, ryger sig skæve og tager stoffer, mens de gør det her. Det er man nødt til, hvis man skal viske den del af en selv ud, der vil rette, redigere, slette og fortryde.

Der er ikke plads til noget af det, når du skriver et digt på gaden. Du åbner bare sluserne og ser, hvad der kommer ud af dig.

Draw me a ghost, they said,
but what is a ghost
other than soul,
a spirit trapped in a painful reality
never asked for,
what is death other than life being kind,
a passing of time
better than this,
a troubled soul,
finding rest in tomorrow,
in things never ending,
in a heaven that isn’t mine.

En gadepoet i New Orleans. Det er, hvad jeg er. I hvert fald i kvindens øjne. Hun ved ikke, jeg er en dansk journalist, der har infiltreret gadepoeternes verden for rigtigt at forstå den og fortælle om den. Indefra.

Jeg er - i et særligt øjeblik af frihed - blevet en af dem. Kvinden takker og betaler. Og Grounscor siger, han er stolt af mig.

Måneder senere sidder jeg på verdens mindste klapstol på Montmartre og sælger digte ved siden af Sacre Coeur.

"Any topic, any price", har jeg skrevet på et papskilt.

Jeg er endt i Paris. Jeg har et job, jeg kunne tage orlov fra. Penge, der kan betale en lejlighed. En mand og et barn, der er klar på eventyr. Evner, jeg har tillært mig i et uddannelsessystem og ved at have haft ro til at læse, lytte og opleve.

Jeg tænker på Grounscor, når jeg taster på min lille rejseskrivemaskine. Og på nogle intense uger i New Orleans.

De seneste år har jeg behandlet livet som noget, der allerede var slut – som noget, jeg har gennemført med uddannelse, arbejdsliv, et barn og nogle pæne ord i kirken, men hvem siger det?

Måske havde jeg netop friheden i forvejen. Jeg manglede bare inspiration til, hvordan jeg skulle bruge den.

Jeg tjener ikke meget som gadepoet i Paris. Men jeg er kommet på fornavn med alle kunstnerne her, og det virker betydeligt. Miljøet er et andet end det, jeg infiltrerede i New Orleans, men lige nu er jeg lige dér, hvor jeg skal være.

... og selvom jeg stadig venter på sidste vaccinationsskud, ved jeg endelig, jeg ikke har fået HIV.

Hvordan kan tre politifolk og mindst én anklager overse den samme fejl fem gange i træk? Hvordan kan en efterforsker overse lige netop de tre billeder, der taler imod hans egen teori om, hvad der er foregået? Og hvorfor bliver en telefon fyldt med kriminelt indhold udleveret til en forbryders kæreste, når det er stik imod normal procedure?

Det er nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst i forbindelse med en stor, sønderjysk narkosag, hvor tre mænd for nyligt blev frifundet for indsmugling og produktion af 20 kilo amfetamin.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i løbet af det seneste knap halvandet år indrømmet en række fejl begået under efterforskningen, og det vil der blive evalueret på. Men evalueringen vil ske internt, lyder det. Politiet ønsker derudover ikke at kommentere på, hvordan man vil undgå lignende fejl i fremtiden.

Og indrømmelserne er først kommet efter, at flere forsvarere har gravet i fejlene og råbt højt om dem, siger advokat Anders Lægdsmand, som har repræsenteret en af de frifundne.

- Så kan man så spørge sig selv om hvorfor. Er det, fordi politiet ikke har været omhyggelig nok i sit arbejde? Eller har politiet været bevidst herom, men haft en interesse i, at sagen skulle ende med et bestemt udfald? Det kan jeg ikke udtale mig om, men det bør der måske foretages en selvstændig undersøgelse af, siger han og udtrykker bekymring for, om det samme sker i andre sager uden at blive opdaget.

Avisen har i forbindelse med de enkelte fejl forholdt politiet kritikken, men man har ikke ønsket at gå dybere ind i, hvordan fejlene er sket, eller hvordan man vil rette op på dem.

Når politiet afviser at kommentere på fejlene, understreges det samtidig, at der i alle større sager foregår en evaluering.

- Hvilket vi også gør i den aktuelle sag. Her vil den kritik, der er blevet rejst af vores arbejde, indgå, og hvis det viser sig, at der undervejs er foretaget forkerte dispositioner, eller at vi på anden vis har begået fejl, vil vi følge op i relevant omfang, lyder det i en mail fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Men det svar er utilfredsstillende, mener professor ved Juridisk Institut på SDU Sten Schaumburg-Müller.

- Man kan godt kritisere en myndighed, når den erkender at have begået en række fejl, men så ikke melder yderligere ud omkring, hvordan man har tænkt sig at håndtere dem. Det er jo relevant at efterspørge fra pressens side, og det værste en myndighed kan gøre i den her situation er ikke at ville indrømme fejl eller feje dem ind under gulvtæppet. Her vil jeg nærmest sige, at der er tale om en form for ikke-svar.

Han mener, at politiet bør melde ud, hvordan man i fremtiden vil undgå lignende situationer.

- Det ser jo ikke betryggende ud, når der er begået så mange fejl, og hvis ikke man fra politiets side gør det klart, at man har lært af dem på den ene eller den anden måde, så giver det anledning til mistillid hos borgerne, siger han.

Til det lyder det skriftlige svar, at man fra politiets side altid interesserer sig for årsager til fejl, herunder om de relaterer sig til kompetencer, processer med videre. Man evaluerer generelt på kredsens håndtering af større sager, men sådan evaluering vil være intern, fordi den vil involvere fortrolige oplysninger.

Det vækker bekymring hos advokat Philip Møller, som under byretssagen kaldte efterforskningen direkte ulovlig.

- De mange fejl i den her sag må få enhver domfældt til at spørge sig selv: Blev der begået lignende fejl i min sag, uden at det blev opdaget? Men også den person, der fremover bliver sigtet, får anledning til at spørge: Spiller politiet med åbne kort? Jeg forstår ikke, at det er så farligt at indrømme, hvad man har gjort forkert og trin for trin at forklare, hvordan man har tænkt sig at undgå lignende fejl fremadrettet. Politiet er landets mest magtfulde myndighed. Alligevel ser vi her et politi, der snarere opfører sig forurettet og lukket. Det skaber ganske enkelt mistillid. Endda helt berettiget, lyder det.

Sidste vinter revurderede politiet på baggrund af kritikken af to omgange forskellige dele af sagen og foretog markante ændringer.

Det handlede blandt andet om en anklage om voldtægt, der ikke blev efterforsket, før forsvarerne i narkosagen et år efter anklagen satte spørgsmålstegn ved den beslutning. Det fik politiledelsen til at erkende, at det var en fejl, og voldtægtssagen blev oprettet, men kort tid efter droppet igen uden sigtelse. Politiet afviser at kommentere på hvorfor.

Derudover råbte advokaterne gang på gang op omkring kronvidnet, som de mente burde sigtes i sagen på baggrund af blandt andet en video, hvor en person med samme navn sættes i forbindelse med mindst 50 kilo amfetamin. Og selvom anklageren i byretten oplyste, at han formodede, at det var kronvidnet, der blev nævnt i videoen, skulle man et godt stykke ind i byretssagen, før politiet revurderede og erkendte, at der var grund til at sigte vidnet, hvis troværdighed var helt central for sagen.

- Vi bragte det på banen igen og igen under retsmøderne, og til sidst kunne jeg blive helt træt af at høre på mig selv. Så begyndte pressen at skrive kritiske artikler, og jeg tror ikke på, at der var blevet rejst en sigtelse uden det pres, lød det fra advokat Philip Møller i landsretten.

I en mail til JydskeVestkysten lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at der ikke er begået alvorlige fejl under arbejdet med sagen. Her henviser man blandt andet til Statsadvokaten, som har udtalt:

- Der er lavet fejl, og det har politiet erkendt, og så er der blevet rettet op på dem. Når man hører landsrettens dom, må man bemærke sig, at de ikke nævner noget om, at fejlene skulle have haft indvirkning på dommen. Det handler derimod om, at de ikke vurderer, at der er beviser nok.

Landsretten slog i sin afgørelse fast, at man blandt andet frifandt på baggrund af en video, der af politiet fra start er blevet brugt som bevis på de tre mænds skyld. I denne video fremgår det, at de tre ikke vidste noget om, hvordan man producerede amfetamin.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Kofod annoncerede fredag i et interview i Avisen Danmark et noget overraskende forslag: At sende kommunalreformen fra 2007 til folkeafstemning.

Forspillet til kommunalreformen, også kendt som strukturreformen, er præcis 20 år gammel. Det var ironisk nok netop Dansk Folkeparti, som i 2004 gav Anders Foghs første mindretalsregering den afgørende opbakning til at gennemføre reformen med titlen "Det nye Danmark – en enkel offentlig sektor tæt på borgeren". Her blev de 14 amter til fem regioner, mens 271 kommuner blev til 98.

Ifølge Peter Kofod har den ændrede struktur - trods sit håbefulde navn om at være tættere på borgerne - ikke levet op til forventningerne. Der er ifølge Kofod en dårligere lokal forankring i mange vigtige beslutninger.

Målet er ikke for DF, at ændringer fra 2007 skal rulles tilbage alle steder. Men danskerne skal spørges, og debatten om kommunernes fremtid mangler.

Der er nogle administrative og praktiske udfordringer ved at sende kommunalreformen til folkeafstemning. Og forslaget skal - ud over at rejse en debat - nok også mere tænkes ind i en politisk positionering af DF over for Støjberg og Danmarksdemokraterne. Samtidig er det et snedigt DF-træk i den kommende EU-valgkamp. DF er som bekendt EU-modstandere, og hvorfor ikke bygge sin generelle modstand mod centralisering så tæt på den enkelte dansker som overhovedet muligt?

Krigen i Ukraine, konflikten i Gaza og den grønne omstilling er blot tre store dagsordener, som åbenlyst kalder på stærke og forpligtende fællesskaber. At bygge mure mellem lande - fysiske, kulturelle eller økonomiske - gør ikke verden til et bedre sted. Det gælder også på kommuneniveau.

Når det er sagt, er det sundt at gå mod strømmen for en stund. DF udfordrer således det åbenlyse med det indbyggede spørgsmål: Snakker vi nok om smådriftsfordele? Er stordriftsfordele i kommunerne, skolerne, hjemmeplejen altid det indlysende svar? 

Vi fik med strukturreformen måske en mere enkel offentlig sektor, men det offentlige er vel ikke rigtig lykkedes med at komme tættere på borgerne?

Hvis din bil kører på diesel eller benzin, kan den snart blive forbudt flere steder i landet.

Det besluttede et flertal i Folketinget, som med en aftale i sidste uge gjorde det muligt for landets kommuner at forbyde benzin- og dieselbiler i afgrænsede områder med såkaldte nulemissionszoner.

Og det er et positivt tiltag, hvis man spørger bilbranchen selv. Hos brancheforeningen De Danske Bilimportører, der varetager bilfabrikanternes interesser i Danmark, byder man nemlig tiltaget velkommen med åbne arme.

- Der bliver brugt vanvittigt mange milliarder på at omstille bilproduktionen i hele Europa, og derfor synes vi også, det er fair nok, at der bliver stillet krav til forbrugerne. Man kan sige, at når en hel branche har været tvunget til at producere grønne løsninger, så skal vi også sørge for, at der er incitament til at købe dem, lyder det fra foreningens direktør, Mads Rørvig.

Ifølge branchedirektøren bør man ikke undervurdere, hvor stor effekt den nye lov vil have på bilmarkedet.

- Nu kender vi ikke lovens endelige udformning endnu, så det er svært at sige med sikkerhed, men jeg tror, at mange undervurderer hvor stor en effekt, det her vil få. Vi kender forbrugerne, og jeg tør godt sige, at dette vil påvirke dem markant, siger Mads Rørvig.

Havde man spurgt ham for en håndfuld år siden, var direktøren næppe så positivt stemt for den nye aftale, som han er det i dag. Men tiden er inde til det nu, mener han.

- Vi er ved at nærme os et sted, hvor vi har elbiler i alle prisklasser og et godt brugtvognsmarked. Der er altså ikke længere kun tale om dyre biler, som det var tilfældet for bare få år siden, så der er ikke længere en social slagside ved tiltaget, lyder det fra Mads Rørvig.

Hos De Danske Bilimportører er det ikke nyt, at man byder den grønne omstilling velkommen. Foreningens mærkesager tæller blandt andet flere ladestandere, kommunale parkeringspladser forbeholdt elbiler, skærpede miljøzoner og en ny teknisk afgift baseret på bilers miljøpåvirkning.

Og ikke mindst mindre partikelforurening.

- Partikelforurening har flere negative konsekvenser for vores helbred, og det kan nulemissionszonerne være med til at mindske. Også derfor er vi rigtig glade for aftalen, siger Mads Rørvig.

Der er allerede planer om at lave forbudszoner - de såkaldte nulemissionszoner - i Aarhus og København, når lovforslaget, der skal effektuere aftalen, ventes fremsat i efteråret.

Han var et af de mest kendte ansigter i Danmark.

I 00'erne ledte han seerne på TV 2 gennem sportsnyhederne aften efter aften.

Men bag skærmen gik Claus Elgaard langsomt i stykker.

For i stedet for at tage hjem til konen og børnene om aftenen, når sportsnyhederne var lagt i seng, tog han ofte på casino.

Ludomanien drev ham så langt ud, at han havde tanker om selvmord. Men han skadede også sig selv, når han var på arbejde.

Det fortæller han i Radio4-programmet Skilsmissen.

- Og som du kan se her, på min arm, jeg har jo tusind ar, siger Claus Elgaard i programmet.

Han skar dybe ridser i sig selv, når han var få sekunder fra at gå på skærmen for at dele ud af sportsnyhederne.

- Så sad jeg med armene under bordet og en nøgle i hånden. Og så ridsede jeg mig sådan rigtig dybt i armen for at få den der smerte og opdage, at nu måtte jeg lige lade være med at tænke på campingvognen og Vinni og børnene og pis og papir, fortæller Claus Elgaard.

Han ridsede sig også i armen, når han var live igennem som vært på længere udsendelser.

- Når jeg havde større udsendelser, så ridsede og skar jeg mig i armen to-tre gange i løbet af to timer, hvis jeg var vært på et eller andet. For ligesom at holde mig fokuseret på, at nu var jeg altså i fjernsynet. Og der var ingen, der opdagede det, siger Claus Elgård i programmet.

Han blev skilt fra sin kone - Vinni - i 2000 og flyttede ind en campingvogn, han stoppede som vært på TV 2 i 2006 og i 2008 var han ikke ret langt fra at tage sit eget liv.

Der var aldrig nogen, der opdagede selvskaden, fortæller han også.