På tærsklen til Moderaternes landsmøde står kulturminister Jakob Engel-Schmidt klar til at diskutere partiets kerneudfordringer.

Herunder den omstridte CO2-afgift og det indbyrdes samarbejde i regeringen.

Og måske meget sigende for det arbejdskraft-begejstrede parti, så bruger kulturministeren en virksomhed som reference for partiets nuværende forfatning.

- Vi er vel et sted mellem at være en startupvirksomhed og arbejde mod en børsnotering. Hvis vi medvirkede i et iværksætterprogram, så ville folk nok tænke, at det lykkes os at erobre små 10 procent af et meget konkurrencepræget marked mod alle odds, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Derfor går kulturministeren til årsmødet med stor optimisme, velvidende om at store udfordringer står for døren.

Helt centralt er debatten om en kommende CO2-afgift på landbruget. Her har Moderaterne klart fortalt, at de er villige til, at det må koste arbejdspladser i landbruget.

Men indtil videre har der været total radiotavshed hos Venstre og Socialdemokratiet om det spørgsmål.

- Det er muligvis den vigtigste opgave at sikre, at det klima vi giver videre til de kommende generationer, er ordentligt, siger Jakob Engel Schmidt.

Midt i de intense debatter og det igangværende opgør om CO2-afgiften, har der været yderligere spændinger inden for regeringen.

Ifølge Børsen har der i regeringstoppen har været utilfredshed over både tempoet og ambitionerne i regeringen. Her har det angiveligt været Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, der stod i spidsen for den interne kritik.

Er det din egen vurdering, at det går lidt for langsomt?

- Min egen vurdering er, at danskerne om to og et halvt år skal kunne mærke, at en bred regering hen omkring midten med store ambitioner har gjort en forskel på deres hverdag, siger Jakob Engel-Schmidt.

Kulturministeren opremser ambitionerne på ældreområdet, forsvaret, sundhedsvæsenet og klimaet, hvor der enten lige nu foregår forhandlinger, eller hvor der snart skal være forhandlinger om nye udspil.

- Jeg synes ikke, at tempoet har været for langsomt, men for Moderaterne handler det om, at ambitionsniveauet skal være højt. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at rydde en misforståelse af vejen.

- Formålet med Moderaterne er ikke et bredt samarbejde hen over midten. Det brede samarbejde hen over midten er et værktøj til at nå målet – at gennemføre de reformer, der langtidssikrer vores velfærdssamfund.

Indtil videre er Jakob Engel-Schmidt stolt over de resultater, som regeringen har fået. Og han kalder det ”meget markante moderate aftryk.”

- Men når du spørger, vil jeg sige, at Moderaternes opgave i regeringen er at holde ambitionsniveauet højt og sikre, at vi opnår det, vi har sat os for i regeringsgrundlaget i denne valgperiode.

Så fortællingen om, at der internt i regeringen er kritik af, at tempoet ikke er højt nok – har den noget på sig?

- Jamen, vi vil altid gerne have, at tingene går hurtigere, men det skal også være med de rigtige ambitioner og gjort ordentligt. Så det er nok både og.

Hen over de kommende måneder vil diskussionen om en mulig CO2-afgift på landbruget fylde en del.

Her har Moderaterne som det eneste parti i regeringen sagt, at de er indforstået med, at det koster arbejdspladser i landbruget.

Synes I, at Venstre og Socialdemokratiet hænger lidt for meget i bremsen, når det kommer til diskussionen om den her CO2-afgift?

- Nej, min opfattelse er, at Moderaterne er og altid vil være en del af et ambitiøst grønt flertal.

I har været aktive i debatten. Frustrerer det jer, når jeres to regeringspartnere har sværere ved at tage stilling?

- Nej, overhovedet ikke. I hvert samarbejde er der forskellige prioriteringer. Jeg er glad for, at vi er helt fremme på det yderste af skosålerne på den her dagsorden, for det er muligvis den vigtigste opgave overhovedet.

Bekymrer det dig så, når de to andre parter ikke vil sige noget?

- Det ville bekymre mig, hvis vi ikke var i regering sammen med de to andre partier.

Hvad mener du med det?

- Lige præcis det jeg siger. Vi er i regering sammen, vi har aftalt at gennemføre en CO2-afgift. Lige nu er der en grøn trepart, der arbejder, og når den kommer med en løsning, så er jeg sikker på, at vi lever op til den ambition, vi har skrevet i regeringsgrundlaget.

- Det skal være ambitiøst, men vi skal tage hensyn – både til Venstre og Socialdemokratiet.

Hvilken model læner Moderaterne sig op ad?

- Det har jeg mange holdninger til, men det er jeg simpelthen ikke klar til at sige noget om.

Hvorfor?

- Politik og comedy har én ting til fælles, som er utrolig vigtig: timing. Og man skal huske på, om det, man siger i et interview, er godt for det, man ønsker at opnå. Og så kan jeg ikke uddybe det yderligere, siger Jakob Engel-Schmidt.

I Politiken fortalte SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at hun var villig til at indgå i en regering med Moderaterne, hvis det politiske grundlag var i orden.

Og til Avisen Danmark fortalte hun også, at hun faktisk ikke så nogen anden udvej end enten Moderaterne eller Radikale Venstre skal være en del af en regering, hvis ambitionen om en rød statsminister skal indfires.

Selv er Jakob Engel-Schmidt smigret over de ”kærlige tanker” fra Pia Olsen Dyhr. Men han vil helst vente med den debat til efter et valg. Men døren bliver på ingen måde lukket for SF.

- Moderaterne er villige til at samarbejde med alle, der har et højt ambitionsniveau for reformer, der langtidssikrer vores velfærdssamfund. Hvis Pia Olsen Dyhr mener det, to år ude i fremtiden, så lad os tale om det til den tid.

Kjeld Lautrup fra Skærbæk står op klokken lidt i fem hver morgen.

Noget af det første, han gør, er at tjekke på sin mobiltelefon, om der er gået en mårhund forbi ét af de 45 vildtkameraer, han har sat op i hele Tønder Kommune.

Den erfarne reguleringsjæger har nedlagt mårhunde i massevis.

Men tirsdag - klokken 04.58 - modtog han et dugfriskt billede af et dyr, han ikke plejer at se.

Først tvivlede han. Kunne det nu passe? To minutter efter tikkede endnu et billede ind på telefonen, der fik tvivlen til at fordufte.

- Den var 100 procent sikker. Det var en vaskebjørn, siger Kjeld Lautrup til Radio4 Morgen.

Han trak i tøjet, fandt jagtudstyret frem fra våbenskabet og skyndte sig afsted.

Da han nærmede sig foderpladsen, vaskebjørnen var set ved, tjekkede han vildkameraet igen. Og den var der endnu.

Han listede sig tættere på - og klokken 05.22 var vaskebjørnens dage talte.

- Det er første gang, jeg nedlægger en vaskebjørn. Så det gav lidt "bukkefeber", som man siger. Adrenalinen pumper lige lidt mere, end den normalt gør. Det hele ryster lidt, fortæller Kjeld Lautrup.

Her kan du høre Kjeld fortælle om, hvordan det var at skyde vaskebjørnen:

Den pelsede vaskebjørn ser sød - ja, nærmest nuttet - ud, men den er i virkeligheden alt andet end det.

Det snu, altædende rovdyr er klassificeret som en invasiv art, der dog ikke har haft held med at etablere sig i Danmark - endnu.

Derfor er myndighederne meget opmærksomme på at udrydde de individer, der sniger sig over grænsen eller undslipper fangenskab i zoologiske haver eller private, der holder dem som kæledyr.

For hvis vaskebjørnen først får fat, kan den påvirke fødekæden i naturen, de hjemmehørende populationer af både fugle og padder og decideret udkonkurrere andre rovdyr.

Den er også glad for at bevæge sig ind i byerne, hvor den har let ved at finde føde i vores skraldespande.

Derudover kan vaskebjørnen bære sygdom - en såkaldt spoleorm - der er livsfarlig for mennesker.

Al erfaring siger, at de spreder sig hastigt. De første vaskebjørne blev sat ud i den tyske natur i midten af 1930'erne - og siden genforeningen af Vest- og Østtyskland er antallet eksploderet. Alene sidste år skød jægere mere end 200.000 vaskebjørne i vores naboland mod syd.

Og den kommer tættere og tættere på Danmark.

Det fortæller Mariann Chriél, specialkonsulent i Miljøstyrelsen, der leder den danske indsats mod mårhunde og også holder et vågent øje med vaskebjørnen.

- Der er garanti for, at de er på vej mod Danmark. Der bliver nedlagt omkring 200.000 vaskebjørne i hele Tyskland, men samtidig ses der en eksponentiel stigning i antallet af vaskebjørne, der bliver nedlagt i Slesvig-Holsten. Det gik fra 1200 forrige år til 1800 sidste år. Derfor må vi påregne, at de presser på for at etablere en bestand i Danmark, siger hun til Radio4 Morgen.

Siden 2012 er der årligt indberettet mellem 10 og 20 observationer af vaskebjørne i Danmark. Langt de fleste formodes at være undsluppet fangenskab eller sat ud.

Vaskebjørnen, der blev skudt vest for den lille by Brøns nær Nationalpark Vadehavet, var en ung han på 5,6 kilo, er mistænkt for at have sneget sig over grænsen fra Tyskland.

Den døde vaskebjørn opbevares indtil videre i en fryser hos Naturstyrelsen Vadehavet, inden den skal sendes til undersøgelse hos Miljøstyrelsen.

- Når den så er undersøgt, kommer den retur, og så vil jeg prøve at se, om jeg kan få den pelset og garvet, så den kan komme op at hænge, siger Kjeld Lautrup.

Foråret er kommet. Vejret bliver lunere. For mange er det lig med havearbejde og en tur på genbrugsstationen med traileren.

Men lige præcis traileren er der mange, der ikke har styr på.

I bare den første uge i marts blev otte bilister stukket en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde - alle i Retten i Glostrup - fordi de ikke havde fastgjort deres trailer korrekt.

Det skriver FDM.

Flere bilister har ifølge foreningen ikke styr på, at trailere med en totalvægt over 750 kilo skal være forsynet med en såkaldt påløbsbremse, der skal være fastgjort til køretøjet, der trækker påhængsvognen, med en lille sikkerhedswire.

Nogle nøjes med at montere sikkerhedswiren rundt om anhængertrækket på bilen, men det er ikke lovligt. I stedet skal wiren monteres i bilens karosseri - typisk et "øje", der sidder på eller tæt på anhængertrækket.

Har man ikke styr på påløbsbremsen, kan det altså medføre en bødestraf på 2500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

– Det er naturligvis vigtigt, at man har sikkerheden for øje, når man kører med trailer. Både i forhold til f.eks. vægt, men også at traileren er korrekt fastspændt og sikret. Det er her, sprængwiren kommer ind i billedet. Den er en vigtig sikkerhedsfeature, der nedsætter risikoen for, at traileren løber løbsk, hvis den skulle falde af krogen, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM, der anbefaler, at man altid sikrer sig, at trailer og sikkerhedswire er sat ordentligt fast på bilen.

I denne uge er det gradvist blevet mere og mere tydeligt, hvordan forhandlingerne om ældrereformen ser ud til at skabe problemer for regeringen.

I hvert fald har flere af de partier, som sidder med ved forhandlingsbordet, været stærkt utilfredse med både tempoet og ambitionerne i forhandlingslokalet hos ældreminister Mette Kierkgaard (M). Egentligt var regeringens håb at lande en bred aftale inden påske, men det kan lige nu se svært ud.

På Christiansborg er der desuden både blevet holdt et forsvarspressemøde, udpeget en ny partileder, og så er Mette Frederiksen rejst til Færøerne og Grønland med EU's øverste chef.

Lidt af hvert er der altså sket i løbet af ugen i dansk politik, og Ida Meyer, politisk reporter på Avisen Danmark, giver dig her overblikket over ugens mest opsigtsvækkende historier.

For nylig kunne skuespiller Esben Dalgaard og hans hustru, Charlotte Dalgaard Larsen, kalde sig vindere af årets bedste lydbog i kategorien 'Biografi og Dokumentar' ved Mofibo Awards.

Det kan de for lyd- og e-bogen "Mærket", som handler om hele familien Dalgaards oplevelser midt i skuespillerens kræftforløb. Prisen har både lyttere og en fagjury indflydelse på.

I november mødtes Avisen Danmark med parret til en snak om bogen, som fokuserer på, hvordan Esben har insisteret på at håndtere situationen optimistisk og positivt. Alt imens hustruen efter - hendes elskede mands diagnose - kæmper med at føle glæde.

- Jeg ved godt, at det ikke er så rummeligt, når jeg bliver irriteret på Charlotte og vil have, at hun skal have mit mere positive blik på situationen. Men det er jo fordi, at jeg gerne vil have, at hun har det bedst muligt, lød det dengang fra 47-årige Esben Dalgaard, der er kendt for roller i "Tinka", "Bedrag" og "Kastanjemanden".

For Charlotte er sorgen blevet en del af hjertets slag. Hun lider af ventesorg, siger hun.

Ventesorg er den følelse, man har, når man venter på at miste. Og Charlotte kan ikke bære tanken om at miste Esben.

Charlotte optræder sjældent offentligt med sin mand, men træder frem fra baggrunden, hvor hun ellers bedst fungerer, lyder det. Men sådan er det ikke i "Mærket", hvor Charlottes følelser og historie har lige så stor vægt som Esbens.

Håbet er, at deres fortælling om at takle sygdommen forskelligt kan være en inspiration og en hjælp for andre i krise og deres pårørende - fra familie til venner og bekendte. Og med den nylige hæder in mente tyder noget op, at de har ramt nogle lyttere.

I videoen herunder kan du høre en bid af lydbogen "Mærket". Du kan også læse interviewet med parret i sin fulde længde her.

Berøringsangst er et særligt omdrejningspunkt for bogen. Dét ønsker de at udfordre, da kræften hos familien stadig er et livsvilkår. Esben fik første gang diagnosticeret modermærkekræft for over ti år siden. I 2018 blev han erklæret kræftfri. Men i 2021 var sygdommen tilbage og denne gang i stadie fire.

Det første halve år er folk typisk meget støttende og spørgende, fortæller Charlotte.

- Men herefter blev vores situation til en slags normal i andres liv. En slags hverdag for dem. Men det bliver jo aldrig en normal situation for os, siger hun.

Han og Charlotte vil altid have brug for, at deres omgivelser spørger, hvordan det går. Berøringsangst gør ikke noget godt for dem.

- Jeg insisterer på, at spørgsmålet om, hvordan vi har det, skal falde. Krads bare for fanden - det bløder jo alligevel ... Det kan godt være, at vi en gang imellem ikke har så meget lyst til at svare, men hvis vi ikke bliver spurgt, har vi ikke engang mulighed for at afslå, siger Esben.

Der er er også dem, der tror, de hjælper ved at tilbyde: "I skal bare sige til".

- Men det duer ikke, for overskuddet til "at sige til" eksisterer ikke altid, siger Esben.

Vil man hjælpe, skal man i stedet gøre noget. Sætte lasagne i carporten og skrive en sms om, at man har gjort det. Byde sig til med handlinger.

Det er heller ikke altid løsningen at fortie situationen eller at gå efter at opmuntre. Det kan godt blive for meget, lyder det. Dalgaard-parret kalder dem for fiksere.

I bogen findes mange konkrete forslag til, hvordan man kan støtte, hvis man er nær til en alvorligt syg eller vedkommendes familie. For det er aldrig kun den syge, der er ramt. Det er også hans eller hendes nærmeste.

Og har man tidligere haft hang til for eksempel at fikse eller fortie, skal man ikke føle sig kritiseret af parret, men vejledt.

- Vi er ærlige, men vi løfter ingen pegefingre. Vi er ikke ude på at kritisere nogen - kun at inspirere og hjælpe med afsæt i vores egne oplevelser, siger Esben Dalgaard.

Det er først nu, at hun begynder at blive et menneske igen.

50-årige Channie Koksvik har det sidste halve år gennemgået enhver forælders værste mareridt.

Den 1. oktober sidste år faldt hun grædende om på køkkengulvet, da hun fik beskeden om, at hendes 26-årige søn Oscar var død to dage tidligere.

- Jeg har været rigtig, rigtig, rigtig langt nede, og jeg har erkendt, at mit liv aldrig bliver det samme igen, siger hun.

Selvom Channie Koksvik har oplevet en ubeskrivelig sorg, insisterer hun på, at denne historie ikke skal handle om hende. Men om Oscar Alexander Koksvik Johansson.

Som frivillig ambulanceredder døde han i et russisk mortérangreb på en base, hvor han trænede soldater i førstehjælp. Han blev den anden dræbte dansker i Ukraine-krigen.

Selvom Oscar kun blev 26 år, nåede han at udrette mere, end de fleste når på et helt liv.

Sammen med sin mor og lillesøster flyttede han til Helsingør som 12-årig og boede i byen, indtil han som 18-årig drønede mod København.

Men der var noget over Oscar, som ikke var som de fleste unge mennesker i hovedstadens byliv. Han levede livet ung og fri i København, men han fandt sin plads et sted, de færreste nok ville finde en ung mand i start 20'erne.

Hans mor beskriver ham som et utroligt givende menneske, der hellere vil bruge en aften på at hjælpe mennesker i nød. Han har bevæget sig i udsatte- og minoritetsmiljøer og fungeret som en slags mentor for flere udsatte.

- Hvis der kom nogen og ringede på døren fra en hjælpeorganisation, tømte han som barn hele sin sparegris ned i bøtten, husker Channie.

Hans givende væsen, tror hun nok, har rod i hans opvækst. Men det var på et niveau, som hun og hans far ikke selv helt forstod.

Channie husker en aften, hvor han gerne ville låne lidt penge af hende til mad. Hun overførte pengene med det samme. En time efter fik hun besked om, at han skulle sige tak fra de hjemløse på Istedgade, for pengene var gået til at lave spaghetti med kødsauce til dem.

- Det lå bare i hans DNA at hjælpe mennesker på den måde, fortæller hun.

Derfor kom det egentlig ikke som nogen overraskelse for Channie, da Oscar ringede til hende for at fortælle, at han ville drage til Ukraine kort efter, at krigen brød ud den 24. februar 2022.

- Jeg blev selvfølgelig rystet, da han sagde det. Men det kom alligevel ikke rigtig bag på mig, at han ville tage derned og hjælpe, fortæller hun.

I årene inden han tog afsted til Ukraine, blev Oscar mere religiøs. Først i den protestantiske kirke og siden i den katolske kirke. Kort inden han drog mod det krigshærgede land, blev han døbt i Sankt Ansgars Kirke - den katolske domkirke i København.

For Oscar lå der mere bag hans færd mod Ukraine, end at han bare ville hjælpe. Det blev en mission for ham. Et kald.

Derfor solgte han alt, han havde af værdi og tog afsted. Men der var alligevel nogle ting, han havde efterladt.

I en flyttekasse med hans personlige ejendele fandt Channie en masse notesbøger. De håndskrevne notater svarede måske til to Ph.D.-afhandlinger, husker hun, at hun tænkte. Oscar havde formået at lave en form for selvstudie i psykologi og anatomi.

- Så slog det mig, at det var som om, at han havde forberedt sig til noget, han vidste bare ikke hvad, fortæller hun.

Channie fortæller, at Oscar gjorde det klart for hende, at han følte sig kaldet til at drage til Ukraine. Hun forstod det ikke i begyndelsen, fordi hun ikke selv er troende.

- Oscars tro var med til at guide ham og hjælpe ham med de ting, han skulle lave dernede. Med tiden lærte jeg at forstå det, siger hun.

Kontakten mellem de to fra Helsingør til Ukraine foregik via videoopkald, sms'er og fotos de delte med hinanden. Oscar fortalte om at stå midt i krigens epicenter, og han brugte sin mor til at have en fod i den virkelige verden.

- Det er jo helt vildt at skulle rumme som mor. Men et eller andet sted var det også naturligt, at han var dernede, siger hun.

Deres stærke forhold til hinanden blev ikke gjort svagere, selvom de befandt sig omkring 1.000 kilometer fra hinanden.

- Hvis jeg havde noget i mit liv, jeg havde brug for at vende med nogen, eller hvis jeg var i tvivl om noget, så var det altid ham, jeg ringede til. For han var bare et klogt menneske, fortæller Channie.

Der var nærmest ikke det sted i Ukraine, hvor Oscar ikke havde været eller hjulpet på en eller anden måde. Han arbejdede som combat medic. Det var alt fra at hjælpe familier i nød, redde vildfarende dyr, synge godnathistorier for børn og redde menneskeliv ved fronten.

Men han endte flere gange midt i krigens ubarmhjertige hvirvelvind. I en ambulance, han selv havde bygget om til lejligheden, kørte han ud til fronten og hentede sårede og døde soldater væk fra de krigshærgede områder.

Channie er blevet fortalt af flere tæt på Oscar, der ringede til hende efter hans død, at selvom han kun havde træning fra militæret og dele af ambulanceredder-uddannelsen, formåede han alligevel at sy og nærmest operere de sårede soldater på fronten.

- Han kunne det bare, fortæller hun.

- Det er egentlig først bagefter, når jeg har talt med alle de mennesker, at jeg blev klar over, hvor organiseret han har været.

Channie og Oscar havde haft samtaler om, hvad nu hvis kan skulle dø. Den snak var uundgåelig.

- Når jeg spurgte ham om det, var hans svar, at det ikke er farligt at dø, det er farligt ikke at leve og gøre det, man er sat her på jorden til at skulle, siger Channie.

Hun fortæller, at han levede efter en devise om, at vi alle skal følge de kald, vi har i livet.

Channie flyttede fra Helsingør i sensommeren 2023. Hun havde kun boet en måned i Svendborg, da hun fik beskeden om, at Oscar var død fredag den 29. september.

Hun var derhjemme med sin datter, der var sammen med to af sine venner fra Sjælland. Hun skulle lige til at køre dem til toget, da to politibetjente dukkede op i hendes indkørsel.

- Jeg troede, at jeg var bare en lille smule forberedt på, at den situation kunne komme. Men der var ingenting i mig, der skænkede det en tanke, at det havde noget med Oscar at gøre, husker hun.

Sammen med de to politibetjente bevægede de sig ind i køkkenet, mens de tre børn stadig var i bilen.

- Det er ikke endeligt bekræftet, men din søn er formentlig afgået ved døden i Ukraine.

Sådan husker hun beskeden.

- Jeg falder om på køkkengulvet og er fuldstændig i chok. Min datter kommer ind og ser mig være helt ude af den. Hun græder med det samme og forstår godt, at det handler om Oscar, fortæller Channie.

I køkkenet holdt de om hinanden.

Hans død blev endeligt bekræftet få dage efter.

- Der er dage, jeg slet ikke kan huske i tiden lige efter, siger hun.

Det er snart et halvt år siden, at Oscar mistede livet.

- Det er først nu, at jeg begynder at blive menneske igen, siger hun.

Channie fortæller, at hun var dybt begravet i sorg i tiden efter hans død, men noget af det, der har trukket hende et stykke op, har været de utrolig mange opkald, hun har fået fra de mennesker, der har været tættest på ham i Ukraine. Hun er blevet væltet bagover af historier, billeder og videoer af Oscar.

- En død kan være mange forskellige ting. Hvis du mister nogle i en trafikulykke eller til kræft, er døden helt meningsløs. Det her var ikke meningsløst. Han gjorde noget, der gav mening for ham, og han gjorde en kæmpe forskel for tusinder af mennesker, siger Channie.

For hende har den storm af beskeder været med til at bearbejde hendes sorg. Ifølge Channie er han blevet hyldet som en helt i Ukraine.

- Det er utrolig stort. Vi ville selvfølgelig alle sammen gerne have, at Oscar var her nu, men vi er samtidig utrolig stolte af ham, siger hun.

- Mange af hans venner har sagt, at det er meget vigtigt, at vi er stolte af ham og ikke lader vores liv gå i stykker, fordi han ikke er her mere. For han har jo været med til at redde en masse ukrainske familiers liv.

I dag bor Channie stadig på Sydfyn med sin datter.

Selvom hun kun havde boet i byen i en måned, da Oscar døde, er det alligevel her, hun har fundet roen til at håndtere sin sorg.

Hun er blevet vinterbader. Det hjælper på de følelser, hun til tider ikke kan styre.

Og så går hun med en drøm.

Kort inden Oscar døde, havde de en snak om, at hun skulle ned og besøge ham og se, hvad det var han faktisk havde udrettet.

Den plan har hun ikke tænkt sig at give op på:

- På et tidspunkt tager jeg til Ukraine og møder nogle af de mennesker, der har været det sted, hvor han var helt til sidst. Men først når der er mindre farligt, end der er lige nu.