Elbilejere slipper for olieskift, skift af tandrem og andre trivialiter på værkstedet. Det faktum hygger elbilejere sig gerne med overfor benzin- eller dieselfolket, når der skal sparkes dæk. Men efterhånden som en del af den danske elbilflåde også begynder at få nogle år på hjulene, kommer behov for reparationer og service til.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første to måneder blev importeret 6140 brugte elbiler. De viser også, at vi importerer ældre elbiler. Nu er gennemsnitsalderen på importerede brugte elbiler vokset fra 1,3 år til 2 år. Her kan man godt begyndte at skimte enden på fabriksgarantien på elmotoren og hjælpesystemer såsom kølesystemet. Specielt, når det som nu tilrådes at beholde sin elbil i en længere periode for ikke at få alt for store tab på salg af bilen.

- Elbilers teknologi er ny og modner efter bananmetoden. Det vil sige ude hos kunden. Det har vi det lidt stramt med, og vi mener, producenterne godt kunne gøre det bedre. For mange producenter sender simpelthen betabiler ud til kunderne, konstaterer Lone Otto, områdechef i Teknisk Rådgivning i bilistorganisationen FDM lakonisk.

Er man i markedet for en brugt elbil, skal der stilles en række ekstra spørgsmål, inden man rækker ud efter kuglepennen og underskriver slutsedlen. Det er vigtigt at vide, hvor bilen er importeret fra.

- Det kan godt være, bilen ligner naboens udenpå, men det er afgørende vigtigt at have styr på dens konfiguration. Hvis den pågældende bil oprindeligt er solgt i et land med et varmere klima end det danske, mangler den nok en varmepumpe. Det gør en ret stor forskel for bilens rækkevidde. Den kan også sagtens være meget ringere udstyret end en bil, der er solgt fra ny i Danmark, så man må kigge langt efter assistentsystemer, lyspakker og navigation.

En anden vigtig ting er at have styr på, om bilen kan oplades med en, to eller tre faser. Elbiler bygget til andre markeder end det danske kan godt have færre end tre faser, hvilket betyder dræbende lange ladetider.

Når der er handlet er det vigtigt at huske, at elbiler også skal vedligeholdes. Selvom den kun kører på el, kan bilen ikke sammenlignes med en computer eller et køleskab.

- I det daglige kan du spare en masse bøvl og udgifter ved at bremse bilen ordentligt igennem. Elbiler bremser jo kraftigt via elmotoren, og det betyder, at især bagbremserne ikke laver noget. Vi ser ofte, at bremserne er rustet i stykker, så både bremseskiver, -klodser og -kalibre skal skiftes. Så træd bremsepedalen i bund jævnligt, anbefaler Lone Otto.

Hun anbefaler også øget fokus på aircondition-systemet, når man har en elbil.

- Service af bilens aircondition er alt for overset. I en elbil er det airconditionen, der sørger for, at batteriet har den rigtige temperatur for optimal drift og opladning. Samlet set må vi bare sige, at elbiler også skal til service ligesom fossilbiler. Det er bare nogle andre ting, der skal laves, siger Lone Otto.

Som elbilejer i det fugtige danske klima kan man også nemt få den tanke, at bilen vil have godt af en omgang rustbeskyttelse. Her skal man lige have styr på, om antirustcenteret ved, hvad de har med at gøre.

Senest har en afgørelse fra Ankenævn for biler vist, at det kan gå galt, skriver fagbladet Motormagasinet. En nybagt ejer af en Skoda Enyaq indleverede bilen til en rust- og støjdæmpende undervognsbehandling. Antirustcenteret udførte jobbet, men ejeren af Skodaen var ikke helt tryg og sendte bilen til tjek hos FDM. Her konstaterede man, at elmotorerne og højvoltkablerne til bilens hovedbatteri også havde fået en gang rustbeskyttelse. Det kunne give problemer, og derfor pålagde ankenævnet antirustcenteret at få udskiftet kablerne og renset elmotorerne. Pris med det hele: 57.290 kroner inkl. moms.

- Alt før klokken 16 og endda før 16.30, det holder bare ikke. For så er der nogle, der vil være nødt til at gå ned i tid for at kunne hente tidligt. Det holder bare ikke, siger Signe Nielsen, formand for Fola, Forældrenes Landsorganisation om kommunernes nye åbningstider i vuggestuer og børnehaver.

Reaktionen kommer, fordi vuggestuer og børnehaver i hele landet skal spare på bemandingen og institutionens åbningstider, hvor det er op til den enkelte institution at beslutte, om besparelsen skal findes ved at åbne dørene senere om morgenen eller lukke dørene tidligere om eftermiddagen.

Nogle kommuner har bedt pasningsstederne om at spare en time af åbningstiden om ugen.

I Esbjerg Kommune er det for eksempel to timer af åbningstiden, der spares væk, så alle børn skal være hentet klokken 16.30 mandag-torsdag og klokken 15.15 om fredagen, og det vækker harme hos forældrene på de sociale medier.

I Bramming-området er børnehaver og vuggestuer blevet pålagt at skære i åbningstiderne, så de går fra at holde åbent 52 timer til 50 timer om ugen.

- Det er enten morgen eller eftermiddag, vi kan skære i åbningstiden. Vi har vurderet, at det er nemmere at få fat i en barnepige om eftermiddagen end om morgenen. Og så har vi set i de tal, vi har til rådighed, og der kan vi se, at børnene bliver hentet tidligere om fredagen, så der lukker daginstitutionerne tidligere, siger Jeppe Nyhse Dahl, som er frivillig formand for områdebestyrelsen i Bramming-området til JydskeVestkysten.

- Det kommer til at betyde noget for rigtigt mange familier i Esbjerg Kommune, forudser Jeppe Dahl.

17 ud af de 68 kommuner, som har svaret på en rundspørge, Avisen Danmark har foretaget, har sparet på åbningstiderne i det forgange eller indeværende år. 50 svarer nej, og to kommuner har valgt at ensarte åbningstiderne, så der eksempelvis er færre, der har meget længe åbent til eksempelvis klokken 17.30 eller 18.00.

I Holstebro Kommune er det egentlig kun en enkelt time, der skal spares, men besparelserne betyder til gengæld, at forældre i Ulfborg skal have hentet deres børn inden klokken 14.35 om fredagen, fordi hele besparelsen er lagt på ugens sidste hverdag.

- Vi var godt klar over, da vi tog beslutningen, at det jo ville ramme nogen. Der er også flere i bestyrelsen, der er ramt. Men hellere ramme én dag end fire dage, og i forvejen lukkede vi tidligt om fredagen, sagde Zarah Filsø, bestyrelsesformand for Ulfborg Børnehus til Dagbladet Holstebro Struer i januar, lige inden ændringen trådte i kraft 1. februar.

- Men 14.35, det er tidligt, tilføjer hun.

Og det får forældrene til at undre sig over, hvordan man med den ene hånd forventer, at flere arbejder fuld tid og med den anden hånd, presser børnefamilierne med kortere åbningstid i vuggestuer og børnehaver.

En af forældrene i Ulfborg påpeger, at hun først har fri klokken 16 om fredagen og arbejder 24 minutter i bil fra sit barns institution, og nu føler hun sig tvunget til at skulle gå ned i tid på sit arbejde.

Hos Fola, Forældrenes Landsorganisation, er man ikke begejstret for, at flere kommuner vælger at skære i åbningstiden. Især fredagens åbningstid i Ulfborg vækker undren.

- Det er jo helt latterligt. Det er der jo ingen, der kan med en fuldtidsstilling. Og du rammer jo fuldstændig skævt med klokken 14.35 i forhold til alle, der arbejder i butik, som sygeplejerske, social- og sundhedshjælper eller andet med skiftende arbejdstider. Så vil det altid være dig, der skal have tidligt fri om fredagen, og det vil dine kolleger jo ikke synes er fair, siger Signe Nielsen, formand for Fola.

Holstebro Kommune sparer 800.000 kroner om året på besparelsen, hvilket svarer til to fuldtidsstillinger, og det betyder også, besparelsen vil udfordre den lovfastsatte minimumsnormering.

I Aalborg Kommune har man også skåret i institutionernes åbningstid med en time og her giver det en årlig besparelse på 3,1 millioner kroner.

Signe Nielsen fra Fola mener ikke, at de kortere åbningstider er mulige for forældrene.

- Man er nødt til at tage hensyn til, at vi arbejder på forskellige tidspunkter. Nogle møder jo sent, eller møder tidligt og har tidligt fri, og de to ting skal jo ligesom gå op i en højere enhed, siger Signe Nielsen.

Hvordan harmonerer det med, hvad Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen siger om, at vi skal arbejde mere?

- Jamen, det harmonerer jo slet ikke. Det er helt til grin, at vi som forældre får at vide hele tiden, at vi skal arbejde mere, vi skal producere mere, vi skal bidrage mere til velfærdssamfundet. Vi skal føde flere børn, og vi skal også være længere tid på arbejde, samtidig med at de både skærer i kvaliteten, men i høj grad også i åbningstiden, som gør, at vi ikke kan være mere på arbejdsmarkedet, siger hun.

- Man kan ikke lave regler, uden at sende penge med. Det handler ikke om, at kommunerne har lyst til at lukke tidligt. De (Folketingspolitikerne red.) skal sende langt flere penge ud til velfærd. De er nødt til at kigge på den budgetlov, så man hæver serviceloftet, så alle vores børn kan opleve god kvalitet og velfærd, tilføjer hun.

Flere steder er priserne for at få passet sit barn også steget. I Vejle Kommune er prisen steget, samtidig med at man skærer i åbningstiden.

- Når kvaliteten bliver dårlig, og man skærer i åbningstiden, så begynder det at være sådan lidt; vi betaler ret meget for det her tilbud. Hvis du så ikke kan få din hverdag til at hænge sammen og du synes, at du skal løbe hurtigere og hurtigere, så kan man lige så godt bare gå hjemme og passe dem, siger Signe Nielsen.

- Hvis man skal gå ned i tid på sit arbejde og miste seks timers indtægt, så er det lige før, det bedre kan betale sig at blive hjemmepasser, især hvis de endda kan få et tilskud til at passe sit barn derhjemme, siger hun.

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye(S) er blevet forelagt kritikken. I en skriftlig kommentar skriver han til Avisen Danmark, at der er afsat 13 procent mere pædagogisk personale de seneste år - og det bør sikre mere kvalitet i børnenes dagligdag.

- Jeg ønsker ikke at beslutte i detaljer, hvordan ressourcer bruges. Den konkrete åbningstid skal derfor besluttes på rådhuset, ikke på mit kontor, skriver han.

Mattias Tesfaye har desuden en formaning til kommunerne - især dem der sparer på åbningstiden:

- Jeg vil gerne opfordre kommunerne til at huske på, at det skal være muligt at have et normalt job og få pasning til børnene.

Sidste sommer flyttede Michael Falch og hans kone ind i en gammel rødstensvilla i Rudkøbing på Langeland. Det er der umiddelbart ikke noget mærkeligt i, for det med at flytte har ”Falchen” gjort hyppigt og ufrivilligt, siden han var ganske lille. Og også mere frivilligt som voksen.

Alligevel er denne gang speciel, for ovre på den anden side af gaden ligger den kirkegård, som Michael Falch peger mod og siger:

- Min mor ligger lige derovre. Hun boede på Langeland i sin sidste tid, og nu har jeg reserveret pladser til familien rundt om hendes grav. Næste gang, jeg flytter, bliver det kun over gaden, siger han.

Michael Falch føler, han er hjemme nu. Og lige her i lædersofaen med udsigt til kirkegården skal vi snakke om et liv, som begynder med den mor, der ligger ovre på den anden side af gaden, og med en opvækst i en kærlig, men dysfunktionel familie. Et liv med musik og triumfer. Men også en kamp med nerver og afhængighed.

Da Michael som 13-årig ankom til Tønder, var det syvende gang, han landede et nyt sted. Som voksen husker han stadig tydeligt detaljer og minder fra både Køge, Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Taastrup og Tønder.

- Det har været enormt vigtigt for mig at holde forbindelsen levende til mit livs steder. Jeg har minderne, men jeg har også opsøgt stederne fysisk med jævne mellemrum, siger Michael Falch og forklarer hvorfor:

- Både traumerne og de store oplevelser er jo alle steder. Altså de ekstreme oplevelser, de sværeste ting og de største og glædeligste ting. Det er noget med at pleje noget følelsesmæssigt, som egentlig hører til i fortiden. Jeg er jo flyttet derfra. Det er ligesom det, vi tager med os og digter vores historie ud fra. Noget, vi stykker sammen, alt efter hvordan det har ramt os, hvad vi har følt, og hvad vi har manglet.

Michael Falch er født i Køge, og her har han også stået som en voksen mand ved sin gamle opgang og ladet billederne komme tilbage fra en tid, da han var fire-fem år:

- Jeg kan for eksempel tydeligt huske en pige fra naboopgangen, jeg var meget fascineret af. Jeg husker, jeg var inde på hendes værelse, mens hendes mor ordnede hendes mørke hår med et krøllejern. Jeg var tryllebundet af hende og krøllerne, der blev flere og flere, siger han.

Den første lille forelskelse måske? Men Køge var også det første sted, han og familien forlod. Han husker tydeligt, da han stod bagest i flyttevognen og lavede sjov med de andre børn, der stod nede på vejen, mens kasser og møbler blev båret ud. Og de blandede følelser:

- Jeg var fem, og jeg husker spændingen over, at vi skulle flytte, og at der skulle ske noget nyt. Men der var også et vemod, fordi jeg ikke vidste, hvad det indebar. Det kom jeg fand’me til at lære. Det med at skulle videre til en ny by, hvor man var et fremmed barn, siger Michael Falch.

Flyttebilen kørte til Glostrup, hvor familien boede i kort tid. Men længe nok til, at Michael har minder. Da han faldt ned fra et højt træ, og da han blev tilmeldt skolen, for eksempel.

Inden skoleåret begyndte, var flyttebilen dog kørt videre til Brabrand ved Aarhus. Her fik Michael Falch for første gang fat i en lidenskab, som har været en vigtig del af hans liv lige siden. Og været en redningsplanke.

Men først skal vi kigge lidt på familien i flyttebilen. På mor og far, og hvad der gang på gang fik dem til at pakke det hele ned og søge i en ny retning.

- Min mor og far arbejdede hos en manufakturhandler, og det var sådan, de mødte hinanden. Min mor kom fra en finere borgerlig familie, mens min far var en bondedreng fra landet, som ville noget andet. Han havde store ambitioner, og han var dygtig, fortæller Falch.

- Far havde et enormt drive, og ting lykkedes faktisk for ham, men han havde det problem, at flasken kom og stjal billedet. Og det skete hver gang. Min mor var nervepræget, impulsiv og også et vildt skægt menneske. Hun var sindssygt hektisk og ekstremt stresset.

- Det lyder lidt som noget bipolart?

- Det er aldrig rigtigt blevet klart. Det er altid svært, når folk har alkoholproblemer, for så kan det ligne alt muligt andet, men i virkeligheden handler det om alkoholproblemet. Sådan tror jeg, det var med min mor. Hvis man er et nervepræget menneske, har alkoholen en dulmende virkning, men til gengæld kommer alle bivirkningerne bagefter med depressioner, skam, og hvad der ellers følger med.

- Var I det, man i dag ville kalde en udsat familie?

- Det ville man nok, ja. Men trods alle sine problemer, og på trods af alle de nætter med gråd, piller og alkohol, svigtede vores mor ikke én eneste dag med den madpakke, vi tre børn skulle have med. Og ikke én aften var vi uden mad. På trods af alle problemerne klarede hun det almindelige dagligdags så smukt.

- Hvis I ikke havde haft madpakker med, var problemerne vel blevet synlige?

- Nemlig. Og det blev nærmest aldrig synligt for andre. Der var lige én gang, hvor jeg ringede efter politiet, da min far var alt for voldsom. De kom og hentede ham.

- Slog han jer?

- Han slog os egentlig ikke. Han og min mor sloges voldsomt. Rigtig grimme oplevelser, når han kom fuld hjem om morgenen, og hun for på ham i deres drama.

- Hvad gjorde du så?

- Jeg prøvede jo at skærme mine to små søskende. Og som jeg blev ældre, prøvede jeg mere og mere at blande mig. Min far slog mig ikke, men der var én episode, hvor jeg gik så hårdt til ham og pressede ham, så han tog kvælertag på mig. Og det endte med, at jeg slog ham i gulvet inde på mit værelse.

På det tidspunkt var Michael Falch 14 år, og det var i Tønder en del flytninger senere.

Men lige her i stuen i Rudkøbing med udsigt mod kirkegården forsøger den 67-årige Falch at lægge brikkerne i et kompliceret puslespil.

- Det store paradoks i min barndom er, at de to sødeste mennesker, jeg næsten kan tænke på, det var mine forældre. Jeg fortrænger ikke alt det forfærdelige, der var. Men jeg så de virkelige mennesker bag alt deres misbrug og deres forfejlede strategier for at klare sig.

- De to, der elskede dig allermest?

- Ja, simpelthen. Det er også det, jeg tit har kredset om undervejs med terapeuter og psykologer i mit liv: Jeg har fået masser af kærlighed. Jeg er fyldt op med kærlighed, men de roser er godt nok også kommet med nogle torne, siger Michael Falch.

Han vidste altid, når en ny flytning nærmede sig, fordi tingene var kørt af sporet igen.

- Når de så begyndte at bruge meget tid på jobsektionen og boligsektionen i søndags-Berlingeren, røg skuldrene op på os børn. Så vidste vi godt, at nu var det ved at slutte. Jeg tror, det var, fordi deres alkoholproblem begyndte at blive for synligt. Nu flytter vi, så bliver alt godt. De troede virkelig, at alting ville løse sig. De var vanvittige optimister.

Men der var klart flere roser end torne, når han tænker på, da han og familien kom til Brabrand.

- I Brabrand begyndte livet for alvor for mig. Det var her, jeg begyndte i skolen, og her, jeg begyndte at spille fodbold. Og det var med det samme kæmpestort for mig.

Familien boede tæt på Brabrand Sø i blokkene lige over for stadion på Engdalsvej, og Michael kunne løbe over og spille fodbold, lige så tit han ville. Han var stolt over at trække Brabrand Idrætsforenings blå trøje over hovedet, og lige siden har fodboldtøj og -støvler altid været en del af oppakningen ved enhver flytning eller rejse.

- Jeg kan huske, jeg fik en fidusbamse for at være ”Årets dreng” i klubben. Det var en trold i blå træningsdragt, og der stod BIF på brystet. Det var kæmpestort, siger han.

Men han var sulten efter mere hæder og fandt en gammel tinvase, hvor han ridsede BIF, så han også havde en pokal.

- Det var ikke så godt, for det var noget med, at den var et arvestykke fra en oldemor, så der faldt brænde ned, griner Michael Falch.

I Brabrand fik han smag for at blive hyldet, og i Brabrand blev hans lillebror født inde i stuen.

- Det var dramatisk, og jeg husker, at den morgen måtte jeg få cornflakes. Det måtte jeg ellers aldrig.

Og det var også i Brabrand, at den store verden bankede på til den lille:

- Jeg kan huske det med, at Kennedy blev myrdet. Det var nok de voksnes alvor, der gjorde, at det brød ind i det der lille barneunivers.

Men en ny flytning bankede også på til børneuniverset. Denne gang til Lystrup nord for Aarhus. Far fik nyt job hos Salling, han blev forfremmet til afdelingschef i varehuset, og familien var flyttet i et lille parcelhus.

Ellers var det en rutine, han var ved at lære med ny skole og ny fodboldklub. Og sådan var det også, da turen gik videre til en ny bolig i Sønderborg. Et nyt moderne parcelhus bygget af hvide gasbetonsten.

- Det var jeg meget stolt af, og jeg fik også et større værelse.

Men det blev en tung start for Michael, der begyndte i 3. klasse på en ny skole.

- De talte sønderjysk, og jeg var jo blevet sådan en østjysk dreng. Jeg havde simpelthen svært ved at forstå dem. Jeg kunne ikke se, hvordan skal jeg skulle komme ind i varmen eller lære nogen at kende. Jeg husker at være meget på mit værelse, læse mange bøger og at gå alene rundt i Sønderskoven og kigge på fugle, siger han og tilføjer med et grin:

- Fugle. Så bimler alle alarmklokkerne, ikke?

Men den gode gamle redningsplanke kom også til at virke i Sønderjylland:

- Fodbolden blev igen en redning for mig. Når du spiller fodbold og melder dig ind i klubben, har du med et knips pludselig 20, 40, 50 om ikke venner så bekendte i hvert fald. I fodbold er det ikke så vigtigt, om man taler med den ene eller anden dialekt, eller om du taler et andet sprog.

Fodbolden kunne ikke helt overskygge problemerne i hjemmet. Og storebror i familien begyndte at ændre sig.

- Dramaet blev så tydeligt, og jeg kom tit i slåskampe og kom hjem med huller i bukserne på knæene, fordi jeg havde ligget og kastet mig rundt i slåskampe. Jeg var nok blevet adfærdsvanskelig, som man sagde.

Også til spejder var det galt. En dag, hvor han igen var blevet smidt ud for at være for ustyrlig, blev han ramt af noget ubeskriveligt:

- Jeg cyklede forbi ungdomsklubben, Bobby, hvor der stod et vindue åbent. Der bragede noget musik ud, som fik mig til at stå af cyklen. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Det var The Beatles og ”She Loves You”.

En forstenet dreng med en cykel var med ét inficeret med noget, der skulle udvikle sig til en stor karriere som musiker, sangskriver og sanger.

- Det kan være svært at forstå, for det er jo bare en glad, frisk popsang. Men den måde, de brølede ”yeah, yeah, yeah”. Det var der ikke nogen, der havde hørt før.

Michael havde fundet et mysterium, der skulle løses. En passion, en interesse og snart også en komplet samling af Beatles-singler. Og en guitar.

- Jeg havde en idé om, at hvis jeg lærte at spille på den, kunne jeg måske komme med i Beatles på et tidspunkt. Men det gjorde pisseondt i fingrene, så jeg lærte det ikke rigtigt.

Til gengæld lærte han lidt om kærlighed og smerte, da Mette fra Sønderborg blev hans første kæreste.

- Jeg kan huske, at jeg forærede hende mappen med min komplette samling af Beatles-singler. Den var min største stolthed, og den gav jeg hende som bevis på, hvor meget jeg elskede hende. Det var om fredagen. Om mandagen slog hun op.

I dag kan han grine ad det, og han har siden mødt hende engang til en Malurt-koncert på Magasinet i Odense.

- Jeg spurgte, om hun stadig havde de singler. Hun havde ingen erindring om det overhovedet. Det har åbenlyst ikke betydet det samme for hende, som det gjorde for mig.

Hjemme i parcelhuset i Sønderborg var far og mor også for længst begyndt at nærstudere bolig- og jobsektionerne. Et farvel til Jylland ventede.

Hippie & hash

- Vi flyttede til Taastrup, så nu skulle jeg omskoles til at blive københavner.

Hvis musik-frøet var blevet sået i Sønderborg, skød det for alvor frem i Taastrup. Med masser af spirer og en livsstil, der hørte med.

- Jeg begyndte at være meget sammen med Jørgen, der boede nede i de røde blokke på Parkvej. Han kunne spille guitar, og jeg begyndte at skrive tekster, som jeg kunne synge. Altså helt banale love songs, som man nu kan skrive, når man går i 6. klasse og har haft engelsk i et år, siger han.

-  Det var ret epokegørende for mig. Det var hippietid der i 68-69, og der var jo et ungdomsoprør, der bragede igennem. Vi hørte intellektuel rock. Jeg fik langt hår, og vi begyndte at gå i hippie-agtige T-shirts og ryge hash. Jeg blev desværre også fast ryger allerede i 7. klasse, hvor vi røg i alle frikvartererne.

Mens 13-årige Michael chiller med hippier og hører syrerock med Alrune Rod, er hans mor og far ved at køre fast i alkohol, piller og skænderier igen. Og denne gang lå løsningen på alle problemerne i Sønderjylland. I Tønder.

- Det føltes som verdens undergang for mig. Jeg havde venner, og vi havde alt det musik, vi dyrkede. Vi havde en slags illegalt undergrundsfællesskab, som hashen nok var med til at skabe. Man kan mene om det, hvad man vil, men det havde bare en enorm kraft dengang. Jeg havde også fodboldkammerater. Og nu skulle vi til Tønder!

Michael Falch husker sin første dag i Tønder. Det er en eftermiddag i april 1970, Michael er 13, og han går rundt i sin nye by, som virker som en mennesketom spøgelsesby. Men så …

- Ja, så kommer der en langhåret gut med trompetærmer gående over torvet. Wow, tænkte jeg bare. Det var ”Kylle”, vi falder i snak, og så fortæller han mig, at Alrune Rod spiller i hallen samme aften. Jeg troede, jeg var havnet i en by i Rusland, og så spiller mit yndlingsband min første aften i Tønder. Okay, jeg skulle nok overleve.

”Kylle” var lidt ældre end Falch, og han viste sig at være byens musikalske motor og samlingspunkt. Og med ham fulgte flere venner i det musikalske ungdomsmiljø i grænsebyen.

- Jeg møder jo også hurtigt præstens uvorne knægt, ”Kedde”, og han lærer mig at spille guitar, og vi har en duo sammen. Vi begynder også at skrive sange.

”Kedde” hedder i virkeligheden Christian Arendt og er identisk med den guitarist, Michael Falch senere stiftede Malurt sammen med.

Mathias ”Kylle” Petersen havde dengang et rockband, og Falch fik sin debut med dem i Møgeltønder Forsamlingshus, hvor de spillede covers af Cream, Steppenwolf og den slags.

- Da fik jeg godt nok nerver på, og de er blevet ved med at forfølge mig lige siden. Men jeg vidste bare, at det her, det ville jeg, siger Falch.

Han husker første gang, de var på turné med bandet og skulle spille på Hansens Værtshus i Odense.

- Vi skulle spille tre sæt, og efter første sæt var jeg så ødelagt af nerver, at jeg ikke kunne komme ud til andet sæt. Jeg var ude og brække mig i en hæk, og jeg kom ikke ind til resten af koncerten, så ”Kedde” måtte synge. Og sådan gik det også, da vi spillede i København.

- Jeg havde simpelthen ikke nervesystemet til at stå på scenen. Hvordan jeg nogensinde fik modet tilbage, det aner jeg ikke. Jeg aner det ikke. Men et eller andet må være lykkedes, så jeg trods alt kunne komme derind igen, da vi dannede Malurt, siger han.

Når man virkelig vil noget, som man ikke rigtigt tør, er det nærliggende at dulme nerverne.

Michael Falchs karriere begynder der i det sønderjyske musikmiljø. Men det er på en måde også der, et voksenliv med hash og druk begynder. Det er et andet kapitel af hans liv.

Michael nåede som teenager at flytte mellem fire forskellige adresser i Tønder med sin far og mor, og til sidst flyttede han hjemmefra til et lejet værelse i Vestergade.

Som voksen har Michael Falch boet mange steder i København, på Sjælland, Fyn, Tåsinge og Langeland. Men vi hopper over hele den del af Michael Falchs liv, som allerede er beskrevet op og ned ad stolper.

I stedet går vi direkte til Langeland, hvor vi nu sidder i stuen og snakker. Der er et klaver op mod væggen, og der er et indrammet sort-hvidt billede af fodboldlegenden Knud Lundberg på væggen bagved. Det er ikke kun fodbold og musik, der mødes her. Hvis der er ét geografisk sted, som går igennem det meste af Falchs historie, så er det den her lange ø sydøst for Fyn.

- Jeg var 16 år, da jeg første gang kørte fra Tønder til Langeland på min to-gears Puch for at være sammen med min kæreste i hendes forældres sommerhus. Jeg forelskede mig straks i øen og i langelænderne, og lige siden har jeg haft en forbindelse til Langeland, ligesom mine tre børn også har det. Der er langelændere, der kender mig, helt fra jeg var en langhåret knægt.

Allerede da skrev han sange, og det har han gjort lige siden. Sangene hører til rundtomkring i alle de byer og steder, der har været Falchs baser.

- De kommer alle mulige steder fra, men rigtigt mange af dem har jeg skrevet her på Langeland. Jeg er taknemmelig for alle de sange, Langeland har givet mig.

Her på Langeland kan han - ud over at spille oldboys-fodbold - fundere over, hvilken rolle hans rodløse barndom har haft for det liv, han har fået. Det med igen og igen at være den nye dreng på vejen og i skolen, at være mutters alene et nyt sted og ikke kunne forestille sig, at man nogensinde skulle blive huskendt i de fremmede omgivelser blandt børn, der talte med en anden dialekt. Og den dybe længsel efter det sted, han netop havde forladt.

- Det kaldte på et stort mod at finde styrken til at være opsøgende, selv om jeg var usikker og genert. Jeg lærte at være omstillingsparat, siger han.

- Nede under den håbefulde facade tror jeg, at jeg opdyrkede en grundlæggende mistillid til mennesker og stabiliteten i tilværelsen. Jeg opfattede mig selv som en født fremmed, som om jeg levede i en slags parallel dimension ved siden af det almindelige. Jeg tror, at det er den spændingstilstand, der har bibragt mig mit livs sværeste temaer, men at det samtidig er den, der har givet mig alle mine sange og den længsel, min stemme sikkert røber, siger han.

Sløjfen bliver bundet her i Rudkøbing, hvor Michael Falch nu bor sammen med sin thailandske kone. Hun er praktiserende buddhist. Michael Falch knæler foran sit krucifiks i stuen hver dag og siger, at forestillingen om Jesus betyder meget for ham.

- I sommer fik vi en kirkelig velsignelse her i Rudkøbing Kirke, og tanken var, at hendes Buddha skulle møde min Jesus for ligesom at se, om de kunne gå i spænd sammen.

- Kan de det?

- Ja. Det er et match made in heaven mellem de to der. Når bare kirke og samfund ikke blander sig for meget.

En mand ønskede sig et studiejob og søgte derfor en opslået stilling som bartender hver anden fredag aften.

Derfor var han til samtale hos lederen af baren, som ifølge manden til samtalen skulle have sagt: "Vi ansætter egentlig kun piger, men vi kunne jo prøve noget nyt".

På trods af det fik manden en aftale i hus om en prøvevagt dagen efter.

Men kort inden prøvevagten modtog han en SMS fra arbejdsgiveren, som meddelte, at han alligevel ikke skulle dukke op.

"Jeg tænker simpelthen ikke det dur med mænd", stod der i SMS'en.

Som svar på den SMS gjorde manden arbejdsgiveren opmærksom på, at hans begrundelse strider imod lovgivningen ved at forskelsbehandle på mænd og kvinder, og at han ville melde sagen til Ligebehandlingsnævnet.

Og det gjorde han.

En klage som nu er blevet behandlet i nævnet og har givet ham en erstatning på 12.500 kroner.

Ligebehandlingsnævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at det virker besynderligt, at manden ville have svært ved at bestride stillingen qua hans køn.

Herudover lægges der vægt på, at stedet er et ganske almindeligt værtshus i en bydel, hvor klienterne hovedsageligt består af studerende, og hvor mange af mandens venner er ansat i lignende stillinger andre steder.

Af de grunde mener nævnet derfor, at loven er blevet overtrådt, fordi arbejdsgiveren ikke har behandlet manden på lige fod med andre køn ved ansættelsen.

"Der foreligger direkte forskelsbehandling", skriver nævnet i sin afgørelse af denne sag.

Når betjente i tre politikredse i Danmark som et forsøg udrustes med strømpistoler, vil der løbende blive holdt øje med de skader, som de ramte eventuelt påføres.

Det forsikrer Rigspolitiet i et svar, som Justitsministeriet har sendt til Folketingets retsudvalg.

Her har Rosa Lund fra Enhedslisten blandt andet ønsket svar på de skadelige følger, der er risiko for.

En artikel fra Ugeskrift for Læger har for en række år siden nævnt alvorlig hjertepåvirkning, utilsigtede traumer som følge af fald samt dødsfald.

I lignende pilotprojekter i Holland, Norge og Sverige har der været skader, oplyser Rigspolitiet i svaret.

Men det er ikke muligt at forudse, hvor mange skader der vil kunne opstå som følge af dansk politis brug af strømpistol, lyder det.

Hvis en person får en "alvorlig skade", vil der hurtigt kunne ske ændringer i projektet.

Rigspolitiet skriver også, at "anbefalinger fra sundhedseksperter løbende inddrages og følges med henblik på at begrænse risikoen for eventuelle sundhedsskader i projektperioden".

I to år vil betjente på Sydsjælland, Lolland-Falster, Nordjylland samt på den københavnske vestegn deltage i pilotprojektet. En evaluering ventes i slutningen af 2026, har Rigspolitiet tidligere oplyst.

I organisationen Bedre Psykiatri frygter man for virkningen.

- Vi er grundlæggende bekymrede over, at politiet får et nyt magtmiddel i mødet med mennesker med psykisk sygdom, har generalsekretær Jane Alrø Sørensen i februar sagt til TV2.

I det aktuelle svar til retsudvalget lyder beskeden fra Rigspolitiet, at det er umuligt at spå om politiets samlede brug af magt, når der indføres et ekstra redskab. Altså om den vil stige eller falde.

I forvejen må politifolk bruge håndkraft, håndjern, peberspray, gas, stav og pistol.

Gennem flere år har strømpistolen fået mere opmærksomhed som en ny mulighed for betjentene. Debatten er opstået især efter situationer, hvor psykisk syge er blevet skudt og i enkelte tilfælde dræbt af skud affyret af politiet.

Det er netop for at undgå de tragiske følger, at strømpistolen overvejes af politiet.

Pointen blev understreget ved lanceringen af forsøget, da chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Københavns Vestegns Politi talte om, at brug af tjenestepistol i nogle situationer er "vores eneste mulighed".

- Derfor giver det god mening at se på, om strømpistoler skal være til rådighed for betjentene i særlige situationer, hvor de kan være med til at redde liv, sagde han.

I flere andre lande bruger ordensmagten allerede strømpistoler. Det gælder for eksempel Finland, Storbritannien og USA. Også Norsk politi besluttede i 2018 at iværksætte forsøg med strømpistoler, der kan give stød på 50.000 volt.

Bestsellerforfatter Jens Henrik Jensens bøger om den tidligere jægersoldat Niels Oxen har været allestedsnærværende - særligt i 2023, da den som TV 2-krimiserie kom hjem i stuerne hos danskerne.

Det var også sidste år, at sjette bog i krimiserien "Pilgrim" kom i handlen. Og oplæsningen af den, som Dan Schlosser har stået for, vandt for nylig en Mofibo Award i den mest lyttede kategori: Krimi og Spænding.

Bøgerne har for længst braget igennem internationalt. Det kunne mærkes for fire år siden, da forfatteren blev syg af overeksponering. Og det var også en del af temaet, da Avisen Danmark besøgte den succesfulde forfatter i efteråret ved hans hus, der har udsigt over Horsens Fjord.

- Når man er topstresset, har man brug for kun at kunne høre vinden og en fugl, der pipper. Når vi er ude i naturen længe nok, trænger den ind i vores fortravlede hoveder og kroppe. Vi absorberer så at sige hinanden, lød det fra 60-årige Jens Henrik Jensen.

Naturen blev en redningskrans for ham til at komme helt ovenpå igen.

- Jeg hentede meget i naturen, mens jeg var syg, og det gør jeg stadig. I virkeligheden har jeg altid gjort det.

Og det grønne går også igen i fortællingerne om Niels Oxen. I nyeste udgave går Oxen på Hærvejen fra nord til Dannevirke, og på den lange tur kommer han sig oven på de voldelige og fornedrende oplevelser, han blev udsat for i "Gladiator".

Selv holder forfatteren meget af at gå. Ofte har en gåtur - måske på flere timer - givet ham ro og løst problemer for ham. Det kan være, når en bog driller, fortæller han.

- Der er noget godt at hente, når man sætter det ene ben foran det andet og bare går, siger han.

Forfatteren med det meget almindelige navn, havde ellers aldrig forestillet sig, at hans forfatterskab kunne - for at sige det ligeud - gå så godt, som det gør.

Han begyndte som forfatter for 26 år siden og skrev dengang om natten, fordi der også var et andet arbejde at passe. Nu er der kommet mere ro i hans liv, og han har lært også at sige nej og ikke rode sig ud i alt for mange arrangementer.

Tv-udgaven i seks afsnit om Jens Henrik Jensens jægersoldat, er baseret på første bog i serien "De hængte hunde". Forfatteren fortalte til Avisen Danmark, at han glædede sig "sindssygt meget" til at se resultatet, og at han i øvrigt havde tillid til, at hans "barn" blev godt behandlet. Han havde forinden læst manuskriptet.

Han var dog spændt på, hvordan det ville fungere med en kvinde i rollen som spionchefen Mossmann. I bogen er han nemlig en mand.

- Sådan som jeg har forstået det, er ambitionen med serien, at den skal have et internationalt snit, og det er dyrt. Den har for længst passeret de 60 millioner kroner i planlagte omkostninger, fortalte han og afslørede:

- De tre første bøger i serien hænger sammen, så alle regner med tre sæsoner - hvis seertallene ellers bliver gode.

Det er i øvrigt sidenhen blevet bekræftet af TV 2 og seriens skaber. Og mon ikke det bliver sådan.

Over 1 million danskere så i hvert fald med på tværs af streaming og broadcast-tv i efteråret fra premieren og frem til årets afslutning. Det gør den sammen med julekalenderen "Valdes Jul – Skovens Vogter" til kanalens mest sete serie i 2023.

Avisen Danmarks kulturredaktør Anette Hyllested anmeldte serien. Hun gav den tre stjerner.