Gaza: En aften, Kjeld Kromand var langt hjemmefra, helt i Jerusalem, ringede hans telefon: - Hjælp mig, hjælp mig, mine børn dør.

Det var en af mange daglige telefonopringninger, han tog imod i løbet af december og januar, mens han sad som HR-chef for Læger uden Grænser i et aktionskontor i en lejlighed i Jerusalem.

Kontoret var under hans ledelse lynoprettet i anledning af de krigshandlinger, der udspillede sig, og stadig udspiller sig, i Gaza.

Siden Israel svarede igen på Hamas' angreb, der 7. oktober sidste år spredte død og ødelæggelse, har bomberegn, granater, snigskytter og frygt for liv og helbred slået dagens tone an på krigens stemmegaffel i Gaza.

Men dette desperate opkald kom ikke fra nogen af dem, der i nu snart et halvt år har været i det israelske kikkertsigte.

Det kom fra en af de sundhedsmedarbejdere, der er ansat af Læger uden Grænser i Gaza. Det vil sige en af dem, som 59-årig Kjeld Kromand fra Aarhus var udsendt for at sikre al mulig praktisk og sikkerhedsmæssig opbakning og hjælp til.

Det er en af de oplevelser fra de godt og vel to måneder, han i denne omgang var afsted, der sidder i erindringen. For hvad siger man dog til et menneske, der frygter for sit eget og sine børns liv, fordi bomber brager, og dødsrisikoen er nærmeste nabo?

- Det var en kold aften, og en meget regnfuld aften, og manden havde taget flugten fra hospitalet på grund af en evakueringsordre. Børnene var syge og svage, og derfor var han så frygteligt bekymret. Han anede ikke, hvor han skulle tage hen, eller i det hele taget hvordan han skulle tilbringe natten, fortæller Kjeld Kromand, der ikke ved noget om børnenes mors skæbne.

Lige det øjeblik var et af mange, hvor han mærkede magtesløsheden. For nok har han før opholdt sig i verdens brændpunkter, og nok har han opbygget en vis rutine i at være livlinen, støtten i en presset situation. Men det her! Her talte han ind i telefonen uden at have nogen konkrete anvisninger at give.

Han kunne ikke sige så meget andet til manden, end at han skulle begive sig af sted - søge væk, væk fra bombefaren - banke på, hvor han kunne og håbe at møde en familie, der kunne give husly - eller søge ly og i læ for regnen under et eller andet halvtag - eller finde et sted af lægge sig ned tæt med børnene, så de varmede hinanden med deres kroppe. Den slags.

I Gaza synes det absurd at tale om, at noget som helst ender lykkeligt for tiden. Men midt i denne lammende magtesløshed var det en trøst, at det lykkedes manden, der er en af de lokale sundhedsmedarbejdere tilknyttet organisationen, at finde husly med sine børn og overleve.

Kjeld Kromand er læreruddannet, og lærergerningen og flere job som skoleleder har fyldt det meste af hans arbejdsliv. Men under et foredrag om Læger uden Grænser, gik det op for ham, at en sådan organisation for at kunne fungere har brug for andet end læger og sundhedspersonale.

Der er også brug for alle mulige andre evner, ikke mindst af praktisk, administrativ og ledelsesmæssig karakter. Han tog springet, tilbød sig og har siden 2016 været udsendt i HR-funktioner syv gange på fem forskellige destinationer: Afghanistan, Sydsudan, Sierre Leone, Balkan og nu senest Jerusalem i forbindelse med Gazakrigen.

Som sådan var det hans opgave dels af finde et lokale i Jerusalem, hvor der kunne indrettes kontor og hyres personale. Dels at servicere det medicinske mandskab med løn og husly og sikkerhedsforanstaltninger af forskellig slags gennem lokale netværk i Gaza. Foruden at være den beroligende og rådgivende stemme i telefonen, når eksplosiver har sat lokummet i brand.

Om den ene konflikt i sine udgydelser af død og blod er grusommere end den anden, giver kun ringe mening at diskutere. Men der er noget ved begivenhederne i Gaza, der gør denne udsendelse til den forfærdeligste, han har oplevet.

- Hidtil har vores neutralitet været respekteret, og vi har kunnet få adgang til de forsyninger, der er nødvendige for, at vi kan udføre det lægelige arbejde. På de steder, jeg tidligere har været udsendt til, har vi sjældent været genstand for angreb, da vi som nødhjælpsorganisation er fredet efter de humanitære regler, fortæller Kjeld Kromand og fortsætter.

- I Gaza er det anderledes. Vi kan ikke få nødhjælp og forsyninger ind og kan ikke udføre det medicinske arbejde, vi er der for. Og vores sundhedspersonale inde i Gaza er i livsfare hele tiden.

I perioden, Kjeld Kromand har været udsendt denne gang, er fem ansatte og en lille datter til en af de ansatte blevet dræbt af bomber eller er faldet for snigskytters projektiler.

Denne topfarlige situation er i øvrigt årsagen til, at Kjeld Kromand og det øvrige ikke-medicinske personale ikke er inde i selve minefeltet så at sige. I Sydsudan oplevede han at kunne fungere midt i det hele, i et telt ude på savannen, med netværk via satellit, med forsyningsadgang og uden beskydning. I Gaza råder en anden orden, livsfarens orden.

- Der er ingen steder i Gaza, absolut ingen steder, hvor man kan vide sig sikker. Hvis ikke det er bomber, der falder, er det snigskytter, som skyder. Man kan ikke udføre det nødvendige medicinske arbejde, når man hele tiden skal evakueres eller tage flugten. Det er med livet som indsats, så Læger uden Grænser sender kun de absolut nødvendige derind. Det indsnævrer det til det medicinske personale, siger Kjeld Kromand.

Disse lægers dedikation er et andet respektfuldt minde, Kjeld Kromand har taget med hjem. Det glemmer han næppe nogen sinde, og hvis han skulle gøre det, er der ét erindringsglimt, der vil bringe ham tilbage.

- En dag blev en af vores læger inde på hospitalet ramt af en snigskytte udefra. Lægen døde heldigvis ikke, men blev såret og kom ind på operationsbordet, hvor hans kolleger behandlede ham. Hvorefter han rejste sig og fortsatte med at operere de patienter, der var på hospitalet.

Udover de kvæstelser, som krigen påfører civilbefolkningen, mænd som kvinder, voksne som børn, har den en lang række andre livstruende følger.

- Hungersnød truer, og det er jo ikke, fordi høsten er slået fejl. Det er en menneskeskabt humanitær katastrofe. Gaza er lukket ned, og der er ikke adgang til fødevarer og andre basale fornødenheder, ligesom det ikke er muligt at få de nødvendige medicinske forsyninger ind. Det gør folk syge og afkræftede, ikke mindst børn, der er plaget af eksempelvis infektioner, siger Kjeld Kromand.

Dertil kommer de almindelige sygdomme, der ikke er ressourcer, medikamenter eller operationsudstyr til at behandle. Som for eksempel sukkersygepatienter, der ikke kan få den livsnødvendige insulin.

Dét er også en menneskeskabt situation, for nødforsyninger, mad, medicinske hjælpemidler og andre fornødenheder til livets opretholdelse, er inden for rækkevidde. Hvis de ellers måtte komme frem.

- Den humanitære hjælp står lige ude foran døren til Gaza. Men det kan ikke komme ind, fordi det meste er blokeret. I Læger uden Grænser er vi neutrale. Det er vores sikkerhed, vores forudsætning for at fungere. Vi forholder os ikke til, hvem af parterne i en konflikt, der har ret, heller ikke her.

- Jeg har det bare som drengen i Kejserens Nye Klæder: Kan I slet ikke se det? En våbenhvile er nødvendig, for hvis ikke der kommer nødforsyninger ind, mad og medicin især, dør mennesker - børn, kvinder, mænd, helt uskyldige mennesker, siger Kjeld Kromand.

Han er ledig lige nu. Skolelederjob var nemlig ikke udstyret med en orlovsordning, så han sagde op, da han fik muligheden for at tage ud og arbejde for Læger uden Grænser i 2016. Han regner med at blive udsendt igen på et tidspunkt og lever indtil da af dagpenge.

Det har ikke skortet på bemærkninger fra vennelaget om, hvor tumpet i hovedet han må være, sådan at opgive et sikkert og godt job for en så usikker tilværelse.

- Og hvad så? Det er noget, jeg er kommet til at brænde for: at gøre en indsats for nogen, der i den grad har behov for hjælp. Hvis jeg ikke gjorde det, er det noget, jeg vil bebrejde mig selv, når jeg bliver gammel: Hvorfor lod du dog være?

Den rigeste ene procent af danskerne ejer over en fjerdedel af landets samlede formue.

En væsentlig del af denne formuekoncentration skyldes unoterede aktier, særligt i familieejede virksomheder.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Samtidig planlægger regeringen at sænke arveafgiften for familieejede virksomheder, der overdrages til næste generation.

Regeringens forslag om lavere arveafgift på familieejede virksomheder møder skarp kritik fra Sune Caspersen, senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det er en skattelempelse målrettet de allerrigeste i Danmark. Uden det giver nogen som helst vækst eller arbejdsudbud. Man kunne i stedet bruge pengene på noget, der fremmer væksten for vores små- og mellemstore virksomheder at øge produktiviteten, siger Sune Caspersen.

I 2022 oplevede både dem med store og mindre formuer en negativ udvikling i formuerne.

Årsagerne til det tilbageskridt skyldes særligt den høje inflation samt tilbagegang i aktie- og obligationsmarkederne, hvilket også ramte pensionsformuer.

De 10 procent rigeste danskere har i snit en nettoformue på cirka 11 millioner kroner, mens formuen for den næst rigeste tiendedel i gennemsnit er omkring 3 millioner kroner. I alt har den øverste ene procent af Danmarks befolkning 25,5 procent af landets samlede formue.

- Vi ser ikke den samme forskel nogen som helst andre steder, siger Sune Caspersen.

Ifølge AE så spiller unoterede aktier, især i familieejede virksomheder, en afgørende rolle i formueuligheden i Danmark.

- De fleste virksomheder, som du og jeg kan eje en del af, er noteret på en børs. Og så kan vi købe en aktie i den virksomhed. Så har vi også nogle rigtig store virksomheder i Danmark, som ikke er på børsen, de er derfor unoterede. Det er typisk nogle få rige familier, der ejer dem. Og det er baggrunden for den her meget høje formueulighed, siger Sune Caspersen.

Derfor vækker det bekymring hos ham, at regeringen har planer om at sænke arveafgiften for overdragelse af aktier og anparter i familieejede virksomheder til næste generation.

Men er det et problem?

- I bund og grund er store formueforskelle ikke et direkte problem. Men det kan være udtryk for et problem, hvis værdiskabelse og gevinster falder på meget få hænder, selvom det måske er drevet af rigtig mange personer, der er ansat i virksomheden, siger Sune Caspersen.

Men så længe der er fair konkurrencevilkår, så er der vel ikke et problem, så kan andre bare lave deres egen virksomhed?

- Nej, det er rigtigt nok. Men international forskning viser også, at store formueforskelle kan gøre samfundet mindre produktivt og mindre velstående. Om det lige er tilfældet i Danmark, det er svært at konkludere, siger Sune Caspersen og forsætter:

- Men tiltaget om at lempe arveafgiften på generationsskifte på virksomheder fremmer ikke væksten, og det giver heller ikke øget arbejdsudbud. Det giver faktisk ikke andet end flere penge til de allerrigeste.

Du sikrer vel, at når virksomheden skal skifte hænder, at det koster færre penge og dermed er virksomheden mere robust?

- Alternativet er jo, at de gik ud og solgte en del af virksomheden til nogle pensionskasser, investorer eller de børsnoterede virksomheden. Og derfor gjorde det nemmere for andre at investere i. At man videregiver virksomheden, leder ikke nødvendigvis til, at der er færre penge til rådighed til at vækste, siger Sune Caspersen.

Regeringens varsler med sin 2030 plan en nedsættelse af skatten på generationsskifte af virksomheder.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) påpeger dog, at regeringen samlet set vil føre en politik, der begrænser ulige muligheder og sikrer, at økonomiske forskelle ikke bliver for store.

- Det handler ikke mindst om at sikre, at børn, der vokser op i socialt udsatte familier, får bedre muligheder for en god fremtid, svarer Jeppe Bruus i et skriftligt svar.

Jeppe Bruus mener dog, at der de seneste år har været for mange diskussioner og regelændringer ved generationsskifte i familieejede virksomheder, og derfor er der brug for politisk afklaring og ro om reglerne.

- Det har skabt usikkerhed både for virksomhedsejerne og deres medarbejdere. Det er derfor regeringens ønske at få skabt en klar politisk konsensus om rammevilkårene for de familieejede virksomheder, lyder det fra Jeppe Bruus.

- Jo, jeg har genvundet kampvægten. Jeg er for længst over de 100 kilo igen. Endda så rigeligt.

Med et smil sætter Flemming Madsen sig til bords og byder journalisten på kaffe, boller med ost og frugt, og gør sig klar til at fortælle. Ved sin side har han sin hustru Kaja, hvis lette adgang til smil og latter var livgivende for ham.

- Uden hende havde jeg ikke klaret det, siger Flemming med et fast, alvorligt blik.

Her er god varme og god stemning i køkkenet på slægtsgården Ahlergaard fra 1858, der har været Kaja og Flemmings hjem, siden de blev gift i 1978.

For godt tre år siden blev Flemming kendt i det vestjyske, da han blev afbildet i Dagbladet Ringkøbing-Skjern på meget direkte og voldsomme fotos, liggende i respirator på intensivafdelingen.

Han havde sagt ja til at fortælle om sin kamp med coronaen, som han var så tæt på at tabe, at Kaja og de fire børn flere gange blev kaldt til hans seng for at tage afsked.

Alligevel holdt han fast i livet.

Han blev indlagt i marts 2020 – få dage efter, at statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned – og kom hjem igen i marts 2021.

I seks måneder lå han på intensivafdelingerne i Herning, Skejby og Holstebro.

I mere end hundrede dage var han koblet til en respirator. Først i koma og siden ved bevidsthed, men ude af ude af stand til at kommunikere, med respiratorens livgivende slange ført ind gennem et hul i halsen som såkaldt trakeostomi og siden ’koffet’ med en ’ballon’ i halsen for ikke at fejlsynke.

Mærkelige drømme om indespærring i skibslaster akkompagneret af bankelyde, velsagtens fra respiratorens mekanik, kom og gik for til sidst at slippe ham, så han langsomt kunne vende tilbage til virkeligheden.

Én finger var alt, han kunne bevæge i begyndelsen.

Flemmings livtag med coronaen blev så langvarigt, at han blev rekordholder. Ingen andre havde været indlagt så længe med covid og kommet levende hjem.

I dag er ægteparret tilbage i den vante gænge i hjemmet øst for Borris, ligesom den nærliggende Skjern Å er tilbage i sit normale løb efter at være flydt helt op i baghaven grundet den megen regn.

Udsigten over ådalen er en daglig nydelse for Kaja og Flemming, der kun har stuehuset at tage sig af. Jorden og bygningerne er bortforpagtet.

- Jeg har det rimeligt. Jeg har det som før, udover at jeg ikke kan bestille det samme som før. Jeg kan ikke komme ned på knæ og slå terrassebrædder i. Måske er det på grund af, at jeg lå så længe i sengen? Måske er det alderen, siger Flemming.

Til sankthans fylder han 73. Hans 69-års fødselsdag blev tilbragt i koma på intensivafdelingen.

- Jeg havde også en blodprop i det ene ben, så anklen er blevet stiv. Jeg har fået dropfod. Jeg har også lidt med balancen og med udholdenheden. Når jeg går op og henter avisen oppe ved vejen og går tilbage igen, er jeg brugt.

De mange måneder i sygesengen gav Flemming et liggesår i bagdelen, som er et slags knudepunkt for nerver, der fortsætter ned i benene. Også liggesåret kan være skyld i dropfoden, mener en osteopat, som Flemming konsulterede.

Indlæggelserne startede på intensivafdelingen på det daværende Herning Sygehus og gik derpå til Skejby, da en stor tarmblødning skulle behandles akut. Blødningen var livstruende og ifølge lægerne tæt på at slå ham ihjel.

Igen klarede Flemming skærene og blev derpå overført til den daværende intensivafdeling i Holstebro, hvor neurologerne kunne inddrages i genoptræningen.

Undervejs afslørede en scanning, at der havde udviklet sig hvide plamager på hjernen, hvilket skabte bekymring for, hvad det kunne få af betydning for Flemmings kognitive evner. Plamagerne forsvandt dog stort set igen og har ikke gjort skade.

- Jeg har måske altid haft noget på hjernen, griner Flemming.

- Når vi fik den Flemming hjem, som vi kendte fra før coronaen, må han jo have været udstyret med de plamager også inden, kommer det spøgende fra Kaja.

Plamagerne var såmænd skræmmende nok. Lægerne kortlagde, at syv covid-patienter i Europa havde udviklet dem. De var alle døde, udleder Flemming og Kaja af et svar, de fik fra en overlæge.

Kaja besøgte Flemming hver anden aften i de seks måneder, han var indlagt på intensivafdelingerne. Børnene deltes om de andre aftener, så han altid fik besøg.

- Det var surrealistisk. Man kan mere, end man tror, når man kommer ind i sådan en boble af angst og bekymring. Der var jo mange dyk i Flemmings tilstand. Det var vildt og voldsomt.

Der var lungebetændelser, urinvejsinfektioner og stafylokokker. Høj feber og betændelsestal over 400.

- Jeg følte, jeg stod på toppen af et bjerg, mens det stormede og susede. Bagved havde jeg vores fire børn, der holdt hinanden i hånden og holdt mig oppe. Og bagved følte jeg, at der var en stor kreds af omsorg fra familie, venner og folk i sognet. Sådan er det, når man har boet mange år i et sogn og kender folk, siger Kaja.

- Noget kan gøre, at man lige bliver bragt tilbage. Man kan se en tv-udsendelse fra en intensiv afdeling, og så triller tårerne.

Hun og Flemming er fyldt med taknemmelighed over for lægernes og sygeplejerskernes indsats. Og for at leve i et land, hvor alle ressourcer blev sat ind på at redde ham.

- I Tyskland ville jeg ikke have overlevet. De ville have opgivet mig i respiratoren. Så dårlig var jeg, siger Flemming.

- Det var også tæt på. Jeg og børnene kunne mærke, at der havde være debat blandt lægerne, siger Kaja og holder en lille pause.

- Om vi skulle stoppe ...

Men Flemming var sej. Og blev opmuntret til at kæmpe videre med hvert et kærtegn fra Kaja og børnene og hvert et ’hold ud, Far’.

- De kunne jo se, at mine tal blev bedre, hver gang de holdt mig i hånden, siger Flemming.

Hans tørre humor fornægtede sig ikke, selv når det så værst ud. Men den kunne også misforstås. Da han skulle vendes om på den anden side, sagde han til en sygeplejerske ’så vender I mig, så jeg kan stirre ind i den anden væg’.

- Det fik sygeplejersken til at sige til os, at vi skulle overveje, om behandlingen skulle fortsætte næste gang, Flemming fik en lungebetændelse. Hun troede, Flemming havde opgivet. Men det var jo bare hans tørre humor. Han har altid nikket ja til at ville kæmpe, siger Kaja.

Som covid-rekordholder er han oplagt at få med i en undersøgelse om følgevirkninger, som Universitetshospitalet i København gennemførte. Det sagde han naturligvis ja til. Men ellers er han ikke blevet kontaktet af de læger, som behandlede ham.

- Men vi besøgte intensivafdelingen i Holstebro og havde taget en kage med. Da stimlede de sammen for at skulle se giraffen. Jeg var jo nærmest blevet en del af inventaret. Da jeg blev udskrevet, og der skulle tages afsked, stod de jo med vand ’i æ ywn’, siger Flemming.

Det samme gentog sig, da han var uheldig med en sav.

- Jeg skar noget af en finger og blev sendt til Gødstrup Sygehus for at blive syet. Jeg gik så op på intensiv, og så stod der 13 sygeplejersker og fire læger, der skulle se, hvordan jeg havde det. Det er jo ikke så tit, at de ser resultatet af deres behandling.

Efter seks måneders sygehusindlæggelse og en sygejournal på over 1300 sider fulgte genoptræningsophold på Hammel Neurocenter og på aflastningsdelen Bøgelund på Egvad Plejehjem i Tarm.

- Faktisk var mange bekymret for genoptræningen på Bøgelund, for de troede ikke, at kommunen kunne løfte opgaven. Der blev også sagt, at vi skulle forvente et dyk i min tilstand, da jeg overgik fra Hammel til Bøgelund. Men det skete ikke. Der blev givet gas med genoptræningen. Vi har stor ros til kommunen og de ansatte på Sundhedscenter Vest og Bøgelund for deres indsats, siger Flemming.

Faktisk var Flemming også afhængig af den kommunale indsats. Det viste sig nemlig, at ingen af hans fem forsikringer tilnærmelsesvis kunne dække udgifterne til genoptræning. I privat regi koster én dags genoptræning 6800 kroner. Desuden blev covid ikke regnet som kritisk sygdom, lød beskeden.

Flemming blev hjemsendt fra Bøgelund i marts 2021 – knap et år efter han blev indlagt med covid. I de første måneder sørgede to ergo- og fysioterapeuter for at få ham op af sengen og i bad – en situation, der også taler til Flemmings humor.

- De ville jo gerne se en rigtig mand, griner han.

Terapeuterne overværede også, at Flemming satte sig ind i Mercedes’en og tog den første køretur. Dropfoden er ikke noget problem, da automatgearet gør, at bilen kan betjenes med det raske ben.

- Det var dejligt at køre bil igen, siger han.

Inden coronaen var Flemmings store passion flyvning. Han havde eget fly, som han benyttede, når han ville se verden fra oven.

Nu har han grounded sig selv og solgt Cessna’en.

- Man skal op til regelmæssigt lægetjek, og det missede jeg på grund af indlæggelsen. Jeg tror dog godt, at jeg i dag kunne bestå tjekket og prøverne, men jeg har fløjet nok.

Flemming har i modsætning til andre respirator-patienter ikke udviklet posttraumatisk stress. Han takkede nej til en psykolog.

- Jeg græder ikke over spildt mælk. Jeg har været god til at acceptere, at mit liv blev anderledes.

Han holder en pause. Som om han tager tilløb.

- Da jeg var 30 år, blev jeg forbrændt af kogende vand fra en pumpe til et vandingsanlæg. Vandet sprang ud på mig, så jeg blev forbrændt fra brystet og ned. Jeg kom med fuld udrykning til brandsårsafdelingen på Hvidovre Hospital. Jeg var i livsfare. Jeg lå i en måned i en seng uden tøj på i et 35 grader varmt lokale. Det var det mest sårhelende, man kendte dengang.

- Da stod Kaja alene med vores datter på halvandet år og én baby på tre uger. Og så gården med 80 køer. Det var meget for en ung kone på 23 år at stå med. Da stimlede mange til for at hjælpe.

Da Flemming kom hjem, havde han udviklet ny hud – babyhud, kalder han det.

- Når jeg brusede mig, var det som at blive stukket af nåle. Der gik et år, inden jeg kunne begynde at arbejde normalt. At jeg skulle have to sådanne ture, siger Flemming eftertænksomt.

Efter en fælles gysen over brandsår skal der ses fremad.

Flemming er blevet glad for at komme på aktivitetscentret i Skjern. Han træner i fitnesscentret og laver træfigurer på drejebænken i centrets værksted.

- Drømmen er jo at blive boende på Ahlergaard, så længe vi kan. Jeg overvejer at indrette drejebænksværksted herhjemme, og til sommer skal jeg holde græsset slået. Det er min opgave. Det er Kaja, som er havemenneske. Så kører vi nogle ture og tager en rejse engang i mellem. Første tur gik sidste år til Rüdesheim ved Mosel. Til sommer skal vi til Dresden med en venneflok, og så skal vi på flodkrydstogt og høre André Rieu i Maastricht. Det glæder vi os til.

Mange har spurgt, hvorfor Flemming fik så hårdt et sygdomsforløb. Det er også et spørgsmål, som han og Kaja har spekuleret meget over.

- Det er lægerne aldrig kommet med noget svar på, så det må vi nok indstille os på altid vil være en gåde, siger Flemming.

Ifølge en gammel kristen tradition er påsken forbundet med faste, hvor man fastede fra askeonsdag efter fastelavn til påske.

Og selvom der formentlig ikke er mange tilbage, der følger den slags faste, så er mange andre faste-metoder begyndt at vinde indhug hos danskerne.

Herhjemme er populariteten af den "periodiske faste" især stigende.

Det fortæller, Anette Harbech Olesen, som er forfatter og sundhedsdebattør og uddannet indenfor ernæring i Danmark og USA, til Radio4 Morgen.

Hun faster selv periodisk, fordi hun mener, at det bidrager med flere positive ting.

- Jeg spiser aftensmad omkring klokken seks om aftenen, og så spiser jeg faktisk ikke noget indtil om morgenen klokken otte. Det betyder, at jeg giver kroppen fuldstændig ro i mange timer, uddyber hun.

- At give kroppen ro i mange timer, ved vi, er godt for særligt leveren og fordøjelsen. Der sker faktisk det, at man føler, at man får mere energi. Der er mange helt konkrete målbare fordele. Det virker blodsukkerstabiliserende. Og så hjælper det også på cellernes regenerering.

Fastekure har fået stor opmærksomhed i de senere år, og derfor er der også lavet en hel del ny forskning på området.

I november sat et nyt stort studie fra London endnu en gang spot på faste.

Her deltog 37.545 personer i et forsøg, hvor de i første uge skulle spise, som de plejer og efterfølgende faste i to uger med faste i 14 timer i døgnet.

På baggrund af det kunne forskere konkludere, at fasten havde en positiv indvirkning på både deltagernes humør, energiniveau og sult.

Tidligere studier har ligeledes fundet en række sundhedsfordele ved faste.

Et dansk studie fra Aarhus Universitetshospital - som Berlingske tidligere har beskrevet - har konkluderet, at faste er god for både hjernen og hjertet.

Her forskerede man i faste, hvor deltagerne kun drak vand i 36 timer, hvorefter de i 12 timer måtte spise og drikke, som de ville.

En anden - og mindre kendt - type faste kaldes "den falske faste".

Her spiser man i fem dage plante- og nøddebaseret kost suppleret med kosttilskud.

Måltiderne er primært grøntsagssupper af tomat, bønne og græskar, derudover er nøddebarer, kålkiks og oliven den eneste faste føde. Til at drikke kan man indtage urtete eller en særlig glycerin-drik, der skal give energi til kroppen.

Når kroppen indtager denne kost, genkender den ikke at få mad, hvilket får den til at gå i fastetilstand.

Ifølge forskning giver denne form for faste fordele i form af, at cellerne får mulighed for at slippe af med skadelige affaldsstoffer, men uden ulemperne, der er ved at sulte.

Et studie, der blev udgivet i tidsskriftet Nature i februar, baseret på kliniske forsøg med ældre mennesker viser, at periodiske cykler af "falsk faste" reducerer biologisk alder og afværger aldersbetingede sygdomme.

På trods af videnskabens mange grunde til at starte med at faste, så mener Anette Harbech Olesen ikke, at det er en levemåde for alle.

- Faste er ikke noget, som alle skal. Mange kan have glæde og gavn af det, og finde en metode som passer ind i deres liv. Men der er også mennesker, som ikke skal faste. Det kunne være, hvis de er syge, gravide, ammende eller undervægtige. Der skal man holde sig fra det, siger hun til Radio4Morgen.

Hun påpeger ligeledes, at det er helt afgørende, at man ikke ender med at blive fanatisk omkring sin faste, så det ender med at gå ud over ens sociale liv - noget som ifølge hende også højner sundheden.

- Det må ikke blive fanatisk, og det må ikke gå ud over alt det dejlige i vores sociale liv. Der sker ikke noget ved, at vi spiser en god middag eller morgenmad sammen en dag, hvor det ikke lige passer. Så stringent behøves man altså ikke være for at opnå gode resultater.

Solen er fremme fra sit vinterskjul, og sommerferien begynder så småt at nærme sig.

Hvis du vil maksimere ferieoplevelsen, uden at udgifterne løber løbsk, bør du allerede nu begynde med at planlægge og lægge et budget.

Det fortæller privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

- I disse dage er mange nok begyndt at kigge efter billige rejser til sommer, men man bør huske på, at det også koster en del penge at være på ferie, siger han.

- Og flere har nok oplevet, at lommepenge på ferien endte med at koste mere, end man havde forestillet sig.

Derfor råder han til, at du tænker over og lægger et budget for, hvor mange penge du regner med at bruge på din kommende ferie.

- I mange lande forventes det, at man giver drikkepenge. Man bør derfor undersøge, hvad kutymen er i det land, som man rejser til, og eventuelt inkludere drikkepenge i sit rejsebudget, siger han.

Hvis du er i tvivl om, hvor mange penge du skal bruge, kan du prøve at finde ud af, hvad du brugte på din seneste ferie.

- Når man kender sine forventede udgifter på rejsedestinationen, kan man også overveje, om man allerede nu skal begynde at lægge lidt penge til side, siger han.

Er pengene lidt små, kan du prøve at spare andre steder for at frigøre flere midler.

Det gør hver tredje dansker for eksempel ved at skære ned for indkøb og takeaway, viser en ny undersøgelse foretaget af Wilke på vegne af rejsearrangøren Sunweb.

Der kan også være penge at spare, hvis du køber din ferie i god tid, forklarer Sunwebs landechef i Danmark, Jan Lockhart.

- Fra en rejse er frigivet til salg, og indtil den sidste rejse er solgt, er der ofte 15 til 20 procent at spare i de populære uger som uge 7, påsken og uge 42, hvis man er tidligt ude, siger han og fortsætter:

- Der er så stor efterspørgsel, at det ganske enkelt ikke kan betale sig at vente med at købe rejser i de meget populære ferieuger.

Men når det er lavsæson, kan du til gengæld godt være heldig at spare penge, hvis du venter med at booke til sidste øjeblik.

Jan Lockhart peger på, at du altid bør vælge at rejse på en hverdag.

- Det er ofte meget billigere at rejse på en torsdag i stedet for i weekenden. Besparelsen er typisk tocifrede procenter. Det er flere tusinde kroner i forskel på et firestjernet hotel for en familie, siger han.

Det kan være en god idé at bede om et par ekstra fridage i starten og slutningen af din sommerferie, så afrejse- og hjemrejsedatoer er lidt mere fleksible.

- På den måde har man mulighed for at rejse for eksempel én dag før, hvis det viser sig, at det er billigere, siger han.

En anden ferieudgift, der typisk er værd at planlægge på forhånd, er, hvordan du kommer rundt på rejsedestinationen.

Det kan være, at du har brug for at leje en bil. Så bør du undersøge dine muligheder og sætte dig grundigt ind i lejevilkårene, før du slår til, forklarer Brian Friis Helmer:

- Det samme gælder for forsikring af en lejet bil. Det kan være, at man allerede har en forsikring, der dækker billeje i udlandet. Der er ingen grund til at bruge penge på at være dobbeltdækket.