Efter 29 år har 59-årige Lotte Johansen og hendes mand på 64 år solgt huset på knap 130 kvadratmeter i Odense. For to år siden flyttede det sidste af parrets to børn hjemmefra, og livssituationen er en helt anden end tidligere.

- Vi er oppe i årene og nærmer os pensionsalderen. Derfor har vi længe gerne villet have noget mindre, siger hun.

Særligt manden, der arbejder i Norge, har drømt om at komme i en lejebolig, da han var "godt og grundigt" træt af, at hver gang han kom hjem fra arbejde, var der altid et eller andet, han skulle lave på huset, fortæller Lotte Johansen.

Det slipper han for med en lejebolig.

Derudover ville parret gerne have bedre økonomisk frihed til rejser og ophold, når pensioneringen bliver en realitet.

- Min mand har desværre haft to blodpropper i hjertet, og vi har ligesom fået nogle advarselslamper, der gør, at vi tænker mere strategisk og gerne vil nyde livet, mens vi kan, siger Lotte Johansen.

Parret fra Odense er ikke de eneste, som flytter for at få flere penge mellem hænderne.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov for femte år i træk har lavet for ejendomsmæglerkæden Home.

Her ses det tydeligt, at den højeste inflation i 40 år først for nylig er løjet af, mener Michael Dalsager, der er talsperson og seniorkommunikationskonsulent i Home.

- For tre år siden var det kun hver 18. dansker, der ønskede mere luft i budgettet. Nu er det næsten hver sjette, der flytter for at spare. Det er nok et klart aftryk af de prisstigninger, vi har set i vores hverdag, og måske også de stigende renteudgifter, siger han.

Til gengæld er det færre, der flytter eller har planer om at flytte i år. På landsplan svarer 79,2 procent af de 2000 adspurgte, at de ingen flytteplaner har for 2024. I 2020 lød tallet på 75,8 procent.

- Det er signifikant færre end de forudgående år, klart under rekordåret 2021, men også lavere end lige før corona i 2020, siger Michael Dalsager.

Tilbage i Odense har huset været til salg i lidt over et år, men da køberen slog til, ønskede han en hurtig overtagelse. Derfor har parret i første omgang lejet et rækkehus lidt uden for Odense, men det er planen at rykke videre.

- Vi leder stadigvæk efter det helt rigtige, for det er lige dyrt nok at sidde i alene som pensionist. Vi vil gerne have flere lommepenge til os selv, men vi vil også gerne hver især kunne blive boende, når den ene ikke er her mere, siger hun.

For 29 år siden måtte parret give 625.000 kroner for huset, som for nylig blev solgt for 3,1 mio. kr. i det populære Skibhuskvarter i midtbyen. Det ærgrer Lotte Johansen, at de ikke fik mere for det. Parret har løbende taget lån i ejendommen for at renovere, så huset er ikke betalt ud.

- Vi har været nødt til at gå ned i pris for at kunne komme af med det. Vi kunne godt være blevet boende, men nu havde vi ligesom taget beslutningen om at flytte og sat næsen op efter det.

Overdragelsen sker til juni, og så kan parret se frem til ikke selv at skulle stå for reparationer og vedligeholdelse. Lejeboligen er samtidig af nyere karakter.

- Men jeg skal da ærligt indrømme, at det bliver vemodigt at aflevere nøglerne efter så mange år her, fortæller Lotte Johansen.

Landets sosu'er - både social- og sundhedsassistenter og -hjælpere - har på tværs af kommunegrænser gennemsnitligt 20 sygedage om året. Alligevel spænder fraværet bredt mellem de forskellige kommuner med et interval på 14 til 27 dage. Det viser en ny analyse fra tænketanken Cepos.

Blandt de kommuner med det laveste sygefravær er Gladsaxe, Greve, Ringkøbing-Skjern, Hedensted og Billund, mens Bornholm, Odsherred, Morsø, Kerteminde og Albertslund er nogle af de kommuner med det højeste sygefravær.

På klippeøen Bornholm kommer den dårligste placering med 27 sygedage ikke bag på formanden for Social- og Sundhedsudvalget, ​René Danielsson (DF). Det fortæller han til TV 2 Bornholm.

- Det overrasker mig ikke, når man kan se, hvor mange penge der spares på ældreområdet, samtidig med at der bliver flere og flere borgere, som skal modtage den her service. Mange kommuner står med dette stigende problem, men det rammer jo især de kommuner med samme socioøkonomiske baggrund som Bornholms Regionskommune, og med samme geografiske baggrund. Det er et tydeligt mønster, siger René Danielsson.

Ifølge den bornholmske byrådspolitiker er den eneste vej frem til færre sygedage at få skabt et bedre arbejdsmiljø for sosu'er. Det mener han og Dansk Folkeparti kan gøres ved at prioritere flere penge til vikarer.

Forskningschef i Cepos, Karsten Bo Larsen, mener også, at miljøet på arbejdspladsen og særligt ledelsen spiller en stor rolle i forhold til sygefravær blandt de ansatte.

- Det er klart, at man et enkelt år kan rammes voldsomt af en influenzaepidemi. Men sygefraværet kan et langt stykke hen ad vejen ses som et udtryk for, hvor godt medarbejderne trives, siger Karsten Bo Larsen.

Han peger desuden på, at det høje fravær både kan påvirke de ældres tryghed og kvaliteten af plejen.

- Sygefraværet har blandt andet betydning for, hvor ofte de ældre oplever at blive passet af en afløser uden samme indgående kendskab til den ældres ønsker og behov, som det faste personale. Sygefraværet kan således påvirke både de ældres tryghed og kvaliteten af plejen, siger Karsten Bo Larsen.

Der er i dag 90.843 sosu-hjælpere og -assistenter, hvilket ifølge en analyse fra KA Pleje vil falde til 85.489 i 2032.

53-årige Kirsten Dahl er den yngste ud af en søskendeflok på ti.

Syv af dem - inklusiv hende selv - har haft problemer med alkohol, fortæller hun.

Og selvom det måske er nærliggende at tænke, at børnene skulle have fået præsenteret alkoholen gennem forældrene, så er det ikke tilfældet for Kirsten og hendes søskende.

- Jeg har aldrig set mine forældre fulde. Lige med undtagelse af, da jeg så min far komme fuld hjem fra julefrokost, da jeg var en lille pige, siger Kirsten Dahl fra Taastrup ved København.

Alligevel mindes Kirsten at have smagt sin første øl allerede som 12-årig, da hendes storebrødre slæbte hende med på værtshus.

Herefter eskalerede forholdet til alkoholen gradvist gennem årene, hvor hun løbende mistede kontakten til sine to drenge og kæmpede sig igennem tre blodpropper.

Det hele kulminerede, da hendes storebror Johnny døde i 2021. Det skulle vise sig at blive vendepunktet i Kirstens liv.

Mere om vejen og kampen for at nå dertil senere.

I dag har Kirsten været ædru i 2 år og 10 måneder. På trods af det titter gamle tanker og mønstre op til overfladen, så snart vi nærmer os en højtid som påsken.

Ligesom Kirsten Dahl oplever mange danskere - både alkoholikere, ædru og pårørende - at højtiderne kan være svære at komme igennem.

Faktisk oplever en ud af fem, at alkohol har ført til konflikter i deres nære relationer, og 37,5 procent tænker, at nogen i deres nærmeste familie eller omgangskreds drikker for meget. Det viser en Voxmeter-undersøgelse lavet af Alkohol & Samfund i 2023.

Hos Alkolinjen får man hvert år mange opkald fra alkoholikere og deres pårørende, som har brug for rådgivning, når alkoholen i påskedagene overskygger kvalitetstid med familie og venner.

- Helligdagene er et tidspunkt, hvor det er lettere at skjule, hvor meget man drikker, fordi andre i selskabet også drikker meget. Til gengæld kan konflikter og sammenstød også vokse sig større i takt med alkoholindtaget. Og det er ofte på den baggrund, at Alkolinjen kommer ind i billedet, også ofte efter påsken. Her kan vi henvise til behandlingssteder, når der er behov for det, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen, og uddyber:

- Dem, vi taler med på Alkolinjen, går med frygt for, hvad der kommer til at ske. De overvejer måske endda ikke at invitere personen, som, de ved, har et alkoholproblem. Nogle spørger ind til, hvad de kan gøre og servere, uden at der opstår konflikter. Her giver vi rådgivning, så relationen ikke går helt i stykker.

Kirsten Dahl har navngivet alkoholikeren i hende for "det indre bæst".

Og selvom både hende og bæstet i dag trives i en lejlighed i Taastrup sammen med en lille hund, så er livet ikke altid gået så let.

- I 2004 blev jeg overfaldet af en daværende kæreste inde i min lejlighed. Det var faktisk tre gange, at han overfaldt mig. Og der begyndte mit misbrug lige så stille, hvor jeg drak, når drengene var på weekend hos deres far, fortæller Kirsten om dengang hendes to sønner var 6 og 10 år.

Herefter begyndte Kirstens misbrug at eskalere, og da den yngste var omkring 12 år, blev han frivilligt anbragt i en plejefamilie, mens den ældste søn begyndte at besøge sin far mere og mere.

Kirsten begyndte at bruge alkoholen som en flugt - til en start kun i weekenderne og senere hen også i hverdagene.

- Lige pludselig havde jeg ingen børn hjemme, og så begyndte det for alvor med alkoholen. Det tog mere og mere overhånd, og jeg var mere og mere på værtshus. Jeg var enorm ensom i den her periode af mit liv.

- Det blev faktisk så slemt, at mine drenge begyndte at trække sig fra mig, da de blev ældre. Dengang kunne jeg ikke forstå det, så jeg begyndte at drikke endnu mere, fordi de ikke ville se mig. Det var jo alkoholikeren i mig, som tænkte sådan. I dag kan jeg jo godt se, at det er helt godnat. I dag ved jeg jo udmærket godt, hvorfor de trak sig fra mig.

De sidste mange år, inden Kirsten blev ædru i maj 2021, drak hun hver dag.

- Det var så slemt, at jeg kunne stresse om morgenen, hvis jeg ikke havde alkohol derhjemme. Så jeg skulle altid huske at købe alkohol med hjem fra Coop, når jeg gik fra værtshuset om aftenen. Alkoholen fyldte alt i den her periode af mit liv.

På blot fire år får Kirsten tre blodpropper. Første gang i hjernen i 2018, dernæst i benet i 2019 og sidst igen i hjernen i 2020. Den første har sat sine spor ved, at Kirsten i dag oplever problemer med hukommelsen og træthed.

Ud over at skulle komme sig over blodpropperne, så mister Kirsten i samme periode tre søskende på halvandet år.

I maj 2020 dør en storesøster til corona, og omtrent et år senere dør hendes storebror Johnny af samme årsag, fortæller Kirsten.

Noget, der viser sig, at blive vendepunktet i Kirstens liv.

- Johnny havde en cyste på bugspytkirtlen, hvor han valgte at drikke videre. Da jeg sidder til Johnnys begravelse, går det op for mig, at nu skal det være slut. Nu skal det stoppe. Jeg har ikke tid til at dø som Johnny. Jeg har børn, siger Kirsten om de tanker, der dengang farede gennem hendes hoved.

- Jeg har tit kigget op i himlen og takket ham og sagt: "Undskyld du skulle dø, for at jeg kunne vågne".

Derefter besluttede Kirsten sig for at søge hjælp og komme i behandling for tredje gang. Og ren kliché skulle tredje gang vise sig at være lykkens gang.

- Jeg husker tydeligt opkaldet til min misbrugskonsulent. Jeg havde tømmermænd, og klokken er ni om morgenen. Jeg ryster så meget på mine hænder på grund af abstinenser, at jeg ikke selv kan holde telefonen. Det har jeg en kammerat til at gøre, siger hun og uddyber:

- Det ender faktisk med, at jeg tager en vodka, fordi jeg har det så skidt. Det var jeg begyndt med, efter at Johnny døde. Jeg havde ellers aldrig drukket vodka.

I maj 2021 kommer Kirsten Dahl i behandling for sit misbrug i Middelfart, hvor hun opholder sig tre måneder og får besøg af sine sønner undervejs.

Og efter de tre måneder får hun en masse efterbehandling. I dag snakker hun stadig med en fagperson cirka en gang om ugen.

Omkring fem måneder efter, Kirsten er blevet ædru, bliver hendes ædruelighed for første gang for alvor sat på prøve, da hendes storesøster dør til alkoholen.

Ædrueligheden sættes på prøve igen, da hendes yngste søn kommer i en alvorlig ulykke i Thailand i 2022 og er tæt på at miste livet.

Begge gange frygtede hendes sønner ifølge Kirsten, at deres mor vil falde i, som de har oplevet det ske så mange gange før.

Men heldigvis skete det ikke.

- Jeg synes, at de her to frygtelige episoder kort efter, at jeg er blevet ædru, vidner om, at det kan lade sig gøre at forblive ædru, lige meget hvad livet byder dig på, siger hun og tilføjer:

- Det handler om at være stædig og kæmpe imod. Alle troede, at jeg ville begynde at drikke igen ved hans (hendes søns, red.) ulykke. Det var jo det, de var vant til. At jeg flygtede.

I dag har Kirsten Dahl fået bevilget førtidspension og har ikke rørt alkohol i 2 år og 10 måneder.

Indtil nu har hun holdt sig for sig selv omkring højtiderne, fordi, som hun selv siger, "så er der ingen grund til at vække det indre bæst".

- Det har jeg ikke behov for. Jeg holder mig væk. Der er ingen grund til, at jeg trigger noget. I dag generer det mig ikke at tage ud på restaurant, hvor folk drikker, fordi der er jeg ikke en del af selskabet, siger hun og uddyber:

- Jeg får ikke trang i dag, men der begynder at køre tanker i mit hoved.

Og hun har et godt råd til andre tørlagte alkoholikere, som her i påskedagene eller alle andre dage på året skulle få trang til alkohol.

- Jeg kan godt finde på at tage et pænt vinglas med sodavand og komme en citron og et sugerør i. Det skærmer tankerne og snyder bæstet.

Om lidt skal Kirsten afsted til det første store arrangement, når hun i april skal til sin nevøs konfirmation.

- Det glæder jeg mig til, men jeg er også nervøs. Det er første gang, jeg skal prøve at være en del af et større selskab med alkohol.

Især i højsæsonen om sommeren valfarter danske og udenlandske turister til Legoland i Billund.

Nu melder ejerne ud, at de vil til at tage flere penge for din entrébillet på en solrig dag i sommerferien, end de vil på en regnfuld dag i foråret.

Det skriver Børsen, efter at forlystelsesparkens ejer, Merlin Entertainments, har snakket med udenlandske medier som Financial Times og BBC.

- I august skal man forvente at betale mere på en solrig lørdag end en regnfuld tirsdag i marts, fortæller Scott O'Neil, topchef i Merlin Entertainments, til Financial Times.

Merlin Entertainments oplyser, at de løbende vil indføre den nye prismodel.

Lego-familiens pengetank og investeringsselskab, Kirkbi, ejer Merlin Entertainments og står bag 141 attraktioner i 23 lande. Heriblandt findes 10 Legoland-parker verden over.

Parken i Billund åbnede som den første i 1968.

Alkohol, stoffer og fængselsdomme har altid været en del af Janus' liv.

Vold, vanvidskørsel, virvar.

- Jeg har brugt et helt liv på lort og på at lave en masse lort for andre mennesker. Men nu er det slut. Og det har det været et stykke tid. Jeg har fået en kæmpemæssig chance fra nogle fantastiske mennesker, som jeg aldrig havde forventet sådan en støtte fra.

Janus Vangsø er 33 år. Han er født og opvokset i Helsingør, og han stråler af glæde.

Med et bredt, imødekommende smil dukker han op i fabrikshallen mellem de kæmpemæssige, smukke marmorplader i virksomheden Borderstone i Kvistgård.

Han har lovet sig selv, at han har siddet i retten for sidste gang.

At han har siddet i Horserød Statsfængsel for sidste gang.

At han ikke får flere domme, at han fremover kan være en nærværende far for sine tre børn, og at han vil være en stabil, dygtig medarbejder.

Janus har fået hjælp fra en helt uventet kant, og den hjælp har vendt op og ned på hans tilværelse.

-  Jeg vil fortælle den her historie, for jeg synes, den er så vigtig. Måske kan andre spejle sig i den. Både virksomheder og enkeltpersoner. Tænk, hvad det gør af forskel for mig, men jo også for samfundet, som jeg har været en stor belastning for, at en virksomhed og dens ejere tager et socialt ansvar. Det er to mennesker, Pia og Michael (ejerne og grundlæggerne af virksomheden Borderstone, red.), der har ændret min tankegang og hele mit liv, siger Janus.

Han har brugt mange år af sin tilværelse på fester, misbrug og på at regne ud, hvordan han og "vennerne" skulle få fat i endnu flere penge til at finansiere deres misbrug og livsstil.

Mødet med virksomheden Borderstone var en øjenåbner.

- Jeg er aldrig nogensinde blevet mødt sådan af nogen mennesker før. Det er endda to mennesker, der slet ikke kender mig. Hvor fanden får de overskuddet fra til at gøre alt det?

- Jeg er blevet mødt med åbne arme, kram og skulderklap. En kollega kommer hen og spørger, hvordan det går. Du aner ikke, hvad det har betydet for mig. Det gør jo også, at jeg har fået en kæmpe loyalitet over for virksomheden, fortæller Janus, der ikke har styr på, hvor mange gange han tidligere gik ind og ud ad svingdøren på misbrugscentret.

Som barn og helt ung klarede han sig jævnt dårligt i skolen. Ikke på grund af manglende evner, men fordi han allerede tidligt blev involveret i misbrug.

Et misbrug, han er vokset op med i sit barndomshjem.

I 8. og 9. klasse var han stort set ikke i skole.

I hverdagen drak han for mange bajere, og i weekenden var han på stoffer. Amfetamin og ecstasy. Senere blev det hash og kokain, dagpenge og en strid strøm af dage, hvor det ikke gav mening at stå ud af sengen.

For cirka tre år siden blev Janus fyret fra sit daværende job på grund af en voldsdom, og han begyndte at søge jobs som ufaglært, blandt andet i Borderstone i Kvistgård.

Han blev nervøs til jobsamtalen, og det havde han ikke prøvet før. Det sagde ham noget om, at han virkelig gerne ville have jobbet og se at komme videre i sit liv.

- Jeg går fra samtalen med fast arbejde. Og spørg mig, om jeg er glad, smiler Janus.

Der går to måneder, så kører han galt på en knallert. Dybt beruset pådrager han sig tredjegradsforbrændinger. Janus er sikker på, at han ryger ud af vagten, for ikke engang sin prøvetid kunne han fuldføre uden at falde i, som han forklarer.

- Men direktøren siger ingenting. Han er menneskekender og spørger bare roligt en dag, om jeg var påvirket, da jeg kørte galt. Jeg fylder alt og alle med løgne og endelig beslutter jeg mig for at fortælle Michael (direktøren, red.) hele historien. Jeg er ude på et sidespor. Jeg kan ikke styre det. Jeg kan godt forstå, hvis I ikke vil og kan have mig i virksomheden.

Reaktionen fra Michael Lindegaard kommer bag på Janus. Han spørger roligt sin medarbejder, hvad han har brug for, at virksomheden gør for ham.

Sammen laver de den aftale, at Janus med støtte tager sin antabus i virksomheden. Efter en ædru periode får han et tilbagefald, og en dag møder han op i en 400 hestes brandert i arbejdstøj og med opsigelsen i hånden.

Hans misbrug og selvdestruktion har vundet.

En af kollegerne kører Janus hjem og efter nogle dage fyldt med skam og skyld får han den afgørende opringning.

Janus får den allersidste chance. Kommer tilbage på jobbet, bliver clean og direktør Pia Lindegaard, der har ansvaret for virksomhedens cirka 30 ansatte, kæmper på mere end én måde for at beholde Janus i virksomheden.

Nu har Janus været clean i længere tid. Med hans egne ord er han blevet helt klar i hovedet. Hans liv er vendt, siger han.

Han har også kvittet smøgerne og er begyndt at træne. Han har for første gang været til psykolog, og han har blandt andet lært nogle vejrtrækningsøvelser, som han benytter i situationer, hvor han måske ellers ville falde tilbage i sine kendte mønstre.

Han har haft en kort orlov fra sit job for at afsone en 30 dages straf i Horserød Statsfængsel.

En afsoning, som direktøren på mange måder forsøgte at få omstødt til en fodlænke - dog uden held.

- Der gik 20 minutter, fra jeg trådte ind i Horserød, til jeg var blevet tilbudt at købe alt fra en flaske sprut, til hash, kokain og MDMA. Det var også grunden til, at mine chefer undersøgte muligheden for, at jeg kunne få en fodlænke, fortæller Janus.

Han betegner sig selv som vildt heldig, fordi han nærmest ved et tilfælde blev ansat i Kvistgård-virksomheden.

- Jeg har lært så vanvittigt meget her, på alle ledder og kanter. Jeg har altid følt mig som en belastning for folk. Her i virksomheden er jeg værdsat. Jeg vil aldrig glemme dem for, hvad de har gjort for mig. Jeg har ét ord, der dækker: TAK.

Det er nat. Men Eske Willerslev ligger ikke i sin seng. Han kan kun sove, når han ligger på gulvet. Måske fordi det minder ham om den kolde jord, han i månedsvis har sovet på. Om morgenen tager han til forelæsning i sine jagtbukser. De er sorte på lårene af størknet blod fra de dyr, han har dræbt og parteret som pelsjæger i den sibiriske ødemark.

- Hvis du har levet i en verden, hvor du dagligt overskrider dine egne grænser, så virker alting fuldstændig meningsløst, når man kommer hjem, siger Eske Willerslev.

- Jeg var i total livskrise.

Det fortæller han nu op til CPH:DOX-premieren på dokumentaren "Hunt for the Oldest DNA", der følger Eske Willerslevs søgen efter forhistorisk DNA i den arktiske jord, men også professorens vej til videnskaben, der har gjort ham verdensberømt for sin forskning i evolutionær biologi.

Drømmen om at blive pelsjæger opstod, allerede da Eske Willerslev var barn og læste westerntegneserien om Buddy Longway, hvor alt blev beskrevet "skidesmukt".

- Smukke skove. Alle er glade. Så går man ud og skyder lidt og griner sammen, genfortæller Eske Willerslev.

- Det havde intet med virkeligheden i den sibiriske ødemark at gøre, kan han konstatere nu.

Livet i Sibirien gik basalt ud på at sove, æde og slå ihjel.

- Og det er altså under verdens koldeste forhold, indskyder han.

- Temperaturen falder til under minus 60 grader.

De mennesker, han mødte, var også mærket af de barske forhold. Det var rå, forhærdede mennesker, der kæmpede for blot at overleve.

Hver dag overskred Eske Willerslev sine grænser for, hvad han turde. Han skulle bevæge sig over is, selv om den var tynd, vel vidende at han kunne ryge igennem og ned i det iskolde vand - hvori han ville dø hurtigt.

- Jeg var helt ude, hvor jeg var ved at knække. Både fysisk og psykisk, siger Eske Willerslev og fortæller, at nogle dage kravlede han tilbage til sin hytte, fordi kroppen ikke kunne mere.

Efter fire måneder vendte 23-årige Eske Willerslev tilbage til civilisationen med en forlist drøm og uden mål for fremtiden.

I den periode havde han været fuldstændig isoleret i den sibiriske ødemark, men hjemme i Danmark havde livet gået sin gang.

- Det var ikke som i dag, hvor der er en mobiltelefon, du kan ringe på. Sådan var det ikke i begyndelsen af 90'erne, siger han.

Han anede ikke, at hans storesøster var død af aids, og at hans far var ødelagt af sorg og havde fået demens.

Midt i chokkene, sin egen sorg og livsomvæltningerne gik hans kæreste også fra ham.

- Min verden ramlede, samtidig med at jeg kom hjem og var traumatiseret af oplevelserne i Sibirien, fortæller Eske Willerslev.

Han begyndte at overveje at gøre en ende på det hele.

- Jeg tror, jeg har lidt af en form for posttraumatisk stress, siger Eske Willerslev i dag.

- Jeg var totalt ødelagt. Fuldstændig knækket. Jeg var blevet midlertidigt skør.

Han kunne ingen ende se på sine problemer. Han så ingen mening.

Det kom så langt ud og så dybt ned, at han fandt sit jagtgevær frem og sad med fingeren på aftrækkeren. Gennem vinduet så han et træ og begyndte at tænke over, hvordan alle skabninger på jorden er forbundet til hinanden - blandt andet gennem DNA.

Det bragte ham tilbage til livet.

- Jeg blev genfødt i videnskaben. Det blev min redning. Jeg fik mening og et mål med tilværelsen igen, fortæller han.

- Når man er derude, hvor man er ved at skyde hovedet af sig selv og så genfinder glæden ved at leve, så lærer man, at en situation aldrig forbliver den samme. Over tid ændrer tingene sig, siger Eske Willerslev og uddyber:

- Selv om det er helt vildt frygteligt lige nu, så vil det ændre sig på et tidspunkt. Det ved man jo ikke, når man står i det første gang. Så tror man, at det er slut. At her ender verden, og det bliver aldrig anderledes. Men hvis du kommer ud på den anden side, som jeg gjorde, så opdager du, at det ikke er tilfældet. Det ændrer sig rent faktisk, siger han.

Samtidig har oplevelsen gjort ham resilient. Men ikke urokkelig.

- Modgang påvirker mig, ligesom det gør for alle andre, men jeg har trods alt den reference, siger han

- Jeg kan huske mig selv på, at selv om det er ad helvedes til, er det aldrig lige så slemt som dengang. Og det kom jeg igennem. Ens bekymringer bliver sat i perspektiv.

I dag er Eske Willerslev 52 år og verdenskendt for sin forskning.

Han har opdaget DNA-spor efter forhistoriske dyr, planter og mennesker, som forskere og videnskabsmænd før ham vurderede var umuligt.

Eske Willerslev er formet af sine oplevelser. Men der gik lang tid, før det gik op for ham, hvad han havde lært i vildmarken.

- I mange år efter at jeg kom hjem fra Sibirien, hvor jeg gennemførte biologistudiet og begyndte en karriere som forsker, var jeg af den opfattelse, at alle mine oplevelser i Sibirien - fra et karrieremæssigt synspunkt - var spildt tid. At det havde været en afstikker, som jeg ikke rigtig kunne bruge til noget, siger han.

Det er først for 15-20 år siden, at det hele faldt i hak.

Da begyndte Eske Willerslev at arbejde med oprindelige folk i sin forskning - både de levende og knoglerne fra deres forfædre.

Modsat mange af hans kolleger, der havde en klassisk forskningsbaggrund, kunne Eske Willerslev bruge sine oplevelser som pelsjæger til at relatere til de mennesker, de mødte på ekspeditionerne under feltarbejdet.

- Der følte jeg, at jeg blev et helt menneske, siger Eske Willerslev nøgternt.

- De forskellige dele af mit liv, der har udspillet sig hver for sig, blev pludselig forenet i den samme person, da jeg kunne se, at de forskellige dele af mit liv hang sammen: Forskningsdelen, vildmarksdelen og den personlige del og modstanden faldt sammen til en hel person.

/ritzau/