Der siges meget på politiske landsmøder, både pladder og fornuftige ting, ligesom ude i den rigtige verden.

Hvad enten det er det ene eller det andet, bliver det sagt med den samme underlægningsmusik: We are the champions. Det var også den, der blev spillet og skrålet, da Danmark vandt fodbold-EM i 1992, det år, Troels Lund Poulsen meldte sig ind i Venstres Ungdom.

For fire år og et par dage siden holdt Lars Løkke Rasmussen sin afskedstale som Venstre-formand på partiets landsmøde. Kendere af den slags har siden betegnet det som en af hans bedste taler nogensinde. Så helt det rene pladder har det vel ikke været. Han sagde i hvert fald noget interessant:

- Der er kun ét bredt folkeligt forankret liberalt parti i Danmark. Og det er Venstre, og vi har ikke brug for forkølede efterligninger.

Forkølede efterligninger? Det må give ham anledning til at tænke over, om han snublede over egne holdninger, eller han bare så nødigt vil forsømme en lejlighed til at sige noget, der på et senere tidspunkt kan vise sig opsigtsvækkende.

- Tak for alt til de fleste, tak til alle for det meste, sagde han også til de partifæller, der nu er forhenværende som sådanne.

Dén tog Jakob Ellemann-Jensens ned, da det på Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter lørdag var hans tur til at holde afskedstale. Lidt hurtigt måske, men afsked var det.

- Tak til alle for det hele, sagde han med sin vanlige sans for finurligheder, hvilket også kom til udtryk i sin hyldest til partiet:

- Når vi mødes, synger vi altid "Se, nu stiger solen." Vi synger ikke "Nå, nu gik solen ned."

Han kan bare det der med kække sætningskonstruktioner. Som dengang han før seneste folketingsvalg sagde, at det - tøhø - var udelukket at se ham og Venstre i en regering ledet af Mette Frederiksen.

Eller kunne. For nu er han forhenværende, og selv om farveltalen udløste stående ovationer i et minut og 51 sekunder, var der en grund til, at han derefter satte sig bag rattet i sin bil og kørte hjem. Hans status og position er herefter tæt på ligegyldig. Måske man helt kan droppe "tæt på."

Det, det hele handlede om, var kroningen af hans efterfølger, Troels Lund Poulsen, der fik Stephanie Lose som sin makker på næstformandsposten.

Hvis nogen er i tvivl om det, kan man hygge sig med nogle tal. De kommer her:

Jakob Ellemanns tale forårsagede - hvis man tæller bifaldene undervejs med - lidt over fire minutters klapsalver. Men: Alene da Troels Lund Poulsens navn blev nævnt af landsmødets dirigent, altså inden han havde sagt et eneste suk, blev der klappet i 1 minut og 11 sekunder. Ud over det blev hans tale, undervejs og bagefter, ledsaget af 10 minutter og 29 sekunders klapperi fra landsmødedeltagerne. Dog en sjat. Undervejs kaldte han Stephanie Lose op på scenen, så hun også kunne sige noget. Så klappede de i 57 sekunder.

Bønder eller byboere, bagland, det er de, og sådan et klapper altid helt vildt, næsten med religiøs forhekselse, i hvert fald familiært, når der er landsmøde. Det oplever man i alle partier. På den måde kunne det lige så godt have været socialdemokraterne, der havde kaldt fætre og kusiner sammen til selvhyldest, eller SF, eller konservative eller hvem som helst.

Nu var det altså Venstre, og når venstrefolk selv skal sige det, er de også noget helt særligt. Hvilket de i den grad også er i disse tider. Sådan som modgang har ramt dem, hvad formandsskiftet i bund og grund er et symptom på.

Siden dengang alting så meget lysere ud, er Venstre kløvet i tre med Løkkes og Støjbergs udbryderpartier. Og de, der er tilbage i selve Venstre, døjer ind imellem med interne uenigheder om lidt af hvert. Sig bare CO2-afgift. Eller midterregering. Og vælgerne er nogle troløse bæster, der stikker af, når lokummet brænder. Snup en meningsmåling fra sidste uge, sidste måned, forrige måned, forrige måned igen.

Selv på dagen, da Ellemann-Jensen blev fortid og en fremtid skal formes i det billede, Team Lund&Lose skal til at male, så ser den fremtid, der står på spring efter dem - Venstres Ungdom - noget forpjusket ud. Siden moderpartiet valgte at gå i seng med den røde fjende, er VU ramt af svære medlemstalsblødninger.

På den baggrund gav det ligefrem mening, da hele salen skrålede højskolesangen "Gi' os lyset tilbage".

Det er et par dage siden, Jens Nicolai Vejlgaard havde alderen til et VU-medlemskab, men partifremtiden er alligevel afhængig af ham, eller sådan nogle som ham: baglandsfolket, dem, der spredt ud over hele landet i det daglige tager debatten og sliddet i de lokale partiforeninger.

Som sådan har Jens Nicolai Vejlgaard spøgt som en del af et reelt magtapparat i Venstre. Når han siger noget, bliver der lyttet, og det, han siger, gør indtryk. Hvilket lørdag blandt andet kom til udtryk i Ellemann-Jensens afskedstale, hvor Vejlgaard blev nævnt ved fornavn.

Da samme Ellemann i sin tid blev valgt til formand, havde Vejlgaard en finger med i spillet, eller rettere: Han spillede en central rolle i det interne oprør, der havde rejst sig og til sidst fik Lars Løkke Rasmussen til at gå af.

Måske det også er ham, der sparkede benene væk under den Ellemann, han selv banede vejen for. Eller hva'? Nix. Dét er noget pladder, må man forstå.

- Overhovedet ikke. Slet ikke. Det er ene og alene Jakobs egen beslutning, og den respekterer jeg ham for, sagde han i en pause under landsmødet.

Ikke desto mindre ser han formandsskiftet som en vitaminindsprøjtning:

- Det gør mig fortrøstningsfuld, for nu kan vi se fremad og få lagt vejen for Venstre.

Men hov. Lagt vejen? Den er jo lagt, ikke? Den nye formand, Troels Lund Poulsen, har i den grad været med til at skrive grundlaget for den nuværende regering.

- Og der sidder vi godt og solidt. Men når der kommer nye til, giver det tit en lille forandring, altså bare lidt, parties hovedlinje er som den skal være.

Sådan mener Jens Nicolai Vejlgaard altså, og da han er så smækfyldt med Venstres grund-dna, ved man, at så er der mange andre, som også mener det.

Det er al den Venstre-samtidshistorie, Jakob Ellemann-Jensen bevæbnet med afskedsblomster er hoppet ud af. På vejen ud af den nåede han lige at sige til lykke med sønnike til Troels Lund Poulsens mor, inden han pakket ind i tre skærmende partipressefolk og Folketingets formand og V-partifælle Søren Gade forlod landsmødet uden at se sig tilbage.

Det havde også været umuligt. Han kunne ikke se noget som helst, omringet som han var af pressefolk i alle verdenshjørner.

Som han begav sig afsted i retning mod sin bil, kom han vist til at tænke på dengang, han for ikke ret længe siden sagde om en mulig tilbagevenden til blå blok, at Venstre ikke skal hjem, Venstre skal videre. Dét kunne han ikke dy sig for at ironisere over, da han forsøgte at overleve de spørgelystne reportere:

- Jeg skal hjem, og I skal videre.

Inde i Herning Kongrescenter talte de nutid og fremtid, mens fortiden satte kursen mod hjemmet i Birkerød.

Frank har et billede på sin telefon, som får det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.

Det viser en hånd, der holder et rødt rør op foran en camouflagefarvet rygsæk. Røret er forseglet i begge ender og på størrelse med en lille pølse, men det er ikke noget, man skal sætte tænderne i.

Det er plastisk sprængstof.

- Sådan en lille basse fjerner kraftedme en stor villa, siger Frank og lader sit eget blik vandre fra iPhone-skærmen til sine medpassagerer i bilen. Alvoren lyser ud af øjnene på ham.

- Det’ fandme da uhyggeligt.

Frank er våbenentusiast, der fascineres, mere end han forskrækkes af den slags. For ham handler det ikke så meget om rørets bombekapacitet.

Det handler om konteksten.

- Det er en dansk soldat, som har taget sprængstoffet med hjem fra Ukraine. Hvad det ender op med at blive brugt til, tør jeg ikke tænke på. Jeg håber, det er en souvenir, siger Frank og fastslår, at han ikke selv har haft en pind at gøre med våbensmugleriet.

Han har konfronteret manden, men ønsker ikke at afsløre vedkommendes identitet over for avisens læsere.

- Det eneste jeg vil sige er, at vi er færdige med at hjælpe ham hernede i Ukraine. Vi rør ham ikke med en ildtang.

Vi befinder os i Polen i midten af en lille konvoj af danske varevogne propfyldt med nødhjælp, en halv times tid fra den ukrainske grænse, og den her historie stritter i flere retninger.

Det er fortællingen om en begrundet mistanke om våbensmugleri, et umage rejsemakkerpar og et dansk erhvervseventyr med zambiansk navn, der måske kan bremse illegal transport af pistoler og sprængstoffer ud af Ukraine.

Manden med billedet på sin telefon er Frank, som vi portrætterede i seneste kapitel af serien “Ukrainehjerter”. Han er en PTSD-ramt pensionist fra Hedensted, indianertroende og formand for organisationen "Together We Are Stronger", der blandt andet skaffer udstyr og militærtøj til danske ukrainekrigere - og fragter deres urner hjem, når de falder i kamp.

Ved sin side har han en 54-årig hesteentusiast, forretningsmand og virksomhedsejer ved navn Henning Østergaard. Han har overskæg, Tintin-frisure og en helt anden agenda end de frivillige nødhjælpsarbejdere.

Henning er på arbejde. Bag i bilen ligger tre apparater, som han skal aflevere på det ukrainske politis hovedkontor i Kyiv. Han skal også lære dem, hvordan de bruger dem.

Maskinerne vejer hver især 4,5 kilo, de er udstyret med to håndtag, og de har en skærm på størrelse med en iPad.

Den samlede værdi af Hennings last er godt en kvart million amerikanske dollars - svarende til mere end 1,7 millioner kroner.

- Da jeg hørte, hvad Hennings mission var, tænkte jeg, ‘det lyder kraftstejleme spændende’, siger Frank.

“Indianeren” og forretningsmanden har siddet klemt op ad hinanden i 20 timer i bilen, men da de trykkede hænder på gårdspladsen i Børkop i går, var det første gang, de mødtes.

Hvordan deres alliance er opstået, hvad Hennings dyre bagage er i stand til, og hvorfor han har fået jobbet med at transportere det, får du tids nok svar på.

Først må vi lige have styr på, hvad det er for noget med det der våbensmugleri ud af Ukraine.

Siden Putin sendte russiske tanks mod Kyiv den 24. februar 2022 har vestlige regeringer doneret våben for et trecifret milliardbeløb til Ukraines forsvarskamp.

Spørger man Ruslands præsident, sælges nogle af dem ifølge Reuters videre til militante islamister.

- De bliver solgt til Taliban, og derfra kan de ende hvor som helst, sagde Putin på et pressemøde i Kreml den 3. november.

Putins ord skal tages med forbehold. Vestens våbenforsyninger er Ukraines ilt, og kvæles tilliden til, at våbene havner de rigtige steder, vinder Rusland krigen.

Men andre har også udtrykt bekymring. Det internationale politisamarbejde, Interpol, slog alarm sidste år.

- Vi kan forvente en tilstrømning af våben i Europa såvel som andre steder. Vi bør være alarmerede, og vi må forvente, at disse våben vil blive handlet ikke kun til nabolande, men også til andre kontinenter, sagde Interpol-chef Jürgen Stock på et pressemøde i juni 2022.

Frygten går mest på tiden efter krigen, og det er der en grund til:

- Det er helt almindeligt, at våben fra en krig ender på det sorte marked, når kampene slutter, siger Mathias Ståhle, svensk journalist og forfatter til bogen "Våbensmedarna" (Våbensmedene), der afdækker våbens vej fra tidligere Sovjetstater til det svenske bandemiljø.

Det samme siger Rigspolitiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK):

- Det er sandsynligt, at våben, der har været brugt i krigen i Ukraine, tilflyder kriminelle miljøer i såvel Danmark som andre lande i Europa, skriver NSK i et mailsvar til avisen.

Dog afviser de, at der endnu er registreret våben fra Ukraine i Danmark.

Mere bombastiske er udmeldingerne i bilen hos indianeren Frank og forretningsmanden Henning.

- Det vælter ind med våben og sprængstof. Det bliver Jugoslavien om igen, og hele lortet havner hos terrorister og bander, siger Frank uden just at lyde som en professor.

Henning tilbyder sin analyse i tågen af spekulationer og cigaretrøg på forsædet:

- Du skal ikke transportere våbene igennem lufthavne i Nigeria eller lægge til havn et eller andet sted. Det er bare en landegrænse, og den er nem at passere.

Familiefaren fra Næstved har en utrolig evne til at afslutte sine sætninger med nye. Munden står sjældent stille, og måske er det på tide, at vi dedikerer lidt flere linjer til ham.

Henning er autodidakt. Hvad han kan, har han lært sig selv, fortæller han på køreturen fra Børkop, hvor han tegner livet op. Og det er uden at spare på farverne.

Han fortæller, at han blev ansat meget tidligt i Sonofons levetid og var sælger i teleboomet, da det var allermest sjovt.

- Dengang fik vi 2.100 kroner per solgt simkort, siger han.

Ham og konen, som han skrev et kærestebrev til i tredje klasse, har senere hen boet i både Zambia og Singapore, hvor de har arbejdet med at implementere moms i Afrika og importere varmblodsheste i Asien.

Henning har også været såkaldt project advisor på Harvard University.

- Mit liv er right time at the right place, siger Henning og bliver afbrudt af en brummen fra Frank.

- Sjette gear. Du skal spare på dieslen.

Sjette gear rammer Henning i sin egen historie, da han kører snakken ind i sit primære karrierespor: Ind i en branche, hvor man ifølge Henning gnubber skuldre med afrikanske præsidenter, sheiker fra Mellemøsten og politichefer i Ukraine.

X-ray.

Henning har igennem årtier solgt produkter indenfor den teknologi, som de fleste vader direkte igennem af og til.

Når røntgenspecialisterne på skadestuen scanner din ankel efter et uheldigt vrid til fodboldkampen, eller når din taske ryger gennem securitybåndet i lufthavnen - så er det X-ray, de bruger.

Men formentlig har du intet begreb om, hvor udbredt det egentlig

- McDonalds bruger X-ray til at scanne fisk, så der ikke er skyggen af ben i din Filet-o-Fish. Der bliver brugt X-ray i affaldssorteringen. I produktionen af bildæk, siger Henning.

Han fortæller, han har arbejdet med X-ray-teknologier i olieindustrien.

Henning udvikler ikke. Han er sælger. Og for tre år siden - da livet så allermest surt og corona-agtigt ud - tog han en chance:

- Jeg tænkte sådan her, siger Henning og fortsætter:

- Hvad er det, der aldrig er i krise? Det offentlige. Og hvad er det, der altid er penge i? Sikkerhed.

Han startede sin egen sikkerhedsvirksomhed, Kupeza, der distribuerer og uddanner i en særlig brug af håndholdt X-ray-scanner. Politi, kriminalforsorg og grænsemyndighederne er en del af kundekredsen, men Ukraine-turen er det foreløbige klimaks for Hennings startup.

EU har allerede foræret Ukraine 32 af slagens. Vi kører med tre, som en canadisk NGO har doneret til National Police of Ukraine. Og der er mange penge på højkant for Kupeza, hvis han fuldfører ordren.

Så hvorfor sidder han i en liftbil med indianer-Frank?

- Jeg havde set Frank i fjernsynet og hørt om hans mange ture. Jeg tænkte, det var en effektiv og sikker måde at få det frem på, siger Henning med reference til DR-serien De danske ukrainekrigere.

- Ja, og jeg synes, det lød som en god sag, hvad du forklarede, lyder det fra Frank.

De håndholdte X-ray-scannere har en meget specifik opgave at løse for den ukrainske ordensmagt. Ifølge Henning er det et værktøj til at identificere såkaldte booby traps eller“lurerminer”. Det er skjulte sprængladninger, som kan aktiveres af soldater eller civile.

Dem har russerne efterladt mange af.

- Typisk hænger de i dørhåndtag eller lignende i de byer og områder, som ukrainerne generobrer.

Men de har også allerede de håndholdte X-ray-scannere hos toldmyndighederne.

Vi kører igennem grænseovergangen ved polske Medyka, hvor unge ukrainske soldater render rundt med skarpladte våben og sløve udtryk i ansigterne. I sin iver efter at gøre det rigtige, taler Frank både dansk, tysk og engelsk.

Alle ånder lettet op, da de beslutter sig for at lade os køre igennem uden at tjekke lasten minutiøst igennem. Ikke fordi der ligger noget skjult under nødhjælpen, men fordi det har taget mange timer at pakke bil og trailer.

Polske kornmarker, som er det eneste vi har set i timevis, erstattes af små ukrainske byer med ortodokse kirker med guldbelagte kupler. De glimter i solen, og ét spørgsmål glimter også i sit fravær.

Frank, siger jeg.

Det der stykke sprængstof, som du har kendskab til at en dansk soldat har slæbt med hjem.

Han drejer blikretningen fra vejen til mig.

- Ja?

Hvad gør du med den information?

Nu kigger Henning også på Frank.

- Jeg stikker ikke nogen, svarer han.

Vi handler alle sammen ind i dagligvarebutikkerne, og pris spiller en rolle for masser af forbrugere. Derfor er der en vældig interesse, når medierne – i denne uge Avisen Danmark – tester priser i landets supermarkeder og discountbutikker.

Da avisen testede priser i september, endte Lidl som en stolt vinder. Men konklusionen var i virkeligheden, at priserne er forbløffende ens. Budskabet var, at du lige så godt kan handle i den nærmeste butik. Prisforskellen er næsten ubetydelig.

Denne gang gjorde vi det anderledes. Vi droppede at købe ind efter en liste over velkendte varer – i dagligvarebranchen kendt som ”mediekurven”, fordi de ved, at varerne ofte indgår i avisernes pristjek.

I stedet så vi på indkøbsvognen med forbrugernes øjne. Vi fandt på en madplan med tre middagsretter, der kan indgå i mange danskeres hverdagskøkken. Det gav en realistisk indkøbsseddel, som vi tog med i Rema 1000, 365discount, Netto, Lidl, Føtex, Bilka, Superbrugsen og Meny. Så handlede det om at købe ind efter opskrifterne.

Som vi skrev: Det er fint at kunne købe et net med 500 gram rødløg, for det rakte både til pizzaen og en wokret. Men nogle butikker tvang os til at købe et helt kilo, hvor halvdelen måske ville rådne op i bundet af køleskabet.

Derfor endte Rema 1000 som vinder. Den købmandsejede discountkæde har priser i den lave ende, men har i årevis også haft fokus på at sælge mindre portioner. Vi fik altså nok til vores madplan, og når man ikke køber for meget, bliver det logisk nok billigere.

Pyha. Sjældent har mail-boksen været så fuld af forbløffelse fra Rema 1000’s konkurrenter.

Nogle beklagede sig over, at vi sammenligner æbler og pærer. At vi burde omregne prisen, hvis den ene butik sælger 1,5 kilo gulerødder, mens den anden sælger i 1 kilo-poser. Og panderynkerne var tydelige, da vi fortalte, at vi i denne test ikke havde fokus på økologi. Men vi kunne godt finde på at blande økologiske og konventionelle varer, for sådan er virkeligheden også ude i butikkerne.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er det kun 35 procent af danskerne, der ”ofte” eller ”altid” køber økologi. Men mange forbrugere vil tænke: ”Jeg kan ikke spise 1,5 kilo gulerødder. Så køber jeg de økologiske, hvor jeg kan nøjes med 1 kilo”. Og det gjorde vi også i vores test.

Næsten tre ud af fire husstande i Danmark rummer højest to personer. Der er grænser for, hvad de kan nå at spise.

Vi blev mødt med, at løgene kan indgå i helt andre retter, og at gulerødder kan bruges til alverdens ting. Men madspild er faktisk et problem. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har opgjort, at de danske husholdningers madspild hvert år når 235.000 tons. Og at en ny Gallup-undersøgelse viser, at 94 procent af danskerne er mere opmærksomme på madspild, end de var for 15 år siden.

Resultatet er et pristjek, der kommer tættere på læsernes hverdag end kryptiske tabeller med omregnede mængder og priser.

En enkelt dagligvarevirksomhed gættede på forhånd, at Rema 1000 ville vinde denne konkurrence. Man ved nemlig godt, at Rema 1000 har fat i den lange ende.

Testen afslører netop, hvorfor Rema 1000 sejrrigt maser sig frem på det danske marked. Ikke alene tjener Rema-købmændene masser af penge, imens nye Rema 1000-butikker skyder op overalt og snupper markedsandele fra konkurrenterne.

Rema 1000 har også kunderne med sig. I otte år i træk er kæden udråbt som vinder af Loyalty Award, hvor næsten 4.000 forbrugere bedømmer deres primære dagligvarekæde.

Det kan konkurrenterne bruge weekenden på at tænke over.

Forældrene til den 15-årige pige, der er i et forhold med det 28-årige folketingsmedlem Mike Villa Fonseca, bekræfter, at de har givet samtykke og støtter forholdet.

Det sker i et interview med Ekstra Bladet, hvor forældrene er blevet anonymiseret.

- Tingene er sket lidt tidligt, men der er jo ikke noget forkert i det. Folk reagerer jo på aldersforskellen. Men vi har tillid til vores datter og Mike, siger faren til Ekstra Bladet.

Forældrene fortæller, at sagen har været hård for familien, og datteren, der går i 9. klasse, er "presset", "bange" og "bekymret".

Mike Villa Fonseca fortalte fredag aften til TV 2, at han var i et forhold med en pige under 18 år, og at han dermed havde brudt Moderaternes adfærdskodeks.

Partiet tillader ikke medlemmer at have en seksuel relation til personer under 18 år. Derfor stod Mike Villa Fonseca til at blive smidt ud, har formand Lars Løkke Rasmussen fortalt, inden Mike Villa Fonseca selv valgte at blive løsgænger og gå på sygeorlov.

Mike Villa Fonseca slog også fast fredag, at der er samtykke fra pigens forældre til forholdet, og det bekræftes altså nu.

Ifølge forældrene er Mike Villa Fonseca kommet som "almindelig ven af huset" i omkring fem år. Han kender pigens far gennem deres fælles interesse for motorcykler.

Forholdet til datteren begyndte for fem måneder siden, lyder det videre.

Efter at Mike Villa Fonseca er ude af Moderaterne, nævnte han over for TV 2 tre partier, som han kunne se sig selv have en fremtid i.

Men lørdag har alle tre partier - Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance - afvist ham. Han er ikke velkommen i nogen af partierne.

Mike Villa Fonseca er valgt i Sjællands Storkreds med 505 personlige stemmer.

De lerpudsede vægge er mere end en halv meter tykke og står ganske rå med en farve, som leder tankerne hen på det nordlige Afrika. Det er lyset, som falder ind ad vinduerne, der bestemmer, om nuancen er brun, orange eller beige. I det store køkkenalrum, husets hjerte, er der flere meter til loftet, som er beklædt med douglastræ fra det nordlige Djursland.

De tykke vægge gemmer på elementer af sammenpresset halm og rammer af træ. En byggeteknik, som i store træk har været kendt i flere hundrede år, men som har været glemt af de fleste.

- Vi bor midt i skoven, og derfor var det slet ikke på tale at bygge i mursten. For hvis man har muligheden for at vælge naturlige materialer, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre det. Vores hus er lige så holdbart som et hus af mursten. Forskellen er bare, at alt her kan genanvendes.

Sådan siger Peter Smærup, som for knap tre år siden byggede sit og familiens drømmehus på en naturgrund på kanten af Mols Bjerge. Familiens træhus brændte, og da et nyt skulle bygges, faldt valget på et hus af halm. Huset er 120 kvadratmeter og huser far, mor og teenagesøn.

Det er virksomheden Ecococon, der har leveret halmelementerne til Peter Smærups hus på Djursland. Virksomheden producerer og leverer byggeelementer isoleret med sammenpresset halm, som yderst er beklædt med en træfiberplade. Resultatet er, ifølge den danske medejer og direktør Lars Keller, et produkt, der kan lagre CO2, og som ikke kræver nær så meget energi at producere som de mere kendte materialer.

- I Danmark er bæredygtigt byggeri stadig en niche, og dem, som vælger at bygge huse af halm, er i den grad first movers, siger han og fortæller, at han selv for godt 20 år siden byggede et tinyhouse med halm, som var høstet i sommeren 1973. Halmen havde ligget i små baller på et høloft og var lige så fin, som hvis den var blevet høstet året forinden.

Bygger man som Peter Smærup et hus af Ecococons halmelementer, er resultatet et åndbart hus, som lever op til det danske bygningsreglement. Familien Smærups hus er beklædt med træ yderst, har sedum på taget og er pudset op med ler indvendigt. Det opvarmes med en luft til vand-varmepumpe, og der er gulvvarme i hele huset.

- Når vi afgiver varme og fugt i huset, kan vi mærke, at det sætter sig i væggene i stedet for at blive i rummet. Vi har altid 22 grader i huset, og vi fyrer nærmest ikke. Faktisk er brændeovnen sjældent nødvendig, fortæller Peter Smærup og tilføjer, at familien oplever, at de lerpudsede vægge gør en mærkbar forskel for indeklimaet i huset.

Det er de færreste, der gør som Peter Smærup og hans familie. Både han og Lars Keller peger på, at det for mange danskere kan virke som en uoverskuelig opgave først at sætte sig ind i, hvad det egentlig vil sige at bygge bæredygtigt og derefter rent faktisk at gøre det. En del af det handler om manglende viden, mener Lars Keller, som forsøger at gøre sit for at formidle, hvor simpelt det faktisk kan være at bygge et hus af halm. Han peger dog på, at tingene har ændret sig de seneste år.

Henrik Bisp, tømrer, arkitekt og fagekspert i Videncentret Bolius, er enig med både Peter Smærup og Lars Keller. I starten af 2022 undersøgte han og Bolius danskernes syn på og viden om det at bygge mere bæredygtigt, og her var en af konklusionerne, at 74 procent af de adspurgte følte, de manglede viden om bæredygtige materialer. 63 procent af de adspurgte svarede, at når de tidligere havde valgt byggematerialer, havde de enten slet ikke eller i mindre grad tænkt over, om materialerne var bæredygtige.

- Mængden af information om bæredygtighed, vi skal navigere i, er enorm. Vi bliver bombarderet fra alle sider med ideer til, hvordan vi kan leve mere klimabevidst og bæredygtigt, og når det gælder byggeriet, er der aldrig bare ét materiale, som er det mest bæredygtige. Ingen materialer kan bruges til alle projekter, og derfor kræver det en indsats fra den, der skal bygge, forklarer han og fortsætter:

- Bæredygtigt byggeri er et komplekst emne, og man er nødt til at stoppe op og undersøge mulighederne for at sikre, at man vælger den rigtige løsning til sit projekt. Det kan i mange tilfælde være nødvendigt at søge rådgivning. Vi er i en startfase, og der vil vi være i mange år endnu.

Ifølge Henrik Bisp er netop det med at stoppe op og overveje mulighederne en udfordring for danskerne, når der skal bygges nyt, bygges til eller renoveres.

- Vi lever i et samfund, hvor alt kan lade sig gøre med det samme. Der findes byggemarkeder, der har åbent døgnet rundt, og håndværkerne kan skaffe de fleste konventionelle materialer med det samme. Vi har ofte travlt med at komme i gang med at bygge, men det kræver tid at træffe rigtige beslutninger og finde de rigtige løsninger.

Henrik Bisp peger desuden på, at det for den enkelte som oftest i sidste ende handler om kroner og ører, når beslutninger om måden at bygge på skal træffes.

- Der findes allerede alternativer, som ikke kræver de samme energiressourcer at fremstille, som for eksempel beton kræver. Men når du står i byggemarkedet og kan se, at alternativet koster mere, så ender det ofte med at handle om noget andet end klimahensyn, siger han og fortsætter:

- Økonomien er en naturlig barriere, og det er man nødt til at være realistisk omkring. Omstillingen er en lang proces, som også kræver en skalering i produktionen af alternativerne, så de bliver konkurrencedygtige.

For Peter Smærup var en stor del af processen, som hvis han havde bygget med et af landets typehusfirmaer.

- Jeg tegnede selv huset i samarbejde med en ingeniør, hvorefter vi sammen med Ecococon lavede en elementplan. Det meste kunne lade sig gøre, og det eneste, vi rettede til, var faktisk antallet af ovenlysvinduer, fortæller han og fortsætter:

- Vi stod uden tag over hovedet efter branden, og det var derfor vigtigt, at byggeprocessen gik hurtigt. Elementerne ankom med lastbil, og så var vi omkring 14 mand - helt ufaglærte - og to fra Ecococon. Sammen brugte vi godt og vel en dag på at bære halmelementerne på plads og skrue dem fast. Undervejs måtte vi dække det hele af, fordi det regnede, og vi jo arbejdede med levende materialer. Dagen efter lagde vi tag på huset.

Lars Keller håber - både for sin egen virksomhed og for miljøets skyld - at flere får øjnene op for at træffe bæredygtige valg, når der skal renoveres, bygges til eller bygges nyt.

I starten af 2022 trådte en ny EU-ordning kaldet EU-taksonomien i kraft, som Lars Keller uden at blinke kalder altafgørende for fremtidens byggeri. Ordningen er en del af en større handlingsplan i EU, som i grove træk har til formål at presse byggebrancherne i medlemslandene i en mere bæredygtig retning. Kort fortalt skal virksomheder i fremtiden kunne dokumentere, at deres byggerier lever op til ordningens bæredygtige kriterier, hvilket betyder at bygherrer med bygninger med lavere klimapåvirkning kan sikre sig en mere favorabel byggekredit.

Indtil videre gælder reglerne kun for børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte, men mange mindre virksomheder bliver allerede nu påvirket og skubbet i en mere bæredygtig retning, da de er en del af leverandørkæden til de store projekter. Blandt andet Rådet for Bæredygtigt Byggeri forventer desuden, at flere virksomhedstyper på sigt vil blive omfattet af kravet om dokumentation.

- Målet er, at det bliver mere eftertragtet for store investeringsselskaber at investere i byggeri, der er bæredygtigt, og selv om EU-taksonomien ikke direkte har noget at gøre med det private marked, får det alligevel stor betydning, vurderer Lars Keller.

Et andet sted på Djursland har en anden familie truffet samme valg som Peter Smærup. Lars Kellers onkel, Niels Paulsen, og konens 60’er-villa på landet manglede for et par år siden plads, da søn, svigerdatter og børnebørn flyttede ind. Løsningen blev en tilbygning lavet af halm og træ, som i dag rummer børnefamiliens køkkenalrum og et badeværelse.

Stilen er en helt anden end hos Peter Smærup, men huset i skoven og 60’er-husets tilbygning har alligevel en del ting til fælles. Mest synligt er lermaling med den grove struktur og de tykke vægge, som børnefamilien har udnyttet og lavet til vindueskarme med siddeplads.

Der er, ifølge Niels Paulsen, ikke blevet sparet på noget, da tilbygningen skulle laves, og han vurderer, at det har kostet omkring 1,2 millioner kroner at bygge og indrette de 72 kvadratmeter. Ifølge Lars Keller er der brugt omkring 250 små halmballer til byggeriet.

- Vi har prioriteret gode naturmaterialer hele vejen igennem, og jeg har virkelig nydt at kunne stå for så stor en del af arbejdet selv, fortæller Niels Paulsen, som selv har pudset væggene op, sat træ i vindueskarmene og sat køkken, gulve og badeværelse op. Resten kunne den lokale tømrer hjælpe med.

- Ligesom det er gældende for ”almindeligt” byggeri, gælder det også for bæredygtigt byggeri, de billigste kvadratmeter er dem, man ikke bygger. Men derudover gælder det, at hvis man vil bygge billigt, skal man bygge mindre, og man skal udføre en del af arbejdet selv, fortæller Lars Keller og vurderer, at et halmhus ikke nødvendigvis er dyrere at bygge end et murstenshus.

Mange, som vælger et hus af halm, vælger som minimum at beklæde indervæggene med lerpuds, og det er et håndværk, som er både tungt og komplekst - og som kan kræve hjælp fra en håndværker.

- Ler bliver en kæmpestor ting i fremtidens boligbyggeri, men det danske uddannelsessystem er først nu ved at få øjnene op for, at der allerede er brug for håndværkere, som kan arbejde med ler, siger Lars Keller.