Hver lørdag møder en flok skolebørn op på mejeriet i Thise for at pille hvidløg. Det er et nyttigt fritidsjob, for om tirsdagen skal der kærnes hvidløgssmør på Thise Mejeri.

Vi er tæt på Limfjorden, og ude fra landevejen ligner det bare et hyggeligt landmejeri med en ostebutik, der har flottet sig med en jernskulptur ude foran. Den er fire meter høj og forestiller en ko, der hedder Jenny.

Men løfter man blikket, ser man enorme fabrikshaller bag den hvidkalkede facade. Store summer er igennem 15 år investeret i Thise Mejeri, der ejes af de mælkebønder, der leverer mælken.

- Vi er det største mejeri i Thise, men vi er så også det eneste, lyder det knastørt fra Poul Pedersen, direktør på mejeriet igennem mere end 30 år.

Den 1. november bliver et vendepunkt. Poul Pedersen går på pension og afløses af den 52-årige Svend Schou Borch, som har været topchef i selskabet bag 3-Stjernet og Aalbæk Specialiteter.

Han får ansvaret for 300 ansatte og en omsætning, der placerer Thise Mejeri i den gode halvdel af dagbladet Børsens liste over de 1000 største virksomheder i Danmark.

- Københavnerne får et chok, når de kommer til Thise. De regner med, at der stort set ikke er strøm her. Men de kan da se på vores hjemmeside, at vi har glas i vinduerne og sådan, siger Poul Pedersen.

Hans lille kontor ligger på førstesalen ud mod vejen. Irma-pigen hænger på væggen, for butikskæden Irma har om nogen forbundet landmejeriet i Thise med økobevidste forbrugere i hovedstadsområdet.

Poul Pedersen er den type direktør, der naturligt smækker fødderne op på bordet, når han sidder overfor en journalist. Tager fødderne ned igen. Tager skoene af og sætter fødderne op igen.

Undervejs forstærkes citaterne med sprogets mindre pæne gloser, men vi aftaler, at de ikke skal med i artiklen. Ellers får han skældud af sine kone, siger han. Engang fik han et brev fra en kvinde i Midtjylland, der ikke længere ville købe Thise-produkter, fordi hun havde hørt ham bande så forfærdeligt.

Fødderne er tilbage på gulvet, og Poul Pedersen fortæller om Thise Mejeri, der vil gøre op med billedet af, at økologisk produktion minder om noget, der foregår på frilandsmuseet Hjerl Hede. Om det fuldt automatiske mejeri, græsmælken fra køer, der går på, ja, græs. Vesterhavsosten, der er blevet en national salgssucces, og hvor mælken kommer fra nogle få landmænd ude ved Vestkysten.

- Jeg har aldrig siddet og udtænkt store strategier og visioner om, at vi i 2023 skulle have en omsætning på 1,4 milliarder kroner og producere en tredjedel af alt den økologiske mælk i kartoner i Danmark. Det har jeg godt nok ikke. Det har givet sig selv, at det er gået den vej, siger Poul Pedersen.

Knapt halvdelen af Thises samlede salg stammer fra Coops butikker. For nylig havde Poul Pedersen besøg af Kræn Østergård Nielsen, Coops topchef, der blev vist rundt i produktionen og hilste på de folk, der driver Thise Mejeri videre, når Poul Pedersen takker af.

- Han var her i to timer. Og ja, vi havde hejst flaget, men vi havde ikke rullet den røde løber ud, siger Poul Pedersen.

Hvad siger du til, at dagligvarebutikkerne kun snakker om priskrig og discount og ikke konkurrerer om de kvalitetsvarer, de har på hylderne?

- Det har de altid gjort. Der har altid været priskrig. Ved du hvad. Danskerne elsker lave priser, og det ødelægger ikke min nattesøvn. Men vi kan ikke klage over den opmærksomhed, vi får i Coops butikker. Prøv at tage i Kvickly i Skive og se, hvor meget vi fylder. Det er lige, så man kniber sig selv i armen, siger Poul Pedersen.

Da Coop tidligere i år meddelte, at luksuskæden Irma skulle lukke sine 65 butikker, var det en dårlig dag i Thise.

- Det var jeg personligt ked af, men jeg har en helt klar forståelse for beslutningen, siger Poul Pedersen.

Irma og Thise har været tæt forbundet siden 1990’erne, hvor Coops forgænger, FDB, tegnede en flerårig kontrakt med Thise Mejeri om levering af økologisk mælk. Irma har altid haft modet til at afprøve nye produkter fra Thise, som senere spredte sig ud til Kvickly, Superbrugsen og Coops øvrige kæder.

Kræn Østergård Nielsen skriver i en mail til Avisen Danmark, at samarbejdet med Thise Mejeri er et af Coops vigtigste partnerskaber.

- Deres kvalitetsprodukter er særdeles populære hos vores kunder, skriver han og tilføjer, at Thise Mejeri indkapsler det, der er kerneværdier for Coop: Kvalitet, økologi og innovation.

Og der er ingen tvivl om, at Coop-topchefen har følt sig godt behandlet af den jyske mejeriboss.

- Personligt har det også været en stor fornøjelse for mig at arbejde sammen med Poul. Dybt inspirerende, altid godt selskab og en helt igennem reel og pålidelig samarbejdspartner, lyder det.

Selvom de fleste Irma-butikker i dag er lukket, kan Poul Pedersen ikke mærke en nedgang i salget.

- Vi har en omsætning, der ikke er mindre, efter at Irma er lukket, siger han. Thise Mejeri vokser fortsat, selvom inflationen generelt har været en prøvelse for økologiske producenter.

- Totalt set er der et mindre salg af økologiske produkter, når folk ikke har nogen penge. Det er da klart. Men det er godt nok at få rystet posen en gang imellem. Du finder ud af, om din forretningsmodel hænger sammen. Hvis du kan holde til corona, krig i Ukraine og pludseligt stigende inflation, så er der i hvert fald noget, der er rigtigt, siger Poul Pedersen.

Mejeriet overtog han – sammen med en kollega – fra sin far i 1992. Poul Pedersen var i gang med en lovende karriere i industrien for mejeriudstyr, men det trak at vende tilbage til den virksomhed, hvor han voksede op som barn.

På vejen frem mod milliardomsætning har han klaret sig fint med håndtryk og et-ord-er-et-ord. Men efterhånden er det også nødvendigt med moderne ledelsesværktøjer. Også på Thise Mejeri.

- Sådan noget har vi jo aldrig haft brug for. Men vi kommer til det i stigende grad. Vi arbejder også med værdier, siger Poul Pedersen og får det til at lyde som en stor overraskelse.

Værdier er et af de helt store buzzword inden for ledelse. I nogle virksomheder bruger man måneder på at diskutere hvilke tre ord, der bedst udtrykker, hvad virksomheden arbejder med. I Thise har det ligget på rygraden hos mejerifolkene og landmændene, men det er ikke længere nok, efterhånden som Thise Mejeri nærmer sig 300 ansatte.

Poul Pedersen mærkede det for nogle år siden, da han vandt en gave – noget chokolade – i personaleforeningens julekalender. Gaverne var selvfølgelig købt hos købmanden på den anden side af gaden. Og ingen af gaverne var økologiske. Så fik man jo mere for pengene, lød det fra formanden for personaleforeningen, der havde stået for indkøbet.

- Vi er snart 300 mennesker på Thise, og de er selvfølgelig ikke økologer alle sammen. Jeg vil nødigt se, hvad der er i folks skabe, ha ha. Men jeg kunne se, at jeg skulle have banket det ind i hovedet på folk. De er ansat på Thise Mejeri. Et af værdiordene er altså ø-ko-lo-gi, siger Poul Pedersen og hamrer en næve i bordet.

- Vi fandt ud af, hvorfor vi er her. Vi har også kampgejst og ordentlighed som værdier. Det er det, vi står for i Thise, og det var vi nødt til at få spredt rundt i hele organisationen, siger Poul Pedersen.

Den 1. november får mejeriet ny direktør. Kort efter kører Thise Mejeris første elektriske lastbil sin jomfrutur til Coop-lageret i Hasselager ved Aarhus – og retur.

- Jeg er så stolt af, at vi får en ellastbil. Økonomisk set er det fuldstændigt gak, siger Poul Pedersen.

Han fortæller, at lastbilen alligevel kan forsvares, fordi regeringen har indført en kilometerafgift fra 2025. Det gør det mindre gakket at vælge en elektrisk model.

- Du kan tro, at jeg ikke har været tilfreds med den afgift. Men når den er der, så kan du lige så godt udnytte det og komme i gang, inden der er andre, der fatter det, siger Poul Pedersen, der skal investere to millioner kroner i en ladestander til lastbilen.

Lastbilen skal køre to ture dagligt til og fra Coop-lageret, der ligger 120 kilometer fra Thise.

- Det skal nok gå, selvom det bliver lige til kanten. Men selvfølgelig skal vi gøre det. "Jeg kører på 100 procent el", står der på lastbilen. Det er da genialt, siger Poul Pedersen.

Selvom Jakob Ellemann-Jensen har slået fast, hvor en CO2-afgift på landbruget skal ligge, så er han stadig under pres.

Sidste uge skrev Ekstra Bladet blandt andet, at der også i folketingsgruppen er frustrationer over tingens tilstand. Det snakker Mikkel Vie Jensen, politisk reporter, og Casper Dall, politisk redaktør om i denne uges ”Christiansborg”, Avisen Danmarks politiske podcast, og sidstnævnte er ikke i tvivl om, hvordan det står til for Jakob Ellemann-Jensen.

- Timeglasset for Ellemanns formandstid er vendt, og nu bliver det interessant at se, hvor hurtigt sandet løber ud. Det løber ud for alle, men det kunne godt være, det løber lidt hurtigere i Ellemanns timeglas, lyder det fra den politiske redaktør.

Ønsker du at lytte til dagens podcast, hvor Venstre er det helt store tema, så kan du finde den der, hvor du normalt lytter til podcast eller i Avisen Danmarks app. Du kan også finde podcasten øverst i denne artikel.

Diana Ross blev født og voksede op i Detroit. Hun var en essentiel del af Motown-æraen og er en amerikansk legende på hylden lige under Aretha Franklin og Whitney Houston. Hendes betydning for musikhistorien kan ikke overvurderes.

Da jeg i 2008 stod på en plet på gulvet i Motown-studiet i Hitsville på præcis det sted, Diana Ross sang nogle af The Supremes’ største sange, løb tårerne ned ad mine kinder.

Derfor er det svært ikke at fælde en tåre, da hun synger ”Baby Love”, ”Stop! In the Name of Love” og ”You Can’t Hurry Love” i Royal Arena torsdag aften.

De sange og mange andre denne aften udgør storladen musikhistorie, som folder vingerne ud og understreger, hvor absurd mange år Diana Ross har været aktiv. Trioen blev dannet i 1959 og blev en stor inspiration for The Temptations, The Four Tops og Jackson 5.

At opleve Diana Ross live har stået på min musikalske bucket list siden besøget i Hitsville. Det er mange års forventninger, som skal indfries. Det bliver de i særdeleshed den første time, hvor hendes stemme er forbløffende kraftfuld og driftssikker. Jeg kan ikke komme i tanke om andre sangere med så elegant en vokal tæt på 80 år.

Flere af sangene på sætlisten beskæres desværre lidt uelegant. Det er acceptabelt, at flere sange fra hendes seneste album ikke spilles i fuld længde, men det ærgrer mig, at åbningsnummeret ”I’m Coming Out” fra 1980 ikke er meget mere end et minut.

”Ain’t No Mountain High Enough” i slutningen af koncerten skæres også helt ind til benet, hvilket virker forkert, selv om det var Marvin Gaye og Tammi Terrell, der skabte nummeret sammen tre år inden, at Diana Ross sendte det til tops på hitlisterne.

Diana Ross optrådte senest i Danmark i 1973. Dengang havde hun sin da toårige datter Rhonda med. Torsdag aften er Rhonda også med. Den 52-årige datter understreger, at Ross-generne er unikke. Hun ligner en 35-årig og synger ligesom sin mor formidabelt.

Mor og datter i omfavnelse er smukt på den der amerikanske Hollywood-måde, som på én og samme tid er en smule kvalm, men også enormt rørende.

De synger sammen ”Count on Me”, som Rhonda Ross har skrevet. Båndet mellem dem er stærkt, og deres duet bliver et smukt billede på, hvordan tiden spurter af sted, mens kærligheden består. Og vokser.

Det 10 mand og kvinder store band spiller med vanlig amerikansk autoritet og timing. De fire korsangere skal ikke camouflere, at Diana Ross’ stemme vakler. De sørger bare for at give sangene bund og energi.

Der er vel omkring 7000-8000 publikummere i Royal Arena. De fleste af dem rører nærmest ikke sæderne på deres stole. Fra første strofe af ”I’m Coming Out” er det umuligt at sidde ned. Hvis man kan holde sin krop i ro til ”Upside Down” og ”You Can’t Hurry Love”, bør man også søge læge.

Jeg kender de fleste sange på sætlisten, men ikke umiddelbart The Supremes-sangen ”Come See About Me” fra 1964. Den emmer af den helt særlige Motown-lyd, som farvede et helt årtis udgivelser.

”Touch Me in the Morning” rører mig. Den udkom i 1973, hvor hun optrådte senest i Danmark. Teksten har mange lag ligesom Diana Ross’ stemme. Den spænder fra den kælne lillepigede til den eksplosive kvindes. Den er sunget så afgrundsdybt flot.

Med de to Billie Holiday-klassikere ”Fine and Mellow” og ”Don’t Explain” begynder man at fornemme en smule rust på stemmebåndene. Eller en smule træthed, som betyder, at de ikke står helt så stærkt som sangene den første time.

Hendes egen “Theme From Mahogany (Do You Know Where You're Going To)” skurrer også en smule i ørerne i en finale, hvor jeg ikke helt forstår ræsonnementet i at spille tre coversange, når der er SÅ mange The Supremes- eller Diana Ross-sange, man ikke har taget med.

”Endless Love” uden Lionel Richie eller ”Chain Reaction” ville jeg til enhver tid have foretrukket frem for Gloria Gaynors ”I Will Survive”. Det ville også have været oplagt med en sang eller to fra Diana Ross’ solodebuter fra 1969 og 1970. For eksempel ”Ain’t No Sad Song” fra 1970-udgivelsen ”Everything Is Everything”.

Diana Ross runder af med titelsangen fra sit seneste album ”Thank You”. Det gælder begge veje. Det luner, at hun roser publikum for at have bakket hende op gennem en lang karriere.

Men det er dæleme også på plads at sige tak til hende for sangene. Få mennesker har sat så stort et aftryk på musikhistorien som hende. Så tusind tak, Diana.

Royal Arena, onsdag 19. oktober 2023, Diana Ross – “The Music Legacy Tour”

Advarsel: Lad være med at fløjte i mørket. Det er livsfarligt.

Hvis du gør det alligevel, risikerer du, at Nattejægeren kommer.

Hvis du kan høre ham, så smid dig straks på maven og sig hele "Fadervor" - ellers bliver du syg.

Hvis du ligefrem ser ham, er du først i stand til at finde hjem næste dag. Og du vil være småskør og ude at stand til at sige det, du tænker.

Har du ikke lyst til at møde Nattejægeren?

Nej. Det har ingen.

Og ingen har lyst til at være i nærheden af Liglammet.

Man siger, at I gamle dage, når en kirke skulle bygges, så gravede man et levende lam ned for at beskytte murene mod sammenstyrtning. Ofte skar man det ene ben af offerdyret, og det er derfor, at genfærdet - Liglammet - halter.

Kommer Liglammet hen til dit hus og visker med halen på døren, så betyder det, at en i husstanden snart skal dø. Liglammet kan også dukke op på kirkegården og gnide sig op ad dit ben. Så skal enten du selv, eller en, du kender, dø.

Det er uuuuuhyggeligt. Og de to væmmelige væsener er langt fra de eneste, der huserer i Danmark. 

Hvem frygter ikke også lygtemanden, hyldemor, gravsoen, vætten, helhesten, skiftingen og alle de andre klamme væsener, som folk førhen havde stor respekt for, men som nutiden dårligt kender navnene på.

Tirsdag 31. oktober er det Halloween - det vi i engang kaldte for Allehelgensaften. Det var også dengang, vi udhulede roer og satte lys i dem. Men roerne er for længst blevet erstattet af orange græskarmænd med skæve tandstumper og af vakkelvorne skeletter, gigantiske edderkopper og alt muligt andet, det store Amerika har hittet på kan skabe en uhyggelig stemning.

Vi behøver dog ikke at importere uhyggelige skabninger, for vi har så rigeligt af dem i forvejen. Og takket være Kenneth Bøgh Andersen - en af Danmarks mest populære børne- og ungdomsforfattere -  kan vi nu få et overblik over de vigtigste af dem i bogen "Danske Sagnvæsener".

Bogen, der er skræmmende godt illustreret af Kristian Eskild Jensen, er skrevet til større børn, men det er voksne jo sådan set også: Større børn, der er blevet ældre. Eller sagt på en anden måde: Alle kan have udbytte af at læse og bladre i dette fine, mindre opslagsværk. 

"Danske Sagnvæsener" er ikke kun interessant på grund af sine drabelige historier. Den er også fængende, fordi den handler om, hvordan folk førhen fandt mening i det uforklarlige.

Hvorfor dør børn i vuggen? Hvorfor bliver nogle børn født misdannede? Hvorfor bliver folk sindssyge? Hvorfor er moser et farligt sted at opholde sig?

Dengang som i dag søgte man forklaringer, og det blev så blandt andet til uhyggelige skabninger.

Mennesker har til alle tider også forsøgt at beskytte sig mod sygdom, ulykker og død, så derfor var der masser af råd for, hvordan man undgik alt det grusomme, disse væsener repræsenterede.

Nogle af rådene er gengivet i bogen: Fløjt ikke i mørket. Hav altid et spejl på dig. Vær god ved hyldetræerne. Og sæt en kniv fast over hoveddøren og gå baglæns ind!

P.S. Man siger, at kært barn har mange navne, men det gælder også ukære monstre. Nattejægeren er også kendt som blandt andet Fynshovedmanden, Kong Volmer, Den sorte skytte og Howens.

Kenneth Bøgh Andersen og Kristian Eskild Jensen: "Danske sagnvæsener". 182 sider. Rigt illustreret. Udkommet på Gyldendal. 

Regeringen har for nyligt fremlagt et nyt energiudspil, som afdækker, hvor 32 potentielle fremtidige sol- og vindparker skal placeres i landet.

Men ifølge formand og klimaordfører hos Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, vil energiparkerne komme til at ødelægge det smukke danske landskab. Og derfor mener han, at vi i stedet burde væbne os med tålmodighed og vente på fjerde-generations kernekraft.

Det fortæller han i radioprogrammet Det Blå Hjørne på Radio4.

- Jeg synes godt nok, det er grimt. Både vindmøllerne og de kæmpe anlæg med solceller. Jeg bliver trist, siger formanden.

Morten Messerschmidt pointerer herudover, at meget af Danmark allerede i dag er omdannet til "et goldt glaslandskab" - refererende til de mange solcelleparker.

Derfor har han og klimaordfører hos Konservative, Mona Juul, sammen bedt Energiudvalget om at kigge nærmere på muligheden for fjerde-generations kernekraft, som er et fremtidigt supplement til de vedvarende energikilder, vi kender i dag.

Ifølge Morten Messerschmidt vil 20 containere med fjerde-generations kernekraft kunne producere nok energi til at afdække Danmarks samlede årlige energiforbrug

Og han har tilmed en opsigtsvækkende løsning på, hvor man ifølge ham kunne placere de mange containere i landet.

- De kan da stille dem ude i Dyrehaven, det er der ikke en kæft, der vil være bekymret over. Bare dæk det over, siger han i det politiske debatprogram, der denne gang kun handler om klimaudfordringerne.

Her refererer formanden for Dansk Folkeparti til Dyrehaven i Klampenborg, som er placeret i kort afstand fra hans egen private bolig.

Sagt med andre ord er de 20 containere med atomkraft altså noget mere velkomne i formandens private udsigt, end vind- og solparker vil være.

- I stedet for at plastre hele Danmark til med vindmøller, så handler det måske om lige at have is i maven og se, om den her teknologi ikke er klar om fire-fem år, uddyber han.

Morten Messerschmidt pointerer herudover, at han er sikker på, at de fleste danskere med glæde vil tage imod 20 containere med kernekraft. Dette uddyber han ved at pege på, at det er en ufarlig, grøn og billigere løsning.