22-årige Cecilia Stephanie Nielsens vækkeur ringer to gange om morgenen.

Når det ringer første gang, tager hun sin ADD-medicin. Hun har diagnoserne autisme samt ADD, som også kaldes "den stille ADHD". Cecilia lægger sig så til at sove igen. En time senere, når vækkeuret ringer anden gang, virker medicinen, og hun har det meget bedre.

Den anden ting, der hjælper Cecilia med at komme op om morgenen, er, at hun har fået et job, som hun er glad for.

Det scenarie virkede fjernt for hende for bare et år siden. Men i dag arbejder hun i Halsnæs Kommunes afdeling for Klima og Miljø som administrativ medarbejder. Hun arbejder 10 timer om ugen og gør det så godt, at hun er blevet forlænget med et år.

- Det er et meget fedt job. Jeg føler mig tryg, og at jeg har fået mere selvtillid, siger hun.

- For mig er det vigtigt at have noget at lave og ikke føle, at jeg sidder og kigger ud i luften og venter på, at tiden går. For det kan jeg ikke holde ud, siger hun.

At Cecilia skulle finde et job, som hun trives i, var dog langt fra givet. Da hun for to år siden blev færdig med sin HF, havde hun ikke særlig meget håb for fremtiden.

Hun var én af de 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken er i uddannelse eller job. For Cecilia var det svært at forestille sig, at en god hverdag var inden for rækkevidde.

- Det var som om, at der ikke eksisterede nogen arbejdsplads for mig, siger hun.

De 43.000 unge uden uddannelse og job har i flere år været i politisk fokus. Ifølge forskning er ungegruppen i høj risiko for langtidsledighed, social udstødelse og kriminel adfærd.

Et politisk flertal gav i 2017 hinanden hånden på, at andelen af unge uden uddannelse eller job skal ned på 3,5 procent i 2030. Men fra 2021 til 2022 steg andelen fra 5,9 procent til 6,4 procent.

Det fik børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til at udtale i en pressemeddelelse i august:

- Jeg er på ingen måde tilfreds. De 43.000 unge, der hverken er i uddannelse eller arbejder, fortjener langt mere støtte fra os andre.

En stor del af de unge har ligesom Cecilia nogle særlige udfordringer, som de kæmper med.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidste år viste, at 40 procent af gruppen har et fysisk eller psykisk handicap. Hovedparten har diagnoserne ADHD, autisme, angst eller depression.

Men der kan være hjælp at hente fra en innovativ amerikansk metode.

Metoden hedder IPS, og omdrejningspunktet er, at man spørger borgerne, hvad de selv godt kunne tænke sig.

Foreløbige resultater fra et stort dansk forskningsprojekt, som forskere fra RUC, VIVE og Københavns Professionshøjskole laver i samarbejde med tre danske kommuner, viser, at metoden har god effekt overfor de unge uden uddannelse eller job. Det fortæller lederen af forskningsprojektet, Inge Bonfils.

- Det, der er fuldstændig afgørende, er, at man følger det håb og den drøm, som personen selv har, og så hjælper dem den vej, siger hun.

- Vi har indtil videre gode erfaringer med det. De tre kommuner, der er med, ser ud til at få flere af de unge i gang med uddannelse og job ved hjælp af en tilpasset IPS-model. Vi kan også se, at de unge får det psykisk bedre, siger Inge Bonfils, der er docent på Københavns Professionshøjskole.

IPS står for individuelt planlagt job med støtte. Metoden er oprindeligt udviklet i USA til at hjælpe svært psykisk syge, der er i behandling i psykiatrien, tilbage på arbejdsmarkedet.

I Norge og Sverige har man dog på jobcentrene længe ladet sig inspirere af metoden til en bredere målgruppe, f.eks. unge med diagnoser eller psykisk sårbarhed, fortæller Inge Bonfils.

Det er også netop den bredere målgruppe af unge uden uddannelse og job, som forskerne i projektet tester IPS-indsatsen på.

Filosofien bag IPS er at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte person selv ønsker eller drømmer om at lave.

Kontaktpersonen, der kaldes en IPS-konsulent, skal være meget opsøgende og tage kontakt til arbejdspladser for at finde et job, der kan matche personens ønsker og særlige behov.

Konsulenten kan også hjælpe med at skrive CV, jobansøgninger, tage med til jobsamtalen eller tage med borgeren ud på virksomhedsbesøg.

Det er den samme konsulent, der følger personen igennem hele forløbet, indtil personen selv vurderer, at de ikke længere har behov for hjælp.

Ifølge Inge Bonfils er der et stort potentiale i metoden, fordi undersøgelser har vist, at det virker rigtig godt.

- Metoden bygger på rigtig meget viden om, hvordan man hjælper mennesker med psykiske lidelser videre i livet. Herunder hvad de selv fortæller, der har hjulpet dem. Og de fortæller helt grundlæggende, at man skal lytte til dem i stedet for at sige, at vi ved, hvad der er bedst for dig.

Hvorfor er det ikke allerede sådan i jobcentrene i dag?

- Det er nok mere tilfældigt. Det kan godt være, at man møder professionelle, som tager afsæt i personens egne drømme og håb. Men du kan også møde nogen, som har alle mulige forestillinger om, hvad du skal. Som vil være ekspert på dit liv, siger hun.

Inge Bonfils peger også på, at der politisk har været fokus på at få unge hurtigt i gang med en uddannelse. Men det er ikke alle i ungegruppen, der har lyst til det.

- Nogle af de her unge har ikke haft de bedste skoleerfaringer, så uddannelse er ikke lige umiddelbart det, de har mest lyst til lige nu og her, siger hun.

- Der må man sige, at vi har jo haft en politik i Danmark, hvor alle unge gerne skulle uddannes med det samme. Der er bare nogle unge, som ikke er parate til det. De har brug for at gøre sig nogle erfaringer først.

For Cecilia gjorde det en stor forskel, at hun blev spurgt: "Hvad kunne du godt tænke dig?" og "Hvad har du brug for?"

Det havde hun ikke været vant til på den måde at blive mødt med, fortæller hun.

Cecilia færdiggjorde HF i 2021 på nedsat tid og blev derefter tilknyttet den kommunale ungeafdeling i Halsnæs Kommune. Her fik Cecilia blandt andet hjælp til at flytte hjemmefra og ind i en ungdomsbolig, fortæller hun.

Hun drømte om at få et arbejde, men det virkede uden for rækkevidde. I kommunen blev Cecilia blandt andet tilbudt at komme i praktik i et supermarked, og hun endte med at sige ja, fordi hun var træt af at sige nej, fortæller hun.

- Jeg havde nævnt lidt, at jeg ville have svært ved det. Men til sidst var jeg lidt træt af at sige nej, for jeg ville jo ikke have nej-hatten på. Så jeg prøvede at sige ja, siger hun.

Med autisme og ADD er det en udfordring for Cecilia at have kontakt til fremmede mennesker og tale med kunder. Arbejdsdagen skal for hende helst være forudsigelig og struktureret uden for meget støj eller for mange indtryk.

Praktikken gik derfor skævt og endte en uge før tid, fortæller hun.

- Det er svært at forklare, men alt var for meget derovre, siger hun.

Eksempelvis var det svært for hende, når kunderne spurgte om noget. Især når hun ikke kunne hjælpe dem.

- Man skulle være god til at lave sig selv om, siger Cecilia Stephanie Nielsen.

Herefter fulgte nogle opslidende måneder, hvor Cecilia bare gik derhjemme. Og det var ikke så sundt for hende, fortæller hun.

- Jeg kæmpede med at være derhjemme hele tiden. Jeg var rigtig træt. Min søvn blev ruineret. Jeg begyndte at gå i seng senere og senere ud på natten, fordi jeg ikke havde en dagligdag. Det ødelagde mine rutiner, siger hun.

Men så tilbød kommunen, at Cecilia Stephanie Nielsen kunne komme i et IPS-forløb for unge med psykiske diagnoser eller psykisk sårbarhed hos den private virksomhed IPSCenter Danmark.

For Cecilia ændrede det alt.

- Til de første møder med Ronnie, min IPS-konsulent, snakkede vi om, hvad der ville fungere for mig, hvor man kunne sige alt, der ville gøre det nemmere for én. Og det var ikke noget, jeg nogensinde havde tænkt i. Mit indtryk var jo, at det ikke var muligt.

- Jeg følte, at Ronnie tog mig seriøst. Så begyndte jeg at få mere og mere håb. Jeg kom i min første praktik i IPS-forløbet ved et frivilligcenter, hvor jeg var i en måned og fik nogle gode erfaringer. Jeg prøvede at være på en arbejdsplads og lærte nogle ting. Jeg kunne mærke, at det føltes godt.

- Jeg følte, at det gik fremad. Nu fik jeg noget erfaring og noget at skrive på cv'et. Samtidig oplevede jeg følelsen af, at det ikke var lige så svært at komme afsted hver morgen.

Efter den vellykkede praktik gik der kort tid, før Cecilia kom i sin næste praktik som administrativ medarbejder ved Klima og Miljø-afdelingen i Halsnæs Kommune.

Her fik Cecilia mulighed for at møde klokken 10 for at undgå at blive overstimuleret af at tage offentlig transport i myldretiden. Hun kom ind på en afdeling, hvor hun fik nogle søde, faste kolleger. Der var mulighed for at arbejde hjemmefra, hvis hun havde brug for det. Hun fik støjisolerende hørebøffer til at tage på, når hun havde brug for ro.

Og hun fik arbejdsopgaver, hvor hun kunne arbejde struktureret og med begrænset borgerkontakt.

- Jeg har været med til sortering af gamle sager fra nogle kolleger, der ikke arbejder der mere, hvor jeg har sorteret i sagerne og lukket nogle af dem ned, siger Cecilia Stephanie Nielsen.

- Og så har jeg blandt andet gennemgået noget, der hedder byggesagslister, hvor det handler om folk, der har fået nedrevet huse eller lavet renoveringer. Og hvor jeg har set på, om de har haft orden i deres affaldshåndtering, siger hun.

Efter praktikken blev hun ansat i marts, og for nylig blev ansættelsen forlænget med et år, fortæller hun.

Cecilia har også fået en kontaktperson, som hun kan ringe til, hvis hun har det for dårligt på dagen til at komme ind. I så fald kan hun rykke sine timer til dagen efter. Det har været meget værdifuldt, fortæller Cecilia.

- Jeg har ikke følt, at det er forkert at sige, at jeg har brug for at bytte en dag om. Det har taget noget af stresset af det for mig, for så har jeg ikke en dårlig følelse af, at jeg spilder min tid, siger hun.

Cecilia er også begyndt at få håb for, at hun måske kan tage en uddannelse på sigt.

- Det er først for nylig, efter jeg har fået det her arbejde og de her oplevelser, at jeg begynder at gå ind og kigge på uddannelser. I forhold til hvilke veje, jeg kan gå, som passer til kontorarbejde.

- Nu har jeg lyst til at kigge efter noget. Jeg kan begynde at se vejen frem. Det er IPS, der har hjulpet mig i gang med det, siger hun.

Peter Hulsbos elskede landmandslivet i Toftlund.

Jordpriserne var billigere, pladsen var større, naboerne mere forstående.

Men først og fremmest var der mindre bureaukrati.

- Det var meget mere enkelt at være landmand i Danmark, siger den 46-årige hollænder.

Jeg møder ham i Schipluiden, lidt nord for Haag. Her bor han med sine 120 køer, sin hustru og sine seks børn, der alle er født i Danmark.

- I Danmark behøvede man ikke at ringe til et væld af forskellige steder, hvis man skulle have styr på tilladelser og svar på ting. Her, i Holland, bruger jeg dobbelt så lang tid på kontoret, som jeg gjorde i Toftlund, siger han.

Hans danske sprog er gebrokkent, men forståeligt, og derfor er Peter interessant:

Familien boede i Sønderjylland fra år 2000 til 2018, og malkebonden kender til landbruget i både Danmark og Holland.

I øjeblikket diskuteres sektoren intenst i begge lande.

På Christiansborg brygger SVM-regeringen på en længe ventet klimaafgift på landbruget, som skal kickstarte den grønne omstilling. Men en del frygter også, at den vil frembringe høtyve og fakler fra landbrugets organisationer, og særligt i Venstres politiske bagland ulmer uroen.

Holland er skrækscenariet. Efter at en miljøorganisation i 2019 vandt en sag over den hollandske stat i højesteretten, har landet skullet udlede meget mindre kvælstof. Regeringens pil pegede på landbruget, den klart største synder. Antallet af husdyr på de hollandske gårde skulle nedbringes med 30 procent, og en fond på 187 milliarder kroner blev stablet på benene til at købe landmændene ud.

Traktordemonstrationer, tomme butikshylder og Europas hurtigst voksende protestparti blev nogle af konsekvenserne.

Spørger man Peter Hulsbos, kunne det hele have været undgået.

Han sidder i en stor, grøn traktor, da jeg ankommer til Schipluiden. I græsset går der både gæs og svaner og køer, kanalerne snor sig mellem markerne, og det hele kunne ligne noget fra et postkort - hvis ikke det var for gylletankene og de grå skyer.

- Moijn, råber Peter.

Gården er en Lely Demofarm, som han er driftsleder for.

På murstenshuset, som familien bor i, står der "velkommen" på dansk på dørskiltet.

Egentlig var det mest af nød, at han i sin tid rykkede mod øst.

Da Peter var færdig med sin uddannelse, ville han gerne være selvstændig landmand, men priserne i Holland kunne han ikke være med på. Det kostede dengang - i slutningen af 90’erne - over 500.000 kroner pr. hektar, og mælketilladelsen var også dyr.

Holland mangler simpelthen plads. Landet er mindre end Danmark, men har lige klemt tre gange så mange mennesker, verdens største havn og 110 millioner husdyr ind på sine arealer.

Så Peter gjorde, hvad mange andre hollandske landmænd også har gjort. Han tog til Sønderjylland.

- Jeg vil sige, noget af det bedste ved Danmark er, at folk ved, hvad landbrug handler om. I hvert fald der hvor vi boede - fra Esbjerg og Kolding og ned. Det gør det så meget nemmere, at dine naboer er hjælpsomme og forstående.

Det var hans kreditinstitutter til gengæld ikke. I december 2018 måtte familien erklære sig konkurs, efter at deres renteswap udløb. Til sorg for hele familien.

11-årige Ronan - et af parrets seks børn - skrev et klagebrev til banken, men lige lidt hjalp det.

Små to årtier efter være draget ud, vendte Peter tilbage til hjemstavnen. Og det var til et politisk spektakel.

De var ikke flyvende hollændere, men traktorkørende i titusindvis. Og de var allerede begyndt at køre til regeringsbyen Haag for at demonstrere, da Peter med landbrugsvirksomheden Lely i ryggen åbnede sin malkefarm i Schipluiden.

120 af de køer, som den hollandske regering ønsker hen, hvor pebret gror.

- Det tager 20 minutter at køre til Haag herfra. Men mentalt er der vel fem timers afstand, siger Peter, der selv deltog i nogle af demonstrationerne.

Han har sin egen konspirationsteori: Kvælstofreguleringerne handler mindre om miljø, end det handler om plads til boliger.

- De har brug for vores jord. Lovgivningen giver ingen mening. Alle grænserne i EU er åbne, så hvis vi får flere regler, burde vores priser også stige, siger Peter.

Han kigger på mig, som om det er mig, der har indført EU-lovgivningen.

- Hvis der skal være 30 procent færre dyr i stalden, så kommer jeg til at tjene 30 procent mindre. Jeg skal stadigvæk arbejde lige så meget. Bliver man så glad?

Svaret på, hvorfor færre dyr ikke giver ham mere fritid, viser han mig i stalden.

Køerne står i kø. De går igennem en skydelåge af metal, får scannet deres halsbånd og stiller sig i position.

Malkerobotten klarer det hele.

En del af processen minder lidt om den, man ser i en vaskehal. Et lille kamera scanner yveret, og børster kører ind under patterne og renser dem lidt. Så ryger pumperne på, og maskinen malker, til der ikke er mere at malke.

- Køerne går igennem robotten 2,8 gange om dagen, siger Peter og tilføjer:

- Altså i gennemsnit.

Vi er meget langt fra Jens Hansens bondegård. Det ligner mere en fabrik.

- Jeg ved godt, hvad du tænker, siger Peter, der tilsyneladende er tankelæser.

- Men det her gør, at jeg har mere tid til rent faktisk at passe køerne. For eksempel når de skal føde.

Noget, der ligner en robotstøvsuger på steroider, kører forbi os.

- Se! Der er den, siger Peter og peger.

- Der er løsningen på kvælstofproblemerne.

Her springer vi lige lidt i teksten.

Faktisk rejser vi 800 kilometer mod øst. Fra Schipluiden i Holland til Christiansfeld i Sønderjylland.

For selvom landmandslivet ifølge Peter Hulsbos er nemmere i Danmark, går 38-årige Nicolai Bjørnsen rundt i sine marker og skumler.

Over det der sker i Holland. Og det der måske kommer til at ske i Danmark.

- Man mister respekten for staten og systemet, når vandværkerne pumper spildevand ud, men det er os, der bombarderes med firkantede regler og efterafgrøder, siger han og holder mit blik.

- Vi har da nogle gange talt om, hvorvidt vi skulle tage vores maskiner og lamme hele landet. Vi har bare heller ikke lyst til at få befolkningen imod os.

Nicolai er landmand og medlem af Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug.

Han har 315 hektar land med korn, raps og spinat. Han elsker det frie liv, siger han, men "livet er ikke så frit længere". Og for tiden har han øjnene rettet mod udarbejdelsen af regeringens klimaafgift.

- Det vil også ramme mig. Selvom jeg samler mere CO2 op, end jeg udleder, så bliver regnestykket ikke lavet på den måde, siger han.

Danske Nicolai og hollandske Peter er to vidt forskellige landmænd. Men de deler vreden over det, som de selv ser som firkantede regler og en unødig djøf'isering af deres erhverv.

Andre kalder deres protester for et klimaoprør.

Nicolai ser det som en kamp for retfærdighed.

- Da den danske regering fjernede hele minkbranchen med et snuptag, kørte jeg også i traktordemonstration. Ikke kun på grund af sympati for avlerne, men også på grund af frygt. Hvad bliver det næste så?

Han klør sig lidt i skægget.

Det hollandske bondeoprør har han ikke fulgt meget med i, men han forstår trangen til demonstration.

- Det har man da lyst til. Og det har jeg hørt flere steder, at andre også har, siger han.

- Vi føler, at vi er berettiget til at råbe politikerne op. Laver de en CO2-afgift, som lukker ned for store dele af dansk kvægavl, så kommer vi op på stolen.

Tilbage i Peter Hulsbos malkestald er oprøret afblæst.

I hvert for nu.

I samarbejde med den internationale landbrugsvirksomhed Lely - som Peter referer til som "sin bank" - forsøger han at overtale den hollandske regering til innovation fremfor nedskæring.

Det handler om robotstøvsugeren på steroider, som i virkeligheden er en gødningsskraber. Køernes pis og lort bliver adskilt, og den ammoniakholdige luft bliver kørt igennem en luftrenser. På den måde kan det omdannes til gødning.

Ifølge Lely kan det reducere kvælstofudledningen fra kostalden med 70 procent.

- Vi prøver faktisk at gøre noget. Og vi lykkes. Prøv at lugte herinde. Du kan mærke forandringen i dit næsebor, siger han.

Spørgsmålet er om den hollandske regering godtager løsningen. Og spørgsmålet er, hvordan Lelys maskine hjælper på alt den metan, som køerne prutter ud.

Den sidste linje om landmændenes kamp er ikke skrevet. Hverken i Holland eller i Danmark.

Men Peter har en opfordring til politikerne her på falderebet:

- De skal tænke sig godt om, inden de går ud med nye regler, siger han.

Pernille Vermund stiftede Nye Borgerlige og lovede kun at sidde i to perioder for ikke at gro fast. Men partiet afhænger af hende, og ingen står på spring for at føre partiet videre.

Det erkendte hun lørdag, hvor hun på ny blev valgt som formand efter det seneste års kaos, hvor en række medlemmer har forladt partiet.

Så uden partistifteren er der intet parti, lyder det.

- Lige nu er det sådan. Der er ingen modkandidater i dag, og der er ingen alternativer for mig eller partiet, siger hun.

Efter det seneste års kaos i Nye Borgerlige lovede hun lørdag på partiets årsmøde i DGI Huset i Vejle, at hun vil være formand uden slutdato.

Hun overlod posten til Lars Boje Mathiesen i februar. Han nåede at sidde i en måned, inden han blev smidt ud af partiet for angiveligt at have stillet ublu krav til sin formandsløn. Siden har partiet stået uden formand.

Vermund undskylder for forløbet.

- Jeg har tænkt, at partiet sagtens kunne klare sig uden mig, så vigtig er jeg heller ikke. Men det må jeg bare erkende, at der har jeg en vigtig rolle at spille, siger hun.

Hun siger selv, at hun fortsætter af lyst, selv om hun forlod formandsposten i januar og var klar til at forlade politik.

Hyldesten af Vermund fyldte en del på landsmødet, hvor næste generation ikke står på spring lige umiddelbart.

Da hun blev valgt, var det med stående klapsalver og hujen fra salen.

- Tak for tålmodigheden og undskyld rodet. Det skal jeg nok sørge for at få fikset, siger hun.

Det erkender hun bliver meget svært, og det er endnu uvist, hvordan det skal ske. En af måderne frem er ifølge Vermund at droppe de tre ufravigelige krav, som partiet har haft siden 2015.

- Når jeg ser tilbage på, hvad der gik godt og skidt, så er min analyse klart, at de problemer vi står overfor ikke bliver løst med, at vi sidder alene i et hjørne, siger hun.

Kravene var et asylstop, at smide udlændinge ud af landet efter første dom og at kræve fuld selvforsørgelse af mennesker, der kommer til landet.

Partiet fik seks mandater ved folketingsvalget i 2022, men er i øjeblikket kun repræsenteret i Folketinget af Vermund og Kim Edberg Andersen, der har 35 ordførerskaber.

- Jeg siger, at jeg er ordfører for det hele, for det er meget nemmere at huske. Så kan Pernille hoppe ind, hvor hun har lyst, siger han fra scenen, hvor han talte bramfrit om livet i politik.

Han har med egne ord rekorden for 100 ordførertaler i Folketingssalen på kortest tid.

Partiet har også sagt farvel til Mette Thiesen og Mikkel Bjørn, som begge har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, som også har taget imod en del byrådsmedlemmer fra Nye Borgerlige.

Medstifter og folketingsmedlem Lars Seier Christensen har sygemeldt sig med stress og har siden fået konstateret kræft i kølvandet på uroen tidligere på året.

Dengang var der rigeligt at skrive om for pressen, og derfor kommer Kim Edberg Andersen med en opsang lørdag.

- Gider I ikke godt at lade være med - hver eneste gang journalister ringer til jer - at sige ting, som de gerne vil skrive om. Når de skal have historier af jer, så giv dem alle de gode historier, siger han.

/ritzau/

Godt 540 sider. Så var det slut.

Sidste bog i serien om Afdeling Q. Og dermed farvel til den retskafne Carl Mørck, mystiske Rosa, energiske Gordon og kampdygtige Assad.

De fire hovedpersoner er så meget mere end det beskrevne, men det bliver for langt at kaste sig ud i.

Og apropos:

540 sider?

- Jeg ved det. Det er frygtelig langt, men der var rigtig meget, som skulle samles op, forklares og rundes af, siger Jussi Adler-Olsen og smiler næsten undskyldende.

For undervejs fik han selvfølgelig også nye ideer, og der skulle være plads til det hele i "Syv m2 med lås", som bogen hedder. Der er fem spor, og det vigtigste er den endelig opklaring af sømpistolmordene, som har ligget uopklaret gennem de ni forrige bøger.

Hvordan har du det med, at det er slut? Er det vemodigt?

- Nej. Jeg er så lettet over, at mit projekt er færdigt. At det er lykkedes. Og lettet over, at jeg ikke døde undervejs, svarer han.

Han udtænkte hovedlinjerne i sin Afdeling Q-serie tilbage i 2005. Den første bog, "Kvinden i buret", udkom i 2007, og dengang lovede han kækt sine læsere 10 bind - et om året.

Det sidste kunne han ikke holde. Der dukkede forhindringer op.

Da Jussi var dreng, sagde hans far til ham, at heldet fulgte ham. Og sådan har det været. For Jussi døde hverken første eller anden gang, han blev ramt af kræft.

I 2000 angriber kræften Jussis tyktarm. Den bliver opereret ud og har ikke spredt sig.

I 2009 er det prostatakræft - her er forfatteren i i gang med "Flaskepost fra P".  Ny operation.

Og et år senere, da han er færdig med "Journal 64", afslører en kontrolscreening, at der stadig er prostatakræftceller i hans blod. Han må i kemoterapi og strålebehandling.

Behandlingen virker. Han er rask.

- Hver gang har jeg bestræbt mig på at tænke positivt, få min nattesøvn, spist sundt og arbejdet for, at mit immunforsvar kom op. Det skulle bare op, op, op.

Han formår trods modgangen at sende de første fire bøger ud med kun et års mellemrum, men med den femte, "Marco-effekten, sætter han tempoet ned.

- For otte år siden, da jeg var i Bilbao, fik jeg noget dårlig mad og min tarm sprang. Jeg var ved at bløde ihjel, fortæller han.

Coronavirus var heller ikke særlig sød ved ham.

I mange år holdt han de helbredsmæssige udfordringer, der dukkede op, for hemmelige. Ville ikke defineres som syg mand. Eller risikere, at forlag og læsere verden rundt skulle begyndte at tvivle på, at serien om Afdeling Q blev færdig.

Som rask kan han være mere afslappet omkring det hele og demonstrerer ovenikøbet, hvordan han løbende måler sit blodsukker ved at holde sin telefon op til højre overarm, hvor der sidder en lille måler. Det sker, da vi begge falder for et par chokoladebetrukne lakridskugler.

- Jeg må jo ikke, siger han og ser ærgerlig ud.

- For jeg har diabetes 2 og har haft det i mange år. Det er derfor, jeg lever sundt. Når folk ser mig, tror de, at jeg er syg, fordi jeg er så slank. Men jeg har det altså godt, forsikrer han.

Skal du på pension nu?

- Nej!

Jussi, der er 73 år, griner højt.

Der er huse, som skal reddes, renoveres og gøres til lækre boliger.

- Som også almindelige mennesker og fattige har råd til at bo i, siger han.

Det med at renovere gamle huse er en beskæftigelse, han har haft i mange år - i sin tid den, der gav ham økonomisk råderum til at prøve drømmen om et forfatterskab af. Det er også en passion.

Forfatteren har andre særlige projekter, siger han og ligner en, der gerne vil fortælle mere.

Men han vælger at stoppe sig selv, for projekterne er hemmelige.

- Men så kan vi jo tale om, at jeg glæder mig til at se "Kvinden i buret" som tv-serie. Den kommer formentlig på Netflix om et års tid, siger han.

Det er den amerikanske filminstruktør Scott Frank, som for syv år siden købte tv-serie-rettighederne til alle 10 historier fra Afdeling Q-serien.

- Serien bliver nu tilrettelagt til 10 sæsoner med otte episoder i hver sæson. Og lige nu er forberedelserne i gang i Edinburgh, fortæller Jussi.

Scott Frank er manden bag så forskellige film som "Little Man Tate", "Marley & Me", "Logan" og "No Exit". Og tv-serier som "Queens Gambit" og "Godless",

Hvem spiller Carl Mørck?

- Det ved jeg ikke. Det kan være, at han skal være skotte, lyder det kryptiske svar.

- Men Scott Frank vil personligt instruere de to første afsnit.

Jussi Adler-Olsen kunne ikke have ønsket sig en bedre person i front for en tv-serie, siger han og kalder instruktøren for en ven.

Samme begejstring gav han ikke udtryk for ved Zentropas film baseret på de fire første bøger. Heller ikke selv om nogle anmeldere og en del af biografpublikummet er glade for dem. Han var mere positiv i forhold til samarbejdet omkring "Marco Effekten", der er produceret af Nordisk Film, som har filmrettighederne til resten af serien.  Men her har hverken publikum eller anmeldere til gengæld vist sig særlig begejstrede.

Nu ser forfatteren frem til den kommende filmatisering af "Den grænseløse".

Alle film er formentlig for længst færdige, inden Netflix-serien når til de sidste bøger i serien.

- Og når det sker, så er jeg gammel og forhåbentlig i live, siger Jussi tørt.

Men Skotland? 

- Det er Scott Franks valg. Jeg ved det ikke. Måske handler det om, at han synes, at produktionsforholdene i Danmark er blevet for vanskelige.

Vi sidder ved et langt bord i Jussis og hans kone Hannes villa i Hørsholm. Fra tagterrassen er der udsigt til en hvid, ny villa på vejen. Her bor sønnen Kes med sin hustru og to små børn. Hanne og Jussi har fået bygget huset til dem.

Udenfor er havemanden Sherif i gang med at rive plænen. Jussi ville gerne være med, hvis han ellers havde tid.

Tid er det guld, den internationalt berømte forfatter mangler i sit liv. Alt andet har han. Penge, succes, kærlighed.

De næste måneder vil gå med at promovere "Syv m2 med lås", men til sommer regner han med, at der kun er dønninger tilbage. Og så skal han i gang med at have tid i sit liv.

Han ser salig ud ved tanken.

Tid til børnebørnene Ellie og Louie. Tid til at improvisere. Tid til at spille guitar.

- Hvis jeg stadig kan. Guitarerne har i årevis hængt og samlet støv. Men det værste er, at jeg har forsømt mine relationer. Jeg har ikke mistet mine venner, men jeg tror, at de synes, at de har mistet mig lidt undervejs. Jeg vil være mine venners bedste ven.

- Jeg har ikke fået gjort alt det, man bør, i tide. Det vil jeg prøve at rette på op, siger han og konstaterer:

- Man gør jo det i nuet, man synes, man er bedst til.

Engang var det at spille guitar. I mange år har det været at skrive bøger og alt det, der følger af det. Som interviews, pr, rejser, møder med forlag og meget andet.

- Afdeling Q har bragt mig til lande, jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle til. Jeg har oplevet så sindssygt meget og mødt så mange mennesker.

Nok er han blevet kaldt krimikongen herhjemme, men i Tyskland er han blevet direkte feteret.

- Tyskland har givet mig mine største oplevelser, og den allerstørste var, da jeg modtog "The Ripper Award" alias "Den Europæiske Krimipris".

Jussi mødte intetanende op og kom derfor uden hverken Hanne eller sin assistent Elisabeth.

- Og så fik jeg den her pris, som internationalt er på niveau med en Oscar. Det var hjerteskærende at være der helt alene. Og da jeg kom hjem, var Danmark ret ligeglad med det, erindrer han.

Forfatteren virker altid veloplagt, når han er blandt sine læsere. Om det er i øjenhøjde med én læser ad gangen. Eller på scener med udsigt til at stort publikum.

Måske er den del af arbejdet den sjoveste, for han har aldrig lagt skjul på, at han finder det slidsomt at skrive. At det er en anstrengelse - ikke mindst at få overtalt sig selv til at sætte sig ned foran computeren. Han er ikke en af den slags forfattere, for hvem det er umuligt at holde fingrene fra et tastatur.

Der er så meget andet, han kan fylde den tid med, han ikke har. Også at dovne lidt i sofaen med benene oppe og se sport. Han elsker at dovne.

Det gør hans Carl Mørck også, men i "Syv m2 med lås" bliver det for meget. Som titlen fortæller, er han fængslet - mistænkt for bl.a. narkosmugling. Og han er samtidig i livsfare. I klemme. Mast mellem magtfulde kræfter både inden - og udenfor fængslet.

Temaet er magtmisbrug.

- De folk, som har magt, bør tænke over: Hvem gavner jeg, og hvem gavner jeg ikke? De skal også hele tiden være agtpågivende i forhold til, hvad de er ved at udvikle sig til, siger Jussi og tilføjer:

- Folk forbinder som regel magt med enten politisk status eller økonomisk formåen.

Men magt kan også være mange andre ting - dermed også magtmisbruget. Og Carl Mørck får en del af det at mærke.

Med knap 30 millioner solgte bøger fordelt på 120 lande og 42 sprog, når Jussi Adler-Olsen vidt omkring. Det er også en slags magt.

- Der er også mange mennesker rundt i verden, som lever af mine bøger, indskyder han.

Fra forlag til trykkere, boghandlere, oversættere m.m. For dem er han naturligvis vigtig.

- Det er et stort ansvar. Jeg er meget socialt bevidst og prøver at passe på dem.

Også derfor har det været vigtigt at levere de lovede 10 bøger i serien.

Vi skal lege en leg nu.

- Åh nej. Skal jeg nu udpege mine tre yndlingsting?

Nej. De tre bøger, du gerne ville have skrevet.

- "Forrest Gump" af Winston Groom. Den er genial. Den favner hele verdenshistorien. "Vort mismods vinter" af John Steinbeck. Uden Steinbeck ville jeg ikke kunnet have set noget gyldent i at være forfatter. Og denne af hans bøger gemte jeg til sidst, fordi jeg troede, den var trist, og så viste den sig at være morsom.

- Jeg ville også gerne have skrevet "Mr. Saitos Rejsebiograf" af Annette Bjergfeldt. Den er lige kommet, og hvilken lykke det må være at kunne vegetere så meget over en enkelt sætning. Det er nogle vilde metaforer, hun finder på.

Hvilke tre film ville du gerne have instrueret?

- Skal jeg prioritere manus, casting, instruktion? Det er jeg nødt til at tænke over. Jeg elsker i øvrigt at se dårlige film, for så jeg kan finde på bedre slutninger.

Han behøver ikke at svare. Ikke lige nu. Men måske når vi mødes igen gennem JFM's fordelsklub Avisfordele den 8., 14. og 15. november på henholdsvis Aros i Aarhus, Trapholt i Kolding og Odense Teater. Se mere på avisfordele.dk

Jussi Adler-Olsen: "Syv m2 med lås", 542 sider. Politikens Forlag. Udkommer 2. november.