Der tages for alt for mange blodprøver, som er unødvendige.

For eksempel behøver der ikke at blive taget så mange prøver for D-vitamin.

Det er konklusionen på en ny anbefaling, som organisationen "Vælg Klogt" står bag. "Vælg Klogt" er et samarbejde mellem patienter og læger om, hvordan ressourcerne i sundhedsvæsenet kan bruges bedst.

Lederen af Vælg Klogt er Susanne Axelsen, der til daglig er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospitals Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler samt formand for Lægevidenskabelige Selskaber.

- Mange blodprøver bliver taget for en sikkerheds skyld, siger Susanne Axelsen.

- Men det er ikke sådan, at man overser noget ved, at man ikke hele tiden har styr på, at alt i ens blod kører indenfor normalværdierne.

Antallet af blodprøver for D-vitamin er de seneste år steget, selvom flere studier ifølge Vælg Klogt peger på, at mellem 25-75 procent er unødvendige. Sundhedsstyrelsen anbefaler danskere over fire år at tage D-vitamintilskud i vinterhalvåret, hvor der er færre solskinstimer.

Så hvis man har mistanke om mangel på D-vitamin, er det bare at gå i gang med at spise vitaminer. Ingen grund til at få foretaget en blodprøve først, siger Susanne Axelsen.

- Det at få taget blodprøven er kun en ulempe ved, at du bliver stukket, og nogen skal bruge ressourcer på at måle det og så give dig et svar, som højest sandsynligt viser, at dit D-vitamin er for lavt. Fordi sådan er det for os danskere, når vi bor i et mørkt land, siger Susanne Axelsen.

Men er der ikke også noget tryghed i, at man får bekræftet, at det er det, der er galt?

- Nej, fordi det er samme behandling uanset hvad. Og det at give sig selv D-vitamin er helt uskadeligt.

Også på sygehusene har Vælg Klogt fundet en række eksempler på unødvendige blodprøver.

Eksempelvis oplever indlagte patienter på medicinske afdelinger at få foretaget op til 18 blodprøveanalyser om dagen.

Det hænger sammen med, at det er nemmere for lægerne at bestille en blodprøvepakke med måske 20 forskellige blodprøveanalyser end at sidde og vælge den enkelte ud. Det forklarer Susanne Axelsen.

- Mange blodprøver bliver taget i en pakke, hvor man får svar på mange forskellige ting. Og derfor får man svar på noget, man ikke har behov for at måle. Hvis man så får nogle svar, som afviger en lille smule fra normalværdien, kan man som læge ikke sidde det overhørig. Så er man nødt til at tage en ny blodprøve, som er mere udvidet, eller igangsætte en helt anden undersøgelse, siger hun og peger på, at det så sætter gang i endnu flere unødvendige undersøgelser.

- På hospitalerne gentager vi også alt for mange af vores blodprøver hver dag, selvom vi sagtens kunne nøjes med hver anden eller tredje dag, siger hun.

Susanne Axelsen understreger, at hvis man har symptomer på en sygdom, skal man selvfølgelig undersøges.

- Men her taler vi om nogle prøver, man bare lige tager for en sikkerheds skyld. Og fordi det er nemmere at trykke på én knap end det er at tænke sig om og vælge individuelt, siger Susanne Axelsen.

I Canada, hvor der er en organisation tilsvarende Vælg Klogt, er det lykkedes at nedbringe antallet af blodprøver i landet med en tredjedel, fortæller Susanne Axelsen. Det potentiale håber hun at få indfriet i Danmark også. Hun understreger, at det ikke handler om at spare, men om at frigøre ressourcer til vigtigere opgaver.

- Jeg tror også godt, vi kan reducere med en tredjedel her i Danmark, siger hun.

Det sker imidlertid ikke af sig selv. En test for år tilbage viste, at det er en god idé, at computerne indstilles til at minde lægerne om, hvorvidt blodprøverne nu også er nødvendige, fortæller Susanne Axelsen.

- Der kommer et pop-up-vindue op i patientens elektroniske journal, hvor der står: "Er du sikker på, at du skal tage den her blodprøve? Der foreligger allerede et normalt svar, som kom for tre dage siden." Eller: "Du skal vide, at den her blodprøve har vi besluttet, vi skal undgå i Danmark. Er der en speciel indikation hos patienten, som gør, at du vil tage den?", siger hun.

Det handler om at få indarbejdet en kulturændring, siger Susanne Axelsen.

- Det handler jo meget om den kultur, vi har i vores sundhedsvæsen. Vi skal lære, at mere ikke altid er bedre. Vi skal ikke tro, at vi bliver mere raske, bare fordi vi bliver undersøgt for mere og mere og mere.

Selvom det giver mening at undlade at lave unødvendigt arbejde i et i forvejen presset sundhedsvæsen, kan det dog afføde usikkerhed. Det erkender Susanne Axelsen.

- Der vil nok, især i starten, være nogle, der er usikre på, om der så bliver overset noget. Så det handler om at få skabt tillid til, at det gør vi ikke. Vi behandler ikke patienterne dårligere, hvis de ikke får de unødvendige blodprøver.

Er det lægerne eller patienterne, der har den usikkerhed?

- Det er jo nok et miks. Det er også derfor, at det er svært at få den kultur indført. Fordi nogle gange handler det selvfølgelig om en frygt for, at vi begår fejl. Det handler også om vaner. Og så handler det om, at vi er under tidspres hele tiden. Så er det meget nemmere at gøre, som vi plejer at gøre, end at tænke os om, siger hun.

I en stald i Hollands nordøstlige hjørne har en ko i dalmatinerfarver stukket mulen ind mellem to skydedøre, så det ligner en scene fra Ondskabens Hotel.

Den siger ikke “Here’s Johnny”, men “muuuuh”, og den er ikke ude på mord, men i kø til malkning.

Landmanden og hans søn renser yverne, dirigerer pumperne på patterne og lader maskinerne klare resten.

To timer hver morgen, to timer hver aften.

900.000 tons mælk om året.

- Jeg har selv bygget det her, siger 56-årige Klaas Komrij og lader øjnene under kasketten panorere rundt i rummet med slanger, stålhegne og rustbankede instrumentbrætter.

Hans 20-årige knægt, Wiebran, dasker en færdigmalket ko på siden, så nye kan komme til.

Sammen med sin bror vil han gå i faderens fodspor.

- Jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet, lyder det fra Wiebran.

Stamtræet er lutter landmænd - ni generationer tilbage i tiden.

Det er mere end et arbejde. Det er en livsstil, en identitet og en arv, siger de.

Men noget skygger for Wiebrans fremtid.

Det hele startede i år 2019, hvor en lille miljøorganisation lagde sag an mod den hollandske stat.

Anklagen lød, at EU’s love om beskyttelse af naturområder ikke blev opretholdt. Holland udleder alt for meget kvælstof, og landbruget er den store synder.

I et land med 17 millioner mennesker er der over 110 millioner kyllinger, grise og køer.

Selvom Holland arealmæssigt er mindre end Danmark, er det verdens andenstørste fødevareeksportør - kun overgået af USA.

Holland sviner. Og miljøorganisationen vandt ved højesteret.

På baggrund af EU-loven besluttede den hollandske regering, at landbrugets kvælstofsudledning skulle halveres inden år 2030.

De ville nedbringe antallet af husdyr med 30 procent. Konsekvenserne var drastiske.

Ifølge regeringens egne beregninger måtte mere end 10.000 landbrug lukke - og det har skabt bål og brand i gaden.

Lufthavne, motorveje og grænseovergange blev spærret af traktorer. Butikshylder stod tomme, fordi landmændene blokerede supermarkedernes centrallagre. Gødning blev sprøjtet ud over regeringsbygninger.

På én dag i juli sidste år demonstrerede 40.000 hollændere.

Imens stod typer som USA’s tidligere præsident Donald Trump, franske Marine Le Pen og det polske højreparti Lov og Orden på sidelinjen og heppede på oprøret.

- Klimatyranni, kaldte Trump det.

Herhjemme udtalte Lars Boje Matthiesen, tidligere formand i Nye Borgerlige, til denne avis, at han håbede, at oprøret kunne “skabe en vækkelse og en langt større opmærksomhed hos hr. og fru Danmark, som har ædt en radikaliseret klimadagsorden i alt for lang tid.”

Holland blev udråbt som frontlinjen i en global klimakamp.

Og Klaas med malkekøerne var midt i det hele.

Vi har sat os ind i køkkenet med kaffe og hollandske vafler imellem os.

På væggen hænger et billede af sønnen Wiebran ved siden af en ko, og Klaas taler om genetik.

- Mine forældre, min kone, mine sønner. Det ligger i blodet, at vi er landmænd.

Hans ternede skjorte er knappet ned, og hans smil er trukket op - indtil snakken falder på kvælstofsreguleringer.

- Miljøkravene truer mine sønners fremtid, siger han.

Deres bedrift er en af de cirka 3.000 landbrug, som ligger inden for en radius af 25 kilometer fra et af Hollands 160 EU-udpegede naturområder.

Formelt set har de mistet licensen til at drive landbrug.

En fond på 187 milliarder kroner er blevet etableret til at købe landmændene ud, men Klaas skal ingen steder.

- Jeg kæmper for, at drengene kan videreføre slægten på gården, siger han og slubrer en tår af sin kulsorte kaffe.

Udenfor vinduet suser et tog forbi, så hele køkkenet ryster.

Skal de leve op til EU-loven, må han skille sig af med cirka en femtedel af deres 150 køer. Det har de ikke råd til, siger Klaas. Og ifølge ham kan sønnerne ikke få et lån i banken til at overtage farmen, så længe de ikke har en tilladelse.

Familiefaren ser én udvej: Protest.

Sidste år kørte han 10 timer på sin traktor for at deltage i en demonstration.

- Det handler om retfærdighed, siger han.

Klaas har sin egen vindmølle, sine egne solceller og et rørsystem, som gør, at han kan udnytte køernes 38 grader varme mælk til at varme bygningerne op.

Han er næsten energineutral og ligger ikke søvnløs over klimaforandringerne.

- Hollænderne er de bedste i verden til at tilpasse sig. Vi bygger bare højere dæmninger, når vandet stiger, siger han, mens han nikker ivrigt.

Et tog mere drøner forbi udenfor.

Klaas nægter at lade sig efterlade på perronen, og han har fået et parti, som eksisterer for at tale hans sag.

- Dét, som der er sket i Holland, kommer også til at ske mange andre steder. Også i Danmark.

Ordene kommer fra Eddie van Marum, en høj mand i stramme jeans, cowboystøvler og kampagnejakke.

Jeg sidder på passagersædet i hans gamle Volvo i et rod af filterpapirer, nyplukkede skovsvampe, tomme energidrikke, tommestokke og bombastiske udmeldinger.

- Det her handler om, at politik slår mennesker ihjel, siger han og drejer ned ad den lille markvej.

Eddie er mange forskellige ting.

Han er forsikringsmand, landbrugsrådgiver og fuglebeskytter.

Han sminker lig i jobbet som bedemandsassistent.

- Jeg kender tre landmænd, som har taget deres eget liv på grund af kvælstofsreguleringerne, siger han og sender mig et blik af smerte.

Selvmordsepidemien blandt hollandske bønder er en kendt påstand fra landbrugssektoren, men de officielle statistikker bakker den ikke op.

- Det her var mennesker, jeg kendte. De hængte sig selv, siger Eddie.

Han er også politiker.

Tilbage i marts blev han valgt ind i regionsrådet i Groningen for et parti, der tog hele Holland med storm: BBB.

For fire år siden fik BoerBurgerBeweging (Bonde-BorgerBevægelsen) ét mandat i det hollandske parlament.

Ved regionalvalget i foråret fik BBB 19 procent af stemmerne og blev det største parti i alle Hollands provinser.

- Der er kommet for langt mellem borgerne og den førte politik, siger Eddie som et ekko af BBB’s karakteristika: De mener, at de er “rigtige hollændere”, som kæmper for “det rigtige Holland”.

Men Eddie har også en femte rolle.

Han agerer bindeled mellem udenlandske journalister og hollandske landmænd i Groningen.

Engelske, spanske og tyske medier har brugt den høje mand i cowboystøvlerne som adgangsbillet til bondeoprøret. Danske Zetland har også været forbi.

- Holland er et eksempel på, hvor galt det kan gå. Derfor bruger jeg tid på sådan nogle som dig, siger Eddie.

For kvægavleren Omgo Nieweg gik det så galt, at han fik et gok i nødden med en politistav.

Billedet af ham, med blod i hele ansigtet, gik viralt i Holland og blev for mange et symbol på oprøret fra markens voldsomhed.

- Det er ikke mit stolteste øjeblik, siger Omgo om forsøget på at køre en traktor igennem døren til rådhuset i Groningen, inden politi i robotcop-gear fik styr på situationen.

- Jeg har ikke lyst til at være dén mand, siger han med reference til billedet.

Omgo har et blik, der står lidt i kontrast til de sukkersøde budskaber på dekorationsskiltene i hans stue:

“Love makes a house”.

“Happiness is what happens when all your dreams come true”.

Omgo ser olm ud.

Ved siden af ham sidder Eddie van Marum. De er barndomsvenner, og det var Eddie, der kørte ham på hospitalet, dengang han blev slået i hovedet.

- Landmænd som Omgo er blevet smidt i vandet uden nogen steder at svømme hen, siger Eddie.

I årtier har der været økonomisk incitament i at udvide bedriften. På bankens opfordring har han købt nabogården og udvidet sit antal af køer fra 180 til 240.

Nu er Omgo dybt forgældet, han har mistet sin licens, og han står til at miste alt, hvis han bliver lukket ned.

- Det er ikke bare mit arbejde. Det er mit liv, siger han.

Mørket har sænket sig udenfor, men der er lys i stalden. Hans 20-årige søn, Willem, er i gang med at malke.

Sønnen tager det ikke så tungt. Mister de farmen, kan de tage til Rumænien, Tyskland eller Texas.

For hans far stikker det dybere, og det har måske også noget med selvforståelsen at gøre.

- Hollandske landmænd er de bedste i verden. Undskyld, men det er vi. Og det er ikke os, der har et problem. Det er regeringen, siger Omgo.

Omgo, Eddie, Klaas og en masse andre landmænd har øjnene rettet mod den 22. november, hvor der er primærvalg i Holland.

Før sommerferien stod BBB til at blive landets største parti, og man talte om, at partiformanden Caroline van der Plas kunne blive premierminister.

Siden er protestpartiet dalet i meningsmålingerne. I dag står de til cirka 10 procent af stemmerne.

Mange spår, at de kommer i regeringen, men det er ikke alle, som venter på politisk hamskifte i Haag.

- Jeg blev økologisk for en måned siden, fortæller Wilco Nieuwenhuis.

Vi står i en symfoni af muh-lyde, mens solen står op over hans gård tæt på Nijmegen, halvanden times kørsel sydøst for Amsterdam.

- Der, der og der, siger Wilco, mens han drejer rundt om sig selv.

Med uglet hår peger han ud, hvordan hans ejendom er omringet af beskyttede naturområder.

Økologi er ikke nok, hvis loven skal overholdes. Wilco skal sige farvel til sine køer.

Men han slår sig i tøjret.

- Naturen er åbenbart vigtigere end landmændene, brummer han, før han hiver mig med ind i køkkenet og ruller et stort stykke papir ud.

Sammen med 13 andre landmænd har han lavet et bud på en naturbeskyttelsesplan, som har et overordnet mål: At sikre en fremtid med køer.

- Bruxelles bad os om at reducere kvælstofsudledningen. De sagde intet om antallet af dyr, siger han.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at beholde dine køer?

- Fordi jeg godt kan lide køer. Og jeg vil gerne blive ved med godt at kunne lide mit arbejde.

- Det er svært, når man så åbenlyst er blevet kopieret, som det er tilfældet her.

Sådan lyder ordene fra 40-årige Anders Backe fra Roskilde, der sammen med tre andre tilbage i 2008 designede et futonmøbel (typisk foldbare møbler, red.) som en del af studiet Arkitektur og Design på Aalborg Universitet.

Ifølge ham er der ingen tvivl om, at deres design er blevet kopieret af den danske millionvirksomhed Liewood.

- Pludselig ser jeg, hvad, jeg tror, er vores design, men med Liewood som afsender. Jeg blev overrasket og forstod det ikke rigtigt, siger han.

Kort efter design-processen på Aalborg Universitet indgik Anders Backe en royalty-kontakt med den danske virksomhed Karup Design, som lige siden har produceret og solgt produktet, mens Anders Backe og hans tidligere medstuderende har fået en del af omsætningen ved hvert salg.

Direktør hos Karup Design, Anders Stampe, mener ligeledes, at der er tale om en kopi-sag, hvor både virksomheden og designernes rettigheder er blevet krænket.

- Jeg har sjældent set en sag, hvor det er så klart og tydeligt, at der er tale om en kopisag. Der er så mange nøjagtigt ens detaljer i de to produkter, at man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig, det skulle være tilfældigt, fortæller direktør i Karup Design, Anders Stampe.

Karup Design er en mindre dansk møbelvirksomhed med hovedsæde i Herning.

På deres hjemmeside finder man Anders Backes design under navnet Nido i forskellige prisklasser, farver og materialer. Priserne lyder på henholdsvis 1349, 2599 og 3269 kroner, alt afhængigt af hvilke materiale der er tale om.

Karups Design oplyser, at produktet har været solgt i flere år inden, Liewood blev oprettet tilbage i 2015.

Liewood er en større dansk virksomhed, som blev grundlagt i København i 2015. Virksomheden brander sig på at være et internationalt livsstilsbrand til børn.

Møblet, som Anders Backe og Karup Design anklager Liewood for at have kopieret, kaldes hos Liewood for Rudi. Det sælges ikke direkte på virksomhedens egen hjemmeside, men gennem andre salgskanaler - så som den store svenske internethandelsvirksomhed Boozt.com.

Hos Boozt sælges møblet i forskellige farver og til en lavere normalpris end hos Karup Design - nemlig til 1099 kroner.

Anders Backe har fornyeligt lavet et opslag på det sociale medie LinkedIn, hvor han deler sine frustrationer og pointer med tilhørende billede af de to produkter. Her har flere hundrede personer i skrivende stund reageret og bakket ham op i påstanden om, at der er tale om en kopi.

Avisen Danmark har sammen med design- og ophavsretsforsker hos Business Humanities and Law på Copenhagen Business School, Stina Teilmann-Lock, kigget nærmere på sagen.

Hun oplyser, at der kan være tale om forskellige typer af overtrædelser, når en domstol skal vurdere, om en virksomhed har kopieret et design.

Her vurderes det, om sagen omhandler en overtrædelse af markedsføringsretten, ophavsretten eller designretten. Der kan også være tale om sager, hvor flere typer af overtrædelser indgår i vurderingen.

- I dette tilfælde vil jeg vurdere, at der godt kunne være tale om en ophavsret i produktet - altså som et brugskunstværk. Og når jeg kigger på billederne af de to produkter, så er der en række ligheder i formudtrykket, siger Stina Teilmann-Lock og tilføjer:

- Det vil sige, at værket er et resultat af en ophavsmands egen selvstændige og kreative proces, der på sin vis reflekterer ophavsmandens personlighed, og derved er beskyttet.

Sagt med andre ord, vurderer Stina Teilmann-Lock altså, at der i den pågældende sag godt kunne være tale om en krænkelse af ophavsretten.

Stina Teilmann-Lock pointerer herudover, at hendes vurdering blot er et skøn, og at det altid vil være op til en domstol at lave den egentlige vurdering.

For hverken Anders Backe eller Karup Design er deres største ærgrelse det økonomiske tab, der er forbundet ved at bliver kopieret. For dem handler det i højere grad om at stå tilbage med en følelse af uretfærdighed.

- Det er ikke et produkt, som vi har en million-omsætning på. Men der er klart krydset en grænse for et produkt, som har en strategisk vigtighed for os. Det er en vigtig del af vores DNA, siger Anders Stampe og tilføjer:

- Vi står nu med kunder, som spørger, om det er os, der har kopieret Liewood? Og det er jo sådan set det, der er det største problem for os, at vi bliver misforstået som the bad guy. Det er bare ikke i orden.

Ifølge Patent- og Varemærkestyrelsen har små virksomheder større risiko for at blive udsat for kopiering sammenlignet med store virksomheder. Det skyldes primært den årsag, at de ikke i lige så høj grad registrerer deres rettigheder og har færre ressourcer til at holde øje med kopiering.

- Der er ingen tvivl om, at handlen med ulovlige kopivarer fortsat udgør et stort problem, og at det er et direkte angreb på lovlydige små og mellemstore virksomheder. Når virksomhederne ikke får det stoppet, koster det hurtigt danske arbejdspladser, fortæller varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen Henriette Vængesgaard Rasch i en pressemeddelelse.

En tidligere rapport fra OECD og den europæiske varemærkeorganisation viser også, at små- og mellemstore virksomheder har 34 procent mindre sandsynlighed for at overleve efter fem år, hvis deres rettigheder er blevet krænket.

Stina Teilmann-Lock fortæller ligeledes, at hun kan nikke genkendende til, at det kan være svært at stille noget op for små virksomheder i situationer som disse.

- Det kan tit være et meget vanskeligt valg for virksomheder at gå rettens vej med sager som denne. Det kan tage lang tid og blive meget dyrt, og der vælger mange at bruge ressourcerne på at udvikle deres forretning i stedet, siger hun og tilføjer:

- Sådan har det været i mange år.

Ad flere omgange har offentligheden fuldt sager, hvor mindre designere anklager større virksomheder eller designere for at have kopieret et design.

Tilbage i marts i år blev Salling påbudt at betale keramikeren Anne Black 1,6 million kroner for at have krænket hendes ophavsret af en række designs. Herudover har sagen mellem Christian Bitz og keramikeren Kasper Würtz, som efter syv år endte med et hemmeligt forlig mellem parterne, også haft offentlighedens interesse.

Og netop forløbene i de to sager er med til at gøre, at man hos Karup Design ikke har lyst til at gå rettens vej.

- Mange kender nok til sagen om Bitz. Det var en sag, hvor man forventede, at man kunne opnå en meget stor erstatning, hvis man blev ved med at forfølge sagen. Og selv i det tilfælde er det uhyggeligt, hvad der skal til for at beskytte ens rettigheder. Så når vi kommer til sådan en sag som den her, så er vi faktisk ikke interesserede i at gå rettens vej, fordi vi godt ved, at det sjældent fører nogen steder hen, siger Anders Stampe.

Ifølge ham er det svært at stille noget op, når man er en mindre virksomhed, som føler sig krænket af en større virksomhed.

- De større virksomheder er udmærket godt klar over, at der skal rigtig meget til, før vi vil føre en sag mod dem, siger han og tilføjer:

- Vi har en lovgivning inden for designbeskyttelse som er utrolig svag. Mulighederne for erstatning er ufattelig små.

Karup Design fortæller til Avisen Danmark, at de ad flere omgange har været i kontakt med Liewood og forelagt deres anklager. Liewood har ifølge Anders Stampe afslået enhver form for krænkelse og fortalt, at de ikke mener, at der er tale om en overtrædelse af rettigheder.

Liewood har ikke ønsket at stille op til hverken interview eller besvare skriftlige spørgsmål fra Avisen Danmark angående beskyldningerne fra Anders Backe og Karup Design.

De skriver følgende i et skriftligt svar til Avisen Danmark:

Vi havde en god og positiv dialog med Karup Design tilbage i foråret og indgik et forlig, som alle parter var tilfredse med.

Som tør leverpostej.

Sådan forestillede skuespiller Thomas Bo Larsen sig, at livet ville blive, hvis flaskerne blev på hylderne, kokainen i små poser og de beroligende "benzoer" i glassene.

Et liv uden rusmidler måtte være en tilværelse uden fest og sjov, tænkte han. Men det var i virkeligheden meget længe siden, at festen var slut. Det var jo derfor, at han sad her. Til sit første møde hos AA (Anonyme Alkoholikere) og tænkte på leverpostej.

Bunden var nået. Hans krop og sjæl kunne ikke mere.

Fra film kender vi især Thomas Bo Larsen som den utilpassede. Ham med københavnerdialekten, der ikke finder sig i hvad som helst, og som er klar til at slå fra sig. Ham, der foretrækker en bajer frem for bobler, en læderjakke frem for en habit, og som hellere kører motorcykel end Mazda. En rod ja, men med en aura af charme og nærvær, der gør, at man kan lide ham.

Sådan er han også i virkeligheden. Det eneste, der ikke længere passer i beskrivelsen af ham, er det med bajer eller bobler. Nu beder han om danskvand og kaffe her på værtshuset Rio Bravo i København. For han er ædru, og det har han været i 10 år.

Han var i årevis lige så diskret med sin sobre tilstand, som han langt hed ad vejen havde været med sin påvirkede. Men i de senere år har han fortalt brudstykker af sin historie, og nu fortæller han den hele i bogen "Fri mand - farvel til druk, stoffer og dæmoner".

Lige netop her på Rio Bravo er Thomas Bo Larsen kommet i årevis sammen med navnevennen Thomas Vinterberg. Ham, der har instrueret og også skrevet med på film som  "Festen", "Jagten" og Druk" - alle succeser, som Thomas Bo Larsen har bidraget stort til.

Men Larsen går normalt ikke længere på værtshuse - han går til så meget andet. Som armlægning. Hver mandag i Nørrebrohallen, fortæller han smilende.

-  Giv mig din hånd, siger han og rækker ud.

Sekundet efter er mine små kontorfingre begravet i en varm og blød næve.

- Nu skal jeg jo ikke blære mig for meget, for jeg har kun gået til det i et halvt år, siger han, mens jeg aser forgæves.

- Men hvis jeg kigger på uret. Sådan her. Så kan jeg få dig herud. Ja, og så kan du ikke, nej. Så er det meget sværere. Og så kan jeg trække dig tilbage. Og så gør jeg sådan her...

Der er mange fif, kan jeg forstå. Også at det tager to år at lære dem ordentligt.

Men hvorfor armlægning?

- Altså, jeg kommer jo fra bokseverdenen, og så tænkte jeg, at nu vil jeg finde en fredelig kampsport. Og det er det jo, siger han og skraldgriner af sig selv.

Han trænede i årevis i Gladsaxe Bokseklub, hvor han også i over 10 år deltog i socialt arbejde med at hjælpe unge.

Er livet blevet leverpostej som ædru?

- Nej. Det er blevet lige det modsatte. Jeg har aldrig været lykkeligere, end jeg er i dag, siger han.

Han er nu fast sponsor i AA, og det betyder, at han hjælper andre over på den tørlagte side af livet. Derovre, hvor der er farver, smage og dufte.

- Ja, man fatter det ikke. Det bliver bedre og bedre år efter år, siger han.

Hvad er det, der bliver bedre og bedre?

- Kærligheden til livet. Fordi jeg jo ikke har følt en skid i de 35 år, jeg drak. Hver gang, jeg fik en følelse, malede jeg den over med sprut.

Thomas Bo Larsen har ikke noget svar på, hvorfor han blev misbruger.

Han kalder det en sygdom.

Der var alkoholisme i familien og såkaldte "samspils-problemer". Desuden var stoffer og druk hverdag i det slæng i beton-ghettoen Værebroparken ved Bagsværd, som Thomas blev en del af fra 12-års-alderen. Sammen med kammeraterne både stjal og sloges han og sniffede lightergas og røg hash. Og da han fik en hashpsykose, begyndte han i stedet at drikke.

Thomas Bo Larsen var stærkt ordblind, og i skolen blev han betragtet som dum. Blev sat til at tegne, når de andre skrev.

- Ordblindhed var ikke opfundet endnu, siger den snart 60-årige skuespiller tørt.

Skuespilleren har ikke ondt af sig selv og har ikke brug for at placere skyld. Han hælder mere til "sådan var det bare".

- Alle vores forældre var jo alkoholikere  ... Dengang så man på alkohol på en anden måde. Der var aldrig nogensinde nogen, der sagde til os, at det er sgu' farligt, hvis du drikker alt for mange bajere. Jeg hørte det første gang, da jeg kom på skuespillerskole. Der var en lærer, der spurgte, om det var hver weekend, jeg var på druk? Altså det var et mærkeligt spørgsmål.

Til gengæld gør det ondt på Thomas, at næsten alle hans kammerater fra dengang er døde af deres misbrug. Derfor har han dedikeret bogen til dem. Hans fortabte drenge - hans "lost boys".

Som stor dreng blev Thomas sendt til teaterundervisning, for noget skulle han foretage sig udover at sidde og tegne i timerne.

På Bagsværd Amatørscene opdagede han, at han kunne lide at spille teater - og havde talent for det. Han var særligt god til at improvisere - måske fordi han ikke kunne læse rollehæfterne.

Tror du, at du uden din specielle opvækst havde fået succes som skuespiller? 

- Jeg kan jo ikke svare dig på det, men jeg kan sige så meget, at først var jeg i lære som bager, så arbejdsdreng, arbejdsmand og siden uddannet glarmester. Men det var og er "kun" skuespil, der interesserer mig.

Han var småkriminel som ung. Glarmesteren, der let kunne fjerne en liste, gjorde det og stjal - blandt andet i en slagterforretning.

Også mens han gik på teaterskolen i Odense tog han de lange fingre med sig i byen og gemte alt muligt i en ekstra inderlomme i frakken. Både af nød, og fordi det var spændende.

Og du har været i fængsel nogle gange?

- Jeg har siddet i detentionen tre gange for spirituskørsel. I de der plastikceller, der stinker af pis.

Og afsonet 14 dage for spirituskørsel?

- Ja, der havde jeg lige lavet min første film, som handlede om, at min rolle er dybt kriminel. Så siger de: "Hvad fanden? Er det en research, du bruger?"

- Jeg har også siddet i Odense Arresthus et hav af gange.

Her handlede det især om inkassosager.

Altså, hvad tænkte du om det dengang?

- At alle mine venner var endnu værre. Jeg bildte mig ind, at jeg befandt mig i småtingsadelingen og sagde til min datter, at jeg var ude at rejse. Gu' var jeg ej. Jeg sad på en otte kvadratmeter enmandsstue.

- Men alt det der stoppede, da jeg lavede min første forestilling i Allerød og blev taget med et glas stjålne vitaminpiller. Det var simpelthen for pinligt, hvis det skulle stå i avisen, at Thomas Bo Larsen havde stjålet. Og det var jo heller ikke i orden.

Misbruget lod sig derimod ikke stoppe.

Det var hurtigt ophørt med at være et valg og blevet til afhængighed. Alkoholen dulmede, kokainen kvikkede op, så han kunne præstere, og de beroligende benzodiazepiner hjalp med at falde til ro for natten.

Forbruget voksede, belastede hans relationer og til allersidst hans arbejde. Og han fik angst.

-  Det er noget, der følger med afhængigheden. Hjernen skaber alle mulige ting - herunder frygt og angst. Den fortæller dig også, at alt er noget lort, så nu kan du drikke. Der er så meget selvmedlidenhed. Eller at nu kan du fejre. Eller at nu keder du dig, så nu har du brug for at drikke.

- Det er derfor, når alkoholikere bliver ædru, at vi i AA siger, at der er en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at du får dine følelser tilbage. Og den dårlige er, at du får dine følelser tilbage. Nu skal du lære at kende dem på ny, omfavne og kontrollere dem.

Til sidst var Thomas Bo Larsen tæt på at give op på livet, men valgte at kæmpe, og opgøret med afhængigheden blev den voldsomste armlægning nogensinde. I bogen skriver han således:

"Jeg kunne ikke gå uden for døren og møde verden, uden at han (afhængigheden) skulle med. Han ville have mig for sig selv bag nedrullede gardiner, mens vi festede løs. Men i 2013 var der ingen vej tilbage: Jeg måtte brække nakken på ham og smide ham ud af mit liv."

Det sværeste var at slippe af med benzodiazepinerne. Han havde taget de stærkt vanedannende piller i 17 år.

Anonyme Alkoholikere blev en stor hjælp, og han går stadig til møder for sin egen skyld - samtidig med, at han prøver at hjælpe andre ud af misbrug.  Med sin bog håber han, at han kan inspirere nogle af de 600.000 anslåede danskere, der er afhængige af eller har et skadeligt forbrug af alkohol. Eller nogle af deres halvanden million pårørende.

- Det har også været vigtigt for mig at fortælle om de venner, jeg har haft.  Vi var 12 drenge, og vi kom fra samme kår alle sammen. Vi var ikke de bedste i skolen, og da vi var 10, 11, 13 år, så vi op til de store på motorcykler og drømte om at blive som dem. Banderne var noget helt andet dengang. Altså, de drenge var jo min familie. Jeg var stort set ikke hjemme i min egen fra jeg var 11 år. Så drengene og jeg var hinandens samlingspunkt - der hvor kernen og kærligheden lå.

- Det har været frygteligt at se dem krepere en efter en. Det er tragisk, at den her sygdom - afhængighed og alkoholisme - er så magtfuld. Og dræbende. Derfor er det også vigtigt at fortælle misbrugere, at der er et fuldstændig fantastisk liv på den anden side, siger Thomas Bo Larsen.

Thomas Bo Larsen i samarbejde med Michael Holbek: "Fri mand". Selvbiografi på 344 sider. I bogen medvirker bl.a. datteren Sally Larsen, filminstruktør Thomas Vinterberg, ekskæresten Mette Horn og mange flere. Politikens Forlag.

Her kommer et venligt råd inden gennemlæsningen af denne artikel: Tag hul på en pose Piratos og kast dig over indholdet. Når du har tygget lidt på det, kan du tygge videre på dette spørgsmål: Ved du, hvad umami er?

Nå ikke. Men det er altså en smag, en grundsmag - den femte grundsmag oven i de fire traditionelle og velkendte: sur, sød, salt, bitter, som registreres i tungens smagsløg. Det er langt over 100 år siden, den japanske kemiker Kikunae Ikeda så at sige opdagede og beskrev denne femte grundsmag, som er en smag af noget fyldigt, krydret og kødfyldt.

Det er imidlertid først inden for de seneste år, Ikedas iagttagelser er begyndt at fæstne sig og accepteres. Selv om det er gået langsomt og måske ikke helt har rodfæstet sig hos ret mange, kan vi lige så godt vænne os til tanken om, at en sjette grundsmag også ligger og roder i tungens smagsløgssystem: smagen af salmiaklakrids.

Jamen, det er så godt som sandt, for det står i Kristeligt Dagblad, der har fundet det videnskabelige belæg hos en række amerikanske forskere på University of Southern California i Los Angeles.

Udtrykket "så godt som sandt" er her brugt med både omtanke og fuldt belæg. For det hører med til meldingen fra Californien, at forskningen endnu ikke er nået frem til en afslutning, der involverer bevisfremlæggelse, hvad mennesker angår.

Men de redegør for en forsøgsrække, der beviser, at i mus, fisk og kyllinger findes smagsreceptorer, som registrerer smagen af ammoniumklorid – altså salmiak.

Ole Mouritsen er professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. I Kristeligt Dagblad betegner han det amerikanske studie som "grundigt" og "interessant."  Han er imidlertid forbeholden over for alt for skråsikre konklusioner endnu.

- Der er ingen grund til at tro, at der ikke kunne være flere grundsmage. Men det er lige tidligt nok at udråbe salmiak til en, siger han.

Han henviser til, at accepten af Kikunae Ikedas opdagelse af umami-grundsmagen har været umanerlig lang tid om at modnes.

- Problemet er, at der er en lang række kriterier, som skal opfyldes, før noget kan siges at være en grundsmag. Smagen må ikke kunne fremkomme ved kombination af de andre grundsmage. Den skal forekomme i et bredt udvalg af fødevarer, og så skal store befolkningsgrupper kunne smage den, siger han.

Han gør også opmærksom på, at en nyopdaget grundsmag kan have svært ved at rodfæstes i sammenhæng med kulturen eller sproget.

- Det kan man også se på umami. Når mange hører om det, er de i tvivl om, hvad det egentlig betyder. Hvis man siger, at noget er surt som en citron eller sødt som sukker, så forstår vi godt, hvad der menes,” siger han.

- Men efterhånden, som vi opdager mere og mere om vores smagsløg, så kan det sagtens tænkes, at man opdager nye grundsmage. Og det er ikke udelukket, at salmiak skulle være en af dem. Men lad os nu se, siger Ole Mouritsen.

Hmmm. Med andre ord en nyhed, der kan være lidt drøj at fortære. Men med lidt flere Piratos som tilsætningsmiddel, går det vel.