Han holder sig bevidst ude af rampelyset og undgår de etablerede erhvervsnetværk. Men den 72-årige rigmand, Bent Jensen, overrasker til gengæld, når han har gæster i sin virksomhed, Linak på Als.

Det fremgår af en helt ny bog, "Den bedste idé", som forfatteren Tom Okke har skrevet om Bent Jensen.

Virksomhedsejeren er ifølge Økonomisk Ugebrev den 9. rigeste dansker med en formue på næsten 15 milliarder kroner, som han deler med sine to døtre.

Når Linak har gæster, har Bent Jensen ofte lavet sjov med dem på en måde, som nogle vil finde grænseoverskridende. Bent Jensens nære ven, Danfoss-arvingen Peter Mads Clausen, kalder i bogen Bent Jensens humor for ”grænseløs”.

Især livagtige latexmasker spiller en hovedrolle, når Bent Jensens humor kommer til udtryk. Over for Avisen Danmark fortæller han, at der er talrige eksempler, hvor han har taget fusen på gæster, der besøger Linak for første gang.

Et af de bedste eksempler var engang, forfatteren og ledelseskonsulenten Jesper Bove-Nielsen skulle besøge Linak for at tale om kreativitet i ledelse. Forfatteren ventede i forhallen klos op ad et par citrontræer.

Pludselig kom en gammel mand iklædt kedeldragt og en gul Ginge-giftsprøjte - fyldt med vand - ind i forhallen. Manden begyndte at sprøjte træerne lige op ad forfatteren, som også blev ramt på jakkesættet. Han rejste sig og søgte tilflugt i receptionen, men manden i kedeldragt fulgte efter. Personalet i receptionen var orienteret og vidste nøjagtigt, hvad der foregik.

- Jeg gav ham det ultimative pust. Han hoppede en meter op. Så tog jeg min gammelmandsmaske af. "Hold kæft mand, er det dig," sagde han. Jeg skulle se, om han var kreativ nok til ikke at blive gal over det. Det var han heldigvis, siger Bent Jensen i dag.

Jesper Bove-Nielsen bekræfter, at han blev mødt af en "mærkelig mand, der gik rundt i kedeldragt og lignede en, der var faldet i et syrebad med et forvitret ansigt".

- Det var den sjoveste velkomst, jeg nogensinde har fået, siger han.

Siden har Bent Jensen udviklet en allergi mod gummimaskerne, som i øvrigt har kostet en mindre formue at købe.

- Jeg venter på, at der kommer en maske, som jeg kan holde ud at have på. Så tager jeg et stort comeback, siger Bent Jensen.

En anden gang havde han besøg af en delegation fra Sydbanks erhvervsafdeling. Bent Jensen, som altså er topchef for 2500 ansatte over hele verden, aktiverede en ny, fjernstyret pruttemaskine, han havde købt.

Det gik ud over bankdirektørens assistent, der til sin egen fortvivlelse udsendte høje pruttelyde under mødet. Indtil Linak-bossen gik til bekendelse og viste udstyret frem.

Ifølge bogen insisterer Bent Jensen på, at ethvert møde skal starte med et godt grin, hvis mødet skal blive en succes.

- Men jeg gør det ikke ved nogen, det vil være synd for, siger Bent Jensen.

Alligevel er det også gået galt for milliardæren. Det ramte en nær medarbejder, Per Rosenberg Andersen.

- Jeg var lige gået fra et møde, da Bent en dag sneg sig op bag mig ude på parkeringspladsen. Jeg havde ikke bemærket ham, før han pludselig udstødte et kæmpe brøl lige bag mig, og jeg lavede straks et forlæns rullefald, som jeg har lært i militæret, fortæller Per Rosenberg Andersen i bogen.

Bent Jensen fik et chok, for kollegaen lå nærmest livløs på jorden, indtil han kom på benene og råbte:

- Dét der gør du kraftedeme ikke igen.

Linak fremstiller såkaldte lineære aktuatorer, som bruges i sygehussenge, hæve-sænke-skriveborde og mange andre produkter. Kunsten er at få en elmotor, der skaber en roterende bevægelse, til at skabe en bevægelse, der går frem-og-tilbage eller op-og-ned. Det løste Bent Jensen med sin opfindelse, som han for første gang byggede som en prototype i 1979.

I det seneste regnskab solgte Linak for 4,8 milliarder kroner og havde et overskud på 760 millioner kroner før skat.

På den regnvåde Slotsplads foran Finansministeriet i København stod pædagoger mandag morgen med lyserøde bannere med budskaber om mere i løn og flere kolleger.

På den anden side af murene har regeringen da også besluttet at åbne statens pengekasse.

Men denne mandag er det for at give skattelettelser for 6,75 milliarder kroner til danskere, der er i arbejde.

De skattelettelser vil pædagogerne Frederik Emil Stenbakken og Sara Andersen også få del i.

Men de vil hellere undvære de få hundrede kroner, som de står til at få om måneden.

- Jeg forstår ikke regeringens prioriteter. Hvorfor lave topskattelettelser i stedet for at investere i dem, der er sammen med folks børn det meste af dagen? Det kan jeg ikke sætte mig ind i, lyder det fra 29-årige Frederik Emil Stenbakken, der også er aktiv i BUPL i Storkøbenhavn.

Skattelettelserne, som regeringen har lagt op til, vil betyde, at en nyuddannet pædagog med en gennemsnitlig løn på mellem 27.000-29.000 vil få cirka 140-160 kroner mere om måneden.

Sara Andersen, der er socialpædagog og arbejder på et bosted for voksne i Herlev, oplever at mangle kolleger.

- Vi er begyndt at ansætte ufaglærte, fordi vi ikke kan få nogen, der er uddannede. Vi skal jo også spare, og det er billigere at ansætte en ufaglært end en faglært. Så det kan vi i hvert fald mærke, siger Sara Andersen.

Også Frederik Emil Stenbakken kan konstatere fra sit arbejde som pædagog i Furesø Kommune, at daginstitutionerne virkelig mangler faglærte hænder.

- Hos os bruger vi lige nu 18-20 årige vikarer, der lige er kommet ud af gymnasiet. De er rigtig søde, og de gør deres bedste, men det er bare ikke det samme som at arbejde sammen med en pædagog, siger han.

Hvad tænker du om, at regeringen vil bruge milliarder på skattelettelser?

- Det er meget modigt i en situation, hvor hele velfærdssamfundet er presset.

Få timer senere stod økonomiminister Troels Lund Poulsen, formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen og skatteminister Jeppe Bruus foran pressen for at præsentere regeringens skatteudspil.

De tre repræsentanter fra SVM-regeringen var alle iført mørkeblåt jakkesæt og fortalte pressen, der var stuvet sammen i et mindre lokale i ministeriet, at i alt 3,3 millioner danskere i arbejde vil få skattelettelser med regeringens plan.

Den vil også betyde, at 9000 personer skal betale en ekstra skat - en såkaldt top-topskat. Det vil gælde de personer, som tjener mere end 2,5 millioner kroner om året.

- Det er over 3,3 millioner mennesker i vores land, der går på arbejde. Og i dag giver vi dem et skulderklap. Et skulderklap til det arbejdende Danmark, sagde Troels Lund Poulsen.

Det imaginære skulderklap, som ministeren taler om, er af meget forskellig størrelse, alt efter hvad den arbejdende dansker tjener.

Mens pædagoger som Frederik Emil Stenbakke og Sara Andersen kommer til at få 1600 kroner om året, vil en advokat med en månedsløn på 70.000 kroner få 12.000 kroner mere om året.

Adspurgt om det er rimeligt, svarede Troels Lund Poulsen, at han i hvert fald først og fremmest ser rimeligheden i, at regeringen “nu giver danskerne nogle flere af deres egne penge tilbage”, og at balancerne i udspillet er “rigtig, rigtig gode”.

- Dem, der er på arbejdsmarkedet, får en ekstra tilskyndelse til at gøre en ekstra indsats. Det har været drivende for regeringen og Venstre, lød det fra Troels Lund Poulsen.

Men lidt over 1000 kroner mere for en kassedame er vel ikke nogen stor tilskyndelse?

- Den skattereform, vi præsenterer i dag, indeholder noget af det, som jeg synes er vigtigt. Den er fair, den er balanceret, og derudover giver den også et markant arbejdsudbud. Derfor vil jeg ikke stå her og sige, at man ikke får noget ud af 1200 kroner om året.

Lars Løkke Rasmussen stod ved siden af Troels Lund Poulsen og lyttede, men brød så ind:

- Må jeg lige anholde sprogbruget?, indskød Moderaternes formand og fortsatte:

- Der er jo ikke nogen, der får noget. Skat er noget, vi tager. Og nu ændrer vi så ved skattesystemerne, så man skal betale lidt mindre. Det hænger sammen med, hvor meget man betalte før, og derfor kan det ikke lade sig gøre at lette skatten i procenter, uden at det i kroner og øre har et forskelligt udslag i forhold til, hvor meget folk har tjent før, slog Lars Løkke Rasmussen fast.

Selvom skatteministeren er socialdemokratisk, var det økonomiminister og fungerende formand for Venstre, Troels Lund Poulsen (V), der placerede sig i midten af pressemødet og førte ordet.

Skattelettelserne har også størst betydning for Venstre. Og er en af hovedårsagerne til, at partiet gik ind i regeringen med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Derfor er det naturlige spørgsmål også, om skattelettelser for 6,75 milliarder kroner er Venstres store løftebrud værd.

På pressemødet understregede Troels Lund Poulsen, at der er tale om de største skattelettelser i 10 år, og at sådanne skattelettelser slet ikke var mulige, da regeringsmagten alene tilhørte blå blok.

- Venstre er rigtig tilfredse med det udspil, der er kommet i dag. Jeg har selv siddet i en anden regering støttet af blå partier, hvor vi ikke kunne nå en særlig ambitiøs skattereform, sagde Troels Lund Poulsen.

Socialdemokratiet gik til valg på skattelettelser for fire milliarder kroner. Venstre for otte milliarder kroner. Og det endelige kompromis endte altså på 6,75 milliarder kroner. Det blev han af en journalist spurgt til på pressemødet.

Hvis du nu har nogle vælgere, der tænker, hvordan kan det være nok for Venstre, hvad vil du så sige til dem?

- Der vil jeg minde vælgerne om, at vi har lavet noget, der faktisk er balanceret, som jeg ikke har været med til at lave i hvert fald de seneste mange år, sagde han og forsatte:

- Det her er noget helt andet. Først og fremmest fordi det er social balanceret. Det gik vi også til valg på, at man skulle lette skatten i bunden. Men derudover har vi også formået at gøre en forskel i forhold til dem, der betaler topskat. Jeg tror, at det her kommer til at stå i mange år, lød det fra Troels Lund Poulsen.

Selvom skatteaftalen får meget kritik fra både fagforbund, røde og blå partier, er der også ros fra flere sider.

Det gælder Dansk Industri, selvom erhvervsorganisationen er modstander af den nye toptop-skat.

- Efter 10 års dødvande får vi endelig handling, når det kommer til skatten på arbejde. Det har vi trængt til, og det er kærkomment, at regeringen vil få flere til at arbejde mere ved at lade danskerne beholde mere af deres løn, udtaler Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI, i en pressemeddelelse.

For pædagog Sara Andersen lyder skattelettelser da umiddelbart også meget godt, men hun er også klar over, at hun ikke er en af dem, der får mest ud af det.

Hun mener i øvrigt også, at de 10 milliarder kroner kan bruges mere fornuftigt og til mere velfærd.

Ifølge regeringen er der jo både råd til velfærd og skattelettelser, selvom man bruger 10 milliarder kroner på det sidste. Hvad tænker du om det?

- Det er i hvert fald ikke noget, som vi mærker, siger Sara Andersen.

Nitrat i drikkevandet er et globalt problem, da stoffet blandt andet øger risikoen for tarmkræft.

Forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) har i et nyt videnskabeligt studie regnet på effekterne af at mindske mængden af nitrat i det danske drikkevand.

Resultatet er, at man ved at sænke grænseværdien både vil kunne undgå 127 tilfælde af tarmkræft om året og samlet set spare samfundet for udgifter på 2,2 milliarder kroner om året.

Selvom mængden af nitrat i det danske drikkevand er langt under EU's grænseværdi på 50 mg/L, viser en dansk befolkningsundersøgelse, at der allerede er en forhøjet risiko for tarmkræft ved et nitratindhold i drikkevandet på 4 mg/L, som der er i cirka 20 procent af det danske drikkevand.

Ifølge seniorforsker ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet Brian H. Jacobsen, som er hovedforfatter på studiet, vil det altså give en klar samfundsgevinst at indføre en skrappere grænseværdi end EU's.

- Værdien af de leveår, som man gennemsnitligt taber, hvis man får konstateret tarmkræft, lagt sammen med sundhedsomkostningerne ved et kræftsygdomsforløb løber op i mange hundrede millioner kroner per år. Så vi kan både spare mennesker for en frygtelig sygdom og samfundet for en masse penge, udtaler Brian H. Jacobsen i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Nitrat i drikkevandet stammer hovedsageligt fra gødning med kvælstof i landbruget, som over tid kan sive ned i grundvandet.

Forskerne har regnet på prisen på tre forskellige måder at nedbringe nitratmængden i drikkevandet.

Den første er at tage landbrugsjord ud af drift og dermed stoppe gødningen i nogle områder, den anden er at flytte vandboringer med højt nitratindhold til at andet sted eller bore dem dybere ned. Den tredje mulighed er at rense vandet, der pumpes op, for nitrat.

Det vil alt efter koste mellem 100 og 200 millioner kroner, alt efter hvilken metode man bruger, hvis man skal bringe niveauet ned under 4 mg/L i al dansk drikkevand. Det vil variere efter lokale forhold, hvilken metode, der er den bedste, men uanset hvad, ender regnestykket samlet set i plus for samfundet.

- Selv med de højeste omkostninger til at fjerne nitrat og de mest pessimistiske antagelser om sundhedsgevinsterne er der en fortjeneste ved at sænke nitratmængderne, siger Brian H. Jacobsen.

Jörg Schullehner, der er adjunkt ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og medforfatter på undersøgelsen, kalder da også beregningerne for meget konservative.

- Man skal huske, at vi her kun ser på effekterne i forhold til tarmkræft. Der kunne sagtens være andre afledte effekter. Hvis vi renser vandet med mere avancerede metoder, kan vi muligvis også fjerne andre uønskede stoffer, som også kan påvirke vores sundhed. Og hvis man mindsker nitratudledningen fra landbruget, beskytter vi samtidig andre dele af vandmiljøet og naturen mod negative effekter af kvælstof, udtaler han.

Man vil ifølge forskerne også kunne opnå en tilsvarende, men mindre samfundsgevinst, hvis man sænker nitratindholdet til maksimalt 9 mg/L.

Miljøminister Magnus Heunicke betegner over for DR studiet som "uhyre interessant forskning".

Han vil nu bede Miljøstyrelsen og sundhedsmyndighederne om at vurdere rapporten og undersøge den øvrige viden om nitrat i drikkevandet. Ministeren er åben for muligheden for, at stramme grænseværdierne.

- Det er fundamentalt vigtigt. Det handler om danskernes sundhed, og det handler også om, hvorvidt vi gør tilstrækkeligt i øjeblikket for at beskytte den, og sikre, at vores drikkevand er rent, siger Magnus Heunicke til DR.

Selvom forskningen viser en øget risiko for tarmkræft, hvis man drikker vand med meget nitrat, er der ingen grund til at advare danskere mod at drikke postevand, understreger Jörg Schullehner.

- Mange andre risikofaktorer er vigtigere end nitrat i drikkevandet, når det gælder tarmkræft – for eksempel hvad man spiser, hvor meget man bevæger sig, og om man ryger. Men ud fra et samfundsperspektiv ville det være godt med mindre nitrat i vandet.

- Det var et meget nøgent og spartansk sted, som ikke var særlig rart. Jeg husker, at sygeplejersken var meget imødekommende og venlig, og hun spillede tit musik for mig på pladespilleren under behandlingen.

Jørgen Rantorp var blot 19 år gammel, da sygeplejersken i februar 1962 første gang overrakte ham et glas i kælderen på Frederiksberg Hospital. Glasset var fyldt med LSD. Et psykedelisk stof, som den unge mand ikke kendte noget til.

Han havde været gennem en svær og turbulent tid i sit liv. Han var deprimeret, og han havde forsøgt at tage sit liv. Han søgte hjælp til at få det bedre på Frederiksberg Hospital.

- Det var meget af det, jeg gjorde, der gik i fisk for mig. Jeg følte ikke, at jeg duede til noget, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Jørgen Rantorp, der i dag bor på Amager, blev dengang indlagt på hospitalets psykiatriske afdeling. Her fik han over tre måneder 10 behandlinger med det psykedeliske stof LSD og i det følgende efterår atter syv behandlinger. Han er en af de tidligere patienter, der har valgt at stå frem og fortælle om oplevelserne i hospitalskælderen i TV 2's nye dramadokumentar "Det sindssyge eksperiment", der har premiere tirsdag.

Der er på det seneste kommet et fornyet fokus på den uhyggelige historie, som hospitalskælderen på Frederiksberg gemmer på.

Fra 1960-1973 gav hospitalets læger flere hundrede psykiatriske patienter LSD i kælderen under Frederiksberg Hospital i troen på, at det var en mirakelkur. LSD-lægerne blev siden anklaget for livsfarlige behandlinger, tvang og menneskeforsøg, men blev frikendt for alle anklager. Nu er et hemmeligt arkiv fra LSD-kælderen dukket op, og det afslører nye, rystende detaljer i sagen og sår tvivl om myndighedernes afgørelse.

LSD'en sendte ikke blot patienternes bevidsthed ud, hvor det var svært for dem at skelne mellem hallucination eller virkelighed, mens de lå på briksen i hospitalskælderen. Nogle af patienterne begik selvmord, nogle forsøgte at tage deres eget liv, og flere har længe efter oplevet flashbacks til de ubehagelige oplevelser, som LSD'en gav dem i kælderen.

Jørgen Rantorp fik i alt 17 behandlinger med LSD. Han husker, at han har set sig selv ovenfra, og at der hang en sort sky over ham under behandlingerne, som han forgæves forsøgte at trænge ind i. Men han husker ikke, at LSD'en har givet ham uhyggelige oplevelser som andre patienter, der har oplevet, at terrazzogulvet blev til kryb, eller at der kom hænder ud af væggene. Han har dog flere gange oplevet at blive bæltefikseret.

- Jeg husker, at jeg en af gangene blev edderrasende. Jeg rejste mig op og bankede en stol ned i gulvet, og den splintredes for alle vinde. Jeg følte en lettelse bagefter - og så blev jeg lagt i bælte.

Jørgen Rantorp har heller ikke som andre patienter haft langvarige mén af behandlingen, og han er stadig i tvivl om, hvad oplevelsen har haft af betydning for ham.

- Det er ikke noget, jeg har tænkt på i dagligdagen, men det dukker op en gang imellem, og det er et tilbagevendende spørgsmål for mig, om det virkelig var nødvendigt, og om jeg havde gavn af det.

Og der er ingen tvivl om, at han er blevet chokeret over nogle af de nye informationer, som instruktøren bag dramadokumentaren har fundet frem til. Journalist Lotte Mathilde Nielsen er i den nye dramadokumentar dykket ned i det hidtil hemmelige arkiv om LSD-behandlingen fra en af de læger, der var en del af eksperimentet i 60'erne.

Arkivet rummer oplysninger om flere end 300 patienter og rejser nogle alvorlige spørgsmål ved myndighedernes udlægning af, hvad der skete dengang i kælderen på Frederiksberg Hospital, siger Lotte Mathilde Nielsen. Hun har kontaktet 36 tidligere patienter, hvoraf flere af dem giver interviews i dramadokumentaren, blandt andre Jørgen Rantorp.

En af de ting, som Lotte Mathilde Nielsen har fundet frem til, er, at patienterne ikke blev informeret om de risici og bivirkninger, som LSD-behandlingen kunne give. Lægerne blev siden anklaget for livsfarlige behandlinger, tvang og menneskeforsøg, men blev frikendt for alle anklager.

- Men nu har jeg gransket arkivet minutiøst, og i den allerførste artikel, som lægerne står bag, har de skrevet, at den allerstørste fare ved LSD-behandlingen er selvmord. Det er endda understreget med en kuglepen, og det står også i indlægssedlen for LSD. Lægerne har altså fra begyndelsen af LSD-behandlingerne været bevidste om, at selvmord var en risiko, siger Lotte Mathilde Nielsen.

Og endvidere: Det kunne forstærke selvmordstankerne hos dem, der i forvejen var selvmordstruede. Akkurat som Jørgen Rantorp var - og det fik han ingen information om, inden behandlingen gik i gang. Derfor blev han også forbavset, da Lotte Mathilde Nielsen kunne vise ham indlægssedlen.

- Det var dybt chokerende. Det er uden for min fatteevne, at jeg ikke har fået noget at vide om det. Jeg bliver lidt vred, for jeg føler, at jeg er blevet manipuleret med, og det bryder jeg mig ikke om.

- Jørgen blev ikke præsenteret for risikoen for selvmord af lægerne og kunne derfor ikke tage stilling til, om han var villig til at tage den risiko, lyder det fra Lotte Mathilde Nielsen.

I ingen af de 70 patientjournaler, som hun har gransket, fremgår det, at patienterne er blevet orienteret om risici og bivirkninger.

Lotte Mathilde Nielsen har også kunnet fortælle Jørgen Rantorp om en hændelse, der for hende tydeliggør, at lægerne godt har vidst, hvor farligt LSD-eksperimentet var.

Kun en uge efter at Jørgen Rantorp fik sin allerførste LSD-behandling, var der en ung mandlig LSD-patient, som skød sig selv, en time efter han forlod afdelingen på Frederiksberg Hospital.

- Så har de syn for sagen om, at det er farligt, men de fortsætter med behandlingen - blandt andet Jørgens, siger Lotte Mathilde Nielsen.

Lægerne har også i en videnskabelig artikel skrevet, at der var fire selvmordsforsøg i de første tre år, men Lotte Mathilde Nielsen har kunnet kortlægge, at der i den periode var tale om 10 selvmordsforsøg, fortæller hun.

Dokumentaren tager ikke stilling til LSD, understreger Lotte Mathilde Nielsen. Det handler om patientrettigheder, og om at de nye informationer, som arkivet afslører, sår tvivl om myndighedernes tidligere afgørelser i sagen.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at det bliver belyst, og eventuelle fejl bliver rettet - især over for tidligere patienter og pårørende, siger hun.

Dokumentarens kritik er forelagt Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I deres svar skriver de:

"Da den omtalte sag ligger langt tilbage i tiden, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at kommentere på kritikken."

Der er efterår i luften, den røde vinranke i Erik Grips baghave hoverer nærmest, enkelte blomster står tilbage og nikker sørgmodigt ved tanken om vinter. I baghaven er opført et lille rødt skur, det er Eriks Surehus, som han kalder det. Herude sidder han og maler. Billederne står på gulvet lænet op ad hinanden. På en lille sydvendt bænk foran det hvide hus er solen stadig dominerende. Det er her, Erik iscenesætter tanken om at bo i Paris, og akkompagneret af fransk jazzmusik på mobilen og morgenkaffe er illusionen næsten fuldkommen.

Erik Grip er en fortæller, han kan ganske simpelt ikke lade være, de mange, små anekdoter ruller hen over tungen på ham, om den hedengangen Midtfyns Festival, om den sidste færge hjem over Storebælt fra Knudshoved til Halskov. ”Showboat” kaldte de den, der, hvor musikere og andre kunstnere mødtes på deres vej hjem. Når Erik fortæller, skinner øjnene, og fingrene kører skalaer for sig op og ned i rummet.

Det var musikken, der valgte at følge Erik. Hans far dør, da Erik er 15 år. Han falder om en morgen i 1962, foran den 15-årige Erik. Hans far havde diabetes, og nyrerne var stået af. Den morgen ændrer alt sig.

- Fra den morgen mister jeg begge mine forældre. Min far dør, og min mor forsvinder ind i alkoholen. Men musikken greb mig. På væggen i mit barndomshjem hang min fars mandolin, og den begyndte jeg at spille på, men alle sagde, at jeg skulle vælge guitaren i stedet. Og fra 1963 blev den mit instrument.

Erik Grip har de varmeste øjne, og indlevelsen lyser ud af dem. Indimellem fortaber han sig i en fortælling, ser op, smiler lidt og standser for derefter at vågne op i en ny sætning.

- Jeg mistede mine forældre i en sårbar tid i mit liv, men der var tre pejlemærker i tilværelsen, jeg vidste, jeg kunne stole på; min mormor, Kongehuset og radioavisen klokken otte efterfulgt af en gudstjeneste. De trak mig igennem, og havde det ikke været for mormor og morfar, havde jeg ikke været her i dag.

Tre år senere stod Erik Grip på en rigtig scene, Visevershuset i Tivoli med Sten Weidinger og Lars Frederiksen. De kaldte sig ”Trip, Trap og Træsko” og sang danske såvel som engelske sange. De to andre faldt fra med tiden, mens Erik fortsatte, og i folkesangermiljøet mødte han mennesker, der bakkede op og hjalp ham videre.

Der er ingen lige vej gennem livet. Og for Erik var der to scenarier, han hele tiden gled ind og ud af. Der var musikken, og der var hjemmet. Af samme grund blev han ikke student. Det derhjemme fyldte for meget, i stedet startede han på byggeteknisk skole og konstruktørskolen. Erik søgte ind på Arkitektskolen og blev færdig som arkitekt i 1979, som ”min mor ønskede det”. Men det blev musikken som bandt ham fast til livet.

Albummet ”Jeg er her endnu” handler om to ting. Den ene er den åbenlyse at gøre opmærksom på folkemusikkens eksistens, og hans egen. Den anden er livet selv, eller som den første verselinje lyder i sangen ”Jeg er her endnu”:

”Det var en lang og kroget vej. At nå helt - helt ind til dig. Men alligevel var det hele rejsen værd. Og der var dage, hvor det kneb med at ta’ de rette greb. Men som du ser, så er jeg lige her.”

Teksten er til hans nuværende kone Joan. De mødte hinanden med bagage, begge fraskilte og med tydelige ar, som skulle kendes, stryges og accepteres. Det er 38 år siden nu. Erik smiler bredt, men med en blivende bittersød bundklang, når han uddyber:

- Det er dejligt med en kvinde, der kan lide det, jeg laver. Der er et menneske, der roser mig og rejser med mig rundt. Hun er min ”lyd-kone”, der sælger mine plader og sørger for, at lyden er rigtig i marken. Det er hende, der siger ”der er for meget bund, jeg kan ikke mærke dig”, og så retter jeg på det.

Men når noget er godt nu, var der noget, der var skidt tidligere, sådan er livet og dets krogede vej.

En samtale med Erik Grip er at genkende sætninger som fodspor i sneen og indse, at hans ord er trædesten til en ny sti, en ny samtale. Livet som musiker var også en flugt, og som en trækfugl lod han sig flyve med varme vinde til andre lande, andre steder end der, hvor han skulle være. Han flygtede fra voksenlivet.

- Hvordan ved du, at du er blevet voksen?

- Det sidder lige i øjet, det spørgsmål.

Stemmen og blikket giver pludselig en stemning af de første tegn på vinter. Bladene, der ikke længere kan holde ved. Kulden, der skubber og skubber, indtil knoglerne giver efter. Og mørket, der insisterer på at fastholde.

- Jeg kan styre det nu. Jeg ved nu, at man ikke bare kan plukke løs af frugterne - man må vælge. Og jeg vælger, for nu har jeg styr på mit liv. Jeg har lært at kende forskel på det ægte og det falske. Det tog mig mange år at lære, hvad der var ægte, og oftest gik jeg efter det falske i håbet om, at nogen ville synes om mig. Men jeg rendte hele tiden imod.

Evnen til at skelne mellem det, Erik kalder det falske og det ægte, mistede han, da han mistede sine forældre. Det ved han nu. Han siger selv, at han var overalt, han spillede alle steder, for der var brug for anerkendelsen. Men han var ikke der, hvor hans ægteskab var, og han var slet ikke der, hvor hans kone og børn havde brug for ham.

De meget varme og milde øjne fyldes med tårer.

En dag kom han hjem, og i stedet for en familie var der to gule sedler på hoveddøren med teksten:

”Du skal ikke opsøge os mere!”

- Jeg har dem stadig, sedlerne. Jeg er nødt til at gemme dem for at kunne huske. Det var et chok. Jeg kontaktede psykologer, og først der kunne min vandring ud af vinteren begynde. Bagefter lå jeg bare i sengen. Mit ægteskab var ødelagt, og jeg skulle helt tilbage til min fars død for at forstå det. Et dødsfald, jeg aldrig har grædt over, for jeg skulle være far for min mor. Hun skiftede mellem at hyle og ligge på sofaen med tømmermænd.

Han havde brug for at kategorisere sit liv, for alt omkring ham roterede. På væggen mellem de to stuer tegnede han med tusch. Ude i gangen, der nu er malet blå, skrev og tegnede han. Onde ting, grimme ting. Alt blev endevendt. Erik gnider sine arme for at stryge gåsehuden væk.

- Jeg vågnede op i min seng en morgen. Lyset væltede ind gennem vinduet.

Erik kigger ud. Gennem det selvsamme vindue, men rummene er ændret, og væggen med skriften er banket ned. Han bor her stadig.

- Jeg klædte mig af og satte Vivaldis ”De Fire Årstider” på for fuld udblæsning, derefter gik jeg i bad for åben dør. Der skulle ikke være noget, der bandt mig. Og så begyndte jeg min bjergbestigning. Tre gange om ugen så jeg en psykolog, som nærmest tog mig i pleje. Derefter sås vi en gang om måneden de følgende 10 år. Vi talte alt igennem. Det hele. Min mors liv, min fars liv, mit ægteskab, børnene, som jeg har svigtet. Jeg ser min ældste søn i dag, og min datter indimellem, men min yngste søn ser jeg ikke. Han vil ikke. Og han har brug for at finde sin egen vej, jeg kan ikke hjælpe ham mere, men han har virkelig skældt mig ud.

Det hele hænger sammen med albummet ”Jeg er her endnu” og det er mere end blot sange, det er en proklamation, et statement.

Joan kommer hjem. Hun har været til bordtennis. Joan spiller op mod de bedste mænd i hendes aldersklasse. Der er en styrke i hendes ryg, da hun går igen. Huset og livet her blev hans redning. Og digtene, det blev dem, der trak ham igennem den evige vinter, imens livet derhjemme langsomt smuldrede. Erik Grip bliver kontaktet af Gyldendal, der vil oprette et pladeselskab, Exlibris. Forlaget har rettighederne til en del digte, som de gerne vil have sat musik til.

Den første Erik Grip begyndte at arbejde på, var Frank Jæger med pladen ”Frank Jægers viser”, der udkom i 1975. Men det helt store, folkelige gennembrud blev med nyfortolkningen af Grundtvig på pladen ”De levendes land” i 1983. På samme tid eksploderede hjemmefronten.

- Min karriere har været min rygrad, den har været mit holdepunkt. Masten i mit liv. Og digtene blev ved at komme, for Gyldendal ville gerne, at jeg blev ved med at lave musik.

Det er stadig i musikken, at Erik finder passionen, og når der er bud efter ham, bliver han glad og lykkelig. Interaktionen med publikum betyder en del, og når Erik Grip optræder i dag, er en stor del af hans optræden fortællinger eller røverhistorier, om man vil.

- Jeg har markeret mig. Jeg er hverken i Blå Bog eller har fået Ridderkorset, men jeg har sat mit mærke. Jeg er blevet taget alvorlig, og det var det, det handlede om. Intet har været forgæves, men alle mine sangvalg har ultimativt handlet om mig. På et tidspunkt malede jeg et billede med et par krykker, den ene ligger ned, den anden står. Jeg har ikke længere brug for en krykke. Og jeg har bestemt ikke malet et billede, hvor begge krykker ligger på jorden.

Erik griner højlydt. Hans frisure minder om et lille stykke vild have, der stritter efter forgodtbefindende.

- Jeg har et stort ønsket om at bo i Paris i længere tid sammen med Joan. Opsøge de franske ”chansons”, sange, som ikke så mange danskere kender. Jeg taler ikke så godt fransk, men jeg tror, det vil blive bedre, hvis jeg bor der. Jeg finder en stor glæde i at møde en kultur, som minder om vores egen, men som har tre gange så meget fylde. Æstetikken er på et højere niveau, og jeg elsker billedkunst, især Picasso. Jeg slapper af i varmen, jeg slapper af i den franske kultur. Jeg savner ganske simpelt overdådigheden.

- Er du bange for døden?

- Ja, men jeg ved også hvorfor, og det er fordi, jeg mangler at sidde i Paris. Når jeg har været der, så mangler jeg ikke mere af livet.