Nedrivning: Det var ellers et velholdt, lille hus. Men da ejeren flyttede fra Tarpbjerg 15 i stationsbyen Borris i Vestjylland, gik der ikke længe før huset, en mindre rødstensvilla fra starten af 1900-tallet, groede til.

Skjern Å snor sig gennem byen beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune, én af de kommuner, som i årenes løb har fået del i statens pulje til nedrivning og landsbyfornyelse. I alt har kommunen modtaget godt 30 millioner kroner og nedrevet 225 faldefærdige ejendomme. I år forventer Ringkøbing-Skjern Kommune at rive 15 boliger ned.

I 2017 blev Tarpbjerg 15 én af de boliger i kommunen, som måtte lade livet med støtte fra staten. Huset blev revet ned efter at have stået tomt i fire år.

- Køkkenvinduet var ved at falde ud af sig selv. Når du gik op ad trappen, var det grønt af skimmelsvamp. Køkkengulvet var der huller i, det var på eget ansvar, hvis man gik derind. Du kunne ikke bo i det, siger 71-årige Johannes Olesen.

Han er født i Borris og har boet i byen hele sit liv, i snart 45 år har han sammen med ægtefællen Karin Olesen været nabo til Tarpbjerg 15. De sidste år af husets levetid så de, hvordan ejendommen forfaldt få meter fra køkkenvinduet.

- Jeg klippede hækken ud til vejen, da det stod tomt, ellers ville det se frygteligt ud. Inden længe kunne man ikke gå på fortovet. Det er nok ikke rigtigt at klippe en anden mands hæk, men det gjorde jeg. Det så forfærdeligt ud. I småbyer er vi nødt til at gøre noget selv, siger Johannes Olesen.

I april 2017 kom Tarpbjerg 15 på tvangsauktion, og ægteparret købte huset for 50.000 kroner med det formål at rive det ned. De var bekymrede for, hvem der ville flytte ind i det faldefærdige hus så tæt på deres egen grund. Men Johannes Olesen tror ikke, at de havde fuldført handlen, hvis ikke det var for kommunens pulje til landsbyfornyelse, der gjorde nedrivningen ganske gratis.

- Vi kunne godt selv rive det ned, men de penge ville vi jo aldrig få hjem igen. Det er ikke bare at rive det ned, vi skal af med eternitplader, tagpap, det hele. Det kommer du ikke af med gratis. Hvis du vidste, hvor meget arbejde der er i at rive sådan noget ned, siger han.

Siden 2014 har ansøgningsberettigede kommuner landet over kunnet søge statsmidler til fornyelse og renovering med det formål at mindske antallet af huse og områder i forfald. Det er borgerne selv, der søger om tilskuddet, men det er ikke dem, der river husene ned.

I løbet af 14 dage i november 2017 tømte kommunen huset, skilte det ad, jævnede det med jorden og dækkede arealet med muldjord. I dag har ægteparret Olesen en have med udsyn til vejen, og grunden fanger flere solstråler.

- Vi er vældig godt tilpasse med det, som Johannes Olesen siger på syngende vestjysk.

Der bor omkring 850 i Borris by. Der er mange håndværkere, man har en smed, en mekaniker, en lille skole, sportshal og en tømrer. Johannes Olesen tror bestemt, at udseendet betyder noget for indbyggerne i Borris og byen i det lange løb.

- Borris er i fin stand. Der er grønne områder, julepynt. Vi har et stort lægehus, det er ikke alle småbyer, der har det. Det er fornemt. Det betyder meget for tilflytningen.

I år har puljen til landsbyfornyelse aldrig været større. Regeringen har afsat 265 millioner kroner til fornyelse af yderområderne. Står det til Johannes Olesen, bør man fortsætte med at smide penge i puljen.

- Det synes jeg, man skal. Der er fraflytning fra små byer, og det ser frygteligt ud, hvis du har en masse ruiner stående. Vi har et par stykker mere, der trænger.

Udgangspunkt

- Jeg blev født i min mormors seng i den nordlige del af Danmark. Helt oppe omkring Hirtshals-Hjørring.

Så jeg er vokset op med den bastante kraft, man mærker ved Vesterhavet, hvis man, som min mormor og mange andre i det område, har en mand, der arbejder på havnen eller sejler ud og fisker for at få mad på bordet, og som man kan være nervøs for, hvis det pludselig blæser op, og de ikke er kommet ind endnu. Det skaber en bevidsthed om, at noget er på færde – naturen og havet – der er større end os selv, og som vi ikke kan regne med, og som vi er i hænderne på.

Som barn elskede jeg at komme ned på molen, når det stormede. Hvor bølgerne var så store, at de klaskede ind over bilerne. På en eller anden måde har det sikkert været min egen styrkeprøve. At turde stikke af fra de voksne og gå på bare tæer ned til molen – ikke helt ud, men nok til, at jeg blev våd og kunne mærke skumsprøjt på mine tæer og fornemme, at jeg alligevel kunne føle mig tryg, selvom jeg stod der. Det er en styrkeprøve, som jeg tror, jeg har opsøgt meget.

I virkeligheden har jeg nok – i hvert fald som barn – på mange måder connectet mere med naturen og dyr end mennesker. Jeg føler en meget stor samhørighed med naturen. – Mine forældre var 18 og 21, da de fik mig. Så de var meget unge og i gang med at finde deres ståsted i livet. Jeg var meget sammen med både Selma, min mormor, og Eleonora, min farmor, som faktisk ikke var min farmor, men min fars mormor. Hun var et kæmpe kraftcenter af kærlighed og selvopofrelse. Hun var fra Stevns og tog min far til sig, da han blev født uden for ægteskabet.

Hans mor stiftede familie med en ny mand, der boede i Nordjylland. Eleonora har åbenbart haft så psykologisk vid allerede på det tidspunkt, at hun tænkte, at det ikke kunne være godt for en lille dreng at vokse op så langt væk fra sin mor. Så hun pakkede alt, flyttede til Nordjylland og slog sig ned på den samme vej som min fars mor – altså hendes datter – men min far boede hos Eleonora og blev opdraget af hende. Og det betød jo, at hun skulle sige farvel til sit arbejde på Stevns og sine to andre døtre for at gøre det, hun mente, var bedst for ham. Hun var en ret særlig kvinde. Og hende er jeg opkaldt efter. Det er min datter også.

– Mine forældre prøvede at sende mig i børnehave, som jeg stak af fra. Ad flere omgange. Fordi det var for mærkeligt med alle de øjne, der kiggede på mig. Jeg syntes, andre mennesker var skræmmende – og især børn. Der mærkede jeg for første gang meget tydeligt, at jeg har social angst. Så jeg fandt huller i hækken og løb over til Eleonora, som ikke boede så langt derfra. Jeg havde været vant til en trummerum med hende. Hun skulle have sin middagslur i sin stol. Det hed sig ikke, at det var en middagslur, men det var det. Imens skulle jeg ikke tale. Så sad jeg der i sofaen og lyttede til sketches med Jørgen Ryg og Preben Kaas på pladespilleren. Det var aldrig kedeligt, bare enormt trygt. Og så havde jeg en 15 år ældre legekammerat, der var en udviklingshæmmet kvinde. Hun var barn af Eleonoras yngste datter, Inga, der flyttede op og boede sammen med hende og min far.

– Da jeg var 10, blev mine forældre skilt. Udover en masse bristede drømme lå der allermest en voldsom afsked i det. Jeg blev revet væk fra min familie og Vesterhavet over night. Alting. Og fandt pludselig mig selv i en ghetto i Ballerup, Måløv. Det var helt forfærdeligt. Jeg mistede den naturlige, daglige kontakt, der havde været til min far, men også til Eleonora og Selma. Bare sådan. Bom. Der var rigtig lang tid, hvor jeg ikke havde meget med de to kvinder at gøre, og den hverdag, hvor vi bare havde flettet os ind i hinanden, blev til to timer en søndag eftermiddag en sjælden gang imellem ved et kaffebord. Eleonora og Selma døde få år efter, jeg flyttede, med ret kort mellemrum. Desværre. I dag har jeg det stadig ekstremt svært med afsked. Det er det værste, jeg ved. Og dem er livet jo fuld af.

– I dag ser jeg en utrolig stor skønhed i den lidt rodede familiestruktur, som jeg er født ind i. Jeg vidste allerede som barn, at jeg ville have børn tidligt. Men også at det skulle være far, mor og børn på den rigtige måde.

Vendepunkt

– Da jeg var i 20’erne, blev jeg pludselig ramt af en ansigtslammelse. Den har formet mange ting i mit liv. Jeg var indlagt i tre uger og var tæt på at dø, da de på hospitalet kom til at give mig noget kontrastvæske, som jeg var så allergisk over for, at jeg svulmede op. Jeg kunne ligesom mærke, at kroppen var på vej et andet sted hen på en eller anden måde. Det var første gang, at den her lidt barfodede nordjyde, som bevidst opsøgte det, der var farligt, oplevede, at der er noget, der er helt afsindigt farligt, og det kan være, at vi skal herfra, før vi havde regnet med det. Lige inden jeg skulle hjem, sagde en læge, der havde kigget på mig nogle gange: ”Hvis jeg var dig, ville jeg ALDRIG få børn, for jeg tror, at det er en autoimmun sygdom, og en graviditet kan trigge det”. Mindre end et år senere var jeg gravid. Helt med vilje. For sådan skulle det ikke være. Et liv uden børn var ikke det liv, jeg ønskede. Og heldigvis lyttede jeg ikke til hende.

– At blive mor var selvfølgelig et vendepunkt, men også en meget naturlig forlængelse af det at være menneske i virkeligheden. Det var præcis lige så fantastisk, som jeg hele tiden havde vidst, det ville være. Og det har været alt fra at være gravid til at gå hjemme, som jeg gjorde med begge mine børn i næsten halvandet år. Det har været sådan nogle bobler af uforstyrret lykke. Jeg har virkelig nydt det. Der er nogle mennesker, der synes, det er kedeligt at være sammen med små børn. Sådan har jeg det slet ikke. Men jeg er også typen, der aldrig keder sig. Jeg keder mig kun, hvis jeg sidder ved siden af en virkelig kedelig person til en eller anden sammenkomst og skal trække den. Dét er kedeligt. Stort set alle andre tidspunkter keder jeg mig aldrig.

– Jeg havde jo forestillet mig, at det skulle være en helt almindelig familie som den, jeg havde drømt om som barn. Så det var forfærdeligt at blive skilt fra min datters far efter ni års forhold. På det tidspunkt var jeg dog blevet gammel nok til at forstå, at sådan er der næsten ikke nogen familier, der er, for det første, og at det for det andet er en dødssyg ambition, for man må jo leve det liv, der nu engang ligger for ens fødder.

Yderpunkter

– Der er to lige store sider i mig, som til tider har været et helvede at balancere. Jeg ved, jeg er stærk, men jeg ved også, jeg er superskrøbelig. Jeg er begge dele. Lige meget. Og det har taget mig mange, mange år at erkende, hvor frygtsomt et menneske jeg også er. På grund af det har jeg bare holdt mig fra større sammenhænge og fællesskaber, og jeg er sjældent til premierer. Jeg er heller ikke typen, der bare lige kan stille mig op og holde tale. Jeg GØR det, men det er med rystende knæ og dirrende stemme. Det er ikke noget, jeg skjuler. Det kan jeg heller ikke. Jeg er lidt ude i nogle yderpunkter her, for jeg har udsat mig selv for farefulde ting i stormvejr på molen, men samtidig turde jeg ikke være i en børnehave sammen med andre mennesker. Begge sider er til stede. Det er et parløb. I mit tilfælde.

– Jeg er også en meget genert type skuespiller. Det tog mig faktisk nogle måneder overhovedet at vende mig mod publikum, da jeg gik på skuespillerskolen. Jeg er slet ikke interesseret i opmærksomhed udover det arbejde, jeg laver. Min rolle er en maske. Og der er ingen tvivl om, at den generte og bange side af mig – den sociale angst – har fundet en måde at kunne tale uden at vise sig selv. Jeg kunne mærke den der befrielse, der var i faktisk at kunne agere anderledes ved at spille en anden, end jeg ville gøre i mit eget liv. Men det kan virke besynderligt, at jeg har valgt at blive skuespiller. Det må være behovet for at udtrykke sig alligevel, og det gør jeg så via andre.

Smertepunkt

– Jeg fik fjernet det ene bryst på grund af cancer lige før corona, så jeg har været igennem et mere eller mindre helvede, hvor jeg absolut ikke måtte blive smittet, mens jeg fik kemo. Det er en lortesygdom. Jeg tiltede selvfølgelig fuldstændig, da jeg fik beskeden. Og jeg er stadig i en form for granatchok over det. Fordi jeg altid har opfattet mig selv som stærk og vidste, jeg kunne stå der på molen uden at vælte af blæsten, troede jeg aldrig, det skulle ske for mig. Nu har jeg det sådan, ja hvorfor ikke mig, det sker jo for uhyggelig mange kvinder, desværre. Her de senere år har jeg helt klart haft et behov for at finde nogle svar og noget at give mig hen til. En måde at finde ind til min styrke igen eller min indre katedral om man vil, og den oplever jeg meget tydeligere, når jeg går ude i naturen med min hund end inde i kirkerummet.

– Jeg har jo været nødt til at rejse mig igen. Jeg har mine børn. Så jeg skal rejse mig. Jeg skal leve videre. Der går så mange tanker igennem hovedet, når man får den her diagnose. Og ligesom alle andre i samme situation har jeg tænkt, hvorfor mig? Hvad har jeg gjort? Har jeg røget for mange cigaretter? Er det al den bacon? Er det for meget vin? Har jeg motioneret for lidt? Spist alt for få grønsager? Løbet for lidt og for langsomt? Har jeg elsket for meget? Elsket for lidt? Kysset for meget? Eller for lidt? Alt muligt spørger du dig selv om. Og jeg er sådan et rimeligt standardmenneske, der lever fuldstændig almindeligt – jeg gør hverken det ene eller det andet overdrevet. Så det var svært for mig at forstå hvorfor helvede mig … hvorfor nu? Jeg så et interview med Bente Klarlund, der sagde, at hvis man ikke er ude i virkelig usund mad og 45 smøger og masser af vin om dagen, er det i de flestes tilfælde et sort uheld. Det læner jeg mig op ad. Det gør det ikke mindre frustrerende, og vi må aldrig stoppe med at prøve at finde svar og løsninger på den listige, uhyggelige sygdom.

– Jeg er erklæret cancerfri. For nu. Og er ved at få rekonstrueret mit bryst. Og så er det bare at tage et skridt ad gangen og sige: ”Fint, jeg er rask, det skal nok gå”. Uden at bæve og ryste. Men det er svært. Samtidig med at du forlader afdelingen, får du stukket en pjece i hånden med de symptomer, du skal holde øje med i forhold til spredning. Så kan man rigtig sidde der i sofaen og mærke efter. Samtidig med at ordet cancer nærmest flyver ud af lægens mund, er det, som om der samtidig flyver en stor rovfugl hen over dit hoved, der ligesom svæver der for altid. Kunsten er at lade være mere at gå og kigge op og tjekke hele tiden, hvor tæt den er på. Og det tager tid at lade være med at sidde og glo op hele tiden.

– Når man ser ind i sin egen dødelighed, er det også et spark i røven til at leve 120 procent – og lidt til – mens du er her. Jeg skal spise op, før jeg skal herfra. Jeg sagde det samme efter ansigtslammelsen, men det har nok mere været en ambitiøs fremadstræben efter at leve fuldt ud, mens jeg nu mere priser langsommeligheden i mine egne dage og egne ambitioner og sørger for at suge alt til mig i det, jeg står og er i. Tiden er kostbar.

Blødt punkt

– Jeg har et meget blødt punkt for folk, der rødmer. Den ærlige følelse, der ligger i det. Jeg kan huske den der følelse som barn, hvor du, inden du rødmer, kan mærke varmen. Den stiger. Du kan mærke, at den ligesom kribler op langs benene og hele vejen op mod maveskindet og halsen og booop …! Så kommer rødmen. Og den lader sig ikke skjule. Ligesom stort set alle andre følelser. Rødmen er bare så bundærlig. Den giver en indgang til mennesket, og den giver også en indgang til en følelse, vi alle sammen kender så ufatteligt godt. Det er vidunderligt. Du kan ikke løbe fra den. Det er lidt ligesom at være en kvinde i overgangsalderen. Når hedeturene kommer, så er der ikke noget at gøre.

– Jeg har altid haft hunde. Som det lidt kantede barn, jeg var, var hunde min umiddelbare følgesvend, og det har de altid været. Jeg boede i områder, hvor der ikke rigtigt var andre børn. Men så havde jeg min hund. Der er noget med hundes loyalitet, godtroenhed og stabilitet, som er fantastisk. Min hund, Dante, virker beroligende på mig. Og han får mig ud i naturen. Hvis jeg virkelig, virkelig er i dårligt humør, skal jeg bare møde en hundehvalp, så glemmer jeg alt om det.

Holdepunkt

– Mit holdepunkt er uden tvivl min familie. Det er også det eneste sted, jeg føler mig fuldkommen tryg. Jeg har lavet få ting i udlandet og har aldrig jagtet det. Men det kom ligesom i halen på ”Forbrydelsen” i tidernes morgen. Og det var sjovt at prøve. Men at sidde der på hotelværelset helt alene og være væk fra familien – altså mit holdepunkt – dur slet ikke. Der fandt jeg ud af, at den virkelig er mit holdepunkt i livet. Jeg kan kun være i vater, hvis jeg er i kontakt med min familie, min base, faktisk på mere eller mindre daglig basis. Det lader mig op og giver mig energi og fylder mig med konstant lykkefølelse og taknemmelighed. Det er jo igennem de mennesker, jeg trækker vejret. Det er jo der, jeg har min eksistens.

– Jeg mødte min mand et år efter min skilsmisse. På det tidspunkt arbejdede jeg på Aarhus Teater, og jeg var hjemme i København en weekend for at hente min datter, som jeg havde hver anden uge, hvor vi havde det herligt. Bare hende og mig. Jeg skulle hente hende om søndagen hos hendes far, og om lørdagen skulle jeg til fest. Eller jeg havde sagt, at jeg måske kom. Jeg havde spillet forestilling tidligere og taget toget til København, og da jeg så kom hjem og fik lagt mig på min seng, havde jeg det bare sådan, åh jeg vil hellere sove. Men så ringede to af mine veninder og spurgte: ”Hvor bliver du af?”. Og så tænkte jeg, okay, nu må du også hellere lade være med at være så skideasocial, kom så op, bare på med den røde læbestift og op på de høje hæle og så bare ud ad døren. Afsted. Og så stod han der. Jeg var slet ikke på udkig. At all. Det var jo kun et år siden, jeg var blevet skilt – jeg havde jo MIT på det tørre i virkeligheden. Jeg HAVDE en dejlig datter på fire år. Jeg havde ikke behov for nogen mand. Jeg havde ikke travlt med noget. Men den morgen, hvor vi forlod festen, satte vi os så nede på Enghave Plads under kastanjetræet og snakkede. På et tidspunkt tog han min hånd, og der kunne jeg bare mærke følelsen af at komme hjem. Det var virkelig en særlig følelse af, at de to hænder passer jo fuldkommen sammen. Det er mere end 20 år siden nu, og vi har stort set ikke været væk fra hinanden siden.

– Min eksmand og jeg – og ikke mindst vores nye partnere – har heldigvis været så voksne og rummelige, at vi er hinandens gode venner og familie nu. Når du bliver skilt, kan du jo vælge at gå ind ad den dør, hvor man prøver at bekæmpe hinanden, eller du kan sige okay det gik ikke, vi har begge fejl, det gider vi ikke snakke mere om, og nu har vi taget den her store beslutning, så nu handler det kun om EN ting, og det er barnet. Når du så gør det, begynder du også pludselig at kunne se på den anden med kærlighed igen, for så har du parkeret alt det andet, der var til stede, og lever et fremadrettet liv på en omsorgsfuld og kærlig måde. Det handler om god kommunikation. Og så handler det om så meget rummelighed fra de nye partnere, der er kommet ind i mit og min eksmands liv. Det kunne jo ikke være sådan, hvis ikke de også var sindssygt rummelige og kærlige. Vi holdt faktisk jul med hinanden sidste år under corona. Vi kender hinanden virkelig godt og holder mange fødselsdage og er altid med til hinandens arrangementer og nyder at være i hinandens selskab. Og ikke mindst vores datter er jo lykkelig, og vores drenge føler sig som halvbrødre. Så min familie er stor. Den har altid været stor. På den måde er jeg i virkeligheden taknemmelig for at have fået en opvækst med så forskellige familiekonstellationer.

– Livet er sjældent lineært og ligetil. Det er broget og fuld af bump og stejle kurver, og det er alt sammen vidunderligt. Noget af det, jeg håber, jeg kan give videre til mine børn, er, at de lærer at vise kærlighed til det, der ikke nødvendigvis er det oplagte. For måske bliver de også skilt og får delebørn, og måske kommer der nogle andre med fra et andet ægteskab osv. Men jeg håber, de får visheden om, at de alligevel kan holde jul sammen alle sammen og have det hyggeligt, hvis man kan finde ud af at være åben og respektere grænser.

Kritikpunkt

– Jeg kan ikke mærke min egen alder, jeg kan ikke forstå den heller – jeg kan godt se den, når jeg ser mig selv. Hold da kæft, der sker meget. Og når man har været syg, går det pludselig meget stærkt. Men alderen er stadig meget relativ for mig. Jeg kan ikke få fat i halen af det, og det interesserer mig i det hele taget ikke særligt meget. Kun når min alder bliver spejlet af den verden, jeg lever i. Det mest latterlige, man kan være i denne tid, er en kvinde over 50. Vi må gerne udskammes hæmningsløst. Mænd bliver bare sejere med alderen, mens studieværtinder skal væk fra skærmen, når de begynder at få en lille smule karakter i ansigtet. I min branche er der heller ikke mange historier om kvinder over 50, der skal fortælles. De kan få lov til at være vedhæng til mændenes – også gerne ældre mænds – historier. Eller mødre til nogle børn, som historien så handler om. Og jeg er så sindssygt træt af det. Både at se på det og være en del af det spil. Men det er et ansvar, vi alle sammen har. Og jeg synes, vi skal tale højt om det.

Vi skal vænne os til, at nyhedsværtinden sagtens kan have kalkunhals og masser af rynker. Hele vejen rundt er der nogen, der har et ansvar. Det er hele vejen rundt, når vi har med medier at gøre. Det er der, vi skal spejle os, og som det er nu, skal vi for guds skyld ikke spejle os i et levet liv. I hvert fald ikke en kvindes. Gerne en mands. Det eneste sted, det stadig er okay at diskriminere – og udskamme – er kvinders alder. Og det er i mediebilledet all over the place. Alle prøver at gøre noget ved det, men det sker altså ikke, hvis ikke der bliver ændret radikalt på måden, ting bliver besluttet på. Jeg tror, at den generation af unge, der kommer nu, kommer til at gøre verden bedre. De er så seje, og den måde, de er opdraget til at embrace forskelligheder både i køn og politisk, er outstanding.

Podcast: Når der bliver skrevet historie, er der meget at sige. Og i denne uge blev der skrevet historie. En historie på 60 dages fængsel til tidligere minister Inger Støjberg. En dom, der er skrevet og sagt meget om. Men alligevel er der ny viden at hente i de podcasts om dommen, som podcastredaktør Signe Vestergaard Bansø anbefaler i denne uge: