Det er på mange måder gået Eva Illum rigtig godt her i livet - hun er veluddannet, har haft gode job og har hus, mand, børn og børnebørn. Det er da også først et godt stykke inde i interviewet med Avisen Danmark, det andet for alvor kigger frem. Det dunkle. Pludselig er det som om denne 77-årige stolte, grønlandske kvinde bliver til en lille niårig pige med tårer løbende ned af kinderne. Et svigtet barn.

Men inden da tager hun og hendes mand Finn imod ved hovedøren til deres parcelhus i Odense, og inde i stuen er kaffen klar - oven i købet suppleret med klejner og brunkager. Eva Illum er én af seks overlevende grønlændere, som blev sat på et stort skib med kurs mod Danmark som lille. De var i alt 22 børn mellem 5 og 8 år, der blev plukket ud af deres familier den dag i maj 1951 for at sejle med kurs mod syd og mod en skæbne, som kom til at følge dem resten af livet.

Eksperimentbørn er de blevet kaldt, og i denne uge kom det frem, at de seks, der stadig lever, kræver en erstatning fra den danske stat på en kvart millioner kroner hver. Undskyldningen har de allerede fået for snart et år siden af statsminister Mette Frederiksen (S).

Eva var blandt de ældste, så hun kan godt huske, at der var en tid før verden blev vendt på hovedet.

- Jeg husker huset, som min oldefar havde bygget, og jeg husker meget årstiderne. Når fårene kom ned fra fjeldet om foråret, laksesæsonen om sommeren og bærplukningstiden sidst på sommeren. Vi børn var med til det hele. Vi kendte ikke til legetøj, vi legede i naturen, siger hun.

Eva Illum husker tydeligt den dag, hun skulle afsted fra havnen i Nuuk med M/S Disko mod Danmark. Det var lidt som et eventyr for Eva og hendes tvillingesøster Marie. Eller Rie, som hun blev kaldt.

- Jeg husker det som en spændende dag. Vi vidste jo ikke som otteårige noget om, hvad Danmark var, hvor langt væk Danmark lå, eller hvor længe vi skulle være væk. Og Rie og jeg havde jo hinanden, siger Eva Illum.

Oven i købet var hendes tante Hansine med på båden som ledsager for de 22 grønlandske børn.

- Hansine kom hjemme hos os, og det var hende, der havde motiveret min mor til, at vi skulle med. Min mor var alenemor med fire børn og havde nok at se til. Flere af de andre børn var forældreløse, men de kunne ikke finde børn nok, så vi to tvillinger kom med som de sidste.  siger Eva Illum.

En del af motivationen var også, at det var vigtigt at lære dansk, hvis man skulle klare sig godt karrieremæssigt i fremtiden.

Mens Eva og Rie sejler mod Danmark kigger vi lige på, hvad det egentlig var for en plan og et eksperiment, de - og 20 andre børn - var en del af. Planen var, at de skulle lære det danske sprog, danske manerer og et moderne samfund at kende, så de kunne komme tilbage til Grønland og være med til at løfte et naturfolk op til at blive et moderne "civiliseret" vestligt samfund.

Der har utvivlsomt været gode intentioner bag planen, og både Røde Kors og især Red Barnet var en del af eksperimentet, som både det danske og grønlandske styre stod bag.

Hjælpeorganisationerne søgte efter nogen at hjælpe og gerne nogle med danske interesser. Grønland var perfekt, for den store ø var præget af fattigdom, dårlige leve- og sundhedsforhold og et lavt uddannelsesniveau. Der var udbredt tuberkulose, som betød en meget høj dødelighed, og mange børn havde mistet enten en far eller en mor eller var helt forældreløse.

I dag ved vi, at fordanskningen af de grønlandske børn fejlede bravt med store sociale konsekvenser for de 22 børn. Deres ve og vel blev glemt, da hjælpeorganisationer, embedsfolk og politikere lagde planer.

Alt det aner Eva og Rie ikke noget om, mens de er på et eventyrligt og skelsættende togt over Atlanterhavet.

- Vi fik læst historier højt, vi havde sanglege og kokken var god ved os - vi fik dejlig mad. Men vi var også 22 vildbasser på et skib, og jeg forsvarede min søster. Hvis der var nogen, der var efter hende, så fik de tæsk af mig, siger Eva Illum.

- Jeg husker, at der også var nogle psykiatriske patienter med båden, som også skulle fragtes til Danmark. De var bag tremmer. De var tossede og psykotiske, og det var uhyggeligt men også lidt spændende. Vi var nogle, der listede os ned til dem, og jeg var én af dem, der godt turde, siger hun.

Mødet med landjorden og Danmark, da de omsider nåede Øresund og lå på en ankerplads tæt ved Kronborg, står stadig klart i Evas erindring:

- Jeg kan huske, at jeg kunne dufte træerne. Det var vi ikke vant til, siger hun.

Hun husker ikke så meget af den virak, der var med danskere, der tog imod på kajen. Eller de danske aviser, som svømmede over med overskrifter som ”Grønlænderbørn til Danmark”, ”Forældreløse grønlænderbørn til Danmark” og ”Forældreløse Grønlænderbørn får etårigt Ophold i Danmark”.

Og i Nationaltidende kunne man læse: ”Det er første gang, man foretager det eksperiment at overføre så små børn til Danmark, og resultatet imødeses med stor interesse, idet det muligvis kan danne Baggrund for et udvidet samarbejde på dette område. Man regner med, at det første hold grønlænderbørn kan danne en art kerne i de nye tosprogede skoler i Grønland.”

Det var andre ting, der optog Eva og de andre børn, da de oplevede en ny verdens frodighed, da de blev indlogeret på Fedgården ved Faxe Ladeplads.

- Det var i juni, og der var en have fyldt med blomstrende rhododendron i alle farver. Jeg havde aldrig set noget så smukt. Jeg var helt syg. Der var også blommetræer, og vi måtte klatre op i træerne og spise lige så mange, vi ville, så det gjorde vi. Jeg fik ondt i maven. Der var også kattekillinger - vi havde aldrig set katte før, siger Eva Illum.

Hun savnede også sin familie, og hun savnede at spise fisk, sæl eller hvalkød. Men der skete også så meget spændende. Det store chok kom først for alvor, da de 22 børn skulle fordeles hos 22 danske værtsfamilier.

- Min søster kom til Odense og jeg til Fredericia. Det var helt forfærdelig hårdt, da vi blev skilt fra hinanden, og vi græd. Jeg kom til en familie, hvor der var fire børn, der var meget ældre end mig, siger Eva Illum.

Nu kunne hun kun snakke dansk, hvis nogen skulle forstå hende, og hun gik i en dansk skole og lærte gode manerer både dér og hjemme hos sin nye familie:

- Jeg kan huske, at det var: "Eva! begge hænder på bordet", siger hun.

Eva Illum har ikke noget dårligt at sige om sine værtsforældre. Hun har haft kontakt med dem gennem livet. Men det var her, hendes grønlandske sprog forsvandt. Der var ingen, der forstod et ord af hendes grønlandske.

- Sproget forsvandt lidt efter lidt. Men værtsfamilierne gjorde det jo af et godt hjerte, siger hun.

Vi har allerede spiste godt af brunkagerne og klejnerne her i Eva Illums stue nu, hvor det begynder at blive følsomt:

Hvad savnede du, mens du var der?

- Det var jo ikke sådan, at jeg gik og savnede hele tiden, for der skete så mange nye ting, men min familie dukkede op i tankerne som savn. Jeg græd stille under dynen om aftenen.

- Jeg har altid undret mig over, at danskere siger: Hvorfor græder du? Du må ikke græde. Man må ikke græde i Danmark. Men det var min måde at vise mine følelser på, og det er det stadig, siger Eva Illum med tårer ned ad kinderne.

Græder man mere i Grønland?

-Ja. Det gør man i hvert fald i min familie. Vi er meget følsomme, siger hun.

Men det værste skete først, da Eva og de andre børn blev sejlet retur til Grønland efter næsten halvandet år i Danmark. Og tårerne begynder allerede hobe sig op i Evas øjne, mens hun får spørgsmålet:

Hvad skete der, da I sejlede ind til havnen i Nuuk og jeres familie stod og tog imod?

- Det var jo det bedste, der kunne ske. De stod dernede alle sammen. Mor, søskende, onkler og tanter og kusiner, og der var en stor dejlig modtagelse, og vi stod og krammede hinanden, siger hun med grødet stemme og fortsætter:

-  Vi troede jo, at nu skulle vi hjem, men så var der én, der prikkede på skulderen og pegede på en bus. Vi skal køre nu. Vi skulle på et børnehjem, der var bygget til os i Nuuk.

Vidste familien, at I ikke skulle hjem?

- Nej. Ingen vidste noget.

Og I strittede ikke imod?

- Vi gjorde bare, som der blev sagt. Man siger ikke danskerne imod, siger Eva Illum og tilføjer:

- Jeg skal lige finde noget at snyde næse med.

Eva og hendes søster Rie var bedre stillet end flere af de andre børn, for deres mor talte dansk. En anden har beskrevet situationen med disse ord: ”Da vi lagde ind i Julianehåb, stod min far på kajen og tog imod os. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han sagde en masse på grønlandsk, som jeg ikke forstod.”

Udtalelsen er anonymiseret men fremgår af "Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951", som blev udgivet i november 2020. En anden anonym oplevede det sådan her:

”Da jeg kom tilbage til Grønland, havde jeg glemt mit sprog. Jeg kunne ikke engang tale med min egen mor. Det var forfærdeligt, vi kunne ikke se hinanden og ikke tale sammen. Jeg blev forbudt at tale grønlandsk og var kun sammen med dansktalende, både i skolen og på børnehjemmet".

Da Eva sætter sig i sofaen igen med en papirserviet i hånden, fortæller hun om den hårdeste periode, hvor hun boede på et børnehjem i samme by som sin familie. De måtte bare ikke være sammen, som de ville.

- Der var arrangementer en sjælden gang imellem med kaffemik på børnehjemmet, hvor familien blev inviteret. Vi kunne også nogle gange få lov til at tage på en weekend hos familien, men ellers ikke. Og vi måtte kun tale dansk. De grønlandske børn mobbede os, og sagde: "I er grønlændere - hvorfor taler I ikke grønlandsk!"

Eva Illums erindringer bekræftes i den historiske udredning om hele forløbet, som blev offentliggjort i november 2020. Her hedder det blandt andet:

"Rammen var, at børnene ikke længere "hørte til" hos deres biologiske familie, at deres hjem nu var eller skulle være børnehjemmet, og at det var forstanderinderne, som regulerede egentlige besøg. Eksempelvis var det forstanderinden og en anden ansat, der repræsenterede forældrene, når børn spillede skolekomedie. Der blev samtidig lagt stor vægt på at fastholde forbindelsen til plejeforældrene - for de flestes vedkommende gennem brevene, for enkelte også ved længere ferieophold."

I dag har Eva det blandet med de ting fra barndommen, som hun haft held med at lægge bag sig. Men som aldrig helt forsvinder:

- Vi er mærket for livet. Set i det lys er 250.000 kroner jo nærmest en hån. Der er til en rejse til Grønland for hele familien, og så er den skid slået, siger Eva Illum og hentyder til det erstatningskrav hun og de øvrige overlevende har rejst over for den danske stat.

Eva Illum har tidligere udtalt, at hun hverken har brug for undskyldning eller erstatning.

- Jeg er da ligeglad med en undskyldning 70 år efter.  Jeg er i en alder nu, hvor penge ikke betyder ret meget. Jeg har ikke brug for dem. Men jeg har selvfølgelig børn og børnebørn, som kunne få glæde af dem, så det på den måde kan være et plaster.

Hun er nemlig ikke i tvivl om, at det, hun og 21 andre børn blev udsat for, har været et overgreb, og at det har præget deres liv.

- Det er svært at gå rundt med de følelser af savn og sorg. Jeg har været en af de heldige, men jeg lever da stadig med det.

Hvorfor tror du, at kun seks af jer er her endnu ?

- Jeg tror da, at den sorg og splittelse, vi har levet med, spiller ind. Det er hårdt at sige det, men nogle af dem har drukket sig ihjel, og nogle har begået selvmord, og jeg tror det hænger sammen, siger Eva Illum.

At hun har klaret sig bedre end de fleste af de 22 børn, tilskriver hun blandt andet, at hun har kunnet holde liv i både sin grønlandske og sin danske side. Ikke mindst på grund af hendes mand Finn Illum. De boede sammen i Godhavn i syv år, inden de flyttede tilbage til Danmark, og Finn Illum holder meget af Grønland og var i 28 år leder af Det Grønlandske Hus i Odense.

Det spiller også ind, at Eva og Ries mor kunne forstå og tale noget dansk, og at de ikke var så længe på børnehjemmet som nogle af de andre børn.

Evas tvillingesøster boede også i Danmark, indtil hun døde for få år siden efter sygdom.

Og Eva? Hun er stadig i tvivl om det med erstatningen overhovedet betyder noget.

- Det vigtigste er, at historien bliver kendt. De store embedsfolk har bare skaltet og valtet med os, og jeg har nogle gange følt, at jeg ikke var nogen, siger hun i telefonen efter at have gennemlæst den historie, der slutter her.

Jeg kan høre på hendes stemme, at tårerne løber igen.