Demens: Demens er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, men for overhovedet at blive udredt og få diagnosen skal man lige nu væbne sig med tålmodighed. Ventetiderne for at blive udredt for demens eksploderer nemlig rundt på landets 24 klinikker. Mange steder skal man vente i over et halvt år for at komme til undersøgelse, mens man andre steder risikerer at vente i op til et helt år.

Det bekymrer Alzheimerforeningen og direktør Nis Peter Nissen:

- Et gennemsnitligt demensforløb varer 8-12 år, inden man afgår ved døden. Dermed er det jo ikke mange år, man har til at blive udredt og komme i behandling. Og det plejer desværre at være sådan, at man ikke kommer for tidligt til lægen med symptomerne, siger han.

En udredning betyder, at sundhedspersonale undersøger sygdomshistorik og blandt andet laver forskellige hukommelsestests. Patienten kan også få lavet en EKG - en undersøgelse af hjerterytmen. Derudover tager lægen blodprøver og vurderer det, man kalder personens funktionsevne.

- Det er vigtigt at blive udredt hurtigt, først og fremmest fordi ens symptomer kan skyldes andre sygdomme, man hurtigt skal have gjort noget ved som eksempelvis en blodprop. For det andet øges risikoen for, at demenssygdommen udvikler sig hurtigere jo længere tid, du venter på behandling, siger Nis Peter Nissen.

Nis Peter Nissen forklarer, at eventuel stress og frustration ved at vente på udredning kan forværre sygdommen.

- Derudover skal man huske, at behandling også omfatter medicin, rådgivning, støtte til pårørende og aflastning, som man heller ikke kommer i gang med uden udredning, siger han.

Danske Regioner oplyser til avisen, at de offentlige demensklinikkers store pres skyldes eftervirkninger fra stadig udskudte operationer og behandlingsaftaler i forbindelse med sygeplejestrejken og corona.

Derudover er demensområdet delt op i tre specialer fordelt på neurologi, geriatri og psykiatri, og da de fleste demenspatienter skal ses af speciallæger i neurologi, hvor der er stor mangel på hænder, skubber det også en afklaring længere ud i fremtiden.

Oveni kommer, at Danske Regioner i oktober droppede samarbejdet med landets største private udbyder af demensudredning. Så selv om man har ret til en gratis udredning på et privathospital, hvis ventetiden hos det offentlige overskrider 30 dage, er den mulighed lige nu begrænset.

Et af de steder, hvor ventetiden hober sig op, er på Hukommelsesklinikken i Holstebro, hvor borgere lige nu kan risikere at vente i 46 uger, før de kommer til det første møde, der kan lede til en afklaring på, om de er demenspatienter.

Klinikkens ledende overlæge og neurolog Birgitte Forsom Sandal forklarer, at det grundlæggende handler om, at der er alt for mange patienter til alt for få hænder.

- Det er vigtigt, at patienterne udredes hurtigt, ligesom det også giver afklaring hos de pårørende, og derfor er det ulykkeligt, at ventetiden er så lang. Men selvom vi står over for en pukkel lige nu, bliver det kun værre i fremtiden. Befolkningen bliver ældre og ældre, og derfor bliver de også mere syge.

- Det rammer især på demensområdet, da op imod en tredjedel af befolkningen over 80 år vil udvikle demens, siger hun.

Hun påpeger, at regionerne har gjort meget med en fælles visitation, der samlet kan henvise borgerne videre til klinikker med kortere ventetid andre steder i landet, og at man via det tværsektorielle samarbejde med psykiatrien og geriatrien har fået bedre styr på, at patienter får den rette behandling i første omgang. Det løser bare ikke alt, siger Birgitte Forsom Sandal:

- Det er en krævende udredning, der tager tid, men igen handler det om kapacitet, som alle andre steder i sundhedsvæsenet lige nu. I vores fag har vi ikke nogen spændende maskiner, der kan gøre jobbet, det drejer sig om hænder, og det er både læger og sygeplejersker.

- Vi kan jo ikke sætte hele ungdomsårgangen til at løse problemet, så lige nu kalder situationen på, at man nok skal gøre tingene på en anden måde og prioritere anderledes, men det er en politisk beslutning, siger hun.

Overlægen understreger, at der tages hånd om akutte patienter så hurtigt som muligt, så de ikke venter i op til 46 uger på en udredning.

De lange ventetider betyder, at din lokale klinik kan være nødsaget til at pege på klinikker i en anden region. Danske Regioner oplyser eksempelvis, at patienter i Region Midtjylland i det regi allerede i denne uge er blevet orienteret af patientvejledere om, at de kan komme hurtigere til i Aalborg i Region Nordjylland.

Ifølge interesseorganisationen vælger borgerne dog ofte den afdeling, der ligger tættest på. Mens demenspatienter også ofte vælger klinikker, der ligger tæt på de pårørende og det netværk, som hjælper dem i hverdagen. Det bekræfter Nis Peter Nissen fra Alzheimerforeningen:

- Det er jo ikke særligt tillokkende, hvis du bor i Hjørring at få plads på en klinik i Nordsjælland. Et udredningsforløb er ikke bare et besøg, hvor du skal ind og ud med det samme, det er flere samtaler.

- Dernæst skal du også følges på tæt hold, hvis du bliver udredt med demens, og så er det uhensigtsmæssigt at køre på tværs af landet for at komme i behandling, siger direktøren.

Men hvis man nu alligevel orker at rejse fra syd mod nord eller fra øst til vest, gælder det om som patient eller pårørende at være på stikkerne. Det forklarer Anders Meiner Pedersen, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark og formand for Region Syddanmarks demensstyregruppe.

- Normalt er det sådan, at den klinik, patienten har fået en henvisning til, skal hjælpe med at henvise videre til en anden klinik, hvis den ikke kan love det første møde inden for 30 dage. Men regionerne er forpligtet til at vejlede patienten videre, hvis borgerne spørger til deres muligheder, siger han.

Anders Meiner Pedersen ved alt om, hvor svært det kan være at opfylde garantien på de 30 dage i samme region. For Region Syddanmark er den region, der er hårdest ramt med en ventetid på hele 69 uger i Fredericia, mens næste klinik i rækken har 37 ugers kø.

Den hurtigst mulige udredning kan dog allerede ønskes, når man i første omgang går til sin praktiserende læge med symptomer og mistanke om sygdom.

- Hvis man gerne vil til hurtigst muligt, er det bare med at benytte sig af det frie sygehusvalg og spørge lægen ind til ens muligheder. Det kræver, at man er opmærksom på de rettigheder og spørger til det, men heldigvis er der tit pårørende med, som kan hjælpe og guide, siger den lægefaglige direktør.

Anders Meiner Pedersen forsikrer, at regionen arbejder på højtryk for at genvinde sin kapacitet, så borgerne i syd atter kan udredes i deres egen region uden at skulle vente halve og hele år.

- Vi forsøger at lave aftaler med fagpersoner i klinikkerne om at lave pukkelafvikling med frivilligt ekstraarbejde til en særlig honorering. Men det er svært, for Dansk Sygeplejeråd er ikke interesseret i den ordning efter den nylige arbejdskonflikt, hvilket holder medlemmerne tilbage, siger den lægefaglige direktør.

I løbet af de seneste to uger har sygeplejersker i Region Midtjylland og Region Hovedstaden da også opsagt aftalen om de såkaldte FEA-vagter - frivilligt ekstraarbejde. Aftalerne gælder dog til udgangen af januar næste år.

Imidlertid er Anders Meiner Pedersen optimistisk. Modsat overlæge Birgitte Forsom Sandal fra Holstebro mener han ikke, at Region Syddanmark ser ind i et stærkt stigende antal henvisninger.

Den private leverandør Demensudredning Danmark har stået for lidt under hver tiende demensudredning. Det afbrudte samarbejde med Danske Regioner får direkte konsekvens for de 200-300 patienter, der lige nu er under udredning hos det private selskab. Mens mere end 3000, som allerede er udredt, også bliver ramt. De vil alle blive kontaktet af deres region.

COP26: Når Danmarks Klima-, Energi og Forsyningsminister Dan Jørgensen (S) drager mod COP26 i Glasgow søndag, er det med et særligt mandat i rygsækken. Det britiske formandskab har nemlig bedt Dan Jørgensen, sammen med hans ministerkollega fra Granada, Simon Stiell, om at presse på for at de største CO2-udledere globalt skal fremlægge mere ambitiøse klimaplaner end de hidtil har gjort.

Men hvordan kan en minister fra lilleput-landet Danmark egentlig gøre det, og hvad berettiger os til at bede andre om at gøre noget ved klimakrisen? Når alt kommer til alt, er en danskers CO2-aftryk faktisk langt større end størstedelen af befolkningen på Jorden.

Dan Jørgensen, du har fået tildelt den her særlige rolle, hvor du skal presse verdens lande til at komme med mere ambitiøse planer for, hvordan de vil reducere deres CO2-udledning nok til at vi kan "holde liv" i Parisaftalen og ambitionen om at begrænse den globale opvarmning med 1,5 grader sammenlignet med præ-industrielt niveau. Men lige nu er vi på vej mod en stigning på 2,7 grader. Hvordan vil du gribe det an?

- På den ene side er vi nødt til at anerkende de fremskridt, der rent faktisk sker. For ellers tror jeg, at der vil sprede sig en apati i samarbejdet, og så tror jeg ikke vi har særlig gode muligheder for at få de lande ombord, som endnu ikke er ombord. Hvis selv lande, der melder ret ambitiøse ting ind, ikke bliver anerkendt, tror jeg det er et problem.

- Og der er faktisk sket ret store fremskridt. Efter COP25 i Madrid stod vi til, at temperaturen skulle stige 3,2 grader, nu er det faldet til 2,7 grader. Så der er en række lande, der har opjusteret deres mål ganske betragteligt. Heriblandt EU og USA. Det skal vi huske at anerkende, og det er også noget af det, der trods alt kan give noget håb.

- På den anden side har nogle lande ikke har budt ind endnu, selvom de burde byde ind, og helst skulle gøre det på højt niveau. Det skyldes, at de har nogle modkrav. De vil have, at der skal flere penge på bordet for eksempel.

- Derfor er en af mine vigtigste opgaver også at være med til at sikre, at når vi er færdige med COP’en, hvis vi så lander på en temperaturstigning, der er højere end halvanden grad - det er jo desværre ganske sandsynligt - hvordan får vi så lukket hullet efterfølgende? Der skal være en mekanisme, der kan fylde det hul, så vi ikke skal vente 10 eller 15 år på, at det bliver fyldt.

Både du og Mette Frederiksen har sagt, at I oplever, at man nu internationalt erkender, at der er et problem. Men gjorde man ikke også det, da man underskrev Paris-aftalen, for ellers havde landene vel ikke underskrevet den?

- Paris-aftalen var et stort skridt fremad, og sammen med Kyoto-protokollen det vigtigste, der er blevet besluttet om klima på internationalt niveau. Men i årene efter Paris og frem til nu har der ikke været nok anerkendelse af, hvor stort et problem, det er. Efter Paris har der blandt andet været lande, der har taget diskussionen op: Skal det være 1,5 eller 2 grader?

- Men jeg syntes, der er et momentum nu. Et tydeligt eksempel er USA, der nu ikke bare er tilbage i Paris-aftalen, men er i førersædet.

Et andet land, der skaber momentum, er Indien. Præsident Modi leverede en plan om Indiens vej til klimaneutralitet i 2070 til COP’en i denne uge. Men de kommer også med et modkrav på mindst 1000 milliarder dollars i klimabestand fra de rigeste til de fattigste lande. Det er 10 gange så meget, som man reelt har lovet at give i dag, og som man ikke kan lykkes med at levere. Kan du se det ske?

- Det er enormt glædeligt, at Indien har meldt sig på banen. En af deres målsætninger er, at de vil lave 500 GW vedvarende energi inden 2030. Til sammenligning har vi 1,7 GW havvind i Danmark, så det er altså virkelig vigtigt. På trods af at deres målsætning om først at blive neutrale i 2070 ikke er så ambitiøs som Danmarks eller Europas, så står de også med nogle helt andre udfordringer, som at flere hundrede millioner mennesker skal løftes op over fattigdomsgrænsen.

- Og det er i den kontekst, finansieringen skal ses. Som Modi også har været ude at sige; lige nu diskuterer vi de 100 milliarder. Men det er først og fremmest vigtigt, fordi det handler om tillid i forhandlingerne: Det er nogle penge, der er blevet lovet, men ikke kommet. Men vi ved også godt, at 100 milliarder dollars forslår som en skrædder i helvede. Der skal meget mere til.

Hvordan foregår selve forhandlingerne? Mudderkastning, krav om milliarder og uenighed fylder jo meget i medierne - oplever du også stor splid?

- Helt konkret foregår meget bilateralt mellem ministre, som oftest på Teams eller Skype eller noget i den stil. Og der er en helt anden stemning, end der er i offentligheden. Det kender vi også fra det danske Folketing: Der kan godt være partier, der står på TV2 News eller i spalterne i din avis og råber i overført betydning, men når vi sidder ved forhandlingsbordet, er stemningen anderledes og faktisk meget pragmatisk. Sådan er det også her, fordi ministrene faktisk gerne vil finde løsninger.

- Selv nogle af de lande, der i offentligheden betragtes som "problembørn", oplever jeg som pragmatiske. Men der er selvfølgelig også et ønske om, at de får nogle af deres krav mødt.

Ofte starter COP’s og andre klimaforhandlinger med høje håb og ambitioner men ender i nogle udvandede tekster. Det må være frustrerende at være en del af sådan en udvanding, når man brænder for at få løst klimakrisen?

- Jo, det er frustrerende, også når man er en utålmodig sjæl. For på den ene side kan vi bare se, at de forfærdelige klimaforandringer rykker tættere og tættere på, og nogle steder er de her allerede. På den anden side har jeg oplevet større fremgang de seneste to år end nogensinde tidligere, og der er et momentum lige nu. Vi er kommet langt i den rigtige retning. Det er ikke nok, der skal meget mere til og det skal gå stærkt, men vi er på vej.

Du og regeringen fremhæver ofte Danmark som et grønt foregangsland, og at vi har høje ambitioner på området, er de fleste enige om. Men en ting er ambitioner, en anden ting er planer og handling. Selv efter at du og regeringen her i efteråret har fremlagt en grøn køreplan for Danmark, lyder kritikken, at der mangler konkrete planer og handling. Er vi egentlig så grønne, som du siger til verden, at vi er?

- Hvis der er nogen, der tror, at jeg kan narre Præsident Modi eller FN’s generalsekretær, så undervurderer man verdens statsledere. De ved 100 procent, hvad vi gør og ikke gør. Det, de ser, er et land som på en god dag får mere end 100 procent af vores strøm fra vind, og alligevel har vi besluttet at udbygge vores havvind, så vi kan producere fire gange så meget energi fra vind inden 2030.

- Vi har på det seneste lavet mange store, endda historiske, aftaler på klimaområdet. Vi har lavet rigtig politik på, hvordan vi skal nå halvdelen af de mål, vi har for 2030. Og den anden halvdel har vi nu også en plan for. Jeg har bidt mærke i, at nogle har kritiseret, at det "bare" er en plan. Men helt ind til dagen inden, vi fremlagde Den Grønne Køreplan, var den største kritik: Hvorfor fremlægger I ikke en plan?

Jeg har talt med Caroline Mahler Lundsteen på 16 år, der tager bussen til Glasgow for at råbe politikere som dig op. Hun er oprigtigt bekymret for klimaet som mange andre unge. Har de bekymrede unge fyldt noget i din politik og retorik?

- Jeg vil tillade mig at sige, at modsat mange andre politikere på min alder, der beskæftiger sig med klima i dag, har jeg faktisk været i hendes sko. Da jeg var 16 år, var jeg også interesseret i klima, men det var der ikke så mange, der var dengang. Der var ikke demonstrationer dengang, med havde der været, havde jeg helt sikkert været med. Så jeg forstår hende godt og har stor sympati med sagen.

- Jeg syntes, man skal have sympati for unge mennesker, og forstå, hvorfor det kan virke hårdere for dem, for det er faktisk deres fremtid, vi taler om. Det, syntes jeg, man skal have med i sin retorik, men først og fremmest med i sine handlinger.

Caroline Mahler Lundsteen vil også gerne stille dig et spørgsmål gennem mig. Hun vil gerne vide, om du syntes, det er rimeligt, at Danmark er et grønt foregangsland, når vi placerer os på en fjerdeplads over de mest CO2-udledende lande, når man måler udledning per person?

- Det er korrekt, at hvis man ser på forbrug, er vi et land, der ligger højt på listen over udledning. Vi er et rigt land, og derfor også et land, der forbruger meget. Og ser man på det, kunne vi helt sikkert godt gøre meget både politisk og som forbrugere.

- Netop forbrug er nemlig meget op til os individuelt. Vil man spise mindre kød? Det er ikke noget, vi kommer til at lovgive om, vi kommer ikke til at sige: "Kun en bøf om ugen," men det kan man jo så selv gøre. Man kan gøre en stor forskel med de valg, man tager individuelt.

- Og så er der den anden side af mønten. Danmark gør også en kæmpestor forskel ude i verden. Vi har 19 bilaterale samarbejder. Vi har hjulpet lande som Vietnam, Indien, Kina og endda Skotland med at komme videre med deres grønne omstilling. Det er en af grundene til, at jeg virkelig kan kigge alle unge mennesker i øjnene og sige: Vi er et grønt foregangsland.

Så man kan godt være en af de største udledere af drivhusgas og stadig være et grønt foregangsland?

- Ja, det kan man sagtens. Jeg vil sige det sådan her: Det må i sagens natur være de rigeste lande, der skal være grønne foregangslande, og det er også dem, der har det største forbrug. Vi kan ikke forlange, at de fattigste lande skal være foregangslande, for der skal være råd til at forske og føre an i den grønne omlægning.

I over 50 år har sparebøssen Pondus, inspireret af en kongepingvin fra Københavns Zoo, været Danske Banks adgang til børneværelserne og lange, loyale kundeforhold med den jævne dansker.

Som Danmarks absolut mægtigste finansielle virksomhed er Danske Bank stadig en vigtig institution i hundredtusinder af danskeres privatøkonomi, men sådan behøver det ikke at fortsætte. Alt er i spil i finansverdenen, og man kan spørge, om tiden er løbet fra Danske Bank som en bank for alle.

Alle banker bøvler med, om de kan tjene penge nok på privatkunder i et miljø, hvor renterne ligger tæt på nul procent, og hvor folk hellere vil spare op i stedet for at optage lån for at udleve deres drømme om biler, rejser, boligforbedringer og livets store fester.

Men særligt Danske Bank er interessant at følge, fordi forholdet til privatkunderne er så usædvanligt dårligt. Bankens imageproblemer ser ikke ud til at blive løst foreløbigt, for der dukker hele tiden nye sager op, der gør det værre.

Hvidvaskskandalen har alle hørt om, og den forargede mange privatkunder, selvom den ikke handlede om deres kundeforhold. Men andre skandaler - tættere på kundernes egne penge - bliver ved med at dukke op i forstærket form.

I onsdags gik en sag om inkassosager op i et nyt gear, da banken suspenderede gældsinddrivelsen for alle sine inkassokunder, mens man skaber et overblik over nye fejl. Men allerede nu kunne banken forberede sig på at betale over 50 millioner kroner tilbage til 7.800 kunder, der med sikkerhed havde tabt penge på bankens fejl.

Det er ærgerlige penge, men overstiges helt sikkert af bankens omkostninger til at grave rundt i sine gamle it-systemer for at få overblik over sagernes omfang - samt de imageproblemer, der følger med.

Men hvorfor har Danske Bank overhovedet så mange privatkunder, der blot har en Nemkonto til lønnen, pensionen eller kontanthjælpen foruden nogle få andre bankprodukter? Var det ikke lettere at droppe småsparerne, som er svære at tjene penge på, og som sommetider endda ender som dårlige betalere i inkassoafdelingen?

I sidste uge offentliggjorde banken sit regnskab for tredje kvartal, og det var alarmerende læsning for aktionærerne.

Danske Banks topchef, Carsten Egeriis, måtte sande, at banken ikke kan nå de mål om overskud i 2023, som blev lovet af hans forgænger, hollænderen Chris Vogelzang (denne måtte uheldigvis forlade banken i april, efter at være blevet sigtet for hvidvask i en sag tilbage fra hans fortid som bankchef i Holland).

Nedjusteringen fra Egeriis fokuserede på den lange bane og var ikke specielt stor, men den drænede åbenlyst aktionærernes tillid til Danske Bank. Aktien faldt med seks procent svarende til et værditab på flere milliarder kroner, og tabet er i dag - en uge senere - langt fra opvejet.

Topledelsen måtte bittert erkende, at privatkundeforretningen i Danmark er i krise. Det hedder "væsentlige udfordringer" på banksprog. Markedsandelen er faldet til under 25 procent, og det er det laveste niveau i 20 år. Banken erkender ”image-udfordringer særligt blandt privatkunderne i Danmark”.

Anderledes ser det ud på erhvervsmarkedet, hvor Danske Bank har en solid position blandt de allerstørste virksomheder, der har brug for masser af rådgivning og rå kapital. Her kan Danske Bank sagtens være med.

Så hvad med privatkunderne? Et godt bud er, at de mindst attraktive privatkunder snart udfases af Danske Banks kerneforretning. De bliver ikke smidt fysisk ud, men vil opleve flere gebyrer, dårligere renter og stadigt større krav om at betjene sig selv med digitale løsninger. Med andre ord: De vil med fordel kunne se sig om efter en anden bank. Der er masser at vælge imellem.

Men Danske Bank kan ikke holde til at blive en ren erhvervsbank, så det næste bud er, at Danske Bank vil fokusere på de gode privatkunder. Dem med hus og sommerhus, to biler, pensionsopsparinger og et anseeligt beløb, der skal investeres.

Engang krævede det 5-10 millioner kroner på kontoen at være blandt de mest attraktive kunder, der blev betjent af den eksklusive private banking-afdeling. I dag er grænsen i mange banker blot to millioner kroner, herunder Danske Bank, og her forkæles kunderne med personlig service, fordelagtige kreditkort, Tivoli-billetter og andre goder.

Det er en guldgrube for bankerne, og her er kunderne mindre optagede af imageproblemer, der ikke handler om deres egne penge.

Den grå november er afklaringernes og mindernes måned i Tyskland. Man mindes de døde på Totensonntag, og man mindes Murens fald i 1989 og Krystalnatten i 1938, hvor nazisternes massive jødeforfølgelser blev indledt. Man ser frem til slutningen på en lang trist måned, der heldigvis slutter med åbningen af de hyggelige julemarkeder, som tyskerne er verdensmestre i at arrangere.

Politisk står november i år i afklaringens tegn. Tre partier, socialdemokraterne i SPD, De Grønne og det liberale FDP, har nedsat ikke færre end 22 arbejdsgrupper, som skal finde frem til et fælles regeringsgrundlag, der skal fremlægges senest 6. december. De konservative søsterpartier CDU og CSU slikker sårene efter valgnederlaget i september, og CDU lægger nu op til, at medlemmerne skal vælge en ny formand i januar.

Midt i al denne grå november-alvor er det rart med lidt kulørt underholdning. Den vil tisseprinsen ganske sikkert levere, når han 25. november mødes med sin søn ved retten i Hannover til en såkaldt mundtlig forhandling.

Tisseprinsen - på tysk Pinkelprinz – skrev sig for alvor ind i historien, da han i en af sine mange branderter tissede bag den tyrkiske pavillon ved verdensudstillingen i Hannover i 2000 og blev indfanget af en paparazzo-fotograf. Han fik straks tilnavnet Tisseprinsen, og det er da også lidt nemmere at kalde ham det end hans, undskyld udtrykket, fulde navn, som er, hold lige på hat og briller: Ernst August Albert Paul Otto Rupprecht Oskar Berthold Friedrich-Ferdinand Christian-Ludwig Prinz von Hannover Herzog zu Braunschweig und Lüneburg Königlicher Prinz von Großbritannien und Irland.

Som titlen mere end antyder, har den 67-årige prins aner i det britiske kongehus og en del af en af de ældste adelsslægter i Europa. Han lever fuldt og helt op til de skandaler, der gennem årene også har hjemsøgt den britiske gren af familien.

Ernst August, som vi af pladsmæssige hensyn herefter hovedsageligt vil kalde ham, er også kendt som ægtemand til prinsesse Caroline af Monaco, der i sandhed også har levet et kulørt liv.

Prinsen trækker sin 38-årige søn med det ultrakorte adelsnavn Filius Ernst August Erbprinz von Hannover i retten, fordi han som slægtens overhoved vil have ejerskabet af familiens slot Marienburg, nabogodset Calenberg og Fürstenhaus i Hannover-Herrenhausen tilbage på grund af ”grov utaknemlighed” fra sønnens side. Han mener, at sønnen har ”beriget sig uretmæssigt” og dermed bortfalder det forretningsgrundlag, overdragelsen i sin tid var betinget af.

Marienburg er et populært turistmål, og der holdes mange familiefester – især bryllupper - på slottet, der ligger i romantiske omgivelser i Niedersachsen, men som forretning er den ingen guldgrube. Og Ernst August kan ikke fremstå som noget familiemæssigt forbillede. Han har ud over en nærmest uudslukkelig tørst efter alkohol flere forliste forhold bag sig. Sønnen, som han nu mødes med i retten, blev født i ægteskabet med Chantal Hochuli, som han blev skilt fra grund af sit utroskab.

Han har en datter med prinsesse Caroline, bor i dag i Østrig og kan se tilbage på noget af et generalieblad i den kulørte presse. Især boulevardavisen Bild elsker at mæske sig i hans eskapader. Og der er nok at tage af.

Pinkelprinz blev kaldt Prügelprinz, da han pryglede en kameramand og en fotograf på sit gods. Det kostede ham 60.000 kroner i erstatning. I 2004 blev han idømt en bøde på 445.000 euro (i omegnen af 3,34 millioner kroner) for at have slået en tysk hoteldirektør i Kenya til lirekassemand.

I 2015 blev han i Østrig indlagt på en psykiatrisk afdeling med mistanke om et muligt selvmordsforsøg, da han først tilkaldte og siden angreb politiet, fordi han angiveligt havde fået stjålet et strygestål.

I 2020 havde politiet fat i ham for sådan cirka 117. gang for voldstrusler mod et ægtepar og for hærværk. Han fik en betinget fængselsdom på 10 måneder og forbud mod at opholde sig i sin bolig i Østrig.

Vi venter, mens novembertågen letter, spændt på næste kapitel i den groteske og underholdende saga om Ernst August alias tisseprinsens skandaløse liv.