Forurening: Hos regeringens støttepartier er tålmodigheden ved at slippe op med Forsvarets "dårlige undskyldninger".

Avisen Danmark og Radio4 kunne mandag fortælle, at mens det danske Forsvar endnu intet har gjort for at rense op efter PFAS-forureninger ved jyske flyvestationer, har det norske Forsvar i årevis renset for de samme giftstoffer på deres militære flyvestationer.

Det får nu Enhedslisten, Radikale Venstre og SF til at rette kritik af Forsvarets håndtering, og partierne kræver nu, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) forholder sig til sagen.

- Det virker besynderligt, at man siger, at man ikke har teknologien, når man i Norge har gjort det i ni år. Det virker helt ærligt som dårlige undskyldninger, siger SF`s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen.

- Det er et udtryk for den arrogance, som vi har været vidende til i flere år efterhånden i Forsvaret, hvad angår deres ansvar med at behandle deres ting og arealer, som det forventes af os andre, siger hun med henvisning til tidligere skandalesager hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

SF har kaldt forsvarsministeren i samråd om sagen, efter Avisen Danmark og Radio4 i sidste uge kunne fortælle, at forsvaret trods flere års kendskab til forureningernes ikke har forsøgt at bremse dem. De norske erfaringer gør sagen endnu mere alvorlig, mener hun.

- Hvis nordmændene kan finde ud af det, så kan vi altså også. Forsvaret bør rydde op efter sig selv. Ikke flere dårlige undskyldninger.

Forsvarsordfører hos Enhedslisten Eva Flyvholm er også skeptisk over for forklaringerne fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Det kan ikke passe, at der absolut intet er at gøre. Det giver jo ingen mening, selvfølgelig er der noget at gøre. Det helt centrale er jo at fjerne det jord, som er forurenet. Vi er nødt til at få sat det her i gang i Danmark, som de har gjort i Norge, siger hun.

Eva Flyvholm ser det som et ”kæmpe problem”, at Forsvaret ikke satte i gang, da man blev bekendt med omfanget af forureningerne.

- Selvfølgelig har forsvarsministeren et ansvar, når det er Forsvarets arealer. Og det er faktisk også mit indtryk, at det er en sag, som de er interesseret i at få løst. Men det betyder også, at de bliver nødt til at lægge en politisk linje, hvor det her bliver prioriteret, og det skal gå stærkt. Det i er den grad en sag, som regeringen må tage ansvar for, fortæller Eva Flyvholm.

Forsvarsordfører i Radikale Venstre, Martin Lidegaard, synes, at oplysningerne giver "stof til eftertanke". Derfor mener han også, at man i næste forsvarsforlig bør adressere problemerne med Forsvarets forureninger.

- Jeg vil bede forsvarsministeren om at undersøge, om vi ikke skulle overveje en norsk tilgang. Der er åbenlyst nok at tage fat på, og jeg forstår heller ikke, at vi ikke er kommet i gang med det her tidligere, siger Martin Lidegaard.

Hos oppositionspartierne Venstre og Konservative får Forsvarets indsats heller ikke meget ros.

Forsvarsordfører hos Konservative Niels Flemming Hansen finder det mærkværdigt, at hvad der har kunnet lade sig gøre i Norge tilsyneladende ikke har været muligt i Danmark.

- I stedet har man i Danmark bare sendt aben videre. Det gør mig vred, at Forsvaret ikke tager ansvar for deres egne arealer, siger han.

Christoffer Melson, vikarierende forsvarsordfører for Venstre, vil bruge oplysningerne fra Norge til at presse forsvarsministeren til en forklaring på Forsvarets gøren og laden på dette punkt.

- Det her bliver mere og mere underligt. Forsvaret har kendt til forureningerne i mange år, men ikke gjort noget. Nu finder vi så ud af, at der er løsninger derude, som andre lande og private virksomheder har taget i brug i mange år. Der er nu endnu mere brug for, vi får fat i ministeren og får at vide, hvad der er op og ned. Der er sendt et signal meget bredt fra både os og andre partier om, at vi skal i gang med det her, fortæller Christoffer Melson og uddyber:

- Det er pinligt for staten, synes jeg. Hvis der skal findes penge, vil vi meget gerne være med til at snakke om det. Mystikken breder sig om, hvorfor der ingen reaktion er. Det må være underligt for borgerne at se, at et land, vi normalt sammenligner os med, i mange år har lavet oprensning og afværge, mens man tilsyneladende lader stå til i Forsvaret, siger han.

Det har ikke være muligt at få et interview med forsvarsminister Trine Bramsen (S).

KV21: Du har gloet på dem i en god uges tid nu. Eller, man kan også sige, at de har nedstirret dig i en god uges tid nu. Overalt - i lygtepæle og træer - hænger de skønmalede portrætfotoer med de velmenende smil og kæmper for din opmærksomhed. “Stem på mig,” lokker de, men ligner alle sammen hinanden. Ligeså forudsigelige som selfiebillederne, de selvsamme politikere oversvømmer de sociale medier med.

Hvis du ikke ligefrem bliver inspireret af politikernes papskilte, er det ikke fordi, der er noget i vejen med dig. Det er valgplakaternes skyld. Vi lever nemlig i en sjældent kedelig plakatmæssig tidsalder.

- I guldalderen fra 1900 til 1960’erne blev de lavet af kunstnere. I dag bliver de masseproduceret af reklamebureauerne, og jeg synes, at de har mistet en masse sjæl, siger Elsebeth Aasted Schanz, der er museumsinspektør på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.

De kandidater til kommunalvalget, der forsøger at krydre deres valgplakat med et sjovt slogan, en fjollet udklædning eller slet intet tøj på overhovedet er faktisk dem, der holder traditionerne i hævd.

- Alt hvad der er humorfyldt, anderledes eller kunstnerisk peger tilbage på rødderne. Valgplakater var oprindeligt fantasifulde. Nu må man sige, at de er meget ensformige, siger Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet og har en stor personlig samling af historiske valgplakater.

Men hvordan så de så ud, dengang mormor var barn? Og hvordan endte vi med tusindvis af kloner med tandpastasmil i bybilledet?

Avisen Danmark giver dig biografien, du ikke vidste, du havde brug for: Portrættet af valgplakaten.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor, hvornår og af hvem valgplakaten blev født, men vi kan finde både amerikanske og franske årer i stamtræet. Allerede for et par hundrede år siden - i 1820’erne og 1830’erne - var portrætter en del af valgkampen i USA, fortæller Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum.

I europæisk sammenhæng var det især med kunstneren Henri de Toulouse-Lautrec’ politiske plakater i Paris’ gader (1864-1901), at valgplakaten fik sit gennembrud.

- Det var kunstnere og satirikere, der lavede plakaterne, og de lagde deres hjerteblod i det, forklarer Elsebeth Aasted Schanz.

Politikerne opdagede hurtigt, hvor effektive plakaterne kunne være. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde det den eneste form for massekommunikation, og den blev flittigt brugt til både krig og propaganda. I fokus var sjældent kandidaterne, men vælgerne. Fabriksarbejderen, bonden og de unge soldater var hovedrolleindehaverne, og opmærksomheden blev fanget på samme måde, som det sker på sociale medier i dag: gør beskueren vred, forarget eller ked af det.

- Gode valgplakater er som en projektil, der rammer dig lige i hjertet, så du enten bliver meget vred eller ked af det, siger Elsebeth Aasted Schanz og bladrer op i bogen “Valget er dit! den danske valgplakat i 100 år”, som hun var medforfatter på i 2015.

Hun viser mig en socialdemokratisk plakat fra 1928. På billedet ser man tegningen af en døende mand i militæruniform, der bliver holdt oppe af sin unge kone og sine to små børn. Det røde blod, der løber fra hans bryst, er det eneste farvelagte i billedet. Resten er gråt. “Krig! Krig! Er Slægternes Undergang. Stem for afrustning. Stem Socialdemokratisk!”, står der på plakaten.

Elsebeth Aasted Schanz bladrer videre i bogen, der er så propfyldt med patosfyldte plakater, at man næsten ikke ved, om man skal grine eller ryste på hovedet. I forbindelse med krakket på New Yorks børs i 1929 har Konservative fået lavet en tegning, hvor en Egon Olsen-lignende figur klamrer sig til en flagstang med Dannebrog midt ude på åbent hav. Trækasser med told bliver kylet i retning af den stakkels mand, som er ved at drukne - ikke i vandet, men i udenlandske varer. “Skal Danmark være en losseplads for udenlandske varer? Stem Konservativt,” står der på plakaten.

Selvom det i dag virker overdrevet, var fortidens plakater langt mere raffinerede og gennemtænkte end i dag. Det siger plakatbogens anden medforfatter, Peter Nedergaard i et telefoninterview.

- De gamle plakater er rige på faktuelle oplysninger og klare politiske budskaber, siger han.

De er mere gennemtænkte og veludførte, mener Peter Nedergaard, end et kamera, der er presset helt op i fjæset på en politiker.

Første gang vi så et fjæs på en dansk valgplakat var det skaldet, langskægget og bebrillet. Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet blev i 1935 det første ansigt på et parti, og “Stauning eller kaos”-plakaten virkede. Socialdemokratiet fik det bedste valg nogensinde med en tilslutning på 46,1 procent.

Inspirationskilden var i øvrigt en simpel valgplakat fra Tyskland, der var blevet skabt tre år forinden, i 1932, og viste en mand med et lille overskæg og en sort baggrund omkring ham. “Hitler”, stod der på den.

Alt dette foregår i det, som Elsebeth Aasted Schanz og Peter Nedergaard kalder for “valgplakatens guldalder” - perioden fra 1900 til 1960. Men i de glade 60’erre begyndte det at gå ned ad bakke for æstetikken. Og det var der to grunde til.

- Produktionen overgår fra kunstnerne og deres stenblokke og litografier til reklamebureauerne og deres kameraer og samlebånd. Og så kommer der et nyt billedmedie og sætter dagsordenen, forklarer Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum

Hun taler naturligvis om fjernsynet.

Indtil flimmerkassens indtog havde valgplakaten monopol på at fremstillede billeder inde i hovedet på vælgerne. Men fra 1960’erne og 70’erne blev markedsføringen af politikeren plakatens opgave - mens fjernsynet i stigende grad satte satte billeder og ord på den politiske debat.

- Herfra bliver et portræt af en kandidat eller et billede af et partibogstav det dominerende, siger Peter Nedergaard, der ikke lægger skjul på, at han finder udviklingen kedelig.

Problemet er ikke kun, at de er ensformige. De er også blottet for politiske visioner, mener Nedergaard.

Det samme siger Elsebeth Aasted Schanz.

- Men vi ved, at de virker. Ellers ville der ikke blive brugt så mange ressourcer på dem. I dag er der flere valgplakater end nogensinde før. Men når valget er slut, er der så nogle af nutidens plakater, som man vil huske? Det tror jeg ikke.

Her følger Avisen Danmarks bud på fem plakater, der har skilt sig bare en anelse ud fra mængden i den verserende kommunalvalgskamp. Vi har spurgt hver kandidat: Hvad gjorde du dig af tanker vedrørende din plakat?

COP26 er blevet kaldt det vigtigste klimatopmøde siden COP21, hvor den historiske Paris-aftale blev underskrevet.

Det er mødet, hvor verdens lande endelig skal gå fra ord til handling. Politikerne skal nu bevise, at de tør og kan sætte nok ind til, at den globale gennemsnitstemperatur kan holdes på helst 1,5 og højest to graders stigning som lovet i Paris-aftalen.

Men allerede på første dag er det som om, at luften langsomt siver ud af ballonen, der ellers gerne skulle være fyldt med lysegrønt håb.

Nedturen startede egentlig for et par uger siden, da Kinas præsident, Xi Jinping, meldte fra til at møde fysisk op til topmødet. Vurderingen fra Beijing lød, at coronapandemien endnu var for presserende til, at tusindvis af mennesker fra hele verden skulle trykke hånd med præsidenten i Glasgow.

Snart hoppede andre store, afgørende ledere fra: Jair Bolsonaro, Brasiliens præsident, og Vladimir Putin, Ruslands præsident, vurderede ligeledes, at coronapandemien endnu måtte begrænse rejseaktiviteten.

Når så store og afgørende statsledere bliver væk fra COP26, er det en mindre katastrofe, der begrænser mulighederne for at presse de store udledere (som netop for eksempel Kina, Brasilien og Rusland) til mere handling.

Men som om det ikke var nok, endte G20-topmødet, som blev afholdt i weekenden i Rom, også noget anderledes, end man havde håbet fra blandt andet USA og Storbritanniens side.

Til G20, som denne gang med rette kunne anses for en opvarmning til COP26, mødtes 20 af verdens mest afgørende økonomier, blandt dem den Europæiske Union, Kina, USA og Indien. Og selv om G20 traditionelt er et økonomisk topmøde, var det klimaet, der dominerede dagsordenen.

Samlet set står G20-økonomierne for 80 procent af verdens drivhusgasudledninger. Kunne disse 20 økonomier blive enige om en stærk handlingsplan, ville man være langt i forhold til at få de sidste med til COP26.

Og enige, det blev de vel. Der blev underskrevet en erklæring  og poseret foran den berømte Trevifontæne i Rom.

Så langt, så godt. Men hvor stærk og klar var teksten i erklæringen så? Det er der delte meninger om.

Helt nøgternt kan man konstatere, at slutteksten faktisk indeholder nogle af de skarpeste klimamål, som G20 landene nogensinde er lykkedes med at blive enige om. Men trods at det er de skarpeste klimamål, kan man frygte, om de er skarpe nok. For de er reelt noget udvandede, hvis man sammenligner med de dokumenter, som var udgangspunkt for forhandlingerne.

Det var blandt andet et dokument, som klima- og energiministrene fra G20-landene sammen udfærdigede i juli i år. Og i det dokument var sproget noget mere klart, og fokus på, at de rigeste lande skulle yde særligt meget og hurtigt, var leveret knivskarpt.

Dét er vigtigt, fordi det fra blandt andet Kina og andre vækstøkonomiers side har været afgørende, at de lande, der historisk har udledt mest, tager det største læs i de kommende år, mens mindre udviklede lande får lidt længere tid og en økonomisk håndsrækning i den grønne omstilling.

Men formuleringerne blev vendt og drejet i Rom, og i erklæringen fra G20 var det hele altså blevet mindre markant. Der er hverken klare aftaler om grøn støtte til udviklingslande, ligesom en fælles dato for udfasning af kul i de store økonomier heller ikke blev sat.

Skuffelsen var let at spore hos flere store statsledere efterfølgende. USA`s præsident Joe Biden lagde særligt vægt på sin skuffelse over, at Kina og Rusland ikke var gået med til så meget, som han mente rimeligt.

Storbritanniens premierminister Boris Johnsons afsluttende tale i Rom bar også præg af bekymring for, hvordan COP26 nu ville forløbe.

Premierministeren havde helt droppet hans vante stil, hvor både jokes og små humoristiske stikpiller ellers gerne finder vej. Han var derimod dødalvorlig og erkendte åbent, at G20-slutdokumentet er vagt.

Det skyldtes, lod han forstå, at de store økonomier ikke kunne blive enige om mere. Og så kom han ellers med en dyster forudsigelse.

- Hvis vi ikke handler nu, så vil man i fremtiden ikke huske Paris-aftalen som det øjeblik, hvor menneskeheden åbnede øjnene og indså problemet, men øjeblikket, hvor vi blinkede med øjnene og kiggede væk.

Nu skal han være med til at lede forhandlingerne til COP26 de kommende to uger. Og trods en hård start, kan hans ærlighed og klare tale blive afgørende for, at COP26 bliver en succes.

COP26 er kun lige begyndt, og håbet er endnu lysegrønt.

Keld R. Demant blev kendt som "Keld Formel", da han i 1998 trådte ind i erhvervsmanden Torben Østergaard-Nielsens olievirksomhed Dan-Bunkering. Nu er han tiltalt i en alvorlig retssag om olie til russiske krigsfly i Syrien. I den sammenhæng har vi valgt at læse erhvervsredaktør Jens Bertelsens tidligere portræt af Keld R. Demant op i dette afsnit af podcasten 'Danmark fortæller'. Bag mikrofonen står Avisen Danmarks podcastredaktør Signe Vestergaard Bansø.

Du kan læse portrættet ved at klikke her, og du kan læse Jens Bertelsens seneste artikel om sagen ved at klikke her.

I 'Danmark fortæller' læser vi de bedste historier op fra avisen. Du kan lytte til flere afsnit af 'Danmark fortæller' ved at klikke her.