Løvkvist: Et rødt og et blåt parti gik ind i grønne landbrugsforhandlinger - alle kom brune ud
”Mandag aften fik landbruget en bred aftale efter en parodisk langt og knubbet forløb, hvor især Venstres forhandlere og Socialdemokratiets fødevareminister dansede provokerende påfugledans på skift, mens landbruget med panik i øjnene skiftede mellem at svede og ryste af kulde.”
Sådan skriver Avisen Danmarks politiske reporter Kasper Løvkvist om århundredes aftale for landbruget, som han har fulgt tæt. Dyk ned i hans analyse af forløbet lige her.
Dansk politik er ofte drevet af karikaturer:
At rød blok vil nedlægge landbruget, forbyde ikke bare bøffer, men også selve evnen til at nyde smagen af kød og sende produktionen af alt andet end kikærter, glaskål og quinoa til Kasakhstan.
At blå blok vil fylde enhver bygning, hvori der ikke bliver spillet håndbold eller afsunget "Frihed er det bedste guld", med søer, der føder et kæmpe kuld pattegrise hver fjortende dag, og pøse al natur til med gylle, fordi gylle dufter lige så lækkert som bacon.
Virkeligheden er, at det ene år laver rød blok en landbrugsaftale, der nogle år efter bliver afløst af en blå landbrugsaftale, og selv om der er forskelle, er de sjældent væsentlige i det store billede.
Og i landbrugets organisationer og andelsselskaber vil de egentlig helst have, at rød og blå laver aftalerne sammen, så de ved, hvad de har at forholde sig til.
Fordi forudsigeligheden i en langtidsholdbar aftale faktisk er at foretrække fremfor en aftale, der er dikteret af landbruget selv, men som bliver rullet tilbage, så snart magten skifter. Ikke fordi den ene eller anden aftale forgylder eller forgælder landbruget, men fordi landbruget bare gerne vil kunne overskue, hvor det er klogt at placere investeringer og udvikling, hvis man vil godt ind i fremtiden.
Sådan en aftale, en bred aftale, fik landbruget mandag aften efter en parodisk langt og knubbet forløb, hvor især Venstres forhandlere og Socialdemokratiets fødevareminister dansede provokerende påfugledans på skift, mens landbruget med panik i øjnene skiftede mellem at svede og ryste af kulde.
I minutterne op til klokken 20.15 kom partilederne én for én ind på brostenene foran Finansministeriet til det afsluttende møde - tilfældigvis lagt lagt op mod DR's store nyhedsudsendelse klokken 21.00 - mens finansminister Nicolai Wammen, der i slutspurten havde åbnet pengekassen så tilpas meget, at de blå partier ikke kunne undslå sig at være med til at bruge af den, trippede frem og tilbage på sit kontor på første sal med udsigten til menageriet dernede.
Ingen kunne se, hvordan Wammen egentlig gik rundt og havde det med sig selv, men et kvalificeret gæt er, at han var ganske godt tilfreds. Godt nok havde Wammen ikke selv magtet at følge det mandat, han havde givet fødevareminister Rasmus Prehn i den første lange del af absurd lange forløb: At det ikke måtte koste noget. Det havde ellers voldet Prehn en hel del frustrationer, fordi det var et umuligt mandat, når de skulle parres med det andet ben: At det skulle blive en bred aftale. Men en bred aftale blev det i den grad.
Den blev til på baggrund af et Socialdemokratiet med en formand og statsminister, der er rød, før hun er grøn, og et Venstre med en formand, der er både blå og grøn.
To måder at sige det samme på - klimaet skal reddes, men på en måde, så der både er arbejdspladser og profit i det - og slutresultatet er under alle omstændigheder en umiddelbart uskøn, men også meget pragmatisk brunlig - og ikke mindst forudsigelig - flade.
En stille gevinst for landbrugets organisationer og andelsselskaber, men også et stik af de større for regeringen.
Fordi aftalen ikke bare blev bred. Den blev massiv. Alt omfattende. Historisk, som finansminister Nicolai Wammen sagde på stengangen i Finansministeriet klokken præcis 21.
Alle er med (undtagen Alternativet og Frie Grønne).
Selv Liberal Alliance, der ellers ikke har brugt mange minutter på forhandlingerne gennem de sidste måneder.
Selv Nye Borgerlige, der ellers har profileret sig på at være de utilfredse landmænds parti.
Selv Dansk Folkeparti, der ellers altid forsvarer livet på landet med en ihærdighed, som langt overstiger partiets vilje til at anerkende, at også det har forpligtet sig på at reducere klimagasser med 70 procent i 2030. En målsætning partiet indtil nu har været på hastig flugt fra.
Selv Enhedslisten, som ingen havde forudset kunne være i en klimaaftale på landbruget sammen med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Det viser bare at man kan være nok så grøn og nok så rød og nok så gul og nok så blå, men klimaet er nu blevet en farvelade, som alle vil give deres bidrag til.
Det er det nye faktum i dansk politik: Ingen tør være på den forkerte side af den grønne omstilling. Dertil er det blevet for vigtigt et emne for vælgerne.
Og så er der også lige det ældgamle faktum i dansk politik: Klimaaftalen for landbruget er en økonomisk tung aftale. Og hvis man ikke er med i sådan en aftale, så er man heller ikke med i implementeringen af aftalen og dermed heller ikke med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges.
Det er det nye faktum i dansk politik: Ingen tør være på den forkerte side af den grønne omstilling. Dertil er det blevet for vigtigt et emne for vælgerne.